Miljø- og Planlægningsudvalget
(Alm. del - bilag 354)
diverse
(Offentligt)

Til udvalgets orientering fremsendes hermed i 70 eksemplarer materiale modtaget fra Forskningsstyrelsen vedrørende Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed’s afgørelse af klagerne mod Bjørn Lomborg.

Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) modtog i første kvartal af 2002 tre klager over Bjørn Lomborg (BL):

Sag I: Den 21. februar 2002 modtog UVVU en klage fra biolog, lic. scient. Kåre Fog (Sag nr. 612-02-0001)

Sag II: Den 7. marts 2002 modtog UVVU en klage fra Mette Hertz & Henrik Stiesdal (sagsnr. 612-02-0002)

Sag III: Den 22. marts 2002 modtog UVVU en klage fra Stuart Pimm & Jeffrey Harvey (sagsnr. 612-02-0004).

UVVU har fulgt sædvanlig forundersøgelsespraksis og indhentet parternes skriftlige indlæg i overensstemmelse med § 4, stk. 2 i Forretningsorden for Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed.

UVVU har yderligere den 22. november 2002 modtaget en klage fra dr. phil. Torben Stockfleth Jørgensen. Denne klage er imidlertid modtaget så sent i forhold til behandlingen af de øvrige klager, at den ikke er undergivet særskilt behandling. Klageren vil modtage en kopi af nærværende afgørelse, der på det generelle plan anses for dækkende også i forhold til hans klage.

Klagerne om videnskabelig uredelighed er rettet mod Bjørn Lomborgs bog "The Skeptical Environmentalist", Cambridge University Press, 2001. Klagerne omfatter mange anklagepunkter og overvejelser. Efter høringsrunden omfatter de behandlede sager i alt 656 sider ( sag I: 378 sider, sag II: 143 sider, og sag III: 135 sider).

UVVU drøftede de tre sager ved et fællesmøde for alle UVVU's udvalg tirsdag, den 11. juni 2002. Diskussionen på mødet drejede sig hovedsagelig om, hvorvidt bogen "The Skeptical Environmentalist" skal klassificeres som videnskab eller ikke. Flere UVVU-medlemmer fremførte, at bogen ikke lever op til de sædvanlige krav til videnskab, og at UVVU derfor ikke bør behandle sagen. Andre medlemmer mente, at betegnelsen "dårlig videnskab" ikke bør forhindre, at en klage tages til behandling i UVVU.

Det besluttedes at nedsætte en arbejdsgruppe under UVVU med henblik på at gennemgå det omfattende materiale og tage stilling til om en bog af denne karakter kan begrunde en vurdering om videnskabelig uredelighed ud fra de normer, der i øvrigt anvendes på videnskabelige værker. Arbejdsgruppen fik følgende sammensætning:

Afdelingschef, overlæge, dr.med. Nils Axelsen (formand)

Professor, dr. phil. Finn Collin

Professor, dr. jur. Jørgen Dalberg-Larsen

Forskningsprofessor, dr. agro. Arne Helweg

Professor, pol. dr. Margareta Järvinen

Arbejdsgruppen afleverede i september 2002 sin redegørelse. UVVU's tre udvalg har behandlet sagen i fællesmøder den 9. oktober og 10. december 2002.

"The Skeptical Environmentalist" er udgivet af Cambridge University Press, 2001. Bogen er på godt 500 sider og indeholder foruden 25 kapitler, opdelt i Part I-VI, et noteapparat på 2930 numre og mere end 1800 litteraturhenvisninger (bibliografi). Noter og bibliografi optager tilsammen 152 sider. Bogen har 173 figurer og 9 tabeller. Den danske udgave, "Verdens sande tilstand" er opført på Institut for Statskundskabs publikationsliste i Aarhus Universitets årsberetning 1998, og den engelske udgave er opført som en monografi under instituttets forskningspublikationer for år 2001.

Indholdet i "The Skeptical Environmentalist" kan kort resumeres således:

I Part I, The Litany (klagesang) beskrives at en af kilderne til klagesangen er Worldwatch Institute's årsrapporter "The State of the World", som er udkommet siden 1984. En hovedperson i kritikken af Worldwatch Institute er Lester Brown, Earth Policy Institute. Bjørn Lomborg mener ikke at denne og andre institutioner lever op til deres formål og gør opmærksom på, at præmisserne, facts, skal bringes i orden. Det er dette

han har sat sig for at gøre i denne bog.

I Part II, The Human Welfare gennemgås verdens befolkningsstørrelse og udvikling, livsudsigt og helbred, fødevarer og sult og velstand. Det konkluderes, at der aldrig har været så høj grad af velstand som nu.

Part III, Can Human Prosperity Continue? omhandler udsigten til i fremtiden at have nok ressourcer: føde, skole, energi, ikke-energi resourcer og vand. Det konkluderes, at der er ressourcer nok til fortsat velstand.

