L 62 (som vedtaget): Forslag til lov om ændring af kulbrinteskatteloven og lov om ansættelse og opkrævning m.v. af skat ved kulbrinteindvinding. (Ændringer af skattelovgivningen, som er lagt til grund for aftale af 29. september 2003 mellem økonomi- og erhvervsministeren og bevillingshaverne i henhold til eneretsbevilling af 8. juli 1962 til efterforskning og indvinding af kulbrinter i Danmarks undergrund).

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 19. december 2003

Forslag

til

Lov om ændring af kulbrinteskatteloven og lov om ansættelse
og opkrævning m.v. af skat ved kulbrinteindvinding

(Ændringer af skattelovgivningen, som er lagt til grund for aftale af 29. september 2003 mellem
økonomi- og erhvervsministeren og bevillingshaverne i henhold til eneretsbevilling af 8. juli 1962
til efterforskning og indvinding af kulbrinter i Danmarks undergrund)

 

§ 1

I lov om beskatning af indkomst i forbindelse med kulbrinteindvinding i Danmark (kulbrinteskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 792 af 29. september 1993, som ændret senest ved § 6 i lov nr. 313 af 21. maj 2002, foretages følgende ændringer:

1. I § 2, stk. 2, ændres »kapitel 3« til: »kapitel 3 eller 3 A«.

2. Efter § 6 indsættes:

»§ 6 A. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter § 4 skal den skattepligtige for handelsmæssige og økonomiske transaktioner med andre koncessionshavere eller med andre selskaber, hvormed den skattepligtige samarbejder om udnyttelse af en koncession, eller med selskaber, der kontrollerer, kontrolleres af eller er koncernforbundet med en koncessionshaver, eller disse i fællesskab, anvende priser og vilkår i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter.

Stk. 2. Ved kontrol forstås ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder som nævnt i selskabsskattelovens § 32, stk. 6, 1. pkt., og ligningslovens § 16 H, stk. 2, 2. pkt., dog således at der direkte eller indirekte skal ejes mere end 50 pct. af aktiekapitalen eller rådes over mere end 50 pct. af stemmerne. Ved koncernforbundne selskaber forstås selskaber, der kontrolleres af samme kreds af aktionærer.«

3. Efter § 10 indsættes:

»§ 10 A. Ved opgørelsen af den i § 4 nævnte skattepligtige indkomst kan fradrages beløb, som den skattepligtige afholder til fjernelse af anlæg også efter, at virksomhed med indvinding af kulbrinter er ophørt.

§ 10 B. Ved opgørelsen af den i § 4 nævnte skattepligtige indkomst kan ikke fradrages beløb, som skal betales i henhold til § 2, stk. 4, 1. pkt., eller § 3, stk. 2 og 3, i lov om etablering og benyttelse af en rørledning til transport af råolie og kondensat, i det omfang beløbet vedrører indkomst, der beskattes efter reglerne i kapitel 3 A. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse, hvor beløbet, som den skattepligtige skal betale for etablering og benyttelse af rørledning, er fastsat i aftale med staten.«

4. Overskriften til kapitel 3 affattes således:

»Kapitel 3

Kulbrinteskat for indkomst fra koncessioner
tildelt med virkning fra før 1. januar 2004
bortset fra eneretsbevillingen m.v.«

5. I § 14, stk. 1, ændres »§§ 4-10« til: »§§ 4-10 A«.

6. I § 14, stk. 1, indsættes efter 1. pkt.:

»§ 7, stk. 4, og § 8, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse for afskrivningsberettigede aktiver, der både anvendes i forbindelse med virksomhed omfattet af kapitel 3 og virksomhed omfattet af kapitel 3 A.«

7. I § 16, stk. 4, 3. pkt., indsættes efter »til anvendelse på et andet felt«: », i tilfælde, hvor et aktiv overgår fra henholdsvis til anvendelse i tilknytning til en koncession, der er omfattet af kapitel 3, og i tilfælde, hvor et aktiv overgår til henholdsvis fra anvendelse i tilknytning til en koncession, der er omfattet af kapitel 3 A«.

8. I § 16, stk. 5, indsættes efter »delvis i forbindelse med anden virksomhed,«: »herunder virksomhed omfattet af kapitel 3 A,«.

9. § 20 affattes således:

»§ 20. Ved opgørelsen af den skattepligtige kulbrinteindkomst fradrages skatter, der for det pågældende indkomstår pålignes den skattepligtige efter reglerne i kapitel 2, og som vedrører indkomst, der beskattes efter dette kapitel.«

10. Efter § 20 indsættes som nyt kapitel:

» Kapitel 3 A

Kulbrinteskat for indkomst fra
eneretsbevillingen m.v. og koncessioner, der
tildeles med virkning fra 1. januar 2004 eller
senere

§ 20 A. Reglerne i dette kapitel finder anvendelse for indkomst, der erhverves i tilknytning til koncessioner, der tildeles med virkning fra 1. januar 2004 eller senere. Reglerne omfatter endvidere indkomst, der erhverves i tilknytning til eneretsbevilling af 8. juli 1962 til efterforskning og indvinding af kulbrinter i Danmarks undergrund. Indkomst omfattet af dette kapitel opgøres særskilt og uafhængigt af indkomst efter kapitel 3.

