PDF udgave (193 KB) Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl. Retsudvalget (L 159 - bilag 8) (Offentligt) Besvarelse  af  spørgsmål  nr.   1–15  af  17.  marts  2004  fra  Folketingets  Retsudvalg  vedrørende forslag til lov om politiets virksomhed (L 159 – bilag 3). Spørgsmål nr. 1: ”Ad Advokatsamfundets høringssvar: Det  fremhæves  i  høringssvaret,  at  politiets  adgang  til  at  tiltvinge  sig  adgang  til  visse ikke-frit  tilgængelige  rum  som  led  i  udførelse  af  politiopgaver  også  omfatter  politiets adgang til private hjem, herunder private hjem, som ikke har nogen direkte tilknytning til den opgave, politiet er i færd med at løse, f.eks. adgang til privat beboelse for derfra at følge og overvåge en demo nstration. Ministeren bedes uddybende kommentere denne del af høringssvaret, herunder i forhold til det konkrete eksempel, samt redegøre for nødvendigheden af, at bestemmelserne ud- strækkes så vidt, samt til hvordan dette harmonerer med det principielle he nsyn til at be- skytte privatlivets fred.” Svar: Efter lovforslagets § 5, stk. 1, har politiet til opgave at afværge fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed. I medfør af forslagets § 5, stk. 2 og 3, har politiet hjemmel til at foretage visse indgreb med henblik på en sådan farea  fværgelse. Efter  lovforslagets  §  5,  stk.  4,  kan  politiet  endvidere  skaffe  sig  adgang  til  et  ikke-frit  tilgængeligt sted uden retskendelse, når det er nødvendigt for at afværge fare som nævnt i stk. 1. Som  det  fremgår  af  lovforslagets  almindelige  bemærkninger,  pkt.  5.1.2.3.,  fandt  Politikommissi o- nen i betænkning nr. 1410/2002, at en bestemmelse, som regulerer politiets indgreb i forhold til op- retholdelse  af  sikkerhed  og  orden,  bør  indeholde en udtrykkelig hjemmel til, at politiet kan skaffe sig adgang til et ikke-frit tilgængeligt sted uden retskendelse. Politikommissionen har i den forbindelse lagt afgørende vægt på, at politiet som led i opretholde l- sen af sikkerhed og orden i praksis kan have et akut behov for at kunne få adgang til et ikke -frit til- gængeligt sted, eksempelvis ved kemikalieudslip fra en virksomhed eller et hus, hvor et vandrør er sprunget.  Kommissionen  fremhæver  samtidig,  at  politiets  mulighed  for  at  skaffe  sig  adgang  til  et

- 2 - ikke-frit tilgængeligt sted må afvejes nøje over for de væsentlige hensyn, der må tages til privatl  i- vets fred og boligens ukrænkelighed. Som det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 5.1.3., er Justitsministeriet enig i kommissionens  betragtninger  vedrørende  udformningen  af  bestemmelsen  om  politiets  fareafvær- gende opgaver, og lovforslaget er med enkelte redaktionelle ændringer udformet i overensstemmel- se med kommissionens lovudkast. Politiets mulighed for at skaffe sig adgang til et ikke-frit tilgængeligt sted i medfør af den foreslå ede § 5, stk. 4, er ikke begrænset til det konkrete sted, hvor den hændelse, der giver politiet anledning til at handle, finder sted. Også andre steder vil efter omstændighederne kunne være ge nstand for politi- ets  indgreb,  hvis  dette  er  nødvendigt  for  at  løse  den  konkrete  politimæssige  opgave.  Politiet  vil imidlertid i den forbindelse - på sam me måde som når der foretages andre indgreb   - skulle foretage en vurdering af, om indgrebet er nødvendigt for at afværge faren, og om indgrebet står i et rimeligt forhold til det mål, der søges opnået med indgrebet. I Advokatsamfundets høringssvar er omtalt en situation, hvor politiet trænger ind i en privat beboel- se for derfra at følge overvågningen af en demonstration. Som det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 5.2.1.3., er politiets adgang til et ikke-frit tilgængeligt sted ligesom politiets øvrige indgreb underlagt det almindelige proportionali- tetsprincip. For at politiet må skaffe sig adgang til et ikke -frit tilgængeligt sted, skal dette indgreb således stå i forhold til den konkrete fare for sikkerhed eller orden. I denne vurderi  ng skal hensynet til privatlivets fred og boligens ukrænkelighed indgå med særlig vægt. På baggrund af de betingelser, der således er knyttet til politiets indgreb efter den foreslåede § 5, stk. 4, må det antages, at politiet kun helt undtagelsesvis vil k unne skaffe sig adgang til private områder, som ikke har nogen direkte tilknytning til den opgave, politiet er i færd med at løse. I praksis vil en sådan undtagelsessituation efter omstændighederne kunne tænkes at foreligge, hvis politiet er nødt til at gå  igennem en privat have for at komme frem til det sted, hvor den konkrete politiforretning finder sted, eller hvis det eksempelvis er nødvendigt for politiet at kontrollere alle lejligheder i en ejendom, hvor der har været brud på en gasledning placeret i  bundet af ejendommen. I et tilfælde, hvor politiet ønsker at skaffe sig adgang til en privat beboelse med det formål at ove r- våge en demonstration, vil en proportionalitetsvurdering efter Justitsministeriets opfattelse som h o- vedregel føre til, at politiet ikke må gennemføre indgrebet. Det kan dog ikke udelukkes, at der i helt