Part IV, Pollution, does it undercut human prosperity? gennemgår luftforurening, syreregn og skovdød, indendørs luftforurening, vandforurening og affald. Det konkluderes, at forureningsbyrden er blevet mindre.

I Part V, Tomorrow's Problems gennemgås kemiske stoffer, biodiversitet og global opvarmning. Det konkluderes, at frygten for kemiske stoffer og arternes reduktion er overdrevne, og at de uhyre summer der foreslås sat ind på reduktion af den globale opvarmning vil være dårligt anvendt.

Part VI, The Real State of the World indledes således: "Throughout this book I have tried to present all the facts, to give us a rounded feel of the real state of the world, and I have tried to compare and contrast it to our current understanding, stemming from the recurrent incantations of the Litany". Budskabet er, at der må prioriteres og prioriteringen må ske på grundlag af facts. Der må anlægges cost-benefit analyser. Det er ikke uden omkostninger at være for optimistisk, men det er meget dyrt at være for pessimistisk. Bogen slutter således: "Thus, this is the very message of the book: Children born today – in both the industrialized world and developing countries – will live longer and be healthier. They will get more food, a better education, a higher standard of living, more leisure time and far more possibilities – without the global environment being destroyed. And that is a beautiful world".

"The Skeptical Environmentalist" har givet anledning til omfattende offentlig omtale og debat, såvel i Danmark som internationalt. Der har været begejsterede anmeldelser i nogle af verdens førende aviser, såsom Washington Post og New York Times, og i The Economist.

Tidsskriftet Scientific American bad fire førende eksperter om at bedømme Bjørn Lomborgs behandling af deres egne områder: global warming, energy, population, biodiversity og afsatte 11 sider til dette i januar 2002.

Stephen Schneider: "Global Warming, neglecting the complexities"

Schneider er en særdeles anerkendt forsker, som i 30 år har drøftet disse problemer med tusinder af forskerkolleger og policy-analytikere i myriader af artikler og formelle møder.

De fleste af Bjørn Lomborgs citationer er til sekundær litteratur og medieartikler. Bjørn Lomborg bruger kun peer-reviewede artikler, når de støtter hans rosendrøde synspunkt. International Panel on Climate Change (IPCC) forfatterne var i modsætning hertil underkastet tre runder af review af hundredevis af eksterne eksperter.

Bjørn Lomborg anvender ikke en klar adskillelse mellem forskellige former for sandsynligheder. Han bruger ofte ordet "plausible", men mærkeligt for en statistiker angiver han aldrig en sandsynlighed for det "plausible". IPCC giver et stort "range" for de fleste projektioner, men Bjørn Lomborg vælger de mindst alvorlige udfald.

Stephen Schneider giver herefter specifik kritik af Bjørn Lomborgs fire hovedargumenter:

1. Climate Science: Bjørn Lomborg citerer ukritisk en artikel i Nature (fra Hadley Center, 1989) og uden forfatternes forbehold. BL citerer Lindzen's kontroversielle "iris effect" som evidens for at IPCC's klima range skal reduceres med en faktor på næsten tre. BL forstår enten ikke dette, eller også undlader han at oplyse, at data stammer fra kun få års data i en lille del af et enkelt ocean. At ekstrapolere dette til hele kloden er forkert. Ligeledes citerer han et kontroversielt dansk arbejde om, at magnetiske begivenheder på solen kan modificere kosmisk stråling og producere en klar forbindelse mellem globale lave skyer og indkommende kosmiske stråler som et alternativ til CO₂ for at forklare klimaændringer. Grunden til at IPCC ikke regner med denne teori er "That its advocates have not demonstrated any radiative forcing sufficient to match that of much more parsimonious theories, such as anthropogenic forcing."

2. Emissions scenarios: Bjørn Lomborg antager, at i løbet af de næste dekader vil forbedrede solfangermaskiner og anden ny teknologi tvinge fossile brændstoffer ud af markedet, hvilket vil være så effektivt, at IPCC-scenarierne stærkt overdimensionerer chancen for store stigninger i CO₂. Dette er ikke en analyse, men ønsketænkning som forudsætter policies der kan styrke incitamenterne for en sådan udvikling, og sådanne policies er BL imod. Ingen troværdig analytiker kan bare slå fast, at et fossil-brændstof intensivt scenario ikke er "plausible", og BL giver typisk ingen sandsynlighed for at det vil ske.