Stk. 2. Efterforskningsudgifter vedrørende tilladelserne 7/95 (Anja), 9/95 (Maja), 15/98 (Maja Extension), 17/98 (Sine) og 5/99 (Kraka Extension) kan dog fradrages ved opgørelsen af indkomst efter dette kapitel, i det omfang efterforskningsudgifterne ikke kan rummes i positiv indkomst efter kapitel 3.

Stk. 3. Indkomst som nævnt i § 10 B behandles efter kapitel 3, medmindre den skattepligtige i forbindelse med indgivelse af selvangivelse for indkomståret 2004 vælger at anvende reglerne i dette kapitel med virkning fra og med indkomståret 2004 for indkomst erhvervet i tilknytning til samtlige koncessioner.

§ 20 B. Den skattepligtige ansættes særskilt til kulbrinteskat af de indtægter, som er nævnt i § 4, stk. 1 og 2. Den særskilte ansættelse foretages første gang for det indkomstår, hvori forundersøgelsen og efterforskningen påbegyndes.

Stk. 2. Den skattepligtige kulbrinteindkomst opgøres efter reglerne i §§ 4-10 B samt § 14, stk. 1, 2. pkt., med de ændringer, der følger af §§ 20 C-20 E.

Stk. 3. Kulbrinteskatten udgør 52 pct. af den skattepligtige kulbrinteindkomst, jf. dog stk. 4. Kulbrinteskatten tilfalder staten.

Stk. 4. I kulbrinteskatten fradrages beløb, som er omfattet af § 10 B, og hvor afgiftspligten indtræder den 1. januar 2004 eller senere. Hvis kulbrinteskatten derved bliver negativ, kan det negative beløb modregnes i kulbrinteskat for de efterfølgende indkomstår.

§ 20 C. Ved opgørelsen af kulbrinteindkomsten kan fratrækkes et beløb på 5 pct. (kulbrintefradrag) af anskaffelsessummen for aktiver, der er omfattet af § 8, stk. 1. Kulbrintefradraget indrømmes i det indkomstår, hvori den skattepligtige har påbegyndt afskrivning på aktivet, og hvert af de følgende 5 indkomstår.

Stk. 2. Der indrømmes desuden et kulbrintefradrag på 5 pct. af de forundersøgelses- og efterforskningsudgifter, som efter § 7 fradrages over 5 år. Kulbrintefradraget indrømmes i det indkomstår, hvori den 5-årige fradragsordning er påbegyndt, og hvert af de følgende 5 indkomstår.

Stk. 3. Afstår den skattepligtige et aktiv, der giver adgang til kulbrintefradrag, fragår afståelsessummen i grundlaget for beregning af kulbrintefradraget fra og med afståelsesåret. Der fragår dog højst et beløb svarende til anskaffelsessummen for det solgte aktiv. Erstatningssummer og forsikringssummer sidestilles med afståelsessummer.

Stk. 4. Overgår et aktiv, der giver adgang til kulbrintefradrag, til anden anvendelse end den i § 8, stk. 1, nævnte, fragår et beløb svarende til aktivets skattemæssigt nedskrevne værdi i grundlaget for beregning af kulbrintefradraget fra og med det indkomstår, hvori overgangen finder sted. Overgår et aktiv til anvendelse, der omfattes af § 8, stk. 1, forhøjes grundlaget for beregning af kulbrintefradrag med aktivets skattemæssigt nedskrevne værdi fra og med det indkomstår, hvori overgangen finder sted. Tilsvarende regler finder anvendelse i tilfælde, hvor et aktiv overgår til og fra anvendelse i forbindelse med virksomhed omfattet af kapitel 3.

Stk. 5. Anvendes et aktiv, der giver adgang til kulbrintefradrag, delvis i forbindelse med anden virksomhed, herunder virksomhed omfattet af kapitel 3, fragår en andel af anskaffelsessummen eller aktivets nedskrevne værdi, der forholdsmæssigt svarer til aktivets anvendelse ved anden virksomhed, i grundlaget for beregning af kulbrintefradraget.

§ 20 D. Ved opgørelsen af den skattepligtige kulbrinteindkomst fradrages skatter, der for det pågældende indkomstår pålignes den skattepligtige efter reglerne i kapitel 2, og som vedrører indkomst, der beskattes efter dette kapitel.

