Forsvarsudvalget
(B 118 - bilag 35)
(Offentligt)

over

[af udenrigsministeren (Per Stig Møller)]

Beslutningsforslaget blev fremsat den 18. marts 2003 og var til 1. behandling den 19. marts 2003. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Forsvarsudvalget.

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 3 møder.

Udvalget har stillet 2 spørgsmål til statsministeren til mundtlig besvarelse og to spørgsmål til udenrigsministeren til mundtlig besvarelse. Ministrene har besvaret spørgsmålene i samråd med udvalget den 20. marts 2003.

Udvalget har stillet 143 spørgsmål til udenrigsministeren og forsvarsministeren til skriftlig besvarelse, som ministrene har besvaret. Desuden har udvalget stillet 36 spørgsmål til udenrigsministeren og forsvarsministeren, som forventes besvaret inden beslutningsforslagets 2. behandling.

Et flertal i udvalget (S, SF, RV, EL og KRF) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse.

Socialdemokratiet mener, at den danske regering har truffet en historisk beslutning. Desværre er der tale om en forkert beslutning – om at deltage i en krig – uden at den er støttet af et bredt flertal i Folketinget.

Det er et brud af historiske dimensioner på den tradition, der har været her i landet. Der er ingen historiske fortilfælde for, at en dansk regering vil sende danske soldater til krigshandlinger, uden at det støttes af et bredt flertal i Folketinget

Det beklager vi dybt fra Socialdemokratiets side – det er ulykkeligt for Danmark.

Det er regeringens valg!

Socialdemokratiet har i sagen haft den klare oplevelse, at vi og regeringen var enige om linjen i Irak-krisen – nemlig, at Danmark ville kunne sende danske soldater til Irak for at bidrage til afvæbningen af Saddam Hussein, hvis der forelå en ny beslutning fra FN. Socialdemokratiet havde klart den oplevelse, at regeringen var enig i, at den tidligere Sikkerhedsråds resolution – 1441 – ikke var grundlag nok for en krig.

Den holdning har vi ikke stået alene med fra dansk side – tværtimod, blev det klart udtrykt af et stort flertal af de lande, der stemte for resolution 1441, at det ikke var en adgangsbillet til at starte en krig.

Regeringen har nu skiftet spor og påtager sig dermed et stort ansvar ved at insistere på at deltage i den amerikansk-ledede aktion uden om FN – og dermed i strid med folkeretten.

FN’s sikkerhedsråd er nu sat ud af spillet – et kæmpe tilbageskridt for den internationale retsorden, vi også troede, Venstre og Det Konservative Folkeparti var tilhængere af. En ydmygelse af FN. Et NATO og EU, der er splittet.

Den danske statsminister bidrog til splittelsen i EU ved at være medunderskriver på et læserbrev til støtte for USA’s linje over for Irak – imod bl.a. Danmarks nærmeste naboer i Europa.

Den danske statsminister har valgt en anden kurs end de andre nordiske lande og Danmarks nærmeste europæiske naboer. Ja – faktisk en kurs, der er anderledes end det meste af verden.

Alt tyder på, at det kun er meget få lande, der vil bakke op med direkte militært bidrag til den USA-ledede krig.

Socialdemokratiets linje har været den samme fra første færd – vi har støttet FN-sporet for at lægge maksimalt pres på diktatoren i Bagdad.

Regeringen har skiftet spor og isoleret Danmark fra vore nærmeste naboer i Norden og EU.

Regeringen bringer Danmark i en uholdbar situation – også de danske soldater.

Det er ikke rimeligt at sende danske soldater i krig på et smalt flertal i Folketinget.

Socialdemokratiet har foreslået regeringen at sammensætte en storstilet humanitær indsats i samarbejde med de andre nordiske lande, styrke indsatsen for at gøre fremskridt i Mellemøstkonflikten og forberede sig på stabiliserings- og genopbygningsindsatsen i Irak efter krigshandlingerne.

Et beslutningsforslag med ovenstående indhold vil kunne samle bred støtte i tinget.

Det har regeringen afvist. Det beklager Socialdemokratiet dybt.

Socialistisk Folkeparti mener, at krigen mod Irak kommer på et tidspunkt, hvor alle andre muligheder endnu ikke er udtømt. Krigen mod Irak kommer, efter at især USA og Storbritannien i månedsvis har forsøgt at få et flertal i FN’s Sikkerhedsråd. Efterhånden som mulighederne for at et såkaldt moralsk flertal ville kunne mobiliseres svandt, og efterhånden som muligheden for at undgå et veto fra Frankrig fortonede sig, valgte en snæver gruppe af lande, med USA i spidsen, at sætte sig ud over det gensidigt forpligtende internationale samarbejde, som FN repræsenterer.

Den latente trussel fra amerikansk side om at ville gå uden om FN, har fra begyndelsen stillet FN i et dilemma: Hvis FN lod sig kue til at makke ret, ville FN de facto sætte sin autoritet over styr. Hvis FN lod sit demokrati arbejde, og USA gik enegang, ville den reelle legitimitet lide et alvorligt knæk. Det sidste er den situation, vi nu står i. At klinke skårene efter denne legitimitetskrise bliver ikke nemt, og det internationalt forpligtende samarbejde i FN, med dets målsætning om en international retsorden står alvorligt svækket.

Tilsidesættelsen af FN er et tilbageslag for den internationale retsorden. At Irak ikke har overholdt en lang række FN-resolutioner og indtil det sidste har været modstræbende i samarbejdet med FN’s våbeninspektører er ubestrideligt. At Saddam Husseins styre er totalitært, menneskefjendsk og undertrykkende er også hævet over enhver tvivl. At det ville være ønskværdigt med et regimeskift i Bagdad, så dets tyranniske leder Saddam Hussein kunne komme for Menneskerettighedsdomstolen, ville være en stor humanistisk og demokratisk sejr.

Men i lyset af, at Saddam Husseins regime kun har været muliggjort gennem en aktiv amerikansk støtte op gennem 1980’erne, er der efter Socialistisk Folkepartis mening noget hykleri at udse sig netop Irak og Saddam Hussein som en særlig trussel mod menneskeheden. Dels fordi USA i vid udstrækning selv har bevæbnet diktatoren, jf. den såkaldte Riegel-report, dels fordi verden er fyldt med despoter, som med lige så stor ret burde fjernes fra magten og retsforfølges, og endelig fordi den lange mellemliggende periode siden USA’s engagement i Irak i forbindelse med krigen mod Iran og hele efterspillet efter gidseltagningen i Teheran under præsident Jimmy Carter og frem til onsdag den 19. marts 2003 – altså mere end 20 år – har forværret den humanitære situation i Irak dramatisk. At Saddam Hussein ubestrideligt bærer det tungeste ansvar for dette er ubestrideligt. Men en lang række eksperter har ligeledes peget på verdenssamfundets medansvar. Hans von Sponeck, tidligere Humanitær Koordinator for FN, har således flere gange påpeget, at sanktionerne mod Irak har ramt civilbefolkningen hårdt. Den kritik er igen og igen blevet genfremsat af de tidligere våbeninspektører Rolf Ekéus og Scott Ritter. For Iraks befolkning har nu i årevis været afskåret fra adgang til de mest basale fornødenheder såsom rent drikkevand, mad og medicin i et omfang, der bare i tilnærmelsesvis grad matcher behovene.

FN skønner, at op imod 1 mio. børn er døde som følge af under- og fejlernæring samt de følgelidelser, der knytter sig dertil.

Begrebet »rettidig omhu« er af afgørende betydning i denne sammenhæng. I sommeren 1992 stod våbeninspektørerne fra UNSCOM uden for det irakiske landbrugsministerium efter et tip om at man dér ville kunne finde et arkiv, som én gang for alle ville skabe et overblik over Iraks militære anlæg, militære slagkraft, våbenproduktion samt militære planer. Med Sikkerhedsrådet og en stribe FN-resolutioner i ryggen omringede UNSCOM landbrugsministeriet, men blev forment adgang af irakerne.