3. Cost-benefit calculations: Bjørn Lomborgs mest outrerede forvridninger og ringeste analyser er hans citering af cost-benefit beregninger. Først irettesætter han de regeringer, der modificerede den næstsidste udgave af IPCC-rapporten. Men modificeringen, som nedgraderede aggregerede cost-benefit studierne, havde en årsag: disse studier inddrager ikke en række kategorier af skader som anses for vigtige af politiske ledere, og det er derfor ikke den "total-cost-benefit" analyse, som Bjørn Lomborg ønsker. Igen citerer BL kun en enkelt værdi for klimaskader – 5 trillioner dollars – selvom de samme artikler angiver, at klimaændringer kan variere fra fordele til katastrofale tab. Det er præcis fordi det ansvarlige videnskabelige samfund ikke kan udelukke katastrofale følger med en høj grad af sandsynlighed, at man seriøst foreslår politikker, der kan dæmpe klimaudviklingen. BL giver af uforklarlige grunde ikke en range for undgåede klimaskader, men kun for klima-policy omkostninger. Dette skøn er baseret alene på den økonomiske litteratur, men ignorerer ingeniørlitteraturen, og tager ikke præeksisterende markeds ufuldkommenheder i betragtning, såsom energi-insufficiente maskiner, huse og processer. Således har fem US Dept. of Energy laboratorier foreslået, at en sådan udskiftning kan reducere nogle emissioner til udgifter under nul.

4. The Kyoto Protocol: Når Bjørn Lomborg opfinder en 100-år lang periode for Kyoto-protokollen forvrider han klima-policy processen. De fleste analytikere ved, at "en udstrakt" Kyoto-protokol ikke kan præstere den 50% nedgang i CO₂-emission som er nødvendig for at forhindre store stigninger i slutningen af det 21. århundrede og i det 22. århundrede, og at udviklede- og udviklingslande må samarbejde om at udarbejde cost-effektive løsninger over tid. Kyoto er et startpunkt. Og BL vil med sin 100-års projektion undertrykke selv dette første skridt.

Bjørn Lomborgs bog er publiceret af social science delen af Cambridge University Press. Det er derfor intet under, at reviewerne ikke opdagede BL's ubalancerede præsentation af naturvidenskaben. Det er en alvorlig fejl hos et ellers respekteret forlag, at naturvidenskabelige forskere ikke blev inddraget. "Lomborg admits, "I am not myself an expert as regards ENVIRONMENTAL PROBLEMS" – truer words are not found in the rest of the book".

John P. Holdren: "Energy. Asking the Wrong Questions"

Bjørn Lomborgs kapitel om energi fylder kun 19 sider og har næsten udelukkende til hensigt at angribe den opfattelse, at verden er ved at løbe ud for energi, en opfattelse BL synes at betragte som en del at miljø-litaniet. Men kun nogle få miljøforskere, om overhovedet nogen, tror dette i dag. Hvad de derimod siger om dette emne er, at vi ikke er ved at løbe ud af energi, men ud af miljø, dvs kapaciteten af luft, vand, jord og biota til, uden utålelige konsekvenser for menneskets velfærd, at absorbere effekterne af energiudvinding, transport, energi-omdannelse og anvendelse af energi. De siger også, at vi er ved at løbe ud for evner til at håndtere andre risici af energiforsyningen, såsom overafhængighed af mellemøst-olie og risikoen for at nukleare energisystemer vil lække våbenmaterialer og ekspertise til ekspansionsindstillede nationer eller terrorister. Dette har være miljøforskernes position i dekader (eks fra 1971, 74, 76 og 77).

Så hvem er det BL så højlydt tilbageviser med sin afhandling om overfloden af verdens energiressourcer? De professionelle analytikere har ikke argumenteret for at verden løber ud af energi, men kun for at verden kunne løbe ud af billig olie. På trods af BL's afvisende retorik er dette ikke noget dumt spørgsmål, men heller ikke et med et let svar.

Olie er det for tiden mest værdifulde af de konventionelle fossile brændstoffer, som i lang tid har skaffet hovedparten af verdens energi, herunder næsten al energi til transport. Mængden af inddrivelige olieressourcer, mener man, er langt mindre end kul og naturgas, og de ligger i det politisk volatile mellemøsten. Meget af resten ligger off shore og i andre svære og miljømæssigt fragile områder. Derfor er der en seriøs teknisk litteratur, produceret især af geologer og økonomer, der undersøger hvornår verdens olieproduktion vil toppe og begynde at gå ned, og hvad prisen kunne blive i 2010, 2030 eller 2050 – med betydelig uenighed mellem informerede professionelle.

BL synes at negligere, at overgangen fra olie til andre ressourcer ikke nødvendigvis vil blive glat og ske til priser så lave som olieprisen i dag. BL viser ingen tegn på forståelse for, hvorfor der er virkelig debat om dette blandt seriøse folk.

BL giver ingen forklaring på forskellen mellem "proved resources" og "remaining ultimately recoverable resources", ej heller at hovedparten af den sidste kategori ligger i mellemøsten, men informerer os fredsommeligt om, at det er "imperative for our future energy supply that this region remains reasonably peaceful" – som om denne observation ikke undermínerer hele grundlaget for at være rolig og tilfreds.