§ 20 E. Såfremt den skattepligtige kulbrinteindkomst udviser underskud, kan underskuddet fremføres til modregning i tilsvarende indkomst for senere indkomstår. Underskud kan kun fremføres til et senere indkomstår, i det omfang underskuddet ikke kan modregnes i tidligere års indkomst.

Stk. 2. Underskud fra anden indkomst kan ikke fradrages i kulbrinteindkomsten.

Stk. 3. Hvis der resterer et uudnyttet underskud ved endeligt ophør af virksomhed omfattet af dette kapitel, kan skatteværdien af den del af underskuddet, som vedrører fradrag efter § 10 A, udbetales til den skattepligtige. Skatteværdien beregnes med skattesatsen for de senest pålignede kulbrinteskatter. Udbetalingen kan højst udgøre den kulbrinteskat, som den skattepligtige har betalt i henhold til reglerne i dette kapitel, med tillæg af den kulbrinteskat, som den skattepligtige har betalt vedrørende indkomstår forud for indkomståret 2004. Det i 3. pkt. nævnte kulbrinteskattebeløb opgøres før fradrag af betalte olierørlednings- og dispensationsafgifter, jf. § 20 B, stk. 4. Kulbrinteskat vedrørende kulbrinteindkomst hos selskaber, der er eller har været sambeskattet med den skattepligtige, medregnes ikke efter 3. og 4. pkt. Udbetalingen medregnes ikke til den skattepligtige indkomst. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for gennemførelsen af udbetalinger som nævnt i 1. pkt.«

11. Efter § 27 indsættes:

»§ 27 A. Ved opgørelsen af skattepligtig kulbrinteindkomst for de skattepligtige, der har indkomst i tilknytning til koncessioner, som overgår fra beskatning efter kapitel 3 til beskatning efter kapitel 3 A med virkning fra indkomståret 2004, gælder reglerne i stk. 2-6.

Stk. 2. Skattemæssige afskrivninger foretages med udgangspunkt i den skattemæssigt nedskrevne værdi pr. 31. december 2003. For aktiver omfattet af § 7, stk. 3, foretages skattemæssige afskrivninger fra og med indkomståret 2004 på grundlag af den skattemæssigt nedskrevne værdi pr. 31. december 2003 med et beløb, som svarer til den forholdsmæssige anvendelse af aktiverne ved efterforskningsvirksomhed i tilknytning til koncessioner omfattet af kapitel 3 A.

Stk. 3. Kulbrintefradrag efter § 20 C foretages med udgangspunkt i grundlaget for kulbrintefradrag efter § 16 pr. 31. december 2003 for de aktiver, der anvendes i tilknytning til koncessioner, hvorfra indkomst fra og med indkomståret 2004 beskattes efter kapitel 3 A. For de aktiver, som indgår i grundlaget efter 1. pkt., beregnes kulbrintefradrag med 10 pct. af anskaffelsessummen for den resterende del af den 10-års-periode, der begyndte med det indkomstår, hvori den skattepligtige påbegyndte afskrivning på aktiverne.

Stk. 4. Uudnyttede underskud, jf. § 18, stk. 1, ved udgangen af indkomståret 2003 vedrørende felter, hvorfra indkomst fra og med indkomståret 2004 beskattes efter reglerne i kapitel 3 A, kan fradrages i den skattepligtige kulbrinteindkomst med 2,5 pct. i hvert af indkomstårene 2004 og 2005 og 6 pct. i hvert af indkomstårene 2006-2016. De resterende uudnyttede underskud bortfalder. 1. pkt. finder kun anvendelse, hvis den skattepligtige for indkomståret 2003 har foretaget maksimale skattemæssige afskrivninger på aktiver omfattet af § 7, stk. 3, og § 8.

Stk. 5. Uudnyttede underskud, jf. § 19, stk. 2, ved udgangen af indkomståret 2003 fordeles mellem de koncessioner, der fra og med indkomståret 2004 omfattes af henholdsvis kapitel 3 og 3 A.

Stk. 6. Fusionsskattelovens § 8, stk. 6, finder ikke anvendelse på underskud omfattet af stk. 4 og underskud under stk. 5, som kan henføres til kapitel 3 A ved udgangen af indkomståret 2003, hvis den skattepligtige er modtagende selskab i den pågældende fusion, spaltning eller tilførsel af aktiver.