Fordi irakerne obstruerede våbeninspektionens arbejde, måtte FN’s udsendte våbeninspektører tilbage til Sikkerhedsrådet for dér at få fornyet deres mandat og dermed få præciseret, at der ville blive slået hårdt ned på Irak, hvis landet ikke efterlevede resolutionen og gav UNSCOM adgang. Sikkerhedsrådet var efter mødet med våbeninspektørerne på nippet til at vedtage en udtalelse – med Frankrigs og Kinas overraskende billigelse – som i skarpe vendinger ville fordømme Saddam Hussein, og som ville påpege, at en fortsat umuliggørelse af våbeninspektionen ville få alvorlige konsekvenser for Irak. Men USA bakkede ud. USA var imod al fornuft og al forventning den nation, der ikke ønskede en skærpet tone over for Irak. Dette står stadig som en gåde.

De tidligere våbeninspektører Rolf Ekéus og Scott Ritter har begge siden højlydt undret sig over, at Washington pludselig tog brodden af Sikkerhedsrådets udtalelse. USA nedtonede altså sprogbrugen og sendte derved et klart signal til Saddam Hussein om, at USA ikke var klar til at gå i krig på det tidspunkt – eller på det foreliggende grundlag.

Alligevel kan det undre, for dér stod UNSCOM næsten med nøglerne i hænderne til dét materiale som én gang for alle kunne give et samlet billede af Iraks militære overvejelser og slagstyrke. Man havde med Scott Ritters ord mulighed for at pågribe gerningsmanden med den så omtalte rygende pistol i hånden. Alligevel ville amerikanerne ikke være med.

Hvis USA i alle disse år har været bekymret for det manglende demokrati i Irak og har haft alvorlige grunde til tro, at Irak skulle udgøre en seriøs trussel mod USA eller vesten, så udviste man ikke rettidig omhu.

Siden har våbeninspektørerne forelagt Sikkerhedsrådet den ene rapport efter den anden. Hver gang har USA hævdet at være i besiddelse af yderligere kompromitterende materiale om Irak. Og hver gang har USA forsømt at præsentere FN og skiftende våbeninspektioner for den relevante dokumentation og dermed de oplysninger, som kunne have lettet våbeninspektørernes opgave og overbevist Sikkerhedsrådet om nødvendigheden af en evt. hårdere kurs.

Det samme er sket i eskaleringen af Irak-krisen siden den 11. september 2001. Den amerikanske administration har endnu ikke løftet bevisbyrden og påvist en forbindelse mellem Irak og terrornetværket al-Qaeda og ejheller leveret afgørende beviser på Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Under overskriften »CIA: Bush overdriver forbindelse mellem Irak og al-Qaeda« beretter Ritzau, at CIA undsiger sin egen regering i brugen af den dokumentation, som CIA selv har leveret.

Den nuværende våbeninspektion under Hans Blix har gentagne gange bedt Sikkerhedsrådet om mere tid. USA, Storbritannien og den danske regering m.fl. har systematisk markeret sig på en måde, som har lagt et urimeligt pres på Sikkerhedsrådet og dermed sat FN som institution i det allerede omtalte dilemma. USA har med støtte fra bl.a. den danske regering dermed bidraget til at kortslutte våbeninspektørernes arbejde. Fra dansk side er der tale om et brud på en mangeårig tradition, for USA er der mere tale om reglen end om undtagelsen. Tilbage står, at Danmark med sin beslutning om ikke at basere sig på FN og på Sikkerhedsrådet har placeret Danmark i en ikke alene helt uvant, men også folkeretslig ulovlig situation. Denne ekstreme situation bliver båret igennem med det yderste af de parlamentariske negle og med det tyndest tænkelige mandat, og der er således tale om et alvorligt brud på parlamentarisk sædvane. Danmark står nu med kun en håndfuld lande i et skarpt modsætningsforhold til verdenssamfundet.

Socialistisk Folkeparti finder det overordentlig bekymrende, at Danmark med regeringens beslutning og med Dansk Folkepartis støtte stiller sig isoleret i forhold til især det meste af Europa og de europæiske partnere i EU. Den danske position står ligeledes helt isoleret i Norden. Beslutningen om et dansk bidrag til en krig i Irak uden FN-mandat sker endvidere i et modsætningsforhold til en stor majoritet i befolkningen. Den folkelige forankring i forbindelse med udsendelse af danske styrker til internationale opgaver bør efter Socialistisk Folkepartis vurdering prioriteres højt.

Det er således Socialistisk Folkepartis opfattelse, at USA har et ubestrideligt medansvar for eksistensen af Saddam Husseins totalitære regime, at USA tidligere – og i modsætning til resten af Sikkerhedsrådets medlemmer i øvrigt – har forsømt at udvise rettidig omhu i forhold til en væbnet intervention i Irak, at koalitionen omkring Golf-krigen og befrielsen af Kuwait reelt havde muligheden for at fjerne Saddam Hussein fra magten, hvis interessen havde været at etablere demokrati og menneskerettigheder i Irak, at USA’s efterretningsvæsener i årevis har forsømt at præsenterer såvel Sikkerhedsrådet og skiftende våbeninspektioner med den dokumentation, som man hævdede at have at USA systematisk siden 11. september 2001 har stillet FN – og dermed verdenssamfundets legitime interesse i et gensidigt forpligtende internationalt samarbejde om international retsorden – i et dilemma, som FN kun har kunnet gå svækket ud af, at verdenssamfundet, herunder Danmark, har forsømt at hjælpe den irakiske civilbefolkning adækvat, med en humanitær katastrofe til følge, at den nu pågående krig vil betyde yderligere lidelser for den irakiske befolkning og evt. også for de nærmeste naboer, at kampen mod terror afspores med denne krig og kun yderligere vil skabe anti-vestlige følelser blandt en propaganderet og uoplyst muslimsk befolkning, at krigen i Irak vil forringe muligheden for fred i Mellemøsten, at den internationale terrortrussel vil øges, at internationalt forpligtende samarbejde og FN’s legitimitet og autoritet har lidt alvorlig skade ved forløbet og iværksættelse af den ulovlige krig, at Danmark har sat sit renommé som et besindigt og loyalt FN-engageret land over styr, at regeringens udspil til håndtering af den humanitære katastrofe er helt utilstrækkelig, at det er hykleri at tale om befrielse af den irakiske befolkning med bomber efter systematisk at have udsultet befolkningen i årevis gennem sanktioner, der ikke ramte Saddam Hussein, men kun civilbefolkningen, at resultatet af tidligere våbeninspektørers afrapporteringer ifølge de tidligere resolutioner burde have affødt lempelser i sanktionerne til gavn for civilbefolkningen, således som Hans von Sponeck, Rolf Ekéus og Scott Ritter gentagne gange har påpeget det.

Afslutningsvis ønsker Socialistisk Folkeparti med ovenstående i erindring at påpege, at begrundelserne for krigen i Irak stadig fremstår meget upålidelige. Der kan derfor kun gisnes om de egentlige motiver, men det er for Socialistisk Folkeparti klart, at Irak og den irakiske befolkning kommer til at lægge ryg til implementeringen af en ny USA-forankret sikkerhedspolitisk doktrin.

At Irak er en »slyngelstat«, er hævet over enhver tvivl. Det bringer Irak på linje med nationer som Kina, Libyen, Pakistan, Nordkorea etc. Besiddelsen af masseødelæggelsesvåben, demonstreret vilje til at bruge dem, trusler mod nabolande eller andre, undertrykkelse af egne borgere eller særlige religiøse eller politiske mindretal er alt sammen kriterier, som uendelig og forfærdende mange nationer deler.

Hvis forestillingen i den nye amerikanske sikkerhedspolitiske doktrin er, at man med forebyggende angreb – preemptive strikes – skal eliminere enhver nation, der opfylder de kriterier, eller som potentielt kunne tænkes at komme til at udgøre en trussel, står verden foran en uendelig række af krige og en altoverskyggende terrorbalance. Ihukommende, at en række af de nationer, der med større eller mindre ret kunne beskyldes for at være slyngelstater, er i besiddelse af atomvåben, er truslen om en altødelæggende krig rykket nærmere med realiseringen af den amerikanske doktrin.

Det fremhæves ofte, at Danmark skal være taknemmelig over det store amerikanske militærberedskab. Og det er rigtigt, at USA bruger enorme ressourcer på et forsvar, som også historisk er kommet Danmark til gavn. Men i det regnskab er det vigtigt at bemærke, at især EU har været en drivende kraft i den humanitære bistand, i FN-samarbejdet, i miljøforbedringsarbejdet og andre økonomisk omkostningstunge foranstaltninger. Disse foranstaltninger er stadig farbar vej som centrale elementer for en langsigtet sikkerhedspolitik, der adækvat imødegår terrortruslen, fattigdom, analfabetisme, flygtningestrømme, miljøkatastrofer etc.

