PDF udgave (51 KB) Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl. Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (Alm. del - bilag 1138) veterinærvæsen; dyrevelfærd (Offentligt) Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender Christiansborg Slotsplads 1 DK-1218 København K Tlf. (+45) 33 95 13 10 Fax  (+45) 33 92 41 05 E-post  [email protected] Den 23. august 2004 Sagsnr.: 3053 Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 2. august 2004 (Alm. del - bilag 1078) anmodet om min besvarelse af følgende spørgsmål: Spørgsmål 313 ”Kan ministeren oplyse, hvilke tiltag der kunne overvejes for at afbureaukratisere transport og handel med f.eks. høns, der avles af hobbyavlere - uden at slække på de generelle krav til høj hygiejne?” Svar ./.     Jeg vedlægger et af Fødevaredirektoratet udarbejdet notat om regler for omsætning af fjerkræ, hvortil jeg kan henholde mig. Notatet beskriver de eksisterende regler for omsætning af fjerkræ, herunder hobbyfjerkræ, ligesom der redegøres for mulighederne for dispensation fra reglerne. Som det fremgår af notatet, har vi en stor handel med fjerkræ herhjemme, og udbruddet af Newcastle Disease i sommeren 2002 viste, at handel med hobbyfjerkræ kan sprede alvorlige fjerkræsygdomme. Det er derfor vigtigt, at det ikke kun er erhvervsfjerkræet men også hobbyfjerkræet, der er underlagt reglerne for omsætning af fjerkræ. Spørgsmål 314
”Vil ministeren overveje et ”bureaukrati-check” for hobbyavlere med henblik på at gøre livet lettere for de små avlere uden at mindske kravene til en god hygiejne?” Svar Jeg skal her i det hele henvise til mit svar på spørgsmål 313. Henriette Kjær /  Birgitte Thiesen
Fødevaredirektoratet Den  18. august 2004 Ref.: BRB/ - J.nr.: 2004-20-261-00283 Notat om Regler for omsætning af fjerkræ Indledningsvist kan det oplyses, at hobbyfjerkræ allerede nu behandles mere lempeligt end kommercielt fjerkræ. I henhold til de gældende regler for det Centrale Husdyrbrugs Register (CHR), jf. § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 308 af 3. maj 2000 om registrering af husdyrbrug i CHR, skal kun kommercielt fjerkræ registreres i CHR. Siden udbruddene af  fjerkræsygdommen Newcastle disease i 1996 har Fødevaredirektoratet haft regler for samling og omsætning af fjerkræ. Reglerne var fastsat i bekendtgørelse nr. 361 af 9. maj 1996 om samling og omsætning af fjerkræ. Det følger af disse regler, at såvel køber som sælger af fjerkræ skal registreres i fødevareregionen, samt at den person der omsætter fjerkræ skal føre optegnelser over køb og salg af dyrene. Ligeledes omfattede bekendtgørelsen bestemmelser for samling af brevduer til kapflyvning og samling af duer og fjerkræ til udstilling, idet arrangøren skulle føre optegnelser over tilførte duer eller fjerkræ med angivelse af ejers navn og adresse. Desuden er der regler om samling af dyr til skuer, udstillinger og lignende jf. bekendtgørelse nr. 185 af 20. marts 2000, hvoraf det fremgår, at samlingen af dyr mindst 3 uger forud skal være anmeldt til Fødevaredirektoratet, samt at fjerkræ skal være mærket, så dets oprindelse og identitet kan fastslå. Det fremgår imidlertid ikke entydigt af bekendtgørelsen, at dyr tilført udstillinger eller skuer ikke må omsættes. Efter det seneste udbrud af Newcastle disease i 2002 fandt Fødevaredirektoratet det imidlertid nødvendigt at skærpe de eksisterende regler. Dette er sket i bekendtgørelse nr. 43 af 29. januar 2004 om supplerende bestemmelser for omsætning af fjerkræ. Udover, at de supplerende regler for omsætning af fjerkræ skal hindre alvorlige fjerkræsygdomme som Newcastle disease og fugleinfluenza (Aviær influenza) i at brede sig, vil reglerne tillige gøre det nemmere at opspore smittede besætninger i en udbrudssituation.
