L 20 (som fremsat): Forslag til lov om Den Internationale Straffedomstol.

Fremsat den 4. oktober 2000 af udenrigsministeren (Niels Helveg Petersen)

Forslag

til

Lov om Den Internationale Straffedomstol

 

§ 1. Statutten for Den Internationale Straffedomstol, jf. bilaget til denne lov, gælder her i landet.

Stk. 2. Udenrigsministeren kan bestemme, at følgende bestemmelser skal gælde her i landet:

1) Procesreglementet og ændringer heraf, jf. statuttens artikel 51.

2) Vejledende beskrivelser af gerningsindhold og ændringer heraf, jf. statuttens artikel 9.

3) Ændringer af statutten, som er vedtaget i medfør af statuttens artikel 121-123.

§ 2. Justitsministeren træffer efter anmodning fra Den Internationale Straffedomstol beslutning om udlevering af personer, mod hvem domstolen har indledt strafforfølgning.

Stk. 2. Justitsministeren træffer endvidere efter anmodning beslutning om udlevering til fuldbyrdelse af domstolens domme.

Stk. 3. Kapitel 3 og 4 i lov om udlevering af lovovertrædere finder anvendelse med de fornødne lempelser.

Stk. 4. Retten afgør efter anmodning fra en person, der er varetægtsfængslet med henblik på udlevering til Den Internationale Straffedomstol, om betingelserne for midlertidig løsladelse efter statuttens artikel 59, stk. 3-5, er opfyldt.

§ 3. Justitsministeren kan bestemme, at straf mv., som er pålagt af Den Internationale Straffedomstol, kan fuldbyrdes her i landet efter reglerne i statuttens kapitel 10.

Stk. 2. Fuldbyrdelsen skal i videst muligt omfang ske efter danske regler og må ikke medføre skærpelse af domfældtes strafferetlige situation.

Stk. 3. Justitsministerens afgørelse forelægges retten til godkendelse. Rettens afgørelse træffes ved dom. Retsplejelovens regler om udenretlig vedtagelse af bøde eller konfiskation finder dog tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Der kan ikke her i landet fastsættes forvandlingsstraf for en bøde, der er idømt af Den Internationale Straffedomstol.

Stk. 5. Erstatning til ofre pålagt af Den Internationale Straffedomstol efter statuttens artikel 75 kan inddrives af justitsministeren ved udpantning og ved indeholdelse i den pågældendes indtægter efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven og reglerne i lov om Det Fælles Lønindeholdelsesregister. Reglerne om inddrivelse af bøder finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.

Stk. 6. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om fuldbyrdelse her i landet af straf mv., som er pålagt af Den Internationale Straffedomstol, herunder på grundlag af overenskomst med domstolen.

§ 4. En person, der er dømt eller frifundet af Den Internationale Straffedomstol, kan ikke strafforfølges her i landet for den samme handling.

§ 5. Bestemmelserne i straffelovens kapitel 14 om forbrydelser mod den offentlige myndighed og kapitel 17 om falsk forklaring og falsk anklage finder også anvendelse, når forholdet angår Den Internationale Straffedomstol.

§ 6. Udgifter til beskikket forsvarer i forbindelse med afhøringer her i landet efter anmodning fra Den Internationale Straffedomstol afholdes af det offentlige, medmindre retten under særlige omstændigheder bestemmer, at de skal betales af den, der afhøres.

§ 7. Justitsministeren kan fastsætte yderligere bestemmelser til gennemførelse af statutten for Den Internationale Straffedomstol, herunder på grundlag af overenskomst med domstolen.

§ 8. Udenrigsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.

§ 9. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Lovforslagets formål

4

   

2. Rom-statuttens forhistorie

4

   

3. Oversigt over statuttens bestemmelser

8

   

4. Gennemgang af statuttens enkelte bestemmelser

9

   

5. Lovtekniske spørgsmål

19

   

6. Retsforfølgning i Danmark eller ved Den Internationale Straffedomstol, herunder af dansk militært personel

20

   

7. Samarbejde med domstolen

21

   

8. Udlevering

22

8.1. Gældende ret

22

8.2. Regeringens overvejelser

26

   

9. International retshjælp

27

9.1. Gældende ret

27

9.2. Regeringens overvejelser

27

   

10. Forsvarerbistand under afhøringer

29

10.1. Gældende ret

29

10.2. Regeringens overvejelser

30

   

11. International fuldbyrdelse af straf

30

11.1. Gældende ret

30

11.2. Regeringens overvejelser

31

   

12. Forholdet til grundloven

35

   

13. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

38

   

14. Hørte myndigheder mv.

39

1. Lovforslagets formål

Lovforslaget har til formål at gennemføre statutten for Den Internationale Straffedomstol i dansk ret. Statutten indebærer, at der nedsættes en permanent international domstol, som kan retsforfølge de alvorligste internationale forbrydelser: folkedrab, krigsforbrydelser og andre forbrydelser mod menneskeheden. Domstolen skal fungere som supplement til national retsforfølgning i tilfælde, hvor en stat er uvillig eller ude af stand til effektivt at gennemføre efterforskning eller retsforfølgning.

Med en vedtagelse af lovforslaget giver Folketinget samtykke til, at Danmark ratificerer statutten for Den Internationale Straffedomstol.

Statutten er optaget som bilag til lovforslaget.

Lovforslaget er udarbejdet i samarbejde med Justitsministeriet og Forsvarsministeriet.

2. Rom-statuttens forhistorie

Forberedelsen af Rom-konferencen

Spørgsmålet om en global dømmende myndighed for internationale forbrydelser blev sat på FNs dagsorden allerede i 1947. Først efter ophøret af den kolde krig er det imidlertid lykkedes at opnå fremdrift i dette projekt. Afgørende herfor var bl.a. FNs sikkerhedsråds etablering af de to særlige krigsforbrydertribunaler vedrørende det tidligere Jugoslavien (1993) og Rwanda (1994). Inspireret heraf fremlagde FNs folkeretskommission (ILC) i sommeren 1994 et fuldt udarbejdet og kommenteret udkast til statut for en permanent international straffedomstol.

FNs generalforsamling tog i efteråret 1994 vel imod ILCs udkast og iværksatte en forhandlingsproces – først i form af et ad hoc-udvalg og senere i form af en forberedende komité – som skulle tage stilling til ILCs udkast. De forberedende forhandlinger stod på frem til foråret 1998 og havde i 1997 nået et sådant stade, at FNs 52. generalforsamling kunne beslutte at indkalde en til diplomatkonference, der afholdtes i Rom i perioden 15. juni – 17. juli 1998 (resolution 52/160).

Gennem hele forberedelsesprocessen var det gruppen af såkaldt ligesindede lande, der drev sagen fremad, dvs. de ca. 45 lande fra alle regionale grupper, der gik ind for at give domstolen en relativt vidtgående kompetence. Denne gruppe blev anført af Canada, Australien, New Zealand, Sydafrika, Argentina, Tyskland, Holland, de nordiske lande, og – i de senere faser af forhandlingerne – også Storbritannien. Heroverfor stod bl.a. Kina, Indien, Pakistan, Indonesien, Malaysia og Mexico, men også vestlige lande som USA og Frankrig, der indtog en meget restriktiv holdning.

I perioden 16. marts – 3. april 1998 afholdt den forberedende komité sin sjette og afsluttende mødesamling. Komitéen løste sin opgave, for så vidt som det lykkedes at få færdiggjort det traktatudkast, som diplomatkonferencen skulle forholde sig til, og som skulle føre frem til vedtagelse af domstolens statut. Diplomatkonferencen fik dog præsenteret et forhandlingsoplæg med mange skarpe parenteser og alternative forslag, som afspejlede, at en række politiske problemer fortsat var uløst. Ved konferencens åbning var det derfor den almindelige vurdering, at det kunne blive meget vanskeligt at nå frem til et endeligt resultat under forhandlingerne i Rom.

Konferencens åbning og generaldebat

Konferencen blev åbnet den 15. juni 1998 af FNs generalsekretær, Kofi Annan, som i sin åbningstale understregede straffedomstolens historiske betydning og fremhævede det gennembrud, som ophøret af den kolde krig og tragedierne i det tidligere Jugoslavien og Rwanda havde skabt i processen frem mod domstolens etablering. Mange modstående politiske og juridiske interesser skulle forenes, men hensynet til ofrene for de groveste internationale forbrydelser tilsagde, at udfordringen blev taget op og forventningerne indfriet.

I løbet af konferencens første fire dage blev generaldebatten afviklet. Helt på linie med den tendens, som gjorde sig gældende under forberedelsesprocessen, var debatten præget af det modsætningsforhold, der bestod mellem de progressive stater, der gik ind for at give domstolen en relativt vidtgående kompetence, og de restriktive stater, som foretrak, at domstolen i større eller mindre udstrækning blev underordnet FNs sikkerhedsråd og/eller staterne.

Forhandlingernes forløb

Parallelt med generaldebatten blev substansarbejdet sat i gang med fuld styrke fra konferencens start. Forhandlingerne var i det væsentlige koncentreret om følgende hovedspørgsmål:

Som det havde været tilfældet siden processens start, var der stor uenighed om, hvilken rolle straffedomstolen burde kunne spille i forhold til de nationale retssystemer, dvs. afgrænsningen af straffedomstolens jurisdiktionskompetence. Det store flertal af lande ønskede at fastholde den nationale jurisdiktion som den primære, mens domstolen kun skulle spille en komplementær eller subsidiær rolle i situationer, hvor nationale retssystemer var uvillige eller ude af stand til at strafforfølge behørigt, eller i situationer, hvor national strafforfølgning måtte anses for ineffektiv.

Et andet hovedspørgsmål var, om domstolens jurisdiktionskompetence burde indtræde automatisk, når en stat tilsluttede sig domstolens statut. Eller om der herudover burde indbygges et samtykkeregime, således at jurisdiktionskompetencen forudsatte konkret accept fra berørte stater, f.eks. tiltaltes hjemstat. Bl.a. USA og Frankrig samt en række asiatiske og arabiske udviklingslande advokerede herfor. Danmark og andre domstolsvenlige lande gik klart ind for den første løsning, der skulle sikre, at stater i søgelyset ikke skulle kunne blokere for domstolens funktion.

Et centralt spørgsmål i denne forbindelse vedrørte adgangen til at rejse sag ved domstolen. Mens flertallet af lande mente, at samtlige deltagerstater og FNs sikkerhedsråd burde kunne indgive klage, var der stor uenighed om, hvorvidt domstolens anklager burde have kompetence til at indlede efterforskning af egen drift. Danmark og den øvrige gruppe af ligesindede lande lagde stor vægt på, at anklageren fik en sådan selvstændig kompetence. Modstand herimod blev især tilkendegivet af USA, Kina og Indien.

Et yderligere spørgsmål, som skilte landene, var, hvor stor indflydelse FNs sikkerhedsråd skulle have. Nogle lande, heriblandt USA, Rusland og Frankrig, fandt, at Sikkerhedsrådet i så godt som alle tilfælde skulle godkende, at straffedomstolens regler blev bragt i anvendelse. Danmark og andre ligesindede lande var imod en så vidtgående begrænsning af domstolens virksomhed, idet det dog samtidig blev understreget, at Sikkerhedsrådet på grundlag af FN-pagtens bestemmelser fortsat skulle have hovedansvaret for opretholdelse af international fred og sikkerhed.

I det centrale spørgsmål om, hvilke forbrydelser domstolen skulle have kompetence til at behandle, fandt et flertal af lande, at domstolen alene skulle have kompetence til at pådømme de mest alvorlige forbrydelser. Det vil sige folkedrab, krigsforbrydelser samt forbrydelser mod menneskeheden, som allerede er anerkendt i gældende folkeret.

Der var ikke enighed om, hvorvidt aggression burde indgå i forbrydelseskataloget. Uenigheden gik navnlig på, hvorvidt statutten burde udformes på en sådan måde, at domstolen fik en selvstændig – af FNs sikkerhedsråd uafhængig – kompetence til at fastslå, hvorvidt der forelå en aggressionshandling og til i givet fald at placere det strafferetlige ansvar; eller om statutten burde udformes under respekt for Sikkerhedsrådets kompetence i henhold til FN-pagten, således at domstolens opgave udelukkende skulle være at placere et eventuelt individuelt strafferetligt ansvar for en aggression, som Sikkerhedsrådet på forhånd havde konstateret, at en stat havde begået. Specielt arabiske og afrikanske lande forfægtede førstnævnte synspunkt, mens sidstnævnte synspunkt navnlig blev gjort gældende af de permanente vestlige medlemmer af Sikkerhedsrådet. Også Danmark fandt, at en løsning af dette spørgsmål burde reflektere Sikkerhedsrådets kompetence i henhold til FN-pagten.

Med hensyn til krigsforbrydelser var der ikke enighed om, hvorvidt statutten burde omfatte forbrydelser begået både i internationale væbnede konflikter og i interne konflikter. Ligeledes var der uenighed om, hvorvidt og – i givet fald – på hvilken måde brug af børnesoldater burde kriminaliseres. Endvidere var der uenighed om indhold og udformning af en bestemmelse om forbudte våben.

Fra dansk side blev der bl.a. lagt vægt på, at krigsforbrydelser blev defineret på basis af Genève-konventionerne af 1949 og de dertil knyttede to tillægsprotokoller af 1977, således at statutten kom til at omfatte forbrydelser begået i internationale væbnede konflikter og i interne konflikter.

Med hensyn til folkedrab var der bred enighed om at udforme definitionen efter de retningslinier, der er indeholdt i folkedrabskonventionen af 1948. Enigheden var knap så udtalt, når det gjaldt definitionen på forbrydelser mod menneskeheden, hvor specielt de arabiske lande advokerede for, at statutten burde afgrænses til forbrydelser i internationale væbnede konflikter og kun forbrydelser af udbredt og systematisk karakter.

Der var til det sidste indgående diskussioner om, hvorvidt domstolen skulle kunne idømme dødsstraf, hvilket blev støttet af en bred kreds af lande med Trinidad og Tobago i spidsen. Dette kunne selvsagt ikke accepteres af en tilsvarende bred kreds af lande, herunder Danmark.

Med hensyn til staternes pligt til at samarbejde med domstolen, herunder navnlig reglerne for overførelse af tiltalte til strafforfølgning ved domstolen, viste drøftelserne et fundamentalt skel mellem på den ene side de restriktive stater, som ønskede at udforme statutten på basis af de traditionelle generelle principper for retligt samarbejde mellem stater byggende på disses samtykke fra sag til sag; og på den anden side de mere progressive stater, herunder Danmark, som ønskede at etablere et nyt for domstolen specielt indrettet og relativt indgribende regelsæt til sikring af staternes samarbejde med domstolen.

Omfattende konsultationer fandt sted om domstolens sammensætning og organisation, herunder reglerne om dommernes valg, uafhængighed og kvalifikationer. Dette gjaldt ligeledes de procesretlige bestemmelser, f.eks. om betingelserne for appel og genoptagelse af straffesager. De her nævnte spørgsmål var genstand for en særdeles detaljeret teknisk/juridisk behandling, præget af vanskeligheder med at forene de bestående forskelle i nationale retssystemer og traditioner.

Et særligt stridsspørgsmål vedrørte finansieringen af domstolens udgifter. Uenigheden gik her på, hvorvidt domstolen burde finansieres over FNs almindelige budget, eller om finansieringen burde bæres af statuttens deltagerstater. Anført af Danmark og Sverige gjorde de domstolsvenlige lande gældende, at en fælles finansiering over FNs almindelige budget var en væsentlig forudsætning for domstolens effektive funktion og samtidig et vigtigt signal om institutionens betydning for det internationale samfund som helhed. Tilhængerne af deltagerfinansiering – hvortil hørte USA, Rusland, Frankrig, Tyskland, Kina og Japan – anførte heroverfor, at domstolen ikke kunne hævde sin status som uafhængigt organ, hvis den blev finansieret over FNs kasse.

Endelig forsvarede Danmark sit forslag om etablering af en revisionsmekanisme, der skal sikre, at statutten kan justeres hen ad vejen i lyset af indhøstede erfaringer; en sådan mekanisme ville tillige kunne tjene det formål at sikre, at nogle af de mest kontroversielle spørgsmål – f.eks. kataloget af forbrydelser – eventuelt ville kunne henskydes til senere behandling, når sagen måtte være moden dertil.

For forhandlingerne som helhed var det karakteristisk, at de skar igennem den traditionelle regionale FN-opdeling (Afrika, Asien, Latinamerika, Vesteuropa m.fl. og Østeuropa) i den forstand, at der ikke blev arbejdet ud fra regionale gruppepositioner, men efter hvert lands bedste nationale interesser. Det anbragte bl.a. Kina, Indien, Pakistan, Nigeria, Israel, Mexico, USA og Frankrig på samme linie, mens Danmark i gruppen af ligesindede lande var på linie med bl.a. Jordan, Ghana, Senegal, Sydafrika, Costa Rica, Argentina og Singapore. Dette forhandlingsmønster skabte visse nye muligheder for at nå frem til en tekst, der kunne nyde bred international støtte.

Det var endvidere karakteristisk, at mens der stadig var fremdrift i forhandlingerne om de teknisk/juridiske spørgsmål, var der indtil det sidste kun beskedne fremskridt i konsultationerne om de tunge udestående politiske spørgsmål i statuttens kapitel 2 koncentreret om kataloget af forbrydelser, domstolens jurisdiktionskompetence, Sikkerhedsrådets rolle og anklagerens mulighed for at rejse sager på eget initiativ.

Pakkeløsningen og dens vedtagelse

På denne baggrund fremlagde konferencens ledelse på næstsidste dag et samlet kompromisforslag. I præsentationen af forslaget blev forslagets karakter af en pakkeløsning understreget. Som i ethvert ægte kompromis var der søgt en passende balance mellem de modstående interesser, og ingen havde derfor kunnet få deres ønsker opfyldt fuldt ud.

Hovedelementerne i pakken kan sammenfattes som følger:

– Domstolen får kompetence til at behandle de groveste og mest alvorlige internationale forbrydelser, dvs. folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser samt aggression. Aggression kom således ind i den endelige tekst, men med det forbehold, at definitionen på aggression og de nærmere betingelser for domstolens jurisdiktion i tilfælde af aggression er udskudt til fastlæggelse på en fremtidig revisionskonference.

– Forbrydelserne er generelt snævert defineret og forsynet med tærskler, som betyder, at kun forbrydelser i den grove ende og af mere systematisk karakter kan behandles. Dette gælder navnlig forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Hvad disse sidste angår, må det hilses velkommen, at det lykkedes at få medtaget forbrydelser både i internationale og i interne væbnede konflikter, og at disse forbrydelser bl.a. omfatter inddragelse af børn under 15 år i fjendtligheder samt voldelige overgreb mod kvinder. Det er dog mindre tilfredsstillende, at listen over forbudte våben ikke omfatter kemiske og bakteriologiske våben, og at afsnittet om interne væbnede konflikter ikke indeholder en bestemmelse om forbudte våben.

– Det præciseres i statutten, at dens bestemmelser ikke på nogen måde kan fortolkes som begrænsende eller præjudicerende for allerede gældende eller fremtidige folkeretlige bestemmelser. Heraf følger bl.a., at forbrydelser, der falder neden for de i statutten fastsatte tærskler eller i øvrigt uden for dens bestemmelser, fortsat vil kunne retsforfølges ved nationale domstole i det hidtidige omfang.

– Straffedomstolens jurisdiktionskompetence er komplementær eller subsidiær i forhold til national jurisdiktion, idet den afgrænses til situationer, hvor staten er uvillig eller ude af stand til effektivt at gennemføre strafforfølgning. Det er af central betydning, at det vil være op til straffedomstolen – og ikke berørte stater – at afgøre, hvorvidt der foreligger den fornødne evne eller vilje til national strafforfølgning.

– Domstolens jurisdiktionskompetence indtræder automatisk allerede ved staternes tilslutning til statutten. Dvs. der er ingen særlige samtykkekrav fra deltagerstaterne ud over ratifikation af statutten. Prisen herfor er dog, at staterne ved tilslutning til statutten i en overgangsperiode på 7 år fra statens tilslutning kan fravælge domstolens kompetence til at behandle krigsforbrydelser, som måtte være begået af dens borgere eller på dens territorium. Et sådant fravalg vil til enhver tid kunne tilbagekaldes, og 7-årsperioden vil ikke kunne forlænges.

– Domstolen har kun jurisdiktion, såfremt den stat, på hvis territorium forbrydelsen er begået, eller tiltaltes hjemstat er deltager i statutten, eller såfremt en ikke-deltagerstat har erklæret sig rede til at acceptere domstolens jurisdiktion med hensyn til den pågældende forbrydelse. Det lykkedes ikke at få accepteret en bestemmelse, hvorefter domstolen skal have jurisdiktion, såfremt en tiltalt er anholdt i en (tredje)stat, som er deltager i statutten, men ikke er den stat, på hvis territorium forbrydelsen er begået, eller tiltaltes hjemstat.

– Klager kan indgives af FNs sikkerhedsråd og af deltagerstaterne. Af central betydning er det, at anklageren herudover får beføjelse til at rejse sager på eget initiativ. Denne beføjelse er imidlertid undergivet relativt omfattende regler om ret til indsigelse og retlig prøvelse.

– FNs sikkerhedsråd kan ved resolution i medfør af FN-pagtens kapitel VII i perioder af 12 måneder suspendere domstolens behandling af konkrete sager.

– Deltagerstaterne forpligtes til at samarbejde fuldt ud med domstolen, herunder til at efterkomme anmodninger om overførelse af personer til strafforfølgning ved domstolen i overensstemmelse med statutten og procedurerne i national lovgivning. Den anmodede stat vil kunne udsætte en efterkommelse af anmodningen, indtil domstolen har erklæret sagen antagelig. Med hensyn til andre former for samarbejde vil en deltagerstat kun kunne afslå bistand, såfremt afslaget kan begrundes i nationale sikkerhedsinteresser. Såfremt en deltagerstat undlader at efterkomme en anmodning om samarbejde i modstrid med statutten, vil domstolen kunne forelægge sagen for forsamlingen af deltagerstater eller FNs sikkerhedsråd, hvis sagen beror på en henvisning fra Rådet.

– Der kan højst idømmes fængselsstraf – enten på tid (max. 30 år) eller på livstid.

– Domstolen får sæde i Haag. Dens 18 dommere skal vælges for 9 år uden mulighed for genvalg. Der er i statuttens fyldige kapitler om domstolens sammensætning og straffeprocessuelle spørgsmål lagt vægt på, at domstolen kommer til at fungere i overensstemmelse med grundlæggende retssikkerhedsgarantier.

– Med hensyn til de strafferetlige principper for domstolens virke fastslås det generelle princip nullum crimen sine lege, hvorefter der kræves udtrykkelig hjemmel for at idømme strafferetligt ansvar, og hvorefter der ikke kan ske udvidende fortolkning af straffebestemmelser. Det strafferetlige ansvar begrænses til handlinger, der er foretaget efter statuttens ikrafttræden. Der kan ikke knyttes strafferetlig immunitet til indtagelse af officiel position m.v. Domstolens jurisdiktion er begrænset til personer, der er fyldt 18 år på gerningstidspunktet. Forbrydelser i henhold til statutten undergives ingen forældelsesfrist. Endvidere er der fastsat regler for medvirken og forsøg.

– Der etableres en forsamling af deltagerstater, som skal varetage det overordnede tilsyn med domstolens funktion og administration og bl.a. træffe beslutning i sager om manglende efterlevelse af de påhvilende samarbejdsforpligtelser.

– Der lægges op til, at domstolens udgifter skal finansieres ved pålignede bidrag fra deltagerstaterne, ved midler fra FNs almindelige budget – navnlig til dækning af udgifter i forbindelse med henvisning af situationer fra FNs sikkerhedsråd – samt ved frivillige bidrag.

– Der kan ikke tages forbehold over for statutten.

– Statutten træder i kraft, når den er ratificeret af 60 stater.

– 7 år efter statuttens ikrafttræden skal FNs generalsekretær indkalde til en revisionskonference med henblik på at overveje ændringer i statutten. Denne revisionsmekanisme – som er indsat på dansk initiativ – sikrer, at statutten automatisk vil blive underkastet revision i lyset af indhøstede erfaringer.

