Spm. nr. S 160

Til justitsministeren (8/10 02) af:

Jytte Wittrock (S):

»Kan ministeren oplyse, om private har adgang til oplysninger fra Centralregistret for Motorkøretøjer, og hvis private har adgang til oplysninger fra Centralregistret, betaler de i så fald for denne ydelse?«

Svar (15/10 02)

Justitsministeren (Lene Espersen):

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet anmodet Rigspolitichefen om en udtalelse.

Når denne udtalelse foreligger, vil jeg vende tilbage til sagen.

Supplerende svar (1/11 02)

Justitsministeren (Lene Espersen):

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigspolitichefen, der har oplyst følgende:

»Spørgsmålet om videregivelse af oplysninger fra Centralregisteret for Motor-køretøjer (CRM) er reguleret ved lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger (persondataloven). Persondataloven regulerer videregivelse både til offentlige myndigheder og til private.

Videregivelse af oplysninger fra CRM til private er oftest reguleret af persondatalovens § 6. Efter denne bestemmelse kan behandling, herunder videregivelse, kun ske, hvis den er nødvendig af hensyn til en række nærmere angivne interesser.

Videregivelse af oplysninger fra CRM til private kan ske på baggrund af konkrete henvendelser til Rigspolitichefen eller politikredsene. Endvidere har et begrænset antal virksomheder adgang til at modtage oplysninger ved filoverførsel eller terminaladgang.

Som eksempler på tilfælde, hvor der videregives oplysninger fra CRM, kan følgende anføres:

Hvis oplysningerne videregives efter konkret henvendelse til Rigspolitichefen eller politikredsene, opkræves der ikke betaling. Modtagerne skal derimod betale for oplysningerne, hvis videregivelsen sker ved filoverførsel eller ved terminaladgang.

For så vidt angår terminaladgang og filoverførsel skal modtagerne herudover betale omkostningerne for den tekniske løsning i forbindelse med etablering af adgang til registret og overførsel af de ønskede oplysninger.«