---

Bilag 1

Rapport om transport af våben mellem tredjelande

fra

Justitsministeriets arbejdsgruppe om reglerne for udførsel af våben mv.

Indholdsfortegnelse		Side
1.	Om arbejdsgruppen	24
1.1.	Arbejdsgruppens nedsættelse og kommissorium	24
1.2.	Arbejdsgruppens sammensætning og arbejde	24
1.3.	Sammenfatning af arbejdsgruppens overvejelser	25
2	Gældende ret	27
2.1.	Våbenloven	27
2.1.1.	Våbenlovens § 6 (våbeneksportkontrol)	27
2.1.2.	Den administrative procedure i forbindelse med våbeneksportkontrol	27
2.2.	Straffelovens § 114	28
2.3.	Internationale våbenembargoer	28
2.3.1.	FN-våbenembargoer	28
2.3.2.	EU-våbenembargoer	29
2.3.3.	OSCE-våbenembargoer	30
2.3.4.	Sammenfatning	30
2.4.	Dansk jurisdiktion (straffemyndighed)	30
2.5.	Regler om transport af farligt gods	32
2.5.1.	Søtransport af farligt gods	32
2.5.2.	Lufttransport af farligt gods	32
2.5.3.	Vejtransport af farligt gods	33
2.5.4.	Jernbanetransport af farligt gods	33
3.	Internationalt samarbejde om kontrol med våbenoverførsler	33
3.1.	FN’s våbenprotokol	34
3.2.	EU’s adfærdskodeks for våbeneksport	35
3.3.	Wassenaar Arrangementet	36
3.4.	NATO- og OECD-landenes våbeneksportkontrol	37
3.5.	FN’s handlingsplan om små og lette våben	37
3.6.	FN’s SUA Konvention	37
3.7.	EU’s fælles holdning om våbenmæglervirksomhed (våbenformidling)	37
3.8.	Dual use-forordningen	38
3.9.	Sammenfatning	39
4.	Omfang og karakter af dansk våbentransport mellem tredjelande	39
4.1.	Våbentransport med danske skibe	39
4.2.	Våbentransport med danske fly	41
4.3.	Våbentransport med danske køretøjer	41
5.	Tidligere beslutnings- og lovforslag	41
6.	Udenlandsk ret	42
6.1.	Regulering af våbentransport i andre EU- og NATO-lande	42
6.2.	Afgrænsningen mellem våbentransport og våbenformidling	43
6.3.	Sammenfatning	45
7.	Arbejdsgruppens overvejelser	45
7.1.	FN’s våbenprotokol	46
7.2.	Internationale våbenembargoer	47
7.3.	Mulige modeller for regulering af våbentransport	48
7.3.1.	Forbudsmodellen	48
7.3.2.	Tilladelsesmodellen	48
7.3.3.	Kombinationsmodellen	49
7.3.4.	Bemærkninger fra Danmarks Rederiforening og SiD	50
7.3.5.	Konklusion	51
7.4.	Afgrænsning mellem våbentransport og våbenformidling	51
7.5.	Straffebestemmelsen	51
7.5.1.	Den strafbare handling	51
7.5.2.	Strafsubjektet	52
7.5.3.	Dansk jurisdiktion (straffemyndighed)	52
7.5.4.	Tilregnelse	53
7.5.5.	Strafferamme	53
7.6.	Hvilke våben	54
7.7.	Undtagelser vedrørende militære styrker mv.	54
8.	Udkast til lovforslag	55
8.1.	Forbudsmodellen	55
8.2.	Kombinationsmodellen	55

Underbilag:

1. Oversigt over aktuelle våbenembargoer i FN, EU eller OSCE (fra regeringens rapport om udførsel af våben og industriprodukter med dobbelt anvendelse fra Danmark 2002)

2. Udtalelse fra Christopher Ram, LL.B., LL.M., Crime Prevention Expert, UN Centre for International Crime Prevention, Commission Secretariat and Legal Affairs Branch vedrørende FN’s våbenprotokol.

3. Oversigt over medlemmer af EU, NATO, OECD og Wassenaar Arrangementet.

1. Om arbejdsgruppen

1.1. Arbejdsgruppens nedsættelse og kommissorium

Arbejdsgruppen om reglerne for udførsel af våben mv. blev nedsat den 10. maj 2001.

Arbejdsgruppens opgaver er beskrevet således i kommissoriet:

  »Arbejdsgruppen skal gennemgå og vurdere de spørgsmål, som reglerne og praksis for kontrol med udførsel af våben mv. giver anledning til.

  Arbejdsgruppen skal med udgangspunkt i bl.a. de lister, der er udarbejdet i Wassenaar, MTCR og NSG, samt hvad der følger af FN's konvention om forbud mod kemiske våben og vedtagelser i EU, overveje, hvilke produkter der skal være omfattet af våbenlovgivningens kontrol med udførsel af våben. Arbejdsgruppen skal endvidere overveje, i hvilket omfang software, teknologi, teknisk bistand mv. skal omfattes af kontrolordningen. For så vidt angår teknisk bistand skal arbejdsgruppen inddrage Rådets fælles aktion af 22. juni 2000 vedrørende kontrol med teknisk bistand i forbindelse med visse former for militær endelig anvendelse (2000/401/FUSP) i overvejelserne.

  Arbejdsgruppen skal endvidere overveje, om eksportkontrolreglerne skal udstrækkes til også at omfatte anden form for udførsel end fysisk udførsel. Ved sådan anden form for udførsel forstås bl.a. overførsel af software eller teknologi ved hjælp af elektroniske medier, telefax eller telefon.

  Arbejdsgruppen skal i sammenhæng med overvejelserne vedrørende rækkevidden af våbenlovens eksportkontrolbestemmelse også overveje, om der er behov for regler om transport af våben mellem tredjelande på skib eller ombord i luftfartøj eller køretøj, der er indregistreret i Danmark, og om brokerage skal reguleres i dansk ret. Arbejdsgruppen bør i den forbindelse være opmærksom på mulighederne for at pålægge straf for handlinger, der er foretaget uden for den danske stat. Arbejdsgruppen bør endvidere inddrage de igangværende internationale drøftelser på områderne i arbejdet.

  Arbejdsgruppen skal i forbindelse med de ovennævnte overvejelser inddrage andre landes eksportkontrolregler, herunder regulering af særlige eksportkontrolspørgsmål.

  Arbejdsgruppen skal tillige gennemgå den praksis, der følges ved behandlingen af sager om udførsel af våben. Heri indgår, at arbejdsgruppen skal foretage en gennemgang og vurdering af den form for dokumentation, der kræves i disse sager, udformningen af de tilladelser, der gives, og de vilkår, som de gives på.

  Arbejdsgruppen skal som led i overvejelserne vurdere, om der er behov for ændring af reglerne og praksis for kontrol med udførsel af våben mv. Såfremt arbejdsgruppen finder, at der er behov for lovændring eller ændring i praksis for kontrol med udførsel af våben, skal arbejdsgruppen udarbejde forslag til sådanne regler eller praksis.

  Arbejdsgruppens eventuelle forslag bør tage højde for, at Danmark i lyset af den fremtidige teknologiske udvikling samt udviklingen i den internationale samhandel og det internationale samarbejde om eksportkontrol hurtigt og fleksibelt skal kunne tilpasse udførselsreglerne til de krav, som måtte blive aktuelle i fremtiden.«

På baggrund af debatten i foråret 2003 om våbentransport anmodede Justitsministeren arbejdsgruppen om at opprioritere spørgsmålet om regulering af våbentransport med henblik på afgivelse af en rapport, der kunne danne grundlag for fremsættelse af et lovforslag herom i folketingssamlingen 2003-04.

1.2. Arbejdsgruppens sammensætning og arbejde

Arbejdsgruppen har under arbejdet med våbentransport haft følgende sammensætning:

Tidligere kontorchef i Justitsministeriet, nu konstitueret sekretariatschef i Procesbevillingsnævnet Ida Skouvig (formand)

Kontorchef Bent Lindhardt Andersen , Erhvervs- og Boligstyrelsen

Kontorchef Christian Arildsen , Forsvarsministeriet

Kontorchef Bjarne Bitsch , Erhvervs- og Boligstyrelsen

Konsulent Per Fischer , Udenrigsministeriet

Fuldmægtig Mette V. Krog , Told- og Skattestyrelsen

Sekretariatschef Birgit Sølling Olsen , Søfartsstyrelsen

Endvidere har tidligere afdelingschef i Justitsministeriets Civil- og Politiafdeling, nu statsadvokat for Fyn mv. Lise-Lotte Nilas deltaget i arbejdsgruppens møder.

Herudover har major Lars Piilgaard Nielsen , Forsvarsministeriet, deltaget i et møde.

Sekretariatsfunktionen har været varetaget af fuldmægtig Anette Arnsted, Justitsministeriet.

Arbejdsgruppen har afholdt 4 møder vedrørende våbentransport.

Endvidere har arbejdsgruppens formand og sekretær afholdt møder med Danmarks Rederiforening og SiD. Arbejdsgruppen har endvidere rettet henvendelse til Rederiforeningen af 1895.

1.3. Sammenfatning af arbejdsgruppens overvejelser

Transport af våben mellem tredjelande er efter gældende dansk ret kun begrænset af juridisk bindende FN-våbenembargoer i henhold til FN-Pagtens kapitel VII, som er implementeret i dansk ret ved kongelig anordning, jf. afsnit 2.3. Herudover kan der – forudsat at gældende regler om transport af farligt gods mv. er overholdt, jf. afsnit 2.5. – frit transporteres våben mellem tredjelande.

FN´s våbenprotokol , som er undertegnet, men ikke ratificeret af Danmark, må antages at indebære en forpligtelse til at gøre det strafbart at transportere skydevåben samt dele, komponenter og ammunition dertil mellem lande, som har tiltrådt protokollen, hvis der ikke foreligger de fornødne udførsels- og indførselstilladelser fra henholdsvis eksport- og importlandet, jf. afsnit 3.1. Arbejdsgruppen har derfor fundet, at en sådan kriminalisering nu bør ske, jf. afsnit 7.1 .

Kriminaliseringen bør efter arbejdsgruppens opfattelse gælde transport mellem alle lande og ikke kun mellem lande, som har tiltrådt våbenprotokollen. Arbejdsgruppen har endvidere ikke fundet grundlag for at fravige det almindelige udgangspunkt i dansk ret om, at særlovsovertrædelser kan straffes ved såvel forsætlig som uagtsom overtrædelse, selv om FN’s våbenprotokol kun forpligter til at kriminalisere forsætlige handlinger.

Arbejdsgruppen har overvejet, om kriminaliseringen – ud over skydevåben samt dele, komponenter og ammunition dertil – bør udstrækkes til alle de typer våben mv., som efter gældende ret er omfattet af kravet i våbenlovens § 6 om udførselstilladelse, men har fundet, at det primært afhænger af en politisk vurdering, om en sådan udvidelse er ønskelig. Arbejdsgruppen fremkommer derfor ikke med en anbefaling på dette punkt, men har alene peget på, at en sådan udvidelse kan være hensigtsmæssig, hvis man vælger den såkaldte kombinationsmodel, jf. afsnit 7.1.

For så vidt angår internationale våbenembargoer , er det som nævnt efter gældende ret alene strafbart at transportere våben til lande, der er omfattet af en juridisk bindende FN-embargo vedtaget i henhold til FN-pagtens kapitel VII, som er implementeret i dansk ret ved kongelig anordning, jf. afsnit 2.3.

Der synes ikke på nuværende tidspunkt at gælde andre internationale våbenembargoer, som indeholder retlige eller politiske forpligtelser for Danmark til at forbyde rene transportydelser i relation til overførsler af våben til de embargobelagte lande, når der ikke sker udførsel fra Danmark.

Det er imidlertid arbejdsgruppens opfattelse, at en ny regulering af våbentransport bør indeholde forbud mod transport af våben til ethvert land, som er omfattet af en international våbenembargo, jf. afsnit 7.2.

Arbejdsgruppen har overvejet, om der herudover er behov for yderligere regulering af våbentransporter mellem tredjelande.

Oplysningerne om omfanget af våbentransport mellem tredjelande med dansk deltagelse og oplysningerne om, hvorfra og hvortil transporterne går, er behæftet med en betydelig usikkerhed, jf. afsnit 4. I hvert fald for så vidt angår søtransport må der imidlertid antages at være tale om transport af et ikke ubetydeligt omfang.

En række transporter må imidlertid antages at foregå til eller fra destinationer, hvor der i kraft af en eksport- og importkontrol, der er sammenlignelig med den danske, jf. afsnit 3, ikke er et påtrængende behov for en særskilt kontrol af transportleddet.

Tilbage står transporter, som enten sker uden eksport- eller importkontrol, fordi en sådan ikke gennemføres i de pågældende lande, eller sker efter en kontrolordning, der ikke lever op til de principper, som ligger til grund for dansk eksportkontrol.

Afgørelsen af, om der bør søges gennemført yderligere regulering for så vidt angår disse transporter, beror efter arbejdsgruppens opfattelse primært på en politisk stillingtagen til en række nærmere beskrevne momenter, jf. afsnit 7. Arbejdsgruppen har derfor ikke fundet grundlag for at fremkomme med en anbefaling på dette punkt, men har begrænset sig til at skitsere de mulige modeller (forbudsmodellen, tilladelsesmodellen og kombinationsmodellen) for en yderligere regulering, jf. afsnit 7.3.

Arbejdsgruppen har af samme årsag heller ikke fundet grundlag for at pege på en af de nævnte modeller som den bedste, men alene begrænset sig at konstatere, at den ene af de beskrevne modeller – tilladelsesmodellen – må antages at være så administrativt belastende, at værdien af ordningen ikke vil stå mål hermed.

Med henblik på at sikre sammenhæng mellem de kommende regler om våbentransport og de regler, som arbejdsgruppen senere skal komme med forslag til med henblik på at implementere Rådets fælles holdning om våbenformidling, jf. afsnit 3.7., har arbejdsgruppen overvejet, hvorledes våbentransport og våbenformidling bør afgrænses over for hinanden.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at hverken transport af våben eller arrangering af transport af våben bør anses for våbenformidling. I det omfang der indføres krav om tilladelse til transport af våben mellem (visse) tredjelande, bør der således ikke tillige stilles krav om tilladelse til formidling af aftalen om samme transport, jf. afsnit 7.4.

For så vidt angår den nærmere udformning og rækkevidde af en straffebestemmelse vedrørende transport af våben mellem tredjelande, jf. afsnit 7.5., er det arbejdsgruppens opfattelse, at et forbud mod at transportere våben til bestemte destinationer og/eller et krav om tilladelse til transport bør gælde enhver transport, som et dansk transportfirma påtager sig at udføre, uanset hvilken form for transportmiddel der anvendes, og uanset om transportmidlet er dansk eller udenlandsk registreret. Det er endvidere arbejdsgruppens opfattelse, at også transport, som udføres af udenlandske transportfirmaer med dansk registrerede fly og skibe, bør være omfattet af transportreglerne.

Arbejdsgruppen har ikke fundet grundlag for at udforme regler i lighed med dem, der var indeholdt i det lovforslag, som blev fremsat i 1987, hvorefter den hovedansvarlige var henholdsvis skibsføreren eller piloten. Afgørelsen af, hvem der kan straffes for transporten, må i stedet afgøres på grundlag af en konkret vurdering af, hvem der efter strafferettens almindelige regler må anses for ansvarlig herfor, dels som hovedansvarlig, dels som medvirkende.

Arbejdsgruppen har endvidere ikke fundet anledning til at fravige det almindelige udgangspunkt om, at særlovsovertrædelser kan straffes såvel ved forsætlig som uagtsom overtrædelse. Arbejdsgruppen kan i den forbindelse tiltræde den præcisering af den strafbare uagtsomhed, som indgik i lovforslaget fra 1987 om en tilladelsesordning for våbentransport med de af Retsudvalget foreslåede ændringer fra 1989, jf. afsnit 5. I henhold hertil skal overtrædelser, der skyldes uagtsomhed, kun straffes, hvis lastens indhold fremgik af transportdokumenterne, eller hvis særlige omstændigheder burde have givet anledning til mistanke om, at lasten indeholdt våben mv. omfattet af loven.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at strafferammen for overtrædelse af regler om transport af våben mellem tredjelande bør være den samme som strafferammen vedrørende overtrædelse af våbenlovens gældende forbud mod at udføre våben uden tilladelse. Det vil med andre ord sige bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år, jf. våbenlovens § 10, stk. 1.

For så vidt angår spørgsmålet om hvilke våben der skal være omfattet af reglerne om forbud mod våbentransport til visse lande og/eller krav om tilladelse til våbentransport mellem visse lande, bør anvendelsesområdet efter arbejdsgruppens opfattelse svare til våbenlovens § 6, stk. 1, om udførsel af våben mv. fra Danmark, jf. afsnit 7.6.

Endelig har arbejdsgruppen fundet, at militære styrker og militært personel skal undtages fra reglerne om våbentransport, ligesom de nu efter våbenlovens § 8, stk. 2, 1. pkt., er undtaget fra forbuddet i våbenlovens § 6, stk. 1, mod udførsel af våben uden tilladelse, så transporter af militært materiel, som enten det danske forsvar, Danmarks militære samarbejdspartnere eller eventuelt FN står bag, fortsat uhindret kan finde sted, jf. afsnit 7.7.

2. Gældende ret

2.1. Våbenloven

2.2.1. Våbenlovens § 6 (våbeneksportkontrol)

Efter § 6 i våbenloven ¹⁾  er det forbudt uden tilladelse fra justitsministeren i hvert enkelt tilfælde fra Danmark at udføre våben mv.

Forbuddet i § 6 omfatter ikke transport af våben og krigsmateriel mellem tredjelande, selv om transporten finder sted med et dansk skib, luftfartøj eller køretøj.

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

» § 6. Det er forbudt uden tilladelse fra justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, i hvert enkelt tilfælde at udføre:

1)   Våben af enhver art med undtagelse af jagtvåben,

2)   ammunition med undtagelse af ammunition til jagtvåben,

3)   materiel til land-, sø- eller luftkrig,

4)   maskiner, instrumenter, apparater og andre produktionsmidler, der overvejende anvendes til fremstilling eller vedligeholdelse af våben, ammunition eller krigsmateriel, samt dele og tilbehør til sådanne produktionsmidler,

5)   eksplosivstoffer, der er omfattet af forbuddet i § 1.

Stk. 2. Justitsministeren kan udstede forbud mod, at der udføres våben og ammunition af nogen art.«

Justitsministeren har udnyttet bemyndigelsen i § 6, stk. 2, til at fastsætte følgende bestemmelser i våbenbekendtgørelsens ²⁾  § 27:

§ 27. Det er forbudt uden tilladelse fra justitsministeren at udføre våben og ammunition af nogen art, jf. dog stk. 2 og 3, og § 29 samt Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 972 af 9. december 1992 om erhvervelse, besiddelse og transport af skydevåben for personer bosiddende i et EF-land.

Stk. 2. Politimesteren (politidirektøren) meddeler tilladelse til udførsel til Færøerne og Grønland, de nordiske lande og EU-medlemslandene af blankvåben, paint- og hardballvåben, signalvåben, våben til jagt, fiskeri og konkurrenceskydning og dele og ammunition hertil samt de i § 1 nævnte våben.