I konferencens slutakt – som er en del af pakkeløsningen – besluttes det i en særlig resolution at nedsætte en forberedende kommission, som skal forberede, at domstolen kan træde i funktion, når 60 stater har ratificeret statutten. Kommissionen sammensættes af de stater, som har undertegnet slutakten, og dens opgave er blandt andet at udarbejde et udkast til domstolens procesreglement, budgetreglement samt samarbejdsaftale mellem domstolen og FN. Herudover skal kommissionen udarbejde vejledende beskrivelser af forbrydelsernes gerningsindhold samt forberede en definition på aggression og de betingelser, under hvilke domstolen kan udøve jurisdiktion med hensyn til denne forbrydelse. Et sådant forslag vil til sin tid skulle forelægges forsamlingen af deltagerstater til behandling og godkendelse.

I en anden resolution anbefales det, at der på en fremtidig revisionskonference foretages en nærmere overvejelse af, hvorvidt det vil være muligt at nå frem til en acceptabel definition på terrorisme og narkotikaforbrydelser, som vil kunne inkluderes i statuttens forbrydelseskatalog.

Det samlede kompromisforslag blev med stående bifald fra forsamlingen vedtaget uden afstemning i hovedkomiteen. Ved den efterfølgende behandling i plenarforsamlingen begærede USA afstemning om det samlede forhandlingsresultat. Ligeledes med stående bifald fra forsamlingen blev dette vedtaget med 120 stemmer for, 7 imod (heriblandt USA, Kina, Indien og Israel) og 21 afståelser.

Efter vedtagelsen den 17. juli 1998 blev statutten åbnet for staternes undertegnelse. Pr. 15. september 2000 er statutten undertegnet af 112 stater, herunder Danmark, der undertegnede statutten den 25. september 1998. Pr. samme dato har 20 stater ratificeret statutten, heriblandt Norge, Island, Frankrig, Belgien og Italien.

3. Oversigt over statuttens bestemmelser

Statutten, der er optaget som bilag til lovforslaget, indeholder en præambel og 128 artikler, der er fordelt på 13 kapitler.

Kapitel 1 (artikel 1 – 4) omhandler oprettelsen af domstolen.

Kapitel 2 (artikel 5 – 21) fastlægger hvilke sager, herunder hvilke forbrydelser, domstolen kan behandle. Det fastlægges, hvorledes en situation kan henvises til domstolen. Kapitlet omhandler endvidere forholdet til FNs sikkerhedsråd og forholdet mellem domstolens og nationale domstoles myndighed. Endelig reguleres betingelserne for antagelsen af en sag og hvilke retskilder, domstolen kan anvende.

Kapitel 3 (artikel 22 – 33) indeholder almindelige strafferetlige principper, som også kendes fra national strafferet. Der etableres individuelt strafansvar for fysiske personer. Kapitlet angiver de almindelige betingelser for, at en person kan straffes af domstolen, herunder krav om tilregnelse, straffrihedsgrunde samt virkningen af ordrer fra overordnede og overordnedes ansvar for underordnedes handlinger.

Kapitel 4 (artikel 34 – 52) omhandler domstolens sammensætning og administration. Domstolen består af fire organer: præsidentskabet, domstolsafdelingerne, anklagerens kontor og justitskontoret. Kapitlet fastlægger blandt andet organernes sammensætning, valg, kvalifikationskrav og funktionstid. Endvidere fastlægges regler om fritagelse og inhabilitet samt om immuniteter og privilegier. Nedsættelsen af en enhed under justitskontoret for ofre og vidner er beskrevet. Afslutningsvis bestemmes, at der skal udarbejdes to yderligere regelsæt: procesreglementet og domstolens regulativ.

Kapitel 5 (artikel 53 – 61) indeholder regler om efterforskning og retsforfølgning. Kapitlet fastlægger anklagerens rettigheder og pligter i forbindelse med efterforskningen samt forundersøgelseskammerets kontrolfunktioner i denne forbindelse. Forundersøgelseskammerets udstedelse af anholdelsesbeslutning og fremgangsmåden ved en sådan anholdelse reguleres. Kapitlet indeholder regler om rettigheder for personer, som er under efterforskning, samt om den indledende domsforhandling efter en persons overførelse til eller frivillige fremmøde ved domstolen.

Kapitel 6 (artikel 62 – 76) indeholder de processuelle bestemmelser om domsforhandlingen, herunder reglerne om tiltaltes rettigheder, bevisfremlæggelse, bevisførelse samt om behandlingen af oplysninger om national sikkerhed. Kapitlet indeholder endvidere regler om domsafsigelsen, krav til domstolens beslutningsdygtighed og krav til dommens indhold.

Kapitel 7 (artikel 77 – 80) angiver de straffe, som domstolen kan idømme. Den primære straf er fængselsstraf, der i særlige tilfælde kan idømmes på livstid. Der er mulighed for at anvende bøder som tillægsstraf til fængselsstraf. Endvidere kan dommen indeholde bestemmelser om konfiskation. Der oprettes en fond til fordel for ofre for forbrydelser under domstolens jurisdiktion og for ofrenes familier.

Kapitel 8 (artikel 81 – 85) indeholder de processuelle bestemmelser om appel og genoptagelse. Kapitlet indeholder endvidere en bestemmelse om erstatning til personer, der har været udsat for ulovlig anholdelse eller fængsling fra domstolens side.

Kapitel 9 (artikel 86 – 102) omhandler primært deltagerstaters samarbejde med domstolen og procedurerne for dette samarbejde. Samarbejdet indebærer blandt andet pligt til at anholde eller overføre personer til domstolen, foreløbig anholdelse af personer og optagelse af bevis. Ydermere indeholder kapitlet bestemmelser om konkurrerende anmodninger om overførelse af personer, samt spørgsmålet om modstridende folkeretlige forpligtelser.

Kapitel 10 (artikel 103 – 111) regulerer staternes rolle ved fuldbyrdelse af fængselsstraffe, bøder og konfiskation pålagt af domstolen og indeholder endvidere bestemmelser om benådning, prøveløsladelse og undvigelse.

Kapitel 11 (artikel 112) fastslår, at der skal oprettes en forsamling af de stater, der deltager i statutten. Forsamlingen skal primært varetage opgaver i forhold til domstolens organer, men har også funktioner i forhold til deltagerstaterne, eksempelvis i tilfælde af en deltagerstats manglende samarbejde med domstolen eller ved en tvist mellem to eller flere deltagerstater om fortolkningen eller anvendelsen af statutten.

Kapitel 12 (artikel 113-118) indeholder regler om domstolens finansiering.

Kapitel 13 (artikel 119-128) indeholder statuttens afsluttende bestemmelser, herunder om bilæggelse af tvister.

4. Gennemgang af statuttens enkelte bestemmelser

Præamblen

Præamblen opregner i 11 afsnit statuttens baggrund, ramme og formål. Den indeholder ikke bindende bestemmelser, men har betydning for fortolkningen af de enkelte artikler. Præamblen understreger deltagerstaternes ønske om at fremme internationalt samarbejde om at effektivisere retsforfølgning og bekæmpelse af forbrydelser, der vedkommer det internationale samfund som helhed. Dette ønske kommer til udtryk ved oprettelsen af »en uafhængig permanent international straffedomstol i tilknytning til FN-systemet«. Det præciseres, at det fortsat er hver enkelt stats pligt at retsforfølge personer, som er ansvarlige for disse alvorlige forbrydelser, således at domstolen skal supplere national strafferetlig jurisdiktion.

Kapitel 1: Domstolens oprettelse (artikel 1-4)

Kapitel 1 regulerer organisatoriske forhold knyttet til oprettelsen af domstolen. Visse af bestemmelserne bygger på ordninger kendt fra eksisterende internationale domstole, mens andre er nydannelser i lyset af domstolens særlige karakter.

Artikel 1 opretter domstolen som en permanent institution, der skal have beføjelse til at retsforfølge personer for de alvorligste forbrydelser, der vedkommer det internationale samfund som helhed, og skal supplere national strafferetlig jurisdiktion.

Artikel 2 bestemmer, at forholdet mellem domstolen og FN fastlægges i en aftale, der skal godkendes af forsamlingen af deltagerstater og derefter indgås af domstolens præsident på domstolens vegne.

Artikel 3 fastslår, at domstolens sæde skal være i Haag, Nederlandene (»værtsstaten«). Domstolen kan om nødvendigt træde sammen andetsteds.

Artikel 4 om domstolens retlige status og beføjelser fastslår, at domstolen skal være en international juridisk person. Den skal have en sådan retsevne, som er nødvendig for udøvelsen af dens funktioner og til opfyldelsen af dens formål. Domstolen har adgang til at udøve sine funktioner og beføjelser på enhver deltagerstats territorium og, efter særlig aftale, på enhver anden stats territorium.

Kapitel 2: Jurisdiktion, antagelighed og anvendelig ret (artikel 5-21)

Kapitel 2 fastlægger hvilke sager, herunder hvilke forbrydelser, domstolen kan behandle. Det fastlægges, hvorledes en situation kan henvises til domstolen. Kapitlet omhandler endvidere forholdet til FNs sikkerhedsråd og forholdet mellem domstolens og nationale domstoles myndighed. Endelig reguleres betingelserne for antagelsen af en sag og hvilke retskilder, domstolen kan anvende.

I henhold til artikel 5 har domstolen jurisdiktion med hensyn til folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Disse tre forbrydelseskategorier er defineret nærmere i artikel 6-8. Endvidere nævnes aggression, men det præciseres, at domstolen ikke har jurisdiktion i forhold til denne forbrydelse, før der er opnået enighed om en definition og de betingelser, under hvilke domstolen skal udøve jurisdiktion i denne forbindelse.

Artikel 6 definerer folkedrab. Bestemmelsen opregner fem typer handlinger, der er forbudt både i fredstid og under væbnede konflikter. Bestemmelsen omfatter bl.a. drab, alvorlig skade på legeme eller sjæl og tvangsforflyttelse af børn. Handlingerne skal være begået med forsæt til helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan. Ved folkedrab er det disse beskyttede grupper, ikke individerne som sådanne, der anses for ofre. Definitionen i artikel 6 er stort set identisk med artikel 2 i FN-konventionen af 9. december 1948 om forebyggelse af og straf for folkedrab. Samme definition anvendes endvidere af de to krigsforbrydertribunaler for det tidligere Jugoslavien og Rwanda. Folkedrabskonventionen har på det nærmeste universel tilslutning og anses i det væsentlige som udtryk for international sædvaneret. Af forarbejderne til folkedrabskonventionen fremgår, at hensigten var at værne om »stabile« grupper, hvor tilhørsforholdet til gruppen blev bestemt ved fødslen. Dette står i modsætning til mere mobile grupper, som en person kan blive medlem af gennem frivillig tilslutning, eksempelvis politiske grupper.

Artikel 7 definerer forbrydelser mod menneskeheden. I artiklen er 11 typer handlinger beskrevet som forbrydelser mod menneskeheden, der er forbudt både i fredstid og under væbnede konflikter. Bestemmelsen omfatter bl.a. drab, udryddelse, deportation eller tvungen overførsel af en befolkning, tortur, voldtægt, tvangsforsvindinger og apartheid. Forbrydelser mod menneskeheden regnes i dag som en del af international sædvaneret, men er ikke tidligere kodificeret i en international konvention. Handlinger skal efter denne bestemmelse være begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning. Begrebet »angreb« er ikke begrænset til militære angreb eller handlinger, hvor brug af fysisk magt er involveret. I bestemmelsens stykke to defineres en række begreber i relation til forbrydelser mod menneskeheden.

Artikel 8 fastslår, at domstolen skal have jurisdiktion over 50 krigsforbrydelser, som defineret i artikel 8, stk. 2. Domstolen får beføjelse til særligt at pådømme handlinger, der begås som led i en plan eller politik eller som led i en omfattende begåelse af sådanne forbrydelser. Litra (a) og (b) finder anvendelse i internationale væbnede konflikter, mens litra (c) – (f) finder anvendelse i interne væbnede konflikter. Litra (a) og (c) bygger på bestemmelser om alvorlige brud på de fire Genèvekonventioner af 1949 om beskyttelse af ofre i væbnede konflikter. Litra (b) og (d) tager udgangspunkt i andre folkeretlige regler, der finder anvendelse i væbnede konflikter, særligt IV. Haagerkonvention af 1907 om regler og vedtægter for krig til lands og tillægsprotokollerne af 1977 til de nævnte Genèvekonventioner. Danmark har ratificeret alle disse regelsæt.

Artikel 9 bestemmer, at vejledende beskrivelser af gerningsindhold skal bistå domstolen i fortolkningen og anvendelsen af domstolens forbrydelseskatalog, samt at beskrivelserne skal være i overensstemmelse med statutten. Et udkast til vejledende beskrivelser af gerningsindhold blev godkendt af Den Forberedende Kommission den 30. juni 2000 og skal til sin tid vedtages af forsamlingen af deltagerstater med 2/3 flertal.

Artikel 10 understreger, at intet i statuttens kapitel 2 skal fortolkes som begrænsende eller på anden måde foregribe folkeretlige regler, der gælder eller er under udvikling.

Artikel 11 bestemmer, at domstolen kun har jurisdiktion med hensyn til forbrydelser begået efter statuttens ikrafttrædelse, jf. artikel 126.

Artikel 12 opstiller forudsætningerne for, at domstolen kan udøve jurisdiktion og omfatter de tilfælde, hvor en situation er henvist til domstolen af en deltagerstat, eller hvor anklageren af egen drift indleder efterforskning. Bestemmelsen omfatter således ikke situationer, der er henvist til domstolen af FNs sikkerhedsråd. Det fastslås, at domstolen automatisk har jurisdiktion over for stater, der har tilsluttet sig statutten. Domstolen har imidlertid kun jurisdiktion, såfremt den stat, på hvis territorium forbrydelsen er begået eller tiltaltes hjemstat, er deltager i statutten. Stater, der ikke har tilsluttet sig statutten, har mulighed for i konkrete tilfælde at acceptere domstolens jurisdiktion.

Artikel 13- 15 regulerer de mekanismer, der kan udløse domstolens jurisdiktion. Situationer kan henvises til domstolen af deltagerstaterne og Sikkerhedsrådet. Hertil kommer, at anklageren kan indlede en efterforskning af egen drift efter at være blevet bemyndiget hertil af forundersøgelseskammeret.

Artikel 16 bestemmer, at Sikkerhedsrådet kan anmode domstolen om at udsætte en efterforskning eller retsforfølgning i 12 måneder, samt at en sådan anmodning kan fornys. Udsættelse forudsætter, at Sikkerhedsrådet har konstateret en trussel mod international fred og sikkerhed i henhold til FN-pagtens kapitel VII.

Artikel 17 og 18 indeholder bestemmelser om antagelsen af en sag. Artikel 17 angiver betingelserne for antagelsen. Domstolen skal kun udøve jurisdiktion med hensyn til handlinger, som ikke er eller vil blive retsforfulgt i en stat, fordi national retsforfølgning ikke kan udøves eller må anses for ineffektiv. Artikel 18 indeholder regler og procedurer for foreløbige afgørelser vedrørende antagelsen af en sag, herunder om overdragelse af retsforfølgningen til en stat.

Artikel 19 regulerer indsigelser mod domstolens jurisdiktion eller antagelsen af en sag og fastslår blandt andet, at domstolen selv skal sikre sig, at den har jurisdiktion med hensyn til sager, der indbringes for den.

I artikel 20 bekræftes princippet om, at en person, der er endeligt dømt eller frifundet af en domstol, ikke kan stilles for retten på ny for det samme forhold. Princippet omfatter også retsforfølgning ved nationale domstole, medmindre sådan retsforfølgning alene fandt sted for at beskytte den anklagede mod strafansvar for forbrydelser under domstolens jurisdiktion, eller retsforfølgningen ikke har været ført uafhængigt eller upartisk i henhold til folkerettens principper om retssikkerhed.

Artikel 21 regulerer hvilke retskilder, domstolen kan anvende, og disse retskilders indbyrdes prioritering.

Kapitel 3: Almindelige strafferetlige principper (artikel 22 – 33)

Kapitel 3 indeholder almindelige strafferetlige principper, som også kendes fra national strafferet. Der etableres individuelt strafansvar for fysiske personer. Kapitlet angiver de almindelige betingelser for, at en person kan straffes af domstolen, herunder krav om tilregnelse, straffrihedsgrunde samt virkningen af ordrer fra overordnede og overordnedes ansvar for underordnedes handlinger.

Artikel 22 – 24 indeholder en række grundlæggende strafferetlige principper. Artikel 22 fastslår, at en person kun kan ifalde strafansvar i henhold til statutten, hvis den pågældende adfærd på gerningstidspunktet udgør en forbrydelse under domstolens jurisdiktion. Bestemmelsen foreskriver, at definitionen på en forbrydelse skal fortolkes strikte, samt i tilfælde af uklarhed til fordel for den berørte person. Det anføres udtrykkeligt i bestemmelsen, at den ikke er til hinder for, at et forhold er en forbrydelse efter folkeretten i øvrigt. Artikel 23 bestemmer, at en person, der er domfældt af domstolen, kun kan idømmes straffesanktioner, der er angivet i statutten. Artikel 24 understreger, at statutten ikke har tilbagevirkende kraft. Ændres de retsregler, der finder anvendelse på en given sag, inden der er faldet endelig dom i sagen, finder de retsregler anvendelse, der er mest gunstige for den tiltalte.

Artikel 25 tillægger domstolen jurisdiktion med hensyn til fysiske personer, og udelukker dermed retsforfølgning ved domstolen af stater eller juridiske personer. Bestemmelsen slår fast, at der i henhold til statutten kan straffes ikke blot for selve udførelsen af den strafbare handling, men også for medvirken og forsøg. Det understreges, at bestemmelser i statutten om individuelt strafansvar på ingen måde påvirker staters ansvar i henhold til folkeretten.

I henhold til artikel 26 har domstolen ikke jurisdiktion med hensyn til personer, der var under 18 år på gerningstidspunktet.

Artikel 27 fastslår, at alle fysiske personer kan straffes uanset deres officielle stilling, herunder som statsledere, regeringsmedlemmer mv. Bestemmelsen må anses som en kodificering af sædvaneretlige principper, der har udviklet sig siden anden verdenskrig.

Artikel 28 regulerer overordnedes strafansvar for kriminelle handlinger begået af deres underordnede. Strafansvaret indbefatter tilfælde, hvor den overordnede har undladt at gribe ind for at standse eller hindre strafbare handlinger, eller hvor den overordnede har undladt at iværksætte efterforskning og retsforfølgning af gerningsmændene. Ansvar for underordnedes handlinger gælder for både militære ledere og civile ledere. Overordnedes ansvar for aktiv handling henhører under artikel 25. Artikel 28 gælder kun kommandoansvar for forsætlige undladelser og berører ikke artikel 25. Doktrinen om, at ledere kan holdes strafferetligt ansvarlige for handlinger begået af deres underordnede, har et solidt grundlag i folkeretlig sædvaneret.

Artikel 29 slår fast, at forbrydelser, der henhører under domstolens jurisdiktion, ikke forældes.

Artikel 30 beskriver hvilke subjektive krav, der skal være opfyldt, før domstolen kan anse en tiltalt for strafferetligt ansvarlig. Det er anført i bestemmelsen, at forbrydelsen i sine væsentlige bestanddele skal være begået med vilje og viden.

Artikel 31 – 33 beskriver forskellige situationer, der efter omstændighederne kan begrunde straffrihed. Artikel 31 indeholder diverse straffrihedsgrunde, der også kendes i national strafferet, herunder psykisk lidelse, beruselse, nødværge og tvang. Artikel 32 regulerer i hvilket omfang, vildfarelse kan begrunde fritagelse for strafansvar. I henhold til artikel 33 fritager det forhold, at en person har handlet efter ordre fra en overordnet, ikke i sig selv den pågældende for strafansvar.

Kapitel 4: Domstolens sammensætning og administration (artikel 34 – 52)

Kapitel 4 omhandler domstolens sammensætning og administration. Domstolen består af fire organer: præsidentskabet, domstolsafdelingerne, anklagerens kontor og justitskontoret. Kapitlet fastlægger blandt andet organernes sammensætning, valg, kvalifikationskrav og funktionstid. Endvidere fastlægges regler om fritagelse og inhabilitet samt om immuniteter og privilegier. Nedsættelsen af en enhed under justitskontoret for ofre og vidner er beskrevet. Afslutningsvis bestemmes, at der skal udarbejdes to yderligere regelsæt: procesreglementet og domstolens regulativ.

I henhold til artikel 34 skal domstolen bestå af fire organer: præsidentskabet, domstolsafdelingerne, anklagerens kontor og justitskontoret.

Artikel 35 regulerer dommernes tjeneste. Alle dommere vælges som medlemmer af domstolen på fuld tid og skal være tilgængelige for domstolen på dette grundlag. De dommere, der udgør præsidentskabet, skal gøre tjeneste ved domstolen på fuld tid og afgør i hvilket omfang, at også andre dommere skal gøre tjeneste på fuld tid. På denne måde etableres en ordning, der sikrer fleksibilitet, ikke mindst i forhold til domstolens varierende arbejdsmængde.

Artikel 36 og 37 beskriver kvalifikationskrav til dommerne og deres indstilling og valg. I henhold til artikel 36 består domstolen af 18 dommere; et antal, der dog kan forøges efter anmodning fra præsidentskabet. Dommerne skal være af høj moralsk anseelse, være upartiske og hæderlige og i øvrigt opfylde de betingelser, der i deres eget land kræves for at besidde de højeste dommerembeder. Dommerne skal endvidere have anerkendt kompetence inden for strafferet og strafferetspleje, eller inden for relevante områder af folkeretten. Enhver deltagerstat kan indstille kandidater til domstolen. Kandidaterne fordeles på to lister, alt efter om de besidder strafferetlig eller folkeretlig kompetence. Dommerne vælges af forsamlingen af deltagerstater. Udvælgelsen af dommerne skal ske også med henblik på at sikre en så repræsentativ sammensætning af domstolen som muligt. Dommernes funktionstid er 9 år. Der gives ikke mulighed for genvalg, dog kan en dommer forblive i embedet med henblik på at afslutte allerede påbegyndte sager. Artikel 37 fastslår, at ledige dommerhverv skal udfyldes ved afholdelse af valg som nævnt i artikel 36, samt at den valgte dommer gør tjeneste i den resterende del af forgængerens embedsperiode. Er perioden på tre år eller derunder, kan dommeren genvælges for en fuld periode.

Artikel 38 beskriver præsidentskabet, der består af domstolens præsident og første og anden vicepræsident. Præsidentskabet vælges for en periode på tre år ved absolut flertal blandt dommerne og kan genvælges én gang. Præsidentskabet har til opgave at forestå domstolens administration, dog med undtagelse af anklagerens kontor.

I henhold til artikel 39 opdeles domstolen i tre afdelinger: appelafdelingen, domsafdelingen og forundersøgelsesafdelingen, der igen opdeles i mindre kamre.

Artikel 40 indeholder bestemmelser til sikring af dommernes uafhængighed i udførelsen af deres funktioner.

Artikel 41 indeholder bestemmelser om dommeres inhabilitet og fritagelse for udøvelse af funktioner i henhold til statutten. Sådan fritagelse kan ske på anmodning af dommeren selv, anklageren eller en tiltalt.

Artikel 42 fastslår, at anklagerens kontor er et uafhængigt organ ved domstolen, der er ansvarligt for efterforskning og retsforfølgning. Kontoret ledes af anklageren, der bistås af en eller flere viceanklagere. Artiklen indeholder bestemmelser om kvalifikationskrav, valgprocedurer og embedsperioder, der i vidt omfang svarer til bestemmelserne i artikel 36 om dommere.