Den bølge af sympati og forståelse, der mødte USA efter de tragiske begivenheder den 11. september 2001, og det fælles projekt med allierede – herunder Danmark – om kampen mod terror, er med krigen i Irak sat alvorligt tilbage. Terrortruslen er øget og ikke mindsket, for verdenssamfundet har trods ansatser i Europa og Canada forsømt at sætte massivt ind mod terrorens årsager og grundlag. I stedet går en håndfuld lande nu, med USA i spidsen, ind i en type af aktion, der kun alt for ofte har demonstreret sin utilstrækkelighed i forhold til at etablere langsigtede og bæredygtige grundlag for fred og demokratisering.

Socialistisk Folkepartis håber naturligvis, at krigen, der nu er en realitet, vil kræve et minimum af ofre. Vi knytter også et – om end spinkelt – håb til, at Irak efterfølgende kan blive et fredeligt og demokratisk land. Socialistisk Folkepartis vil således gå aktivt og konstruktivt ind i arbejdet med den efterfølgende genopretning.

Det Radikale Venstre lægger særlig vægt på følgende:

Det ville have været rigtigt at give våbeninspektionen en kort tidsfrist til at udføre sit arbejde. Det Radikale Venstre henviser i denne forbindelse særlig til udtalelser af Hans Blix i Sikkerhedsrådet den 7. marts 2003 om, at der var behov for yderligere våbeninspektion »ikke i uger, ikke år, men måneder«. Den 19. marts 2003 beklagede Hans Blix i FN’s Sikkerhedsråd, at der ikke er mere tid til våbeninspektørernes arbejde. Referater fra den efterfølgende debat i Sikkerhedsrådet fortæller, at kun 4 ud af 15 medlemmer i Sikkerhedsrådet var for en militær aktion på nuværende tidspunkt.

En kort forlængelse af våbeninspektionen ville ikke udgøre en fare i betragtning af det irakiske militærs øjeblikkelige tilstand, men kunne bane vejen for, enten at der i FN’s Sikkerhedsråd kunne blive enighed om et FN-mandat for afvæbning af Irak med militære magtmidler af en bred koalition, eller for at militær aktion ville blive overflødig som følge af reelle fremskridt med afvæbningen af Irak.

Det folkeretlige grundlag er ikke tilfredsstillende og alle spørgsmål endnu ikke fuldt belyst på tidspunktet for afgivelse af denne betænkning. Det Radikale Venstre finder, at det ikke er rigtigt, når regeringens notat bygger på den politiske vurdering, at våbeninspektion har været forgæves, og at yderligere inspektion ville være udsigtsløs.

Danmarks udenrigspolitiske placering er ud fra en samlet vurdering forkert i forbindelse med Irak-aktionen. Sammen med UK er Danmark eneste EU-land, der yder et egentligt militært bidrag. Det er ganske vist ikke et militært betydningsfuldt bidrag, men er et vigtigt politisk symbol. Danmark har en klar udenrigspolitisk interesse i at have både et atlantisk og et europæisk fundament. Det er en vigtig opgave for Danmark at bidrage til, at EU udvikler en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik også for at modvirke et amerikansk monopol i udenrigspolitikken. Den danske statsminister har med sin underskrift 30.januar 2003 på en støtteerklæring til præsident Bush sammen med fire andre EU-ledere bidraget til den europæiske splittelse.

Det Radikale Venstre beklager, at den danske regering ikke aktivt har bidraget til at skabe bred tilslutning til Irak-politikken hverken nationalt eller internationalt.

Når Enhedslisten ikke kan støtte vedtagelsen af beslutningsforslaget, ikke kan støtte den amerikanske militære aktion imod Saddam Husseins Irak, skyldes det ikke sympati for Iraks diktator. Nej, det skyldes, at vi ikke mener, USA’s militære aktion sker for at hjælpe den irakiske befolkning. Det ses af de midler, som vælges. Nej, det er for at gavne USA’s egne slet skjulte økonomiske og geopolitiske interesser. Enhedslisten ser hellere end gerne Saddam Hussein og hans folk styrtet og draget til ansvar for deres ugerninger. Derfor støttede Enhedslisten at FN’s våbeninspektører skulle have mulighed for at færdiggøre deres arbejde, og at der skulle ydes al tænkelig støtte til opbygningen af en demokratisk opposition til Saddam Hussein-regimet. Han har ansvaret for tusindvis af menneskers liv, via rene likvideringer mod personer og grupper i Irak, via krigen mod Iran i 1980’erne – dengang klart støttet af USA – via udsættelsen af sin egen befolkning for kemisk krigsførelse, via diktatur og undertrykkelse af marsk-araberne i Syd, og sådan kunne man fortsætte.

Det er betegnende for den irakiske diktators synderegister, at dette er sket med USA’s og Vestens fulde vidende og i f.eks. krigen mod Iran med deres fulde militære og økonomiske støtte. Først da Saddam Hussein forgreb sig på Kuwait i 1990 reagerede præsident Bush senior med indsættelsen af den amerikansk-ledede halve million mand, som et halvt år senere fordrev de irakiske styrker fra Kuwait. Dette skete, fordi USA ikke ønskede, at Saddam Hussein via kontrollen også af de kuwaitiske oliekilder skulle blive den stærkeste magtfaktor i Mellemøsten og dermed på sigt udfordre Israel og USA om politikken i området.

Enhedslisten foreslog for flere år siden, at man i stedet for at ramme Irak med bomber, som USA og England faktisk har gjort kontinuerligt i adskillige år, så at sige »bombarderer« Irak med medicin, mad, forsyninger osv., så FN-sanktionerne ikke gik ud over den irakiske civilbefolkning. Vi opfatter det som en sag for den irakiske befolkning at søge veje til at få afsat Saddam Hussein. Dette hjulpet på vej af denne kombination af hjælp til den irakiske befolkning og krav/pres på den irakiske diktator. Enhedslisten har i årevis arbejdet for og foreslået støtte til den demokratiske irakiske opposition, men det har der ikke været opbakning til hverken her i Danmark eller i USA og andre vestlige lande. Og dengang præsiden Bush senior i februar 1991 gik ind i Kuwait og smed de irakiske styrker ud, udsendte han opfordringer til den irakiske befolkning om at rejse sig og styrte Saddam Hussein. Rent faktisk gjorde store dele dette, men da det kom til stykket lod daværende præsident Bush sine hundredtusinder af tropper stå og se på, mens Saddams republikanske garde få snese kilometer væk blodigt knuste dette oprør! Siden kom sanktionerne, som aldrig for alvor ramte Saddam Hussein og hans politiske og militære elite, men tværtimod den irakiske befolkning.

Enhedslisten kan ikke støtte vedtagelsen af beslutningsforslaget. Enhedslisten opfatter regeringens forslag som en politisk blanko-check til præsident Bush og USA’s militære krig mod Irak og som en tilslutning til den overordnede strategi – Bush-doktrinen – som denne militære aktion er udtryk for.

Det er åbenlyst, at Danmark i denne situation går uden om FN’s Sikkerhedsråd. Det er soleklart, at med vedtagelsen af resolution nr. 1441 kan der ikke vedtages militære skridt, før end disse har været diskuteret og besluttet i FN’s Sikkerhedsråd baseret på de rapporter, som FN’s våbeninspektører afleverer.

USA har i over et år givet udtryk for, at det søgte en militær løsning – undskyldning – for at angribe Irak. Det har været formuleret utallige gange af præsident Bush, forsvarsminister Rusmfeld, vicepræsident Cheney m.fl. Men udenrigsminister Powell fik overtalt præsident Bush til i første omgang at følge FN-sporet, fordi han regnede med, at USA – som sædvanen har været siden den kolde krigs ophør og Sovjetunionens sammenbrud – ville være i stand til at presse, true eller købe de nødvendige lande i FN’s Sikkerhedsråd til enten at stemme for eller undlade at stemme i de for USA afgørende afstemninger.

Denne udvikling har været med til i stigende grad at underordne FN USA’s interesser. Præsident Bush har da også flere gange udtalt, at hvis FN ikke viste sig ansvarlig, dvs. fulgte, hvad USA ønskede, så ville FN ikke være »relevant«. Omvendt opfatter Enhedslisten det som et stort problem for FN at bevise sin »relevans« i forhold til det store flertal af verdens lande og befolkninger, når FN i stigende grad underlægger sig USA’s krav.