Stk. 3. Dolke og knive, der er nævnt i § 14, stk. 3, kan dog udføres uden tilladelse.

Våbenlovens udførselsforbud i sin nuværende form har sin oprindelse i § 7 i lov nr. 122 af 28. april 1934 om Handel med samt Tilvirkning og Besiddelse af Vaaben m.v. Af forarbejderne til loven fremgår det, at bestemmelserne blev udformet med det formål at opfylde den internationale våbenkonvention af 17. juni 1925 (»Konvention angående Kontrol med den internationale Handel med Vaaben, Ammunition og Krigsmateriel«).

Hverken konventionen eller forarbejderne nævner spørgsmålet om transport af våben mellem tredjelande.

2.1.2. Den administrative procedure i forbindelse med våbeneksportkontrol

Den administrative procedure i forbindelse med en eventuel tilladelsesordning for transport af våben mellem tredjelande kunne tilrettelægges i lighed med den nuværende administrative procedure for behandling af sager om udførsel af våben fra Danmark. Proceduren gennemgås derfor i det følgende.

Ansøgninger om tilladelse til udførsel af våben indgives til Justitsministeriet, som tager endelig stilling til, om en ansøgning skal imødekommes eller afslås.

Hvis der er tvivl om, hvorvidt det pågældende produkt er omfattet af våbenlovens udførselsforbud, indhenter Justitsministeriet en udtalelse fra Forsvarsministeriet. Udførselsansøgninger forelægges endvidere i de fleste tilfælde for Udenrigsministeriet, som vurderer ansøgningerne i lyset af dansk våbeneksportpolitik og EU’s adfærdskodeks for våbeneksport, jf. afsnit 3.2. Hovedprincippet har i en årrække været, at der nægtes udførselstilladelse til lande, der er inddraget i krigsbegivenheder, eller til områder, hvor forholdene er så urolige eller ustabile, at de må befrygtes at udvikle sig til væbnede konflikter. Udførsel nægtes altid til lande omfattet af en våbenembargo vedtaget i FN, EU eller OSCE.

Hvis Udenrigsministeriet ikke har bemærkninger til den ansøgte udførsel, meddeler Justitsministeriet udførselstilladelse, når den nødvendige dokumentation foreligger. Den nødvendige dokumentation omfatter som hovedregel enten internationalt importcertifikat ³⁾ , konkret eller generel indførselstilladelse eller en erklæring fra den kompetente myndighed i modtagerlandet om, at man ikke har noget at indvende mod, at Justitsministeriet udsteder eksporttilladelse. Der stilles dog ikke krav herom, hvis modtageren er en udenlandsk statsmyndighed, eller der er tale om midlertidig udførsel. Herudover skal eksportøren i de fleste tilfælde afgive en erklæring under strafansvar om, at partiet alene vil blive afsendt til den anførte køber i det anførte land. Endelig kan der efter omstændighederne stilles krav om slutbrugerdokumentation. ⁴⁾

Sagsbehandlingstiden for udførselstilladelser er gennemsnitligt på ca. 2 uger. Sagsbehandlingstiden varierer dog betragteligt og kan navnlig trække ud, hvis det kan give anledning til tvivl, om det pågældende produkt er omfattet af våbenlovens § 6, om eksport til det pågældende modtagerland er i overensstemmelse med dansk våbeneksportpolitik, eller hvis ansøgeren har givet mangelfulde oplysninger, herunder utilstrækkelig dokumentation.

2.2. Straffelovens § 114

I henhold til straffelovens § 114, stk. 2, kan transport af våben, som foretages med henblik på terrorisme, straffes med fængsel indtil livstid. Bestemmelsen finder alene anvendelse på forsætlige handlinger. Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 378 i 2002 på baggrund af navnlig EU’s rammeafgørelse om terrorisme.

Straffemyndighed og retsforfølgning er behandlet i rammeafgørelsens artikel 9, der fastlægger en obligatorisk og en fakultativ straffemyndighed. Således skal medlemsstaterne have straffemyndighed med hensyn til de i artikel 1-3 omhandlede terrorhandlinger mv., såfremt handlingen begås helt eller delvist på medlemsstatens område, på et skib, der fører dens flag eller et luftfartøj, der er indregistreret i medlemsstaten, gerningsmanden er statsborger eller bosat i medlemsstaten, handlingen er begået til fordel for en juridisk person, som har sit hjemsted på medlemsstatens område eller handlingen er begået mod medlemsstatens institutioner eller befolkning eller mod en af Den Europæiske Unions institutioner eller et organ, der er oprettet i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og traktaten og Den Europæiske Union med hjemsted i den pågældende medlemsstat. Endvidere kan medlemsstaten vælge at udvide sin straffemyndighed til at omfatte tilfælde, hvor handlingen er begået på en anden EU-medlemsstats område.

Efter artikel 9, stk. 2, skal medlemsstaterne i de tilfælde, hvor mere end en medlemsstat har straffemyndighed, samarbejde for at afgøre, hvem der skal retsforfølge gerningsmændene. Artikel 9, stk. 1 og 2, suppleres i artikel 9, stk. 3, af en bestemmelse, der medfører pligt til at have straffemyndighed i tilfælde, hvor gerningsmanden befinder sig på en stats område, og staten ikke udleverer den pågældende til nogen anden EU-medlemsstat eller et tredjeland. Endvidere præciseres det i artikel 9, stk. 4, at medlemsstaterne også skal sikre straffemyndighed i de tilfælde, hvor en strafbar handling efter artikel 2 og 3 helt eller delvist er begået på statens territorium, uanset hvor terroristgruppen holder til eller udøver sine kriminelle aktiviteter.

Implementeringen af rammeafgørelsen indebar ikke ændringer i de gældende regler om dansk straffemyndighed.

2.3. Internationale våbenembargoer

I det følgende gennemgås de eksisterende typer af internationale våbenembargoer, herunder om embargoerne alene indebærer forbud mod eksport/handel eller tillige mod transport og om de er retlig bindende eller af politisk karakter. Endvidere gennemgås mulighederne for at håndhæve embargoerne efter dansk ret.

2.3.1. FN-våbenembargoer

FN-pagten indeholder bestemmelser om forholdsregler over for trusler mod freden, fredsbrud og angrebshandlinger (FN-pagtens kapitel VII). I tilfælde, hvor der foreligger en trussel mod freden, kan Sikkerhedsrådet beslutte, hvilke forholdsregler der skal træffes, og opfordre FN's medlemslande til at iværksætte disse forholdsregler. Sikkerhedsrådet kan således gennem vedtagelsen af en resolution indføre en våbenembargo over for et land, som truer den mellemfolkelige fred og sikkerhed. Sådanne resolutioner i henhold til FN-pagtens kapitel VII er juridisk bindende for FN's medlemsstater, det vil sige, at de er folkeretligt forpligtede til at gennemføre og håndhæve våbenembargoerne i deres nationale retssystemer. Hertil kommer, at FN's Sikkerhedsråd og FN's Generalforsamling kan vedtage ikke juridisk bindende våbenembargoer i form af henstillinger til FN's medlemslande om iværksættelse af våbenembargoer. Disse henstillinger har karakter af ikke juridisk bindende våbenembargoer.

Juridisk bindende våbenembargoer vedtaget i henhold til FN-pagtens kapitel VII kan implementeres i dansk ret ved kongelig anordning, jf. lov nr. 156 af 10. maj 1967 om visse forholdsregler i henhold til FN-pagten. Der er herefter hjemmel til at straffe overtrædelser af embargoen med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 år, jf. straffelovens § 110 c, stk. 2.

Ikke juridisk bindende FN-våbenembargoer kan ikke implementeres ved kongelig anordning. De implementeres administrativt indenfor bestående lovgivning eller ved vedtagelse af ny lovgivning.

Forbud mod eksport af våben til det pågældende land fra Danmark kan gennemføres ved administrationen af våbenlovgivningens regler, idet ansøgninger om udførselstilladelser kan nægtes, og udførsel uden tilladelse kan straffes med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 2 år, jf. våbenlovens § 10, stk. 1.

Derimod giver den eksisterende lovgivning ikke mulighed for at gribe ind over for/straffe transport af våben til det pågældende land i de tilfælde, hvor våbnene ikke udføres fra Danmark.

2.3.2. EU-våbenembargoer

Traktaten om Den Europæiske Union (Amsterdam-traktaten) indeholder bestemmelser om en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (Amsterdam-traktatens afsnit V). Blandt målsætningerne for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er styrkelse af Unionens sikkerhed samt bevarelse af freden og styrkelse af den internationale sikkerhed. Med henblik på at sikre disse mål kan EU gennem vedtagelse af en fælles holdning indføre en våbenembargo over for et land, som truer den internationale fred og sikkerhed.

Ifølge Amsterdam-traktaten skal medlemsstaterne drage omsorg for, at deres nationale politik er i overensstemmelse med de fælles holdninger. Medlemsstaterne er med andre ord juridisk forpligtede til at gennemføre en fælles holdning i deres nationale retssystemer. Våbenembargoer, der er indført ved en fælles holdning, iværksættes ved medlemsstaternes nationale foranstaltning og ikke, som ved embargoer om andre varer end våben, ved en rådsforordning efter artikel 301 i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (TEF). Dette følger af, at kompetencen til at træffe foranstaltninger vedrørende handel med våben, ammunition og krigsmateriel ligger hos medlemsstaterne i medfør af artikel 296 i TEF.

I Danmark kan EU-våbenembargoer lige som ikke juridisk bindende FN-våbenembargoer, jf. ovenfor, for så vidt angår forbud mod udførsel af våben til det pågældende land fra Danmark håndhæves ved administrationen af våbenlovgivningens regler. Derimod er der som udgangspunkt ikke efter gældende ret hjemmel til at håndhæve et eventuelt forbud mod transport af våben til det pågældende land, når der ikke sker udførsel fra Danmark. En sådan hjemmel vil dog findes, hvis der for det pågældende land tillige gælder en juridisk bindende FN-embargo i henhold til FN-pagtens kapitel VII, som er implementeret i dansk ret ved kongelig anordning.

Der gælder p.t. rene (dvs. uden samtidige FN-embargoer) EU-våbenembargoer mod Bosnien og Hercogovina, Burma/Myanmar, Congo, Kina, Libyen, Sudan og Zimbabwe (for nærmere referencer se underbilag 1).

En række af disse embargoer synes efter ordlyden alene at omhandle eksport fra de enkelte medlemslande og synes således ikke at forpligte medlemsstaterne til at forhindre transport mellem tredjelande. Dette gælder således embargoen mod Bosnien og Hercegovina (»embargo for våbeneksport«, jf. fælles holdning 98/240/FUSP), Congo (»levering og salg af våben … fra statsborgere i medlemsstaterne eller fra medlemsstaternes områder til Den Demokratiske republik Congo forbydes, uanset om de hidrører fra medlemsstaterne eller ej«, jf. fælles holdning 2002/829/FUSP), Libyen (»embargo på eksport af våben eller andet militært udstyr«, jf. fælles holdning 1999/261/FUSP) og Zimbabwe (»Levering eller salg af våben … fra statsborgere i medlemsstaterne eller fra medlemsstaternes områder til Zimbabwe forbydes, uanset om de hidrører fra deres områder eller ej«, jf. fælles holdning 2002/145/FUSP).

De resterende rene EU-våbenembargoer er meget kortfattede. Vedrørende Sudan anføres således i den fælles holdning 94/165/FUSP: »Der indføres en embargo over for Sudan med hensyn til våben, ammunition og militærudrustning«. Vedrørende Kina anføres i rådserklæring fra rådsmøde i Madrid den 26-27. juni 1989: »…an embargo on trade in arms with China«. Endelig anføres vedrørende Burma/Myanmar: »An embargo on arms, munitions and military equipment shall be enforced against Myanmar.«

Sammenfattende synes ingen af de rene EU-embargoer med sikkerhed at pålægge medlemsstaterne en forpligtelse til at forhindre transport af våben mellem tredjelande.

2.3.3. OSCE-våbenembargoer

Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) hviler ikke på et traktatmæssigt grundlag, men arbejder på grundlag af de politiske beslutninger, som medlemslandene kan blive enige om. Sådanne beslutninger kan omfatte våbenembargoer. OSCE omfatter i dag 55 lande: Alle landene i Europa samt USA og Canada og de fem tidligere sovjetiske centralasiatiske republikker.

Våbenembargoer vedtaget i OSCE kan håndhæves i samme omfang som EU-våbenembargoer og ikke juridisk bindende FN-våbenembargoer.

Der gælder p.t. en OSCE-våbenembargo af 28. februar 1992 mod Nagorno-Karabak, hvorved medlemsstater og stater i regionen anmodes om at »…impose an immediate embargo on all deliveries of weapons and munitions to forces engaged in combat in the Nagorno-Karabakh area…« Embargoteksten nævner således ikke spørgsmålet om transport.

2.3.4. Sammenfatning

Forbud mod eksport af våben, som følger af internationale våbenembargoer, kan i Danmark håndhæves ved administration af den gældende våbenlovgivning, uanset hvilken type våbenmebargo der er tale om.

Indeholder juridisk bindende FN-embargoer vedtaget i henhold til FN-pagtens kapitel VII forbud mod transport af våben til de embargoramte lande, uden at der samtidig er tale om eksport fra Danmark, kan også dette forbud håndhæves efter de gældende danske regler, forudsat at våbenembargoen er implementeret af Udenrigsministeriet ved kongelig anordning.

Eventuelle transportforbud i ikke juridisk bindende FN-embargoer, EU-embargoer og OSCE-embargoer kan ikke håndhæves efter den eksisterende lovgivning. Der synes dog ikke på nuværende tidspunkt at gælde sådanne forbud.

For fuldstændighedens skyld skal det påpeges, at der selvsagt heller ikke efter gældende dansk ret kan gribes ind over for transport af våben til embargoramte lande, når embargoen ikke indebærer forbud mod transport, men alene mod eksport.

Den gældende retstilstand kan skematiseres som følger:

	Juridisk bindende FN-embargoer efter FN-pagtens kapitel VII	EU-embargoer	Ikke juridisk bindende FN-embargoer og OECD-embargoer
Hjemmel til at håndhæve eksportforbud	Våbenlovens § 6, jf. § 10, stk. 1, og kongelig anordning, jf. straffelovens § 110, c, stk. 2	Våbenlovens § 6, jf. § 10, stk. 1	Våbenlovens § 6, jf. § 10, stk. 1
Hjemmel til at håndhæve (eventuelle) transportforbud	Kongelig anordning, jf. straffelovens § 110 c, stk. 2	Ingen	Ingen

2.4. Dansk jurisdiktion (straffemyndighed)

I det følgende gennemgås reglerne om dansk straffemyndighed og de heraf følgende begrænsninger for anvendelse/håndhævelse af straffebestemmelser vedrørende transport af våben mellem tredjelande.

Udgangspunktet i straffeloven er, at handlinger, som foretages i den danske stat og på danske fartøjer (skibe, der sejler under dansk flag, og luftfartøjer, som er dansk registreret), hører under dansk straffemyndighed, jf. straffelovens § 6 (territorialprincippet). Bestemmelsen kræver ikke, at hele den kriminelle virksomhed er foretaget i den danske stat, for at der er dansk straffemyndighed. Når blot en del af virksomheden er foretaget her i landet, må forholdet således antages at være undergivet dansk straffemyndighed efter denne bestemmelse.

Dansk straffemyndighed omfatter endvidere handlinger foretaget i udlandet af personer, der har dansk statsborgerskab eller bopæl i Danmark, jf. straffelovens § 7, stk. 1, (personalprincippet). Hvis handlingen foretages inden for folkeretligt anerkendt statsområde, er det dog en betingelse, at handlingen er strafbar både efter gerningsstedets lov og dansk lov (princippet om dobbelt strafbarhed), og at den pågældende danske straffebestemmelse ikke efter sit gerningsindhold er territorialt begrænset til forhold begået i Danmark. Efter stk. 2 finder bestemmelsen tilsvarende anvendelse på udlandshandlinger begået af en person, der har indfødsret eller bopæl i de andre nordiske lande, og som opholder sig her i landet på påtaletidspunktet.

Hvis der er tale om en handling udført i udlandet af en ansat i et selskab med hjemsted i Danmark, som er ansvarlig for den ansattes handlinger, er spørgsmålet, om lovovertrædelsen/ handlingen skal anses for begået i udlandet eller i Danmark.

Efter retspraksis anses en selskabsovertrædelse som udgangspunkt for begået dér, hvor den ansatte begår den handling eller undladelse, som udløser selskabsansvaret, jf. Vestre Landsrets dom refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1987, side 705, og Højesterets dom refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1995, side 9. De nævnte domme angår imidlertid begge objektivt driftsherreansvar, hvor der ikke beviseligt forelå et tilregneligt forhold, der kunne stedfæstes til selskabets hjemsted.

Hvis selskabsovertrædelsen udløses af et tilregneligt forhold, der i stedlig henseende kan henføres til selskabets hjemsted, f.eks. i tilfælde, hvor en mangelfuld eller urigtig instruktion har ført til, at ansatte begår en overtrædelse uden for selskabets hjemsted, er det mere usikkert, hvor den lovstridige handling kan og bør anses for begået. I Straffelovrådets betænkning nr. 1289/1995 om juridiske personers bødeansvar anføres herom:

»Gode grunde, herunder hensynet til en ensartet regel, der finder anvendelse ved selskabsovertrædelser, uanset hvordan overtrædelsen nærmere er begået, kunne tale for at vælge det sted, hvor gerningsindholdet realiseres, som gerningssted. I modsat fald vil det f.eks. kunne blive vanskeligt at afgøre, hvor en selskabsovertrædelse skal anses for begået, hvis overtrædelsen skyldes flere fejl, der er begået forskellige steder, f.eks. tilfælde hvor en selskabsovertrædelse må tilskrives mangelfuld instruktion på hjemstedet i kombination med uforsigtighed udvist af en ansat på »gerningsstedet«. På den anden side kan en sådan regel være betænkelig, hvis den afskærer dansk jurisdiktion over for et selskab her i landet i tilfælde, hvor der påviseligt foreligger fejl begået på dansk område. En løsning, der sikrer dansk jurisdiktion i denne type sager, opnås, hvis såvel selskabets hjemsted som det sted, hvor overtrædelsen manifesterer sig, anses som gerningssted.«

Straffelovens almindelige jurisdiktionsregler indebærer, at våbentransport mellem tredjelande, som er kriminaliseret i dansk ret, er undergivet dansk straffemyndighed i medfør af straffelovens § 6 (territorialprincippet), hvis transporten sker på et dansk registreret skib eller fly. Hvis transporten er foranstaltet af et dansk transportfirma med hjemsted i Danmark og foregår med køretøjer eller udenlandsk registrerede skibe/luftfartøjer, er der formentlig dansk straffemyndighed efter straffelovens § 6 for så vidt angår et tilregneligt forhold, der kan stedfæstes til hjemstedet. Et sådant forhold kunne f.eks. være, at aftalen om den ulovlige transport er indgået på hjemstedet, og/eller at instruktion om indgåelse eller gennemførelse af aftalen er afgivet fra hjemstedet.

Sager om transport af våben mellem tredjelande, hvor betingelserne i straffelovens § 6 ikke er opfyldt, kan dog i visse tilfælde behandles af danske domstole, hvis transporten foretages af en person med den fornødne tilknytning til Danmark, jf. straffelovens § 7, stk. 1 (personalprincippet), som er beskrevet nærmere ovenfor.