I henhold til artikel 43 er justitskontoret ansvarligt for de ikke-judicielle aspekter af domstolens virke. Justitskontoret ledes af justitssekretæren, der er underlagt domstolens præsident. Artiklen indeholder bestemmelser om kvalifikationskrav til justitssekretæren og en evt. vicejustitssekretær, valgproceduren og deres embedsperiode. Justitssekretæren har ansvaret for en enhed til beskyttelse af ofre, vidner og andre, der er i fare på grund af afgivne vidneforklaringer.

Artikel 44 omhandler anklagerens og justitssekretærens udpegelse af det nødvendige kvalificerede personale. Der skal udarbejdes et personaleregulativ. Det fastslås, at domstolen undtagelsesvis kan anvende personale, der vederlagsfrit stilles til domstolens rådighed.

I medfør af artikel 45 skal dommeren, anklageren, viceanklagerne, justitssekretæren og vicejustitssekretæren før tiltrædelsen ved domstolen aflægge en højtidelig erklæring om, at de vil udøve deres hverv upartisk og samvittighedsfuldt.

Artikel 46 regulerer afsættelse af en embedsmand ved domstolen og den nærmere procedure herfor. Artikel 47 fastslår, at der kan tages disciplinære skridt over for embedsmænd, der har begået mindre alvorlige forseelser end dem, der er omfattet af artikel 46.

Artikel 48 omhandler privilegier og immuniteter. Domstolen skal nyde sådanne privilegier og immuniteter, der er nødvendige til opfyldelsen af domstolens formål. Dommerne, anklageren, viceanklageren og justitssekretæren skal nyde samme privilegier og immuniteter som chefer for diplomatiske repræsentationer. Formålet med immunitetsreglerne er, at domstolen skal være i stand til at udføre sine funktioner på fuldt ud upartisk vis – uafhængig af de enkelte staters nationale myndigheder. Artiklen indeholder også regler om behandlingen af domstolens øvrige ansatte og om hvorledes, der kan gives afkald på beskyttelsen i henhold til denne artikel.

Artikel 49 fastslår, at forsamlingen af deltagerstater træffer beslutning om løn, godtgørelser og udgiftsdækning til domstolens højeste embedsmænd.

I henhold til artikel 50 er domstolens officielle sprog arabisk, kinesisk, engelsk, fransk, russisk og spansk, mens dens arbejdssprog er engelsk og fransk.

Artikel 51 regulerer udfærdigelsen af et procesreglement for domstolen. Procesreglementet skal bygge på og udfylde statutten og være i overensstemmelse hermed. Statutten har forrang i tilfælde af uoverensstemmelser. Den Forberedende Kommission godkendte den 30. juni 2000 et udkast til procesreglement. Udkastet skal til sin tid vedtages af forsamlingen af deltagerstater med 2/3 flertal.

Artikel 52 bestemmer, at der skal udarbejdes et regulativ for domstolen vedrørende domstolens daglige virksomhed, og angiver procedurer for vedtagelsen heraf.

Kapitel 5: Efterforskning og retsforfølgning (artikel 53 – 61)

Kapitel 5 indeholder regler om efterforskning og retsforfølgning. Kapitlet fastlægger anklagerens rettigheder og pligter i forbindelse med efterforskningen samt forundersøgelseskammerets kontrolfunktioner i denne forbindelse. Forundersøgelseskammerets udstedelse af anholdelsesbeslutning og fremgangsmåden ved en sådan anholdelse reguleres. Kapitlet indeholder regler om rettigheder for personer, som er under efterforskning, samt om den indledende domsforhandling efter en persons overførelse til eller frivillige fremmøde ved domstolen.

Artikel 53 regulerer iværksættelsen af en efterforskning. Anklageren skal vurdere de oplysninger, der er stillet til rådighed for ham eller hende, med henblik på at træffe beslutning om, hvorvidt der er tilstrækkeligt grundlag for at forfølge en sagen. Finder anklageren, at der ikke er grundlag for at forfølge sagen, skal forundersøgelseskammeret og den, der har henvist sagen til anklageren, underrettes herom. Forundersøgelseskammeret kan på eget initiativ eller efter anmodning prøve anklagerens beslutning.

Artikel 54 indeholder bestemmelser om anklagerens forpligtelser og beføjelser med hensyn til efterforskning. Anklageren skal objektivt undersøge alle foreliggende kendsgerninger og beviser samt sikre en effektiv og samtidig hensynsfuld efterforskning. Anklageren kan gennemføre efterforskning på en stats territorium. En række efterforskningsskridt, som anklageren kan tage, er angivet.

Artikel 55 fastsætter en række personlige rettigheder for personer, der er under efterforskning i henhold til statutten. Bestemmelsen bygger i vidt omfang på internationale menneskerettighedskonventioner.

Artikel 56 behandler forundersøgelseskammerets rolle i forbindelse med en enestående mulighed for at foretage efterforskning. I sådanne tilfælde kan forundersøgelseskammeret på anmodning fra anklageren eller af egen drift træffe særlige foranstaltninger. Eksempler på sådanne foranstaltninger nævnes. Endvidere regulerer bestemmelsen, hvornår beviser indhentet i henhold til denne artikel kan tillades ført.

Artikel 57 angiver forundersøgelseskammerets funktioner og kompetence på de forskellige stadier i sagsbehandlingen. Der sondres mellem situationer, hvori kun det samlede kammer (tre dommere) kan afsige kendelse eller træffe afgørelser, og situationer, hvor en enkelt dommer kan udøve kammerets funktioner. Forundersøgelseskammeret tildeles følgende funktioner: ordrer og kendelser i relation til efterforskningen, kendelser for at bistå en person i at forberede sit forsvar, sikring af personers sikkerhed, beskyttelse af oplysninger vedrørende national sikkerhed, bemyndigelse af anklageren til at foretage efterforskning i en deltagerstat uden på forhånd at sikre sig dennes samarbejde samt beskyttelsesforanstaltninger med henblik på konfiskation. Kammeret er endvidere tillagt en række andre funktioner i den øvrige statut.

Artikel 58 regulerer forundersøgelseskammerets udstedelse af en anholdelsesbeslutning eller stævning om fremmøde. En anholdelsesbeslutning kan udstedes af kammeret på anmodning fra anklageren, hvis kammeret finder, at der er rimeligt grundlag for at formode, at den pågældende har begået en forbrydelse under domstolens jurisdiktion. Anholdelse skal endvidere være nødvendig af specifikke grunde nævnt i bestemmelsen. Bestemmelsen angiver forskellige krav til indholdet i anklagerens anmodning og til indholdet i selve anholdelsesbeslutningen. En anholdelsesbeslutning gælder, indtil domstolen måtte bestemme andet. Domstolen har mulighed for på grundlag af anholdelsesbeslutningen at anmode om foreløbig anholdelse eller om anholdelse og overførelse til domstolen. Kammeret kan som alternativ til anholdelsesbeslutningen udstede en stævning om fremmøde, hvis det skønnes tilstrækkeligt.

Artikel 59 regulerer den situation, hvor en deltagerstat har modtaget en anmodning fra domstolen om foreløbig anholdelse eller om anholdelse og overførelse af en person til domstolen. Skridt til anholdelse skal tages uden ophold. Personen skal fremstilles for den kompetente judicielle myndighed i forvaringsstaten med henblik på at kontrollere flere forhold, herunder om den tilbageholdte person er den rette, og om den rette procedure er fulgt. Den nationale myndighed er ikke berettiget til at vurdere, om anholdelsesbeslutningen er korrekt udstedt. Den anholdte kan anmode den nationale myndighed om midlertidig løsladelse indtil overførelsen. Bestemmelsen indeholder kriterier, som de nationale domstole skal lægge vægt på i vurderingen af anmodningen. Forvaringsstaten har pligt til at underrette domstolen om enhver anmodning om midlertidig løsladelse. Domstolen skal fremkomme med en anbefaling vedrørende denne anmodning. Personen overføres til domstolen, så snart der foreligger en ordre om en sådan overførelse.

Artikel 60 vedrører den første fase efter en persons overførelse til eller frivillige fremmøde ved domstolen. Forundersøgelseskammeret skal sikre sig, at personen er blevet underrettet om sine rettigheder i henhold til statutten, herunder retten til midlertidig løsladelse indtil domsforhandlingen. Kammeret skal løbende prøve sine afgørelser om løsladelse eller tilbageholdelse, og skal sikre sig, at en person ikke tilbageholdes i et urimeligt tidsrum forud for domsforhandlingen. Kammeret har adgang til at udstede en anholdelsesbeslutning med hensyn til en person, der er midlertidigt løsladt.

Artikel 61 fastslår, at en tiltale skal godkendes på et retsmøde inden domsforhandlingen. Forundersøgelseskammeret kan godkende eller afstå fra at godkende de enkelte tiltalepunkter. Kammeret kan endvidere vælge at hæve retsmødet og i den forbindelse anmode anklageren om at fremskaffe yderligere beviser eller om at henføre et tiltalepunkt til en anden forbrydelse. Et tiltalepunkt, som kammeret har afvist at godkende, kan godkendes efterfølgende, hvis anklageren underbygger punktet med yderligere beviser. Efter godkendelsen kan anklageren ændre tiltalen indtil domsforhandlingens påbegyndelse, hvis kammeret giver tilladelse hertil. Tiltalen kan frafaldes også efter domsforhandlingens påbegyndelse. Anholdelsesbeslutninger har ikke virkning for punkter i tiltalen, der efterfølgende er frafaldet. Når tiltalen er godkendt, nedsættes et domskammer, der som udgangspunkt kan udøve enhver af forundersøgelseskammerets funktioner i relation til sagen.

Kapitel 6: Domsforhandlingen (artikel 62 - 76)

Kapitel 6 indeholder de processuelle bestemmelser om domsforhandlingen, herunder reglerne om tiltaltes rettigheder, bevisfremlæggelse, bevisførelse, samt om behandlingen af oplysninger om national sikkerhed. Kapitlet indeholder endvidere regler om domsafsigelsen, krav til domstolens beslutningsdygtighed og krav til dommens indhold.

Ifølge artikel 62 finder domsforhandlingen som hovedregel sted der, hvor domstolen har sæde. Det vil sige i Haag.

Artikel 63 fastslår princippet om, at tiltalte skal være til stede under domsforhandlingen. Domstolen har dog beføjelse til som et ekstraordinært skridt at bortvise tiltalte, hvis han eller hun vedvarende forstyrrer forhandlingen. I så fald skal domstolen træffe forholdsregler, således at tiltalte kan følge forhandlingen uden for retssalen og instruere sin forsvarer.

Artikel 64 fastlægger rammerne for domstolens beføjelser og domstolens funktioner. Ifølge bestemmelsen skal domskammeret udøve sine beføjelser i overensstemmelse med statutten og procesreglementet. Det påhviler kammeret at sikre en retfærdig og effektiv domsforhandling med fuld respekt for tiltaltes rettigheder samt passende beskyttelse af ofre og vidner. Til sikring heraf skal det pågældende domskammer ved sagens berammelse rådføre sig med parterne og fastlægge fremgangsmåden for sagens førelse. Bestemmelsen giver et domskammer beføjelse til at henvise foreløbige spørgsmål til forundersøgelseskammeret og til at træffe beslutning om at sammenlægge eller opdele sager med mere end én tiltalt. Domskammeret er endvidere tillagt beføjelse til at udøve forundersøgelseskammerets funktioner før eller under domsforhandlingen, til at træffe beslutning om vidneførelse, samt til om nødvendigt at anmode stater om yderligere bevismateriale. Forhandlingen er offentlig, men dørene kan lukkes til varetagelse af forskellige hensyn. Domskammeret skal oplæse tiltalepunkterne for tiltalte, der skal have lejlighed til at erklære sig skyldig eller ikke skyldig. Domskammeret skal endelig sikre, at der føres protokol over domsforhandlingen.

Såfremt tiltalte tilstår sin skyld, kan domstolen ifølge artikel 65 under iagttagelse af en række nærmere beskrevne retssikkerhedshensyn afsige fældende dom uden nærmere bevisførelse fra anklagerens side. Finder domstolen ikke tilståelsen tilstrækkeligt underbygget, kan den beslutte at gennemføre en egentlig domsforhandling.

Princippet om formodningen for tiltaltes uskyld er fastlagt i artikel 66. Bevisbyrden i skyldspørgsmålet påhviler anklageren. For at kunne afsige fældende dom skal domstolen være overbevist om, at tiltaltes skyld er bevist ud over enhver rimelig tvivl.

Tiltaltes rettigheder er fastlagt i artikel 67, herunder retten til en offentlig, upartisk og retfærdig rettergang. Tiltalte skal således informeres om tiltalen på et sprog, som tiltalte forstår og taler, have adgang til en forsvarer eller til at forsvare sig selv, have adgang til en tolk, til at få afhørt vidner og til at fremlægge beviser. Endvidere fastlægges tiltaltes ret til at nægte at vidne eller udtale sig, uden at dette tillægges vægt ved afgørelse af skyldspørgsmålet. Endelig pålægges anklageren pligt til at fremlægge sådanne beviser for forsvaret, som går i retning af at vise tiltaltes uskyld. Disse rettigheder er forudsætninger for en retfærdig rettergang.

Domstolen pålægges i artikel 68 sammen med anklageren pligt til under iagttagelse af tiltaltes rettigheder at tage passende skridt med henblik på beskyttelse af ofre og vidner. Det kan bl.a. ske ved lukning af dørene, fremlæggelse af elektroniske beviser eller ved fremlæggelse af en sammenfatning af beviserne.

Artikel 69 fastlægger de nærmere regler om beviser, bevisførelsen og om afskæring af beviser. Vidner skal aflægge ed. Afgivelse af falsk forklaring, bevidst fremlæggelse af falske beviser eller utilbørlig påvirkning af vidner eller embedsmænd er ifølge artikel 70 strafbart. Vidner skal som hovedregel afgive forklaring personligt. Deltagerstaterne pålægges pligt til effektivt at retsforfølge med henblik på at straffe strafbare handlinger rettet mod retsplejen begået på den pågældende stats territorium eller af dens statsborgere. Ifølge artikel 71 kan domstolen pålægge personer, der udviser foragt for retten, bøder eller administrative foranstaltninger, der fastlægges i procesreglementet.

Domstolen vil under efterforskningen og domsforhandlingen være afhængig af at få fremlagt beviser om forhold af afgørende betydning for en aktuel sag. Sådanne beviser kan være af så følsom karakter (f.eks. vedrøre nationale sikkerhedsinteresser), at besidderen (en stat eller en person) modsætter sig fremlæggelsen. Artikel 72 regulerer sådanne tilfælde og fremgangsmåden for løsningen af den interessekonflikt, der består mellem den pågældende stat eller person og domstolen. Fremgangsmåden omfatter skridt til ændring af domstolens anmodning, begrænset bevisfremlæggelse, indhentning af beviserne fra en anden kilde og om fornødent begrundet afslag på at udlevere beviserne. Afslår en stat at fremlægge bevis, kan domstolen under visse nærmere omstændigheder henvise sagen til FNs sikkerhedsråd. Artikel 73 omhandler en stats fremlæggelse af fortrolige beviser, der hidrører fra tredjemand. I sådanne tilfælde skal samtykke til fremlæggelse indhentes fra tredjemanden. Når tredjemanden er en deltagerstat, skal den enten give samtykke til fremlæggelse af beviserne eller følge de fremgangsmåder, der er fastlagt i artikel 72 om følsomme beviser.

Artikel 74 indeholder de krav, der stilles til domsafgørelsen. Artiklen fastslår, at samtlige domskammerets dommere skal være til stede under ethvert stadium i domsforhandlingen og voteringen. Afgørelsen skal hvile på domskammerets vurdering af bevismaterialet og sagen i dens helhed. Domstolen skal bestræbe sig på at nå frem til en énstemmig afgørelse. Ellers skal afgørelse træffes ved dissens. Hvis afgørelse træffes ved dissens, skal mindretallets synspunkter også reflekteres i dommen. Dommen skal afsiges for åbne døre. Voteringen er hemmelig. Dommen skal være skriftlig.

Domstolen fastlægger principperne for tilkendelse af erstatning til ofre m.fl. Ifølge artikel 75 kan domstolen i forbindelse med en dom afsige kendelse mod en domfældt om dennes betaling af erstatning. Erstatning kan også tilkendes fra den fond, der oprettes i henhold til artikel 79.

I tilfælde af domfældelse skal domstolen ifølge artikel 76 vurdere hvilken straf, der skal idømmes. Domstolen skal tage hensyn til relevante beviser og anbringender ved strafudmålingen. I visse tilfælde kan et særligt retsmøde afholdes med henblik på bevisførelse i forbindelse med strafudmålingen.

Kapitel 7: Straffe (artikel 77 - 80)

Kapitel 7 angiver de straffe, som domstolen kan idømme. Den primære straf er fængselsstraf, der i særlige tilfælde kan idømmes på livstid. Der er mulighed for at anvende bøder som tillægsstraf til fængselsstraf. Endvidere kan dommen indeholde bestemmelser om konfiskation. Der oprettes en fond til fordel for ofre for forbrydelser under domstolens jurisdiktion og for ofrenes familier.

Domstolen kan efter artikel 77 idømme fængselsstraf på tid (højst 30 år) eller på livstid. I tillæg til fængsel kan der idømmes bøde og foretages konfiskation. Det fremgår af artikel 78, at strafudmålingen skal tage højde for forbrydelsens grovhed og domfældtes personlige forhold. En eventuel varetægtsfængslingsperiode fratrækkes en fængselsstraf. Domfældes en person for mere end én forbrydelse, udmåles straf for hver forbrydelse, samt en fællesstraf, dog højst 30 års fængsel eller livsvarigt fængsel.

Forsamlingen af deltagerstater skal oprette en særlig fond til fordel for ofre og deres familier. Ifølge artikel 79 kan domstolen ved kendelse bestemme, at værdier, der indsamles ved bøder eller konfiskation, overføres til fonden.

Ifølge artikel 80 skal kapitlets bestemmelser ikke foregribe anvendelsen af nationale straffe efter national lovgivning.

Kapitel 8: Appel og genoptagelse (artikel 81 - 85)

Kapitel 8 indeholder de processuelle bestemmelser om appel og genoptagelse. Kapitlet indeholder endvidere en bestemmelse om erstatning til personer, der har været udsat for ulovlig anholdelse eller fængsling fra domstolens side.

Artikel 81 fastlægger de nærmere kriterier for appel af domstolens afgørelser om frifindelse, domfældelse eller af strafudmålingen. Appel sker til domstolens appelkammer, jf. artikel 39 og 83. Anklageren kan appellere, når der foreligger rettergangsfejl, urigtig bevisbedømmelse eller urigtig retsanvendelse. Domfældte eller anklageren kan appellere på ethvert grundlag, der påvirker domsforhandlingens eller afgørelsens rimelighed eller pålidelighed. Appel af strafudmålingen kan ske på grundlag af misforhold mellem forbrydelsen og straffen. Domfældte holdes som hovedregel varetægtsfængslet under appelsagens behandling. Ved frifindelse skal tiltalte uden ophold løslades, medmindre domstolen afsiger kendelse om fortsat varetægtsfængsling.

Parterne kan ifølge artikel 82 appellere kendelser bl.a. om jurisdiktion, antagelighed, løsladelse, varetægtsfængsling og om spørgsmål, der vil have væsentlig indflydelse på en retfærdig og effektiv sagsbehandling. En stat kan appellere forundersøgelseskammerets afgørelser om efterforskning på den pågældende stats territorium. Afgørelser om erstatning kan appelleres på vegne af de berørte. En appelsag har som udgangspunkt ikke opsættende virkning.

Appelkammeret tillægges efter artikel 83 de samme beføjelser som domskammeret, jf. navnlig artikel 64. Appelkammeret har beføjelse til at omstøde, omgøre eller hjemvise afgørelsen om skyldspørgsmålet eller strafudmålingen og til at beslutte, at der skal gennemføres en ny domsforhandling for et andet domskammer. Det kan dog ikke skærpe straffen i tilfælde, hvor domfældte eller anklageren på dennes vegne har appelleret strafudmålingen. Artiklen indeholder endelig krav til appelkammerets afgørelser.

Artikel 84 åbner mulighed for genoptagelse af en sag, såfremt der foreligger vigtige nye beviser, eller det er blevet klart, at der kan rejses indsigelse om falsk eller forfalskning mod afgørende beviser, der blev lagt til grund under retssagen og på hvilke domfældelsen beror, eller der kan rejses alvorlige indsigelser mod en eller flere dommere, der deltog i domfældelsen. Appelkammeret kan afvise ubegrundede anmodninger om genoptagelse eller træffe beslutning om genoptagelse af sagen.

Artikel 85 indeholder hjemmel til og nærmere regler om domstolens tilkendelse af erstatning til personer for ulovlig anholdelse eller fængsling. Kravet skal kunne tvangsfuldbyrdes.

Kapitel 9: Internationalt samarbejde og retslig bistand (artikel 86 - 102)

Kapitel 9 omhandler primært deltagerstaters samarbejde med domstolen og procedurerne for dette samarbejde. Samarbejdet indebærer blandt andet pligt til at anholde eller overføre personer til domstolen, foreløbig anholdelse af personer og optagelse af bevis. Ydermere indeholder kapitlet bestemmelser om konkurrerende anmodninger om overførelse af personer samt spørgsmålet om modstridende folkeretlige forpligtelser.

Artikel 86 pålægger deltagerstaterne en absolut pligt til at samarbejde fuldt ud med domstolen i dens efterforskning og strafforfølgning af forbrydelser, der falder under dens jurisdiktion. Deltagerstaternes samarbejde med domstolen må anses for en forudsætning for, at domstolen kan udøve sine funktioner. I medfør af artikel 87 tillægges domstolen beføjelse til at fremsætte anmodninger til deltagerstaterne om samarbejde. Bestemmelsen indeholder regler for den nærmere fremgangsmåde for fremsættelse af sådanne anmodninger. I artikel 88 pålægges deltagerstaterne pligt til at sikre tilstedeværelsen af nationale procedurer med henblik på samarbejdet. Imødekommer en deltagerstat ikke en samarbejdsanmodning, kan domstolen bringe sagen for forsamlingen af deltagerstater eller for FNs sikkerhedsråd. Bestemmelsen giver endvidere domstolen beføjelse til at fremsætte anmodninger til tredjestater og til internationale organisationer.

Artikel 89 tillægger domstolen beføjelse til at fremsætte anmodninger om anholdelse og overførelse af personer. Bestemmelsen anvender terminologien »overførelse« og ikke »udlevering«, jf. artikel 102. Deltagerstaterne forpligter sig til at efterkomme sådanne anmodninger. Bestemmelsen fastlægger den nærmere fremgangsmåde i forbindelse med anholdelse og overførelse af personer. I artikel 90 reguleres situationer, hvor der foreligger konkurrerende anmodninger om udlevering og overførelse af en person fra domstolen og fra en anden stat. Bestemmelsen sondrer mellem tilfælde, hvor den pågældende skal retsforfølges for samme forhold, og andre tilfælde. Som hovedregel skal den anmodede stat i begge tilfælde give domstolens anmodning forrang. I artikel 91 fastlægges de nærmere regler for indholdet af domstolens anmodning om anholdelse og overførelse, herunder krav vedrørende oplysninger til at identificere den pågældende, om anholdelsesbeslutningen og vedrørende ledsagende dokumenter. Domstolen har i medfør af artikel 92 beføjelse til at fremsætte anmodning om foreløbig anholdelse af en eftersøgt person, indtil kravene i artikel 91 kan opfyldes. Bestemmelsen fastlægger den nærmere fremgangsmåde ved og betingelserne for foreløbig anholdelse.

Det påhviler endvidere i medfør af artikel 93 deltagerstaterne at yde domstolen anden bistand bl.a. i forbindelse med frembringelse af beviser, der har betydning for domstolens efterforskning eller retsforfølgning. Det drejer sig bl.a. om identifikation af personer, deres opholdssted, lokalisering af genstande, optagelse af bevis, forkyndelse af dokumenter, undersøgelse af lokaliteter, gennemførelse af ransagning og beslaglæggelse, samt beskyttelse af ofre og vidner. Artikel 93 indeholder sammen med artikel 96 bestemmelser om betingelserne og den nærmere fremgangsmåde i så henseende. Artikel 94 og 95 åbner mulighed for en deltagerstats udsættelse af efterkommelsen af domstolens anmodning som følge af igangværende efterforskning, retsforfølgning eller på grund af indsigelse mod en sags antagelighed, jf. artikel 18 eller 19.