BL har ret i sin grundlæggende påstand om at ressourcerne af olie, skiferolie, nukleare stoffer og renewable energy er umådelige. Men det vil kun nogle få miljøforskere benægte - og ikke de velinformerede. Men hans håndtering af de tekniske-, økonomiske- og miljømæssige faktorer der vil bestemme omstændighederne, og de mængder der måske kan komme i anvendelse, er overfladisk, forkludret og ofte direkte forkert. Hans fejltagelser inkluderer oplagte fejllæsninger og misforståelser af statistiske data, præcis den slags fejl han påstår er fremherskende hos miljøforskere. Ligeledes er der andre elementære bommerter af en type, som ingen statistiker med respekt for sig selv burde begå. Det er således forkert, at foranstaltninger i de udviklede lande har fjernet langt det meste SO₂ og NO₂ fra røg fra kul-brug. Det er kun en mindre del. Der gives andre eksempler, og vedrørende nuklear energi er plutonium så stort et sikkerhedsproblem mht produktion af atomvåben, at dette kan forhindre brugen af "breeding" med mindre der opfindes en ny teknologi, som er lige så billig.

BL bruger præcise tal, hvor der ikke er grundlag for det, og han producerer påstande baseret på enkeltcitationer og uden udførlige detaljer, hvor dette ikke er repræsentativt for litteraturen.

Det meste af det, der er problematisk i det globale billede, er ikke dækket af BL i energikapitlet, men i de kapitler der omhandler luftforurening, syreregn, vandforurening og global opvarmning. Det sidste er kritiseret sønder og sammen af Sneider.

Der er ikke plads til at omtale de andre energirelaterede kapitler, men deres grad af overfladiskhed, selektivitet og misforståelser er stort set konsistent med det, der er reviewet her.

"Lomborg is giving skepticism – and staticians – a bad name"

Jon Bongaarts: "Population: Ignoring Its Impact"

Bjørn Lomborgs synspunkt, at antallet af mennesker ikke er et problem, er simpelthen forkert. Den globale vækstrate er aftaget langsomt, men den absolutte vækst er tæt på de højeste niveauer observeret i de sidste 10-års perioder. Enhver diskussion af globale trends er vildledende uden at inddrage de enorme kontraster mellem verdens regioner, hvor de fattigste nationer i Afrika, Asien og Latinamerika har hurtigt voksende og unge befolkninger, mens Europa, Nordamerika og Japan har en vækst nær 0, og i nogle tilfælde endda negativ. Som konsekvens vil al fremtidig vækst være koncentreret i udviklingslandene, hvor 4/5 af verdens befolkning er: fra 4.87 til 6.72 milliarder mellem 2000 og 2025, eller lige så stor som den rekordagtige vækst i sidste fjerdedel af 2000-tallet. Denne vækst i de fattigste dele af verden fortsætter stort set usvækket. Væksten har ført til høj populationstæthed i mange lande, men BL afviser bekymring herover, baseret på en simplistisk og vildledende beregning af tæthed pr. landområde. Dette ville i Ægypten give 88/km², men hvis den ikke dyrkede del af Ægypten regnes fra, giver det 2000/km² – intet under at Ægypten må importere fødevarer. Målt rigtigt har populationstætheden nået ekstremt høje værdier, især i større lande i Asien og Mellemøsten. Dette stiller krav om landbrugsekspansion på vanskeligere, ikke hidtil dyrkede områder, øget vandforbrug og kamp om de knappe vandressourcer mellem husholdninger, industri og landbrug. Konsekvensen bliver, at vækst i fødevareproduktionen bliver dyrere at opnå. BL's synspunkt, at produktionen af mere føde ikke er et problem, hviler på at fødevarer er billige. Men BL overser, at det er massiv landbrugsstøtte, især i de udviklede lande, som holder priserne kunstigt nede.

At udvide landbruget betydeligt vil føre til reduktion af skovarealer, tab af arter, jorderosion og forurening fra pesticider og gødningsstoffer. At reducere dette er muligt, men dyrt, og ville være nemmere hvis populationsvæksten var langsommere.

BL overser, at befolkningsvækst medvirker til fattigdom. Først skal børnene have mad, husly, tøj og uddannelse – mens de ikke er økonomisk produktive – derefter skal der skaffes jobs, når de bliver voksne. Arbejdsløshed sænker lønningerne til eksistensminimum. At modvirke populationsvæksten har medvirket til "økonomiske mirakler" i adskillige østasiatiske lande.

BL overser at den gunstige trend i levetid skyldes massive anstrengelser fra regeringer og det internationale samfund, men til trods herfor er 800 mio. stadig underernærede, og 1.2. milliard lever i ussel fattigdom. Befolkningen er ikke hovedårsagen til verdens sociale, økonomiske og miljømæssige problemer, men medvirker kraftigt hertil. Hvis fremtidig vækst kunne ske langsommere, ville fremtidige generationer have det lettere.

