Skriftlig fremsættelse (28. januar 2004)

 

 

Skatteministeren (Svend Erik Hovmand):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af momsloven og toldloven (leveringssteder for gas og elektricitet og tilpasninger til 6. momsdirektiv)

(Lovforslag nr. L 148).

Lovforslaget består for det første af forslag til gennemførelse af et nyt momsdirektiv som indebærer, at der fastsættes et klart regelsæt for den momsmæssige behandling af grænseoverskridende handel med gas og elektricitet.

Forslaget går i hovedtræk ud på, at alle leverancer af gas og elektricitet forud for slutleverancen momses der, hvor kunden har etableret sin virksomhed, og at leverancer i slutleddet – det vil sige til den endelige forbruger - momse der, hvor forbruget rent faktisk sker.

For at undgå risiko for opkrævning af dobbeltmoms gennem opkrævning af moms ved både indførsel og ved forbrug foreslås det, at gas og elektricitet kan indføres momsfrit.

Desuden foreslås der fastsat regler for, hvor der skal betales moms af adgang til at bruge netværker for gas og elektricitet. Som hovedregel foreslås, at sådanne ydelser leveret til afgiftspligtige kunder momses der, hvor kunden er etableret.

Endelig foreslås følgende tilpasninger til de gældende regler i 6. momsdirektiv:

•   Adgangen for virksomheder til fælles momsregistrering udvides,

•   adgangen til at sælge momsfrit til provianteringsvirksomheder ophæves, hvilket medfører en konsekvensændring i toldloven, og

•   ordlyden i bestemmelserne om leveringstidspunktet for intern EU-handel og hvad der skal medregnes i afgiftsgrundlaget tilpasses ordlyden i 6. momsdirektiv.

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. juli 2004,   dog således at ændringerne vedrørende leveringssteder for gas og elektricitet i overensstemmelse med EU-direktivet først træder i kraft den 1. januar 2005

Forslaget skønnes med usikkerhed at være provenuneutralt, men medføre engangsudgifter for ToldSkat på ca. 0,25 årsværk til information og 600.000 kr. til edb-tilretninger.

Den del af lovforslaget der vedrører leveringssteder for gas og elektricitet forventes at medføre en mindre løbende lettelse for de berørte virksomheder, mens virksomheder der provianterer skibe og fly får en mindre omstillingsbyrde i forbindelse med lovforslaget.

Forslaget skønnes at være i overensstemmelse med EU-retten.

Med disse bemærkninger skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.