Når det nu er kommet dertil at lande som Frankrig, Rusland og Kina – som ikke tidligere har turdet sætte sig op mod USA – stemmer imod USA, skyldes det at den amerikanske regering optræder arrogant, samtidig med at denne satsen på sin egen selvtilstrækkelighed kommer til udtryk i den såkaldte Bush-doktrin. Denne doktrin blev formuleret sidste efterår under betegnelsen »National Security Presidential Directive 17« og indeholder bl.a., at USA er berettiget til forebyggende angreb (pre-emptive strikes) over for en formodet fjende. Det vil sige at USA forbeholder sig retten til at vurdere og fortolke andre landes gerninger og hensigter, og derefter gå i aktion uden om internationale institutioner. Doktrinen giver også mulighed for, at USA bruger kernevåben under disse forebyggende angreb. Sammen med de mange udtalelser fra Bush og hans ministre og rådgivere om, at USA nok selv skal beslutte, hvad, mod hvem og hvornår man evt. vil slå til i de kommende år, efterlades ingen tvivl om, at både FN, NATO og EU kun er »relevante« for USA, hvis de følger USA i de afgørende beslutninger og afstemninger.

Derfor prøvede USA – efter at have mistet troen på at kunne overtale eller presse Frankrig og Rusland – at købe, presse og true sig til et såkaldt »moralsk flertal« på ni medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, således at selvom veto-landene Frankrig og Rusland nedlagde veto, så ville USA bruge dette »moralske flertal« som begrundelse for at tilsidesætte vetoet i Sikkerhedsrådet. Men ikke engang dette kunne realiseres. Derfor måtte USA, med England på slæbetov, gå i gang med den militære aktion, som kører i disse timer, både uden en ny FN-vedtagelse, som ikke blev ramt af veto, og uden et »moralsk flertal« på ni lande i Sikkerhedsrådet.

Den danske regering har bl.a. via sin udenrigsminister og statsminister tidligere givet udtryk for at en vedtagelse i FN’s Sikkerhedsråd var nødvendig for, at Danmark kunne være med i en militær aktion imod Irak.

Nu siger udenrigsministeren så som forklaring for at tilslutte sig den amerikansk/engelske enegang, at når en ny resolution ikke er vedtaget, så gælder den gamle. Dermed går Danmark i krig på resolution 1441, som blev vedtaget i FN under den forudsætning, at hvis der skulle igangsættes militære aktioner, ja så kunne det kun ske via en ny vedtagelse i FN baseret på FN-inspektørernes rapport om, at deres arbejde ikke kunne føres ud i livet, fordi den irakiske regering ikke levede op til FN’s krav. Samtidig tillader man sig at sige, at dette ikke er i modstrid med indholdet af og meningen med resolution 1441.

Krigen mod Irak strider mod folkeretten og er således en ulovlig krig. Regeringens redegørelse om det folkeretlige grundlag har vist sig yderst mangelfuld og fyldt med selvmodsigelser og logiske brist. Det synes klart, at regeringen har den opfattelse, at det er uden folkeretlig betydning, om våbeninspektørernes arbejde var udsigtsløst, eller om der var mulighed for at fortsætte afvæbningen ved at give inspektørerne mere tid. Det synes også klart, at regeringen finder, at en væbnet aktion kunne indledes uden en beslutning i FN’s Sikkerhedsråd eller en tilkendegivelse fra generalsekretæren. Efter regeringens opfattelse var det tilstrækkeligt, at Sikkerhedsrådet foretog overvejelser. Regeringen mener altså, at det var tilstrækkeligt, at sagen blot blev drøftet på et møde i Sikkerhedsrådet. Med denne jura var det altså ikke afgørende, om våbeninspektørernes arbejde kunne lykkes, og det var heller ikke afgørende, om Sikkerhedsrådet eller generalsekretæren fandt en krig nødvendig til opfyldelse af FN’s resolutioner. Eller med andre ord: Enhver stat kunne frit beslutte at angribe Irak. Regeringens notat giver således Iran og Tyrkiet samme adgang til at angribe Irak som USA og Danmark. Ja, denne jura åbner for, at ethvert land kan angribe et andet land, som efter angriberens opfattelse ikke overholdet en bestemmelse i en FN-resolution.

Det er en meget bemærkelsesværdig politisk opbakning fra Fogh Rasmussen-regeringens side til Bush-regeringen. Regeringen placerer sig bevidst imod FN’s store flertal af medlemslande. Har ingen kritik af Bush-regeringen, har ingen mening om, ja kender åbenbart overhovedet ikke til den Bush-doktrin, som er beskrevet ovenfor. I svar på spørgsmål nr. 126 »Mener regeringen, der er en sammenhæng mellem Bush-doktrinen om forebyggende angreb og krigen imod Irak?«, skriver udenrigsministeren at: »Regeringen bekendt eksisterer der ikke en Bush-doktrin om forebyggende angreb«! Ja, det står der. Så enten er det, fordi regeringen ikke vil vide af den og gå ind på de elementer, som denne strategiske doktrin bygger på, eller også må det skyldes uvidenhed. Det kan Enhedslisten ikke tro, da besparelserne i Udenrigsministeriet så dermed også må have ramt mail-forbindelserne til State Department eller avisabonnementerne, så vi vælger at tro, det skyldes ulyst til at gå nærmere ind på denne doktrins indhold.

For hvis konsekvensen af denne tilslutning til Bush-aktionen over for Irak også omfatter en tilslutning til Bush-doktrinen, så får det jo ganske alvorlige konsekvenser for den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik i forhold til både FN, EU og NATO. Det mener regeringen samtidig alligevel ikke, den danske tilslutning til Bush-aktionen medfører, som det fremgår af andre svar. Typisk for mange af svarene, er at de – og her ligner de tidligere regeringers ulyst til indholdmæssigt at besvare stillede spørgsmål – går udenom. Når regeringen f.eks. bliver spurgt, om der er andre områder end lige denne militære aktion, hvor USA er på kollisionskurs med det international samfund, så er svaret, at »Det er ikke regeringens opfattelse, at USA er på kollisionskurs med det internationale samfund«. Det vil jo heller ikke være så godt, for så ville det jo implicere, at det er den danske regering også med sin helt uforbeholdne tilslutning.

Regeringen har heller ikke villet forholde sig til de planer, som er fremkommet fra både Pentagon, State Department og diverse tænke-tanke om mulige modeller for, hvordan Irak skal fungere i fremtiden. Bl.a. planen om at indsætte en militær-præfekt, f.eks. general Tommy Franks, for Irak i en overgangsperiode på 2-3 år og under ham en civil/militær regering bestående af folk fra det gamle styre og politikere i eksil. Det eneste, som regeringen kan komme op med som sin ønskemodel, er: »Så hurtigt som muligt efter den militære aktion forventes afholdt frie og demokratiske valg med henblik på dannelse af en repræsentativ regering, der kan overtage administrationen af landet«. Det er sandelig godt med visioner, men i en situation, som gælder liv og død og den sociale og økonomiske fremtid for millioner af mennesker, forventes måske mere end dette fata morgana.

Specielt når man ved, at hvis man vil undgå en opdeling af landet i 3 autonome regioner, kan dette kun sikres via et stærkt, militært baseret, centralstyre. Den kurdiske befolkning i nord vil gerne løsrives fra Saddam Hussein’s Irak og for den sags skyld fra et andet irakisk centralstyre. De vil have autonomi. Samtidig ved man at Tyrkiet aldrig vil tillade dette. Derfor vil man se tyrkiske tropper rykke ind i det nordlige Irak for at forhindre dette. Dermed lægges der op til en krig inden i krigen mellem Tyrkiet og det kurdiske nord, som samtidig presses af det irakiske militær fra syd af. Heller ikke dette scenario har udvalget kunnet få nogen holdning til, endsige analyse af. Man ved, at Iran støtter den shia-muslimske befolkning i det sydlige Irak. Ja, at denne støtte for flere uger siden udmøntede sig i, at en oprørsk shia-muslimsk gruppering på 5.000 mand med iransk støtte rykkede ind i Irak for at besætte strategiske områder før det endelige slag mod Saddam Husseins Irak. Tilbage har man så det sunni-muslimske område i midten af Irak, som det nuværende styres folk primært kommer fra. Derfor vil man sandsynligvis se dele af det gamle styre/militæret under amerikansk militær kontrol overtage styret for hele landet, når Saddam Hussein og hans nærmeste er likvideret. Det er ikke sandsynligt, at USA er interesseret i fremkomsten af 3 forskellige irakiske autonome regioner, selvom det bliver under amerikansk militær kontrol. Og den eneste centrale instans i Irak, som kan udøve denne autoritet, ja det er det irakiske militær. Hvor meget skal den irakiske befolkning så egentlig forvente sig af et sådant nyt styre, for hvem demokrati og medindflydelse er en by i Sibirien? Men et sådant styre vil jo have den fordel, at det er USA-venligt, USA-kontrolleret, og så kan meget jo tilgives, det har man set i årtier i Israels tilfælde, hvad enten det gælder besættelse, undertrykkelse af palæstinenserne eller ligegladhed med FN-resolutioner. Men de afgørende FN-resolutioner om Israel har jo heller aldrig haft det held at blive vedtaget af FN’s Sikkerhedsråd og dermed bindende for FN’s medlemslande, da USA 36 gange har nedlagt veto i Sikkerhedsrådet over for kritik af eller krav til Israel. Der er sandelig nogen der er mere heldige end andre.