- 3 - særlige tilfælde kan foreligge omstændigheder, der gør, at et sådant indgreb både er nødvendigt for at gennemføre den konkrete politimæssige opgave, idet opgaven ikke er mulig at løse på anden m å- de, og at indgrebet samtidig står i et rimeligt forhold til det formål, som indgr  ebet skal varetage. Spørgsmål nr. 2: ”Ministeren bedes, uanset ministeren mener, at anvendelsesområdet for § 6, stk. 2, er ti l- strækkeligt  præcist  angivet  i  lovteksten,  angive,  hvordan  den  fremførte  kritik  om  lov- bestemmelsens manglende gennemsigtighed og forudsigelighed, kan imødekommes ved at ”flytte” den præcisering af bestemmelsen, som er foretaget i bemærkningerne, over i lovteksten,  således  at  indholdet  af  og   konsekvenserne  af  bestemmelsen  fremstår  mere tydeligt for borgerne.” Svar: Lovforslagets § 6 giver politiet mulighed for under visse betingelser at foretage stikprøvevisitation på bestemte steder. Bestemmelsen angiver, hvor visitation kan finde sted (på steder, hvor der efter våbenloven er et fo  r- bud  mod  at  besidde  eller  bære  kniv,  og  som  er  omfattet  af  en  forudgående  skriftlig  og  begru ndet beslutning om visitation, i hvilken der skal angives det sted og det tidsrum, beslutningen skal gælde for). Desuden  fastlægger  bestemmelsen,  hvornår   visitation  kan  ske  (hvis  der  er  truffet  forudgående skriftlig og begrundet beslutning herom, fordi der er grund til det med henblik på at forebygge, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd). Bestemmelsens  ordlyd  angiver  endvidere,  hvad  der  kan  være  genstand  for  visitation  (en  persons legeme samt tøj og andre genstande, herunder køretøjer). I bestemmelsen er også anført  med hvilket formål,  der kan ske visitation (med henblik på at ko ntrol- lere, om nogen besidder eller bærer våben). Lovbestemmelsen vil kunne udbygges med bemærkningerne til bestemmelsen om, at der kan træf- fes beslutning om visitation, ”hvis der er grund til det”. Af  lovforslagets  bemærkninger  fremgår  bl.a.,  at  denne  formulering  indebærer,  at der skal være en forøget  risiko  for,  at  nogen  på  det  pågældende  sted  foretager  strafbare  handlinger,  som  indebærer

- 4 - fare for personers liv, helbred eller velfærd. Det fremgår endvidere, at det vil afhænge af  en samlet vurdering  af  de  konkrete  oplysninger,  som  politiet  har,  om  der  foreligger  en  sådan  forøget  risiko, samt at det ikke er et krav, at der foreligger en mistanke om konkrete strafbare handlinger, der inde- bærer fare for liv, helbred eller velfærd, og at det er således heller ikke er en betingelse, at der for e- ligger en konkret mistanke mod enkeltpersoner. Spørgsmål nr. 3: ”Ministeren bedes ved anvendelse af konkrete relevante eksempler illustrere forskellen på mistankekravet i forhold til på den ene   side den foreslåede bestemmelse om visit ation (§ 6) og på den anden side politiets andre indgrebs beføjelser i forhold til orden og si k- kerhed (§§ 4 og 5). Svaret skal omfatte konkrete eksempler, som henholdsvis viser, at mistankekravet er henholdsvis ikke er opfyldt, i forhold til henholdsvis § 6 og §§ 4 og 5.” Svar: Lovforslagets §§ 4 og 5 omhandler politiets beføjelser i forhold til fareforebyggelse (§ 4) og fareaf- værgelse (§ 5). Efter  den  foreslåede  §  4  har  politiet  til  opgave  at   forebygge  fare  for  forstyrrelse  af  den  offentlige orden  samt  fare  for  enkeltpersoners  og  den  offentlige  sikkerhed.  Med  henblik  på  fareforebyggelse kan politiet om nødvendigt rydde eller afspærre områder samt etablere adgangskontrol til omr å der. Bestemmelsen omfatter tilfælde, hvor der ikke foreligger en konkret og nærliggende fare, men hvor omstændighederne  ved  situationen  i  øvrigt  tilsiger,  at  der  behov  for  en  politimæssig  indsats  med henblik  på  at  regulere  borgernes  adfærd.  Dette  kunne  f.eks.  være  tilfældet  ved  afvikling  af   større sportsarrangementer  –  eksempelvis  ved  omdirigering  af  trafikken  eller  ved  afspærring  af  områder med henblik på at holde forskellige grupper af tilhængere adskilt. Derimod omfatter bestemmelsen ikke mere alment forebyggende tiltag som eksempelvis kriminal- præventivt arbejde eller almindelig patruljering. Lovforslagets § 5 regulerer politiets opgaver og indgreb i relation til afværgelse af fare for forstyr- relse af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners eller for den offentlige sikkerhed. Politiet kan i medfør af den foreslåede § 5, stk. 2 -4, foretage en række indgreb med henblik på at afværge en sådan fare.