Thomas Lovejoy: "Biodiversity: Dismissing Scientific Progress"

Bjørn Lomborg nedvurderer på under en side betydningen af biodiversitet både som biologisk bibliotek for videnskaben og som økosystem service (delvis pga mangel på markeder for denne service). Vedrørende udslettelse forveksler han den proces, hvormed det bedømmes om en art er udslettet, med estimater og projektioner af udslettelsesrater. I modsætning til BL's påstand er tab af arter fra rester af habitater et bredt dokumenteret fænomen. Der påpeges flere faktuelle fejl. BL harcelerer især over Norman Myer's 1979 estimat, at 40.000 arter mistes hvert år, men BL overser at Myer fortjener kredit for at være den første der påpegede at antallet er stort, på et tidspunkt hvor det var svært at gøre det mere nøjagtigt. I dag angiver man estimaterne som vækst over normale udslettelsesrater. BL afviser kynisk denne måde, fordi estimaterne lyder mere uhyggelige. I stedet burde han anerkende, at denne måde er en forbedring af videnskaben. Disse rater ligger i dag på 100 til 1000 over det normale, og det er sikkert at de stiger i takt med at naturlige habitater fortsætter med at svinde.

Kapitlet om syreregn er lige så dårligt researched og præsenteret. BL slår fast, at syreregn intet har at gøre med storbyforurening, selvom det er et faktum, at Nitrogenholdige stoffer (NOx) fra trafik er en hovedkilde. Der påpeges fejl i BL's opfattelse af syreregn på skove.

Kapitlet om skove lider af, at BL ikke ved at FAOs data lider af så mange forskellige definitioner og metoder, at enhver statistiker skulle vide, at de ikke er valide mhv. tidsserier. Der er fejl i tallene fra Indonesien i 1997. BL konfunderer skove med plantager, og BL påstår, at den eneste værdi af skove er træer, der kan fældes. Det svarer til at sige, at værdien af en computerchip er dens indhold af Silicium.

Det er vigtigt at vide, at mens skovreduktionen og syreregnen er reversible, er artsudslettelsen det ikke.

BL overser helt, at miljøforskere identificerer et problem, fremsætter hypoteser, tester disse og, efter at have opnået resultater, foreslår forbedringer. Ved at fokusere på det første og det sidste trin i denne proces antyder BL forkert, at det eneste de gør er at overdrive.

Bjørn Lomborg accepterer i sine svar til de nævnte forskere stort set intet af den massive kritik. På Scientific Americans hjemmeside (d. 15. april 2002) har John Rennie og John Holdren givet Bjørn Lomborgs svar på Scientific Americans gennemgang af de fire emner en kraftig tilbagevisning, som også indeholder en kritik af BL's argumentationsform. Således gives Holdren's tilbagevisning under overskrifterne:

Time Magazine bruger den 2. september 2002 60 sider på en række artikler under overskriften "How to Preserve the Planet and Make This a Green Century". Bjørn Lomborgs bog omtales side 58 under overskriften "Danish Darts. Reviled for sticking it to the ecological dogma. Bjorn Lomborg laughs all the way to the bank." Om den videnskabelige kritik står der følgende: "Some scientists say they initially hoped to ignore Lomborg, but in the wake of this book's popularity have reacted with a fury rarely seen in academia. Peter Raven, chairman of the American Association for the Advancement of Science, calls Lomborg "the prime example in our time of someone who distorts statistics and statements to meet his own political end." A dozen esteemed scientists including Raven and Harvard's Edward O. Wilson, are demanding that Lomborg's publisher cut him loose. "We are deeply disturbed that Cambridge University Press would publish and promote an error-filled, poorly referenced and non-peer-reviewed work", they write in a letter calling on Cambridge to transfer publishing rights to a popular, nonscholarly press."

Arbejdsgruppen konkluderer sin gennemgang af kritikken således:

De emner, Bjørn Lomborgs bog omhandler, er af stor samfundsmæssig betydning og dermed af tilsvarende politisk interesse. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at de mange, især amerikanske forskere, der med stor energi har modtaget Bjørn Lomborgs bog endog særdeles negativt næppe havde ofret bogen større interesse, hvis den ikke havde fået så overvældende positive anmeldelser i førende amerikanske aviser og i The Economist. USA er det mest energiforbrugende samfund i verden, og der er i USA stærke interesser knyttet til at øge energiforbruget og til troen på de frie markedskræfter. USA er også ansvarlig for en væsentlig del af forskningen på dette og andre områder, der behandles af Bjørn Lomborg.

Bjørn Lomborg påstår, at han har præsenteret alle facts og dokumenteret dette med et stort noteapparat og en stor bibliografi. Indholdet i meningsudvekslingerne mellem Bjørn Lomborg og hans kritikere er af teknisk videnskabelig art. Hvad der ikke er sædvanligt i "almindelig" faglig-videnskabelig diskussion er Bjørn Lomborgs personangreb og tilsyneladende manglende evne til at deltage i en sådan diskussion, jf kritikken af BL's argumentationsform og af, at han så at sige intet accepterer af den massive kritik.