Straffelovens § 6 og 7 (territorial- og personalprincippet) suppleres af § 8, hvorefter der efter omstændighederne er dansk straffemyndighed i forhold til udlandshandlinger uden hensyn til, hvor gerningsmanden hører hjemme. Det gælder bl.a. i tilfælde, hvor »handlingen er omfattet af en mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at foretage retsforfølgning«, jf. § 8, nr. 5.

Formålet med denne bestemmelse, der blev indsat ved lov nr. 322 af 4. juni 1986, er bl.a. at opfylde – og muliggøre opfyldelse af fremtidige – konventioner eller andre mellemfolkelige aftaler, der indebærer en forpligtelse for Danmark til at have dansk straffemyndighed med henblik på at kunne strafforfølge nærmere angivne overtrædelser, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 2080-2081 og 2087.

Når der i medfør af de ovennævnte regler sker påtale her i landet, skal afgørelsen såvel om straf som om andre retsfølger af handlinger ske efter danske regler, jf. straffelovens § 10, stk. 1. Er forholdet undergivet dansk straffemyndighed i medfør af straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, kan der dog ikke idømmes strengere straf end efter gerningsstedets lovgivning, jf. § 10, stk. 2.

2.5. Regler om transport af farligt gods

Transport af våben mellem tredjelande kan – f.eks. hvis våbnene omfatter eksplosivstoffer, komprimerede gasser, brandfarlige væsker/stoffer eller andet, som ved forkert behandling i forbindelse med transport kan volde skade – være omfattet af regler om transport af farligt gods. Reglerne har alene til formål at forebygge skader i forbindelse med transport og indebærer ingen udenrigs-/sikkerhedspolitisk vurdering af, om godset transporteres til en acceptabel destination. Reglerne nævnes derfor kun summarisk nedenfor.

2.5.1. Søtransport af farligt gods

Søtransport af farligt gods er for emballeret gods (i modsætning til gods i bulk) reguleret i bilagene til the International Convention for the Safety of Life at Sea, 1974 as Amended (SOLAS 74) og i bilagene til the International Convention for the Prevention of Pollution from Ships (MARPOL), 1973 as Amended. Begge konventioner er vedtaget i IMO’s (International Maritime Organisation) regi.

Bilagene til SOLAS kapitel II-2 indeholder tekniske krav til skibets bygning og udstyr samt certificering. Kapitel VII indeholder generelle krav til klassificering, emballering, dokumentering mv. af godset, og henviser for detailforskrifter til the International Maritime Dangerous Goods Code (IMDG-koden).

Bilag III til MARPOL indeholder generelle forskrifter for identifikation af havforurenende gods, emballering, mærkning, dokumentering og stuvning af godset, hvor detailforskrifterne er indeholdt i IMDG-koden.

IMDG-koden er i dag en anbefaling, der følges af alle betydende aktører og lande i international skibsfart. Fra den 1. januar 2004 vil IMDG-koden ændre status fra at være en anbefaling til at blive internationalt gældende lovgivning ved en tilknytning til SOLAS. IMDG-koden giver anvisninger om emballering, mærkning, dokumentering, separering og stuvning, og et bilag til koden indeholder forskrifter og retningslinier for håndtering af uheld med farligt gods.

IMDG-koden er sat i kraft for Danmarks vedkommende ved en teknisk forskrift om transport af farligt gods i skibe, jf. bekendtgørelse nr. 9625 af 28. november 2002. Den tekniske forskrift bestemmer, at farligt gods skal transporteres som foreskrevet i IMDG-koden og indeholder bestemmelser om straf for overtrædelse af forskriften.

2.5.2. Lufttransport af farligt gods

Lufttransport af farligt gods reguleres internationalt af International Civil Aviation Organisation (ICAO) under FN. Grundprincipperne indeholdes i Annex 18 til »Convention on International Civil Aviation«, »The Safe Transport of Dangerous Goods by Air.«

For i videst muligt omfang at opnå forenelighed med de bestemmelser, der dækker transport af farligt gods med andre transportformer, er bestemmelserne i Annex 18 baseret på »Recommendations of the United Nations Committee of Experts on the Transport of Dangerous Goods« og »Regulations for the Safe Transport of Radioactive Materials of the International Atomic Energy Agency.«

Grundprincipperne i Annex’et er udmøntet i de detaillerede specifikationer i »Technical Instructions for the Safe Transport of Dangerous Goods by Air« (ICAO TI), doc 9384 AN/905 inklusive supplement. Aftalestaterne skal meddele ICAO eventuelle afvigelser fra ICAO TI. Hvis disse afvigelser er en svækkelse i forhold til ICAO TI, kan de kun benyttes på luftfartøjer, der er hjemmehørende i den pågældende stat, og kun indenfor statens nationale luftrum. ICAO TI dækker al lufttransport med farligt gods på civile fly. Den dækker ikke våben, der ikke indeholder farligt gods (f.eks. i form af eksplosiver, gasser etc.).

På europæisk plan har Aviation Authorities (JAA), som er en sammenslutning af de fleste europæiske lande, udgivet Joint Aviation Requirements, Operations (JAR-OPS), hvori lufttransport af farligt gods er dækket, men kun for så vidt angår luftfartsselskabernes ansvarsområde. JAR-OPS er bygget på ICAO-TI og i overensstemmelse med denne. JAR-OPS indeholder bestemmelser om lufttransport af såvel krigsvåben som af våben til sportsbrug.

I dansk ret er bestemmelserne for lufttransport af farligt gods indeholdt i bekendtgørelse nr. 737 af 17. november 1989 om lufttransport af farligt gods (udgivet som Bestemmelser for civil luftfart, BL 5-21), og bekendtgørelse 527 af 23. juni 1995 om transport af våben, eksplosivstoffer, krigsmateriel og krigsammunition mv. med civile luftfartøjer.

Det følger af sidstnævnte bekendtgørelse, at luftfartøjer, som er dansk registreret, eller som er udenlandsk registreret og opererer i henhold til dansk driftstilladelse, hverken ved flyvning inden for eller uden for dansk område må medføre våben, eksplosivstoffer, krigsmateriel eller krigsammunition uden tilladelse fra Statens Luftfartsvæsen (SLV), jf. § 1 og 4 i bekendtgørelse nr. 527 af 23. juni 1995, jf. luftfartslovens ⁵⁾  § 85, stk. 1.

2.5.3. Vejtransport af farligt gods

Vejtransport af farligt gods er reguleret i Den Europæiske Konvention om International Transport af Farligt Gods ad Vej (The European Agreement concerning the International Carriage of Dangerous Goods by Road) – ADR-konventionen.

ADR-konventionen er udfærdiget med det formål at regulere grænseoverskridende transport af farligt gods ad vej, og den finder anvendelse på transporter, der berører mindst to kontraherende parters område. Konventionen indeholder krav til transportmateriellet, køretøjer og personer involveret i transporten samt udøvelse af myndighedskontrol hermed. ADR-konventionen foreskriver ingen sanktioner. I praksis udfører de kontraherende parter landevejskontrol, og manglende overholdelse kan føre til retsforfølgelse i henhold til national lovgivning.

Konventionen er tiltrådt af 38 lande, herunder Danmark, hvor den har været gældende siden 1985, jf. bekendtgørelse nr. 162 af 26. april 1985 om international transport af farligt gods ad vej.

ADR-konventionen danner i øvrigt grundlag for EU-landenes regulering af transport af farligt gods ad vej inden for (nationale transporter) og mellem deres territorier, jf. Rådets direktiv 94/55/EF af 21. november 1994 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om transport af farligt gods ad vej med senere ændringer og Kommissionens direktiv 2001/7/EF af 29. januar 2001. Hertil kommer Rådets direktiv 95/50/EF af 6. oktober 1995 om indførelse af ensartede kontrolprocedurer i forbindelse med transport af farligt gods ad vej med senere ændringer.

2.5.4. Jernbanetransport af farligt gods

Transport af farligt gods med jernbane er reguleret i R églement concernant le transport I nternational ferroviaire des marchandises D angereuses (RID), der findes som bilag til appendiks B til konventionen om international jernbanebefordring (COTIF). Alle vesteuropæiske lande samt de fleste central- og østeuropæiske lande er kontraherende parter til denne konvention.

RID-reglerne svarer i vidt omfang til reglerne i ADR-konventionen, og som det gælder for ADR-konventionen vedrørende vejtransport, danner RID grundlag for EU-landenes regulering af transport af farligt gods på jernbane inden for og mellem landene, jf. Rådets direktiv 96/49/EF af 23. juli 1996 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om jernbanebefordring af farligt gods med senere ændringer.

I overensstemmelse hermed gælder RID i Danmark for transport af farligt gods med jernbane såvel i international som i national trafik, jf. kapitel 2 i bekendtgørelse nr. 920 af 16. december 1998 om jernbanevirksomhed, jf. § 18 i lov om jernbanevirksomhed mv. ⁶⁾

3. Internationalt samarbejde om kontrol med våbenoverførsler

I det følgende vil det søges klarlagt, i hvilket omfang Danmark i henhold til internationale aftaler mv. – ud over internationale våbenembargoer, som er behandlet i afsnit 2.3. – er forpligtet til at regulere våbentransporter mellem tredjelande.

I øvrigt må spørgsmålet om kontrol med dansk våbentransport mellem tredjelande efter arbejdsgruppens opfattelse ses i sammenhæng med den kontrol, som i øvrigt udøves vedrørende grænseoverskridende overførsler af våben.

Hvis eksportlandet har en våbeneksportkontrolordning, skal eksportøren indhente tilladelse til overførslen fra myndighederne i eksportlandet. Et krav til en eventuel dansk transportør om at indhente tilladelse fra de danske myndigheder til at forestå transporten ville i sådanne tilfælde indebære, at myndighederne i to lande skulle vurdere, om samme våbenoverførsel er acceptabel. Hvis aftalen om våbenoverførslen bliver indgået i et land, som kræver tilladelse til sådanne aftaler (våbenformidling), vil én og samme overførsel inkl. spørgsmålet om antageligheden af slutdestinationen blive vurderet af op til 3 landes myndigheder, alt efter reglerne i de respektive lande. Myndigheder i forskellige lande kan selvsagt anlægge forskellige vurderinger af samme sag, men i jo højere grad landene anvender ensartede principper for deres vurderinger, jo større overensstemmelse vil der være mellem de enkelte landes vurderinger.

Den selvstændige betydning af kontrol af transportørleddet afhænger således af, i hvilket omfang der sker kontrol med våbenoverførsler på andre niveauer (eksportøren, formidleren eller andet), og ud fra hvilke principper denne kontrol foretages.

Det internationale samarbejde vedrørende kontrol med våbenoverførsler ud over transport vil derfor ligeledes blive gennemgået.

3.1. FN’s våbenprotokol

FN’s Generalforsamling vedtog den 31. maj 2001 ved resolution nr. 55/255 en protokol om bekæmpelse af ulovlig fremstilling af og handel med skydevåben og dele, komponenter samt ammunition hertil. Andre former for våben/forsvarsmateriel er ikke omfattet af protokollens bestemmelser. Protokollen knytter sig til FN’s konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet, der blev vedtaget den 15. november 2000 ved resolution 55/25.

Våbenprotokollen er på nuværende tidspunkt undertegnet af 52 stater (herunder Danmark) og ratificeret af 6 (Bulgarien, Burkina Faso, Costa Rica, Cypern, Mali og Mexico).

Ved våbenprotokollens artikel 5 forpligtes de kontraherende stater til at kriminalisere dels ulovlig fremstilling af og handel med skydevåben samt dele, komponenter og ammunition dertil, dels forfalskning, ødelæggelse, bortfjernelse og ændring af de mærker, der kræves på skydevåben i overensstemmelse med våbenprotokollens regler herom (artikel 9). Endvidere skal de kontraherende stater kriminalisere forsøg på og medvirken til de nævnte handlinger.

I artikel 3, litra e, i våbenprotokollen defineres ulovlig handel som indførsel, udførsel, erhvervelse, salg, levering, transport/omsætning (’movement’) og overførsel af skydevåben mv. fra eller gennem én kontraherende stats territorium til en anden kontraherende stats territorium, hvis én af staterne ikke har givet tilladelse i overensstemmelse med protokollens bestemmelser.

Om disse tilladelser bestemmer protokollen i artikel 10, at de kontraherende stater skal etablere og opretholde et effektivt system med tilladelser til udførsel og indførsel samt forholdsregler (’measures’) vedrørende international transit af skydevåben mv.

Protokollen forpligter altså de kontraherende stater til at kriminalisere handel med våben fra én kontraherende stat til en anden, når der ikke foreligger tilladelse fra disse stater til henholdsvis eksport og import. Dette indebærer, at en kontraherende stat er forpligtet til at kriminalisere uautoriserede våbenoverførsler, uanset om overførslen sker mellem to andre kontraherende stater. Kriminaliseringsforpligtelsen skal ses i sammenhæng med konventionens artikel 15, der i medfør af artikel 1 i våbenprotokollen gælder tilsvarende for våbenprotokollen.

Efter konventionens artikel 15 forpligtes de kontraherende stater til at have straffemyndighed (jurisdiktion) i forhold til kriminaliserede handlinger, som foretages enten på den kontraherende stats territorium eller ombord på et skib eller fly, der er indregistreret i den pågældende kontraherende stat.

Justitsministeriet har på denne baggrund tidligere ⁷⁾  konkluderet følgende:

»Våben- og eksplosivstoflovens § 6 omfatter udførsel af våben fra dansk territorium. Bestemmelsen omfatter derimod ikke udførsel fra et andet land end Danmark. Uautoriseret våbentransport, der finder sted ombord på danske skibe mellem to andre kontraherende stater, er således ikke kriminaliseret ved våben- og eksplosivstofloven.

Justitsministeriet vurderer på den baggrund, at gennemførelsen af våbenprotokollens artikel 5 i dansk ret vil forudsætte en ændring af våben- og eksplosivstofloven.«

De forklarende bemærkninger til protokollen indeholder ingen bemærkninger om, hvorvidt protokollens definition af »handel«, herunder begrebet »movement« omfatter rene transportydelser, så en transportør, som transporterer skydevåben mv. mellem to lande, som har tilsluttet sig protokollen, skal kunne straffes, hvis der ikke foreligger de fornødne tilladelser til udførsel og indførsel fra henholdsvis eksport- og importlandet.

FN’s sekretariat har i en udtalelse til arbejdsgruppen (underbilag 2) givet udtryk for den opfattelse, at straffebestemmelser i henhold til protokollen bør omfatte tilfælde, hvor gerningsmanden alene har foretaget transport af våben. Sekretariatet har i den forbindelse navnlig henvist til, at trans­port­ydelser efter en naturlig sproglig forståelse synes omfattet af definitionen på handel i artikel 3, litra e (»import, export, delivery, movement or transfer«).

Arbejdsgruppen kan på denne baggrund tilslutte sig, at ratifikation af protokollen vil forudsætte en kriminalisering af transport af skydevåben samt dele, komponenter og ammunition dertil mellem lande, som har tiltrådt protokollen, hvis der ikke foreligger de fornødne udførsels- og indførselstilladelser fra henholdsvis eksport- og importlandet. Andre lande kan imidlertid være af en anden opfattelse.

Under alle omstændigheder finder protokollen i henhold til artikel 4, stk. 2, ikke anvendelse på mellemstatslige transaktioner (state-to-state transactions) eller på statslige overførsler (state transfers) i tilfælde, hvor anvendelse af protokollen ville gribe ind i (prejudice) en kontraherende stats ret til at skride til handling i den nationale sikkerheds interesse i overensstemmelse med FN-pagten.

Under et uformelt møde mellem våbeneksperter i EU-regi blev muligheden for at fremsætte en forklarende erklæring om EU-landenes fælles forståelse af begreberne »state-to-state transactions« og »state transfers« diskuteret, og følgende udkast hertil præsenteret:

»Article 4 – Scope of application

The EU interprets the terms »transaction« and »transfer« in Article 4.2 of the Protocol as referring to all duly authorised transfers of firearms by, to, from or on behalf of governmental authorities and as excluding the manufacture of firearms.«

Der er imidlertid ikke enighed blandt EU-landene om denne formulering.

Det skal i øvrigt bemærkes, at protokollen alene forpligter de kontraherende stater til at kriminalisere forsætlige handlinger, jf. protokollens artikel 5.

3.2. EU’s adfærdskodeks for våbeneksport

EU’s adfærdskodeks for våbeneksport blev vedtaget i juni 1998. Adfærdskodeksen er alene politisk forpligtende, men overvejes genvedtaget i juridisk bindende form. Adfærdskodeksen sætter en høj fælles standard for våbeneksport fra EU-landene i form af en række kriterier, som skal tages i betragtning ved afgørelser om eksport af våben, og bidrager således til tilbageholdenhed i våbeneksporten. Udstedelse af tilladelser til våbeneksport er en national beslutning baseret på det enkelte EU-lands retsgrundlag. Adfærdskodeksen udgør således minimumskrav, som de nationale beslutninger skal respektere.

De 8 fælles kriterier for våbeneksport er følgende:

1. Respekt for EU-medlemslandenes internationale forpligtelser som eksempelvis vedtagne sanktioner og embargoer, internationale traktater og eksportkontrolregimer. Eksport vil blive afslået, såfremt den strider mod sådanne forpligtelser.

2. Respekt for menneskerettighederne i modtagerlandet. EU-landene vil afslå eksport, hvis der er risiko for, at udstyret vil blive anvendt til intern repression. Der vil ske en nøje vurdering i hver enkelt sag, i tilfælde hvor der er fastslået krænkelser af menneskerettighederne i modtagerlandet.

3. Den interne situation i modtagerlandet, set som en funktion af forekomsten af spændinger eller væbnede konflikter. EU-landene vil ikke tillade eksport, hvis eksporten kan fremkalde eller forlænge væbnede konflikter eller forværre spændingen i modtagerlandet.

4. Opretholdelse af regional fred, sikkerhed og stabilitet. EU-landene vil ikke tillade eksport, hvis der er en klar risiko for, at udstyret vil blive brugt aggressivt eller til med magt at støtte et territorialt krav.

5. EU-medlemslandenes nationale sikkerhed såvel som venligtsindede og allierede landes sikkerhed. Risikoen for, at det eksporterede udstyr kan anvendes imod medlemslandene eller venligtsindede og allierede lande, vil blive overvejet nøje.

6. Køberlandets adfærd over for det internationale samfund, især hvad angår dets holdning til terrorisme, karakteren af dets alliancer og respekt for folkeretten.

7. Risikoen for at udstyret vil blive omdirigeret inden for køberlandet eller reeksporteret.

8. Våbeneksportens forenelighed med modtagerlandets tekniske og økonomiske formåen. Modtagerlandets økonomiske situation skal tages i betragtning med henblik på at vurdere, om der anvendes unødigt mange ressourcer på indkøb af våben.