Udbruddet af Newcastle disease i sommeren 2002 ramte i alt 135 fjerkræbesætninger, hvoraf de 126 var hobbyfjerkræhold og 9 var erhvervsbesætninger. Omkring 125 ud af de 135 udbrud kunne føres tilbage til fjerkræhandelsmænd, der havde indkøbt fjerkræ fra en Newcastle disease smittet ejendom og videresolgt fjerkræet til en lang række hobbyfjerkræavlere. Bekæmpelsen af udbruddet blev vanskeliggjort og forsinket af  manglende eller ikke komplette optegnelser over køb og salg af fjerkræ. Fødevaredirektoratet har rettet henvendelse til Kammeradvokaten med henblik på at rejse en eventuel erstatningssag som følge af disse mangler. Optegnelser over køb og salg af fjerkræ er et meget væsentligt værktøj ved sygdomsbekæmpelse, der kan være afgørende for at minimere spredning og dermed sikre en hurtig og effektiv bekæmpelse af sygdommen. De nye supplerende bestemmelser for omsætning af fjerkræ betyder, at når der er kommet nyt fjerkræ til besætningen, skal der gå 30 dage, inden der på ny kan flyttes fjerkræ fra besætningen. De oprindelige besætningsdyr kan dog sendes til slagtning eller eksporteres, inden de 30 dage er gået. Ved på den måde at nedsætte omsætnings- hastigheden af fjerkræ, vil omfanget af et sygdomsudbrud blive begrænset, idet et udbrud i en besætning pga. nyindkøbte smittede dyr vil vise sig indenfor de første 30 dage. Hvis man erhvervsmæssigt transporterer fjerkræ, skal man føre nøjagtige optegnelser over dyrene. Transportmidlet skal før fornyet transport være rengjort og desinficeret, og der skal føres optegnelser herfor. Arrangøren af samlinger af brevduer til kapflyvninger og samling af duer og fjerkræ til udstilling skal sikre sig, at ejeren af dyrene er registreret i Fødevaredirektoratet, såfremt ejeren sælger dyr i forbindelse med samlingen, udstillingen eller dyrskuet. Arrangøren skal senest 1 uge efter afslutningen af samlinger sende kopi af optegnelserne til fødevareregionen. Da der foregår en stor handel og omsætning af fjerkræ i Danmark, og udbruddet af Newcastle disease tydeligt viste, at handel med hobbyfjerkræ kan sprede alvorlige fjerkræsygdomme, er det vigtigt, at handel med hobbyfjerkræ er underlagt de nye regler for omsætning af fjerkræ.
Fødevaredirektoratet dispenserer dog allerede på to områder for bestemmelserne om omsætning af fjerkræ: Den ene lempelse vedrører udsætning af fasaner og agerhøns direkte i naturen.  Her dispenseres fra reglen om, at tilførte dyr til en besætning medfører, at der skal gå 30 dage, inden nogen af dyrene kan flyttes. Det betyder, at fjervildtopdrættere kan få lov til at udsætte fjervildt direkte i naturen eller sælge med henblik på direkte udsætning i naturen, selvom besætningen inden for de sidste 30 dage har fået tilført daggamle kyllinger. Begrundelsen for lempelsen er givet på baggrund af den produktionsmetode fjervildtopdrættere anvender. Besætningens rugeæg udruges på et eksternt rugeri, og besætningen får derfor deres   egne daggamle kyllinger tilbage løbende. Bekendtgørelsen om supplerende bestemmelser for omsætning af fjerkræ vil blive ændret på det punkt, således at der ikke længere skal søges om dispensation herfor. Den anden lempelse vedrører arrangører af brevduekapflyvninger, der senest 1 uge efter afslutningen af flyvningen skal sende fødevareregionen kopi af optegnelser over tilførte duer med angivelse af ejers navn og adresse. De Danske Brevdueforeninger har ansøgt Fødevaredirektoratet om dispensation fra den regel, hvilket Fødevaredirektoratet har givet dem. Begrundelsen for lempelsen er, at duer, der deltager i foreningens kapflyvninger, før hver flyvning får ”aflæst” deres ringnummer og mikrochip, hvor ejers navn og adresse fremgår, og der ikke foregår salg af duerne. De Danske Brevdueforeninger har således optegnelserne liggende og kan på forlangende fremvise dem for fødevareregionen. Fødevaredirektoratet vil ved førstkommende revision af bekendtgørelse om supplerende bestemmelser for omsætning af fjerkræ overveje om indberetningspligten, der gælder senest 1 uge efter afslutning af samlinger og udstillinger, kun skal ske, såfremt der er sket salg af duer og fjerkræ, og om indberetningspligten kan forlænges. Ved samlinger og udstillinger, hvor der ikke sker salg, vil arrangøren fortsat skulle føre optegnelser men ikke indsende disse til fødevareregionen, og optegnelserne skal kunne forevises fødevareregionen på forlangende.
Fødevaredirektoratet laver i 2004 en kontrolkampagne om omsætning af fjerkræ. Målet er at få kontrolleret 50 % af alt det fjerkræ, der omsættes via markeder, samlinger og udstillinger. Fødevareregionernes veterinærafdelinger besøger en del af de arrangementer, som afholdes i regionen, hvor regionen har kendskab til at fjerkræhandelsmænd kan forventes at deltage. Kampagnen skal sikre, at alle omsættere af fjerkræ er registreret, og at de kender og overholder gældende regler på området, samt at handelsmændenes dokumentation foreligger i komplet form. Kontor for import, eksport og omsætning (Løbenr. 23752)