Forrige

Lars Barfoed (KF):
Da mit partis ordfører, hr. Helge Adam Møller, er forhindret
i at være til stede, skal jeg på den konservative folketingsgruppes vegne udtale følgende: Ved at gennemføre en samlet lov om politiets virksomhed præciserer vi politiets forpligtelser og beføjelser på de områder, der ikke er omfattet af retsplejeloven. Det er i politiets interesse, og det er i borgernes interesse. Lovforslaget sikrer f.eks., at der i modsætning til i dag fremover er en klar lovhjemmel til at lade personer, der har fået en alvorlig tår over tørsten, overnatte i detentionen. På et væsentligt område styrker lovforslaget politiets beføjelser. Det åbner mulighed for såkaldte stikprøvevisitationer efter knive og andre ulovlige våben. Formålet er at forebygge alvorlig voldskriminalitet. Alle husker sikkert sidste sommers række af bestialske knivoverfald. At reducere antallet af sådanne overfald må være af største vigtighed for alle. Hvis et værtshus eller lignende tidligere har lagt gulvareal til knivoverfald og der er risiko for, at det sker igen, kan den lokale politimester fremover udstede en konkret og begrænset bemyndigelse til at foretage visiteringer omkring værtshuset. Situationen kan vel bedst sammenlignes med de tusindvis af spirituskontroller, politiet foretager årligt. Efter Rigsadvokatens, Politidirektøren i Københavns og Politimesterforeningens opfattelse vil denne mulighed væsentligt forbedre håndhævelsen af våbenlovgivningen og dermed hindre grov voldskriminalitet. Jeg er enig i denne opfattelse. Bestemmelsen indebærer naturligvis, at personer med rent mel og ingen knive i posen risikerer at blive visiteret. Det synes jeg ikke er et stort problem. For det første er det et meget lille indgreb over for den enkelte. Når superligaen starter om godt 2 uger, vil op mod 50.000 tilskuere ugentligt blive udsat for det samme. For det andet bør hensynet til ofrene veje tungt. Personligt accepterer jeg gerne at blive visiteret en gang for meget, hvis det betyder, at en eventuel overfaldsmand også bliver det.

Kl. 11.35

     Konklusionen er derfor klar: Det Konservative Folkeparti kan helt og fuldt støtte dette lovforslag.

Næste