Forrige

Elisabeth Arnold (RV):
På Det Radikale Venstres vegne skal jeg komme med nogle bemærkninger til de to forslag, vi her har på bordet.
     Jeg er i det store hele meget enig med den netop foregående ordfører i, at det er to forslag, hvis intentioner vi helt deler, nemlig at der skal sættes hårdere ind over for de tilfælde af kvindelig omskæring, der opdages og konstateres i Danmark. Det er ikke fornuftigt at sætte det ind som en særbestemmelse; der er jeg enig med justitsministeren. Vi bør ikke svække den straffelovstradition, der er på området. Beslutningsforslaget fra Socialdemokratiet er vi umiddelbart meget positivt indstillet over for, og vi mener, at vi i givet fald må kunne anvende det til at lægge et vist pres på justitsministeren, hvis det lovede lovforslag ikke indfinder sig i løbet af kort tid. Vi vil meget gerne have det lovforslag at arbejde med i Retsudvalget. Vi er meget indstillet på at hjælpe med til at ophæve princippet om dobbelt strafbarhed for kvindelig omskæring.
     På det område vil jeg gerne sige - det er især til hr. Helge Adam Møller, der har gravet meget i fortiden i dag - at Det Radikale Venstre er et af de partier, der helt klart har skiftet holdning til begrebet om dobbelt strafbarhed for denne specifikke forbrydelse, siden vi debatterede sagen her
i salen i 1996, tror jeg det var, hvor vi gik imod ophævelse af princippet om dobbelt strafbarhed i forbindelse med denne forbrydelse. Det har vi skiftet holdning til, og vi har for længe siden meddelt offentligheden, at vi nu går ind for, at man ophæver princippet om dobbelt strafbarhed for denne specifikke forbrydelse.

Kl. 13.50

     Derfor ser vi frem til, at ministeren kommer med sit lovforslag, men det er jo, som flere også har sagt, fuldstændig illusorisk at tro, at man herved kan standse denne tradition blot ved at vedtage et lovforslag om, at nu er det ekstra forbudt, for nu kan man heller ikke få det gjort i lande, hvor det er tilladt, og så vende tilbage til Danmark.
     Det er meget, meget vigtigt, at man sætter fut i en kampagne, som henvender sig specielt til de indvandrermiljøer, hvor disse omskæringer foretages. Jeg vil gerne rose det materiale, vi har fået sendt ud til Retsudvalgets medlemmer. Det er det oplysningsmateriale, som stammer fra Sundhedsstyrelsen fra 1999, altså fra den tidligere regerings tid. Men spørgsmålet er, om ikke man skulle sætte nye penge i kampagnen og måske finde nye vinkler på kampagnen. Det er jo sådan, at der hele tiden kommer nye generationer af kvinder til, der kommer til jordemødrene, der kommer på sundhedscentrene, og som derved har den direkte kontakt med sundhedspersonalet. Det kan fortælle dem, at det her er en dårlig idé.
     Jeg vil gerne henvise til en orienteringsavis fra personalet fra Århus Amt. På bagsiden af den pågældende avis står netop en beskrivelse af det sundhedscenter, som arbejder
i Gellerupbebyggelsen i Århus, og hvor der er meget god kontakt imellem de somaliske kvinder, der bor derude, og en jordemoder, som fortæller dem, at de, når de har født og skal sprættes op - ellers kan de ikke komme til at føde, hvis de er omskårne - helst ikke skal lade sig sy sammen igen. Og det er der indtil nu ingen der har ønsket. Selv om personalet ved, at de kan nægte det, så har alle de fødende kvinder sagt ja tak til at forblive opskårne, om jeg så må sige, altså forblive opskårne, efter de har født. Det er den dér direkte kontakt mellem sundhedspersonalet, frontpersonalet, og de kvinder, det drejer sig om. Det er der, det store arbejde skal gøres. Jeg synes, man skal gøre meget for at sikre sig, at oplysningerne når helt ud i de enkelte familier, så man er klar over, at det her er strafbart i Danmark, og at det er belastende og på mange måder ødelæggende for den pige, der bliver født i den pågældende familie. Til sidst vil jeg blot sige, at jeg har overværet en debat i det ghanesiske parlament for en del år siden. I Ghana er kvindelig omskæring forbudt, men der er en ganske stor del af befolkningen, der praktiserer det stadig væk. Debatten gik præcis på det samme, som den gør her i dag: Vi hæver straffen, og vi gør det udtrykkeligt beskrevet i loven, at det må man ikke. Men vi har ikke kontrol over, hvad der foregår rundtomkring i de samfund, som ikke er i direkte kontakt med myndighederne i det pågældende land. Det vil sige, at i Ghanas hovedstad, i Accra, kunne man sige: Hos os foregår det ikke, men så snart vi kommer ud i landsbyerne, så ved vi ikke, hvad der foregår, og vi kan ikke kontrollere det. Det foregår stadig, for det kan vi jo se på de folk, der kommer fra landsbyerne ind til byerne. Men det drejer sig om propaganda og kampagne og direkte kontakt mellem sundhedspersonalet og de personer, det vedrører. Lovgivning er godt, og det er fint, og det er nødvendigt. Men det er ikke nok.

Næste