- 5 - Forudsætningen for, at politiet i medfør af den foreslåede § 5 kan foretage fareafværgende in dgreb, er,  at  der  foreligger  en  konstateret  konkret  og  nærliggende  fare  for  den  offentlige  orden  eller  for enkeltpersoners  eller  den  offentlige  sikkerhed.  Vurderingen  af,  om  der  foreligger  en  fare,  der  kan begrunde  et  indgreb,  må  altid  vurderes  konkret  i  lyset  af  de  foreliggende  omstændigh eder.  Det  er ikke  en  betingelse,  at  der  er  realiseret  en  krænkelse  af  den  offentlige  orden  eller  enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed, men der skal være en vis sandsynlighed for, at det vil ske. Kravet om en konkret og nærliggende fare indebærer såle des, at det ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at foretage et indgreb, at en person tidligere har været årsag til forstyrrelse af den offentl ige orden mv. Er der omvendt optræk til eksempelvis et værtshusslagsmål, vil politiet kunne for etage indgreb med henblik på fareafværgelse  – også selv om der endnu ikke konkret er udøvet vold. Efter den foreslåede § 6 kan politiet på steder, hvor der efter våbenloven er forbud mod at besi   dde eller bære kniv mv., foretage stikprøvevisitation af personer samt visse genstande, herunder køretø- jer. Efter lovforslaget er der visse formelle krav knyttet til visitationsadgangen. Visitation kan heref- ter kun ske, hvis politimesteren (politidirektøren) eller den, der på ledelsesniveau er b emyndiget til det,  forudgående  har  tru ffet  en  skriftlig  beslutning  om  stikprøvevisitation  i  et  nærmere  afgrænset område i et nærmere afgrænset tidsrum. Beslutning om visitation kan efter bestemmelsen træffes, hvis der er grund til det med henblik på at forebygge, at nogen foretager strafbare handlinger, der indebærer fare for personers liv, helbred og velfærd. Heri ligger, at politiet ud fra en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger skal vurde- re, om der er en forøget risiko for, at nogen på det pågældende sted foretager strafbare han  dlinger, som  indebærer  fare  for  personers  liv,  helbred  eller  velfærd.  Dette  kan  eksempelvis  være tilfældet, hvis der på det pågældende sted i den senere tid har fundet strafbare handlinger sted   – eksempelvis knivstikkeri eller trusler herom - eller hvis der foreligger oplysninger om, at der er optræk til eller planlægges sådanne overtrædelser på det pågældende sted    – eksempelvis som ved et opgør mellem rivaliserende bander, der holder til det pågældende sted, og hvis me dlemmer erfaringsmæssigt be- sidder eller bærer våben. I begge tilfælde vil en beslutning om stikprøvevisitation i medfør af den foreslåede § 6 kunne me d- virke  til  at  forebygge  eller  afværge  (yderligere)  personfarlige  lovovertrædelser.  Hverken  den  fore- slåede § 4 om fareforebyggende foranstaltnin ger eller den foreslåede § 5 om fareafværgende fora n- staltninger vil give mulighed for en stikprøvevisitation af den ovenfor nævnte karakter.

- 6 - Den  foreslåede  §  6  giver  på  den  anden  side  ikke  politiet  en  generel  mulighed  for  på  hvilket  som helst tidspunkt og et hvilket som helst sted at foretage visitation af personer. Med den foreslåede § 6 får  politiet  derimod  mulighed  for,  hvis  betingelserne  er  opfyldt,  som  et  planlagt  tiltag  at  for etage stikprøvevisitationer på bestemte steder med henblik på at kontrolle  re, om nogen besidder eller bæ- rer våben. Spørgsmål nr. 4: ”Af bemærkningerne og høringsnotatet fremgår, at ministeren mener, at den foreslå  ede visitationsbestemmelse omtrent svarer til den sikkerhedskontrol, der i dag foretages i de fleste lufthavne. Ministeren bedes i fortsættelse heraf redegøre for a. sikkerhedskontrollen i lufthavnene b.    på hvilke punkter visitationen efter lovforslagets bestemmelser adskiller sig fra si k- kerhedskontrollen i lufthavnene.” Svar: Med  lovforslagets  §  6  gives  politiet  mulighed  for  under  visse  betingelser  at  foretage  stikprøvevis visitation. Det følger af den foreslåede § 6, stk. 1, at politiet kan besigtige en persons legeme samt unders øge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, med henblik på at kontrollere, om nogen besi dder eller bærer våben på steder, hvor der efter våbenloven er forbud mod besiddelse af våben. Som det fremgår af lovforslagets bemærkninger til § 6, giver bestemmelsen hjemmel til, at polit iet kan besigtige en persons legeme samt undersøge det tøj, som den pågældende er iført. Politiet har endvidere adgang til at besigtige andet tøj end det, den pågældende er iført, samt andre ge nstande, hvis  disse  befinder  sig  på  det  sted,  som  er  omfattet  af  beslutningen  om  visitation.  Ved  genstande forstås bl.a. tasker , kufferter eller lignende, som kan være skjulested for våben. I lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 5.2.4.1., er nævnt, at bestemmelsen alene indebærer en adgang for politiet til at foretage besigtigelse af en persons legeme samt at undersøge vedkom- mendes tasker mv. svarende til f.eks. den sikkerhedskontrol, der i dag foretages i de fleste lufthavne. Luftfartslovgivningen indeholder bestemmelser, hvorefter der skal foretages eftersyn af passagerer, håndbagage mv. for at sikre, at våben, gensta  nde og visse stoffer ikke indføres på flyvepla dser eller i luftfartøjer.  Sammenligningen  i  lovforslagets  bemærkninger  med  sikkerhedskontrollen  i  lufthavne tilsigter alene at forklare, at det, som politiet kan foretage ved en stikprøvevisitation efter den fore-

- 7 - slåede bestemmelse  – besigtigelse af legemet og/eller undersøgelse af tøj og tasker mv. på stedet  – med hensyn til indgrebets intensitet svarer til, hvad borgerne i dag oplever som flyrejsende i forbin- delse med sikkerhedskontrollen i lufthavne. Den foreslåede bestemmelse adskiller sig naturligvis fra sikkerhedskontrollen i lufthavne med he n- syn  til  de  formelle  betingelser  mv.  Bl.a.  beror  visitation  efter  lovforslagets  § 6 på en forudg å ende skriftlig beslutning, der angiver det område, der er genstand for  beslutningen, samt hvilken periode visitationsbeslutningen skal gælde for, mens lufthavnskontrollen vedrører et konkret stationært om- råde og er uden tidsmæssig afgrænsning. Spørgsmål nr. 5: ”Kan ministeren bekræfte, at lovforslaget bortset fra § 6 ikke giver politiet udvidede be- føjelser, men (blot) er en sammenskrivning af gældende regler og praksis?” Svar: Som det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 1.1., bygger lovforslaget, bor tset fra den foreslåede § 6, på det lovudkast, der   er indeholdt i betænkning nr. 1410/2002 fra Politikom- missionen. Det bemærkes i betænkningen, at kommissionens lovudkast i det væsentlige tilsigter at videreføre og  præcisere  gældende  ret  på de områder, hvor retsplejelovens § 108 og administrative forskrif  ter fra Rigspolitichefen i dag danner grundlag for politiets indgreb over for borgerne. Det anføres vide- re, at det ikke er hensigten med lovudkastet at begrænse eller udvide de eksisterende indgrebsmu- ligheder. Spørgsmålet kan således besvares bekræftende  . Spørgsmål nr. 6: ”Kan ministeren i fortsættelse af forrige spørgsmål bekræfte, at der ikke med lovfo rsla- get  (bortset  fra  området  vedrørende  §  6)  vil  ske  udvidelser  eller  opstramninger  mv.  af administrative regler og praksis mv. vedrørende politiets virksomhed?” Svar:

- 8 - Som anført i besvarelsen af spørgsmål nr. 5, er lovforslaget ikke udtryk for, at politiet gives vid ere muligheder for at foretage indgreb over for borgerne end i dag. Spørgsmålet kan således besvares bekræftende. Lovforslagets  §§  23  og  24  indeholder  bestemmelser,  hvorefter  justitsministeren  bemyndiges  til  at fastsætte regler om bl.a. sikring af den offentlige orden og beskyttelse af sikkerheden, samt fastsætte lokale politivedtægter, hvis særlige forhold tilsiger det. Der vil ikke i administrative forskrifter udstedt i medfør af loven kunne ske en udvidelse af de befø- jelser, der med loven tillægges politiet. Spørgsmål nr. 7: ”Ministeren bedes i fortsættelse af lovforslagets bemærkninger og 1. behandling redegø- re  nærmere  redegøre  for  den  indberetningsordning  om  detentionsanbringelse  af  børn  i alderen  12-14  år,  som  ministeren  overvejer.  Ministeren  bedes  herunder  redeg øre  for, hvordan  en  sådan  indberetningsordning  nærmere  kan  udformes  med  hensyn  til  formål og indhold, praktisk gennemførelse og rapportering.” Svar: Lovforslaget indeholder i § 12 en særlig bestemmelse om detentionsanbringelse af børn. Den foreslåede § 12, stk. 1, indeholder et absolut forbud mod detentionsanbringelse af børn under 12 år, mens det følger af den fores låede § 12, stk. 2, at der kun undtagelsesvis kan ske detent ionsan- bringelse af børn under 15 år. Efter lovforslagets § 12, stk. 2, kan et barn under 15 år, der på grund af indtagelse af alkohol eller andre berusende eller bedøvende midler, er ude af stand til at tage vare på sig selv, og som træffes under omstændigheder, der indebærer fare for den pågældende selv eller for andre eller for den o f- fentlige  orden  eller  sikkerhed,  anbringes  i  detention,  hvis  anden  anbringelse  er  sikkerhedsmæssigt uforsvarlig som følge af barnets adfærd.

- 9 - Børn i alderen 12 til og med 14 år vil herefter kun kunne anbringes i detention, hvis barnets o pførsel har  karakter  af  voldelig  eller  ustyrlig  adfærd,  der  indebærer  en  alvorlig  risiko  for  skade  på  barnet selv eller på andre, og  hvor anden anbringelse af barnet som følge af denne adfærd skønnes at være uforsvarlig. Som det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 5.4.3, vil Justitsministeriet  efter drøftelse med Rigspolitichefen overveje behovet for en indberetningsordning i relation til de tilfæl- de,  hvor  der  i  medfør  af  undtagelsesbestemmelsen  i  den  foreslåede  §  12, stk. 2, foretages detent i- onsanbringelse af børn i alderen 12-14 år. Om det mulige indhold og tilrettelæggelsen af en sådan indberetningsordning har  Rigspolitichefen oplyst: ”…at der efter gældende regler i Rigspolitiets kundgørelse II, nr. 55, af 27. juni 2001 om detentionsanbringelse  af  berusede  personer  alene  er  adgang  til  detentionsanbringelse  af børn  under  15  år,  hvis  anden  anbringelse  er  sikkerh edsmæssig  uforsvarlig  som  følge  af barnets adfærd, jf. § 11, stk. 1. Det følger endvidere af detentionskundgørelsens § 10, stk. 3, at politiet i alle tilfælde, hvor en  tilbageholdt  er  under  18  år,  uopfordret  skal  underrette  forældremyndighedsind eha- ver/værge og socialforvaltningen om tilbageholdelsen. Politikredsene indsender hvert år til Rigspolitiet statistiske oplysninger om bl.a. antallet af detentionsanbringelser i politikredsene. Der foretages ikke efter de gældende regler indbe- retninger om de tilbageholdtes alder. Da der skal være øget opmærksomhed omkring tilba- geholdelse af børn, vil Rigspolitiet være indstillet på i fremtiden at afkræve politikredsene oplysninger herom. Af indberetningerne bør fremgå alderen på den tilb  ageholdte, ligesom længden  på   tilbageholdelsen  bør  indberettes.  Rigspolitiet  vil  drøfte  detaljerne  i  indberet- ningsordningen med politikredsene.” Justitsministeriet kan henholde sig til Rigspolitichefens udtalelse. Spørgsmål nr. 8: ”Ministeren bedes redegøre nærmere for de praktiske konsekvenser af at indføre et for- bud mod detentionsanbringelse af børn under 15 år, herunder såvel karakter og o  mfan- get af sådanne konsekvenser.” Svar:

- 10 - Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigspolit iche- fen, der har oplyst: ”…at der ikke på nuværende tidspunkt findes statistiske oplysninger om, hvor mange børn under 15 år, der anbringes i detentionen, jf. besvarelsen af spørgsmål 7. Rigspolitiet kan dog efter drøftelse med en række politikredse oplyse, at behovet for deten- tionsanbringelse af berusede børn er relativt beskedent. Det skyldes, at politiet er meget til- bageholdende  med  at  detentionsanbringe  børn.  Det  skyldes  også,  at  politiet  efter  de  gæ l- dende regler skal underrette forældre og myndighederne om tilbageholdelse af børn. I dag- timerne er der erfaringsmæssigt ikke de helt store problemer med at få de sociale myndi g- heder til at tage vare på disse børn. I aftentimerne og på søn  - og helligdage har politiet no- get  større  problemer  med  at  få  kontakt t il de sociale myndigheder. I disse situationer kan der være et praktisk behov for at tilbageholde disse børn på politistationerne, og i helt sæ r- lige tilfælde kan der være behov for at detentionsanbringe et barn. Det er Rigspolitiets vurdering, at den nævnte sjældent benyttede adgang til at detentionsan- bringe børn bør bevares, idet der praktisk set ikke findes alternative anbringelsesmåder.” Justitsministeriet kan henholde sig til det, som Rigspolitichefen har anført. Spørgsmål nr. 9: ”Ministeren bedes redegøre for forskellen på karakteren af frihedsberøvelser, der foret a- ges af børn under 15 år efter de foreslåede regler i § 12 (detentionsanbringelse af berus  e- re mv.) og § 13 (børn der træffes under andre forhold end beruselse mv.).” Svar: Lovforslaget  indeholder  i  §§  10-13  særlige  bestemmelser  om  politiets  indgreb  over  for  svage  og udsatte persongrupper, herunder børn. Den foreslåede  § 12 regulerer, i hvilke tilfælde et barn kan anbringes i detentionen, og supplerer den generelle bestemmelse om detentionsanbringelse, der er indeholdt i lovforslagets § 11. Detentionsanbringelse af et barn mellem 12 og 15 år forudsætter  for det første, at barnet er ude af stand til at tage vare på sig selv på grund af indtagelse af alkohol eller andre berusende eller b  edø- vende midler. Det kræves for det andet, at barnet træffes under forhold, der indebærer fare for bar- net selv eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed.  For det tredje kræves, at detenti- onsanbringelse  undtagelsesvis  er  nødvendigt,  fordi  anden  anbringelse  er  sikkerhedsmæssigt  ufor- svarlig som følge af barnets adfærd.

- 11 - Træffes der beslutning om, at et barn mellem 12 og 15 år skal detentionsanbringes, skal barnet hu r- tigst muligt undersøges af en læge. Lægeundersøgelse af barnet er efter forslaget obligatorisk i disse tilfælde.  Endvidere  skal  detentionsanbringelsen  være  så  kortvarig  og  skånsom  som  mulig  og  må som udgangspunkt ikke overstige 4 timer.   Indgreb i medfør af denne bestemmelse sker således ved anbringelse i en detention og med det fo r- mål  at  bringe  det  berusede  barn  ud  af  en faresituation eller at afværge fare for andre eller for den offentlige sikkerhed eller orden. Lovforslagets § 13 indeholder bestemmelser, der regulerer politiets indgreb over for børn, der træf- fes under andre forhold end beruselse mv., og hvor forholdene indebærer fare for barnets sikkerhed og sundhed. Som eksempel kan nævnes, at politiet træffer et lille barn, som går alene rundt på g  a- den. Hvis mindre indgribende midler ikke findes tilstrækkelige, kan barnet om nødvendigt frihedsberø- ves  med  henblik  på  overgivelse  til  forældremyndighedsindehaveren,  de  sociale  myndigheder  eller efter omstændighederne til andre. Frihedsberøvelsen skal efter den foreslåede § 13, stk. 4, være så kortvarig som mulig og må så vidt mulig  t ikke udstrækkes ud over 6 timer. Lægeundersøgelse er i disse tilfælde ikke obligatorisk, men skal iværksættes straks, hvis der er mistanke om, at barnet er sygt eller har pådraget sig skader af en vis alvor. Indgreb i medfør af § 13 kan alene foretages for at afværge fare for det pågældende barn selv. Det kræves således, at der konkret foreligger eller formodes at foreligge fare for barnet selv. Er barnet til fare for andre eller for den offentlige orden, kan der ikke ske frihedsberøvelse af barnet med hjem- mel i den foreslåede § 13. De frihedsberøvelser, der er hjemmel til at foretage i henholdsvis § 12 og § 13 i lovforslaget, tager således sigte på forskellige situationer og varetager til dels forskellige formål. Endvidere vil en fr   i- hedsberøvelse med hjemmel i § 13 - i modsætning til § 12 - ikke kunne ske ved anbringelse i deten- tionen,  der  er  forbeholdt  frihedsberøvelse  af  berusede  personer.  Hvis det er nødvendigt at tilbage- holde  barnet  på stationen i medfør af § 13, vil barnet så vidt muligt blive anbr  agt i et almindeligt kontor, et vagtlokale eller lignende. Spørgsmål nr. 10:

- 12 - ”Ministeren bedes i fortsættelse af forrige spørgsmål redegøre for, hvorfor frihedsb erø- velse af berusede børn ikke i alle tilfælde kan foretages uden anbringelse i detentionen.” Svar: Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 8 og 9. Spørgsmål nr. 11: ”Det fremgår af den foreslåede § 12, at detentionsanbringelse af berusede børn skal for  e- tages så skånsomt som muligt. Ministeren bedes nærmere redegøre for, hvad der ligger   i udtrykket ”skånsomt som muligt”, ministeren bedes herunder redegøre for, hvilke fora n- staltninger  der  kan  tages  for,  at  detentionsanbringelsen  gøres  mere  skå nsom  end  nor- malt.” Svar: Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhente t en udtalelse fra Rigspolitiche- fen, der har oplyst følgende: ”Detentionsanbringelse  af  berusede  børn  bør som nævnt kun ske, hvor anden anbringelse ikke skønnes mulig og forsvarlig. Foretages  der  undtagelsesvist  detentionsanbringelse  af  børn,  skal  politipersonalet  føre  et skærpet  tilsyn  og  kontakt  med barnet, og opmærksomheden skal bl.a. være rettet mod, at anbringelsen skal være så kortvarig som mulig og ske i det ”bedste”/største detentionsl oka- le.” Justitsministeriet kan henholde sig til Rigspolitichefens udtalelse. Spørgsmål nr. 12: ”Ministeren  bedes  yde  teknisk  bistand til udformning af et ændringsforslag, som inde- bærer, at børn under 15 år ikke kan anbringes i detentionen.” Svar: Et ændringsforslag som nævnt i spørgsmålet kan udformes således: Til § 12

- 13 - ” 1) I stk. 1 erstattes ”12” med ”15”. c. Stk. 2 udgår.    Stk. 3 – 4 bliver herefter stk. 2 – 3.” Bemærkninger Ændringsforslaget indebærer, at der etableres et absolut forbud mod at anbringe børn under 15 år i detentionen.    Justitsministeriet kan som nævnt ovenfor ikke støtte et sådant ændringsforslag. Spørgsmål nr. 13: ”Ministeren  bedes  redegøre  nærmere  for  adgangen  for  politiet  til  at  foretage  gennem- søgning af køretøjer, jf. den foreslåede § 6. Ministeren bedes herunder redegøre for d.    hvorfor  det  skal  være  muligt  for  politiet  at  gennemføre  undersøgelse  af  køretøjer, uden at der foreligger en konkret og nærliggende mistanke og uden retskendelse? e. hvilke muligheder der efter gældende ret er til at foretage undersøgelser af køretøjer mv. og hvorfor disse ikke vurderes at være tilstrækkelige?” Svar: Med lovforslagets § 6 gives politiet mulighed for under visse betingelser at foretage stikprøvevisita- tion på bestemte steder. Efter den foreslåede bestemmelse kan politiet på steder, hvor der efter   våbenloven gælder et fo rbud mod at besidde eller bære knive mv., foretage besigtigelse af personer samt undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, med henblik på at kontrollere, om nogen besidder eller b ærer våben. Som der nærmere er redegjort for i lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 5.2.2., anmodede justitsministeren  i  2003  på  baggrund  af  nogle  alvorlige  overfald  Rigsadvokaten,  Politidire ktøren  i København  og  Politimesterforeningen  om at udarbejde en redegørelse for omfanget af sager, hvor personer ulovligt har besiddet våben eller anvendt knive mv. samt at vurdere, om der er behov for en styrket retshåndhævelse på området, herunder i form af lovændringer eller gennem en øget ko   n- trolindsats.

- 14 - Som  det  også  fremgår  af  lovforslagets  almi  ndelige  bemærkninger,  pkt.  5.2.2.,  har  Rigsadvokaten, Politidirektøren  og  Politimesterforeningen  i  redegørelsen  anbefalet,  at  der  i  dansk  lovgivning  ind- sættes en bestemmelse i stil med § 7 a i den norske politilov. Indholdet af § 7 a i den norske politilov er nærmere beskrevet i lovforslagets almindelige bemærk- ninger,  pkt.  5.2.3.1.  Bestemmelsen  fik  sin  nuværende  udformning  i  2002  på  baggrund  af  politiets positive erfaringer med en lignende midlertidig bestemmelse, der blev indsat i den norske politilov i 1999.  I  forbindelse  med  evalueringen  af  bestemmelsen  fra  1999  blev  det  imidlertid  fremhævet,  at våben erfaringsmæssigt ofte bliver opbevaret i biler mv. i stedet for på den enkelte person. Derfor anbefalede det norske politi, at bestemmelsen blev udvidet til tillige at give adgang til ransagning af køretøjer. Med henblik på at sikre en effektiv forebyggende indsats har Justitsministeriet  – i lyset af de norske erfaringer  og  på  baggrund  af  anbefalingerne  i  redegørelsen  fra  Rigsadvokaten,  Politidirekt øren  i København og Politimesterforeningen – fundet, at en bestemmelse om stikprøvevisitation ikke bør være begrænset til politiets besigtigelse af personer. Lovforslaget  indebærer  således,  at  politiet  på  bestemte  steder  og  efter  en  forudgående  skriftlig  og begrundet  beslutning  fra  politimesteren  eller  en,  der  bemyndiges  dertil,  kan  foretage  besigtigelse også af køretøjer, hvis der er   grund til det på grund af en forøget risiko for, at nogen på det p  å gæl- dende sted foretager strafbare handlinger, der indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd. Efter  den  foreslåede  bestemmelse  er  det  derimod  ikke  et  krav,  at  der  foreligger  en  mistanke  om konkrete strafbare forhold, eller at der foreligger en forudgående retskendelse. Herved adskiller den foreslåede b estemmelse sig fra de eksisterende bestemmelser om politiets mulighed for at undersøge køretøjer. Efter  de  gældende  regler  sker  politiets  undersøgelse  af  køretøjer  inden  for  strafferetsplejen  efter retsplejelovens  regler  om  ransagning.  Ransagning  kræver,  at  der  foreligger  en  rimelig  grund  til  at mistænke den pågældende person for at være i besiddelse af våben, og at ransagning må anses for at være af væsentlig betydning for efterforskningen. Er der tale om et aflåst køretøj, kræves de suden, at der er tale om en lovovertrædelse, der kan medføre frihedsstraf, eller at der er bestemte grunde til at antage, at bevis i sagen eller genstande, der kan beslaglægges, kan findes ved ransagningen. Politiets adgang til at foretage visitation af køretøjer uden for strafferetsplejen er i dag ikke udtryk- kelig lovreguleret.