Adfærdskodeksen for våbeneksport indeholder en gensidig informationsforpligtelse EU-landene imellem i form af et krav om notifikation af de øvrige medlemslande om afslag på våbeneksport. Samtidig kræves det, at man konsulterer det EU-land, som i første omgang gav afslag, såfremt man overvejer at give tilladelse til en tilsvarende eksport. Disse bestemmelser bidrager til en større gennemsigtighed mellem EU-landene på våbeneksportområdet. Efter adfærdskodeksens bestemmelser skal hvert EU-land endvidere udarbejde en fortrolig årsrapport til de øvrige medlemslande om sin eksport af våben og om anvendelsen af adfærdskodeksen. Med udgangspunkt i de nationale rapporter udarbejdes der ligeledes årligt en samlet EU-rapport om anvendelsen af adfærdskodeksen, som offentliggøres.

3.3. Wassenaar Arrangementet

Wassenaar Arrangementet (WA) er et multilateralt forum, hvor en række vestligt orienterede lande samarbejder om eksportkontrol med våben og følsomme dual-use produkter. WA’s sekretariat ligger i Wien.

De 33 medlemslande er: Argentina, Australien, Østrig, Belgien, Bulgarien, Canada, Tjekkiet, Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Irland, Italien, Japan, Luxembourg, Holland, New Zealand, Norge, Polen, Portugal, Sydkorea, Rumænien, Rusland, Slovakiet, Spanien, Sverige, Schweiz, Tyrkiet, Ukraine, UK og USA.

Formålet med WA er at bidrage til international og regional fred og sikkerhed. Medlemslandene har gensidigt forpligtet sig at vise ansvarlighed, når de skal tage stilling til udførsler af våben og sensitive dual-use produkter og teknologier til områder, hvor der er en særlig risiko for, at fred og sikkerhed kan komme i fare. Det betyder, at medlemslandene bør give afslag på udførslen, hvis en sådan særlig risiko eksisterer. Det betyder samtidig, at der ikke skal være unødvendige hindringer for udførsler, der ikke indebærer denne risiko. Det er hvert enkelt medlemslands nationale ansvar at tage stilling til, om en udførsel skal tillades eller afslås.

Eksportkontrollen i WA’s medlemslandene er baseret på 2 væsensforskellige produktlister:

1.   Dual-use listen (»List of dual-use Goods and Technologies«). Denne liste er nærmere omtalt i afsnittet om Dual-use forordningen (4.7).

2.   Våbenlisten (»Munition List«). Listen giver et væsentligt fortolkningsbidrag til våbenlovens § 6 om eksportkontrol med våben, som administreres af Justitsministeriet.

Blandt de aktiviteter i WA, som kan have betydning for denne rapport kan nævnes:

•   Det enkelte WA-medlemsland er forpligtet til at notificere overførsler af våben til ikke-medlemslande. Notifikationerne sendes til alle medlemslandene for at sikre gennemsigtighed. Notifikationspligten omfatter overførsler af våben på FN’s register for konventionelle våben med nogle få tilføjelser.

•   WA har navnlig efter terrorangrebene i USA den 11. september 2001 haft en stærkt øget fokus på at øge indsatsen mod terrorisme. Navnlig er der taget skridt til at forhindre, at små og lette våben (Small Arms and Light Weapons – SALW) bliver erhvervet af terrorister. Et dokument, som formulerer en god praksis for udførsel af små og lette våben (»Best Practice Guidelines and Criteria for Exports af SALW«), blev således vedtaget i 2003.

•   Der er endvidere en stærk opbakning til kontrol med våbenformidling (»arms brokering«). Det kan derfor forventes, at der på det kommende Plenarmøde i WA i begyndelsen af december 2003 bliver vedtaget en resolution, som fastlægger retningslinjer for, hvad en effektiv lovgivning om våbenformidling bør indeholde. Våbentransporter drøftes ofte som en aktivitet, der kunne være omfattet af det overordnede begreb våbenformidling.

Det seneste udkast til sådanne kriterier vedrørende våbenformidling indeholder følgende hovedbestemmelse:

»For activities of negotiating or arranging contracts, selling, trading or arranging the transfer of arms and related military equipment (controlled by Wassenaar Participating States) from one third country to another third country, a license or written approval should be obtained from the competent authorities of the Participating State, where these activities take place, whether the broker is a national, resident or otherwise subject to the jurisdiction of the Participating State.«

3.4. NATO- og OECD-landenes våbeneksportkontrol

Langt de fleste NATO- og OECD-lande vil efter optagelsen af de 10 nye medlemslande i EU pr. 1. maj 2004 være medlemmer af EU og/eller Wassenaar Arrangementet med tilhørende eksportkontrolregimer, jf. afsnit 3.2. og 3.3. Dette gælder dog ikke USA, Canada, Island og Mexico, jf. oversigten i underbilag 3. Disse lande har imidlertid våbeneksportkontrolsystemer, der er sammenlignelige med det danske.

3.5. FN’s handlingsplan om små og lette våben (SALW) ⁸⁾

FN’s handlingsplan om små og lette våben blev vedtaget på en konference i New York den 9.-20. juli 2001. Med handlingsplanen har medlemsstaterne forpligtet sig politisk til at behandle ansøgninger om eksporttilladelser i henhold til strenge nationale regler og procedurer, som dækker alle små og lette våben, og som er overensstemmende med staternes eksisterende forpligtelser i henhold til relevant international ret.

Herudover har medlemsstaterne blandt andet forpligtet sig til at udvikle passende nationale regler eller procedurer vedrørende formidling af små og lette våben, som bør omfatte tiltag så som registrering af formidlere, tilladelser eller autorisationer til formidlingstransaktioner og passende straf for ulovlige formidlingsaktiviteter, som foretages på den enkelte stats område.

3.6. FN’s SUA Konvention

FN's internationale søfartsorganisation drøfter i øjeblikket en protokol til SUA konventionen (Convention on Supression of Unlawful Acts Against The safety of Maritime Naviagtion, 1988). Formålet med den nye protokol er først og fremmest at kriminalisere terroristhandlinger, der foregår i forbindelse med maritim transport, som f.eks. udledninger fra skibet samt transport af eksplosiver eller radioaktivt materiale, som kan forårsage massive ødelæggelser. Det drøftes i denne forbindelse, hvorvidt man mere generelt skal kriminalisere transport af blandt andet nukleare våben eller masseødelæggelsesvåben. Det forventes, at den nye protokol vil være klar til vedtagelse på en diplomatkonference i 2005.

3.7. EU’s fælles holdning om våbenmæglervirksomhed (våbenformidling)

Den 26. juni 2003 vedtog Rådet en fælles holdning om kontrol med våbenmæglervirksomhed (2003/468/FUSP), som forpligter medlemsstaterne til at indføre kontrol med våbenformidling mellem ikke EU-lande.

Forslaget forpligter hver medlemsstat til at kontrollere formidlingsaktiviteter, som foregår på medlemsstatens territorium, gennem national lovgivning. Medlemsstaterne opfordres endvidere til at overveje at kontrollere formidlingsaktiviteter, som udføres af den enkelte medlemsstats statsborgere uden for medlemsstatens territorium.

Formidlingsaktiviteter er defineret som aktiviteter, hvorved en person forhandler eller arrangerer transaktioner, som kan indebære overførsel af produkter omfattet af EU’s fælles liste over militært udstyr, der er omfattet af EU’s adfærdskodeks for våbeneksport, fra ét ikke EU-land til et andet. Omfattet er desuden aktiviteter, hvorved en person, som selv ejer sådant udstyr, køber, sælger eller arrangerer overførsel af udstyret fra ét ikke EU-land til et andet. Overførsel af udstyr mellem EU-lande eller fra et EU-land til et land uden for EU er ikke omfattet af forslaget.

Det bemærkes, at begrebet ’overførsel’ (’transfer’) som udgangspunkt ikke omfatter transport af våben, men at medlemsstaterne hver især dog kan vælge at indfortolke transport i begrebet og lade våbentransport være omfattet af deres nationale regler om kontrol med formidling.

Der skal efter den fælles holdning etableres en ordning, hvor formidlingsaktiviteter i hvert tilfælde kræver tilladelse fra de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor aktiviteterne finder sted, og – når dette er påkrævet i henhold til national lovgivning – tillige i den medlemsstat, hvor formidleren har bopæl eller er etableret. Afgørelsen af, om tilladelse skal meddeles, skal træffes ud fra kriterierne i EU’s adfærdskodeks for våbeneksport.

Medlemsstaterne skal bevare oplysninger i mindst 10 år om alle personer, der får tilladelse til formidling.

Medlemsstaterne kan tillige vælge at indføre en ordning, hvorefter formidling kun må foretages af på forhånd autoriserede personer, ligesom medlemsstaterne kan vælge at etablere et register over formidlere. Der skal imidlertid uanset registrering eller autorisation som formidler indhentes tilladelse til konkrete formidlingsaktiviteter som angivet ovenfor.

Der skal etableres et system for udveksling af information om formidlingsaktiviteter mellem medlemsstaterne og, i relevant omfang, med tredjelande.

Endelig er medlemsstaterne forpligtede til at etablere sanktioner, herunder strafferetlige sanktioner, for at sikre effektiv håndhævelse af kontrollen med formidling.

Der er ikke fastsat nogen frist for gennemførelse af den fælles holdning. Der er endnu ikke sket gennemførelse i Danmark, men det er hensigten, at arbejdsgruppen efter afgivelse af nærværende rapport skal udarbejde forslag til regler om våbenformidling i overensstemmelse med den fælles holdning.

3.8. Dual use-forordningen

Reglerne om produkter med dobbelt – dvs. såvel civil som militær – anvendelse omfatter ikke våben og har således ikke direkte relevans for spørgsmålet om indførelse af kontrol med transport af våben. Reglerne gennemgås imidlertid kort nedenfor for at sætte våbenområdet i perspektiv.

Dual-use forordningen ⁹⁾  er grundlaget for kontrol med udførslen af sensitive produkter, der både kan anvendes til civile og militære formål. Eksempler på dual-use produkter er:

•   IT produkter, computere og computersoftware,

•   Telekommunikationsudstyr,

•   Måleudstyr,

•   Kemikalier, og laboratorieudstyr

Eksportkontrollen med dual-use produkter varetages af Erhvervs- og Boligstyrelsen under Økonomi- og Erhvervsministeriet. Blandt de væsentligste træk ved dual-use forordningen kan nævnes:

•   Forordningen indeholder den Dual-use liste, som er vedtaget i Wassenaar, jf. afsnit 3.3. De produkter, der er opført på listen, er under eksportkontrol. Det betyder, at eksportøren skal indhente tilladelse fra den kompetente myndighed – i Danmark Erhvervs- og Boligstyrelsen – for at udførslen kan foretages lovligt.

•   I visse tilfælde er også produkter, der ikke findes på kontrollisten, under eksportkontrol. Grundlaget er de såkaldte catch-all bestemmelser i dual-use forordningen. Bestemmelserne omfatter produkter, som kan anvendes i forbindelse med udvikling eller produktion af masseødelæggelsesvåben eller missiler til fremførelse af masseødelæggelsesvåben. Bestemmelserne omfatter desuden produkter, der kan anvendes til udvikling af konventionelle våben, hvis udførslen sker til lande under en international våben­embargo.

•   Forordningen indeholder regler og procedurer for udstedelse af udførselstilladelser for dual-use produkter.

•   Retsgrundlaget er EF-traktatens bestemmelser i artikel 133 om den fælles handelspolitik.

•   Samhandelen med dual-use produkter i det indre marked er – bortset fra nogle få meget sensitive produkter – ikke under eksportkontrol.

•   Udførsel til en række nærtstående lande kan foretages meget enkelt under en såkaldt generel fællesskabsudførselstilladelse.

•   Der kræves udførselstilladelse for software og teknologi på kontrollisten, også i de tilfælde hvor overførslen finder sted ved hjælp af elektroniske medier, telefax eller telefon til et bestemmelsessted uden for Fællesskabet.

Forordningen fastlægger en række fælles kriterier, som medlemsstaterne skal tage i betragtning, når de tager stilling til ansøgninger om udførselstilladelser. De kriterier, der er fastlagt i adfærdskodeksen for våbeneksport i EU, gælder således også for udførslen af dual-use produkter.

Forordningen omfatter imidlertid hverken kontrol med formidling (»brokering«) i forbindelse med disse produkter eller deres transport. Det forventes, at der vil blive stillet forslag om, at kontrollen med disse produkter udvides til at omfatte formidling. Der er dog for tiden ingen konkrete planer om en så vidtgående kontrol, da produkterne har en overvejende civil anvendelse og samtidig udgør en væsentlig del af den normale internationale handel.

3.9. Sammenfatning

FN’s våbenprotokol må antages at indebære en forpligtelse for de kontraherende stater, herunder Danmark, til – med de undtagelser der følger af protokollens artikel 4, stk. 2 – at kriminalisere transport af skydevåben samt dele, komponenter og ammunition hertil mellem lande, som har tiltrådt protokollen, hvis der ikke foreligger de fornødne udførsels- og indførselstilladelser fra henholdsvis eksport- og importlandet, jf. afsnit 3.1.

For så vidt angår betydningen af internationale våbenembargoer henvises til afsnit 2.3.

Derudover ses Danmark ikke at være omfattet af internationale forpligtelser til at regulere transport af våben mellem tredjelande, bortset fra hvad der følger af de internationale regler for transport af farligt gods, jf. afsnit 2.5.

Som det fremgår af ovenstående afsnit 3.2. og 3.3., er en lang række lande i henhold til EU- og Wassenaar-samarbejdet forpligtet til at foretage kontrol af våbeneksport fra deres respektive territorier efter samordnede kriterier.

Endvidere forpligter FN-lande, som tiltræder våbenprotokollen, sig til at indføre eksportkontrol vedrørende skydevåben mv., men uden at de nærmere kriterier herfor er angivet, jf. afsnit 3.1.

Også andre lande end EU- og Wassenaar-lande, herunder de øvrige lande i OECD-kredsen, kan set med danske øjne have fuldt tilfredsstillende eksportkontrolsystemer.

For en ordens skyld skal det påpeges, at heller ikke EU- og Wassenaar-landene i alle tilfælde vurderer ansøgninger om eksporttilladelser med samme resultat, som danske myndigheder ville være nået frem til. Dog vil de internationale våbenembargoer forhindre eksport til helt uantagelige destinationer.

Ud over kontrol med våbenoverførsler på eksportørniveau er EU-landene forpligtet til at indføre kontrol med aftaler om/arrangering af overførsel af våben mellem ikke EU-lande, som indgås/foretages på deres respektive territorier, jf. afsnit 3.7., og det forventes, at en lignende forpligtelse vil komme til at gælde for samtlige Wassenaar-lande, jf. afsnit 3.3.

4. Omfang og karakter af dansk våbentransport mellem tredjelande

Med henblik på at belyse omfanget af transport af våben mellem tredjelande har arbejdsgruppen anmodet om oplysninger fra følgende myndigheder, organisationer mv.: Danmarks Rederiforening, Rederiforeningen af 1895, Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD), Statens Luftfartsvæsen, Danske Speditører, Erhvervsflyvningens Sammenslutning, SAS, Institut for Internationale Studier, København, International Peace Research Institute, Oslo (PRIO), Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI), Norwegian Initiative on Small Arms Transfers (NISAT) og Human Rights Watch.

Arbejdsgruppen har modtaget relevante oplysninger fra Danmarks Rederiforening, SiD, Statens Luftfartsvæsen, og Erhvervsflyvningens Sammenslutning, som er refereret nedenfor.

I øvrigt har Forsvarsministeriet udtalt følgende:

»Det vurderes på baggrund af alment tilgængelige kilder, at der er en betydelig dansk deltagelse i transport med våben. Der gennemføres imidlertid ikke en systematisk registrering og bearbejdning af sådanne oplysninger, og der vil derfor ikke kunne bidrages med konkrete og validerende opgørelser af omfanget af dansk transport mellem tredjelande.«

4.1. Våbentransport med danske skibe

Danmarks Rederiforening har over for arbejdsgruppen den 25. september 2003 oplyst følgende nøgletal for dansk skibsfart:

»Den danske handelsflåde er den største nogensinde med en samlet tonnage på 7,4 mio. BT ¹⁰⁾  eller 9,4 mio. TDW ¹¹⁾  fordelt på ca. 530 skibe. Containerskibe, ro-ro skibe ¹²⁾  og anden liniefartstonnage udgør hovedparten med godt 60 pct. af tonnagen. Tankskibsfarten, dvs. skibe til transport af olieprodukter, gas, kemikalier mv. udgør omkring 30 pct. af tonnagen, mens resterende tonnage er bulk carriers ¹³⁾ , køleskibe og specialskibe som f.eks. bugser- og forsyningsskibe.

Herudover ejer danske rederier [ skibe ] i udlandet med tonnage i samme størrelsesorden som under dansk flag. Disse skibe er primært registreret i Storbritannien, Singapore, Norge og USA.

Endelig indchartres en betydelig udenlandsk tonnage til drift og disposition for danske rederier svarende til 2-3 gange den danske handelsflådes størrelse.

Den danske handelsflåde udgør ca. 1,3 pct. af verdenstonnagen, og samlet set disponeres mere end 5 pct. af verdenstonnagen af danske rederier.«

Den 30. september 2003 har Danmarks Rederiforening supplerende svaret følgende på et spørgsmål om, hvor stor en del af den danske handelsflåde, som er udchartret til udenlandske rederier:

»De seneste tal, vi har, er fra 2001 (DS Regnskabsstatistik), hvor der blev udchartret omkring 3 mio. BT, hvilket er det samme niveau som i 2000. Disse skibe udchartres til hele verden, dvs. befragtere og rederier i resten af Europa, USA, Canada, Latinamerika, Australien, Japan, Asien, Indien, Mellemøsten og Afrika.«

Danmarks Rederiforening har endvidere i et notat af 6. juni 2003 til Justitsministeriet oplyst følgende om omfanget og karakteren af dansk skibstransport af våben:

»…det bemærkes, at der ikke forefindes officiel eller på anden måde tilgængelig statistik om dette emne. Rederiforeningens administration har derfor valgt at foretage en rundspørge hos en halv snes relevante rederier – store såvel som små – for at søge spørgsmålet belyst.

Flere af rederierne er slet ikke beskæftiget med nogen form for våbentransport, og det står dermed klart, at dansk skibsfart som sådan ikke er specielt involveret i sejlads af våben. På den anden side er der enkelte mindre rederier, der er specialiserede i sejlads af farlige laster som defineret i IMO’s farligt gods kode og de forskellige kategorier/fareklasser 1-9, som godset skal mærkes med, herunder ammunition og våben. Dertil kommer aktiviteter for NATO og lignende vesteuropæiske konstellationer, hvor sejlads foretages også af større rederier.

…

Hvis der ses på transportmønsteret, er der primært tale om transporter fra NATO eller OECD-lande, ikke mindst i nordeuropæisk eller atlant-fart samt til kriseområder, hvor førstnævnte lande er involverede. Derudover foregår der en vis våbentransport fra OECD-lande (regeringer eller producenter) til destinationer i Sydamerika, Fjernøsten og en række arabiske lande, hvor modtagerne er regeringer eller rettere militær og politi….«

SiD har i skrivelse af 28. maj 2003 til Justitsministeriet bl.a. anført følgende:

»Igennem flere årtier har danske skibe transporteret militært udstyr, herunder våben og ammunition i betydeligt omfang. ….

SiD har anslået, at transporterne til Sydafrika i perioden fra 1978 til begyndelsen af halvfemserne har fundet sted minimum 60 gange – til Iran/Irak har transporterne fundet sted minimum 100 gange.

