Europaudvalget
(Info-note I 57)
(Offentligt)

Folketingets Europaudvalg

Christiansborg, den 26. november 2002

Folketingets repræsentant ved EU

 

 

Til

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

 

 

Forbud mod tobaksreklamer på vej i EU

Europa-Parlamentet førstebehandlede på sin session i Strasbourg d. 20 november et direktivforslag om forbud mod visse reklamer for tobaksvarer . 311 medlemmer stemte for forslaget, 202 stemte imod mens 39 undlod at stemme. Forslaget skal behandles af Ministerrådet den 2. december.

Europa-Parlamentet afviste stort set alle 25 ændringsforslag fra den spanske ordfører Manuel Medina Ortega (PSE) og udvalget om retlige og indre anliggender. Udvalget havde ellers vedtaget betænkningen med stort flertal, nemlig 28 stemmer for og 3 imod og 1 der undlod at stemme. Forslaget var også blevet drøftet i udvalget om miljø- og sundhedsanliggender og forbrugerpolitik, som anbefalede at godkende Kommissionens forslag uden ændringer.

Forslaget har været meget omdiskuteret, fordi det blev fremsat i kølvandet på et direktiv, som blev annulleret af EF-domstolen, efter sagsanlæg fra Tyskland. Dommen fastslog, at artiklerne i traktaten, som direktivet var vedtaget på baggrund af, ikke gav den tilstrækkelige hjemmel til at forbyde tobaksreklamer generelt.

Uenighed mellem Europa-Parlamentets miljø- og retsudvalg

Stridigheden mellem retsudvalget og miljøudvalget afspejler, at EF-domstolens dom er vurderet forskelligt i de to udvalg.

Kommissionen og Miljøudvalget har lagt vægt på de præmisser i dommen, som muliggør et direktiv om reklamer, mens Retsudvalget derimod har fokuseret på de præmisser, der begrænser et forbud mod reklamer og derefter fremsat ændringsforslag, der gør forslaget blødere og mindre restriktivt. Miljøudvalget angav i sin udtalelse, at forslaget er bedre end ingenting, selvom udvalget havde fortrukket et mere restriktivt direktiv. Millj&o slash;udvalget frygtede dog, at retsudvalgets ændringsforslag ville udvande forslaget.

Ordføreren, Manuel Medina Ortega, og retsudvalget advarede på den anden side mod, at ethvert ændringsforslag, som kunne understrege offentlige sundhedsaspekter, ville underminere retsgrundlagets hensigtsmæssighed og medføre risiko for en ny annullering fra Domstolen. Retsudvalget hævdede, at dets ændringsforslag ville gøre direktivet retligt uangribeligt.

Det er bl.a. denne konflikt, der afspejler sig i Parlamentets afstemning om forslaget, men også forskellige partipolitiske og nationale hensyn har spillet ind.

Afstemningen i Europa-Parlamentet

På stemmeafgivningen i Europa-Parlamentet kan der spores en tydelig politisk tendens. De Europæiske Socialdemokraters gruppe (PSE) har overvejende stemt for Kommissionens forslag, og Det Europæiske Folkepartis gruppe (PPE-DE) har overvejende stemt imod det.

To ændringsforslag blev vedtaget. Det ene, fremsat uden om retsudvalget af parlamentsmedlemmer fra 5 forskellige politiske grupper og lande, giver medlemsstaterne ret til at fastsætte regler for andre former for reklame, som ikke er omfattet af direktivet, såsom indirekte reklame og sponsorering af begivenheder eller aktiviteter uden virkninger på tværs af grænserne og som medlemsstaterne finder nødvendige for beskyttelse af folkesundheden.

Det andet er en mindre ændring om, at Kommissionen bør udarbejde en rapport om direktivets gennemførelse.

Kommissær David Byrne sagde efterfølgende på en pressekonference, at ændringsforslagene var acceptable. Han regnede med, at Ministerrådet på mødet d. 2. december vil acceptere forslaget med Europa-Parlamentets ændringer og enes om en fælles holdning, således at forslaget kan vedtages i første halvdel af 2003 og træde i kraft i medlemstaterne så hurtigt som muligt, dog senest d. 31. juli 2005. Han mente ikke, det vil blive n& oslash;dvendigt med en 2. behandling af forslaget i Ministerrådet og Europa-Parlamentet.

 

Kommissionens forslag

I det nye forslag har Kommissionen ændret på omfanget af forbudte reklametyper, således at forbuddet gælder reklamer for tobaksvarer:

  1. i den skrevne presse og i andre trykte publikationer, undtaget publikationer der udelukkende henvender sig til fagfolk i tobaksbranchen, og i publikationer der udgives og trykkes i tredjelande, såfremt de ikke hovedsageligt er bestemt for fællesmarkedet
  2. i forbindelse med informationssamfundets tjenester under samme vilkår som ovenstående
  3. i radioreklamer
  4. Sponsorering forbydes i forbindelse med:

  5. radioprogrammer, hvor sponsorens hovedvirksomhed er fremstilling eller salg af tobak
  6. arrangementer eller aktiviteter, der inddrager eller foregår i flere medlemsstater, eller på anden vis har virkninger på tværs af grænserne
  7. gratis uddeling af tobaksvarer i forbindelse med sponsorering af ovenstående arrangementer, som tager sigte på at fremme afsætningen af tobaksvarer eller har dette som en direkte eller indirekte virkning.

Kommissionen har i forbindelse med udformningen af sit nye direktivforslag forsøgt at tage behørigt hensyn til de grænser EF-domstolen satte for anvendelsen af det valgte retsgrundlag med dennes dom fra oktober 2000.

 

Det annullerede direktiv 98/43 EF:

Det gamle direktiv forbød enhver form for reklame og sponsorering af tobaksvarer, undtagen meddelelser rettet til fagfolk i branchen, udstilling af tobaksvarer på salgssteder, reklame rettet mod køberen i specialiserede tobaksforretninger samt i publikationer trykt i 3. lande, hvis primære marked er et andet. Retsgrundlaget var det samme, som det der ligger til grund for det nye forslag.

I betragtningerne til direktivet er det tydeligt, at den tungtvejende begrundelse for direktivet var hensynet befolkningens sundhed og ønsket om at begrænse antallet af nye rygere blandt unge.

 

EF-domstolens kendelse

I oktober 2000 annullerede EF-domstolen direktivet om reklamer for tobaksvarer og sponsoring af disse. Dommen var kontroversiel, fordi langt de fleste medlemstater støttede direktivet, der i øvrigt var på politisk linie med mange medlemstaters lovgivning på det sundhedspolitiske område. Tysklands anke var, at direktivet mest af alt havde karakter af en foranstaltning til beskyttelse af folkesundheden og havde lille, hvis overhovedet nogen, betydning for det indre marked og mindst af alt dets gennemførelse. Desuden hævdede Tyskland, at direktivet stred imod både proportionalitets- og nærhedsprincippet.

Domstolen fastslog i kendelsen, at EU ikke med hjemmel i det valgte retsgrundlag kunne vedtage et generelt forbud mod reklamer, bl.a. fordi ikke alle typer af tobaksreklamer kan siges at være en hindring for det indre marked. Det gælder specielt reklamer på plakater, parasoller, askebærer og reklamespots i biografer, hvor et forbud mod disse næppe kan siges at ville fremme handlen med de pågældende varer.

Domstolen tog dog ikke stilling til proportionalitets- og nærhedsprincippet.

 

 

Med venlig hilsen

Michala Jessen