Forrige

Line Barfod (EL):
Som alle øvrige i dette Folketing finder jeg også, at omskæring er ualmindelig modbydeligt. Det skal være strafbart, det er strafbart. Der er ingen tvivl om, at omskæring er strafbart efter den danske straffelov. Der har været nogen diskussion om, hvorvidt det også er strafbart, hvis det bliver foretaget i udlandet. Det mener vi ikke der skal være nogen tvivl om.
     Vi er også glade for, at justitsministeren har sendt et lovforslag i høring. Vi har ofte brokket os over, at regeringen ikke har sørget for at sende lovforslag i høring i tilstrækkelig god tid, så vi kan nå at få de saglige indvendinger og præciseringer, der kan være, med i debatten. Derfor er vi selvfølgelig glade for, at det sker i det her tilfælde. Det er også begrundelsen for, at vi ikke kan støtte de forslag, der ligger fra de to partier, for vi vil gerne først se de høringssvar, der kommer.
     Så har der været en diskussion: Hvad er det egentlig, vi skal gøre for at få stoppet omskæring? Der er ingen tvivl om, som vi også har været lidt inde på i debatten, at oplysning er det helt afgørende. Derfor håber jeg, at justitsministeren vil komme med en tilkendegivelse af, at der vil blive sat midler af til oplysningsarbejde; at den kampagne og det arbejde, der har været tidligere, hvor bevillingerne er ophørt, vil få nye bevillinger, så man kan følge de forslag, der ligger fra arbejdsgruppen, som har arbejdet med det her område.
     Men den anden del af det er jo det internationale arbejde, for næsten alle de, der bliver omskåret, bliver det
i udlandet. Vi vil gerne opfordre til, at justitsministeren, når hun deltager internationalt, prøver at arbejde for, at vi får ændret de internationale konventioner, så alle lande forpligter sig til at straffe omskæring på linje med den forpligtelse, vi har i forhold til tortur.

I forhold til tortur siger vi jo også, at uanset hvor det er foregået, skal det straffes, og vi mener, at omskæring af piger og den modbydelige lemlæstelse, der foregår, bør behandles på linje med tortur, og at man derfor skal være forpligtet til at straffe det, uanset hvor det er foregået.

Kl. 13.55

     Men også her er et internationalt oplysningsarbejde vigtigt, og derfor håber vi også, at man vil være med til at støtte oplysningsarbejde i de lande, hvor der foregår omskæring, og også støtte de piger og kvinder, der siger fra over for omskæring.
     På det seneste har der været nogle historier om piger, der har anlagt sag mod deres egne forældre i afrikanske lande, fordi de ikke vil omskæres. Det er utrolig imponerende, at piger på 10-12-14 år er i stand til at anlægge en retssag mod deres egne forældre. De fortjener al den støtte, de overhovedet kan få. Jeg håber også, at de officielt fra Danmark kan få støtte til den kamp og få udbredt den kamp mod omskæring.
     Så vil jeg sige i forhold til de forslag, der ligger, og også det lovforslag, justitsministeren har sendt i høring, at her laver vi jo på mærkværdig vis en bestemmelse i straffeloven, der kun drejer sig om det ene køn, nemlig pigerne og kvinderne, mens der ikke står en lyd om omskæring af drenge. Der er ingen tvivl om, at de grove former for kvindelig omskæring er ualmindelig modbydelige. Men der skal ikke være nogen tvivl om, at vi, når dette forslag fra justitsministeren kommer til behandling, ikke dermed skal sige, at omskæring af drenge er lovligt.
     På samme måde som vi siger, at man ikke må slå sine børn, mener vi heller ikke, at man på anden måde må skære i børn eller gøre andet ved dem, som ikke er sundhedsfagligt begrundet. Derfor mener vi, at det bør inddrages i oplysningsarbejdet. Vi mener ikke, at man skal bruge politi eller andet i forhold til denne her type indgreb mod børn, men vi mener, at det skal indgå i oplysningsarbejdet, at man ikke må begå overgreb på sine børn, uanset hvad begrundelsen er.
     Lige så vel som vi ikke vil have, at man tatoverer børn under 18 år, det er også forbudt, mener vi altså heller ikke, at man skal have lov til at skære i sine børn, uanset hvilket køn de har. Det håber vi vil kunne indgå i den debat, der er.
     Men som sagt, vi er glade for, at der kommer en øget indsats mod omskæring, og vi håber, at ministeren om lidt vil gå op og love, at der også vil blive sat penge af til den øgede indsats, så det ikke bare er et spørgsmål om, at der bliver vedtaget noget i Folketinget, men at det rent faktisk også får en betydning, og at man kan fortsætte det gode arbejde, der har været i gang i flere år.

Næste