Med henblik på at sikre efterkommelse af domstolens anmodninger skal deltagerstaterne i henhold til artikel 97 rådføre sig med domstolen i situationer, hvor der opstår problemer med gennemførelse af anmodningerne. Bestemmelsen opstiller en ikke udtømmende liste over sådanne situationer.

Domstolen kan ifølge artikel 98 ikke pålægge en deltagerstat at overføre en person eller yde bistand i strid med den anmodede stats forpligtelser over for en tredjestat vedrørende stats- eller diplomatisk immunitet, medmindre den pågældende tredjestat har givet afkald på immuniteten.

Artikel 99 indeholder de nærmere fremgangsmåder ved efterkommelsen af domstolens anmodninger. Efterkommelsen af anmodninger efter artikel 93 eller 96 skal ifølge artikel 99 ske i overensstemmelse med den anmodede stats nationale ret. De ordinære omkostninger ved efterkommelsen af domstolens anmodninger påhviler ifølge artikel 100 den anmodede stat med undtagelse af en række specifikke omkostninger, herunder rejseomkostninger, oversættelsesomkostninger og transportomkostninger for personer, der overføres til domstolen. Sidstnævnte omkostninger påhviler domstolen.

Det specialitetsprincip, der er nedfældet i artikel 101, indebærer, at en overført person kun kan retsforfølges, straffes og fængsles for den handling, der danner grundlag for overførelsen. Domstolen har ingen beføjelser i forhold til anden adfærd, der fandt sted før overførelsen, men den kan anmode den overførende stat om at fravige princippet.

Artikel 102 fastlægger og sondrer mellem »udlevering« og »overførelse«, således at overførelse betyder overgivelse af en person til domstolen, mens udlevering betyder overgivelse af en person til en anden stat.

Kapitel 10: Fuldbyrdelse (artikel 103 – 111)

Kapitel 10 regulerer staternes rolle ved fuldbyrdelse af fængselsstraffe, bøder og konfiskation pålagt af domstolen og indeholder endvidere bestemmelser om benådning, prøveløsladelse og undvigelse.

En af domstolen idømt fængselsstraf afsones ifølge artikel 103 i en stat udpeget af domstolen. Der etableres en liste over stater, der – eventuelt under nærmere angivne betingelser – har erklæret sig rede til at modtage domfældte personer. Bestemmelsen angiver de momenter, som domstolen skal lægge vægt på ved afgørelsen af, i hvilken stat en straffedoms fuldbyrdelse skal ske. Domstolen kan i medfør af artikel 104 til enhver tid beslutte at overføre en domfældt til et fængsel i en anden stat. Fængselsstraffen skal efter artikel 105 være bindende for deltagerstaterne, som under ingen omstændigheder må ændre straffen. Fuldbyrdelsen af fængselsstraffe er ifølge artikel 106 underlagt domstolens tilsyn. Afsoningsforholdene reguleres efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning, men forholdene skal være i overensstemmelse med almindeligt accepterede folkeretlige standarder og betingelser.

Artikel 107 indeholder bestemmelser om, hvad der skal ske med domfældte efter endt afsoning, herunder om forholdet til nationale bestemmelser om udlevering. Såfremt fuldbyrdelsesstaten ikke tillader domfældte at forblive på denne stats territorium, skal den pågældende overføres til den stat, hvor vedkommende er statsborger, eller til en anden stat, der vil modtage denne. De dermed forbundne omkostninger skal bæres af domstolen i de tilfælde, hvor ingen stat påtager sig dem. En person kan også udleveres til en anden stat med henblik på retsforfølgning. Det skal ske under iagttagelse af bestemmelserne i artikel 108, der begrænser mulighederne for at retsforfølge en domfældt person for adfærd begået forud for personens overlevering til fuldbyrdelsesstaten.

Deltagerstaterne skal i henhold til artikel 109 fuldbyrde domstolens kendelser om bøder og konfiskation efter national ret og under iagttagelse af tredjemands ved god tro erhvervede rettigheder. Kan en deltagerstat ikke fuldbyrde en kendelse om konfiskation, skal den tage skridt til at inddrive værdien af aktiver eller fast ejendom, som domstolen har beordret konfiskeret, dog uden at krænke tredjemands rettigheder. Ejendom eller provenu ved salg af fast ejendom, som en deltagerstat kommer i besiddelse af ved fuldbyrdelse af domstolens afgørelser, skal overføres til domstolen. Domstolen kan også træffe beslutning om overførelse af midler til den fond, der etableres i medfør af artikel 79.

Artikel 110 fastlægger domstolens enekompetence til at træffe afgørelse om strafnedsættelse. Når en domfældt har afsonet to tredjedele af en fængselsstraf eller 25 år af en livsvarig fængselsstraf, skal domstolen prøve straffen med henblik på at vurdere, om den skal nedsættes. Bestemmelsen angiver de kriterier, som domstolen skal lægge vægt på ved denne prøvelse. Beslutter domstolen ikke at nedsætte straffen, skal spørgsmålet prøves med nærmere fastlagte mellemrum.

Såfremt en domfældt person undviger fra varetægt og flygter fra fuldbyrdelsesstaten, skal denne stat i medfør af artikel 111 – eventuelt ved domstolens mellemkomst – søge den pågældende udleveret fra den stat, hvor vedkommende opholder sig.

Kapitel 11: Forsamlingen af deltagerstater (artikel 112)

I medfør af artikel 112 oprettes en forsamling af de stater, der deltager i statutten. Hver deltagerstat har en repræsentant i forsamlingen. Andre stater, der har undertegnet statutten eller slutakten, kan være observatører i forsamlingen. Forsamlingens opgaver omfatter bl.a. kontrol af domstolsorganerne, domstolens budget, beslutning om evt. ændring af antallet af dommere og spørgsmål om deltagerstaters eller tredjestaters manglende samarbejde med domstolen.

Der nedsættes et bureau, der skal være repræsentativt sammensat, særligt med hensyn til geografisk fordeling og repræsentation af de vigtigste retssystemer i verden. Forsamlingen kan oprette andre underordnede organer i nødvendigt omfang.

Hver deltagerstat tildeles én stemme. Forsamlingen skal dog bestræbe sig på, at beslutninger træffes ved konsensus. Skulle afstemning blive nødvendig, sondrer statutten mellem beslutninger om substansspørgsmål og beslutninger om procedurespørgsmål. Beslutninger om substansspørgsmål godkendes med 2/3 flertal af dem, der er til stede og afgiver stemme, hvorimod beslutninger om procedurespørgsmål træffes med simpelt flertal. Sanktioner i form af stemmefratagelse kan anvendes over for en deltagerstat, som ikke opfylder sine økonomiske forpligtelser over for domstolen.

Kapitel 12: Finansiering (artikel 113-118)

Domstolens etablering og virke kræver et solidt finansieringsgrundlag. Domstolens udgifter må forventes at indbefatte omfattende international efterforskning, domsforhandlinger med omfattende tolkning og oversættelse, dækning af rejseudgifter for vidner, sikkerhedsforanstaltninger for bygninger, ansatte og vidner samt lønninger til en række ansatte. Til sammenligning havde Jugoslavien-tribunalet i 1999 et budget på 100 mio. USD.

Artikel 113 fastslår, at finansielle spørgsmål reguleres i statutten og et finansregulativ, som vedtages af forsamlingen af deltagerstater. I henhold til artikel 114 skal udgifter, der påhviler domstolen og forsamlingen af deltagerstater, dækkes af domstolens midler. Artikel 115 og 116 angiver, at domstolens finansieringskilder er pålignede bidrag fra deltagerstater, midler fra FN og frivillige bidrag. I henhold til artikel 117 pålignes deltagerstaternes bidrag i overensstemmelse med en aftalt påligningsskala på grundlag af en justering af den skala, der anvendes for FNs ordinære budget. Artikel 118 foreskriver, at domstolens protokoller, regnskaber m.v. hvert år revideres af en uafhængig revisor.

Kapitel 13: Afsluttende bestemmelser (artikel 119- 128)

Kapitel 13 indeholder statuttens afsluttende bestemmelser, herunder om bilæggelse af tvister.

Artikel 119 indeholder bestemmelser om tvistbilæggelse. Enhver tvist vedrørende domstolens judicielle funktioner skal afgøres af domstolen selv, hvorimod enhver anden tvist mellem to eller flere deltagerstater om fortolkningen eller anvendelsen af statutten som udgangspunkt overlades til forsamlingen af deltagerstater. Ved sådanne tvister lægges der op til en mæglingsperiode på tre måneder. Hvis tvisten ikke er løst efter udløbet af denne periode, henvises sagen til forsamlingen af deltagerstater. Forsamlingen af deltagerstater kan selv søge at bilægge tvisten eller anbefale andre metoder til dens bilæggelse.

Artikel 120 fastslår, at der ikke kan tages forbehold over for statutten, jf. dog artikel 124.

Artikel 121 omhandler ændringer til statutten. Enhver deltagerstat kan fremsætte ændringsforslag til statutten syv år efter dens ikrafttræden. Ændringsforslaget indgives til FNs generalsekretær, som rundsender det til alle deltagerstater. Tidligst tre måneder herefter skal forsamlingen af deltagerstater ved simpelt flertal beslutte, hvorvidt forslaget skal behandles. Beslutter forsamlingen at behandle ændringsforslaget, og kan der ikke opnås konsensus om dette, kræver en vedtagelse af en ændring til statutten 2/3 flertal af deltagerstaterne. En sådan ændring træder som udgangspunkt i kraft for alle deltagerstater et år efter, at 7/8 af disse har deponeret et ratifikations- eller godkendelsesinstrument hos FNs generalsekretær. Dog bliver ændringer af artiklerne 5-8, som omhandler forbrydelser under domstolens jurisdiktion, alene bindende for de medlemsstater, som ratificerer eller godkender ændringen. Såfremt en ændring er blevet godkendt af 7/8 af deltagerstaterne, kan en deltagerstat, der ikke har godkendt ændringen, træde tilbage fra statutten ved at give underretning herom senest et år efter ændringens ikrafttræden.

Artikel 122 angiver, at enhver deltagerstat til enhver tid kan fremsætte forslag om ændring af bestemmelser, der udelukkende er af institutionel karakter. Sådanne ændringer skal vedtages af forsamlingen af deltagerstater med 2/3 flertal, og skal træde i kraft for alle deltagerstater seks måneder efter vedtagelsen.

Artikel 123 omhandler revisionskonferencer. Syv år efter statuttens ikrafttræden skal FNs generalsekretær indkalde til en revisionskonference til behandling af ændringer i statutten, herunder ændringer til det katalog af forbrydelser, der er indeholdt i artikel 5. Efter den første automatiske revisionskonference kan enhver deltagerstat anmode FNs generalsekretær om at indkalde til en ny revisionskonference efter godkendelse af et flertal af deltagerstaterne.

Artikel 124 giver deltagerstater ret til at begrænse domstolens jurisdiktion i forhold til krigsforbrydelser begået af egne statsborgere eller på dens territorium, jf. artikel 8. En stat kan ved sin tilslutning til statutten erklære, at den i en periode på syv år efter statuttens ikrafttræden for den pågældende stat ikke godkender domstolens jurisdiktion med hensyn til krigsforbrydelser. En sådan erklæring kan trækkes tilbage på et hvilket som helst tidspunkt. Artiklen skal revurderes ved den første revisionskonference.

Artikel 125 fastslår, at statutten er åben for undertegnelse af alle stater indtil den 31. december 2000. Statutten skal ratificeres, accepteres eller godkendes af de stater, der har undertegnet den. Ratifikations- eller godkendelsesinstrumenterne skal deponeres hos FNs generalsekretær.

Artikel 126 angiver, at statutten skal træde i kraft på den første dag i måneden efter den 60. dag efter deponering af det 60. ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument hos FNs generalsekretær. For hver stat, som ratificerer, godkender eller tiltræder denne statut efter deponeringen af det 60. instrument, skal statutten træde i kraft på den første dag i måneden efter den 60. dag efter deponeringen af den pågældende stats ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument.

Artikel 127 omhandler tilbagetrædelse. En deltagerstat kan træde tilbage fra statutten ved skriftlig underretning til FNs generalsekretær. Tilbagetrædelsen har virkning fra et år efter datoen for modtagelsen af denne underretning, medmindre underretningen angiver en senere dato. En stats tilbagetræden skal ikke fritage den pågældende stat fra dens forpligtelser i henhold til statutten, mens den var deltager heri.

Artikel 128 angiver, at originalteksten til statutten skal deponeres hos FNs generalsekretær. De arabiske, kinesiske, engelske, franske, russiske og spanske tekster har samme gyldighed. Lovforslaget er bilagt den engelske udgave af statutten, der er en autentisk tekst, samt en dansk oversættelse heraf.

5. Lovtekniske spørgsmål

Ved gennemførelsen i dansk ret af statutten for Den Internationale Straffedomstol er det naturligt at tage udgangspunkt i lov nr. 1099 af 21. december 1994 om strafforfølgning ved det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien. Denne lov indeholder i § 5 en bestemmelse, hvorefter justitsministeren kan bestemme, at loven med de fornødne ændringer finder anvendelse på anden international strafforfølgning af krigsforbrydelser.

I bemærkningerne til denne bestemmelse, jf. Folketingstidende 1994-95, tillæg A, s. 427, er det anført, at det ikke kan udelukkes, at Danmark fremover vil blive mødt med ønsker fra verdenssamfundet om at medvirke til anden international strafforfølgning af krigsforbrydelser end den, der pågår i Haag i anledning af krigsforbrydelser, begået siden 1. januar 1991 i det tidligere Jugoslavien. Der henvises i den forbindelse til, at der på daværende tidspunkt pågik overvejelser i FNs sikkerhedsråd om nedsættelse af et ad hoc-tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser begået i Rwanda siden 6. april 1994. Efter at dette tribunal var blevet nedsat, blev det i medfør af den nævnte bemyndigelsesbestemmelse ved bekendtgørelse nr. 832 af 30. oktober 1995 fastsat, at loven om strafforfølgning ved Jugoslavien-tribunalet finder tilsvarende anvendelse på strafforfølgning ved Rwanda-tribunalet.

I bemærkningerne til bestemmelsen henvises endvidere til de bestræbelser, der efterfølgende har ledt frem til vedtagelsen af statutten for Den Internationale Straffedomstol. Det er udtrykkeligt nævnt, at loven også vil kunne sættes i kraft med hensyn til strafforfølgning af krigsforbrydelser, der måtte blive iværksat på initiativ af FN ved en permanent, international kriminaldomstol.

Når regeringen alligevel har valgt at gennemføre statutten om Den Internationale Straffedomstol ved en selvstændig lov, skyldes det navnlig de begrænsninger, som statutten for det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien indeholder. Tribunalets virkeområde er således geografisk begrænset til det tidligere Jugoslaviens territorium, og det er forudsat, at tribunalet som ad hoc- domstol kun skal virke i en begrænset periode. De samme forhold gør sig gældende i forhold til Rwanda- tribunalet, hvorfor det var naturligt at udnytte adgangen til ved bekendtgørelse at opfylde Danmarks forpligtelser i forhold til dette tribunal.

Det vil ikke på samme måde forekomme naturligt at regulere Danmarks deltagelse i en permanent, international straffedomstol med et virkeområde, der ikke på forhånd er geografisk begrænset til visse områder, ved en bekendtgørelse. Den helt særlige rolle, som domstolen må forventes at ville spille i verdenssamfundet, kompleksiteten af statutten og de overvejelser, som den giver anledning til, fører til, at Danmarks deltagelse bør reguleres ved en særskilt lov.

Endvidere vil loven om strafforfølgning ved Jugoslavien-tribunalet på det tidspunkt, hvor tribunalets virksomhed ophører, ikke have nogen selvstændig betydning, og vil derfor kunne ophæves. Det vil i så henseende være uhensigtsmæssigt, at der i medfør af loven er udstedt en bekendtgørelse, der regulerer Danmarks deltagelse i Den Internationale Straffedomstol.

Regeringen foreslår i øvrigt, at statutten gøres til en del af dansk ret, jf. lovforslagets § 1. Baggrunden herfor er navnlig, at statutten indeholder en ganske detaljeret regulering af deltagerstaternes pligt til at samarbejde med domstolen. En gentagelse af disse pligter i en dansk lov ville efter regeringens opfattelse være unødigt omfattende og detaljeret. Loven er i øvrigt opbygget således, at den herudover i det væsentlige kun indeholder de supplerende bestemmelser, der på nuværende tidspunkt skønnes nødvendige for at danske myndigheder i praksis kan opfylde de forpligtelser, der følger af statutten. Et væsentligt element i inkorporeringen af statutten i dansk ret er, at det hermed på forhånd er sikret, at man fra dansk side vil kunne opfylde alle de samarbejdsforpligtelser, der følger af statutten.

Inkorporeringen har ikke yderligere konsekvenser i dansk ret. I henhold til statuttens artikel 1 gælder statutten for Den Internationale Straffedomstol, og dens bestemmelser er rettet mod denne domstol. At statutten gøres til en del af dansk ret, er således kun af betydning for danske myndigheder (herunder domstolene) i det omfang, det udtrykkeligt følger af statutten, at den pålægger deltagerstaterne forpligtelser. Inkorporering af statutten i dansk ret indebærer således f.eks. ikke, at statuttens kapitel 3 om almindelige strafferetlige principper generelt finder anvendelse ved danske domstole. På samme måde afgrænser forbrydelsesdefinitionerne i statuttens kapitel 2 Den Internationale Straffedomstols jurisdiktion. Danske domstole vil således ikke med henvisning til de pågældende bestemmelser kunne udøve straffemyndighed i tilsvarende situationer. Det må fortsat afgøres i henhold til straffelovens kapitel 2, om danske domstole har jurisdiktion i en given sag, og efter materielle danske straffebestemmelser, om et givent forhold kan straffes her i landet.

6. Retsforfølgning i Danmark eller ved Den Internationale Straffedomstol, herunder af dansk militært personel

I de senere år har Danmark i større omfang end tidligere sendt militært personel til udlandet med henblik på deltagelse i fredsbevarende operationer i FN-regi mv.

Det er af afgørende betydning, at dansk lovgivning giver mulighed for at strafforfølge personellet ved danske domstole, således at det ikke på grund af utilstrækkelig dansk lovgivning bliver nødvendigt at lade personel strafforfølge ved Den Internationale Straffedomstol.

I henhold til statutten for Den Internationale Straffedomstol har domstolen kompetence til at retsforfølge personer for de alvorligste internationale forbrydelser: folkedrab, krigsforbrydelser og andre forbrydelser mod menneskeheden, når nærmere angivne vilkår er opfyldt.

Ifølge statuttens præambel, afsnit 10, samt artikel 1 og 17 har domstolen kun komplementær jurisdiktionskompetence, dvs. at den skal supplere den nationale strafferetlige jurisdiktion. Følgelig har Danmark adgang til i givet fald at forestå retsforfølgning af dansk militært personel, der er udsendt til tjeneste i udlandet, såfremt forholdet er strafbart efter dansk lovgivning, og der er dansk straffemyndighed (jurisdiktion).

De forhold, der omfattes af statuttens artikel 6 (folkedrab), er strafbare i Danmark efter lov nr. nr. 132 af 29. april 1955 om folkedrab.

For så vidt angår de forhold, der omfattes af statuttens artikel 7 (forbrydelser mod menneskeheden) og artikel 8 (krigsforbrydelser), findes hjemmelen til at retsforfølge militært personel i militær straffelovs § 25, der lyder:

»§ 25. Den, der i krig misbruger eller ikke respekterer kendetegn eller betegnelse, som er forbeholdt personer, indretninger og materiel, der er bestemt til at yde hjælp til sårede eller syge, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 12 år. På tilsvarende måde straffes den, der bruger krigsredskab eller fremgangsmåde, hvis anvendelse er i strid med en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst eller med almindelige folkeretlige regler.

Stk. 2. Bestemmelserne i borgerlig straffelov §§ 6-8 skal ikke være til hinder for at straffe efter en strengere bestemmelse i den borgerlige straffelov, såfremt handlingen tillige omfattes af en sådan bestemmelse«.

Det bemærkes, at militær straffelov § 25 i krigstid endvidere finder anvendelse på civile i medfør af lovens § 6, nr. 3.

I det omfang forbrydelser mod menneskeheden eller krigsforbrydelser omfattet af statuttens artikel 7 og 8 ikke er omfattet af militær straffelovs § 25, må forholdene anses for dækket af straffelovens almindelige bestemmelser om bl.a. drab, vold, voldtægt, frihedsberøvelse og hærværk, og der vil dermed være grundlag for at gøre Danmarks primære jurisdiktionskompetence gældende.

Det bemærkes, at militær straffelov § 9 formuleringsmæssigt ikke svarer til statuttens artikel 33 om ordrer fra overordnede og bortfald af strafansvar. Dette spørgsmål forventes afklaret, inden statutten træder i kraft og domstolen påbegynder sit virke. Det er derfor ikke til hinder for, at Danmark allerede på nuværende tidspunkt ratificerer statutten.

Det bemærkes i øvrigt, at forsvarsministeren den 21. maj 1999 nedsatte et sagkyndigt udvalg, der har fået til opgave at gennemgå den militære straffe- og retsplejelovgivning med henblik på en mulig revision.

7. Samarbejde med domstolen

Deltagerstaternes pligt til at samarbejde med Den Internationale Straffedomstol er i alt væsentligt reguleret i statuttens kapitel 9, der omfatter udlevering og retshjælp, jf. pkt. 8 og 9 nedenfor. Artikel 86 opstiller en almindelig forpligtelse for staterne til at samarbejde fuldt ud med domstolen i dens efterforskning og retsforfølgning af forbrydelser under domstolens jurisdiktion. De øvrige bestemmelser om samarbejde med domstolen må fortolkes i lyset af artikel 86.

De almindelige bestemmelser om samarbejdet findes i artikel 87. F.eks. kan domstolen i henhold til artikel 87, stk. 7, ved en deltagerstats manglende overholdelse af samarbejdspligten afsige kendelse herom og henvise sagen til forsamlingen af deltagerstater eller til FNs sikkerhedsråd.

Efter artikel 87, stk. 1, kan Danmark ved ratifikationen afgive erklæring om, ad hvilken vej anmodninger til Danmark om samarbejde skal oversendes. Hvis der ikke afgives erklæring om dette spørgsmål, følger det af statutten, at anmodninger skal oversendes via diplomatiske kanaler, dvs. gennem den danske udenrigstjeneste. For at bidrage til, at anmodninger fra domstolen om samarbejde kan behandles så hurtigt som muligt, foreslår regeringen, at der i forbindelse med Danmarks ratifikation af statutten afgives en erklæring om, at de pågældende anmodninger om samarbejde kan fremsættes direkte over for Justitsministeriet.

Efter artikel 87, stk. 2, kan Danmark ved ratifikationen afgive erklæring om, på hvilket sprog anmodningerne og eventuelle dokumenter til støtte herfor skal være affattet. Statutten giver for Danmarks vedkommende mulighed for at vælge mellem dansk eller et af domstolens arbejdssprog, der er engelsk og fransk.

Henset til de udgifter, der vil medgå til oversættelse af dokumenter til nationale sprog, og til Den Internationale Straffedomstols forventede ressourcesituation samt for at bidrage til den hurtigst mulige sagsbehandling ved domstolen, foreslår regeringen, at der i forbindelse med Danmarks ratifikation af statutten afgives en erklæring om, at de pågældende anmodninger og eventuelle dokumenter til støtte herfor kan være affattet på engelsk. Spørgsmålet om, hvorvidt en konkret anmodning eller dele heraf skal oversættes til dansk, vil herefter skulle vurderes af Justitsministeriet i forbindelse med modtagelsen af den pågældende anmodning.

Afgivelse af de nævnte erklæringer udelukker ikke, at Danmark senere kan vælge en anden løsning end den, der er angivet i de oprindelige erklæringer.

