Forrige

(Kort bemærkning). Line Barfod (EL):
Fru Pia Kristensen svarede ikke på mit første spørgsmål:
Hvorfra har fru Pia Kristensen sin viden om, at der skulle være flere hundrede eller endda tusinde piger, der bliver omskåret, og at der hver dag er piger, der bliver omskåret? Det er jo det, fru Pia Kristensen siger, at for hver dag, der går, hvor vi ikke har fået vedtaget det her lovforslag, er der nye piger, der bliver udsat for omskæring, men hvorfra har fru Pia Kristensen den viden, for den viden har ingen andre kunnet finde?
     Tværtimod tyder den viden, der indtil nu foreligger, på, at det er meget, meget få tilfælde, der er af omskæring. Selv få tilfælde er for meget. Vi skal gøre, hvad vi overhovedet kan, for at der ikke er nogen piger, der bliver udsat for omskæring, men det er altså helt ude af proportioner, den måde, fru Pia Kristensen fører sig frem på.
     Og så det her med, hvorvidt man skal gribe ind over for forældre eller ej. Nogle af os har den opfattelse, at forældre ikke skal have ret til at begå overgreb mod deres børn, ikke skal have ret til at slå deres børn, og at vi skal have en demokratisk børneopdragelse, hvor vi respekterer barnets rettigheder så vidt muligt. Det har Dansk Folkeparti hidtil været imod på andre områder. Det var bare det, jeg bad fru Pia Kristensen om at bekræfte.

Næste