Besvarelse på bilag 36

                                                         Forsvarsudvalget
                                                       (B 118 - bilag 29)
                                                             (Offentligt)

             Folketingets Forsvarsudvalg

       Christiansborg, den 20. marts 2003

               Udvalget udbeder sig - i 70 eksemplarer - ministerens
       besvarelse af følgende spørgsmål:

       Ad
       B 118 Forslag til folketingsbeslutning om dansk militærdeltagelse i en multinational indsats i Irak. Af udenrigsministeren

168.   Vil ministeren kommentere forlydender, bl.a. i TV2-nyhederne den 19. marts om, at "amerikanske venner" samt danskere, ifølge en arabisk avis, har hjulpet den tidligere irakiske hærchef med at flygte?

169.   Hvad kan ministeren oplyse om uenighederne mellem UNHCR og tyrkisk Røde Halvmåne om placering af flygtningelejre i henholdsvis Irak og Tyrkiet, samt om tyrkisk Røde Halvmånes ønske om militær tyrkisk bistand i forbindelse med oprettelse af flygtningelejre i det nordlige Irak?

170.   Vil ministeren rette henvendelse til sine allierede i krigen mod Irak med henblik på at sikre, at disse yder et forsvarligt bidrag til den humanitære indsats, såfremt FNorganisationerne endnu ikke har modtaget de nødvendige midler til at gennemføre den indsats, de skønner nødvendig?

171.   Ministeren bedes svare på henvendelsen fra en lang række kurdiske organisationer angående et evt. tyrkisk militært indgreb i det nordlige Irak, jf. alm. del - bilag 182.

172.   Kan ministeren bekræfte, at George W. Bush i 2002 underskrev "National Security Presidential Directive 17", der indeholder en doktrin om forebyggende angreb, dvs. en doktrin, som ministeren ifølge et tidligere svar ikke kender eksistensen af?

173.   Kan ministeren bekræfte, at USA's "National Security Presidential Directive 17", der indeholder en doktrin om forebyggende angreb, dvs. en doktrin, som ministeren ifølge et tidligere svar ikke kender eksistensen af, eksplicit inkluderer brug af kernevåben som en mulighed under forebyggende angreb, herunder på lande som Irak?

174.   Kan ministeren bekræfte, at det af Weekendavisen den 21. februar d.å. fremgår af udtalelser fra udenrigsministeren, at det var regeringens politik på daværende tidspunkt, at tilsagnet til "..amerikanerne er betinget af en FN-beslutning", og finder ministeren det ikke besynderligt at melde sådan til USA, såfremt en sådan beslutning i virkeligheden allerede forelå?

175.   Er ministeren enig i, at Tyrkiet ingen ret har til at øve indflydelse på, hvorledes det kurdiske spørgsmål løses i Irak, såfremt militæraktionen mod Irak fører til det irakiske regimes fald?

                                     P.u.v.

Helge Adam Møller,
formand.

       Til
            udenrigsministeren og forsvarsministeren (Løbenr. 14358)