Det er det samme i forhold til hele den humanitære situation under og efter den militære aktion. Som sædvanen er, når USA/Vesten går i krig, så bruges milliarderne og de politiske ressourcer på at tilvejebringe og udføre denne krig, og først til allersidst begynder man måske at overveje konsekvenserne for de mange civile, som altid er kriges store tabere. I forvejen har man en situation, hvor den irakiske befolkning er underernæret og underforsynet med medicin og daglige fornødenheder. Deres generelle immunforsvar er i bund, hundredtusinder er døde af fejl- og underernæring i det sidste tiår, og så skal de oveni udsættes for en krig, ført for deres skyld, som det hedder.

FN’s humanitære organisationer har i lang tid søgt at forberede sig på muligheden af en krig, de er jo erfarne mennesker. For dem er det den irakiske civilbefolkning, som tæller. Derfor har de udarbejdet planer for, hvad der sker i kølvandet på en krig. Men der er desværre i alt for høj grad tale om velmente skrivebordsprojekter, som FN ikke har fysik til at gennemføre med det tidspres, der nu eksisterer. Det er typisk, at de ikke kan råbe USA eller vestlige lande op for at få finansieret disse projekter. F.eks. bad FN’s kontor for koordineringen af humanitære aktiviteter (UNOCHA) i februar i år om en bevilling på 120 millioner dollars til at få arbejdet op at stå. For en uge siden havde de kun fået 30 millioner, og sådan kunne man fortsætte.

Enhedslisten opfatter denne krig som en unødvendig krig. Som en krig, der føres af USA i forhold til at sikre USA’s kontrol med ressourcer og lande i Mellemøsten i de kommende år. Man kan se frem til en permanent amerikansk militær udstationering i Irak i de kommende år. Der vil blive lagt pres på Saudi-Arabien og andre arabiske lande. Bl.a. for at sikre kontrollen over olien. Ikke af demokratiske årsager, men fordi disse lande skal presses til at slå mere ned på terrorister og deres økonomiske og politiske bagland. Det er ikke USA’s politik at gå til roden, af hvad der er de sociale og politiske årsager til bl.a. terrorismen: Den uløste situation for palæstinenserne, fordi USA strategisk støtter Israel, med hvad dette medfører – samt den sociale og økonomiske ulighed, som USA’s arabiske støtter i Mellemøsten udsætter deres befolkninger for.

Derfor vil der i de kommende år være brug for øget militær symptombehandling af genstridige regimer og oprørske befolkninger i Mellemøsten og andre steder i verden. Det er dette, som den militære aktion i forhold til Irak er udtryk for, og det er denne situation, som den nye Bush-doktrin er beregnet på at skulle bruges i forhold til.

Derfor er det deprimerende og sørgeligt, at den danske regering med sin uforbeholdne støtte til USA bringer den danske regering på plads som en af de »nyttige idioter« i USA’s felttog, for nu at bruge et yndet sprogligt begreb på den borgerlige fløj i disse år.

Kristeligt Folkeparti mener, at regeringen og Dansk Folkeparti med sin støtte til en amerikansk ledet krig mod Irak er med til at undergrave FN’s autoritet. Det er et skelsættende brud med det FN- system, som Danmark ofte har brystet sig af at støtte – blandt andet med tropper til fredsbevarende opgaver.

Med vedtagelsen af beslutningsforslaget skal danske soldater ikke sendes i krig under FN’s lyseblå flag for at håndhæve folkeretten. I stedet skal Danmark være med til at håndhæve en international junglelov, hvor den stærkeste magt tager retten i sin hånd.

Kristeligt Folkeparti konstaterer, at en række internationale retseksperter finder, at krigen mod Irak er hjemlet i folkeretten. Det gælder bl.a. repræsentanter fra den anerkendte Internationale Jurist Kommission (ICJ). De har slået fast, at den gældende FN-resolution 1441, som blev vedtaget i november sidste år, ikke udgør et tilstrækkeligt juridisk grundlag for et angreb på Irak. Ifølge ICJ vil en krig i Irak derfor være ulovlig og i direkte strid med folkeretten. Tilsvarende synspunkter findes også hos hjemlige eksperter.

Kristeligt Folkeparti finder heller ikke, at det juridiske grundlag for Danmarks militære bidrag er i orden.

Kristeligt Folkeparti er enig med regeringen i, at Saddam Husseins regime er grusomt, og at millioner af irakere lider under det. Den irakiske diktator undertrykker minoriteter i landet – og Saddam Hussein har mere end en gang bevist, at han er parat til at bruge de værst tænkelige våben mod sin egen befolkning. Men så længe våbeninspektørerne kunne arbejde i Irak og løbende fremvise resultater, skulle FN have haft lov at forsøge at finde en fredelig løsning. Derfor skulle Danmark – som vores nordiske nabolande – have støttet FN-diplomatiet. I stedet har USA med følgeskab af ganske få lande valgt at forlade FN-sporet. Kristeligt Folkeparti mener således, at krigen reelt har ødelagt de muligheder, i hvert fald våbeninspektørerne så, for en afvæbning af Irak uden militær magtanvendelse kunne finde sted

Kristeligt Folkeparti lægger afgørende vægt på, at Irak få solid nødhjælp og hjælp til genopbygning fra Danmark. Regeringen har foreløbigt afsat 50 mio. kr. til nødhjælp og givet tilsagn om en ramme på 300 mio. kr. til genopbygning af Irak. Med de bevillinger er tæt på halvdelen af årets midler under ulandsrammen til humanitær bistand brugt, inden årets første kvartal er gået.

Det er efter Kristeligt Folkepartis opfattelse en uholdbar situation. VK-regeringen har i forvejen skåret kontoen for nødhjælp og flygtningehjælp ned med næsten en tredjedel i forhold til før folketingsvalget. For ikke at risikere at komme i en situation senere på året, hvor nødhjælp bliver taget fra ulandsrammens midler til langsigtet bistand, som det f.eks. skete i forbindelse Kosovo-krigen, bør regeringen allerede nu tage højde for situationen og sætte ekstra penge af til konsekvenserne af den krig, Danmark bifalder.

Et mindretal i udvalget (V, DF og KF) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Dansk Folkeparti støtter fuldt og helt den af USA opbyggede koalition af lande, der om nødvendigt med militære magtmidler vil gennemtvinge irakisk efterlevelse af landets nedrustningsforpligtelser i henhold til FN’s resolutioner.

Dansk Folkeparti ser intet alternativ til afvæbningen af det irakiske regime og en aktiv international indsats for at finde og fjerne masseødelæggelsesvåben, der truer vores sikkerhed og tryghed.

Derfor støtter Dansk Folkeparti helt det foreslåede bidrag med en ubåd, en korvet, et lægehold samt et mindre bidrag af stabs- og forbindelsespersonel og giver den fulde opbakning til de involverede personer og deres familier. Bidraget med ca. 150-160 danske soldater, officerer og læger er – om end beskedent, så vigtigt, fordi det sender et klart signal om, at Danmark indtager en ansvarlig rolle blandt de 34 lande, der hidtil har tilsluttet sig koalitionen under USA’s ledelse.

