Forrige

Jacob Buksti (S):
Den 5. juli i år kl. 12.30 udtalte justitsministeren til Nordjyllands Radio i forbindelse med regeringens beslutning om at indføre automatisk hastighedskontrol, at det, regeringen vender sig imod, er de tanker, som tidligere var, om, at der skulle stilles hastighedskontroller op på lange, lige landevejsstrækninger, hvor der ikke sker mange uheld, men hvor der gik gode, rare penge ned i statskassen.
     Jeg har forgæves forsøgt at få ministeren til at dokumentere, hvad det er for nogle tanker, der var. Jeg har stillet tre skriftlige spørgsmål, nr. S 2676, nr. S 2812 og nr. S 2960, og det er lykkedes ministeren at svare totalt udenom uden overhovedet at forholde sig til det indhold i spørgsmålet.
     Heller ikke en klage til Folketingets formand har kunnet formå ministeren til at få hukommelsen på gled. Så derfor:
Når det nu er sådan, som man må gå ud fra, at sandhedsforpligtelsen ikke bare omfatter pressemedarbejdere, såkaldte spindoktorer, men også ministre og måske i høj grad justitsministeren, vil jeg gerne bede justitsministeren benytte lejligheden til her i Folketinget at dokumentere, hvad det er for nogle tidligere tanker, der var, om, at man skulle stille hastighedskontroller op på lange, lige landevejsstrækninger, hvor der ikke sker mange uheld, men hvor der går gode, rare penge ned i statskassen.

Næste