Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Hermed fremsendes i 2 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 7 (B 48 - bilag 5) stillet af Folketingets Udvalg for Videnskab og Teknologi den 27. januar 2003.

Med venlig hilsen

Helge Sander

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 26. januar 2003 fra Hans Hagen, Roskilde, jf. B 48 - bilag 4.

Forud for fremsættelsen af B 48, herunder indstillingen om igangsættelse af en dekommissionering inden for kortest mulig tid, har der som bekendt ligget et omfattende og tidkrævende forarbejde. At sikre et så robust beslutningsgrundlag som muligt har således været et omdrejningspunkt i denne teknisk komplicerede sag.

Udarbejdelsen af beslutningsgrundlaget har p.gr.a. sagens tekniske karakter været forestået af en bred faglig ekspertise. Forskningscenter Risø og Dansk Dekommissionering (DD) har således stået for udarbejdelsen af en lang række rapporter, generelt i konsultation med forskellige internationale eksperter, og efterfølgende underkastet en evaluering af COWI-konsortiet, som efter et EU-udbud blev valgt som Videnskabsministeriets uafhængige rådgiver i sagen. Endelig har Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) udarbejdet en VVM-redegørelse for dekommissioneringen. Jeg kan desuden nærmere henvise til afsnit 2 i B 48 samt Bilag C til samme.

På baggrund af ovenstående vil jeg gerne understrege, at jeg har fuld tillid til, at det faglige grundlag for B 48 er i orden. Jeg vil derfor koncentrere mig om de politiske valg, der er foreslået på baggrund af det faglige grundlag.

Den pågældende henvendelse, inkl. bilag, giver mig anledning til at knytte nogle kommentarer til følgende forhold:

1. Ansvarsoverdragelsen fra Risø til DD.
1. Indkapsling af de nukleare anlæg ("entombment").
1. "Green field" som mål for dekommissionering.
1. Risø/DD’s erfaring med og viden om dekommissionering.
1. Omkostningsmaksimering ved dekommissionering uden kendskab til slutdeponering.

1. Ad 1) Ansvarsoverdragelse:

I november 2000 tiltrådte Folketingets Finansudvalg Akt 58 22/11 2000 om oprettelsen af virksomheden DD, som skulle forberede en overdragelse af ansvaret for de nukleare anlæg fra Risø til DD, herunder tilvejebringe dokumentation for, at virksomheden havde de nødvendige kvalitative og kvantitative kompetencer og ressourcer til at forestå afviklingen.

Det blev således dengang vurderet som hensigtsmæssigt at forberede udskillelsen af dekommissioneringsopgaven fra Risø til en selvstændig virksomhed med egen ledelse. Dette ikke mindst begrundet i et ønske om at sikre adskillelsen af opgaven fra Risøs øvrige fremadrettede forskningsaktiviteter.

Jeg kan tilslutte mig denne begrundelse, idet jeg desuden kan henvise til mit svar til Hans Hagen af 27. februar 2002 på dennes brev af 25. januar 2002, der er vedlagt henvendelsen til udvalget.

Som en del af forarbejdet med udarbejdelsen af et beslutningsgrundlag, har ekspertisen vurderet forskellige løsningsmuligheder for en dekommissionering af de nukleare anlæg på Risø. Indkapsling af anlæggene, som i afsnit 9.1 i B 48 er beskrevet som "deponering på stedet", er blevet undersøgt som et alternativ til en egentlig dekommissionering.

Om end denne løsningsmodel ville indebære store besparelser, har al ekspertise frarådet denne løsningsmodel af de grunde, som er nærmere beskrevet i afsnit 9.1 i B 48. Der har derfor reelt været tale om et valg mellem omkostningsminimering på den ene side og sikkerheds- og miljømæssige forhold på den anden side. Da der efter min opfattelse aldrig må blive tale om, at sidstnævnte kommer til at vige til fordel for en økonomisk besparelse, har indkapsling derfor ikke efter konklusionerne i eksperternes vurdering været en option.

I forhold til synspunktet om USA’s holdning til indkapsling af anlæg har jeg indhentet en udtalelse fra Risø/DD, som oplyser følgende, hvortil jeg kan henvise:

"Det amerikanske reaktortilsyn for civile reaktorer, US Nuclear Regulatory Commission (NRC) har gennem mange år været imod "on-site" slutdeponering af nukleare anlæg i form af indkapsling. For det første er der kun få erfaringer med indkapsling af nukleare anlæg. For det andet har NRC været skeptisk over for metoden af miljømæssige årsager. For det tredje kræver NRC indgående analyser af de sikkerhedsmæssige forhold ved en indkapsling, herunder langtidsholdbarheden af et indkapslet anlæg, der herved er blevet omdannet til et overfladenært slutdepot.

