Elisabeth Arnold (RV):
På Det Radikale Venstres vegne skal jeg komme med nogle
bemærkninger til de to forslag, vi her har på bordet.
Jeg er i det store hele meget enig med den netop
foregående ordfører i, at det er to forslag, hvis intentioner
vi helt deler, nemlig at der skal sættes hårdere ind over for
de tilfælde af kvindelig omskæring, der opdages og
konstateres i Danmark. Det er ikke fornuftigt at sætte det
ind som en særbestemmelse; der er jeg enig med
justitsministeren. Vi bør ikke svække den
straffelovstradition, der er på området. Beslutningsforslaget
fra Socialdemokratiet er vi umiddelbart meget positivt
indstillet over for, og vi mener, at vi i givet fald må kunne
anvende det til at lægge et vist pres på justitsministeren,
hvis det lovede lovforslag ikke indfinder sig i løbet af kort
tid. Vi vil meget gerne have det lovforslag at arbejde med i
Retsudvalget. Vi er meget indstillet på at hjælpe med til at
ophæve princippet om dobbelt strafbarhed for kvindelig
omskæring.
På det område vil jeg gerne sige - det er især til hr.
Helge Adam Møller, der har gravet meget i fortiden i dag - at
Det Radikale Venstre er et af de partier, der helt klart har
skiftet holdning til begrebet om dobbelt strafbarhed for
denne specifikke forbrydelse, siden vi debatterede sagen her
i salen i 1996, tror jeg det var, hvor vi gik imod ophævelse
af princippet om dobbelt strafbarhed i forbindelse med denne
forbrydelse. Det har vi skiftet holdning til, og vi har for
længe siden meddelt offentligheden, at vi nu går ind for, at
man ophæver princippet om dobbelt strafbarhed for denne
specifikke forbrydelse.
Kl. 13.50
Derfor ser vi frem til, at ministeren kommer med sit
lovforslag, men det er jo, som flere også har sagt,
fuldstændig illusorisk at tro, at man herved kan standse
denne tradition blot ved at vedtage et lovforslag om, at nu
er det ekstra forbudt, for nu kan man heller ikke få det
gjort i lande, hvor det er tilladt, og så vende tilbage til
Danmark.
Det er meget, meget vigtigt, at man sætter fut i en
kampagne, som henvender sig specielt til de
indvandrermiljøer, hvor disse omskæringer foretages. Jeg vil
gerne rose det materiale, vi har fået sendt ud til
Retsudvalgets medlemmer. Det er det oplysningsmateriale, som
stammer fra Sundhedsstyrelsen fra 1999, altså fra den
tidligere regerings tid. Men spørgsmålet er, om ikke man
skulle sætte nye penge i kampagnen og måske finde nye vinkler
på kampagnen. Det er jo sådan, at der hele tiden kommer nye
generationer af kvinder til, der kommer til jordemødrene, der
kommer på sundhedscentrene, og som derved har den direkte
kontakt med sundhedspersonalet. Det kan fortælle dem, at det
her er en dårlig idé.
Jeg vil gerne henvise til en orienteringsavis fra
personalet fra Århus Amt. På bagsiden af den pågældende avis
står netop en beskrivelse af det sundhedscenter, som arbejder
i Gellerupbebyggelsen i Århus, og hvor der er meget god
kontakt imellem de somaliske kvinder, der bor derude, og en
jordemoder, som fortæller dem, at de, når de har født og skal
sprættes op - ellers kan de ikke komme til at føde, hvis de
er omskårne - helst ikke skal lade sig sy sammen igen. Og det
er der indtil nu ingen der har ønsket. Selv om personalet
ved, at de kan nægte det, så har alle de fødende kvinder sagt
ja tak til at forblive opskårne, om jeg så må sige, altså
forblive opskårne, efter de har født.
Det er den dér direkte kontakt mellem
sundhedspersonalet, frontpersonalet, og de kvinder, det
drejer sig om. Det er der, det store arbejde skal gøres. Jeg
synes, man skal gøre meget for at sikre sig, at oplysningerne
når helt ud i de enkelte familier, så man er klar over, at
det her er strafbart i Danmark, og at det er belastende og på
mange måder ødelæggende for den pige, der bliver født i den
pågældende familie.
Til sidst vil jeg blot sige, at jeg har overværet en
debat i det ghanesiske parlament for en del år siden. I Ghana
er kvindelig omskæring forbudt, men der er en ganske stor del
af befolkningen, der praktiserer det stadig væk. Debatten gik
præcis på det samme, som den gør her i dag: Vi hæver
straffen, og vi gør det udtrykkeligt beskrevet i loven, at
det må man ikke. Men vi har ikke kontrol over, hvad der
foregår rundtomkring i de samfund, som ikke er i direkte
kontakt med myndighederne i det pågældende land.
Det vil sige, at i Ghanas hovedstad, i Accra, kunne man
sige: Hos os foregår det ikke, men så snart vi kommer ud i
landsbyerne, så ved vi ikke, hvad der foregår, og vi kan ikke
kontrollere det. Det foregår stadig, for det kan vi jo se på
de folk, der kommer fra landsbyerne ind til byerne.
Men det drejer sig om propaganda og kampagne og direkte
kontakt mellem sundhedspersonalet og de personer, det
vedrører. Lovgivning er godt, og det er fint, og det er
nødvendigt. Men det er ikke nok.