- 15 - Efter retsplejelovens § 108 har politiet bl.a. til opgave at opretholde sikkerhed, fred og orden. Det indebærer  bl.a.  at  politiet  skal  medvirke  til  at  forebygge  og  afværge  fare  for  den  offentlige orden. Det er almindelig antaget, herunder i retspraksis, at politiet som led i sine opgaver uden for straffe- retsplejen med henblik på at forebygge og afværge fare for den offentlige orden kan foretage visse indgreb over for borgerne, herunder legemsbesigtigelse af publikum og undersøgelse af tøj og gen- stande i forbindelse med arrangementer, som erfaringsmæssigt kan udvikle sig til uroligheder, f.eks. visse fodboldkampe eller arrangementer, der indebærer særlige sikkerhedsrisici for enkeltpersoner, f.eks. besøg af statsoverhoveder. Dette indebærer, at politiet kun kan foretage undersøgelse af gen- stande mv., hvis der foreligger en konkret anledning. Af hensyn til en effektiv forebyggende indsats er det efter Justitsministeriets opfattelse væsentligt, at bestemmelsen om visitation på bestemte steder giver politiet mulighed for både at foretage v  isitati- on af personers legeme samt at undersøge køretøjer, idet det som nævnt er politiets erfaring, at vå- ben ofte gemmes i køretøjer. Spørgsmål nr. 14: ”Ministeren  bedes  tilsende  udvalget  en  redegørelse  om  den  under  1.  behandlingen nævnte sag om politiets indgreb over for en gruppe Brøndby-tilhængere. Ministeren be- des i fortsættelse heraf f. redegøre  for  sagens  mere  principielle  aspekter,  herunder  politiets  adgang  til  at  be- skytte  folk  mod  andre,  og  hvor  lang  en  sådan  eventuel  indgrebsmulighed  rækker, f.eks. i forhold til hvortil og hvor langt væk man kan sende folk g.    redegøre  for,  om  lovforslaget  ændrer  i  retsstillingen  på  dette  område,  herunder  om ministeren  kan  bekræfte  at  politiets  beføjelser  på  dette  område  ikke  udvides  med lovforslaget.” Svar: Justitsministeriet har forstået spørgsmålet således, at der henvises til en konkret episode, der fandt sted  i  maj  2002  i  forlængelse  af  en  fodboldkamp  i  Parken  mellem  klubberne  FC  København  og Brøndby IF. Det  faktiske  hændelsesforløb  vedrørende  denne  episode  er  nærmere  beskrevet  i  Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. S 2231 fra medlem af Folketinget Line Barfoed (EL). Der henvises til denne besvarelse, som vedlægges.

- 16 - Som  det  fremgår  af  besvarelsen  af  spørgsmål  nr.  S  2231,  gav  episoden  anledning  til en straffesag mod  en  af  fodboldtilhængerne  for  overtrædelse  af  straffelovens  §  119,  stk.  1  (vold  mod  tjeneste- mand i funktion). Østre Landsret har i den forbindelse i en afgørelse, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen,  2004,  side  264,  fundet,  at  såvel  beslutningen  om  at  føre  de  tilstedeværende  Brøndby - fans  til  Københavns  Hovedbanegård,  beslutningen  om  at sætte dem alle på det førs  tkommende S- tog, der viste sig at køre mod Frederikssund, samt først at tillade dem at forlade S-toget, da det var ankommet  til  Herlev  Station,  lå  inden  for  rammerne  af  de  beføjelser,  som  politiet har i medfør af retsplejelovens § 108, stk. 1. Politiet kan efter denne bestemmelse foretage en række indgreb over for borgerne med henblik på at opretholde sikkerhed, fred og orden, herunder som det mest indgribende middel frihedsberøve per- soner. Lovligheden af politiets indgreb i medfør af retsplejelovens § 108 vil afhænge af de konkrete om- stændigheder, der foreligger i den enkelte sag. Hertil kommer, at politiets indgreb altid er underlagt almindelige forvaltningsretlige principper, herunder proportionalitetsprincippet, der indebærer, at et indgreb ikke må gå videre, end hensynet til formålet med in   dgrebet kræver. En vurdering af, hvilket indgreb der i den enkelte situation bør foretages – eksempelvis om personer bør sættes på et tog, og hvor langt væk de i givet fald bør transporteres – vil således altid bero på en konkret vurdering af alle omstæ ndigheder, der gør sig gældende i den pågældende sag. Som oplyst i besvarelsen af spørgsmål nr. 5 vedrørende lovforslaget, er lovforslaget ikke udtryk for en udvidelse af politiets beføjelser. En vedtagelse af lovforslaget vil således ikke give politiet  videre beføjelser end i dag i relation til en situation som den, der forelå i ovennævnte sag. En hændelse som den omtalte vil efter lovforslaget skulle vurderes efter den foreslåede § 5. Som det fremgår af lovforslagets bemærkninger til § 5, er formålet   med bestemmelsen først og fremmest at tilvejebringe udtrykkelig hjemmel til de indgreb, der i dag støttes på retsplejelovens § 108. Efter den foreslåede § 5 har politiet til opgave at afværge fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed. Med henblik på at afværge en sådan fare kan  politiet  efter  forslaget  foretage  indgreb,  herunder  efter  omstændighederne  frihedsberøvelse  af den eller de personer, der giver anledning til faren.

