Forrige

(Kort bemærkning). Pia Kristensen (DF):
Fru Anne Baastrup sagde, at det ikke fremgår af vores lovforslag, at forældre bliver straffet, hvis de tager til udlandet med deres børn og får børnene omskåret.
     Det er netop det, der står i vores lovforslag. Jeg tror ikke, at fru Anne Baastrup har læst bemærkningerne til lovforslaget, for der fremgår det faktisk.
     Og endnu en gang vil jeg sige: Vi havde selvfølgelig håbet på, at der havde været flertal for Dansk Folkepartis forslag, så det kunne være blevet vedtaget hurtigt, så det kunne være trådt hurtigt i kraft. Men det er da klart, hvis der ikke er flertal for dét, så støtter vi selvfølgelig regeringens forslag, når det kommer. Det drejer sig om, at vi kan få løst de svære problemer, vi har.
     Og til fru Line Barfod om, hvorvidt det er hundredvis eller det er tusindvis, det drejer sig om: Jeg vil gå den anden vej og sige, at om det så drejer sig om 5 eller 10 piger pr. måned, så er det de 5 eller 10 for meget. Og det foregår faktisk i det danske samfund, må jeg sige til fru Line Barfod.
     Somaliske kvinder har dannet deres egne foreninger, hvor de kæmper en kamp imod, at piger skal omskæres, de bejler til os politikere, for at vi skal gøre noget ved sagerne.
     Jeg vil også spørge fru Line Barfod, om fru Line Barfod ikke følger debatterne både på tv, i aviser, i radio. Det er jo snart næsten hver anden dag, man hører om de omskæringer. Det er ikke grebet ud af den blå luft, de finder sted, det er et eksisterende problem, som vi skal have gjort noget ved.

Næste