Artikel 88 pålægger deltagerstaterne at sikre, at der findes nationale procedurer for de former for samarbejde, der er omfattet af statuttens kapitel 9. Der henvises herom til pkt. 8 og 9 nedenfor om udlevering og retshjælp.

Pligten til at samarbejde med Den Internationale Straffedomstol må afgrænses i overensstemmelse med domstolens jurisdiktion. Det er op til domstolen selv i sidste instans at afgøre, hvorvidt den har jurisdiktion over en given situation, men statuttens artikel 19 giver berørte stater og personer mulighed for at rejse indsigelse mod domstolens jurisdiktion eller en sags antagelighed. Såfremt domstolen behandler en sådan indsigelse, kan den anmodede stat som udgangspunkt udsætte efterkommelsen af en anmodning om samarbejde i henhold til kapitel 9, indtil domstolens afgørelse foreligger, jf. artikel 95.

Hvis domstolens afgørelse går ud på, at domstolen ikke har jurisdiktion i sagen, må deltagerstaternes forpligtelse til at samarbejde med domstolen i den konkrete sag bortfalde. I artikel 86, 89, stk. 2, 90, stk. 2, litra a, og 95 bygger samarbejdsforpligtelsen udtrykkeligt på en forudsætning om, at der er taget stilling til, at sagen kan behandles ved domstolen. Det er i den forbindelse navnlig komplementaritetsprincippet, jf. statuttens artikel 17, der begrænser domstolens adgang til at behandle en sag. Princippet indebærer, at domstolen kun kan behandle en sag, og dermed pålægge deltagerstaterne en konkret samarbejdsforpligtelse, hvis en stat, der har jurisdiktion i sagen, er uvillig eller ude af stand til effektivt at gennemføre efterforskning eller strafforfølgning.

I situationer, hvor domstolen har jurisdiktion, og hvor deltagerstaterne som udgangspunkt har pligt til at samarbejde med domstolen, gøres der enkelte undtagelser fra samarbejdsforpligtelsen. Såfremt efterkommelsen af en anmodning ville kræve, at den anmodede stat handler i strid med en folkeretlig forpligtelse vedrørende immunitet for en tredjestats person eller formuegode, eller hvor udsenderstatens samtykke til at en person kan udleveres til domstolen er påkrævet, men ikke kan opnås, kan domstolen ikke gå videre med anmodningen, jf. statuttens artikel 98.

Hvis der foreligger en konkurrerende anmodning fra en stat om udlevering eller retshjælp, anvises det i henholdsvis artikel 90 og 93, stk. 9, hvordan anmodningerne skal behandles. Ved retshjælpsanmodninger skal det tilstræbes at opfylde begge anmodninger. Ved udleveringsanmodninger eller i tilfælde, hvor det ikke er muligt at opfylde begge retshjælpsanmodninger, sondrer statutten mellem situationer, hvor den konkurrerende anmodning er fremsat af en deltagerstat, og situationer, hvor dette ikke er tilfældet. I første tilfælde har Den Internationale Straffedomstols anmodning prioritet, såfremt domstolen har truffet afgørelse om, at den kan behandle sagen til trods for den anmodende deltagerstats aktiviteter. I situationer, hvor den konkurrerende anmodning ikke er fremsat af en deltagerstat, har domstolens anmodning prioritet, medmindre deltagerstaten er folkeretligt forpligtet til at efterkomme anmodningen fra den anden stat.

Hvis sagen vedrører forhold, for hvilke den anklagede har været stillet for en anden domstol (såkaldt negativ retskraft, jf. herom nærmere i pkt. 8.1.5. nedenfor), kan såvel staten som den pågældende person få udsat behandlingen af anmodningen i medfør af statuttens artikel 95 ved at søge sagen afvist på spørgsmålet om Den Internationale Straffedomstols jurisdiktion eller sagens antagelighed, jf. artikel 19.

Om særlige undtagelser fra, begrænsninger i eller særlige procedurer for pligten til at samarbejde med Den Internationale Straffedomstol om udlevering og retshjælp henvises til pkt. 8 og 9 nedenfor.

8. Udlevering

Statuttens artikel 89 fastslår, at Den Internationale Straffedomstol kan anmode enhver stat om at anholde og overføre en person til domstolen. Deltagerstaterne skal i overensstemmelse med statuttens bestemmelser og nationale procedurer efterkomme sådanne anmodninger. I henhold til statuttens artikel 102 anvendes begrebet »overførelse« om en stats udlevering af en person til domstolen, mens det traditionelle begreb »udlevering« anvendes om udlevering af en person til en anden stat. Statuttens terminologi tilsigter at markere forskellen på de to situationer.

I dansk ret anvendes begrebet »overførelse« bl.a. om overførelse til en anden stat af retsforfølgning i straffesager og om overførelse af domfældte til en anden stat end domsstaten med henblik på fuldbyrdelse af straffen. For at fastholde en ensartet dansk terminologi på området har regeringen fundet det mest hensigtsmæssigt også i denne lov at betegne overførelse af personer til retsforfølgning ved Den Internationale Straffedomstol som »udlevering«.

8.1. Gældende ret

8.1.1. Udleveringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 110 af 18. februar 1998, § 2, indeholder et absolut forbud mod udlevering af danske statsborgere. Udleveringsloven omfatter ikke udlevering til de nordiske lande, hvortil udlevering af danske statsborgere under visse betingelser kan finde sted, jf. lov nr. 27 af 3. februar 1960, § 2.

Udleveringslovens § 2 er affattet i lyset af den europæiske udleveringskonvention, jf. bekendtgørelse nr. 36 af 28. september 1963 (Lovtidende C), artikel 6, stk. 1, litra a, hvorefter en kontraherende stat er berettiget til at afslå udlevering af egne statsborgere. Ved ratifikationen af udleveringskonventionen blev der fra dansk side afgivet erklæring om, at begrebet »statsborgere« for Danmarks vedkommende omfatter personer, der har statsborgerret eller fast bopæl i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige. Tilsvarende erklæringer blev afgivet af Norge og Sverige.

I forbindelse med undertegnelse af EUs udleveringskonvention af 27. september 1996 afgav Danmark (i lighed med Sverige og Finland) erklæring om ikke at ville påberåbe sig ovennævnte erklæring til den europæiske udleveringskonvention som begrundelse for at nægte at udlevere personer fra ikke-nordiske stater, som er bosat i Danmark, Sverige eller Finland til en anden EU-medlemsstat, jf. EF-tidende nr. C 313 af 23.10.1996, s. 22, og Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 4489-4490.

Danmark kan således efter den europæiske udleveringskonvention afslå ikke blot anmodninger om udlevering af danske statsborgere, men også anmodning om udlevering af personer, der uden at være danske statsborgere har fast bopæl i Danmark, eller af personer, der har indfødsret eller fast bopæl i et andet nordisk land, men midlertidigt opholder sig i Danmark. (Danmark kan dog ikke nægte at udlevere personer fra ikke-nordiske stater til en anden EU-medlemsstat). Som nævnt indeholder udleveringsloven imidlertid et ubetinget forbud mod udlevering af danske statsborgere.

Statutten for Den Internationale Straffedomstol indeholder ikke bestemmelser om, at en anmodning om udlevering kan afslås under henvisning til, at den pågældende er statsborger i den anmodede stat. Da statuttens artikel 89, stk. 1, generelt fastslår, at domstolens beslutninger om anholdelse og udlevering skal efterkommes af deltagerstaterne, består der principielt en forpligtelse til at udlevere egne statsborgere til strafforfølgning ved domstolen.

En tilsvarende forpligtelse gælder i forhold til det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien. I henhold til § 2, stk. 3, i lov om strafforfølgning ved tribunalet finder alene udleveringslovens kapitel 3 og 4, der bl.a. indeholder reglerne om behandling af udleveringssager, anvendelse på sager om udlevering til tribunalet. Udleveringslovens materielle betingelser for udlevering (udleveringslovens kapitel 2) finder således ikke anvendelse. Loven om Jugoslavien-tribunalet finder i medfør af bekendtgørelse nr. 832 af 30. oktober 1995 også anvendelse på strafforfølgning ved Rwanda-tribunalet. Det følger således af de af FNs sikkerhedsråd vedtagne statutter for disse tribunaler, at FNs medlemsstater er forpligtet til at udlevere også egne statsborgere til strafforfølgning ved tribunalerne. Der kendes således i forvejen eksempler på, at Danmark er forpligtet til at udlevere egne statsborgere til international strafforfølgning.

8.1.2. Efter udleveringslovens § 3, stk. 5, må udlevering for en handling ikke finde sted, hvis det på grund af særlige omstændigheder må antages, at sigtelsen eller dommen vedrørende handlingen savner tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag. Bestemmelsen er en følge af en erklæring, som Danmark afgav ved ratifikationen af den europæiske udleveringskonvention.

Efter statutten for Den Internationale Straffedomstol, artikel 89, stk. 1, må det være udelukket at foretage en tilsvarende materiel, national prøvelse af udleveringsgrundlaget ved udlevering til domstolen, idet domstolens anholdelsesbeslutning som udgangspunkt medfører pligt til at foretage udlevering, sml. herved artikel 59, stk. 2, omtalt nedenfor under pkt. 8.1.8.

8.1.3. Efter udleveringslovens § 5, stk. 1, kan udlevering for en politisk lovovertrædelse ikke finde sted. Omfatter handlingen tillige en lovovertrædelse, som ikke er af politisk karakter, kan udlevering dog ske for denne lovovertrædelse, såfremt handlingen overvejende er af ikke-politisk karakter. § 5 er en følge af den europæiske udleveringskonvention, artikel 3, hvorefter udlevering ikke må tillades, såfremt den forbrydelse, for hvilken anmodningen er fremsat, af den stat, over for hvilken der anmodes om udlevering, betragtes som en politisk forbrydelse eller som en forbrydelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse.

Efter udleveringskonventionens artikel 3, stk. 2, finder den samme regel anvendelse, hvis den stat, over for hvilken anmodningen er fremsat, har vægtige grunde til at antage, at en anmodning om udlevering for en almindelig forbrydelse er fremsat med det formål at tiltale eller straffe en person på grund af hans race, religion, nationalitet eller politiske overbevisning, eller at den pågældendes stilling kan blive forringet af disse grunde.

I tilslutning hertil bestemmes det i artikel 3, stk. 3, at drab eller forsøg på drab af et statsoverhoved eller et medlem af den pågældendes familie ikke kan betragtes som en politisk forbrydelse. Over for denne bestemmelse har man fra dansk side forbeholdt sig at kunne afgøre dette spørgsmål efter en konkret bedømmelse.

Om en lovovertrædelse er politisk, må efter forarbejderne til udleveringslovens § 5 altid bero på en konkret helhedsvurdering, hvorved der navnlig lægges vægt på karakteren af den eller de interesser, der er krænket ved overtrædelsen, samt på gerningsmandens motiv.

Reglen i udleveringslovens § 5 har været anset for et centralt princip i dansk udleveringslovgivning. Dette har bl.a. fundet udtryk i, at Danmark ved ratifikationen af den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme har taget forbehold over for den særlige bestemmelse i konventionens artikel 1, hvorefter en række handlinger med tilknytning til kidnapning, gidseltagning mv. aldrig skal kunne anses for en politisk forbrydelse eller for en forbrydelse, der knytter sig til en politisk forbrydelse eller udspringer af politiske motiver.

Endvidere har Danmark ved ratifikationen af tillægsprotokollen af 15. oktober 1975 (bekendtgørelse nr. 106 af 11. november 1986) til den europæiske udleveringskonvention afgivet erklæring om, at Danmark ikke er bundet af tillægsprotokollens kapitel 1, hvorefter forbrydelser omfattet af folkedrabskonventionen og Genève-konventionerne vedrørende beskyttelsen af ofre i væbnede konflikter ikke skal anses som politiske forbrydelser ved anvendelsen af udleveringskonventionens artikel 3.

Danmark har dog ved ratifikationen af EUs udleveringskonvention af 27. september 1996 i forhold til de andre EU-medlemsstater givet afkald på det danske forbehold efter terrorismekonventionen, jf. nu udleveringslovens § 2, stk. 3, hvorefter forbudet mod udlevering for en politisk lovovertrædelse ikke finder anvendelse ved udlevering til en anden EU-medlemsstat, når handlingen er omfattet af artikel 1 eller 2 i terrorismekonventionen.

Danmark har endvidere den 23. december 1999 undertegnet, men endnu ikke ratificeret, FNs konvention om bekæmpelse af terrorbombninger af 15. december 1997. Efter konventionens artikel 11 er deltagerstaterne afskåret fra at nægte udlevering (eller retshjælp) udelukkende med den begrundelse, at den forbrydelse, anmodningen angår, er en politisk forbrydelse, en forbrydelse, der har forbindelse til en politisk forbrydelse, eller en forbrydelse, der udspringer af politiske motiver.

Statutten for Den Internationale Straffedomstol indeholder ikke regler svarende til artikel 3 i den europæiske udleveringskonvention. Udlevering til domstolen kan således i praksis ikke nægtes med henvisning til, at handlingen betragtes som en politisk forbrydelse. Det må således lægges til grund, at domstolen i kraft af sin sammensætning, procedureregler mv., vil have foretaget en vurdering af dette spørgsmål inden en eventuel beslutning om retsforfølgning. Hertil kommer, at udlevering sker til en international domstol og ikke til en stat, over for hvilken den politiske forbrydelse er begået.

8.1.4. Efter udleveringslovens § 7 må udlevering ikke finde sted, hvis det i særlige tilfælde, navnlig under hensyn til den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre personlige forhold, må antages, at udlevering ville være uforenelig med humanitære hensyn. Denne bestemmelse er ligeledes en følge af et dansk forbehold ved ratifikationen af udleveringskonventionen.

Ved afgørelsen af, om udlevering vil være uforenelig med humanitære hensyn, skal efter udleveringslovens forarbejder de særlige forhold, der taler imod udlevering, afvejes imod den interesse, som den fremmede stat, navnlig under hensyn til lovovertrædelsens beskaffenhed og den tid, der er forløbet siden handlingens foretagelse, har i udleveringen.

Selv om den forbrydelse, der danner grundlag for udlevering til Den Internationale Straffedomstol, er af alvorlig karakter, ville det efter udleveringsloven ikke være udelukket at nægte udlevering for en tilsvarende forbrydelse af humanitære grunde. Det må imidlertid antages, at udlevering til domstolen ikke kan nægtes af lignende grunde. Som nævnt medfører domstolens beslutning om udlevering som udgangspunkt en ubetinget udleveringspligt, og det må formodes, at domstolen i forbindelse med anholdelsesbeslutningen har taget også det humanitære aspekt i betragtning.

8.1.5. Statuttens artikel 20, stk. 3, udelukker som udgangspunkt strafforfølgning ved Den Internationale Straffedomstol, såfremt sagen vedrører forhold, for hvilke den pågældende har været stillet for en anden domstol (negativ retskraft). Strafforfølgning udelukkes dog ikke, hvis den tidligere sag har haft til formål at beskytte den anklagede mod strafansvar for forbrydelser inden for Den Internationale Straffedomstols jurisdiktion eller i øvrigt ikke har været ført uafhængigt eller upartisk i henhold til folkerettens principper om retssikkerhed og på en måde, der efter omstændighederne var uforenelig med en hensigt til at strafforfølge den pågældende. Artikel 89, stk. 2, forudsætter, at den endelige afgørelse af, hvorvidt den tidligere strafforfølgning har negativ retskraft, henhører under Den Internationale Straffedomstol.

Danmark vil derfor ikke kunne nægte at udlevere en person under henvisning til, at den pågældende her i landet er dømt eller frifundet for den samme (faktiske) handling, som udleveringsanmodningen angår, jf. herved udleveringslovens § 8, hvorefter udlevering skal nægtes, såfremt personen her i landet er dømt eller frifundet for den pågældende strafbare handling. I denne situation er der alene adgang til – som nærmere beskrevet i statuttens artikel 89, stk. 2 – at rette henvendelse til Den Internationale Straffedomstol med henblik på at opnå denne domstols stillingtagen til, om princippet om negativ retskraft i statuttens artikel 20, stk. 3, udelukker strafforfølgning ved Den Internationale Straffedomstol.

8.1.6. Efter udleveringslovens § 10, nr. 1, må udlevering kun ske på vilkår, at den udleverede ikke drages til ansvar eller udleveres videre til tredjeland for nogen anden strafbar handling begået før udleveringen end den, den pågældende er udleveret for (specialitetsprincippet).

Udleveringslovens § 10, nr. 1, litra a-c, indeholder visse undtagelser fra denne regel. Således kan justitsministeren efter udleveringslovens § 10, nr. 1, litra a, jf. § 20, efter anmodning tillade, at en person, der er udleveret, underkastes strafforfølgning eller straffuldbyrdelse eller udleveres videre til tredjeland for en anden strafbar handling begået før udleveringen end den, den pågældende er udleveret for. En sådan tilladelse kan kun meddeles, såfremt udlevering for den pågældende handling kunne have fundet sted efter udleveringslovens regler.

Statuttens artikel 101, stk. 1, indeholder en bestemmelse, der svarer til udleveringslovens § 10, nr. 1, for så vidt angår yderligere strafforfølgning. Da statuttens artikel 81, stk. 3, litra c, bestemmer, at tiltalte skal løslades umiddelbart ved frifindelse og i øvrigt ikke indeholder bestemmelser om, at Den Internationale Straffedomstol kan udlevere den pågældende til tredjeland, svarer statuttens ordning vedrørende specialitetsprincippet således til udleveringslovens § 10, nr. 1.

Efter statuttens artikel 91, stk. 2, litra b, og 58, stk. 3, må det antages, at der i forbindelse med domstolens udleveringsanmodning foreligger en forholdsvis præcis beskrivelse af den eller de strafbare handlinger og de anvendelige straffebestemmelser, der efter statutten danner grundlag for udleveringen. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der efter udleveringen under strafforfølgningen ved domstolen fremkommer oplysninger om andre strafbare forhold begået forud for udleveringen. Bl.a. i et sådant tilfælde kan domstolen anmode om, at den stat, der udleverer personen, skal tillade, at der sker strafforfølgning for andre strafbare forhold begået forud for udleveringen. Statuttens artikel 101, stk. 2, bestemmer, at deltagerstaterne skal være beføjede til at meddele en sådan tilladelse og bør bestræbe sig herpå.

En sådan tilladelse vil fra dansk side kunne gives i medfør af udleveringslovens § 20, der i kraft af henvisningen i lovforslagets § 2, stk. 3, til udleveringslovens kapitel 4 vil finde anvendelse i sager vedrørende Den Internationale Straffedomstol.

Efter statuttens artikel 108 må en domfældt person i øvrigt som udgangspunkt ikke af fuldbyrdelsesstaten retsforfølges eller straffes eller udleveres til en tredje stat for handlinger, der er begået forud for personens overlevering til fuldbyrdelsesstaten.

8.1.7. I udleveringslovens kapitel 3 er der fastsat regler om behandlingen af sager om udlevering.

Der er i § 13 hjemmel til at sikre udleveringen gennem beslaglæggelse, ransagning, anholdelse og fængsling efter retsplejelovens regler i samme omfang som i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet.

Med henblik på at sikre udleveringens gennemførelse er der i § 17, stk. 3, hjemmel til at iværksætte anholdelse og fængsling efter retsplejelovens regler. Fængsling i medfør af denne bestemmelse – som angår perioden, efter at der er truffet beslutning om at imødekomme en anmodning om udlevering – skal som udgangspunkt ophæves, hvis udlevering ikke har fundet sted inden 30 dage efter udløbet af klagefristen eller endelig retskendelse.

Det følger af statuttens artikel 59, at der – såfremt domstolen i medfør af artikel 89 har truffet beslutning om anholdelse og udlevering – består en forpligtelse til at frihedsberøve (anholde og fængsle) personer, herunder egne statsborgere, med henblik på udlevering til strafforfølgning ved domstolen.

Ud over denne forpligtelse påhviler der også medlemsstaterne en forpligtelse til efter anmodning fra domstolen at foretage foreløbig anholdelse af en person, jf. pkt. 8.1.9. nedenfor. Domstolen har ikke adgang til at fremsætte anmodning om anholdelse, uden at det sker med henblik på udlevering.

Henvisningen i lovforslagets § 2, stk. 3, til udleveringslovens kapitel 3 og 4 indebærer således, at der i dansk ret vil være adgang til at frihedsberøve en person med henblik på udlevering til strafforfølgning ved Den Internationale Straffedomstol.

Den pågældende skal efter statuttens artikel 59, stk. 3, have ret til at anmode den kompetente myndighed i forvaringsstaten om midlertidig løsladelse indtil udleveringen. I stk. 4 og 5 er der fastsat nærmere regler om bl.a. betingelserne og vilkårene for en sådan midlertidig løsladelse. Da der er tale om en rettighed, der tilkommer den anholdte i forhold til danske domstole, foreslås det, at der i loven medtages en bestemmelse herom, jf. lovforslagets § 2, stk. 4.

8.1.8. Efter udleveringslovens § 16 er der adgang til domstolsprøvelse af lovligheden af justitsministerens beslutning om udlevering. Indbringelse af beslutningen om udlevering for retten har opsættende virkning. Udlevering kan således først ske, når beslutningen er fundet lovlig ved endelig retskendelse, jf. udleveringslovens § 17, stk.1.

I en sag om udlevering til strafforfølgning ved domstolen kan der ikke foretages en prøvelse svarende til den i sig selv begrænsede domstolsprøvelse efter udleveringsloven, f.eks. af de beviser, der danner grundlag for udleveringsanmodningen, idet domstolen må antages under behandlingen af spørgsmålet om udlevering at have foretaget en sådan prøvelse af udleveringsgrundlaget.

Statuttens ordning udelukker imidlertid ikke, at der ved nationale domstole foretages en vis, meget begrænset prøvelse af udleveringsgrundlaget, bl.a. med henblik på at sikre, at den, udleveringsanmodningen angår, er rette vedkommende. Af statuttens artikel 59, stk. 2, fremgår således, at de nationale myndigheder skal vurdere, om beslutningen gælder den pågældende person, om vedkommende er blevet anholdt i overensstemmelse med gældende regler, og om personens rettigheder er blevet respekteret. Der må i den forbindelse kunne tillægges anmodningen om domstolsprøvelse opsættende virkning for domstolens udleveringsanmodning.

8.1.9. Efter udleveringslovens § 19 kan der foretages beslaglæggelse, ransagning, anholdelse og fængsling i tilfælde, hvor en person er efterlyst af myndighederne i en fremmed stat som sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar handling, der må antages at kunne begrunde udlevering efter udleveringsloven. De nævnte foranstaltninger skal som udgangspunkt ophæves, såfremt anmodning om udlevering ikke er modtaget senest 30 dage efter anholdelsen. Retten kan i særlige tilfælde forlænge denne frist. Denne bestemmelse svarer i det væsentlige til artikel 16 i den europæiske udleveringskonvention.

Som anført i pkt. 8.1.7. ovenfor påhviler der medlemsstaterne en forpligtelse til efter anmodning fra domstolen at foretage foreløbig anholdelse af en person, jf. artikel 59. Foreløbig anholdelse skal kunne anvendes i hastende sager, indtil domstolen fremsætter anmodning om udlevering, jf. statuttens artikel 92. Med hjemmel i udleveringslovens § 19, vil der kunne foretages en sådan foreløbig frihedsberøvelse også før udleveringsanmodningen er modtaget.

Efter statuttens artikel 92, stk. 3, kan en person, der er foreløbigt frihedsberøvet, løslades fra varetægt, såfremt udleveringsanmodningen ikke er modtaget inden et bestemt tidsrum, der fastsættes i domstolens procesreglement. Af Den Forberedende Kommissions udkast til procesreglement (regel 188) fremgår det, at fristen for fremsendelse af udleveringsanmodningen er 60 dage. Hvis forsamlingen af deltagerstater vedtager udkastet til procesreglementet (jf. herom i pkt. 2 ovenfor) vil den frist, der fastsættes i procesreglementet, træde i stedet for 30 dages fristen i udleveringslovens § 19, stk. 2, i sager vedrørende Den Internationale Straffedomstol, når udenrigsministeren i medfør af bemyndigelsesbestemmelsen i lovforslagets § 1, stk. 2, nr. 1, bestemmer, at procesreglementet skal gælde her i landet.