Derudover har danske skibe været involveret i transporter til regioner, der åbenlyst har brugt våbnene til at undertrykke egne befolkninger eller i krigshandlinger mod nabostater.

Transporter har også fundet sted med udgangspunkt i Europa til lande, der er omfattet af EU’s embargo.

Danske skibe har deltaget i overtrædelser af andre landes lovgivning ved at transportere til lande, hvor transport er forbudt. Dette er foregået med mellemlandes medvirken eller ved direkte sejlads. …

Transporter har ligeledes fundet sted til halv- eller paramilitære bevægelser samt organisationer, der er sat i forbindelse med terrorvirksomhed. …«

Der har gennem årene i medierne været omtalt en række sager om transport af våben mellem tredjelande på danske skibe, herunder transporter til Sydafrika, mens landet var underlagt international våbenembargo, og transporter til Iran og Irak under krigen mellem disse lande.

Det kan i øvrigt nævnes, at Højesteret ved dom af 16. oktober 1985 (refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1985, side 1037) i henhold til straffelovens § 110 c idømte en tiltalt 6 måneders ubetinget fængsel for som mægler sammen med en dansk skibsreder at have formidlet et betydeligt antal skibstransporter af våben og ammunition fra Europa til Sydafrika. Skibsrederen unddrog sig strafferetlig forfølgning ved at forlade Danmark.

Endvidere blev en dansk reder ved Østre Landsrets dom refereret i Ugeskrift for Retsvæsen, 1993, side 495, dømt for i strid med våbenlovens § 6, stk. 1, at have udført våben fra Danmark. Når dommen nævnes i denne sammenhæng, skyldes det sagens baggrund. Der var tale om et dansk skib, som på vej fra Polen til Syrien gik på grund ud for Søby og derfor uplanlagt kom i havn dér, inden sejladsen blev genoptaget, hvilket landsretten slog fast var en udførsel i våbenlovens forstand.

4.2. Våbentransport med danske fly

Statens Luftfartsvæsen (SLV) har over for arbejdsgruppen oplyst, at SLV med ganske få undtagelser alene udsteder tilladelser til transport af våben (se afsnit 2.5.2.) til SAS, som har fly indregistreret i både Danmark, Norge og Sverige. Det er imidlertid ikke muligt ud fra tilladelserne at opgøre omfanget af transport af våben mellem tredjelande med danske fly.

SAS har over for arbejdsgruppen oplyst, at heller ikke SAS umiddelbart har disse data tilgængelige i virksomhedens statistik.

Erhvervsflyvningens Sammenslutning har den 8. juni 2003 over for arbejdsgruppen oplyst, at der ved høring af medlemmerne ikke var modtaget oplysning om kendskab til transport af våben mellem tredjelande med danske luftfartøjer. Det bemærkes, at SAS ikke er medlem af Erhvervsflyvningens Sammenslutning.

4.3. Transport med danske køretøjer

Det har ikke været muligt for arbejdsgruppen at fremskaffe statistiske oplysninger om omfanget af eventuel transport af våben mellem tredjelande med dansk registrerede køretøjer.

5. Tidligere beslutnings- og lovforslag

Der har siden 1987 flere gange været fremsat såvel beslutnings- som lovforslag om kontrol med våbentransporter. Nedenfor følger en kort gennemgang af disse forslags indhold og udfald.

Regeringen blev ved folketingsbeslutning nr. B 80, der blev fremsat den 13. januar 1987 af 6 socialdemokratiske folketingsmedlemmer, pålagt senest ved Folketingets åbning i 1987 at fremsætte et forslag til lov om forbud mod våbentransporter til krigsførende lande eller til konfliktområder.

Justitsminister Erik Ninn Hansen fremsatte på den baggrund den 7. oktober 1987 (L 21) forslag til lov om forbud mod våbentransporter til krigsførende lande eller konfliktområder. Lovforslaget bortfaldt senere på grund af folketingsvalget den 10. maj 1988.

Lovforslaget indebar en ordning, hvorefter våben og krigsmateriel mv. kun må transporteres på danske skibe, jf. sølovens § 1, og luftfartøjer, der er registreret i Danmark, hvis justitsministeren giver forudgående tilladelse til transporten.

Ifølge forslaget omfatter tilladelsesordningen alene våben og krigsmateriel, der er nævnt i et bilag til lovforslaget. Endvidere er transporter til Danmark eller udførsel herfra efter gældende regler og transporter i forbindelse med danske militærpersoners rejser eller danske militære enheders forlægninger og transporter, der er led Danmarks deltagelse i NATO-samarbejdet, ikke omfattet.

Tilladelser kan ifølge forslaget i øvrigt ikke gives til transport af våben og krigsmateriel mv. til stater, der er krigsførende eller til konfliktområder, medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder. Tilladelser kan gives til bestemte angivne transporter eller som en forhåndstilladelse, der gælder indtil videre, til transporter til bestemte stater. Forslaget indeholder endvidere hjemmel for justitsministeren til dels at fastsætte regler om, at transport af våben mv. kan finde sted til nærmere angivne stater uden tilladelse, dels at bekendtgøre en liste, der angiver stater, hvortil der ikke gives tilladelse til transport af våben mv.

For overtrædelser af loven, der finder sted med skib, straffes skibsføreren og den, der er trådt i skibsførerens sted. For overtrædelser, der finder sted med luftfartøj, straffes den, der er ansvarlig for, hvilken last luftfartøjet medfører. Desuden straffes den, der medvirker til handlingen, hvis den pågældende er ejer eller bruger af skibet eller luftfartøjet eller handler på ejerens eller brugerens vegne.

Overtrædelser, der skyldes uagtsomhed, straffes efter forslaget kun, hvis lastens indhold fremgik af transportdokumenterne, eller hvis lasten på grund af ganske særlige omstændigheder burde have været undersøgt. Formålet med sidstnævnte bestemmelse var i henhold til bemærkningerne at fritage transportører af containere for den praktisk umulige opgave at kontrollere samtlige containeres indhold inden transporten.

Straffen er ifølge forslaget bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år.

Lovforslaget blev genfremsat uændret den 14. februar 1989 (L 203) af 6 folketingsmedlemmer fra henholdsvis Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti. Retsudvalget afgav den 18. maj 1989 betænkning over lovforslaget. Et flertal i udvalget indstillede lovforslaget til vedtagelse med visse ændringer, herunder navnlig den ændring, at anvendelsesområdet blev udvidet til også at omfattet transport af våben mv. på udenlandske skibe, hvis danske personer/selskaber har en bestemmende indflydelse over skibet eller luftfartøjet, eller helt eller delvis lejer transportkapacitet for at transportere våben mv. på skibet eller luftfartøjet. I øvrigt foreslog man en ændret formulering af bestemmelsen om straf for uagtsomme handlinger, så formuleringen om at »lasten på grund af ganske særlige omstændigheder burde have været undersøgt« blev ændret til »særlige omstændigheder burde have givet anledning til mistanke om, at lasten indeholdt våben og krigsmateriel omfattet af loven.« Forslaget blev forkastet ved Folketingets 3. behandling den 2. juni 1989.

Den 11. april 1991 blev lovforslaget (L 164) fremsat på ny i uændret form af 6 folketingsmedlemmer fra henholdsvis Socialdemokratiet, og Socialistisk Folkeparti. Forslaget faldt bort ved folketingssamlingens slutning.

Keld Albrechtsen (EL) og Helge Bo Jensen (EL) fremsatte den 24. april 2001 forslag til folketingsbeslutning (B 192) om forbud mod våbentransporter<DOCUMENT_START>. Det fremgik af bemærkningerne til forslaget, at forslaget var en revideret genfremsættelse af forslag til folketingsbeslutning nr. B 80 fra 1987. Forslaget faldt bort ved folketingssamlingens slutning.

Den 11. marts 2003 fremsatte Søren Søndergaard (EL) og Line Barfod (EL) beslutningsforslag nr. B 107, som var en genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 192 fra 2001. Forslaget faldt bort ved folketingssamlingens slutning.

6. Udenlandsk ret

6.1. Regulering af våbentransport i andre EU- og NATO-lande

Arbejdsgruppen har indhentet oplysninger om retstilstanden vedrørende transport og formidling af våben i EU-landene samt Norge, Canada og USA via de danske ambassader i de respektive lande.

Finland , Frankrig , Grækenland, Holland, Irland , Italien , Luxembourg , Norge , Portugal, Spanien , Storbritannien , Sverige, Østrig, Canada og USA har efter det for arbejdsgruppen oplyste ingen generel regulering af transport af våben mellem tredjelande, herunder intet krav om indhentelse af transporttilladelse. Muligheden i disse lande for at forbyde transport af våben til lande, som er omfattet af en international embargo, varierer.

Eksempelvis har Irland oplyst, at kun fysisk transport i form af eksport fra Irland kan forbydes, hvilket man erkender efterlader ’huller’ i den irske lovgivning. Man har påbegyndt en revision af lovgivningen.

Norge har vedrørende våbenembargoer, som er bindende vedtaget af FN’s Sikkerhedsråd, oplyst, at der bliver udarbejdet og vedtaget en særlig norsk sekundær lov med samme indhold som disse embargoer. Indeholder vedkommende embargo ikke kun forbud mod handel/eksport, men også mod transport, må dette forbud dermed antages også at blive implementeret i norsk ret. Denne ordning svarer til den nuværende danske med hjemmel til udstedelse af anordninger til gennemførelse af FN-embargoer.

Canada har oplyst, at man har lovhjemmel til administrativt at iværksætte våbenembargoer vedtaget i FN eller andre internationale fora samt til at nedlægge forbud mod transport af våben til det pågældende land, herunder fra et tredjeland, samt mulighed for at pålægge straf for overtrædelse heraf.

Som et sidste eksempel kan det oplyses, at man i Storbritannien med hjemmel i The Export Control Act fra 2002, afsnit 4 (‘Trade controls’) har udarbejdet udkast til »The [ Embargoed Destination ] (Sanctions) Order xxxx«, som har været i høring og forventes at træde i kraft ultimo 2003.

»The [ Embargoed Destination ] (Sanctions) Order xxxx« er et eksempel på de bekendtgørelser, som agtes udstedt vedrørende lande, som omfattes af en EU-, OSCE-, ikke-bindende FN- eller national embargo (bindende FN-embargoer vil fortsat blive implementeret under the United Nations Act 1946).

I henhold til udkastet er det forbudt direkte eller indirekte

a)   at sælge eller levere (’supply or deliver’),

b)   at indgå aftale om at sælge eller levere, eller

c)   at foretage sig nogen handling, som er beregnet på at fremme salg eller levering af de i bekendtgørelsen oplistede varer til nogen person eller noget sted i det embargobelagte land, medmindre ministeren har givet tilladelse hertil.

Forbuddet gælder efter udkastet enhver handling foretaget i Storbritannien og handlinger foretaget uden for Storbritannien, hvis der er tale om en britisk person. Forbuddet gælder ikke varer, der befinder sig i Storbritannien, medmindre de er i transit.

Det fremgår af bemærkningerne til udkastet, at der vil blive udstedt en bekendtgørelse vedrørende ethvert land, som omfattes af en fuld våbenembargo, uanset om embargoen forpligter Storbritannien til at regulere såvel handel (mellem tredjelande) som eksport. Bekendtgørelsen vil gælde, så længe embargoen står ved magt.

De forbudte handlinger nævnt ovenfor under c) omfatter i henhold til bemærkningerne finansielle og forsikringsmæssige ydelser vedrørende handelen/aftalen samt foranstaltning eller ydelse af transport af varerne.

Det anføres videre i bemærkningerne, at tilladelse til de ellers forbudte handlinger normalt ikke vil kunne opnås, men at dette kan komme på tale i meget sjældne situationer, f.eks. i forbindelse med levering af krigsmateriel til fredsbevarende styrker.

Kun Tyskland og Belgien har aktuelt regler om våbentransport, som indebærer krav om tilladelse til transport mellem tredjelande.

For Tysklands vedkommende følger det af lov om krigsvåbenkontrol (Kriegswaffenkontrollgesetz (KWKG)) § 4, stk. 1, at al transport af krigsvåben uden for Tyskland på skibe, som fører tysk flag, eller på fly, som er indregistreret i Tyskland, kræver tilladelse. I henhold til stk. 2, kan der meddeles generel tilladelse til transport i bestemte områder. Der skal ansøges om tilladelse inden krigsvåbnene er bragt ombord på henholdsvis skibet eller flyet.

Generel tilladelse til transport af krigsvåben med skibe under tysk flag eller tysk registrerede luftfartøjer gives i tilfælde, hvor krigsvåbnene lastes uden for tysk område, ikke bliver ført igennem tysk område, og bliver udlosset i Belgien, Danmark, Frankrig, Grækenland, Storbritannien, Italien, Luxembourg, Holland, Norge, Østrig, Portugal, Sverige, Schweiz, Spanien, Tyrkiet eller USA.

Krigsvåbenkontrolloven indeholder et bilag med en liste over de genstande, stoffer og organismer, som anses for krigsvåben. De generelle tilladelser gælder dog ikke for transport af antipersonminer.

Belgien har den 7. juli 2003 vedtaget en lov om import, eksport, transit af våben mv., der trådte i kraft den 17. juli 2003. Loven indeholder bestemmelse om, at ingen belgier eller udlænding, som har bopæl eller udøver erhvervsvirksomhed i Belgien, må forhandle, eksportere eller levere våben mv. til udlandet, eller besidde våben mv. med dette formål, eller optræde som mellemmand i sådanne transaktioner uden tilladelse fra Justitsministeriet. Dette gælder uanset om handlingen foretages mod vederlag eller vederlagsfrit, uanset varernes oprindelsessted og destination, og uafhængigt af om varerne kommer ind på belgisk territorium. Der kan ansøges om såvel en tidsubegrænset tilladelse som en tilladelse til en given transaktion.

En mellemmand er i lovteksten defineret som en person, der skaber forudsætningerne for, at der kan indgås en aftale om forhandling, eksport eller levering af våben mv. til udlandet, eller om besiddelse af våben mv. med henblik herpå, samt enhver der indgår en sådan aftale, selv om transporten udføres af en tredjemand. Også dette gælder uanset om handlingen foretages mod vederlag eller vederlagsfrit, uanset varernes oprindelsessted og destination, og uafhængigt af om varerne kommer ind på belgisk territorium.

Loven indebærer efter det for arbejdsgruppen oplyste, at såvel den, der udfører transport af våben mellem tredjelande, som den, der formidler en aftale om sådan transport, skal have tilladelse hertil.

Arbejdsgruppen har endvidere fået oplyst, at det belgiske justitsministerium på grund af visse tekniske/praktiske problemer med anvendelsen af den nye lovgivning er blevet anmodet om at undersøge mulighederne for at løse problemerne og udarbejde et hastelovforslag herom.

6.2. Afgrænsningen mellem våbentransport og våbenformidling

Våbentransport har nær sammenhæng med våbenformidling, men de eksisterende nationale regelsæt om våbenformidling omfatter oftest hverken rene transportydelser eller formidling heraf. Efter det for arbejdsgruppen oplyste har Belgien, Finland, Frankrig, Holland, Norge, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Østrig og USA regler om våbenformidling, mens dette ikke er tilfældet for Grækenland, Irland, Italien, Luxembourg, Portugal, Spanien og Canada. Nedenfor gennemgås eksempler på denne nationale lovgivning om våbenformidling, herunder hvordan reglerne afgrænses over for våbentransport.

I øvrigt henvises der til bemærkninger vedrørende forslaget til EU’s fælles holdning om våbenformidling i afsnit 3.7.

Belgien

Ny belgisk lovgivning fra juli 2003 indeholder som nævnt i afsnit 6.1. regler om våbenformidling, der blandt andet omfatter rene transportydelser og formidling heraf.

USA

Efter amerikansk ret, nærmere bestemt ’International Traffic in Arms Regulation’ (ITAR), skal våbenformidlere som udgangspunkt dels registreres som sådanne og dels have tilladelse til konkrete formidlingsaktiviteter.

En formidler defineres i loven som en person, der optræder som mellemmand (agent) for andre ved forhandling, etablering af kontakt, køb salg og overførsel af forsvarsmateriel og -ydelser.

Formidlingsaktiviteter defineres som dette at optræde som formidler, jf. definitionen ovenfor, og angives at omfatte finansiering, transport, befragtning, fremstilling, eksport eller import af forsvarsmateriel og –ydelser.

Transport, der ydes af personer, som ikke (samtidig) er formidlere, er således ikke omfattet af reglerne. Dette fremgår i øvrigt udtrykkeligt af ITAR sec. 129.3 (b) (3), hvor det bestemmes, at kravet om registrering bl.a. ikke gælder for »personer, der alene driver virksomhed inden for finansiering, transport eller fragtforsendelse (freight forwarding), og hvis virksomhed ikke tillige omfatter formidling af forsvarsmateriel eller -ydelser. F.eks. er luftfragtvirksomheder og viderebefragtere, der alene transporterer eller arrangerer transport af materiel, der omfattet af ’the Munitions List’ ikke registreringspligtige«.

Finland

Efter finsk ret forudsætter formidling af forsvarsmateriel mellem tredjelande konkret tilladelse, jf. »Lag om export och transitering av försvarsmateriel« § 2 a. I lovens § 1 defineres formidling som »virksomhed gennem hvilken aftaleparterne bringes i kontakt med hinanden med henblik på at få en aftale om eksport eller overførsel af krigsmateriel mellem tredjelande i stand«.

Det følger klart af definitionen, at rene transportydelser ikke er omfattet af definitionen, hvorimod det ikke kan udelukkes, at den, der som mellemmand sørger for at bringe en aftale om transport af våben mellem tredjelande i stand, er omfattet.

Holland

Den hollandske våbenlov bestemmer, at formidling af våbenhandel mellem tredjelande foretaget af personer, der er registreret som bosiddende i Holland, og/eller hvis aktiviteter udøves fra en i Holland værende adresse, i hvert enkelt tilfælde skal godkendes af et særligt kontor under finansministeriet.

En transportør registreret i Holland – eksempelvis et rederi, et luftfartsselskab eller en speditør – som på vegne af en formidler udfører en transport mellem tredjelande, er derimod ikke pålagt noget krav om at indhente forudgående tilladelse til transporten.

Sverige

Efter den svenske krigsmateriellov (Lag om krigsmateriel) er det som udgangspunkt forbudt i Sverige at drive virksomhed vedrørende ’tilhandahållande’, der defineres som salg, overdragelse, leje, lån, gave eller formidling af blandt andet krigsmateriel uden en generel tilladelse hertil. Svenske myndigheder, svenske virksomheder og den, som er bosat eller opholder sig fast i Sverige, må heller ikke drive sådan virksomhed i udlandet uden generel tilladelse.

Desuden stilles der som udgangspunkt krav om konkret tilladelse i hvert enkelt tilfælde for at svenske myndigheder, svenske virksomheder og den, som er bosat eller opholder sig fast i Sverige, kan ’tilhandahålla’ krigsmateriel, som befinder sig i udlandet, til nogen som ligeledes befinder sig i udlandet.

Begrebet »formidling« er ikke defineret nærmere i loven, men det fremgår af forarbejderne, at transport af krigsmateriel ikke er reguleret af krigsmaterielloven, og at der følgelig hverken kræves generel eller konkret tilladelse til transport af krigsmateriel.