- 17 - Politiet  kan  endvidere  i  medfør  af  den  foreslåede  bestemmelse  efter  omstændighederne  gribe  ind over for potentielle ofre ved f.eks. kortvarigt at frihedsberøve en person for at bringe vedkommende ud af en faresituation, jf. lovforslagets bemærkninger til § 5. Hvilke foranstaltninger, der i det enkelte tilfælde bør foretages med hjemmel i § 5 med henblik på at afværge fare for forstyrrelse af den offentlige orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlig sikkerhed, vil ligesom efter den nugældende retsstilling bero på den konkrete faresituation. Politiet vil således også efter lovforslaget skulle anvende det mindst indgribende middel i en given situat  i- on, hvor der er behov for at afværge fare, og politiet vil også efter lovforslaget skulle iag ttage pro- portionalitetsprincippet, således at der alene må foretages indgreb i det omfang, dette ikke står i et misforhold til den fare, der søges afværget. Spørgsmål nr. 15: ”Ad politiets indgrebsmulighed og opgaver i forhold til demonstrationer: Ministeren bedes redegøre for, hvilke overvejelser der har været i forhold til lovforslaget for så vidt angår: a. Politiets adgang til at foretage præventive anholdelser b.    Politiets adgang til at maskere sig c. Folks mulighed for at identificere politibetjente, som har begået fejl mv., f.ek s. ved at politiet bærer et synligt nummer.” Svar: For så vidt angår præventive anholdelser, har Justitsministeriet forstået spørgsmålet således, at der hermed menes anholdelser, der foretages med det formål at afværge fare. Som nærmere omtalt i besvarelsen af spørgsmål nr. 14, har politiet efter lovforslagets § 5 til o pgave at afværge fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners eller den offent- lige sikkerhed. Bestemmelsen regulerer, under hvilke betingelser politiet kan foretage indgreb med henblik  på  fareafværgelse.  Efter  den  foreslåede  §  5,  stk.  3,  kan  politiet,  hvis  mindre  indgribende midler ikke findes tilstrækkelige, om nødvendigt foretage frihedsberøvelse af den eller de personer, der giver anledning til faren. Endvidere indeholder lovforslagets §§ 10-13 særlige bestemmelser om politiets indgrebsmuligheder over for svage og udsatte persongrupper. Politiet kan herefter under visse betingelser foretage ind- greb  over for en svag eller hjælpeløs person, hvis den pågælden de træffes under omstændigheder,

- 18 - der indebærer fare for den pågældende selv eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed. Hvis  mindre  indgribende  midler  ikke  findes  tilstrækkelige  til  at  afværge  faren  for  den  svage  eller hjælpeløse person eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed, kan den syge eller hjæl- peløse person om nødvendigt frihedsberøves. Frihedsberøvelsen skal være så kor tvarig og skånsom som muligt. For så vidt angår politiets adgang til at maskere sig samt mulighe  den for ved hjælp af nummerering at  identificere  politibetjente,  som  måtte  have  begået  fejl  mv.,  skal  Justitsministeriet  bemærke,  at lovforslaget  i  overensstemmelse  med  Politikommissionens  udkast  ikke  indeholder  regler  herom. Lovforslaget indeholder sålede s alene regler om politiets virksomhed direkte i forhold til borgerne, herunder om politiets indgrebsmuligheder og anvendelse af magt mv. Det fremgår af straffelovens § 134 b, at den der i forbindelse med møder, forsamlinger, optog eller lignende på offe ntligt sted færdes med ansigtet helt eller delvis tildækket med hætte, maske, bema- ling eller lignende på en måde, der er egnet til at hindre identifikation, straffes med bøde eller fæn  g- sel indtil 6 måneder. Rigspolitiet har oplyst, at der ikke er udstedt generelle administrative retningslinjer for polititjene- stemænds adgang til at maskere sig. Der verserer for tiden en sag ved Københavns Byret mod nogle polititjenestemænd  for  under  EU-topmødet  i  København  i  december  2002  at  have  maskeret  sig  i strid med den nævnte bestemmelse. Der forventes at blive afsagt dom i sagen den 23. april 2004. For så vidt angår eksisterende retningslinjer vedrørende muligheden for at identificere betjente har Rigspolitichefen oplyst: ”…at det fremgår af Rigspolitiets kundgøre lse II nr. 32, om politiets legitimation, at politi- ets legitimationskort, der indeholder oplysninger om indehaverens fornavn(e) og efternavn, foto af indehaveren, underskrift samt et registrerings- og et kortnummer, skal medbringes under enhver form for tjeneste. Det  fremgår  endvidere  af  regelsættet,  at  en  polititjenestemand  i  civil  beklædning,  der  i tjenstlig anledning retter henvendelse til en person, inden ærindet fremføres, som hovedre- gel  skal  sikre  sig,  at  den  pågældende  er  klar  over,  at  vedkommende  e r  politimand.  Dette kan  ske  ved  forevisning  af  legitimationskort  eller  ved  klart  at  gøre  pågældende  b ekendt hermed. Legitimationskortet skal altid forevises på opfordring. En uniformeret polititjenestemand skal på opfordring legitimere sig med legitimatio nskort, medmindre opfordringen sker under anholdelse eller uroligheder eller fremsættes af en per- son, der er spirituspåvirket, provokerende eller stærkt uligevægtig.

- 19 - Det fremgår videre af reglerne, at en polititjenestemand på opfordring af nogen, han ko  m- mer i forbindelse med i tjenstlig anledning, skal opgive charge, navn og tjenestested. Under de  ovenfor  nævnte  omstændigheder  kan  denne  regel  dog  fraviges,  men  den  pågæ ldende skal i disse situationer henvises til polititjenestemandens tjenestested.” Rigspolitiet  har  endvidere  oplyst,  at  ovennævnte  regler  fungerer  tilfredsstillende,  og  at  der  efter Rigspolitiets opfattelse ikke er behov for yderligere regulering af området. Justitsministeriet kan henholde sig til Rigspolitichefens udtalelse.

- 20 - Vedlagt fremsendes i 5 eksemplarer besvarelse af spørgsmål nr.  1-15 af 17. marts 2004 fra Folke- tingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om politiets virksomhed (L 159 – bilag 3). /