8.1.10. Efter udleveringslovens § 21, stk. 1, kan justitsministeren eller den, han bemyndiger dertil, tillade, at en person, der udleveres fra en fremmed stat til en anden, føres gennem riget, såfremt bestemmelserne i udleveringslovens §§ 2 eller 4-6 ikke ville være til hinder for, at der skete udlevering fra Danmark for den pågældende handling. Tilladelse til gennemtransport (transit) kan således f.eks. nægtes, hvis den forbrydelse, den pågældende udleveres for, af de danske myndigheder betragtes som en politisk eller militær lovovertrædelse. Tilladelse vil endvidere kunne nægtes, hvor den, der udleveres, har statsborgerret eller fast bopæl i Danmark eller i et af de øvrige nordiske lande.

Hvis transport af den udleverede sker ad luftvejen, følger det af artikel 21, stk. 4, i den europæiske udleveringskonvention, at der kun skal anmodes om tilladelse til gennemtransport, hvis det er hensigten at foretage mellemlanding i den stat, hvis territorium overflyves. Hvis mellemlanding ikke skal finde sted, skal den pågældende stat alene underrettes om, at der som grundlag for udleveringen foreligger en dom eller en beslutning om anholdelse eller fængsling.

Statuttens artikel 89, stk. 3, fastsætter, at en deltagerstat i overensstemmelse med dens nationale retspleje skal give tilladelse til transport gennem dens territorium af en person, der udleveres fra en anden stat til Den Internationale Straffedomstol. Territoriet omfatter i den forbindelse kun land- og søterritoriet, idet transit gennem den pågældende deltagerstats luftrum i henhold til bestemmelsens litra d ikke kræver tilladelse, medmindre det planlægges at lande på transitstatens territorium. Såfremt en ikke planlagt landing i deltagerstaten finder sted, kan deltagerstaten kræve en anmodning fra domstolen om tilladelse til transit. I mellemtiden skal den pågældende deltagerstat tilbageholde den person, der transporteres, indtil anmodningen er modtaget, og transitten er effektueret. En sådan frihedsberøvelse vil kunne foretages i samme omfang som i sager om udlevering, jf. udleveringslovens §§ 13 og 19.

Transit gennem Danmark i forbindelse med en udlevering fra tredjeland til domstolen vil således forudsætte en forudgående tilladelse, men tilladelse til transit kan ikke nægtes i samme omfang som efter udleveringslovens § 21. Tilladelse til transit må antages kun at kunne nægtes i det yderst begrænsede omfang, der ville have været adgang til at nægte at efterkomme en tilsvarende udleveringsanmodning fra domstolen.

8.2. Regeringens overvejelser

Som det fremgår af ovenstående, er udgangspunktet klart, at Den Internationale Straffedomstols beslutning om udlevering skal respekteres fuldt ud uden selvstændig materiel, national prøvelse af udleveringsgrundlaget. Afslag på en anmodning om udlevering vil normalt kun kunne komme på tale i visse tilfælde af konkurrerende anmodninger om udlevering, jf. pkt. 7 ovenfor. Hvis Danmark er folkeretligt forpligtet til at imødekomme en udleveringsanmodning fra en stat, der ikke er deltager i statutten for Den Internationale Straffedomstol, vil udlevering til domstolen således kunne nægtes, jf. artikel 90.

En meget begrænset, mere formel prøvelse kan imidlertid finde sted, jf. statuttens artikel 59, stk. 2, og ovenfor under pkt. 8.1.8. Konstateres det, at der foreligger en personforveksling, vil udlevering f.eks. kunne nægtes.

Selv om der i forhold til udleveringslovens almindelige ordning således gælder betydelige begrænsninger i adgangen til materiel prøvelse af anmodninger om udlevering, foreslås en ordning, der i videst muligt omfang svarer til udleveringslovens ordning. Herefter tillægges justitsministeren kompetencen til at træffe beslutning om udlevering til strafforfølgning ved domstolen, og justitsministerens beslutning om at imødekomme udleveringsanmodningen underkastes efter anmodning domstolsprøvelse med opsættende virkning for udleveringen.

Om den foreslåede ordning henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 2.

9. International retshjælp

9.1. Gældende ret

Grundlaget for danske myndigheders imødekommelse af anmodninger om retshjælp fra fremmede stater er navnlig den europæiske konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager, jf. bekendtgørelse nr. 18 af 17. juli 1963 (Lovtidende C), med tilhørende tillægsprotokol af 17. marts 1978, jf. bekendtgørelse nr. 82 af 4. september 1986 (Lovtidende C). Hverken konventionen eller tillægsprotokollen er selvstændigt inkorporeret i dansk lovgivning, men det er i retspraksis fastslået, at retsanmodninger, der har karakter af straffeprocessuelle tvangsindgreb, f.eks. beslaglæggelse af bevismidler til brug for straffesager i udlandet, kan iværksættes med hjemmel i retsplejeloven eller dennes analogi, idet det afgørende er, om foranstaltningen ville kunne foretages i en tilsvarende straffesag her i landet. Om retspraksis på dette område kan bl.a. henvises til afgørelserne offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1972, s. 600 (Højesteret) og 1988, s. 203 (Vestre Landsret).

Mellem de nordiske lande gælder desuden en overenskomst af 26. april 1974 om gensidig retshjælp, jf. bekendtgørelse nr. 100 af 15. september 1975 (Lovtidende C). I forhold til den europæiske retshjælpskonvention er forskellen navnlig, at retshjælpen ydes direkte mellem de pågældende statsmyndigheder. Det er således ikke nødvendigt at sende anmodningen om retshjælp ad diplomatiske kanaler eller via Justitsministeriet.

Endvidere indeholder Schengen-konventionen (i artikel 48-53) en række bestemmelser, der supplerer og letter anvendelsen af den europæiske retshjælpskonvention, jf. herved lov nr. 418 af 10. juni 1997 om Danmarks tiltrædelse af Schengen-konventionen. Reglerne er endnu ikke trådt i kraft, idet det afventer Danmarks indtræden i det praktiske Schengen-samarbejde i løbet af foråret 2001.

9.2. Regeringens overvejelser

I forbindelse med Danmarks deltagelse i det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien vurderede Justitsministeriet, at den gældende ordning, hvorefter straffeprocessuelle tvangsindgreb, herunder pligtmæssig afgivelse af vidneforklaringer, til brug for straffesager i udlandet gennemføres ved danske domstole i medfør af retsplejeloven eller lovens analogi, antageligt måtte kunne opretholdes i forhold til tribunalet.

Statutten for Den Internationale Straffedomstol indeholder en række detaljerede forpligtelser for deltagerstaterne til at samarbejde med domstolen.

Som det fremgår ovenfor, antages det, at retsanmodninger, der har karakter af straffeprocessuelle tvangsindgreb kan iværksættes med hjemmel i retsplejeloven eller dennes analogi, såfremt foranstaltningen ville kunne foretages i en tilsvarende straffesag her i landet. Dette forudsætter, at der ville kunne føres en sådan tilsvarende straffesag her i landet. Der består med andre ord et krav om dobbelt strafbarhed. Statutten giver imidlertid ikke deltagerstaterne mulighed for at afvise en anmodning om bistand med henvisning til, at der ikke i national ret er hjemmel til at straffe for den pågældende adfærd, som sagen vedrører. Som det fremgår af pkt. 6 ovenfor, må alle forhold omfattet af Den Internationale Straffedomstols jurisdiktion anses for strafbare efter dansk ret, idet dog den militære straffelovs § 9 om pligten til at adlyde en foresats tjenstlige ordre ikke på nuværende tidspunkt er i overensstemmelse med statuttens artikel 33 om ordrer fra overordnede og bortfald af strafansvar.

Den foreslåede § 1 indebærer imidlertid en udtrykkelig hjemmel i dansk ret til at samarbejde med Den Internationale Straffedomstol i det omfang, statutten forpligter hertil, hvis de almindelige betingelser for at yde retshjælp undtagelsesvis ikke er opfyldt. Der stilles på denne baggrund ikke forslag om lovbestemmelser, der selvstændigt tager sigte på danske myndigheders retshjælp til domstolen.

For så vidt angår udstrækningen af samarbejdet med domstolen opstiller statuttens artikel 86 – som anført ovenfor under pkt. 7 – en forpligtelse for medlemsstaterne til i henhold til statuttens bestemmelser at samarbejde fuldt ud med domstolen i dens efterforskning og retsforfølgning af forbrydelser under domstolens jurisdiktion. Denne generelle forpligtelse indebærer, at der i praksis ikke er mulighed for at afslå en anmodning om retshjælp under henvisning til, at den anmodede stat betragter handlingen, som anmodningen vedrører, som en politisk forbrydelse.

Dette svarer i øvrigt til det ovenfor under pkt. 8.1.3. anførte om udlevering af personer til domstolen.

Det forudsættes, at samarbejdet med domstolen i videst muligt omfang sker i henhold til danske regler, jf. statuttens artikel 99, stk. 1. Da der vil kunne opstå behov for nærmere at regulere f.eks. den praktiske fremgangsmåde i forbindelse med behandlingen af anmodninger om retshjælp her i landet, foreslås det, at justitsministeren kan fastsætte yderligere bestemmelser til gennemførelse af statutten, jf. lovforslagets § 7. En sådan nærmere regulering kan også ske på baggrund af en eventuel aftale med domstolen.

Statuttens artikel 93, stk. 1, angiver de væsentligste former for retshjælp, som deltagerstaterne skal yde Den Internationale Straffedomstol.

Litra a vedrører identifikation af og opholdssted for personer eller lokalisering af genstande. Der er tale om en opgave, der efter dansk ret i almindelighed udføres af politiet.

Litra b vedrører optagelse af beviser, herunder vidneforklaringer under ed, og tilvejebringelse af beviser, herunder de responsa og rapporter, der er nødvendige for domstolen. Disse opgaver udføres normalt ved retten på anklagemyndighedens foranledning. Efter retsplejelovens § 190 finder lovens regler om vidneforklaring i retten tilsvarende anvendelse på vidneafhøring efter begæring af udenlandske myndigheder. En ordning om iagttagelse af en særlig form eller fremgangsmåde herved bør så vidt muligt imødekommes, medmindre dette vil være åbenbart uforeneligt med landets retsorden. Sml. i øvrigt pkt. 10 nedenfor om forsvarerbistand under afhøringer.

Litra c vedrører afhøring af enhver person, der er genstand for efterforskning eller retsforfølgning. Der er tale om en opgave, der efter dansk ret kan udføres ved retten eller udenretligt af politiet.

Litra d vedrører forkyndelse af dokumenter, herunder retsdokumenter. Reglerne om forkyndelse findes i retsplejelovens kapitel 17. Forkyndelse af dokumenter kan ske ved brevforkyndelse, postforkyndelse eller stævningsmandsforkyndelse, jf. retsplejelovens § 155.

Litra e vedrører fremme af en persons frivillige fremmøde for domstolen som vidne eller sagkyndig. Statutten angiver ikke nærmere, på hvilken måde dette skal ske. Det må i det konkrete tilfælde afgøres, hvordan en persons frivillige fremmøde for domstolen bedst kan fremmes. Der kan dog ikke i den forbindelse blive tale om at anvende egentlige tvangsmidler over for den pågældende. Statuttens artikel 54, stk. 3, litra b, bestemmer i øvrigt, at anklageren ved domstolen i forbindelse med efterforskning kan indkalde og afhøre personer, der er genstand for efterforskning, samt ofre og vidner. I henhold til artikel 64, stk. 6, litra b, kan domskammeret før og under domsforhandlingen kræve, at vidner er til stede og afgiver vidneudsagn. Statutten indeholder imidlertid ingen regler om anvendelse af tvangsmidler over for vidner.

Litra f vedrører midlertidig overflytning af varetægtsfængslede personer med henblik på f.eks. identifikation eller optagelse af vidneudsagn. En sådan midlertidig overflytning kan dog efter bestemmelsen kun ske med samtykke fra den pågældende, der skal returneres til den anmodede stat, når formålet med overflytningen er opfyldt.

Litra g vedrører undersøgelse af lokaliteter eller steder, herunder opgravning og undersøgelse af gravsteder. Det må antages, at der er tale om efterforskningsopgaver, der ikke udgør straffeprocessuelle tvangsindgreb, sml. om ransagning nedenfor. I det omfang, disse aktiviteter kræver lovhjemmel og ikke kan gennemføres efter retsplejelovens bestemmelser, vil politiets adgang til at foretage dem være omfattet af den foreslåede § 1, der giver hjemmel til at yde bistand i overensstemmelse med statuttens bestemmelser.

Litra h vedrører gennemførelse af ransagning og beslaglæggelse. Disse former for straffeprocessuelle tvangsindgreb kan foretages efter retsplejelovens kapitel 73 og 74.

Litra i gælder tilvejebringelse af optegnelser og dokumenter, herunder officielle optegnelser og dokumenter. Forpligtelsen begrænses af artikel 93, stk. 4, hvorefter en deltagerstat helt eller delvis kan afslå en anmodning om bistand, såfremt den vedrører tilvejebringelse af dokumenter eller fremlæggelse af beviser, der vedrører den pågældende stats nationale sikkerhed. Artikel 72 opstiller regler om den nærmere fremgangsmåde i tilfælde, hvor udførelsen af en anmodning fra domstolen vil kunne indebære en krænkelse af rigets sikkerhed. Om videregivelse af fortrolige oplysninger kan finde sted til udenlandske myndigheder, afhænger efter dansk ret i øvrigt af, om videregivelsen er berettiget, jf. straffelovens § 152 og § 152 e og forvaltningslovens § 27. Når regeringen i overensstemmelse med reglerne i grundlovens § 19 har indgået en international overenskomst med fremmede stater, som bl.a. indebærer, at den danske stat er forpligtet til at videregive fortrolige oplysninger, antages det, at videregivelse af fortrolige oplysninger til opfyldelse af den pågældende internationale forpligtelse ikke er uberettiget efter straffelovens bestemmelser om tavshedspligt.

Litra j vedrører beskyttelse af ofre og vidner og bevissikring. Det må antages, at denne form for samarbejde med domstolen kan finde sted inden for rammerne af dansk lovgivning. Det må endvidere lægges til grund, at bestemmelsen ikke indebærer en forpligtelse til at modtage ofre og vidner med henblik på beskyttelse, men at forpligtelsen alene gælder personer, der allerede befinder sig her i landet.

Litra k vedrører identifikation, opsporing, indefrysning og beslaglæggelse af udbytte, ejendom og aktiver fra og redskaber anvendt til forbrydelser med henblik på konfiskation uden at foregribe rettigheder, der tilkommer tredjeparter i god tro. Efter dansk ret vil denne forpligtelse kunne opfyldes ved anvendelse af bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 73 om ransagning og kapitel 74 om beslaglæggelse og edition.

Opregningen i artikel 93, stk. 1, litra a-k er ikke udtømmende, idet litra l foreskriver, at der endvidere skal ydes enhver anden form for bistand, som ikke er forbudt efter den anmodede stats lovgivning, med henblik på at lette efterforskningen og retsforfølgningen af forbrydelser under domstolens jurisdiktion. Det vil således i givet fald skulle afgøres ud fra gældende dansk lovgivning, i hvilket omfang bistand til domstolen ud over det i litra a-k anførte kan ydes.

Efter artikel 93, stk. 3, skal en deltagerstat rådføre sig med domstolen, hvis gennemførelsen af en konkret anmodning er forbudt i den pågældende stat i medfør af et grundlæggende retsprincip, der finder almindelig anvendelse. Hvis anmodningen fortsat ikke kan behandles efter rådførelsen, skal domstolen foretage de nødvendige ændringer af anmodningen.

I henhold til artikel 99, stk. 4, kan anklageren selv, hvis det er nødvendigt for en vellykket efterkommelse af en anmodning, udføre den pågældende anmodning på en deltagerstats territorium, om nødvendigt uden den anmodede deltagerstats tilstedeværelse, såfremt anmodningen kan efterkommes uden anvendelse af tvangsmidler. Som eksempler nævner artikel 99, stk. 4, afhøring eller optagelse af vidneforklaring fra en person på frivilligt grundlag og undersøgelse af offentlig lokalitet eller andet offentligt sted, uden at der foretages ændringer af lokaliteten eller stedet. Udførelsen af anmodningen skal kunne ske på grundlag af frivillighed, og bestemmelsen giver således ikke anklageren mulighed for at anvende tvangsmidler på dansk territorium.

Yderligere fastsætter bestemmelsens litra a, at anklageren i de tilfælde, hvor forbrydelsen påstås at være begået på den anmodede deltagerstats territorium, kan efterkomme anmodningen direkte efter rådførelse med den anmodede stat. I andre tilfælde kan anklageren i henhold til litra b først gennemføre anmodningen efter at have rådført sig med den anmodede stat og under hensyntagen til deltagerstatens rimelige vilkår for eller betænkeligheder i forbindelse med udførelsen af anmodningen.

Lovforslagets § 1 indebærer, at anklageren under de betingelser, som statutten angiver, kan udføre de pågældende anmodninger her i landet. Bestemmelsen kan dog ikke antages at få nogen praktisk betydning her i landet. Der vil således ikke være noget til hinder for, at anklageren er til stede og overværer danske myndigheders gennemførelse af anmodninger om retshjælp fra Den Internationale Straffedomstol, herunder f.eks. afhøringer ved politiet eller i retten. Det bør søges fastholdt, at efterforskning her i landet foretages under danske myndigheders ledelse og ansvar.

I henhold til artikel 57, stk. 3, litra d, kan forundersøgelseskammeret bemyndige anklageren til at foretage særlige efterforskningsskridt på en deltagerstats territorium uden at have sikret den pågældende stats samarbejde i henhold til kapitel 9, såfremt staten er åbenbart ude af stand til at efterkomme en anmodning om samarbejde, idet der ikke findes nogen myndighed eller bestanddel af retssystemet, som er kompetent til at udføre en anmodning i henhold til kapitel 9.

Reglens anvendelse forudsætter, at den pågældende stat mangler evne til at efterkomme en anmodning om samarbejde. Den vil således være uden praktisk betydning for Danmarks vedkommende. Manglende vilje til at efterkomme en anmodning vil i øvrigt ikke være tilstrækkeligt til, at bestemmelsen kan anvendes.

Om de grundlovsmæssige overvejelser i tilknytning til statuttens artikel 57, stk. 3, litra d, og artikel 99, stk. 4, henvises til pkt. 12 nedenfor.

Der henvises i øvrigt til pkt. 7 ovenfor om konkurrerende anmodninger.

I sager om international retshjælp, der behandles efter den europæiske retshjælpskonvention, er der kun i meget begrænset omfang mulighed for at kræve refusion af udgifter hos den stat, der har anmodet om retshjælp. Ordningen vedrørende Den Internationale Straffedomstol svarer hertil, jf. statuttens artikel 100, hvorefter ordinære omkostninger i forbindelse med udførelsen af retsanmodninger som udgangspunkt afholdes af den anmodede stat. Udgifterne vil således skulle afholdes af statskassen.

10. Forsvarerbistand under afhøringer

10.1. Gældende ret

Efter retsplejelovens § 731, stk. 1, litra g, skal der som udgangspunkt beskikkes en offentlig forsvarer i tilfælde, hvor vidners eller syns- eller skønsmænds beedigede forklaring begæres til brug under en i udlandet indledt straffesag.

Herudover kan der i medfør af § 732, stk. 1, beskikkes en forsvarer for sigtede, når retten efter sagens beskaffenhed, sigtedes person eller omstændighederne i øvrigt anser det for ønskeligt, og sigtede ikke selv har skaffet sig bistand af en forsvarer.

Den sigtede skal vejledes om adgangen til at anmode om at få en forsvarer beskikket, jf. retsplejelovens § 732, stk. 2, om sigtelsen og om retten til ikke at udtale sig, jf. § 752, stk. 1.

Udgifter til en beskikket forsvarer udredes – ligesom øvrige sagsomkostninger – i første omgang af det offentlige, jf. retsplejelovens § 741, med forbehold for at få dem erstattet af den sigtede, jf. retsplejelovens § 1007, stk. 1.

Som udgangspunkt kræves de udgifter, der er medgået til sagen, herunder salær til den beskikkede forsvarer, erstattet hos den pågældende, såfremt vedkommende findes skyldig, jf. nærmere retsplejelovens §§ 1008-1011. Efter retsplejelovens § 1012 træffer retten afgørelse om omkostningsspørgsmålet, samtidig med at der afsiges dom i sagen. Når sagen afsluttes uden dom, træffes afgørelsen ved kendelse.

Inddrivelse af pålagte sagsomkostninger sker dog med respekt af det såkaldte trangsbeneficium, hvorefter der skal overlades skyldneren det nødvendige til eget og familiens underhold og til opretholdelse af et beskedent hjem, jf. herved retsplejelovens § 509 (udlæg) og kildeskattelovens § 73, stk. 3, 4. pkt. (lønindeholdelse).

10.2. Regeringens overvejelser

Hvis der er grund til at formode, at en person har begået en forbrydelse under Den Internationale Straffedomstols jurisdiktion, og den pågældende efter anmodning fra domstolen skal afhøres af nationale myndigheder, skal den pågældende i overensstemmelse med statuttens artikel 55, stk. 2, have ret til at få beskikket en advokat, hvor det er »påkrævet af hensyn til retfærdighed«, og såfremt vedkommende ikke selv har antaget en advokat. Denne advokatbeskikkelse skal være vederlagsfri, hvis den pågældende ikke har tilstrækkelige midler til selv at betale. Endvidere har den pågældende i henhold til artikel 55, stk. 2, ret til at blive underrettet om mistanken, til ikke at udtale sig og til at have en forsvarer til stede under afhøringen. Den pågældende skal underrettes herom inden afhøringen.

Efter retsplejelovens § 731 er forsvarerbeskikkelse for den sigtede ikke obligatorisk i forbindelse med udenretlige afhøringer til brug for udenlandske (og internationale) retssager. Dog kan der i medfør af § 732 beskikkes en forsvarer for sigtede, når retten efter sagens beskaffenhed, sigtedes person eller omstændighederne i øvrigt anser det for ønskeligt og sigtede ikke selv har skaffet sig bistand af en forsvarer. Anmodning om forsvarerbeskikkelse kan fremsættes af både den sigtede og politiet.

Statuttens krav om, at der skal ske forsvarerbeskikkelse, hvor det er påkrævet af hensyn til retfærdighed, må antages at indebære en højere tærskel for forsvarerbeskikkelse end den, der gælder efter retsplejelovens § 732. Det må således antages, at retten efter sagens beskaffenhed, sigtedes person eller omstændighederne i øvrigt vil anse det for ønskeligt at beskikke en forsvarer i alle de tilfælde, hvor hensynet til retfærdighed efter statutten kræver, at der beskikkes en forsvarer.

Der er derfor ikke behov for særskilte regler om ret til forsvarerbeskikkelse i sager vedrørende afhøringer i Danmark til brug for Den Internationale Straffedomstol.

Som det fremgår af pkt. 10.1., kendes statuttens ordning med vederlagsfri advokatbeskikkelse, hvor den pågældende ikke har tilstrækkelige midler til selv at betale, imidlertid ikke i dansk retspleje, hvor det beror på trangsbeneficiet, om pålagte sagsomkostninger inddrives.

For at skabe en klar og let administrerbar omkostningsregel, der ikke forudsætter en vurdering af den pågældendes betalingsevne i forbindelse med afgørelse af, om der skal pålægges sagsomkostninger, foreslås en bestemmelse, hvorefter udgifterne til beskikket forsvarer afholdes af det offentlige, medmindre retten under særlige omstændigheder bestemmer, at de skal betales af den, der afhøres, jf. lovforslagets § 6. Dette svarer til ordningen efter udleveringslovens § 14, stk. 2.