Kritikerne er udover den usædvanligt massive faglige uenighed med Bjørn Lomborg forargede over, at han gør nar af en række forskere, og slår forskere i hartkorn med miljøaktivister, hvorved i hvert fald dele af det seriøse videnskabelige forskningssamfund beskyldes for at have misforstået de relevante begreber, give falske fremstillinger af relevante facts, underdrive usikkerheder, selektere data, og ikke at anerkende fejl, når disse var blevet påvist – kort sagt, at medlemmerne af forskningssamfundet er skyldige i massive overtrædelser af forskeres "Code of conduct" (regler for god videnskabelig skik).

I de tre klager anklages BL for konstruktion af data, selektiv og skjult kassation af uønskede resultater, bevidst vildledende anvendelse af statistiske metoder, bevidst forvredet fortolkning af konklusionerne, plagiering af andres resultater eller publikationer, og bevidst fordrejet gengivelse af andres resultater. De tre klager omfatter tilsammen hovedparten af kapitlerne i Bjørn Lomborgs bog. I sag III lægger Stuart Pimm og Jeffrey Harvey en omfattende del af den offentliggjorte kritik, inclusive Scientific American diskussionen, til grund for deres klage.

I sine svar afviser BL så godt som alle de klagepunkter, han tager stilling til, men i lighed med diskussionen i Scientific American, accepteres hans afvisninger ikke af klagerne.

I den betænkning, som lå til grund for oprettelsen af UVVU inden for det sundhedsvidenskabelige område, blev der givet følgende korte beskrivelse af den videnskabelige proces:

Den bedste kvalitetskontrol opnås, når videnskab publiceres i videnskabelige tidsskrifter. Antallet af disse er stort og især inden for sundheds- og naturvidenskaben er produktionen høj. Ethvert fagområde har en slags rangorden af tidsskrifter, og der er knyttet særlig interesse og opmærksomhed til de tidsskrifter, der ligger i den høje ende hvad angår videnskabelig kvalitet. Den høje kvalitet er statistisk korreleret til de strenge krav, der stilles til de indsendte manuskripter ved hjælp af deres bedømmere, referees, som giver forfatterne et præcist og kritisk modspil. Ofte går et manuskript frem og tilbage flere gange, evt. tilført nye observationer og ræsonnementer, inden der tages endelig redaktionel stilling til publikation eller forkastelse. Refereesystemet er en central faktor i den videnskabelige verden. Når forskere derfor tillægger det stor vægt, hvor et videnskabeligt arbejde er publiceret, er det med god grund.

Varetagelsen af offentlighedens legitime interesse i at blive holdt informeret om forskningsfremskridt er løbende genstand for mange overvejelser i mange videnskabelige fora og tidsskriftsredaktioner m.v.

Det er ikke i overensstemmelse med god videnskabelig praksis, hvis en forsker publicerer uden om faglige fora, dvs meddeler nyhedsmedier et resultat, der endnu ikke har været underkastet faglig bedømmelse på sædvanlig måde. De gode tidsskrifter stiller som publikationsbetingelse, at en sådan form for publikation ikke har fundet sted. Det er i alle parters interesse, at disse enkle retningslinier følges for at modvirke, at uklare, usikre eller måske vildledende oplysninger bliver formidlet til offentligheden, således at det sikres, at den offentlige debat og eventuelle politiske konsekvenser hviler på et grundlag, der er så sikkert og lødigt som muligt.

Hertil kommer, at når forskere udtaler sig til pressen om forskningsresultater, tillægges deres meninger ofte større vægt end ikke forskeres, uanset om udtalelserne drejer sig om emner, der ligger fjernt fra deres eget ekspertområde, og hvor de derfor ikke har en kvalificeret mening, der matcher deres formelle position og eventuelle akademiske grad. Det stiller krav til forskerne om ikke at misbruge titel og position i kommunikation med offentligheden.

Med baggrund i gennemgangen af materialet har arbejdsgruppen drøftet det spørgsmål, som UVVU havde pålagt arbejdsgruppen at tage stilling til:

Der var i arbejdsgruppen ikke enighed om besvarelsen af dette spørgsmål, idet nogle medlemmer af arbejdsgruppen argumenterede for at bogen ikke er videnskab/forskning, men i sin åbenbare ensidighed fremtræder som en debatbog, mens andre medlemmer af arbejdsgruppen argumenterede for at bogen er præsenteret, og i vide kredse, herunder videnskabelige kredse, opfattet som forskning/videnskab og derfor skal bedømmes efter videnskabelige normer, dvs realitetsbehandles i henhold til bekendtgørelsen om Udvalgene vedrørende videnskabelig uredelighed.

Som allerede nævnt har der under UVVU's sagsbehandling været en meget omfattende skriftveksling. Fremfor at referere denne har UVVU fundet det rigtigt at fremlægge ikke alene arbejdsgruppens opsummering, men klagerne med bilag i deres helhed, således at de som bilag til denne afgørelse, incl. drøftelserne i Scientific American udgør en del af sagsbeskrivelsen. Det samme gælder Bjørn Lomborgs svar på klagerne. Den interesserede offentlighed får herved mulighed for fuld indsigt i forholdene.