Derudover lægger Dansk Folkeparti vægt på, at aktionen er rettet mod det irakiske regime og ikke mod det irakiske folk. Det er vigtigt, at aktionen føres helt igennem til en befrielse af det irakiske folk fra diktatoren gennem 35 år, aggressoren og massemorderen, Saddam Hussein. Det nuværende regime må definitivt fjernes og på sigt erstattes af et folkevalgt demokrati, der kan sikre det irakiske folk fred, velstand og en retfærdig fordeling af de naturrigdomme, der rettelig tilhører det irakiske folk.

Det er vigtigt at forstå, at aktionen mod det irakiske regime både er en retfærdig og en nødvendig aktion. Det er dels en naturlig fortsættelse af befrielsen af Kuwait i 1991 og 12 års forsøg på at afvæbne det irakiske regime med fredelige midler og dels en naturlig følge af kampen mod terror og slyngelstater, der forsøger at terrorisere den frie verden. USA’s udenrigsminister Colin Powell har i FN’s sikkerhedsråd henvist til, at Irak huser terrorister med kontakt til Bin Ladens Al-Qaida-netværk.

Det er vigtigt for Dansk Folkeparti, at der gøres en aktiv indsats for at skåne den irakiske civilbefolkning mod eventuelle følger af aktionen og mulige hævnaktioner fra det slagne irakiske regime mod det irakiske folk.

Dansk Folkeparti har bedt regeringen om at være meget opmærksom på den humanitære situation og om at afsætte tilstrækkelige midler til, at en humanitær indsats, herunder til at afhjælpe eventuelle flygtningestrømme, kan ske i lokal- og nærområdet. Det er vigtigt at understrege, at eventuelle flygtningestrømme ikke skal hjælpes ved at bringe flygtningene til Danmark, men skal hjælpes i Irak eller nærområderne og hurtigst muligt bringes tilbage til en normal tilværelse.

Dansk Folkeparti har krævet en garanti fra regeringen på, at der er tilstrækkelige midler til den humanitære indsats og hjælpen til de flygtninge, der måtte komme i klemme. Dansk Folkeparti har i spørgsmål 1, spurgt til, hvor store midler regeringen på den baggrund har afsat til humanitær bistand, herunder til bistand til flygtninge i nærområderne, og har modtaget det positive tilsagn om, at regeringen vil afsætte op til 300 millioner kroner hertil.

Det danske bidrag til aktionen mod regimet i Irak er derfor balanceret på en fornuftig måde og Dansk Folkeparti tager gerne ansvar for støtte til en aktion, der skal befri både det irakiske folk såvel som den frie verden, for en ondskabsfuld diktator. Lad resultatet af aktionen blive en friere, bedre og sikrere verden at leve i.

Tjóðveldisflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen. Der gøres opmærksom på, at et flertal eller et mindretal i udvalget ikke altid vil afspejle et flertal/mindretal ved afstemning i Folketingssalen.

Kim Andersen (V) Søren Gade (V) nfmd. Ulrik Kragh (V) Jens Hald Madsen (V) Peter Skaarup (DF) Søren Krarup (DF) Helge Adam Møller (KF) fmd. Kaj Ikast (KF) Jann Sjursen (KRF) Bjarne Laustsen (S) Per Kaalund (S) Poul Andersen (S) Poul Qvist Jørgensen (S) Villy Søvndal (SF) Morten Helveg Petersen (RV) Søren Søndergaard (EL) Holger K. Nielsen (SF)

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.

Spørgsmål 1 og svaret er optrykt efter ønske fra Dansk Folkeparti. Spørgsmål 3 og 31 og svarene er optrykt efter ønske fra Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti. Spørgsmål 33 og svaret er optrykt efter ønske fra Socialdemokratiet. Dog er notatet af 17. marts 2003, der er omtalt i besvarelsen, optrykt efter ønske fra udvalget. Spørgsmål 8, 45, 74, 98, 117 og 126 og svarene er optrykt efter ønske fra Socialistisk Folkeparti. Spørgsmål 50 og 70 og svarene er optrykt efter ønske fra Det Radikal Venstre. Spørgsmål 75 og svaret er optrykt efter ønske fra Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre.

Hvor mange penge har regeringen afsat til humanitær bistand, herunder til bistand til flygtninge i nærområderne og til repatriering af flygtninge i forbindelse med den aktuelle krise i Irak?

Regeringen har i tilfælde af en militær aktion til hensigt at afsætte op til 300 mio. kr. inden for det nærmeste års tid til afhjælpning af de umiddelbare humanitære behov, bistand til internt fordrevne i Irak og flygtninge i nærområderne samt til genopbygningen af landet.

Ministeren bedes oplyse, hvilke andre lande der yder et militært bidrag til den USA-ledede angrebskrig uden FN-mandat mod Irak?

Blandt andre følgende lande forventes på nuværende tidspunkt at bidrage militært til en multinational indsats i Irak: Australien, Letland, Polen, Rumænien, Slovakiet, Spanien, Storbritannien og Tjekkiet.

Der henvises desuden til besvarelse af spørgsmål nr. 41.

Det fremgår i øvrigt af Udenrigsministeriets notat af 17. marts 2003, at der ikke, som det hedder i spørgsmålet, er tale om en »angrebskrig uden FN-mandat«, men om en militær aktion, der iværksættes på grundlag af en bemyndigelse fra FN’s Sikkerhedsråd.

Kan ministeren bekræfte, at FN-organisationerne, herunder World Food Programme, i og omkring Irak langt fra har modtaget de midler, der er nødvendige for at kunne modtage det forventede antal flygtninge fra krigen under betryggende former?

Af den eksisterende FN-appel for beredskabsforanstaltninger på i alt 123 mio. USD er der hidtil modtaget tilsagn på godt 50 mio. USD. FN’s Kontor for koordination af humanitær bistand, OCHA, har for få dage siden cirkuleret et udkast blandt involverede FN-organisationer til en hastende nødhjælpsappel for situationen efter en evt. militær intervention med anmodning om, at organisationerne føjer deres behovsskøn til appellen. Det skønnes foreløbig, at de samlede humanitære finansieringsbehov for en seksmåneders periode kan blive på ca. 1 mia. USD, hvoraf to-tredjedele skønnes at skulle dække fødevarebehov. Appellen ventes udsendt et par dage efter en evt. militær intervention.

Ministeren bedes bekræfte, som det fremgår af Weekendavisen den 21. februar, at regeringen tidligere har sagt til USA, at en dansk tilslutning til en væbnet aktion mod Irak er betinget af en FN-beslutning, samt at der på daværende tidspunkt ifølge ministerens egne udtalelser, ikke forelå en beslutning?

Min udtalelse, der er refereret i Weekendavisen den 21. februar 2003, vedrørte spørgsmålet om, hvad der ligger i begrebet »FN-sporet«. Jeg sagde bl.a. »at følge FN-sporet er at følge en beslutning, der træffes i FN«. Det er det, som regeringen gør ved nu at medvirke til at gennemføre de beslutninger, som FN’s Sikkerhedsråd har truffet med vedtagelsen af resolution 1441 og tidligere resolutioner.

Regeringen har på intet tidspunkt sat lighedstegn mellem FN-sporet eller FN forankring og en ny resolution fra Sikkerhedsrådet. Regeringen har ikke lagt skjul på, at en ny sikkerhedsrådsresolution kunne være politisk ønskelig, selvom den ikke kan anses for juridisk påkrævet. Det har regeringen sagt mange gange – også til USA. En ny resolution ville have forøget det politiske pres mod Irak, men det blokeredes af Frankrigs trusler om at ville nedlægge veto.

Ministeren bedes kommentere den svenske statsministers udtalelser om, at den USA-ledede angrebskrig uden FN-mandat mod Irak er et brud på Folkeretten, herunder på hvilke punkter, han ifølge regeringen tager fejl?

Regeringens notat af 17. marts 2003 indeholder en redegørelse for de forhold, der efter regeringens opfattelse kan begrunde, at militære forholdsregler over for Irak vil kunne iværksættes i overensstemmelse med folkeretten. Notatet vedlægges til Forsvarsudvalgets orientering.

Det fremgår i øvrigt af Udenrigsministeriets notat af 17. marts 2003, at der ikke, som det hedder i spørgsmålet, er tale om en »angrebskrig uden FN-mandat«, men om en militær aktion, der iværksættes på grundlag af en bemyndigelse fra FN’s Sikkerhedsråd.

I henhold til FN-pagtens art. 2, stk.4, gælder der et almindeligt forbud mod fysisk magtanvendelse staterne imellem.