11. International fuldbyrdelse af straf

11.1. Gældende ret

11.1.1. Efter lov om international fuldbyrdelse af straf mv. (lov nr. 323 af 4. juni 1986, som ændret ved lov nr. 291 af 24. april 1996) kan fuldbyrdelse her i landet af afgørelser om straf mv., der er pålagt i et andet land, ske efter omsætning eller tilpasning af den sanktion, der er pålagt ved den udenlandske afgørelse. Afgørelsen om omsætning eller tilpasning træffes ved dom. Ved fuldbyrdelse af bøder og konfiskation kan den pågældende dog få lejlighed til at få sagen afgjort ved en udenretlig bødevedtagelse eller vedtagelse af konfiskation. Fuldbyrdelse af en udenlandsk afgørelse skal som udgangspunkt ske efter reglerne om omsætning. Vil det ellers ikke være muligt at få en domfældt overført hertil, kan fuldbyrdelse dog ske efter reglerne om tilpasning. Herom henvises til lovens § 3, stk. 2-3, § 4, § 5 og § 11, jf. §§ 9 og 10.

Fuldbyrdelse her i landet af nordiske straffedomme sker efter lov nr. 214 af 31. maj 1963 om samarbejde mellem Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv. Efter lovens § 4 omsættes frihedsstraf idømt i et andet nordisk land (administrativt) til en straf af samme varighed inden for den tilsvarende danske strafart. Loven omfatter også fuldbyrdelse af bødestraf, konfiskation, betingede domme og tilsyn med prøveløsladte.

11.1.2. Regler om omsætning af sanktioner, der indebærer frihedsberøvelse, er fastsat dels i artikel 11 i den europæiske konvention af 21. marts 1983 om overførelse af domfældte, dels i artikel 44 i den europæiske konvention af 28. maj 1970 om straffedommes internationale retsvirkninger. Bøder og konfiskationer fuldbyrdes efter reglerne om omsætning i 1970-konventionens artikel 45.

Reglerne om omsætning indebærer, at fuldbyrdelseslandet gennem en domstolsafgørelse eller administrativ afgørelse omsætter sanktionen til en straf, der er pålagt af fuldbyrdelseslandet efter dettes lovgivning og strafudmålingspraksis for den pågældende overtrædelse.

Efter denne fremgangsmåde erstattes den i udlandet pålagte straf med en ny straf, således at det er denne nye sanktion, der skal fuldbyrdes. Den kompetente myndighed i fuldbyrdelseslandet er ved omsætning af retsfølgen bundet af bedømmelsen af sagens faktiske omstændigheder, og fuldbyrdelseslandet må ikke omsætte en sanktion, der indebærer frihedsberøvelse, til en sanktion, der indebærer bøde.

Endvidere skal myndigheden fratrække hele den periode, i hvilken den domfældte har været frihedsberøvet. Den domfældtes strafferetlige situation må ikke blive forværret, men der er på den anden side – i modsætning til retsstillingen ved fortsat fuldbyrdelse, jf. nedenfor om tilpasning – intet til hinder for at formilde den domfældtes stilling, f.eks. ved at udmåle en kortere straf end i domslandet.

Samtidig er den pågældende myndighed ikke bundet af den minimumsstraf, der efter fuldbyrdelseslandets lovgivning kan være foreskrevet for den eller de begåede lovovertrædelser.

Ved fuldbyrdelse af bøder og konfiskation af pengebeløb skal myndigheden i fuldbyrdelseslandet omsætte det pågældende beløb til den nationale møntenhed efter gældende vekselkurs. Myndigheden kan ved fastsættelse af beløbet ikke overskride det maksimum, der måtte være fastsat i dens egen lovgivning for samme lovovertrædelse, eller – såfremt der ikke er fastsat noget maksimumsbeløb – det højeste beløb, som normalt pålægges i fuldbyrdelseslandet for en tilsvarende lovovertrædelse. Ved konfiskation af en bestemt genstand er det en betingelse, at der i henhold til fuldbyrdelseslandets nationale lovgivning kan foretages konfiskation for samme lovovertrædelse.

Konfiskation kan endvidere fuldbyrdes efter reglerne i FN-konventionen af 20. december 1988 imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer og den europæiske konvention af 8. november 1990 om hvidvaskning, efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold.

11.1.3. Regler om tilpasning findes i artikel 10 i den europæiske konvention af 21. marts 1983 om overførelse af domfældte.

Efter denne bestemmelse kan de kompetente myndigheder i fuldbyrdelseslandet vælge at fortsætte fuldbyrdelsen af retsfølgen øjeblikkeligt eller, hvis retsfølgen på grund af sin karakter eller varighed er uforenelig med fuldbyrdelseslandets lovgivning, eller, hvis denne stats lovgivning kræver det, gennem en domstolsafgørelse eller administrativ afgørelse tilpasse sanktionen til den straf eller foranstaltning, der er foreskrevet af dets egen lovgivning for en lignende lovovertrædelse.

Efter denne fremgangsmåde er det således den sanktion, der er pålagt i udlandet, som – eventuelt efter en tilpasning, dvs. en »oversættelse« til fuldbyrdelseslandets regler – overtages til fuldbyrdelse inden for rammerne af fuldbyrdelseslandets strafarter og strafmaksimum for den pågældende lovovertrædelse. Der er i princippet ingen mulighed for at formilde den domfældtes stilling bortset fra adgangen til benådning mv.

Konventionen finder ikke anvendelse ved fuldbyrdelse af bøder og konfiskation.

11.1.4. For så vidt angår gældende ret med hensyn til overførelse til afsoning i Danmark af personer, der er dømt ved det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien, henvises til bemærkningerne til det samtidig med dette lovforslag fremsatte forslag til lov om ændring af lov nr. 1099 af 21. december 1994 om strafforfølgning ved det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien.

Spørgsmålet om fuldbyrdelse af bødestraf er ikke aktuelt i forhold til tribunalerne for Jugoslavien og Rwanda.

11.2. Regeringens overvejelser

11.2.1. Afsoning af domstolens domme skal efter statuttens artikel 103 som udgangspunkt ske i en stat, som domstolen udpeger ud fra en liste over stater, som over for domstolen har tilkendegivet, at de er rede til at modtage domfældte personer. Domstolens udpegning af afsoningsstater skal i videst muligt omfang bygge på en rimelig byrdefordeling mellem deltagerstaterne. En stat, der er udpeget i en bestemt sag, kan meddele domstolen, at den ikke accepterer domstolens udpegning.

Bestemmelsen svarer til artikel 27 i statutten for Jugoslavien-tribunalet. Tribunalet har udarbejdet en standardaftale, der danner grundlag for forhandlingerne med alle de lande, som tribunalet søger at få tilvejebragt en fuldbyrdelsesordning med. Det er et ufravigeligt led i aftalen, at det land, der fuldbyrder tribunalets domme, er bundet af varigheden af den straf, som tribunalet har idømt, og af tribunalets afgørelse om benådning eller formildelse af den idømte straf.

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget om ændring af lov om strafforfølgning ved det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien (Fuldbyrdelse i Danmark af tribunalets afgørelser) (Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 6690), jf. nu lov nr. 436 af 31. maj 2000, har Danmark været afskåret fra at indgå en sådan generel aftale med tribunalet. Baggrunden herfor er, at den danske ordning bygger på, at fuldbyrdelse her i landet skal ske i overensstemmelse med reglerne om omsætning eller tilpasning af straffen.

Det er endvidere et led i den danske ordning, at en dansk domstol i hvert enkelt tilfælde skal godkende den afgørelse, som justitsministeren træffer om fuldbyrdelse her i landet af tribunalets domme. Denne konkrete vurdering, som det ved loven er forudsat, at retten skal foretage i hvert enkelt tilfælde, kunne før lovændringen ikke bindes gennem en aftale, som indgås mellem Jugoslavien-tribunalet og den danske regering med henblik på generelt at fastlægge vilkårene for overførelse af dømte til Danmark.

Det må forventes, at Den Internationale Straffedomstol vil søge at indgå en tilsvarende aftale med de lande, som den ønsker en fuldbyrdelsesordning med. På tidspunktet for dette lovforslags fremsættelse foreligger der imidlertid ikke oplysninger om den nærmere udformning heraf.

Efter regeringens opfattelse bør der være mulighed for, at Danmark kan indgå en sådan aftale med domstolen.

At afskære sig på forhånd i den danske lovgivning fra muligheden for at kunne indgå på en sådan ordning med domstolen ville forekomme uheldigt og i strid med hensyn, der ligger bag den bestående danske ordning med hensyn til domme afsagt i andre lande – f.eks. i forhold til danske statsborgere og personer med fast bopæl i Danmark.

Det må også tillægges vægt, at Danmark som deltagerstat medvirker til, at tilstrækkelige afsoningsmuligheder stilles til rådighed for domstolen.

Regeringen foreslår derfor, at der skabes en lovhjemmel, som muliggør, at der indgås en generel fuldbyrdelsesaftale med domstolen. Justitsministeriet vil forud for indgåelsen af en sådan aftale med domstolen orientere Folketingets Retsudvalg om indholdet af aftalen.

Grundlaget for en adgang til at indgå en sådan aftale er, at fuldbyrdelse her i landet kan ske uden omsætning eller tilpasning af straffen mv., idet en ordning med omsætning eller tilpasning – i hvert fald i visse tilfælde – vil være i strid med bl.a. statuttens artikel 105, hvorefter fængselsstraffen skal være bindende for deltagerstaterne, og artikel 110, stk. 2, hvorefter alene domstolen skal have ret til at træffe beslutning om strafnedsættelse. Både omsætning og tilpasning vil således efter omstændighederne kunne indebære en betydelig formildelse af den straf, som domstolen har udmålt.

Der er imidlertid ikke noget til hinder for at opretholde den gældende ordning, hvorefter justitsministerens afgørelse om fuldbyrdelse skal forelægges retten til godkendelse. Retten vil således skulle vurdere den konkrete afgørelse om fuldbyrdelse her i landet på baggrund af bestemmelserne i loven og eventuelle administrative forskrifter, herunder en fuldbyrdelsesaftale med domstolen, sammenholdt med bestemmelserne i statuttens kapitel 10.

Domstolens mulighed for at idømme frihedsstraf er fastsat i artikel 77, stk. 1. Domstolen kan idømme tidsbestemt fængselsstraf, der ikke må overstige 30 år, eller livsvarigt fængsel. Statuttens artikel 105, stk. 1, bestemmer, at den fængselsstraf, som domstolen har idømt, er bindende for deltagerstaterne, som under ingen omstændigheder må ændre den. Afsoning her i landet kan således indebære, at den pågældende kommer til at afsone en tidsbestemt straf, der i varighed væsentligt overstiger, hvad der kan idømmes efter dansk ret.

Uanset dette forhold finder regeringen som anført ovenfor, at der bør være mulighed for, at Danmark kan indgå en generel aftale med domstolen om afsoning her i landet. Det må i den forbindelse tillægges særlig vægt, at en sådan frihedsstraf vil blive udmålt af et bredt sammensat, internationalt organ, og ikke af en fremmed stat.

11.2.2. Et særligt spørgsmål opstår vedrørende adgangen til benådning. Grundlovens § 24 tillægger kongen kompetence til at benåde dømte. Statuttens artikel 105, stk. 1, bestemmer, at den fængselsstraf, som domstolen har idømt, er bindende for deltagerstaterne, som under ingen omstændigheder må ændre den. Efter artikel 110, stk. 1, må fuldbyrdelsesstaten ikke løslade personen, før den idømte straf er afsonet. Domstolen kan dog træffe beslutning om strafnedsættelse, og skal tage stilling hertil, når personen har afsonet to tredjedele af straffen eller 25 år af en livstidsdom.

I den afsoningsaftale, som Sverige har indgået med Jugoslavien-tribunalet, er der et generelt vilkår om, at Sverige skal underrette justitssekretæren ved tribunalet, såfremt det efter svensk ret bliver relevant at prøveløslade eller benåde den domfældte. Tribunalet kan på denne baggrund fremføre de synspunkter, som underretningen giver anledning til. Inden de nationale myndigheder træffer endelig afgørelse i sagen, kan tribunalet beslutte at overføre den dømte til fortsat afsoning i et andet land. Denne ordning indebærer på den ene side, at tribunalet bevarer retten til at afgøre, om en dømt skal forblive fængslet, og på den anden side, at det oprindeligt udpegede afsoningsland (Sverige) ikke forpligtes til at opretholde fængslingen (i Sverige) af en person, som efter svensk opfattelse bør prøveløslades eller benådes.

En lignende ordning må overvejes i forbindelse med indgåelse af en eventuel aftale mellem Danmark og Den Internationale Straffedomstol om fuldbyrdelse. Domstolen har efter artikel 104 en tilsvarende adgang som tribunalet til på et hvilket som helst tidspunkt at beslutte at overføre en domfældt til et fængsel i en anden stat.

11.2.3. Danmark er ikke efter statutten – og vil ikke efter en eventuel indgåelse af en generel aftale med domstolen om fuldbyrdelse være – forpligtet til at imødekomme enhver anmodning om fuldbyrdelse her i landet af straf mv., der er pålagt af Den Internationale Straffedomstol. Justitsministeren vil således i konkrete tilfælde kunne afslå at træffe bestemmelse om, at straf mv., som er pålagt af Den Internationale Straffedomstol, kan fuldbyrdes her i landet.

Dette vil bl.a. kunne komme på tale i tilfælde, hvor fuldbyrdelsen måtte indebære en sådan fravigelse af grundlæggende danske regler, at fuldbyrdelsen ikke bør finde sted her i landet. Endvidere vil praktiske hensyn, herunder utilstrækkelige anbringelsesmuligheder, i konkrete tilfælde kunne begrunde, at fuldbyrdelsen ikke finder sted her i landet.

Den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 1, er på denne baggrund affattet således, at justitsministeren kan bestemme, at straf mv., som er pålagt af domstolen, kan fuldbyrdes her i landet efter reglerne i statuttens kapitel 10. Det foreslås, at justitsministeren i medfør af § 3, stk. 6, kan fastsætte nærmere regler om sådan fuldbyrdelse, herunder på grundlag af overenskomst med domstolen.

Det foreslås samtidig, at fuldbyrdelsen i videst muligt omfang skal ske efter danske regler (jf. herved lov nr. 432 af 31. maj 2000 om fuldbyrdelse af straf mv., der træder i kraft den 1. juli 2001), og at fuldbyrdelsen ikke må medføre en skærpelse af domfældtes strafferetlige situation.

Endelig foreslås det, at justitsministerens afgørelse altid vil skulle forelægges retten til godkendelse, jf. lovforslagets § 3, stk. 3. Herved sikres i lighed med den bestående ordning på området, at der som grundlag for fuldbyrdelse her i landet af en dom afsagt af Den Internationale Straffedomstol altid vil foreligge en dansk dom.

11.2.4. Efter fuldbyrdelsen af en frihedsstraf kan den pågældende, hvis vedkommende ikke er statsborger i afsoningsstaten, overføres til en anden stat, der har pligt til eller har indvilliget i at modtage den pågældende. Statutten tillader også, at den pågældende i overensstemmelse med national lovgivning udleveres til tredjestat til retsforfølgning eller straffuldbyrdelse, men dog kun hvis vedkommende frivilligt forbliver på afsoningsstatens territorium i mere end 30 dage efter løsladelsen. Der henvises til statuttens artikel 107 og 108.

Efter dansk udlændingelovgivning må en udlænding, medmindre udlændingen er nordisk statsborger eller er fritaget for krav om opholdstilladelse, kun opholde sig i Danmark ud over de tidsrum, hvor udlændingen som EF/EØS-statsborger, som tredjelandsstatsborger omfattet af EF-reglerne om fri bevægelighed, som visumfri udlænding eller i medfør af et udstedt visum er berettiget til at opholde sig i Danmark, såfremt udlændingen har opholdstilladelse.

Såfremt Danmark samtykker i at modtage domfældte, ikke-nordiske statsborgere uden en gældende opholdstilladelse i Danmark til strafafsoning i Danmark efter statuttens artikel 103, vil de pågældende kunne indrejse i Danmark uden visum og opholde sig her i landet i indtil 3 måneder fra indrejsen, såfremt de er fritaget for visum. Såfremt de pågældende er visumpligtige, vil Udlændingestyrelsen kunne udstede visum med ret til indtil 3 måneders ophold i Danmark. Efter udløbet af den visumfri periode henholdsvis af visummet må domfældte efter Indenrigsministeriets vurdering henvises til et »tålt ophold« her i landet uden opholdstilladelse under resten af afsoningsperioden. Efter Indenrigsministeriets vurdering foreligger der sådanne hensyn til at sikre straffuldbyrdelse af de domme, der er afsagt af Den Internationale Straffedomstol, at udlændingen må kunne henvises til at opholde sig her i landet i form af et »tålt ophold« under strafafsoningen.

Indgiver en domfældt ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, vil ansøgningen blive behandlet i henhold til den gældende udlændingelovgivning og under hensyntagen til de forpligtelser, som Danmark har påtaget sig, herunder i forhold til den europæiske menneskerettighedskonvention. Opholdstilladelse til den domfældte vil i almindelighed, medmindre særlige grunde taler derimod, kunne nægtes under henvisning til flygtningekonventionens udelukkelsesgrunde, hvis der ansøges om asyl, eller til, at de forhold, den pågældende er dømt for ved Den Internationale Straffedomstol, kunne medføre udvisning fra Danmark, såfremt pådømmelsen var sket her i landet.

Indgår en domfældt ægteskab her i landet, vil den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke i almindelighed indebære en pligt til meddelelse af opholdstilladelse, da ægteskabet blev indgået på et tidspunkt, hvor parret ikke havde nogen berettiget forventning om at kunne etablere og videreudvikle familielivet i netop Danmark.

Indgiver et familiemedlem til en domfældt statsborger, der efter statuttens artikel 103 er overleveret til straffuldbyrdelse i Danmark, ansøgning om visum med henblik på at besøge domfældte, vil der i disse tilfælde efter en konkret vurdering af Danmarks internationale forpligtelser, herunder den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8, efter en afvejning af karakteren af det familiemæssige forhold mellem domfældte og familiemedlemmet, kunne meddeles visum til familiemedlemmet. Hvis familiemedlemmet ikke har mulighed for fra opholdslandet at udøve samvær med den domfældte under strafafsoningen, vil der endvidere efter ansøgning eventuelt kunne meddeles opholdstilladelse.

Efter endt strafafsoning skal en domfældt ikke-nordisk statsborger, der efter statuttens artikel 103 er overleveret til straffuldbyrdelse i Danmark, udrejse af landet, hvis den pågældende ikke har opholdstilladelse her i landet eller på andet grundlag har ret til at opholde sig her i landet. Udrejser udlændingen ikke frivilligt, drager politiet omsorg for udsendelse af den pågældende. Udsendelse må dog ikke ske til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen af 28. juli 1951, artikel 1 A, nævnte grunde eller risikerer forfølgelse eller tilsvarende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land.

Udlændinge, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, kan dog tilbagesendes, hvis der er bestemte grunde til at antage, at udlændingen frembyder fare for landets sikkerhed, eller hvis udlændingen efter endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må antages at frembyde nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, jf. udlændingelovens § 31, stk. 2, 2. pkt. Bestemmelsen skal dog anvendes i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, herunder det undtagelsesfri forbud, der kan udledes af bl.a. den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 3 om udsendelse til et land, hvor udlændingen risikerer tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

En udlænding, som hverken kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingeloven eller kan udsendes af landet, vil være henvist til et såkaldt »tålt ophold« her i landet.

11.2.5. Efter artikel 109 skal deltagerstaterne fuldbyrde domstolens afgørelser om bøde og konfiskation i overensstemmelse med procedurerne i national lovgivning. Efter statuttens artikel 109, stk. 3, skal disse afgørelser fuldbyrdes til fordel for domstolen. Dette indebærer en fravigelse af det almindelige udgangspunkt, hvorefter udbyttet ved fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser om bøde og konfiskation tilfalder den danske statskasse.

Baggrunden for bestemmelsen skal imidlertid ses i sammenhæng med statuttens artikel 79 om oprettelse af en særlig fond til fordel for ofre for forbrydelser under domstolens jurisdiktion og for ofrenes familier. Domstolen kan i medfør af denne bestemmelse beslutte, at penge og andre formuegoder, der indgår som bøder og konfiskation skal overføres til den særlige fond.

Bestemmelserne om fuldbyrdelse af afgørelser om bøde og konfiskation er omfattet af henvisningen i lovforslagets § 3, stk. 1, hvorefter justitsministeren kan bestemme, at straf mv., som er pålagt af domstolen, kan fuldbyrdes her i landet efter reglerne i statuttens kapitel 10. Også disse afgørelser skal som udgangspunkt forelægges retten til godkendelse, jf. lovforslagets § 3, stk. 4. På samme måde, som det kendes efter 1970-konventionen, jf. § 5, stk. 2, i lov om international fuldbyrdelse af straf mv., foreslås det dog i lovforslagets § 3, stk. 3, 3. pkt., at retsplejelovens regler om udenretlig vedtagelse af bøde eller konfiskation finder tilsvarende anvendelse. Det indebærer, at den stedlige politimester – efter at justitsministeren har truffet afgørelse om fuldbyrdelse i Danmark – kan give den pågældende lejlighed til at få sagen afgjort udenretligt ved en bødevedtagelse eller en vedtagelse af konfiskation, jf. herved Folketingstidende 1970-71, tillæg A, sp. 1115.

På samme måde som efter lov om international fuldbyrdelse af straf mv. (§ 5, stk. 3) foreslås desuden, at der ikke kan anvendes forvandlingsstraf, hvis en bøde pålagt af Den Internationale Straffedomstol ikke kan inddrives. Statutten stiller således ikke krav herom. Der henvises til lovforslagets § 3, stk. 4.

11.2.6. Også domstolens afgørelser om erstatning til ofre skal fuldbyrdes af medlemsstaterne i overensstemmelse med nationale procedurer, jf. henvisningen til artikel 109 i artikel 75, stk. 5. Efter statutten skal den danske stat således på vegne af det offer, der har fået tilkendt erstatning af Den Internationale Straffedomstol, inddrive erstatningskravet her i landet og overføre det inddrevne til domstolen med henblik på udbetaling til ofret. En sådan ordning kendes ikke i forvejen i dansk ret. Efter dansk ret påhviler det således ofret selv at inddrive erstatningskrav, der er tilkendt under en straffesag, medmindre kravet er omfattet af lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (offererstatningsloven), og derfor udbetales af staten, som herefter indtræder i kravet mod skadevolderen.

Der er tale om et civilt krav, der tilkommer en privatperson, men som den danske stat skal søge at inddrive på dennes vegne. Det foreslås, at justitsministeren – på ofrets vegne – kan indrive krav på erstatning pålagt domfældte efter statuttens artikel 75 ved udpantning (dvs. ved udlæg og eventuelt tvangsauktion) og ved lønindeholdelse efter kildeskattelovens og lov om Det Fælles Lønindeholdelsesregisters regler herom, jf. lovforslagets § 3, stk. 5.

12. Forholdet til grundloven

12.1. Regeringen har overvejet, om Danmark kan gennemføre statutten for Den Internationale Straffedomstol inden for rammerne af grundloven, herunder navnlig om gennemførelsen af statutten indebærer overladelse af beføjelser efter grundlovens § 20.

De spørgsmål, som regeringen har overvejet i forhold til grundlovens § 20, behandles nærmere i pkt. 12.2.-12.5. nedenfor. Forholdet til grundloven i øvrigt behandles i pkt. 12.6. nedenfor. Resultatet af overvejelserne sammenfattes i pkt. 12.7.

12.2. Efter grundlovens § 20, stk. 1, kan beføjelser, som efter grundloven tilkommer rigets myndigheder, ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde. Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på 5/6 af Folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men opretholder regeringen lovforslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de regler, der gælder for folkeafstemninger, jf. grundlovens § 20, stk. 2.

Danmark har tilsluttet sig en række internationale organisationer, som har kompetence til at træffe generelle og konkrete beslutninger, der er rettet til medlemsstaterne. Som eksempler kan nævnes FN og Den Internationale Domstol i Haag.

