Forrige

Helge Adam Møller (KF):
Jeg og den konservative folketingsgruppe er selvfølgelig hundrede procent enige med formålet i de to forslag, vi behandler i dag, fra både Dansk Folkeparti og fra Socialdemokraterne.
     Man kan ikke lade være med at komme med et lille hjertesuk, for vi er jo stort set alle enige. Vi ønsker et lovforslag imod indgrebet, så der kan straffes ikke alene i Danmark, som det har været muligt i generationer, men også i udlandet.
     Men man kan så ærgre sig over, at der desværre var et flertal i dette Folketing, da den nuværende justitsminister som den allerførste af 179 folketingsmedlemmer samlede et antal af os andre og fremlagde et lovforslag, og det blev desværre stemt ned. Der sidder heldigvis mange af dem, der stemte for det dengang. Men det blev stemt ned.
     Sådan er livet. Der er heldigvis nogle, der bliver klogere, men tænk, så havde vi løst problemet for mange år siden. Nu er det selvfølgelig utrolig vigtigt, at vi, når vi forhåbentlig alle er enige, også laver et lovforslag, som virker hundrede procent effektivt, således at vi virkelig får stoppet det, vi jo alle sammen vil.
     Så synes jeg i og for sig teknikken er lidt underordnet, bare vi får sikret os, at det er på den rigtige og mest effektive måde. For omskæring af kvinder - eller lad mig hellere sige piger, for det er jo piger, det typisk går ud over; det sker normalt lang tid, inden de bliver kvinder - er en barbarisk, ødelæggende og utrolig smertefuld handling, som
i generationer har været en forbrydelse i Danmark. I generationer har det været en forbrydelse her. Men desværre har det været fuldt lovligt i et mindre antal lande, bl.a. nogle afrikanske lande. Det betyder, at nogle piger i Danmark eller i andre lande er blevet lemlæstet ved, at indgrebet er foretaget i disse lande, hvor det er lovligt. Derfor kan de, der er ansvarlige for lemlæstelsen, altså dem, der gør det, eller dem, der opfordrer andre til at gøre det, ikke straffes, hvis de er bosiddende her i Danmark, hvis det bare sker i et af de lande, hvor det er lovligt. Det er selvfølgelig hundrede procent uacceptabelt. Det var det, den nuværende justitsminister rejste for mange år siden. Det var det, Dansk Folkeparti fulgte op på for 6 eller
7 år siden, men blandt andre Socialdemokratiet stemte imod. Hvor er det ærgerligt. Men sådan er det. Vi er nu glade for - i hvert fald den konservative folketingsgruppe og jeg - at justitsministeren nu har sat turbo på lovgivningen. Loven er udformet. Den er ude til høring, og i samme øjeblik den kommer tilbage fra høringen, kommer lovforslaget, altså i begyndelsen af marts. Jeg håber, at alle andre i dette Folketing, ligesom vi Konservative, er indstillet på, at den lov skal vedtages, inden Folketinget går på sommerferie, så den kan træde i kraft inden sommerferien. På den baggrund kan vi altså ikke støtte de to forslag, men vi støtter det forslag, der løser problemet.

Kl. 13.35

Næste