Storbritannien

I Storbritannien har man med hjemmel i The Export Control Act fra 2002, afsnit 4 (‘Trade controls’) udarbejdet udkast til »Trade in Controlled Goods (Control) Order 200x«, der som ovennævnte »The [ Embargoed Destination ] (Sanctions) Order xxxx« har været i høring og forventes at træde i kraft ultimo 2003.

Udkastet indeholder blandt andet regler om handel med og formidling af militært og paramilitært udstyr mellem tredjelande.

Udkastet bestemmer, at det er forbudt uden tilladelse

1)   at erhverve eller afhænde eller påtage sig at erhverve eller afhænde nævnte udstyr,

2)   at arrangere eller forhandle eller påtage sig at arrangere eller forhandle en aftale om en sådan erhvervelse eller afhændelse, eller

3)   at foretage nogen handling eller påtage sig at foretage nogen handling, som er beregnet på at fremme foranstaltningen eller forhandlingen af en aftale om erhvervelse eller afhændelse af nævnte udstyr,

når man ved eller har grund til at tro, at erhvervelsen/afhændelsen eller aftalen herom vil eller kan resultere i, at udstyret flyttes fra ét tredjeland til et andet.

Forbuddet gælder (kun), hvis handlingen eller en del af handlingen er foretaget i Storbritannien og gælder ikke varer, der befinder sig i Storbritannien, medmindre de er i transit.

Det fremgår af bemærkningerne til udkastet, at punkt 1 er møntet på personer, der (på et tidspunkt i forløbet) har eller tilsigter at få ejerskab til det omhandlede udstyr, mens punkt 2 er møntet på mellemmænd/formidlere.

Det fremgår endvidere udtrykkeligt af udkastet, at punkt 2 og 3 ikke gælder personer, hvis eneste engagement i forhold til erhvervelsen/afhændelsen er at yde eller indvillige i at yde

a)   transport,

b)   finansiering eller finansielle ydelser,

c)   forsikring eller

d)   generel annoncering eller reklame.

I henhold til bemærkningerne til udkastet agter man ud over »standard individuelle tilladelser« og »åbne individuelle tilladelser« at udstede »åbne generelle handelstilladelser«, som vil dække handel mellem udvalgte lande med alle andre varer end torturudstyr, landminer, langtrækkende missiler og dele hertil. En sådan generel tilladelse vil i henhold til bemærkningerne omfatte handel mellem ethvert oprindelsesland (bortset fra Irak, Zimbabwe eller individer, som er omfattet af Al Qaida og Taliban sanktioner) og enhver destination i EU, USA, Canada, New Zealand, Australia, Japan, Norge eller Island samt handel fra sidstnævnte lande til enhver destination, som Storbritannien ikke er forpligtet til/har påtaget sig at afskære eller begrænse eksport til. Den generelle tilladelse vil dog ikke finde anvendelse, hvis indehaveren af tilladelsen ved eller af regeringen er blevet oplyst om, at den pågældende transaktion vil være i strid med enten eksport- eller importreglerne i henholdsvis eksport- og importlandet.

6.3. Sammenfatning

Kun to lande (Tyskland og Belgien) ud af de adspurgte (EU-landene, Norge, Canada og USA) har regulering af transport af våben mellem tredjelande. I Belgien er våbentransport omfattet af regler om våbenformidling, mens våbentransport i Tyskland er reguleret separat. En række af de øvrige lande har regler om våbenformidling, som ikke omfatter rene transportydelser.

7. Arbejdsgruppens overvejelser

I øjeblikket er transport af våben mellem tredjelande efter dansk ret kun begrænset af juridisk bindende FN-våbenembargoer i henhold til FN-Pagtens kapitel VII, som er implementeret i dansk ret ved kongelig anordning, jf. afsnit 2.3.1. Herudover kan der – forudsat at gældende regler om transport af farligt gods mv. er overholdt, jf. afsnit 2.5. – frit transporteres våben mellem tredjelande.

En regulering af området skal som minimum sikre, at de internationale forpligtelser, der påhviler Danmark, overholdes.

Nedenfor er beskrevet de overvejelser, som arbejdsgruppen har gjort sig vedrørende opfølgningen på de internationale våbenembargoer.

Endvidere er der redegjort for arbejdsgruppens overvejelser om de ændringer, der bør gennemføres i anledning af de krav, der følger af FN´s våbenprotokol.

Arbejdsgruppen har overvejet, om der herudover er behov for yderligere regulering af våbentransporter mellem tredjelande. Oplysningerne om omfanget af våbentransport mellem tredjelande med dansk deltagelse og oplysningerne om, hvorfra og hvortil transporterne går, er behæftet med en betydelig usikkerhed, jf. afsnit 4. I hvert fald for så vidt angår søtransport må der imidlertid antages at være tale om transport af et ikke ubetydeligt omfang.

En del af disse transporter må antages at vedrøre militært materiel, som enten det danske forsvar, Danmarks militære samarbejdspartnere eller evt. FN står bag. Sådanne transporter bør naturligvis fortsat uhindret kunne finde sted.

En række transporter må desuden antages at foregå til eller fra destinationer, hvor der i kraft af en eksport- og importkontrol, der er sammenlignelig med den danske, ikke er et påtrængende behov for en særskilt kontrol af transportleddet.

Tilbage står transporter, som enten sker uden eksport- eller importkontrol, fordi en sådan ikke gennemføres i de pågældende lande, eller sker efter en kontrolordning, der ikke lever op til de principper, som ligger til grund for dansk eksportkontrol. Spørgsmålet er, om der for disse transporters vedkommende er behov for yderligere regulering i dansk ret .

Arbejdsgruppen har ikke på det foreliggende grundlag fundet det muligt blot tilnærmelsesvist at skønne over omfanget af denne type transporter.

Sådanne transporter vil imidlertid fortsat kunne forekomme også efter en gennemførelse af de tiltag, der er nævnt i afsnit 7.1. vedrørende FN’s våbenprotokol og 7.2. vedrørende internationale våbenembargoer uden mulighed for dansk indgriben, medmindre der er tale om overtrædelse af en embargo. Arbejdsgruppen har derfor i afsnit 7.3. redegjort nærmere for, hvorledes en yderligere regulering af området kan tænkes udformet.

Ved afgørelsen af, om der bør etableres en sådan yderligere regulering, finder arbejdsgruppen det især væsentligt at pege på følgende momenter:

Det kan være forbundet med betydelige vanskeligheder at konstatere og efterforske ulovligheder, der er knyttet til handlinger, der foretages uden for Danmark, og muligheden for at foretage retsforfølgning kan af den grund tænkes at blive begrænset.

Endvidere er det næppe muligt at konstruere en ordning, der afværger alle muligheder for at unddrage sig dansk jurisdiktion ved hjælp af forskellige aftalekonstruktioner, valg af aktører mv.

Endelig vil en regulering, der ikke er gennemført internationalt, men alene indebærer forpligtelser for danske redere, være tyngende for erhvervet og kan tænkes at få en afsmittende effekt også på transport af andre varegrupper, jf. afsnit 7.3.3. Samtidig vil en dansk regulering have en meget begrænset effekt globalt set, idet transporterne må formodes fortsat at blive gennemført, blot af andre aktører.

Heroverfor kan navnlig anføres, at det for nogle transporters vedkommende vil kunne forekomme stødende, at transporten kan foretages med dansk deltagelse, uden at danske myndigheder har mulighed for at gribe ind. Desuden vil det med regulering være muligt for politiet at foretage en forebyggende indsats, ligesom der i en regulering ligger en væsentlig signalværdi, som må antages at føre til, at den almindelige reder vil afstå fra at have med sådanne transporter at gøre.

Afgørelsen af, om der på den baggrund bør søges gennemført en regulering udover, hvad der er beskrevet i afsnit 7.1. og 7.2. om FN’s våbenprotokol og internationale våbenembargoer, beror efter arbejdsgruppens opfattelse primært på en politisk stillingtagen til de anførte momenter. Arbejdsgruppen har derfor ikke fundet grundlag for at fremkomme med en anbefaling på dette punkt, men har begrænset sig til at skitsere de mulige modeller for en yderligere regulering, jf. afsnit 7.3.

Arbejdsgruppen har under hensyn til, at valget mellem de skitserede modeller primært beror på en politisk vurdering, heller ikke fundet grundlag for at pege på en af de nævnte modeller som den bedste. Arbejdsgruppen har begrænset sig til at konstatere, at den ene af de beskrevne modeller – tilladelsesmodellen – må antages at være så administrativt belastende, at værdien af ordningen ikke vil stå mål hermed.

7.1. FN’s våbenprotokol

FN´s våbenprotokol må antages at indebære en forpligtelse for de kontraherende parter, herunder Danmark, til – med de undtagelser der følger af artikel 4, stk. 2 – at gøre det strafbart at transportere skydevåben samt dele, komponenter og ammunition dertil mellem to fremmede lande, hvis der ikke foreligger de fornødne udførsels- og indførselstilladelser fra henholdsvis eksport- og importlandet, jf. afsnit 3.1.

Ved en regulering af våbentransportområdet bør der indføres bestemmelser, der gør det muligt at opfylde de forpligtelser, der følger af protokollen.

Transport, der sker som led i en uautoriseret overførsel (dvs. hvor de fornødne indførsels- og udførselstilladelser ikke foreligger) af skydevåben samt dele, komponenter og ammunition hertil, bør således kriminaliseres.

Våbenprotokollen forpligter alene til at kriminalisere transport som led i uautoriseret våbenoverførsel mellem lande, som har tiltrådt våbenprotokollen. Arbejdsgruppen finder det imidlertid uhensigtsmæssigt at lade udstrækningen af kriminaliseringen afhænge af, hvilke lande der til enhver tid har tiltrådt protokollen. Det er således arbejdsgruppens opfattelse, at kriminaliseringen bør gælde transport mellem alle lande.

Våbenprotokollen forpligter endvidere alene de kontraherende parter til at kriminalisere forsætlige handlinger. Som det også fremgår af afsnit 7.5.4. finder arbejdsgruppen imidlertid ikke grundlag for at fravige det almindelige udgangspunkt i dansk ret om, at særlovsovertrædelser kan straffes ved såvel forsætlig som uagtsom overtrædelse.

Arbejdsgruppen har overvejet, om kriminaliseringen bør udstrækkes til at omfatte alle de typer våben mv., som efter gældende ret er omfattet af kravet om eksporttilladelse, jf. våbenlovens § 6.

Mod en sådan udvidelse taler navnlig, at danske transportører derved pålægges en byrde, som (de fleste) andre transportører ikke vil være underlagt med deraf følgende skadevirkning for konkurrenceevnen. Byrden herved må dog antages at være af begrænset omfang, da ansøgning om tilladelse til udførsel og indførsel foretages af henholdsvis eksportør og importør.

Endvidere stilles der ikke nødvendigvis krav om henholdsvis udførsels- og indførselstilladelse efter national ret i eksport- og importlandet, selv om det pågældende produkt er omfattet af den danske våbenlovs § 6, og det kan således være vanskeligt for transportøren at afklare, hvornår sådanne udførsels- og indførselstilladelser er fornødne.

I øvrigt må det antages, at en transportør som udgangspunkt relativt let kan konstatere, om det gods, som skal transporteres, består af skydevåben samt dele, komponenter og ammunition dertil, mens det kan være vanskeligt at bestemme rækkevidden af våbenlovens § 6, herunder hvornår et produkt kan anses for at være »materiel til land-, sø- eller luftkrig«.

For at lade alle våbentyper være omfattet taler, at man i alle tilfælde af transport af våben mv. mellem tredjelande får mulighed for fra dansk side at straffe/gribe ind over for den transportør, der medvirker til en efter udenlandsk ret ulovlig våbenoverførsel.

Afgørelsen af, om man bør udstrække kriminaliseringen til flere våbentyper, end hvad der følger af våbenprotokollen, beror således navnlig på en afvejning af et eventuelt ønske om intensiv kontrol over for hensynet til transportbranchen.

Det bemærkes dog, at en kriminalisering af transport af alle våben mv. omfattet af våbenlovens § 6 er et naturligt supplement til den såkaldte kombinationsmodel, jf. afsnit 7.3.2. Denne model indebærer, at det som udgangspunkt kræver tilladelse at transportere våben. Transport til og fra en række undtages imidlertid fra kravet om tilladelse under hensyn til disse landes betryggende våbenkontrolsystemer. Hvis man ikke kriminaliserer transport af alle våben mv. omfattet af våbenlovens § 6 i tilfælde, hvor der ikke foreligger de fornødne eksport-/importtilladelser, kan en dansk transportør uden at risikere straf efter danske regler deltage i en ulovlig udførsel (dvs. uden at eksportøren har indhentet fornøden eksporttilladelse og dermed uden at våbnene har været underkastet den i kombinationsmodellen forudsatte eksportkontrol i eksportlandet) af andre våben en skydevåben mv. fra lande, som er undtaget fra kravet om dansk transporttilladelse.

7.2. Internationale våbenembargoer

På nuværende tidspunkt er det alene strafbart at transportere våben til lande, der er omfattet af en juridisk bindende FN-embargo, som er vedtaget i henhold til FN-Pagtens kapitel VII, og som er implementeret i dansk ret ved kongelig anordning.

Der synes ikke på nuværende tidspunkt at gælde andre internationale våbenembargoer, som forpligter Danmark til at forbyde rene trans­port­ydel­ser. Ikke desto mindre bør der efter arbejdsgruppens opfattelse ved en regulering af våbentransportområdet som minimum indføres bestemmelser, der gør det muligt at håndhæve eventuelle fremtidige transportforbud i andre internationale embargoer, som Danmark er juridisk forpligtet til at efterleve (dvs. EU-embargoer).

Arbejdsgruppen finder i øvrigt ikke grundlag for at skelne mellem juridisk og politisk forpligtende embargoer og heller ikke mellem embargoer, der udtrykkeligt indeholder forbud mod transport, og embargoer, der efter ordlyden alene forbyder eksport eller lignende.

Det er således arbejdsgruppens opfattelse, at ny regulering af våbentransport bør indeholde forbud mod – eller hjemmel til at nægte eller udstede forbud mod – transport af våben til ethvert land, som er omfattet af enten en FN-, EU- eller OSCE-embargo.

7.3. Mulige modeller for regulering af våbentransport mellem tredjelande

Der er som udgangspunkt to muligheder for regulering af våbentransport. Den første mulighed er ’forbudsmodellen’, hvor man forbyder transport af våben til en række nærmere angivne lande (som minimum de lande, som er omfattet af en international våbenembargo), og hvor transport til andre lande frit kan foretages. Den anden mulighed er ’tilladelsesmodellen’, hvor transport af våben mellem tredjelande som udgangspunkt forudsætter en tilladelse.

Der er herudover en i princippet uendelig række af variationsmuligheder: De to modeller kan kombineres, således at der nedlægges ubetinget forbud mod transport til visse lande, mens der kan transporteres våben til andre lande efter tilladelse. Man kan lade transport til og/eller fra nogle lande være undtaget fra kravet om tilladelse. Man kan operere med konkrete tilladelser (til hver enkelt transport) og/eller generelle transporttilladelser, der enten kan give adgang til ubegrænset transport (af enhver type våben til ethvert land) eller til transport mellem visse lande og/eller af visse våbentyper.

Nedenfor gennemgås henholdsvis forbudsmodellen, tilladelsesmodellen og en kombinationsmodel nærmere. Det er forudsat, at alle modeller skal kombineres med et forbud mod transporter af skydevåben mv. mellem tredjelande, når der ikke foreligger de fornødne eksport – og importtilladelser fra henholdsvis eksport- og importlandet, jf. afsnit 7.1. I øvrigt opfylder alle tre modeller arbejdsgruppens anbefaling i afsnit 7.2. af et forbud mod transport til alle lande, der er omfattet af enten en FN-, EU- eller OSCE-våbenembargo – enten ved et udtrykkeligt forbud eller ved et forbud mod at transportere uden en tilladelse, som ikke vil kunne opnås, hvis modtagerlandet er omfattet af en våbenembargo.

7.3.1. Forbudsmodellen

Forbudsmodellen indebærer, at transport af våben til en række nærmere angivne lande forbydes. Alle lande, som er omfattet af en international våbenembargo, skal være omfattet af forbuddet. Det er tanken, at forbudslandene skal oplistes ved en bekendtgørelse, som kan revideres løbende i takt med ophævelser og vedtagelser af internationale våbenembargoer.

Forbuddet kan eventuelt ud fra hensynet til Danmarks aftaler eller samarbejde med udlandet udstrækkes til enkelte andre lande. Forbudslisten kan derimod ikke omfatte samtlige lande, hvortil myndighederne ville afslå at give udførsels tilladelse. Dette skyldes, at ansøgninger om udførselstilladelser vurderes konkret ud fra den aktuelle situation i det pågældende land, den pågældende modtager i landet, de pågældende våbens art mv.

Da det ikke ganske kan udelukkes, at der – uanset den i afsnit 7.7. foreslåede undtagelse vedrørende visse transporter til danske og udenlandske militære styrker – under ganske særlige omstændigheder kan opstå behov for at give dispensation fra forbuddet, bør der skabes en hjemmel hertil.

Der kan frit – dvs. uden indhentelse af nogen form for tilladelse – transporteres våben til lande, som ikke er omfattet af forbuddet.

Fordelene ved denne model er, at

–   den er enkel, overskuelig og kræver få ressourcer at administrere hos såvel myndigheder som transportører,

–   danske transportørers konkurrenceevne bringes ikke i fare ved at pålægge dem at indhente transporttilladelser, mens de fleste udenlandske transportører kan operere uden, og

–   man undgår, at én og samme våbenoverførsel både vurderes af eksportlandets myndigheder som led i eksport kontrol og af de danske myndigheder som led i transport kontrol.

Ulempen ved modellen er, at man får en situation, hvor der frit kan transporteres våben til lande, hvortil myndighederne efter en konkret vurdering muligvis ville afslå at give tilladelse til våben eksport .

7.3.2. Tilladelsesmodellen

Tilladelsesmodellen i ’ren’ form indebærer, at transport af våben mellem to fremmede lande kræver tilladelse i hvert enkelt tilfælde. Det er i givet fald mest nærliggende at vurdere en ansøgning om transport ud fra de samme kriterier, som anvendes ved vurderinger af ansøgninger om udførselstilladelser.

Fordelen ved tilladelsesmodellen er, at man opnår fuld parallelitet til den gældende eksportkontrolordning, og at man således ikke lovligt vil kunne transportere våben til destinationer, hvortil man under tilsvarende omstændigheder ikke ville have kunnet opnå eksporttilladelse.

Ulemper ved modellen er, at

–   den kan indebære betydelige administrative byrder for såvel myndigheder som transportører,

–   det er vanskeligt for transportørerne at vide, hvornår det er relevant at søge om tilladelse, da de i henhold Danmarks Rederiforenings notat af 6. juni 2003, jf. afsnit 6.3.4., ikke altid har fuldt kendskab til det specifikke indhold af lasten,

–   den indebærer risiko for alvorligt forringet konkurrenceevne for danske transportører, idet de skal indhente transporttilladelser efter en tidskrævende procedure, mens de fleste udenlandske transportører kan operere uden,

–   én og samme våbenoverførsel vil i mange tilfælde blive vurderet af såvel eksportlandets myndigheder som led i eksport kontrol som af de danske myndigheder som led i transport kontrol.