§ 27 B. Ved statens indtræden den 9. juli 2012 som partner i DUC’s aktiviteter vedrørende eneretsbevillingen og statens overtagelse af en andel på 20 pct. af DUC’s produktionsanlæg m.v., der anvendes til aktiviteter i henhold til eneretsbevillingen, jf. aftale af 29. september 2003 mellem økonomi- og erhvervsministeren og bevillingshaverne i henhold til eneretsbevilling af 8. juli 1962 til efterforskning og indvinding af kulbrinter i Danmarks undergrund, gælder reglerne i 2.-5. pkt. Afståelsestidspunktet i skattemæssig henseende er den 9. juli 2012. Der beregnes ikke skattemæssig fortjeneste eller tab vedrørende de overdragne aktiver og passiver. Partnerne i DUC beholder 80 pct. af afskrivningsgrundlag og 80 pct. af andre skattemæssige værdier vedrørende aktiver og passiver, som staten overtager en andel af. Afståelsen påvirker ikke grundlaget for kulbrintefradrag eller eventuelle uudnyttede underskud hos partnerne i DUC og kan ikke danne grundlag for afskrivning.

Stk. 2. Pr. 8. juli 2012 opgør partnerne i DUC afskrivningsgrundlag efter samme regler som ved udløbet af et indkomstår. På dette afskrivningsgrundlag kan der afskrives for perioden fra og med 1. januar 2012 til og med 8. juli 2012. Afskrivningerne for denne periode beregnes efter de almindelige regler, hvorefter de reduceres med 176/366 og fratrækkes afskrivningsgrundlaget efter 1. pkt. Afskrivningsgrundlaget pr. 31. december 2012, hvorpå der kan afskrives for perioden fra og med 9. juli 2012 til og med 31. december 2012, opgøres herefter som 80 pct. af det efter 1.-3. pkt. resterende afskrivningsgrundlag med tillæg og fradrag efter de almindelige regler af anskaffelses- og afståelsessummer for perioden fra og med 9. juli 2012 til og med 31. december 2012. Afskrivningerne for denne periode beregnes ligeledes efter de almindelige regler, hvorefter de reduceres med 190/366 og fratrækkes afskrivningsgrundlaget efter 4. pkt. De reducerede afskrivninger efter 3. og 5. pkt. fradrages ved indkomstopgørelsen.

Stk. 3. Det årlige beløb svarende til 20 pct. af positiv skattepligtig indkomst opgjort efter kapitel 2 med tillæg af nettorenteudgifter, som den skattepligtige skal betale til staten i henhold til aftale af 29. september 2003 mellem økonomi- og erhvervsministeren og bevillingshaverne i henhold til eneretsbevilling af 8. juli 1962 til efterforskning og indvinding af kulbrinter i Danmarks undergrund, fradrages ved opgørelsen af den i § 4 nævnte skattepligtige indkomst og kan ikke danne grundlag for afskrivning. «

§ 2

I lov om ansættelse og opkrævning m.v. af skat ved kulbrinteindvinding, jf. lovbekendtgørelse nr. 793 af 29. september 1993, som ændret bl.a. ved § 2 i lov nr. 198 af 14. marts 1997, § 12 i lov nr. 166 af 24. marts 1999 og senest ved § 38 i lov nr. 165 af 15. marts 2000, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, stk. 3, § 2, stk. 1, 1. pkt., § 11, stk. 3, og § 12, stk. 1, ændres »kapitel 2 og 3« til: »kapitel 2 og 3 eller 3 A«.

2. I § 2, stk. 1, nr. 2, og § 4, stk. 1, 1. pkt . , ændres »kapitel 3« til: »kapitel 3 og 3 A«.

3. I § 5, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »den forventede kulbrinteindkomst«: »og de forventede rørlednings- og dispensationsafgifter omfattet af kulbrinteskattelovens § 20 B, stk. 4«.

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Loven har virkning for indkomståret 2004 og senere indkomstår.

Stk. 3. Skattepligtige, som har indkomst fra koncessioner, der er omfattet af kulbrinteskattelovens kapitel 3, kan ved tilkendegivelse i forbindelse med indgivelse af selvangivelse for indkomståret 2004 vælge, at reglerne i kapitel 3 A og § 27 A, jf. § 1, nr. 10 og 11, skal anvendes for indkomst fra disse koncessioner. Den skattepligtige som nævnt i 1. pkt. kan ved tilkendegivelse i forbindelse med indgivelse af selvangivelse for indkomståret 2004 ændre de skattemæssige afskrivninger for indkomståret 2003 således, at den skattepligtige opfylder kravet om maksimale skattemæssige afskrivninger for indkomståret 2003 efter kulbrinteskattelovens § 27 A, stk. 4, 3. pkt., jf. § 1, nr. 11. Ved efterfølgende erhvervelse af indkomst i henhold til andre koncessioner, der er omfattet af kapitel 3, kan erhververen ved tilkendegivelse i forbindelse med indgivelse af selvangivelse for det første indkomstår, hvori indkomst herfra erhverves, vælge, at reglerne i kapitel 3 A skal anvendes for indkomst fra disse koncessioner med virkning fra og med dette indkomstår.