Forrige

Birthe Rønn Hornbech (V):
Det er sagt ofte fra denne talerstol, men det kan ikke siges for tit, at omskæring af piger set med danske øjne er noget af det mest modbydelige. Det er den mest modbydelige form for lemlæstelse og den mest nedværdigende handling, man kan tænke sig.
     Der er kulturer, hvor man har den tradition, at man altså lemlæster alle piger. Det kan Danmark naturligvis overhovedet ikke tolerere, og om man så påberåber sig nok så mange religiøse og kulturelle begrundelser, skal det siges helt klart, at det vil vi ikke have i Danmark, og at det allerede er strafbart. Hvis man vil bo i Danmark, så må man overholde de danske love, blive væk eller rejse hjem.
     Omskæring er og har hele tiden været en straffelovsovertrædelse, der straffes efter bestemmelserne om vold og lemlæstelse, og det er altså dermed en grov overtrædelse af den danske straffelov. Vi er i Venstre parate til at lovgive, så denne grove forbrydelse også kan straffes
i Danmark, selv om den har fundet sted et andet sted. Vi har ikke overdrevne forventninger til effekten af et sådant lovindgreb direkte, men vi mener, at det vil have en meget stor betydning for de kredse, som altså nu får at vide, at det ikke nytter noget, at man bare rejser hjem, for det er alligevel strafbart. Denne bestemmelse skal selvfølgelig parres med yderligere oplysning. Vi har derfor støttet justitsministeren i, at justitsministeren har udformet et lovudkast, der er sendt til høring med henblik på fremsættelse og forhåbentlig også vedtagelse i denne folketingssamling. Selv om der er et meget bredt flertal for den holdning her i Folketinget, finder vi det rigtigt, at vi også i denne sag følger de sædvanlige aftaler med Folketingets partier om lovkvalitet og giver de høringsberettigede lejlighed til at ytre sig. Så vil jeg godt rette en henvendelse direkte til Dansk Folkeparti, hvis man kan få ørenlyd, og hvis Dansk Folkeparti er interesserede i en pædagogisk indlæring, så kommer den nu:
Vi er nemlig enige med justitsministeren i, at vold og lemlæstelse ikke hører hjemme ovre i særlovgivningen, hvor man også straffer for uagtsomhed, og hvor strafferammen meget ofte kun er bøde. Omskæring har hele tiden været en straffelovsovertrædelse, og det skal den selvfølgelig fortsat være. Det er fuldkommen korrekt, som justitsministeren siger, at alt andet vil blive opfattet som nedkriminalisering.

Kl. 13.20

     Jeg vil lige bede fru Pia Kristensen og fru Birthe Skaarup om at tænke på, hvordan det ellers er foregået her i Folketinget. Jeg tror, vi har været enige om, at vi på et tidspunkt fandt menneskesmugling for groft, og så førte vi det over i straffeloven. Så var vi egentlig også mange partier her i Folketinget, der var enige om, at på et tidspunkt kunne miljøovertrædelser blive så grove, at der også må være en bestemmelse herom i straffeloven. Skattesvig kunne være så groft, at det selvstændigt skulle nævnes som en bestemmelse i straffeloven, og det gælder også flykapring osv., osv.
     Det er altså den måde, vi i det danske Folketing og efter danske traditioner tilkendegiver, at noget er blevet tilstrækkelig groft, eller at en ny forbrydelse pludselig er opstået, som er så grov, at vi ikke havde forudset det,
f.eks. flykapring og terror. Så kommer det ind i straffeloven. Vi udformer ikke særlove, for det er dér, vi har de mere formelle og de mindre grove overtrædelser. Jeg tror altså i modsætning til forslagsstillerne, at det der med at omdele en lov om forbud slet ikke har den samme effekt som at omdele en paragraf fra en straffelov. Men det skal nu ikke være hovedsynspunktet, som er det, jeg her har tilkendegivet, nemlig at de grove forbrydelser står i straffeloven. Hvis man uagtsomt slår et andet menneske ihjel i trafikken, så står det heller ikke i færdselsloven, så er det netop ført over i straffeloven, for det er for alvorligt til at stå i færdselsloven. Det synes jeg Dansk Folkeparti skulle tage at lytte til. Men med alt dette har jeg altså tilkendegivet, at vi selvfølgelig støtter intentionerne i de to forslag, men vi kan ikke støtte den måde, tingene formuleres på og udarbejdes lovteknisk på. Vi mener som sagt også, det er rigtigt, at vi tager en høringsrunde og fremsætter forslaget efter de almindelige regler om lovkvalitet. Derfor afviser vi forslagene og håber selvfølgelig på, at forslagsstillerne så også er med på, at vi forsøger at få justitsministerens forslag igennem til vedtagelse inden sommerferien.

Næste