7.3.3. Kombinationsmodellen

Forbuds- og tilladelsesmodellerne kan kombineres og modificeres på mange måder. En kombinationsmodel kan tænkes udformet sådan, at

–   våbentransport til en række nærmere angivne lande (»de røde lande«) er forbudt,

–   våbentransport til og fra en række nærmere angivne lande (»de grønne lande«) kan foretages uden nogen form for tilladelse, og

–   transport til restgruppen af lande (»de gule lande«) kræver tilladelse i hvert enkelt tilfælde på samme måde som i tilladelsesmodellen.

De »røde« lande tænkes afgrænset på samme måde som i forbudsmodellen.

Afgrænsningen af, hvilke lande der kan anses for »grønne« afhænger af, hvor intensiv en kontrol man vil have. Grundtanken bør formentlig være, at lande, som er acceptable destinationer for våbentransporter, og som samtidig har et betryggende eksportkontrolsystem, kan anses for omfattet. Det er imidlertid ikke administrativt muligt at foretage og til enhver tid ajourføre en vurdering af alle verdens landes eventuelle eksportkontrolsystemer.

Afgrænsningen af »de grønne lande« er således vanskelig, men man kunne f.eks. afgrænse listen til EU eller EU+NATO eller EU+NATO+OECD, hvorimod arbejdsgruppen på baggrund af kendskabet til eksportkontrolpraksis i visse Wassenaar-lande ikke finder fuldt tilstrækkeligt grundlag for at anse medlemskab af Wassenaar Arrangementet for i sig selv at kvalificere til en plads på den »grønne« liste. En liste over medlemmer af EU, NATO, OECD og Wassenaar Arrangementet findes i underbilag 3. »De grønne lande« skal i øvrigt ikke nødvendigvis defineres institutionelt, og der kan således sagtens gøres tilføjelser eller undtagelser fra ovennævnte afgrænsninger.

Det er tanken, at såvel den »røde« som den »grønne« liste skal fastsættes ved bekendtgørelse og dermed løbende skal kunne revideres. Hvis der i praksis måtte vise sig et stort praktisk behov for at kunne transportere våben mv. til bestemte lande, som ikke i første omgang er omfattet af listen over »grønne« lande, kan der således foretages en konkret evaluering af vedkommende landes eksportkontrolsystemer med henblik på en afgørelse af, om optagelse på listen kan ske. Under alle omstændigheder kan det ikke undgås, at nogle lande i visse tilfælde vil vurdere en ansøgning om eksporttilladelse anderledes, end de danske myndigheder ville have gjort. Fordelen ved den ’rene’ tilladelsesmodel – at der ikke kan transporteres våben til et land, hvis de danske myndigheder ikke ville have givet tilladelse til udførsel af samme våben til samme land – vil således blive modificeret i kombinationsmodellen.

Kombinationsmodellen vil i øvrigt i et vist omfang indebære de samme ulemper som den rene tilladelsesmodel, herunder navnlig administrative byrder for såvel myndigheder som transportører, risiko for alvorlig forringet konkurrenceevne for danske transportører og dobbeltkontrol foretaget af henholdsvis myndigheder i udlandet og myndighederne i Danmark.

Navnlig de tilfælde, hvor overførslen af våben både vurderes af eksportlandets myndigheder som led i en (betryggende) eksportkontrol og af de danske myndigheder som led i transportkontrol, vil blive begrænset.

For så vidt angår risikoen for forringet konkurrenceevne for danske transportører bemærkes, at kombinationsmodellen i henhold til Danmarks Rederiforenings nedenfor citerede notat af 6. juni 2003 synes at indebære, at en meget stor del af våbentransporten med danske skibe vil være undtaget fra kravet om tilladelse – i hvert fald hvis »den grønne liste« udstrækkes til hele OECD-kredsen. Rederiforeningen frygter imidlertid, at udenlandske befragtere generelt vil fravælge danske transportører, hvis der ved blot en del af transportopgaverne er risiko for forsinkelse ved indhentelse af transporttilladelse.

7.3.4. Bemærkninger fra Danmarks Rederiforening og SiD

Danmarks Rederiforening har i notat af 6. juni 2003 fremsat følgende skriftlige bemærkninger til spørgsmålet om regulering af våbentransport:

»Det er vigtigt at være opmærksom på, at disse [ våben ] transporter, der hovedsageligt udføres for regeringer eller regeringsorganer, ikke mindst af militærfortrolige årsager ikke er kendt i detaljer af transportøren/rederiet, hvorfor man ikke ved, om der er tale om våben eller ej. Det gælder både containere og lastbiltrailere mv., hvor blot IMO-fareklassen oplyses til rederiet. Som eksempel kan nævnes, at et konkret rederi aktuelt har en to-årig kontrakt med det danske forsvar, og under denne kontrakt flyttes de køretøjer, trailere og udstyr, som der anmodes om, uden at rederiet nødvendigvis ved, om der er tale om våben eller andre forsyninger.

Det er i øvrigt ikke muligt at gennemføre en transport af våben, uden at der er tale om en afskiber, dvs. regering eller producent, der er godkendt under eksporttilladelsessystemet. Dette gælder f.eks. en typisk afskibning fra våben- og ammunitionsproducenter i USA, UK, Frankrig eller Italien. Der er endvidere kontrol i næsten alle transitsteder, det være sig kanaler eller havne, ligesom der endelig er importkontrollen i modtagerlandene.

…

Det afgørende for rederierne i forbindelse med regler om transport er, at det sjældent er klart, hvilke varer der defineres som sådanne, og at rederierne af regeringerne rent faktisk sjældent gives oplysningerne om, i hvilket omfang, der er tale om våben. Dansk skibsfart lever ikke af sejlads med våben, men de indirekte effekter af bureaukratiske godkendelsesregler vil være, at rederierne, uanset varens karakter, fravælges som transportører af disse regeringer, fordi der for forskellige varekategorier er risiko for, at der opstår forsinkelser ved indhentning af yderligere tilladelser end indeholdt i eksporttilladelserne. Hertil kommer yderligere, at afskiberne ikke vil finde det acceptabelt at skulle vælge forskellige transportører afhængig af destinationslandet, som ligger ud over internationale boykotter.

I det omfang der indføres strammere regler for våbentransporter, er det som tidligere oplyst Rederiforeningens opfattelse, at et enkelt og gennemsigtigt forbudssystem er at foretrække. Der er i øjeblikket et dusin lande på FN’s og EU’s forbudsliste, og en fuld dansk implementering, der tager udgangspunkt heri, vil være administrerbar for erhvervet og samtidig ikke indebære de alvorlige indirekte effekter af godkendelsesprocedurer, der mere generelt får afskibere til på forhånd at fravælge dansk flag. Ensidige danske lister vil derimod skabe problemer for såvel store som små rederier…«

SiD har i brev af 2. september 2003 anført følgende:

»Specialarbejderforbundets interesse i spørgsmålet om transport af våben på danske skibe skal ses i lyset af hensynet til sikkerheden for de søfarende og danske skibe.

Set hen over de sidste to årtier har danske skibe under udøvelse af våbentransport ved adskillige lejligheder bragt besætningers sikkerhed i fare, og i gentagne tilfælde har skibe og besætningsmedlemmer været tilbageholdt, fængslet og tiltalt af fremmede myndigheder. Dette skyldes ikke mindst, at et meget stort antal transporter har været udført i strid med fremmede landes regler og/eller interesser.

Vi vil heller ikke undlade at bemærke, at mange transporter er foregået i strid med dansk udenrigspolitik, og at det ikke kan udelukkes, at organisationer, der udøver terrorvirksomhed, har benyttet danske skibe som transportled.

Specialarbejderforbundet har ved gentagne lejligheder påpeget det uhensigtsmæssige i, at der ingen regler har været gældende for transportleddet, når der ses bort fra ganske få undtagelser. Specialarbejderforbundet vil påpege, at vi anser langt de fleste våbentransporter som ukomplicerede, men vi finder til gengæld, at der også foretages transporter, der i høj grad bør påkalde sig myndighedernes opmærksomhed.

I forbindelse med transporterne finder SiD, at det vigtigste er, at der forefindes et rapporteringssystem, således at danske myndigheder er bekendt med en transports eksistens, samt at det er muligt for både reder og myndigheder at identificere den endelige afskiber og modtager.

Specialarbejderforbundet anser derfor, at [ tilladelses ] modellen i »ren« form vil være at foretrække. Vi mener ikke, at en sådan løsning vil være vanskelig at administrere for rederierne, idet sådanne transporter vil være tilrettelagt og planlagt med en tidshorisont, således at en tilladelse ville kunne blive ekspederet.

Vi ønsker at påpege, at der fra både EU-lande, NATO-lande og OECD-lande har fundet transporter sted til krigsførende magter, undertrykkende regimer, private våbenhandlere, organisationer etc. På trods af officiel restriktiv lovgivning. Fra en række havnebyer i ovennævnte lande er våben ligeledes ved hjælp af frihavnsstatus eller manglende kontrol blevet udskibet i massivt omfang.

Specialarbejderforbundet finder derfor ikke, at »kombinationsmodellen« vil kunne indebære det nødvendige element af sikkerhed for besætningen. Skulle kombinationsmodellen anvendes, opfordrer vi til, at kun de lande, som Danmark med stor sikkerhed ved udøver den nødvendige kontrol, bliver optaget på listen.«

7.3.5 Konklusion

Efter arbejdsgruppens opfattelse må en ren tilladelsesmodel frarådes, da den må forventes blive meget tung at administrere, og i mange tilfælde kun vil have meget begrænset merværdi i forhold til våbeneksportkontrollen i det land, hvorfra våbnene transporteres. En sådan ordning vil endvidere indebære stor risiko for at skade danske transportørers konkurrenceevne.

Valget mellem en forbudsordning og en kombinationsordning må efter arbejdsgruppens opfattelse bero på en politisk afvejning af fordele og ulemper ved de to modeller. Arbejdsgruppen finder derfor ikke grundlag for at anbefale den ene model frem for den anden.

7.4. Afgrænsning af våbentransport og våbenformidling

Med henblik på at sikre sammenhæng mellem de kommende regler om våbentransport og de regler, som arbejdsgruppen senere skal komme med forslag til med henblik på at implementere Rådets fælles holdning om våbenformidling, jf. afsnit 3.7., har arbejdsgruppen overvejet, hvorledes våbentransport og våbenformidling bør afgrænses overfor for hinanden.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at hverken transport af våben eller arrangering af transport af våben bør anses for våbenformidling. I det omfang der indføres krav om tilladelse til transport af våben mellem (visse) tredjelande, bør der således ikke tillige stilles krav om tilladelse til formidling af aftalen om samme transport.

7.5. Straffebestemmelsen

7.5.1. Den strafbare handling

Arbejdsgruppens har udarbejdet to alternative forslag til ændring af våbenloven, jf. afsnit 8. I det ene forslag (forbudsmodellen, jf. afsnit 7.3.1.) består den strafbare handling i at transportere våben mv. i strid med et forbud mod at transportere våben til visse lande. I det andet forslag (kombinationsmodellen, jf. afsnit 7.3.3.) består den strafbare handling i at transportere våben uden fornøden transporttilladelse. Endvidere forbydes det i begge modeller at transportere skydevåben mv. mellem lande, hvis der ikke foreligger de fornødne udførsels- og indførselstilladelser i henhold til lovgivningen i henholdsvis eksport- og importlandet.

Uanset hvilken model der vælges, vil den strafbare handling således bestå i at » transportere « våben. Såvel indgåelse af aftaler om transport, instruktion om indgåelse eller udførelse af sådanne aftaler som fysisk gennemførelse af transport vil være omfattet heraf.

Efter arbejdsgruppens opfattelse bør de foreslåede regler have universel gyldighed, så en våbentransportør er forpligtet til at iagttage bestemmelsen, uanset om der anvendes dansk registrerede fly/skibe eller andre transportmidler, og uanset om transporten i øvrigt kan henføres til det danske territorium eller ej.

Det skal dog fremhæves, at reglernes rækkevidde begrænses af reglerne om dansk straffemyndighed, jf. nærmere herom afsnit 7.5.3.

De foreslåede regler i kombinationsmodellen indebærer, at også udenlandske flyselskaber/rederier, der råder over danske fly/skibe, i visse tilfælde skal indhente tilladelse fra de danske myndigheder for at kunne transportere våben med disse fly/skibe. Efter arbejdsgruppens opfattelse kan der stilles spørgsmålstegn ved rimeligheden og hensigtsmæssigheden heraf, og en sådan ordning vil måske forringe danske flyselskabers/rederiers mulighed for at udleje/udchartre danske fly/skibe. Hvis kombinationsmodellen vælges, kan arbejdsgruppen imidlertid ikke anbefale, at transport med danske fly/skibe, som er underlagt udenlandske flyselskabers/rederier, undtages fra dette krav. Grunden er, at en sådan undtagelse vil indebære risiko for omgåelse af kravet om tilladelse ved hjælp af forskellige aftalekonstruktioner med udenlandske flyselskaber/rederier. I stedet må det være op til anklagemyndigheden at vurdere, om en straffesag vil kunne gennemføres i Danmark.

Arbejdsgruppen finder i øvrigt ikke grund til at undtage danske fly og skibe, som er underlagt udenlandske transportfirmaer, fra et eventuelt forbud mod transport af våben mv. til visse lande (jf. forbudsmodellen) eller et eventuelt krav om, at de fornødne tilladelser til udførsel og indførsel skal foreligge vedrørende skydevåben mv. (jf. såvel forbudsmodellen som kombinationsmodellen). Det bemærkes herved, at nævnte forbud og nævnte krav er begrundet i henholdsvis internationale våbenembargoer og FN’s våbenprotokol.

7.5.2. Strafsubjektet

Det må antages, at en transportaftale typisk indgås af en anden end den, der fysisk udfører transporten. Det vil primært være transportfirmaet, der i forbindelse med aftaleindgåelsen – med kendskab til lastens indhold og destinationen – har mulighed for at sikre sig, at de fornødne tilladelser foreligger, eller at transporten ikke går til et forbudt (embargobelagt) land. Den økonomiske interesse i at gennemføre aftalen må desuden formodes primært at være transportfirmaets.

Selv om skibsføreren efter gældende regler formelt står med ansvaret for opbevaringen mv. af godset under transporten, vil denne i nogle tilfælde kun have et begrænset kendskab til lastens nærmere indhold og typisk opnå dette kendskab senere end rederiet, som har indgået fragtaftalen. Tilsvarende må i endnu højere grad antages at gælde for piloten eller chaufføren. Skibsføreren vil dog i nogle tilfælde have et indgående kendskab til lasten og kan eventuelt have indgået fragtaftalen på rederiets vegne. Endvidere vil der være særlig anledning til at være opmærksom på den, der fysisk udfører transporten, i situationer, hvor transporten går til et embargobelagt land.

Arbejdsgruppen har på den baggrund ikke fundet grundlag for at udforme regler i lighed med dem, der var indeholdt i lovforslaget fra 1987, hvorefter den hovedansvarlige var henholdsvis skibsføreren eller piloten.

Afgørelsen af, hvem der kan straffes for transporten, må i stedet afgøres på grundlag af en konkret vurdering af, hvem der efter almindelige strafferetlige principper må anses for ansvarlig herfor, dels som hovedansvarlig, dels som medvirkende.

7.5.3. Dansk jurisdiktion (straffemyndighed)

Justitsministeriet har nedsat det såkaldte jurisdiktionsudvalg, som har til opgave at vurdere, hvorvidt der er behov for at foretage ændringer i dansk rets almindelige bestemmelser om straffemyndighed, herunder hvorvidt der eventuelt kan være anledning til i et vist yderligere omfang at fravige princippet om dobbelt strafbarhed i forhold til, hvad der følger af de gældende regler om dansk straffemyndighed.

Arbejdsgruppen har på den baggrund ikke fundet anledning til at overveje, om der kan være behov for en udvidelse af jurisdiktionsbestemmelserne og har ved overvejelserne om, hvad der bør kunne straffes for, taget udgangspunkt i de eksisterende bestemmelser om jurisdiktion.

Udstrækningen af den danske jurisdiktionskompetence er nærmere beskrevet i afsnit 2.4. Det følger heraf, at der er dansk straffemyndighed for handlinger begået i den danske stat eller på dansk indregistreret skib eller fly. Handlinger, der uden for det danske territorium begås på eller med andre transportmidler, er endvidere omfattet af dansk straffemyndighed, hvis handlingen er begået af en person med dansk statsborgerskab eller bopæl i Danmark og handlingen enten er strafbar både efter gerningsstedets lov og dansk lov (princippet om dobbelt strafbarhed) eller er begået uden for folkeretligt anerkendt statsområde og vil kunne medføre højere straf end fængsel i 4 måneder.

Endelig er der i visse tilfælde dansk straffemyndighed, uanset hvor handlingen er foretaget, og hvor gerningsmanden hører hjemme, bl.a. når handlingen er omfattet af en mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at foretage retsforfølgning.

Gennemførelse af våbentransport må antages ofte at foregå i en juridisk persons regi. Som omtalt under afsnit 2.4. anses lovovertrædelser, der foretages inden for rammerne af en juridisk person, i retspraksis for foretaget dér, hvor den ansatte begår den handling eller undladelse, der udløser selskabsansvaret. Hvis overtrædelsen skyldes tilregnelige forhold, der kan henføres til den juridiske persons hjemsted – eksempelvis manglende eller urigtig instruktion af den ansatte – kan gerningsstedet formentlig tillige anses for at være dér, hvor den juridiske person har hjemsted.

På den baggrund har arbejdsgruppen forudsat, at gerningsstedet for ulovlig våbentransport er både dér, hvor transporten fysisk udføres, og dér, hvor den ansvarlige juridiske person har hjemsted, forudsat at transportaftalen er indgået på hjemstedet, eller der fra hjemstedet er givet instruktioner om aftalens indgåelse og/eller transportens udførelse. Dette er uafhængigt af, om forbuds- eller kombinationsmodellen vælges.

Med den foreslåede straffebestemmelse og de gældende jurisdiktionsregler vil der herefter være dansk straffemyndighed efter straffelovens § 6 (territorialprincippet) for ulovlige våbentransport mellem tredjelande i følgende situationer:

•   Transporten er foranstaltet af et transportfirma i Danmark, uanset hvilket transportmiddel, der anvendes.

•   Transporten udføres med et dansk registreret fly eller skib, uanset hvor transportaftalen er indgået, eller hvorfra instruktion om transportens gennemførelse er givet.

Der vil derimod ikke være dansk straffemyndighed efter straffelovens § 6 i følgende situation, hvor der ikke begås nogen handling på dansk territorium i relation til transporten:

•   Transporten er foranstaltet af et transportfirma i udlandet, eventuelt en udenlandsk filial af et dansk transportfirma, og transporten gennemføres med andre transportmidler end dansk registrerede fly/skibe.

Hvis transporten foranstaltes eller udføres af en person med dansk statsborgerskab eller fast bopæl i Danmark eller af en person med indfødsret eller bopæl i et andet nordisk land, som opholder sig i Danmark, kan der imidlertid være dansk straffemyndighed efter straffelovens § 7, stk. 1 eller 2, jf. ovenfor.