NRC overvejer dog at tillade indkapsling, når det er nødvendigt af hensyn til befolkningens sikkerhed og sundhed (som følge af mangel på slutdepoter). For indeværende overvejer NRC at udsætte sin stillingtagen til generelle regler på området, indtil der foreligger nærmere udredninger herom, især vedrørende affald med langlivede isotoper, der også er indeholdt i dele af Risøs affald og anlæg..".

Som beskrevet i afsnit 7 i B 48 har Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) defineret dekommissionering ud fra tre faser, hvor "green field" eller "bar mark" er den afsluttende. Deri ligger, at det pågældende område kan frigives til ubegrænset brug, dvs. uden nukleare restriktioner. Der vil således være tale om en total nedrivning og oprydning.

Risø/DD har hele tiden arbejdet ud fra en forudsætning om at gennemføre dekommissioneringen baseret på en overordnet strategi, svarende til IAEA’s internationalt anerkendte definition. Dekommissionering til "green field" er således eksplicit omtalt i IAEA’s "Joint Convention on the Safety of Spent Fuel Management and on the Safety of Radioactive Waste Management" (Affaldskonventionen), tiltrådt af Danmark i 1998, hvor det af artikel 2, litra b), fremgår, at: "’decommissioning’ means all the steps leading to the release of a nuclear facility, other than a disposal facility, from regulatory control. These steps include the processes of decontamination and dismantling". Samme definition er lagt til grund i EU-kommissionens forslag til fællesordning for nuklear sikkerhed og forsyningssikkerhed, jf. afsnit 5.1 i B 48.

Jeg skal for en god ordens skyld tilføje, at IAEA’s definition ikke er til hinder for, at man fx efter fase to venter med at igangsætte den sidste fase til "green field". Det kan være hensigtsmæssigt i lande, der har en kontinuerlig produktion af kernekraft, og hvor der derfor kan være grundlag for at samtænke en dekommissionering af forskellige anlæg, der bliver taget ud af drift på forskellige tidspunkter. Samme hensyn gør sig i sagens natur ikke gældende herhjemme, hvor vi har at gøre med en unik og enkeltstående opgave.

Et væsentligt argument for indstillingen om, at dekommissioneringen igangsættes hurtigst muligt inden for en kortest mulig tidshorisont, har været at sikre, at mest muligt af opgaven kan løses ved hjælp af det personale på Risø/DD, som har et indgående kendskab til de nukleare anlæg på Risøs opbygning og funktion. Som anført i afsnit 8 i B 48, har Risø/DD betonet vigtigheden heraf, og COWI-konsortiet har tilsluttet sig synspunktet. Tilsvarende bliver der også fra international side lagt vægt på dette, jf. artikel 26 i Affaldskonventionen som gengivet i afsnit 8 i B 48. Dette er også understreget af de internationale eksperter, som foretog en "peer review" af Risøs udredningsrapport fra februar 2001, jf. afsnit 2 i B 48 samt pkt. 2 i Bilag C til samme.

Efter min opfattelse tilsiger også almindelig sund fornuft, at det ved udførelsen af den faktiske dekommissionering må være en fordel, hvis man kan trække på de kræfter, der har et konkret kendskab til anlæggenes konstruktion m.v.

Da det er første og eneste gang, vi herhjemme står foran en opgave af denne type, er det dog naturligvis rigtigt, at det nuværende personale ikke har praktiske erfaringer med nedrivning af nukleare anlæg. Det er noget, som er indgået i overvejelserne ved udarbejdelsen af beslutningsgrundlaget, og derfor vil Risø/DD kontrahere med ekstern ekspertise på området. Det er naturligvis et mål, at opgaven gennemføres inden for international "best practice".

Som anført i afsnit 15 i B 48 har ekspertisen konkluderet, at en igangsættelse af dekommissioneringen ikke er betinget af, at der er truffet beslutning om slutdeponering af radioaktivt affald. Man har dog samtidig peget på, at der er fordele ved så tidligt som muligt at have et kendskab bl.a. til, hvordan det radioaktive affald skal slutdeponeres.

Dette sammenholdt med den betragtelige tid, der må forventes at gå fra begyndelsen af planlægningen af et slutdepot og til, at depotet rent faktisk opføres og tages i brug, er netop baggrunden for indstillingen om, at arbejdet med udarbejdelsen af et beslutningsgrundlag for slutdeponering kan igangsættes samtidig med dekommissioneringen.