Skriftlig fremsættelse (17. marts 2004)

 

 

Skatteministeren (Svend Erik Hovmand):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring   af lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven) og lov om indkomstskat for personer m.v. (personskatteloven) (Fremrykning af lavere skat på arbejdsindkomst)

(Lovforslag nr. L 185).

Der er nu tegn på, at økonomien går den rigtige vej. Forbrug og investeringer er steget. Faldet i beskæftigelsen synes at være bremset op, og der er tegn på vækst i udlandet, navnlig i USA og i Asien. Der er blandt eksperterne enighed om, at væksten vil stige i Danmark - og at ledigheden vil begynde et fald frem mod 2005. Det planlægger regeringen efter – også selv om prognoserne er usikre, og opsvinget igen kan blive udsat.

Det spirende opsving skal hjælpes på vej. Regeringen vil derfor søge tilslutning til en række væsentlige supplerende initiativer til gavn for vækst og beskæftigelse, herunder en fremrykning af lavere skat på arbejdsindkomst.

Med vedtagelsen af skattepakken »Lavere skat på arbejdsindkomst« i maj 2003 blev mellemskattegrænsen i 2004 til 2007 forhøjet med ekstra 12.000 kr. årligt ud over den normale regulering, og der   blev indført et beskæftigelsesfradrag til alle med erhvervsindkomst på 2,5 pct. af indkomsten, dog højst 6.000 kr. i 2004.

Det foreslås nu, at den samlede ekstraordinære forhøjelse af mellemskattegrænsen på i alt 48.000 kr. fremskyndes til at få virkning allerede i indeværende år. Dette betyder, at mellemskattegrænsen bliver på 254.000 kr. for 2004 svarende til en ekstra forhøjelse på 37.200 kr. i forhold til den gældende mellemskattegrænse på 216.800 kr.

Det blev som led i skattepakken vedtaget, at   maksimumsbeløbet for beskæftigelsesfradraget i de kommende år skulle hæves i takt med den højere mellemskattegrænse. Denne forhøjelse af beskæftigelsesfradraget foreslås ligeledes fremrykket til indeværende år. Det maksimale beskæftigelsesfradrag bliver derfor på 7.000 kr. for 2004 svarende til en ekstra forhøjelse på 1.000 kr. i forhold til det gældende maksimale beskæftigelsesfradrag.

Lovforslaget medfører et umiddelbart provenutab på indkomstskatten på 3,9 mia. kr. For årene 2005 og 2006 medfører fremrykningen et provenutab på henholdsvis ca. 2,5 mia. kr. og ca. 1,1 mia. kr. Fra og med 2007 har lovforslaget ingen provenumæssige konsekvenser.

Med henblik på hurtigst muligt at få en samfundsøkonomisk effekt af forslaget, foretages der en ny forskudsregistrering, og der udsendes nye skattekort i løbet af maj måned. På de nye skattekort indregnes såvel virkningen af fremrykningen af skattenedsættelsen som virkningen af det samtidigt med dette lovforslag fremsatte forslag om suspension af bidraget til den Særlige Pensionsopsparing (SP-bidraget).

Det skønnes, at lovforslaget vil medføre udgifter for ToldSkat på ca. 30 mio. kr.

Det foreslås, at loven skal have virkning fra og med indkomståret 2004.

Med disse bemærkninger skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.