7.5.4. Tilregnelse

Det er det almindelige udgangspunkt, at særlovsovertrædelser kan straffes såvel ved forsætlig som uagtsom overtrædelse, og arbejdsgruppen finder ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt.

I henhold til lovforslaget fra 1987 om en tilladelsesordning for våbentransport med de af Retsudvalget foreslåede ændringer fra 1989, jf. afsnit 5., skulle overtrædelser, der skyldtes uagtsomhed, kun straffes, hvis lastens indhold fremgik af transportdokumenterne, eller hvis særlige omstændigheder burde have givet anledning til mistanke om, at lasten indeholdt våben og krigsmateriel omfattet af loven.

Formålet med denne bestemmelse var at fritage transportører af containere for den praktisk umulige opgave at kontrollere samtlige containeres indhold inden transporten. Arbejdsgruppen kan tiltræde denne præcisering af den strafbare uagtsomhed.

7.5.5. Strafferamme

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at strafferammen for overtrædelse af forbud mod transport af våben mellem tredjelande bør være den samme som strafferammen vedrørende overtrædelse af våbenlovens gældende forbud mod at udføre våben uden tilladelse. Det vil med andre ord sige bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år, jf. våbenlovens § 10, stk. 1.

Dette gælder, uanset om der bliver tale om forbud mod transport af våben mellem tredjelande uden de fornødne eksport- og importtilladelser fra henholdsvis eksport- og importlandet, jf. FN’s våbenprotokol, transportforbud begrundet i en international våbenembargo og/eller forbud mod våbentransport mellem tredjelande uden dansk transporttilladelse.

Det bemærkes, at dette for så vidt angår de internationale våbenembargoer vil indebære, at transport af våben til lande, der alene er underlagt en EU- eller OSCE-embargo højst kan straffes med 2 års fængsel, mens transport af våben til et land, der er underlagt en FN-embargo, som er implementeret i dansk ret ved kongelig anordning, tillige vil være omfattet af straffelovens § 110 c, stk. 2, hvor strafferammen under skærpende omstændigheder går op til 4 års fængsel.

Dette forhold svarer imidlertid til den nuværende situation vedrørende eksport af våben fra Danmark til embargobelagte lande, hvor eksport til et land omfattet af en EU- eller OSCE-embargo alene vil kunne straffes efter våbenloven (som en overtrædelse af forbuddet mod at eksportere våben uden tilladelse), mens eksport af våben til et land omfattet af en FN-embargo, der er implementeret ved kongelig anordning, kan straffes efter straffelovens § 110 c, stk. 2.

7.6. Hvilke våben

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at de våben, som i givet fald skal omfattes af regler om forbud mod våbentransport til visse lande og/eller krav om tilladelse til våbentransport mellem visse lande, bør svare til anvendelsesområdet for våbenlovens § 6, stk. 1, om udførsel af våben mv. fra Danmark. Eventuelle senere ændringer af våbenlovens § 6, stk. 1, vil dermed få afsmittende effekt på våbentransportordningen.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvilke våben der bør være omfattet af kravet om, at der foreligger de fornødne udførsels- og indførselstilladelser fra henholdsvis eksport- og importlandet, henvises til afsnit 7.1.

I henhold til våbenlovens § 6, stk. 1, nr. 1 og 2, er jagtvåben samt ammunition hertil undtaget fra lovens forbud mod udførsel uden tilladelse. Våbenlovens § 6, stk. 2, bemyndiger imidlertid Justitsministeren til at udstede forbud mod, at der udføres våben og ammunition af nogen art. Bemyndigelsen er udnyttet i våbenbekendtgørelsen § 27, der inddrager jagtvåben og ammunition under forbuddet mod udførsel uden tilladelse.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at Justitsministeriet ligeledes bør bemyndiges til at lade reguleringen af våbentransporter omfatte våben og ammunition af enhver art.

7.7. Undtagelser vedrørende militære styrker mv.

Forbuddet i våbenlovens § 6, stk. 1, mod udførsel af våben uden tilladelse gælder efter § 8, stk. 2, 1. pkt., ikke for militære styrker og militært personel som led i den militære tjenesteudøvelse.

Undtagelsens rækkevidde er i forarbejderne til lov nr. 363 af 2. juni 1999 om ændring af lov om våben og eksplosivstoffer nærmere beskrevet således:

»…Efter fast praksis gælder kravet om udførselstilladelse imidlertid ikke for udførsel af udrustning og materiel, der medbringes (udføres eller genudføres) af danske eller udenlandske NATO-styrker eller sendes særskilt til brug for disse. Det forudsættes herved, at det for så vidt angår danske styrker drejer sig om udrustning og materiel, der med Forsvarsministeriets godkendelse medbringes eller sendes til brug under øvelse eller lignende i udlandet, og som – med undtagelse af bortskudt ammunition – genindføres her til landet, uden at det under styrkernes ophold i udlandet overlades til andre. For så vidt angår udenlandske styrker forudsættes, at udførslen kun omfatter udrustning og materiel, der med Forsvarsministeriets godkendelse er bragt her til landet af de nævnte styrker eller særskilt er sendt til disse under deres ophold her i landet.

Justitsministeriet foreslår, at det formelt medtages i loven, at der ikke skal indhentes udførselstilladelse i henhold til våben- og eksplosivstoflovens § 6, stk. 1, når udførslen vedrører militære styrker og militært personel som led i den militære tjenesteudøvelse.

Dette medfører, at der ikke skal indhentes tilladelse til udførsel af udrustning og materiel, der udføres eller genudføres af danske eller udenlandske NATO-styrker, eller når udrustning og materiel sendes særskilt til brug for disse. Tilsvarende bør efter Justitsministeriets opfattelse også gælde i relation til f.eks. Partnerskab for Fred samt OSCE- og FN-opgaver.«

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at militære styrker og militært personel på lignende måde bør have adgang til at transportere våben mellem tredjelande som led i den militære tjenesteudøvelse uden tilladelse, dispensation, eller opfyldelse af krav om eksport- og importtilladelse fra henholdsvis eksport- og importlandet. Det forudsættes herved, at det for så vidt angår udrustning og materiel, som transporteres af eller særskilt til brug for danske styrker, drejer sig om udrustning og materiel, der med Forsvarsministeriets godkendelse medbringes eller sendes til brug under øvelse eller operationer eller lignende. For så vidt angår udenlandske styrker forudsættes, at der er tale om regulære styrker, der kommer fra allierede, koalitionspartnere eller på anden måde indgår i operationer, som Danmark har været med til at godkende eller har undladt at stemme imod.

Det bemærkes, at en sådan undtagelse må antages at være i overensstemmelse med artikel 4, stk. 2, i FN’s våbenprotokol, jf. afsnit 3.1.

8. Udkast til lovforslag

Som anført i afsnit 7.3.4. finder arbejdsgruppen, at valget mellem en forbudsmodel og en tilladelsesmodel må bero på en politisk afvejning af fordele og ulemper ved de forskellige modeller, hvorfor arbejdsgruppen har afholdt sig fra at pege på én model frem for en anden. På den baggrund følger nedenfor to alternative udkast til lovforslag, hvor henholdsvis forbudsmodellen og kombinationsmodellen integreres med de øvrige anbefalinger i rapporten.

8.1. Forbudsmodellen

I våbenloven indsættes som ny paragraf:

§ 7 a. ¹⁴⁾  Justitsministeren kan efter forhandling med udenrigsministeren forbyde transport af de i § 6, stk. 1, nævnte våben mv. mellem tredjelande, når der er tale om nærmere bestemte modtagerlande. Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan dog under ganske særlige omstændigheder give dispensation fra dette forbud.

Stk. 2. ¹⁵⁾  Det er forbudt at transportere skydevåben samt dele, komponenter og ammunition dertil mellem tredjelande, hvis der ikke fra de kompetente myndigheder i afsender- og modtagerlandet foreligger de efter lovgivningen i vedkommende lande fornødne tilladelser til henholdsvis udførsel og indførsel.

Stk. 3. ¹⁶⁾  Justitsministeren kan bestemme, at stk. 1-2 skal gælde våben af enhver art.

Våbenlovens § 8, stk. 2 ændres til følgende ordlyd (ændringer markeret med fed):

Stk. 2. ¹⁷⁾  § 6, stk. 1, og § 7 a gælder ikke for militære styrker og militært personel som led i den militære tjenesteudøvelse. § 6, stk. 1, gælder endvidere ikke militære myndigheders midlertidige udførsel af udrustning og materiel med henblik på reparation og vedligeholdelse.

Våbenlovens § 10, stk. 1, ændres til følgende ordlyd (ændringer markeret med fed):

Stk. 1. ¹⁸⁾  Med bøde, fængsel i op til 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år straffes den, der overtræder §§ 1-2 a, § 2 c, § 2 d, § 5, § 6, stk. 1, [ … ] § 7 og § 7 a, stk. 2 . På samme måde straffes den, der overtræder regler udstedt i medfør af § 7 a, stk. 1.

8.2. Kombinationsmodellen ¹⁹⁾

I våbenloven indsættes som ny paragraf:

§ 7 a. Det er forbudt uden tilladelse fra justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, at transportere de i § 6, stk. 1, nævnte våben mv. mellem tredjelande, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om udstedelse af tilladelser efter stk. 1. Justitsministeren kan herved efter forhandling med udenrigsministeren bestemme, at transport til og fra nærmere bestemte lande kan ske uden tilladelse efter stk. 1.

Stk. 3. ²⁰⁾  Det er forbudt at transportere skydevåben samt dele, komponenter og ammunition dertil mellem tredjelande, hvis der ikke fra de kompetente myndigheder i afsender- og modtagerlandet foreligger de efter lovgivningen i vedkommende lande fornødne tilladelser til henholdsvis udførsel og indførsel.

Stk. 4. ²¹⁾  Justitsministeren kan bestemme, at stk. 1 og 3 skal gælde våben af enhver art.

Våbenlovens § 8, stk. 2 ændres til følgende ordlyd (ændringer markeret med fed):

Stk. 2. ²²⁾   § 6, stk. 1, og § 7 a gælder ikke for militære styrker og militært personel som led i den militære tjenesteudøvelse. § 6, stk. 1, gælder endvidere ikke militære myndigheders midlertidige udførsel af udrustning og materiel med henblik på reparation og vedligeholdelse.

Våbenlovens § 10, stk. 1, ændres til følgende ordlyd (ændringer markeret med fed):

Stk. 1. ²³⁾  Med bøde, fængsel i op til 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år straffes den, der overtræder §§ 1-2 a, § 2 c, § 2 d, § 5, § 6, stk. 1, [ … ] § 7 og § 7 a, stk. 1 og 4 .

---

¹⁾ Bekendtgørelse nr. 67 af 26. januar 2000 af lov om våben og eksplosivstoffer.

²⁾ Bekendtgørelse nr. 66 af 26. januar 2000 om våben og ammunition mv.

³⁾ Ved at udstede internationalt importcertifikat attesterer myndighederne i importlandet, at importøren har forpligtet sig til at indføre det pågældende vareparti til importlandet. Når varepartiet ankommer til importlandet, udsteder de kompetente myndigheder endvidere et ankomstbevis, der sikrer, at varepartiet ved eventuel reeksport fra importlandet underlægges dette lands eksportkontrol.

⁴⁾ Slutbrugerdokumentation (end use dokumentation) er en erklæring fra modtageren i importlandet om, at partiet skal anvendes af modtageren selv, og ikke vil blive solgt eller reeksporteret.

⁵⁾ Bekendtgørelse nr. 543 af 13. juni 2001 af lov om luftfart, som ændret ved lov nr. 1074 af 17. december 2002.

⁶⁾ Bekendtgørelse nr. 310 af 28. april 2003 af lov om jernbanevirksomhed mv.

⁷⁾ Der henvises til aktuelt notat om et forslag til Rådets afgørelse om undertegnelse på Fællesskabets vegne af våbenprotokollen, som blev fremsendt til Folketingets Retsudvalg (og Europaudvalget) forud for rådsmødet (økonomi og finans/retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 16. oktober 2001 (2001-02, 1. samling, Alm. Del – bilag 49).

⁸⁾ Programme of Action to prevent, Combat and Eradicate the Illicit Trade in Small Arms and Light Weapons in All Its Aspects.

⁹⁾ Rådets forordning (EF) nr. 1334/2000 af 22. juni 2000 om en fællesskabsordning for kontrol med udførslen af produkter og teknologi med dobbelt anvendelse. Forordningen trådte i kraft den 28. september 2000.

¹⁰⁾ Bruttotonnage (BT) er en teknisk beregning af et skibs størrelse og er et udtryk for rumindholdet af alle lukkede rum i et skib.

¹¹⁾ TDW = tons dead weight, hvor 1 TDW er 1.016 kg. Angiver maksimal ladning og brændstofmængde.

¹²⁾ "Roll on/Roll off", dvs. at skibet er indrettet således, at al last køres ombord og fra borde via en eller flere ramper – med andre ord et færgelignende fragtskib.

¹³⁾ Massegodsskibe.

¹⁴⁾ Jf. afsnit 7.3.1.

¹⁵⁾ Jf. afsnit 7.1.

¹⁶⁾ Jf. afsnit 7.6.

¹⁷⁾ Jf. afsnit 7.7.

¹⁸⁾ Jf. afsnit 7.5.3.

¹⁹⁾ Jf. afsnit 7.3.2.

²⁰⁾ Jf. afsnit 7.1.

²¹⁾ Jf. afsnit 7.1.

²²⁾ Jf. afsnit 7.7.

²³⁾ Jf. afsnit 7.5.3.

---

Underbilag 1

Aktuelle våbenembargoer vedtaget i FN, EU eller OSCE

A. Embargo mod terrorister

Elimination af våbenforsyninger til terrorister

 

•   FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 af 28. september 2001

B. Embargoer mod lande

Armenien

Opfordring til at afholde sig fra levering af alle former for våben og militært udstyr.

 

•   FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 853 af 29. juli 1993.

Azerbajdjan

Opfordring til at afholde sig fra levering af alle former for våben og militært udstyr.

 

•   FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 853 af 29. juli 1993.

Bosnien og Hercegovina

Embargo på levering af alle former for våben og militært udstyr.

 

•   Fælles Holdning (EU) 1996/184/FUSP af 26. februar 1996.

•   Fælles Holdning (EU) 1998/240/FUSP af 19. marts 1998.

•   Fælles Holdning (EU) 1999/481/FUSP af 19. juli 1999

Burma

Embargo på levering af alle former for våben og militært udstyr. Embargoen omfatter endvidere levering af materiel, som kan anvendes til intern undertrykkelse eller terrorisme.

 

•   Rådets Forordning (EF) nr. 1081/00 af 22. maj 2000.

•   Kommissionens Forordning (EF) nr. 1883/02 af 22. oktober 2002.

•   Fælles Holdning (EU) nr. 2003/297/FUSP af 28. april 2003.

•   Rådets Forordning (EF) nr. 744/03 af 28. april 2003.

•   Kommissionens Forordning (EF) nr. 1070/2003 af 20. juni 2003

•   Rådets afgørelse 2003/461/FUSP

Congo, Den Demokratiske Republik (tidligere Zaire)

Embargo på levering af alle former for våben og militært udstyr.

 

•   EU-erklæring af 7. april 1993.

•   Fælles Holdning (EU) nr. 2002/829/FUSP af 21. oktober 2002.

Irak

Embargo på salg af alle former for våben og militært udstyr.

 

•   EU-erklæring nr. 56/90 af 4. august 1990.

•   FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 661 af 6. august 1990.

•   Kgl. Anordning nr. 124 af 12. marts 1993.

•   FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 986 af 14. april 1995.

•   Rådets Forordning (EF) nr. 2465/2996 af 17. december 1996.

•   Kgl. Anordning nr. 1328 af 27. december 1996.

•   FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1409 af 14. maj 2002.

•   Rådets Forordning (EF) nr. 1346/2002 af 25. juli 2002.

•   FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1483 af 22. maj 2003

Kina

Embargo på levering af våben og militært udstyr.

 

•   EU-rådserklæring af 27. juni 1989.

Liberia

Embargo på salg og levering våben, militært udstyr samt militærteknisk bistand og træning.

 

•   FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1343 af 7. marts 2001.

•   Fælles Holdning (EU) nr. 2001/357/FUSP af 7. maj 2001.

•   FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1408 (2002) af 6. maj 2002.

•   Fælles Holdning (EU) nr. 2001/457/FUSP af 13. juni 2002.

•   Rådets Forordning (EF) nr. 1318/2002 af 22. juli 2002.

•   FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1478 (2003) af 6. maj 2003.

•   Fælles Holdning (EU) nr. 2001/365 /FUSP af 19. maj 2003.

•   Rådets Forordning (EF) nr. 1030/2003 af 16. juni 2002

Libyen

Embargo på eksport af våben eller andet militært udstyr.

 

•   EPS-erklæring af 27. januar 1986.

•   Fælles Holdning (EU) nr. 261/99 af 16. april 1999.

•   Rådets Forordning (EF) nr. 836/99 af 20. april 1999.

•   Fælles Holdning (EU) nr. 611/99 af 13. september 1999

•   Kgl. Anordning nr. 537 af 25. juni 1999

Nagorno-Karabakh

Embargo på levering af alle former for våben og militært udstyr.

 

•   OSCE-beslutning af 28. februar 1992.

Rwanda

Embargo på salg af våben og militært materiel til ikke-regeringstropper m.h.p. anvendelse i Rwanda. I medfør af Sikkerhedsrådsresolution 1011 er salg til Rwanda´s regering ikke længere omfattet af embargoen.

 

•   FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 918 af 17. maj 1994.

•   FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1011 af 16. august 1995.

Sierra Leone

Embargo på salg eller overdragelse af våben og andet krigsmateriel. Embargoen omfatter ikke leverancer til Sierra Leones regering, ECOWAS-landenes fredsbevarende styrker (ECOMOG) og FN i Sierra Leone, herunder FN’s fredsbevarende styrker (UNAMSIL).

 

•   FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1132 af 8. oktober 1997.

•   FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1171 af 5. juni 1998.

•   Fælles Holdning (EU) nr. 1998/109/FUSP af 29. juni 1998.

•   Kgl. Anordning nr. 628 af 21. august 1998.

•   FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1299 af 19. maj 2000.

•   FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1306 af 5. juli 2000.

Somalia

Embargo på levering af alle former for våben, militært udstyr, militærteknisk bistand og træning. Embargoen omfatter ikke militært udstyr, der anvendes til humanitære formål.

 

•   FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 733 af 23. januar 1992.

•   Kgl. Anordning nr. 54 af 27. januar 1992.

•   FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1356 af 19. juni 2001.

•   FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1425 af 22. juli 2002.

•   Fælles Holdning (EU) nr. 2002/960/FUSP af 11. december 2002.

•   Rådets Forordning (EF) nr. 147/2003 af 27. januar 2003.

Sudan

Embargo på levering af alle former for våben og militært udstyr.

 

•   Fælles Holdning (EU) nr. 1994/165/FUSP 15. marts 1994.

Zimbabwe

Embargo på levering af alle former for våben og militært udstyr.

 

•   Fælles Holdning (EU) nr. 2002/145/FUSP af 18. februar 2002.

•   Fælles Holdning (EU) nr. 2003/115/FUSP af 18. februar 2003.

---