Skriftlig fremsættelse (9. oktober 2003)

 

 

Skatteministeren (Svend Erik Hovmand):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af ligningsloven (Forhøjet befordringsfradrag til pendlere i udkantskommuner m.v.)

(Lovforslag nr. L 30).

Formålet med lovforslaget er at forbedre befordringsfradraget for pendlere, der er bosat i særligt udpegede udkantsområder. Det sker ved at stille forslag om, at borgere i disse kommuner, kan foretage fradrag for befordring mellem hjem og arbejde med samme fradragssats for kørsel over 100 km, som for kørsel mellem 24-100 km.

Regeringen offentliggjorde i maj 2003 sin redegørelse om Den Regionale Vækststrategi. I mange udkantsområder falder befolkningstallet – ikke mindst for så vidt angår andelen af erhvervsaktive.   Den udvikling ønsker regeringen at vende ved at gennemføre en målrettet forbedring af befordringsfradraget til gavn for langdistancependlere, der bor i særligt udpegede udkantskommuner. Målet er at gøre det mere attraktivt for personer, der arbejder i de større byer, at bosætte sig i udkantsområderne, og at fastholde erhvervsaktive, der allerede bor der. Det vil dels styrke befolkningsudviklingen, dels give udkantsområderne større del i indkomstfremgangen i de større byer.

Udkantskommunerne er udpeget efter objektive kriterier fastsat af Økonomi- og Erhvervsministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet. De i alt 50 kommuner er udpeget for perioden 2004-2006. Efter 2006 vil ordningen blive taget op til revision.

Forslaget om at forbedre befordringsfradraget skønnes med en vis usikkerhed at medføre et provenutab i det første år på ca. 20 mio. kr. stigende op imod 30 mio. kr. i takt med, at nye personer omfattes af reglerne.

Befordringsfradraget kan fratrækkes i den skattepligtige indkomst, som udgør beskatningsgrundlaget for amts-, kommune- og kirkeskatten. Den umiddelbare negative påvirkning af økonomien i de 50 berørte kommuner modvirkes imidlertid dels af, at en betydelig del af provenutabet dækkes via udligningssystemet, dels af at en mere positiv befolkningsudvikling i de pågældende kommuner – som følge af forslaget – vil styrke skattegrundlaget i udkantskommunerne, og indtægterne herfra ventes at overstige det provenutab, som det forhøjede befordringsfradrag umiddelbart indebærer.

Lovforslaget indeholder desuden forslag til en række mindre justeringer af ligningsloven af ordensmæssig karakter, herunder i overensstemmelse med mangeårig praksis at skattefritage ydelser til indsatte til kriminalforsorgens institutioner. Denne del af lovforslaget er provenuneutralt. De øvrige forslag om justeringer af ordensmæssig karakter skønnes ikke at have provenumæssige konsekvenser.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2004, og at skattefriheden for ydelser til indsatte i kriminalforsorgens institutioner får virkning fra fremsættelsesdagen.

Med disse bemærkninger skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.