L 213
Forslag til lov om ændring af lov om visse
forbrugeraftaler, markedsføringsloven og visse andre love.
(Gennemførelse af EU-regler om fjernsalg, uanmodet
markedsføring m.v. og metoden til beregning af årlige
omkostninger i procent samt gennemførelse af protokoller om
Domstolens fortolkningskompetence vedrørende konventionen
om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige
forpligtelser m.v.).
Af justitsministeren (Frank Jensen).
Lov nr 442 af 31. maj 2000.
Ordførere: (1.beh) Dorte Bennedsen (S), Eva Kjer Hansen
(V), Jens Heimburger (KF), Anne Baastrup (SF), Peter
Skaarup (DF), Sonja Albrink (CD), Elisabeth Arnold (RV),
Søren Søndergaard (EL) og Tom Behnke (FRI).
Efter 1.beh henvist til Retsudvalget (REU)
Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.
Resume:
Loven indebærer udvidelse af fortrydelsesretten ved
fjernsalg i forbrugeraftaleloven. Bl.a. udvides lovens
anvendelsesområde til også at gælde aftaler om
tjenesteydelser og til at gælde brug af enhver form for
fjernkommunikation. Endvidere udvides forbrugerens
fortrydelsesret.
Desuden indeholder loven regler om den erhvervsdrivendes
oplysningspligt over for forbrugeren om den pågældende vare
eller tjenesteydelse, aftalevilkårene og forbrugerens
rettigheder.
Loven indfører endvidere regler i markedsføringsloven om,
i hvilke tilfælde og hvordan en erhvervsdrivende må rette
uanmodet henvendelse til en forbruger.
Endelig indeholder loven nogle mere tekniske ændringer af
loven om kreditaftaler og gennemførelse af to protokoller
om lovvalget i kontraktforhold.
Baggrund:
Med lovforslaget gennemførtes Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om
forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende
fjernsalg (fjernsalgsdirektivet), artikel 10 og 12 i
direktiv 97/66/EF af 15. december 1997 om behandling af
personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden
for telesektoren (ISDN-direktivet), direktiv 98/7/EF om
ændring af forbrugerkreditdirektivet og to protokoller, som
er knyttet til den såkaldte Rom-konvention (konvention af
19. juni 1980) om lovvalget i kontraktforhold, der er
indgået mellem EU-landene.
Afstemning:
Lovforslaget vedtaget med 101 stemmer (S, V, KF, SF, DF,
CD, RV, EL (ved en fejl), KRF og Frank Dahlgaard (UP)) mod
2 (FRI).
Lov nr 442 af 31. maj 2000