L 132 (som vedtaget): Forslag til lov om ændring af ligningsloven. (Fortsættelse og justering af 150 pct. fradrag for forskningsudgifter).

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 20. april 2004

Forslag

til

Lov om ændring af ligningsloven

(Fortsættelse og justering af 150 pct. fradrag for forskningsudgifter)

§ 1

I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 791 af 17. september 2002, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 222 af 31. marts 2004, foretages følgende ændringer:

1. § 8 Q, stk. 1, affattes således:

»Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan skattepligtige personer, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed, selskaber, som er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1-2 a og 3 a-6, og stk. 6, samt § 2, stk. 1, litra a, og fonde, som er skattepligtige efter fondsbeskatningsloven, fradrage et beløb svarende til 50 pct. af de fradrags- eller afskrivningsberettigede udgifter, som afholdes i forbindelse med et samfinansieret forskningsprojekt mellem en erhvervsvirksomhed og en offentlig forskningsinstitution. Der er alene fradragsret for beløb, som virksomheden ifølge en samarbejdskontrakt med forskningsinstitutionen udbetaler direkte til denne. For små og mellemstore virksomheder er der herudover fradragsret for beløb svarende til de lønudgifter, som virksomheden afholder i forbindelse med det konkrete samfinansierede forskningsprojekt. Der er ikke fradragsret, hvis det samlede beløb efter 2. og 3. pkt. er mindre end 0,5 mio. kr. ifølge aftalen. Fradragsretten gælder kun for beløb efter 2. og 3. pkt. på i alt højst 5 mio. kr. inden for et indkomstår. Ekstrafradraget kan kun gives for den betaling til forskningsinstitutionen eller den lønudgift afholdt af virksomheden, som er angivet i den aftale, der har været forelagt for ministeren for videnskab, teknologi og udvikling eller den, ministeren bemyndiger til at godkende forskningsprojektet. Efter samme vilkår er der fradrag for samfinansierede forskerskoleaktiviteter.«

2. § 8 Q, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Det er en betingelse for ekstrafradraget, at det pågældende forskningsprojekt på forhånd er godkendt af ministeren for videnskab, teknologi og udvikling eller den, ministeren bemyndiger hertil, inden for en ramme, som afsættes på de årlige offentlige bevillingslove. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling fastsætter nærmere regler for godkendelsen og administrationen af ordningen, herunder hvad der i stk. 1 forstås ved små og mellemstore virksomheder.«

§ 2

Stk. 1. Ministeren for videnskab, teknologi og forskning fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Loven har virkning for aftaler om samfinansierede forskningsprojekter, der indgås i indkomstårene 2004, 2005 og 2006.