UVVU kan i sin helhed tilslutte sig arbejdsgruppens beskrivelse af de tre klager og af de problemer, der knytter sig til spørgsmålet, om Bjørn Lomborgs bog overhovedet bør vurderes ud fra videnskabelige kriterier og dermed til fastlæggelsen af det videre forløb i sagsbehandlingen.

Der har heller ikke under UVVU's drøftelse af sagerne været enighed om, hvorvidt bogen "The Skeptical Environmentalist" er et videnskabeligt værk og skal bedømmes efter videnskabelige normer. Nogle medlemmer anser ikke bogen for at være videnskab, men for at være en debatbog. De henviser herved til, at bogen med sin umådelige bredde i behandlede temaer og manglende præcisering af videnskabelig metode – herunder kriterier for selektion af kilder – ikke fremstår som et videnskabeligt værk, men netop som en provokerende, debatskabende publikation. Andre medlemmer henviser til, at Bjørn Lomborg selv har valgt at præsentere sig som Associate Professor of Statistics på Institut for Samfundsvidenskab ved Aarhus Universitet og ved den udbredte brug af noter og referencer har givet sin bog en videnskabelig fremtrædelsesform. Når hertil kommer, at bogen fremstår som en forskningsmonografi i Aarhus Universitets årbog for 2001 og i vide kredse opfattes som videnskabeligt funderet, har disse medlemmer ikke ment, at UVVU blot kunne afvise at behandle klagerne.

Som afslutning på denne drøftelse har alle medlemmer af de tre UVVU-udvalg herefter tilsluttet sig, at UVVU ikke blot afviser at tage stilling til klagerne.

Der er i både Danmark og udlandet i vide faglige kredse, men navnlig fra naturvidenskabelige forskere, fremkommet kraftige, faglige indvendinger overfor rigtigheden af de konklusioner, Bjørn Lomborg anfører. Rigtigheden af Bjørn Lomborgs konklusioner bestrides således bl.a. af de forskere, der på redaktionel opfordring har ytret sig i Scientific American.

Det er imidlertid ikke UVVU's opgave at tage stilling til, hvem der har ret i et fagligt stridsspørgsmål, men alene til om en klage over videnskabelig uredelighed er berettiget.

Opgaven er fastlagt i bekendtgørelsen nr. 933 af 15. december 1998:

1. Konstruktion af data.
2. Selektiv og skjult kassation af uønskede resultater.
3. Substitution med fiktive data.
4. Bevidst vildledende anvendelse af statistiske metoder.
5. Bevidst forvredet fortolkning af resultater og forvridning af konklusioner.
6. Plagiering af andres resultater eller publikationer.
7. Bevidst fordrejet gengivelse af andres resultater.
8. Uretmæssig angivelse af forfatterrolle.
9. Ansøgning med urigtige oplysninger.

I § 3, stk. 1, er fastlagt den objektive grundbetingelse for videnskabelig uredelighed, nemlig at der er sket forfalskning eller forvridning af et videnskabeligt budskab, og der er opregnet en ikke udtømmende eksemplifikation på sådanne handlinger. I bestemmelsens stk. 2 fastlægges de subjektive krav, der altid skal være opfyldt for at en handling kan karakteriseres som videnskabelig uredelig.

Det særlige ved videnskabelige udsagn er den proces, forskerne har gennemført forinden resultatet fremlægges. Processen består forenklet sagt i formulering af en hypotese, beskrivelse af en metode der er egnet til at falsificere eller sandsynliggøre hypotesens rigtighed, gennemføre den beskrevne undersøgelse og beskrivelse og offentliggørelse af resultatet efter en grundig reviewproces.

De der gennemfører sådanne videnskabelige undersøgelser er sædvanligvis forskere, der allerede har indgående kendskab til det fagområde, inden for hvilket undersøgelsen skal foregå. Specielt inden for det sundhedsfaglige og naturvidenskabelige felt er det i nutiden meget almindeligt, at forskning gennemføres af flere i forening, således at de tilsammen dækker de forskellige faglige områder, som er involveret.

Et særligt problem i al forskning er at undgå, at den omstændighed, at forskeren på forhånd har opstillet en hypotese kan bevirke at forskeren i sit arbejde med det materiale, der skal undersøges, fremdrager netop de data og forhold, der kan understøtte hypotesen, og undlader at hæfte sig ved de forhold og observationer, der ikke støtter hypotesen. Sker det forsætligt eller ved grov forsømmelighed er der tale om videnskabelig uredelighed. Noget sådant er, som UVVU's sager viser, meget sjældent dokumenteret. Derimod er der i videnskabsprocessen altid grund til at være meget opmærksom på den risiko, der vil være for at en forsker mere ubevidst vil hæfte sig mere ved data, der bekræfter en hypotese, end data der taler imod. Frygten for en sådan bias er fx baggrunden for sundhedsvidenskabernes udbredte anvendelse af dobbeltblindede undersøgelser, hvor forskeren selv holdes i uvidenhed om, hvorvidt et resultat i det konkrete tilfælde er ønskeligt eller uønskeligt i forhold til hypotesen. En sådan forskningsteknik forudsætter imidlertid et særligt randomiseret forsøgsmateriale, som normalt ikke vil være tilstede inden for andre videnskabsgrene, som fx samfundsvidenskaberne.