Denne hovedregel brydes imidlertid af to væsentlige undtagelser: dels af en ret til magtanvendelse i selvforsvar, dels såfremt FNs sikkerhedsråd giver en særlig bemyndigelse til brug af magt.

Retten til magtanvendelse i selvforsvar fremgår af FN-pagtens art. 51 og kan kun udøves, indtil Sikkerhedsrådet har grebet ind. Endvidere er det en betingelse, at der foreligger et væbnet angreb, ligesom det forudsættes, at selvforsvarshandlingen er nødvendig og står i et rimeligt forhold til angrebet.

I den aktuelle diskussion om det legale grundlag for et evt. militært angreb på Irak, må interessen naturligt nok koncentrere sig om den anden undtagelse, hvorefter militære forholdsregler kan benyttes, såfremt Sikkerhedsrådet træffer en særlig beslutning derom i medfør af pagtens kap. VII.

Hvis sanktioner som afbrydelse af økonomiske forbindelser og andre former for samkvem med en fredsbryder viser sig utilstrækkelige eller skønnes at ville være det, kan Sikkerhedsrådet ifølge art. 42 »tage sådanne skridt ved anvendelse af luft-, sø-, eller landstridskræfter, som måtte være nødvendige for at opretholde eller genoprette mellemfolkelig fred og sikkerhed«.

FN-pagtens art. 42 forudsætter, at Sikkerhedsrådet kun kan gribe til militære sanktioner i undtagelsestilfælde på basis af en nøje overvejelse af, hvorvidt en militær aktion kan retfærdiggøres. Der gælder med andre ord et proportionalitetsprincip, hvorefter det må vurderes, om de valgte midler står i et rimeligt forhold til de overgreb, der reageres imod.

Endvidere er det en forudsætning for anvendelse af militære foranstaltninger efter art. 42, at sikkerhedsrådet vurderer, at der foreligger en trussel mod freden, et fredsbrud eller en angrebshandling, jf. art. 39.

Sikkerhedsrådsresolution 687 (1991) er en af de mest centrale i bestræbelserne for at tilvejebringe våbenhvile og varig fred og stabilitet i regionen.

I vurderingen af resolutionens egnethed som grundlag for en ny militær aktion må det tillægges vægt, at den er vedtaget med hjemmel i pagtens kap. VII, og at den i operative paragraf 1 bekræfter gyldigheden af alle 13 tidligere vedtagne resolutioner om krisen. Dette gælder således bl.a. res. 678 (1990), der bemyndiger de allierede til at "benytte alle nødvendige midler" til at genoprette international fred og sikkerhed i området.

I februar 1998 fremlagde den daværende regering beslutningsforslag B 114 om dansk deltagelse i den militære indsats over for Irak for Folketinget, hvori det blandt andet hedder:

»Resolution 687 bekræfter den fortsatte gyldighed af resolution 678 af 29. november 1991. Resolution 678, som gav mandat til angrebet på Irak i 1991, bemyndigede i henhold til FN-Pagtens kapitel VII disse lande til at anvende alle nødvendige midler til at genoprette international fred og sikkerhed i området.

På basis af oplysningerne om udviklingen i situationen finder regeringen, at Iraks obstruktion af UNSCOM's virke har en så grov og vedvarende karakter og udgør så væsentligt et brud på betingelserne i våbenhvilen, at det ud fra en helhedsvurdering af den lange række af allerede vedtagne resolutioner er velbegrundet, at det internationale samfund om nødvendigt svarer igen med militære magtmidler, således som resolution 678 giver bemyndigelse til, såfremt det ikke viser sig muligt at tilvejebringe en forhandlingsløsning.«

Den daværende regering og et bredt flertal af Folketinget fandt dengang, at der var et tilstrækkeligt juridisk grundlag for en militær aktion mod Irak.

Spørgsmålet er herefter om dette grundlag fortsat er aktuelt, og hvilken betydning det har for det juridiske grundlag, at FN’s Sikkerhedsråd har vedtaget resolution 1441.

FN’s sikkerhedsrådsresolution 1441 af 8. november 2002 henviser til alle relevante tidligere FN Sikkerhedsrådsresolutioner og fastslår, at Irak substantielt har krænket og fortsat substantielt krænker (»material breach«) sine forpligtelser i henhold til tidligere Sikkerhedsrådsresolutioner, herunder resolution 687, hvilket udgør en trussel mod international fred og sikkerhed.

Uanset denne konstatering har Sikkerhedsrådet med resolutionen besluttet at give Irak en sidste mulighed for at opfylde sine nedrustningsforpligtelser i henhold til de pågældende sikkerhedsrådsresolutioner. Med henblik herpå styrker og præciserer Resolution 1441 mandatet for våbeninspektørerne ved at stille krav om ubetinget, fri og uhindret adgang til alle installationer og områder i Irak for våbeninspektørerne, herunder også de præsidentielle områder.

I resolutionens operative § 4 beslutter Rådet, at falske erklæringer eller udeladelser i erklæringer, der afgives af Irak og manglende irakisk vilje til fuldt ud at efterkomme og samarbejde om gennemførelsen af resolutionen skal udgøre en yderligere grov krænkelse af Iraks forpligtelser.

Resolution 1441 fastslår, at Sikkerhedsrådet tidligere gentagne gange har advaret Irak om, at fortsat overtrædelse af landets forpligtelser vil medføre alvorlige konsekvenser (»serious consequences«).

Med hensyn det juridiske grundlag for iværksættelse af militære forholdsregler over for Irak må det konstateres, at resolution 1441 ikke i sig selv indeholder den nødvendige bemyndigelse fra FN’s Sikkerhedsråd til magtanvendelse, der er forudsat i FN pagtens artikel 42. Resolutionen kan siges at udgøre et led i en flertrins procedure, hvorefter Sikkerhedsrådet - i tilfælde af manglende irakisk efterlevelse – som næste trin skal involveres på ny, før eventuel magtanvendelse kan finde sted. Der er med andre ord ikke på forhånd fastlagt nogen automatik med hensyn til magtanvendelse. Det forhold, at resolutionen foreligger, må fortolkes således, at Sikkerhedsrådets tidligere bemyndigelse i resolution 687 og øvrige resolutioner til under visse betingelser at anvende militær magt over for Irak midlertidigt må anses for at være suspenderet. Det gælder i hvert fald indtil sikkerhedsrådet har haft lejlighed til at vurdere situationen. Det bestyrkes af ordvalget i resolutionens operative §§ 2, 4 og 12.

Det fremgår eksplicit af resolutionens operative § 12, at eventuelle rapporterede substantielle irakiske overtrædelser og konsekvenserne heraf under alle omstændigheder skal være genstand for behandling i Sikkerhedsrådet. Bestemmelsen fastslår således, at Sikkerhedsrådet i tilfælde af yderligere substantielle irakiske krænkelser øjeblikkeligt skal træde sammen med henblik på at vurdere situationen og behovet for fuld efterlevelse af alle relevante sikkerhedsrådsresolutioner med henblik på at sikre international fred og sikkerhed. Det er nærliggende at fortolke resolutionen således, at der ikke er et juridisk grundlag for, at en eller flere stater kan iværksætte en militær aktion, før Sikkerhedsrådet i det mindste har behandlet sagen.

Der har siden været holdt talrige møder og konsultationer i Sikkerhedsrådet. Det er hver gang blevet konstateret, at Irak fortsat substantielt krænker de forpligtelser, som Sikkerhedsrådet har pålagt landet. Der er stadig enighed i Sikkerhedsrådet om, at Irak ikke har opfyldt de af Rådet opstillede krav og betingelser, selvom Irak – som følge af det massive pres fra verdenssamfundet – har gjort visse utilstrækkelige fremskridt.

Det optimale grundlag for iværksættelse af nye militære forholdsregler mod Irak ville selvsagt være, om en sådan behandling kunne munde ud i vedtagelse af en ny klar resolution eller en formandsudtalelse.

Der er imidlertid stor risiko for, at FN’s sikkerhedsråd ikke kan nå frem til et sådant resultat, fordi Rådet ikke kan nå til enighed om, hvornår man skal drage konsekvenserne af Iraks substantielle krænkelser af sine forpligtelser.

Der er derfor grundlag for at overveje, hvorvidt militære forholdsregler vil kunne iværksættes på grundlag af de eksisterende resolutioner om Irak.

