L 61 (som vedtaget): Forslag til lov om ændring af lov om en børnefamilieydelse. (Regulering efter forbrugerprisindeks).

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 11. december 2003

Forslag

til

Lov om ændring af lov om en børnefamilieydelse

(Regulering efter forbrugerprisindeks)

 

§ 1

I lov om en børnefamilieydelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 846 af 4. september 2000, som ændret ved § 8 i lov nr. 1029 af 22. november 2000, foretages følgende ændring:

1. § 1 affattes således:

»§ 1. For børn under 18 år udbetales en skattefri børnefamilieydelse. I 2004 udgør børnefamilieydelsen 13.204 kr. årligt for børn indtil det fyldte 3. år, 11.932 kr. årligt for børn fra og med det fyldte 3. år og indtil det fyldte 7. år og 9.388 kr. årligt for børn fra og med det fyldte 7. år og indtil det fyldte 18. år.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte beløb reguleres årligt efter udviklingen i det af Danmarks Statistik offentliggjorte forbrugerprisindeks i forhold til indekset for 2002. Reguleringen foretages på grundlag af forbrugerprisindeksets årsgennemsnit i året 2 år forud for det kalenderår, i hvilket børnefamilieydelsen udbetales. Beløbene forhøjes eller nedsættes med samme procent som den, hvormed forbrugerprisindekset er ændret i forhold til niveauet i 2002. Den procentvise ændring beregnes med én decimal. De beløb, der fremkommer efter procentreguleringen, afrundes til nærmeste kronebeløb, der kan deles med fire. Reguleringen sker første gang for kalenderåret 2005.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2004.