Med den mængde data, der i vor tid er tilstede på snart sagt alle områder, vil det typisk være nødvendigt også i en forskningsproces at foretage en selektion. Dette sammenholdt med den netop nævnte risiko for bias gør det særlig påkrævet at være bevidst om og beskrive ud fra hvilke kriterier basismaterialet er udvalgt, og at forskeren ikke er enøjet i sin selektion, men netop holder sig for øje, at den videnskabelige proces bygger på en kritisk indstilling, hvor målet er at undersøge om den opstillede hypotese kan understøttes af data eller ej.

Det skal yderligere bemærkes, at der er ganske særlige vanskeligheder forbundet med udarbejdelse af cost-benefit analyser, der skal tjene til at belyse, hvor anvendte ressourcer giver mest for pengene. Analysen består i at omsætte alle goder til et økonomisk beløb. En sådan omsætning er ofte udtryk for et særdeles skønspræget valg fra analytikerens side.

I forbindelse med nærværende sag har UVVU været opmærksom på Verdensbankens World Development Report 2003: "Sustainable Development in a Dynamic World" og FN's opsummering af publikationen: "Providing Global Public Goods, Managing Globalization", der er publiceret i 2002. I sidstnævnte publikation henvises til et forsøg på at lave en cost-benefit analyse, der illustrerer årlige udgifter ved en sikring af nogle globale offentlige goder (herunder reduktion af omfattende sygdomsbyrder og klimaændringer) sammenholdt med udgifterne ved passivitet. Det nævnes, at det at lave sådanne cost-benefit analyser kræver en betydelig indsats og dybtgående analyser af koncept, målemetode og data. Men et foreløbigt forsøg på en sådan analyse tyder på, at passivitet er særdeles kostbar og at udgifterne ved ikke at gøre noget overstiger udgifterne til en eventuel indsats. Når dette nævnes er det for at fremhæve den forsigtighed, der skal vises i forbindelse med sådanne cost-benefit analyser.

Som gengivet ovenfor under pkt. 3 har Scientific American bedt førende eksperter om at bedømme Bjørn Lomborgs behandling af de områder, hvor de har en særlig videnskabelig indsigt.

UVVU har overvejet, om man ville få et bedre grundlag for at vurdere de foreliggende sager ved selv at nedsætte ad hoc-udvalg med anerkendte eksperter på de respektive områder. En del medlemmer har givet udtryk for, at der ved at indhente nye ekspertvurderinger evt. kunne skabes mulighed for at fastslå, hvorvidt den indklagede ikke alene – som eksperterne i Scientific American hævder – har anvendt selektive data – men om han har gjort det med forsæt til at vildlede offentligheden og dermed gøre det muligt for UVVU at konstatere, om de subjektive betingelser for at statuere videnskabelig uredelighed er til stede.

UVVU er imidlertid nået til den konklusion, at nye eksperter næppe ville kunne tilføre sagen nye aspekter. Ved denne afvejning har det også spillet en afgørende rolle, at der allerede på det foreliggende grundlag i UVVU er enighed om den vurdering af indklagedes handlen i strid med god videnskabelig skik, der gives udtryk for nedenfor.

UVVU finder det på baggrund af det af klagerne fremlagte materiale, herunder i særlig grad bedømmelsen i Scientific American, tilstrækkelig godtgjort, at indklagede, som selv har insisteret på at give sin publikation en videnskabelig form og ikke lade bogen fremtræde som et provokerende debatindlæg, ud fra en sædvanlig videnskabelig målestok ved sin systematiske ensidighed i valget af data og i argumentationen klart har handlet i strid med god videnskabelig skik.

Ved den systematisk ensidige fremstilling er der, under den forudsætning at bogen skal vurderes som videnskab, sket en sådan forvridning af det videnskabelige budskab, at de objektive kriterier for at statuere videnskabelig uredelighed, jf. bkg nr. 533 af 15. december 1998, er opfyldt. I betragtning af de overordentlig omfattende videnskabelige temaer, indklagede behandler uden at have speciel videnskabelig ekspertise, har UVVU imidlertid ikke fundet – eller ment at kunne fremskaffe - tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at indklagede forsætligt eller groft forsømmeligt har vildledt læserne.

I overensstemmelse hermed og under den forudsætning, at den omhandlede bog skal vurderes som videnskab, træffer UVVU følgende

P.u.v

Hans Henrik Brydensholt

Formand for UVVU