Såfremt Irak ikke i løbet af meget kort tid opfylder alle de af Sikkerhedsrådet opstillede krav og betingelser, kan det konstateres, at Irak har forpasset sin sidste mulighed for dels at opfylde sine nedrustningsforpligtelser og dels at undgå alvorlige konsekvenser, som landet fik med resolution 1441. Irak har således ikke overholdt kravene i resolution 1441 om omgående, betingelsesløst og aktivt samarbejde. Våbeninspektørernes bestræbelser har trods et meget betydeligt internationalt politisk og militært pres været forgæves, ligesom en fortsættelse heraf er udsigtsløs. Den sidste udvej for at få afvæbnet Irak må herefter anses at være en gennemtvingelse af FN’s krav og betingelser med militær magt.

I denne situation består uforandret en bemyndigelse fra FN’s sikkerhedsråd til at anvende alle nødvendige midler – herunder militære magtmidler – til at gennemtvinge Sikkerhedsrådets krav og betingelser. Resolution 678 bemyndiger FN’s medlemslande til at gøre det fornødne med henblik på at genoprette international fred og sikkerhed i området. Denne bemyndigelse står uforandret ved magt, og Sikkerhedsrådet har med resolution 1441 i enighed opdateret og bekræftet bemyndigelsen til at anvende magt. Resolution 687 fastslår klart, at det er en fredsbetingelse og en betingelse for våbenhvilen, at Irak ikke udvikler eller opretholder en kapacitet vedr. masseødelæggelsesvåben, herunder navnlig med hensyn til kemiske og biologiske våben. På grund af Iraks væsentlige brud på sine forpligtelser, er det nødvendigt at sikre - om fornødent ved anvendelse af militær magt - at landet bliver afvæbnet og således ikke længere udgør en trussel mod international fred og sikkerhed i regionen.

En bred kreds af lande er enige om, at en ny resolution ville have været politisk ønskelig – men ikke juridisk påkrævet. Her er det vigtigt at notere sig, at det amerikansk/spansk/britiske resolutionsudkast ikke indeholdt nogen bemyndigelse til magtanvendelse, eftersom en sådan bemyndigelse allerede foreligger. Udkastet konstaterede blot, at Irak fortsat substantielt krænker sine internationale forpligtelser, og lagde op til, at Sikkerhedsrådet skulle beslutte, at Irak havde undladt at udnytte den sidste mulighed, som landet med resolution 1441 fik, for at opfylde sine nedrustnings-forpligtelser og dermed undgå alvorlige konsekvenser. Det, der har været genstand for drøftelser i Sikkerhedsrådet, er således hverken, hvorvidt Irak substantielt krænker sine forpligtelser, eller, hvorvidt der foreligger en bemyndigelse til at anvende militær magt. Disse spørgsmål har Sikkerhedsrådet afklaret. Drøftelserne har drejet sig om, hvornår det er tid til at drage konsekvenserne af de irakiske krænkelser.

Det forhold, at flere af de permanente medlem af Sikkerhedsrådet har truet med at nedlægge veto mod det amerikansk-britisk-spanske forslag til en resolution ændrer ikke ved denne vurdering. Det må i denne analyse indgå med vægt, at et enkelt eller nogle få lande, der på et tidspunkt har medvirket til opstilling af krav og betingelser for en fredsslutning, om fornødent gennemførlige med militær magt i henhold til Pagtens Kap. VII, ikke - i realiteten som en vetoret med tilbagevirkende kraft – med trusler om at anvende vetoretten bør kunne blokere for en beslutning om magtanvendelse, når der foreligger bevidste, substantielle krænkelser på centrale områder af de af Sikkerhedsrådet opstillede krav og betingelser.

Der må endelig lægges betydelig vægt på, at et enigt Sikkerhedsråd i resolution 1441 anerkender, at Iraks konstaterede manglende efterlevelse af Sikkerhedsrådets resolutioner udgør en trussel mod international fred og sikkerhed, og at et enigt Råd erindrer om den tidligere afgivne bemyndigelse til med alle midler dels at sikre Iraks efterlevelse af Sikkerhedsrådets resolutioner, dels at genoprette international fred og sikkerhed. Herved opdateres Sikkerhedsrådets tidligere bemyndigelse til magtanvendelse.

Sammenfattende er det vurderingen, at der – i den foreliggende situation - med resolution 1441 for så vidt foreligger et klarere og mere opdateret juridisk grundlag for iværksættelse af militære forholdsregler over for Irak med henblik på at fjerne Iraks kapacitet til at opbygge og anvende masseødelæggelsesvåben, end tilfældet var, da den daværende regering i februar 1998 fremlagde beslutningsforslaget (B 114) om dansk deltagelse i en militære indsats over for Irak. Den daværende regering – og et bredt flertal i Folketinget - fandt dengang, at Sikkerhedsrådets Irak-resolutioner fra 1990 og 1991 (nr. 678 og 687) udgjorde et tilstrækkeligt juridisk grundlag for en militær aktion.

Folkeretskontoret

Kan ministeren bekræfte, at FN’s Sikkerhedsråd har eneret på fortolkning af Sikkerhedsrådets resolutioner, og kan ministeren bekræfte, at Sikkerhedsrådet ikke aktuelt er enig i, at der foreligger et mandat til en krig mod Irak?

Sikkerhedsrådet er selvsagt beføjet til at fortolke sine egne beslutninger og vedtagelser, men har ikke eneret hertil, idet en sådan beføjelse eksempelvis også tilkommer Den Internationale Domstol. Regeringen er af den opfattelse, at der foreligger et tilstrækkeligt folkeretligt grundlag for iværksættelse af en militær aktion mod Irak. Der henvises i øvrigt til Udenrigsministeriets notat af 17. marts 2003. Da der ikke siden 8. november sidste år har fundet nogen afstemning sted i Sikkerhedsrådet om anvendelse af militær magt mod Irak, er der efter regeringens opfattelse ikke belæg for en konstatering af, hvorledes holdningen hertil aktuelt er i Sikkerhedsrådet.

Ministeren bedes redegøre for, hvordan medlemmerne i FN’s Sikkerhedsråd stiller sig til den USA-ledede angrebskrig mod Irak uden FN-mandat.

Da der ikke siden 8. november sidste år har fundet nogen afstemning sted i Sikkerhedsrådet om anvendelse af militær magt mod Irak, er der efter regeringens opfattelse ikke belæg for en konstatering af, hvorledes holdningen hertil aktuelt er i Sikkerhedsrådet.

Det fremgår i øvrigt af Udenrigsministeriets notat af 17. marts 2003, at der ikke, som det hedder i spørgsmålet, er tale om en »angrebskrig uden FN-mandat«, men om en militær aktion, der iværksættes på grundlag af en bemyndigelse fra FN’s Sikkerhedsråd.

Er Ministeren enig i, at vurderingen af, om våbeninspektørernes bestræbelser har været forgæves, er en politisk vurdering og ikke en juridisk?

Det er korrekt, at det nævnte udsagn er en vurdering af fortrinsvis politisk karakter. Vurderingen bygger på de seneste måneders begivenhedsforløb og udgør som sådan et element i den folkeretlige analyse.

Ministrene bedes oplyse, om chefen for FN’s våbeninspektører, Hans Blix, har udtalt at våbeninspektørernes arbejde er udsigtsløst?

Regeringen er ikke bekendt med, at Hans Blix skulle være kommet med en sådan udtalelse. Derimod har Hans Blix under sit indlæg i Sikkerhedsrådet i dag den 19. marts 2003 bl.a. udtalt at han er

skuffet over, at det efter 3 ½ måneds arbejde ikke er lykkes at tilvejebringe forsikringer om, at Irak ikke besidder masseødelæggelsesvåben og andet forbudt materiel.

Hvordan vil den folkeretlige situation være, hvis våbeninspektørernes arbejde ikke er udsigtsløst?

Spørgsmålet er ikke aktuelt i den foreliggende situation.

Er det regeringens vurdering, at et angreb på Irak uden om FN vil forøge terrorrisikoen rundt omkring i verden?

Nej. På lang sigt er det regeringens håb, at det vil få en positiv effekt. Den militære aktion sker i øvrigt ikke uden om FN.

Hvor mange af FN’s resolutioner har Israel overtrådt?

Regeringen finder ikke, at spørgsmålet i dets foreliggende form kan besvares meningsfyldt.

Mener regeringen, der er en sammenhæng mellem Bush-doktrinen om forbyggende angreb og krigen imod Irak?

Regeringen bekendt eksisterer der ikke en Bush-doktrin om forebyggende angreb.