Skriftlig fremsættelse (21. januar 2004)

 

 

Skatteministeren (Svend Erik Hovmand):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af ligningsloven. (Fortsættelse og justering af 150 pct. fradrag for forskningsudgifter).

(Lovforslag nr. L 132).

Formålet med lovforslaget er at tilskynde flere virksomheder til at indgå i forskningsprojekter sammen med offentlige forskningsinstitutioner. Forslaget er et led i regeringens handlingsplan for samspil mellem erhvervsliv og forskningsinstitutioner, der blev offentliggjort den 1. september 2003. Siden 2002 har virksomheder som et led i en forsøgsordning kunne fradrage betalinger til forskningsinstitutioner med 150 pct. Der har vist sig at være et behov for at forlænge og justere den nuværende ordning, da efterspørgselen efter ordningen har været mindre end antaget.

Lovforslaget forlænger den nuværende forsøgsordning, hvor virksomheder kan få 150 pct. fradrag for betalinger til forskningsinstitutioner i forbindelse med samfinansierede forskningsprojekter mellem virksomheden og forskningsinstitutionen. Derudover udvides denne ordning for små og mellemstore virksomheder til også at omfatte små og mellemstore virksomheders egne lønudgifter afholdt i forbindelse med samfinansierede forskningsprojekter. Ordningen gælder for forskningsprojekter indgået i perioden 2004-2006. Det er en betingelse for at opnå ekstrafradraget, at forskningsprojektet er godkendt af ministeren for videnskab, teknologi og udvikling. De nærmere retningslinier for godkendelsen udarbejdes af ministeren for videnskab, teknologi og udvikling.

Ordningen, der har en årlig udgiftsramme på 166,67 mio. kr. skønnes at medføre et provenutab på 25 mio. kr. i hvert af de tre år ordningen omfatter. Provenutabet vil fremkomme i takt med, at udgifterne i henhold til godkendte aftaler afholdes. I finansåret 2004 skønnes ordningen med stor usikkerhed at medføre et provenutab i størrelsesordenen 25 mio. kr.

Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.