Forrige

(Kort bemærkning). Helge Adam Møller (KF):
Jeg skulle indrømme noget. Nu indrømmer jeg én ting: Jeg er indimellem utrolig træt af det lave debatniveau, der er i dette Folketing, utrolig træt. Her er noget, vi jo alle sammen er enige om, og så går det hele i noget småt fnidderfnadder om den ene eller den anden. Dansk Folkeparti foreslår, at det skal give 6-10 års fængsel, justitsministerens lovforslag siger 6-10 års fængsel; det er en afskrift. Vi gør bare det at sætte det ind i den lov, hvor det hører hjemme. Og så gør vi samtidig det, at vi vil undgå lovsjusk.
     Hvis man nu tager Dansk Folkepartis forslag, så er det ikke strafbart at omskære en pige på 7 dage eller på 14 dage. Det står udtrykkeligt i både overskriften og i samtlige paragraffer, at det kun er et indgreb, hvis det er mod en kvinde. Det er selvfølgelig ikke meningen, det ved jeg godt, men det er bare for at illustrere grunden til, at man laver et lovforslag og sender det ud til høring. Det er for at være hundrede procent sikker på, at vi ikke løber ind i et problem, hvor vi vedtager noget, som vi tror virker, og så viser det sig, at det, når det kommer for retten første, anden og tredje gang, ikke gør det.

Kl. 13.40

     Hvorfor kan vi ikke anerkende, at vi er enige om det her? Der skal en lov til, det skal være en effektiv lov, den skal straffe, der skal meget oplysning til. Det er vi jo alle sammen enige om, og så står vi bare og skændes. Så jeg deltager ikke i flere skænderier, uanset hvad fru Birthe Skaarup vil.
     Jeg ønsker, at denne lov skal gennemføres hurtigst muligt.

Næste