Det karakteristiske for de beslutninger, der kan træffes i disse organisationer, er, at de kun tilsigter at gælde for staterne som folkeretlige forpligtelser. De tilsigter ikke at gælde umiddelbart i den enkelte stats interne retsorden. Hvis en sådan beslutning går ud på at regulere de enkelte individers adfærd, må den derfor transformeres eller inkorporeres i national ret.

Sådanne »traditionelle« mellemfolkelige organisationers vedtagelser kan gennemføres i dansk ret, uden at proceduren i grundlovens § 20 skal iagttages. Det gælder, selv om organisationen på andre punkter har atypisk karakter, f.eks. derved, at der uden Danmarks tilslutning (og eventuelt mod Danmarks stemme) kan træffes beslutninger, der er bindende for Danmark.

Anderledes forholder det sig med mellemfolkelige myndigheder, som tillægges kompetence til at udfærdige retsakter, der skal gælde umiddelbart i de deltagende stater med virkning for private personer og virksomheder. Sådanne ordninger kan kun gennemføres i dansk ret ved anvendelse af proceduren i grundlovens § 20. Det skyldes, at kompetencen til at udstede regler mv., der direkte regulerer borgernes adfærd, overlades til den mellemfolkelige myndighed.

Det afgørende for, om gennemførelsen af en traktat forudsætter anvendelse af grundlovens § 20, er med andre ord i første række, om traktaten indebærer overladelse af beføjelser til en mellemfolkelig myndighed til at udstede retsakter, såvel generelle som konkrete beslutninger, der – efter traktatens eget indhold – skal gælde umiddelbart i de deltagende stater med virkning for f.eks. private individer. Der kan være tale om overladelse af såvel lovgivende som udøvende og dømmende myndighed, jf. grundlovens § 3.

12.3. Statutten for Den Internationale Straffedomstol må efter regeringens opfattelse forstås således, at Den Internationale Straffedomstols beslutninger ikke skal gælde direkte i medlemsstaternes interne retsorden. Der er med andre ord alene tale om beslutninger, der er rettet til medlemsstaterne, og som fastlægger folkeretlige forpligtelser for medlemsstaterne.

Det er herefter overladt til medlemsstaterne at sørge for – i overensstemmelse med procedurerne i deres nationale lovgivninger – at opfylde de folkeretlige forpligtelser.

Gennemførelsen af statutten rejser således efter regeringens opfattelse som udgangspunkt ikke spørgsmål i forhold til grundlovens § 20, jf. pkt. 12.2. ovenfor.

Det tilføjes, at den norske regering også har lagt denne fortolkning af statutten til grund i vurderingen af statuttens forhold til den norske grundlovs § 93, der er beslægtet med den danske grundlovs § 20. Der henvises til det norske udenrigsministeriums høringsnotat for »fremleggelse av vedtektene til den internasjonale straffedomstol for Stortinget for samtykke til ratifikasjon« af 4. oktober 1999, s. 66.

12.4. Efter statutten har Den Internationale Straffedomstol kompetence til at retsforfølge personer for de alvorligste internationale forbrydelser, nemlig folkedrab, krigsforbrydelser og andre forbrydelser mod menneskeheden, når nærmere angivne vilkår er opfyldt. Domstolen kan i forbindelse hermed afsige kendelse om, at en domfældt person skal betale erstatning til ofre, jf. statuttens artikel 75. Danmark er – under visse betingelser – forpligtet til at sørge for at anholde og overføre en person til retsforfølgning ved Den Internationale Domstol. Det kan også være danske statsborgere, der mistænkes for at have begået en krigsforbrydelse mv. på dansk territorium. Der henvises til pkt. 8 ovenfor.

Efter grundlovens § 3, 3. pkt., er den dømmende magt hos domstolene. Spørgsmålet er derfor, om gennemførelsen af Den Internationale Straffedomstols ovennævnte kompetence til – under visse betingelser – at dømme i de alvorligste internationale forbrydelser betyder, at proceduren i grundlovens § 20 skal iagttages.

Herom bemærkes følgende:

Både efter folkeretten og statsretten anses danske myndigheder som udgangspunkt for at være enekompetente til at udøve myndighedsbeføjelser inden for dansk territorium. Det antages imidlertid, at grundloven ikke er til hinder for, at en fremmed stats myndigheder efter folkeretlig aftale om afgrænsning af de indbyrdes jurisdiktionsforhold opnår adgang til på dansk territorium at udøve visse beføjelser i forhold til personer mv., som har særlig tilknytning til den pågældende stat.

Vurderingen af sådanne jurisdiktionsaftalers forhold til grundloven beror på den enkelte aftales formål og nærmere indhold, herunder karakteren og omfanget af den fremmede stats myndigheders beføjelser på dansk område.

Det må efter regeringens opfattelse antages, at det skal afgøres ud fra de nævnte synspunkter vedrørende jurisdiktionsaftaler, om grundlovens § 20 skal anvendes i det foreliggende tilfælde.

Den Internationale Straffedomstols kompetence er begrænset til de alvorligste internationale forbrydelser mod menneskeheden mv., som har generel betydning for verdenssamfundet. De pågældende forbrydelser kan derfor siges ikke blot at have tilknytning til Danmark, men også til andre lande. Det gælder, selv om den pågældende person er dansk statsborger eller mistænkes for at have begået forbrydelsen på dansk territorium.

Den Internationale Straffedomstols kompetence er desuden subsidiær i forhold til deltagerstaternes domstole. Det betyder, at sager om forbrydelser mod menneskeheden mv. som altovervejende hovedregel skal behandles af de danske domstole i det omfang, domstolene efter straffelovens almindelige jurisdiktionsregler har kompetence hertil. Der henvises til pkt. 6 ovenfor.

Endelig er der i lovgivningspraksis flere eksempler på, at Danmark har tilsluttet sig en international straffedomstol, uden at dette har rejst spørgsmål om overladelse af beføjelser efter grundlovens § 20. Der henvises til lov nr. 1099 af 21. december 1994 om strafforfølgning ved det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien. Der henvises endvidere til bekendtgørelse nr. 832 af 30. oktober 1995 om strafforfølgning ved Rwanda-tribunalet. Før grundloven af 1953 kan nævnes, at Danmark tilsluttede sig oprettelsen af Nürnberg-domstolen, jf. bekendtgørelse nr. 7 af 13. november 1945 (Lovtidende C).

Sammenfattende må det efter regeringens opfattelse antages, at gennemførelsen af Den Internationale Straffedomstols ovennævnte kompetence til – under visse betingelser - at dømme i de alvorligste internationale forbrydelser ikke betyder, at proceduren i grundlovens § 20 skal iagttages.

12.5. Statuttens regler om deltagerstaternes samarbejde med anklageren for Den Internationale Straffedomstol etablerer – som nævnt i pkt. 12.3. ovenfor – som altovervejende hovedregel et almindeligt mellemfolkeligt samarbejde mellem anklageren og de nationale myndigheder. Det er således deltagerstaterne selv, som – eventuelt under deltagelse af anklageren – foretager de nødvendige efterforskningsskridt, herunder tvangsindgreb, på deres respektive territorier.

Som anført i lovforslagets pkt. 9.2. tillægges anklageren dog i to – snævert afgrænsede – situationer adgang til selv at foretage efterforskning mv. på deltagerstaternes territorium. Spørgsmålet er derfor, om gennemførelsen af disse beføjelser for anklageren forudsætter, at proceduren i grundlovens § 20 anvendes. Dette spørgsmål behandles i pkt. 12.5.1.-12.5.2. nedenfor.

12.5.1. Efter statuttens artikel 57, stk. 3, litra d, kan forundersøgelseskammeret bemyndige anklageren til at foretage særlige efterforskningsskridt på en deltagerstats territorium uden at have sikret sig samarbejde med den pågældende stat efter statuttens kapitel 9.

Det gælder efter bestemmelsen, hvis staten åbenbart er ude af stand til at efterkomme en anmodning om samarbejde, idet der ikke findes nogen myndighed eller bestanddel af statens retssystem, som har kompetence til at fuldbyrde anmodningen. I denne situation kan anklageren således få beføjelse til – på egen hånd – at foretage tvangsindgreb på dansk territorium, herunder anholdelse og ransagning.

De indgreb, som anklageren kan bemyndiges til at foretage, har principielt karakter af beføjelser, som efter grundloven tilkommer rigets myndigheder, jf. grundlovens § 3, 2. pkt., om den udøvende magt.

Bestemmelsen i statutten gælder imidlertid alene i den helt særegne situation, at den pågældende stats myndigheder – på grund af sammenbrud af retssystemet m.v. som følge af krig eller lignende – åbenbart er ude af stand til selv at udøve de pågældende beføjelser. Den tager således sigte på ekstreme - og for Danmarks vedkommende meget teoretiske – tilfælde, hvor forholdene er af en sådan karakter, at det for en reel betragtning ikke synes at give mening at tale om afgivelse af suverænitet

På den anførte baggrund er det regeringens opfattelse, at gennemførelse af artikel 57, stk. 3, ikke kan antages at nødvendiggøre anvendelse af grundlovens § 20. Det kan i den forbindelse tilføjes, at den norske regering har anlagt en lignende vurdering i relation til den tilsvarende bestemmelse i den norske grundlovs § 93.

12.5.2. Efter statuttens artikel 99, stk. 4, kan anklageren – hvis det er nødvendigt for en vellykket efterkommelse af en anmodning om efterforskning mv. – uden deltagelse af de danske myndigheder foretage efterforskning på dansk territorium, herunder særligt afhøring eller optagelse af vidneforklaring.

Anklageren har imidlertid ikke adgang til at foretage tvangsindgreb. Vidneafhøring skal således ske på frivilligt grundlag. Og anklageren skal rådføre sig med de danske myndigheder i videst mulig omfang, når forbrydelsen påstås begået på dansk territorium. I andre tilfælde kan anklageren først foretage efterforskning på dansk territorium efter at have rådført sig med de danske myndigheder og under hensyn til de rimelige vilkår, som de danske myndigheder stiller, eller de betænkeligheder, som de danske myndigheder fremkommer med.

Om forholdet til grundlovens § 20 bemærkes følgende:

Kerneområdet for grundlovens § 20 er den virksomhed, der består i at udstede retsakter med umiddelbar gyldighed i Danmark, jf. pkt. 12.2. ovenfor. Den kompetence til at foretage efterforskning på dansk territorium, som anklageren får efter statuttens artikel 99, stk. 4, har ikke denne karakter. Da anklageren ikke kan anvende tvang, er der heller ikke på anden måde tale om den umiddelbare normering af borgernes forhold, som er karakteristisk for ordninger, der er omfattet af grundlovens § 20.

Anklagerens adgang til at foretage efterforskning på dansk territorium på egen hånd vil næppe have den store praktiske betydning for Danmark. Ud over at udførelsen af opgaver på dansk territorium skal være nødvendig for en vellykket efterkommelse af en anmodning om efterforskning mv., er forudsætningen, at Den Internationale Straffedomstol har jurisdiktion i forhold til den pågældende forbrydelse. Dette vil domstolen normalt ikke have, hvis forbrydelsen påstås begået på dansk territorium, idet dansk jurisdiktion efter statutten går forud for domstolens jurisdiktion, jf. pkt. 6 ovenfor. I andre tilfælde vil efterforskningen på dansk territorium kun kunne finde sted under hensyn til de rimelige vilkår mv., som de danske myndigheder stiller.

På den anførte baggrund må det efter regeringens opfattelse antages, at gennemførelsen af statuttens artikel 99, stk. 4, ikke nødvendiggør, at proceduren i grundlovens § 20 anvendes.

12.6. Statutten for Den Internationale Straffedomstol finder anvendelse på alle personer uden forskel på officiel stilling eller hverv. Officiel stilling som stats- eller regeringschef eller parlamentsmedlem mv. skal i intet tilfælde fritage en person fra strafansvar. Endvidere udelukker immuniteter eller særlige procedureregler, som måtte være tilknyttet til en persons officielle stilling eller hverv, ikke domstolen fra at udøve sin jurisdiktion. Der henvises til statuttens artikel 27.

Spørgsmålet er, om dette forhold indebærer, at statuttens bestemmelser om udlevering til retsforfølgning ved Den Internationale Straffedomstol ikke vil kunne opfyldes inden for rammerne af grundloven.

Herom bemærkes følgende:

12.6.1. Efter grundlovens § 13 er kongen ansvarsfri og hans person fredhellig. Bestemmelsen indebærer, at regenten ikke kan strafforfølges ved en dansk domstol, uanset om regenten har handlet som privatperson eller statschef. Bestemmelsen må også antages at indebære, at regenten ikke kan udleveres til strafforfølgning ved Den Internationale Straffedomstol.

Bestemmelsen i grundlovens § 13 indebærer således, at det ikke kan sikres, at Danmark vil kunne leve op til sine forpligtelser til at udlevere regenten til retsforfølgning ved Den Internationale Straffedomstol, hvis regenten måtte have begået en forbrydelse, der er omfattet af domstolens jurisdiktion.

Statutten indeholder imidlertid ingen regler om, at deltagerstaterne generelt skal bringe deres retstilstand i overensstemmelse med statutten, således at fuld opfyldelse af denne på forhånd er sikret. Det må endvidere anses for en endog yderst hypotetisk situation, at regenten begår forbrydelser af den type, som statutten regulerer.

I hvert fald under disse omstændigheder bør bestemmelsen i grundlovens § 13 ikke afholde Danmark fra at tilslutte sig (ratificere) statutten.

Det tilføjes, at den norske regering har draget den samme konklusion i forhold til den beslægtede bestemmelse i den norske grundlovs § 5. Der henvises til det tidligere nævnte høringsnotat, s. 67 ff.

12.6.2. Efter § 7 i lov nr. 25 af 11. februar 1871 om regeringens førelse i tilfælde af kongens umyndighed, sygdom eller fraværelse nyder rigsforstanderen – sålænge han fører regeringen – den samme ansvarsfrihed som kongen.

Endvidere følger det af artikel 25 i kongeloven af 14. november 1665, at medlemmer af kongehuset nyder immunitet. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

»De [prinserne og prinsesserne af blodet] skulle og for ingen underdommere svare, men deres første og sidste dommer skal være kongen, eller hvem han dertil forordner.«

Det antages, at kongelovens artikel 25 ikke gælder med grundlovskraft. Der vil derfor kunne træffes afvigende bestemmelser ved almindelig lov.

Tilsvarende må det efter regeringens opfattelse antages, at den immunitet, som rigsforstanderen er sikret efter rigsforstanderlovens § 7, kan ophæves ved almindelig lov for at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, som følger af statutten.

På den anførte baggrund indebærer dette lovforslags § 1 (hvorefter statutten for Den Internationale Straffedomstol gælder her i landet), at den immunitet, som rigsforstanderen og medlemmer af kongehuset har efter de ovennævnte regler, ikke er til hinder for, at de pågældende af danske myndigheder – i den yderst hypotetiske situation, hvor rigsforstanderen eller et medlem af kongehuset mistænkes for at have begået forbrydelser mod menneskeheden mv. – kan udleveres til retsforfølgning ved Den Internationale Straffedomstol.

12.6.3. Efter grundlovens § 57, 1. pkt., kan intet medlem af Folketinget uden dettes samtykke tiltales eller underkastes fængsling af nogen art, medmindre vedkommende er grebet på fersk gerning.

Efter bestemmelsen kan Folketinget næppe – på forhånd – give afkald på det enkelte medlems immunitet, således at den pågældende kan udleveres til retsforfølgning ved Den Internationale Straffedomstol.

Gennemføres statutten, er bestemmelsen imidlertid efter regeringens opfattelse ikke til hinder for, at Folketinget ophæver et folketingsmedlems immunitet i den yderst hypotetiske situation, hvor det er nødvendigt for at opfylde de forpligtelser, der følger af statutten.

På denne baggrund bør bestemmelsen i grundlovens § 57, 1. pkt., ikke afholde Danmark fra at tilslutte sig (ratificere) statutten.

12.7. Sammenfattende finder regeringen, at dansk gennemførelse af statutten ikke nødvendiggør, at proceduren i grundlovens § 20 anvendes.

Regeringen finder endvidere, at bestemmelserne i grundlovens § 13 om regentens immunitet ikke bør afholde Danmark fra at tilslutte sig (ratificere) statutten, selv om opfyldelsen af de forpligtelser om udlevering af regenten til retsforfølgning ved Den Internationale Straffedomstol ikke kan sikres uden en grundlovsændring.

13. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

I henhold til artikel 115 skal domstolens udgifter finansieres bl.a. gennem pålignede bidrag fra deltagerstaterne på basis af det af forsamlingen af deltagerstater vedtagne budget, jf. artikel 117. Det nærmere indhold af domstolens budget vil således ikke være bekendt, før forsamlingen af deltagerstater træder sammen efter statuttens ikrafttræden. Størrelsen af de danske bidrag vil afhænge af hvilke og hvor mange stater, der til den tid har ratificeret statutten. På tidspunktet for lovforslagets fremsættelse er det derfor i sagens natur ikke muligt at anslå størrelsen af de bidrag, som vil komme til at påhvile Danmark.

Lovforslaget skønnes ikke at have administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Vurdering af konsekvenser af lovforslag

 

Positive

konsekvenser/mindre udgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Negative

konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Danmarks bidrag til domstolens finansiering kan endnu ikke opgøres

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amts kommuner

Ingen

Ingen af betydning

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Ingen EU-retlige aspekter

14. Hørte myndigheder mv.

Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen sendt til høring hos:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret samt retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Dansk Fængselsforbund, Foreningen af fængselsinspektører og vicefængselsinspektører, Kriminalforsorgsforeningen, HK Landsklubben Kriminalforsorgen, Advokatrådet, Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Dansk Røde Kors, FN-forbundet, Amnesty International (Dansk Afdeling) og Dansk Retspolitisk Forening.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

1. Bestemmelsens stk. 1 fastsætter, at statutten for Den Internationale Straffedomstol gælder her i landet. Dette indebærer bl.a., at der skabes hjemmel til at iværksætte retsskridt her i landet med henblik på strafforfølgning ved domstolen af de forbrydelser, der er nævnt i statutten.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at der kan iværksættes strafforfølgning i anledning af den samme handling ved danske domstole i de tilfælde, hvor der er dansk straffemyndighed, jf. straffelovens §§ 7- 8. Tværtimod indebærer komplementaritetsprincippet i statuttens artikel 1 og 17, at deltagerstaterne har den primære jurisdiktion.

§ 1 indebærer, at man fra dansk side vil kunne opfylde de samarbejdsforpligtelser, der følger af statutten. Man vil således f.eks. kunne efterkomme anmodninger om retshjælp (herunder efterforskning under anvendelse af straffeprocessuelle tvangsindgreb) og udlevering, jf. statuttens kapitel 9. Lovforslagets § 2 indeholder nærmere regler om fremgangsmåden ved udlevering til Den Internationale Straffedomstol.

Inkorporeringen har ikke yderligere konsekvenser i dansk ret. I henhold til statuttens artikel 1 gælder statutten for Den Internationale Straffedomstol, og dens bestemmelser er rettet mod domstolen. At statutten gøres til en del af dansk ret, er således kun af betydning for danske myndigheder i det omfang, det udtrykkeligt følger af statutten, at den pålægger deltagerstaterne forpligtelser. Der henvises i øvrigt til pkt. 5 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

2. I stk. 2 bemyndiges udenrigsministeren til at sætte procesreglementet (og ændringer heraf), de vejledende beskrivelser af gerningsindhold (og ændringer heraf) samt ændringer af statutten i kraft her i landet.

Procesreglementet skal være i overensstemmelse med statutten, der har forrang i tilfælde af uoverensstemmelse, jf. artikel 51, stk. 4 og 5. De vejledende beskrivelser af gerningsindhold skal tilsvarende være i overensstemmelse med statutten, jf. artikel 9, stk. 4, og er i øvrigt kun vejledende for domstolen. Procesreglementet og de vejledende beskrivelser af gerningsindhold kan således ikke fravige statutten.

Domstolens procesreglementet vil i overvejende grad indeholde regler, der alene vil være af betydning for domstolen og dennes sagsbehandling. Imidlertid kan procesreglementet komme til at indeholde supplerende regler, der er af betydning for domstolens samarbejde med deltagerstaterne. Som anført under pkt. 8.1.9. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget vil procesreglementet f.eks. komme til at indeholde en bestemmelse, der supplerer statuttens bestemmelser, om den længste tid, der må forløbe fra domstolen fremsætter en anmodning om foreløbig anholdelse til selve udleveringsanmodningen foreligger. En sådan bestemmelse vil have betydning for de danske regler om, hvor længe en person må frihedsberøves her i landet på baggrund af en anmodning fra domstolen om foreløbig anholdelse.

Procesreglementet og de vejledende beskrivelser af gerningsindhold ? og ændringer heri ? skal vedtages med 2/3 flertal af medlemmerne af forsamlingen af deltagerstater.

Ændringer af statutten kræver efter artikel 121, stk. 3, konsensus eller vedtagelse med 2/3 flertal på et møde i forsamlingen af deltagerstater eller på en særlig revisionskonference (hvoraf en skal afholdes 7 år efter statuttens ikrafttræden, jf. artikel 123, stk. 1). Ændringerne træder herefter i kraft for alle deltagerstater et år, efter at 7/8 af deltagerstaterne har godkendt eller ratificeret disse (artikel 121, stk. 4 – smh. stk. 6 om adgangen til at træde tilbage fra statutten for deltagerstater, der ikke har godkendt ændringen). Ændringer i bestemmelserne om Den Internationale Straffedomstols jurisdiktion i artikel 5-8 træder dog kun i kraft for de deltagerstater, der har godkendt ændringen (artikel 121, stk. 5). Ændringer af institutionel karakter – dvs. ændringer af visse nærmere angivne bestemmelser, der alene berører domstolens interne organisation og ikke medlemsstaternes samarbejde med denne – kræver alene vedtagelse (og ikke efterfølgende godkendelse eller ratifikation) med 2/3 flertal og træder i kraft 6 måneder efter vedtagelsen (artikel 122, stk. 2).

Det kan efter omstændighederne afhænge af ændringernes indhold og karakter, om adgangen til administrativt at bestemme, at de skal gælde her i landet, bør udnyttes. Der vil navnlig være anledning hertil i det omfang, ændringerne berører bestemmelser af betydning for deltagerstaternes (herunder Danmarks) samarbejdsforpligtelser over for domstolen. Hensynet til en samlet kundgørelse (og dermed umiddelbar tilgængelighed) her i landet af det til enhver tid gældende regelgrundlag for Den Internationale Straffedomstol kan dog tale for, at hjemlen udnyttes også i andre tilfælde.

Hjemlen til at sætte ændringer af statutten i kraft her i landet indebærer, at sådanne ændringer ikke kræver ændringer af denne lov, og den giver forudsætningsvis regeringen bemyndigelse til at godkende og ratificere sådanne ændringer.

Til § 2

Om baggrunden for den foreslåede ordning henvises til pkt. 8 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

1. Ved § 2, stk. 1, bemyndiges justitsministeren til at træffe afgørelse om udlevering af personer, som domstolen har afsagt anholdelses- og udleveringsbeslutning over. Udleveringen beror således på justitsministerens afgørelse, men som nævnt under pkt. 8.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, vil det være den altovervejende hovedregel, at domstolens afgørelse efterkommes. Udlevering til domstolen vil således f.eks. ikke kunne nægtes med henvisning til, at den pågældende har indgivet ansøgning om asyl. Udlevering til strafforfølgning ved domstolen er i sagens natur ikke i strid med forbudet i artikel 33, stk. 1, i FN-konventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling, hvorefter ingen kontraherende stat som udgangspunkt må udvise eller afvise en flygtning ved grænserne til sådanne områder, hvor hans liv eller frihed ville være truet på grund af hans race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller politiske anskuelser.

Efter statuttens artikel 59, stk. 2, sammenholdt med artikel 89, stk. 1, 2. pkt., kan danske myndigheder alene påse, om Den Internationale Straffedomstols anmodning om anholdelse og/eller udlevering (»overførelse«) angår den pågældende person (dvs. at der ikke foreligger personforveksling), om den pågældende er blevet anholdt i overensstemmelse med gældende regler, og om den pågældendes rettigheder er blevet respekteret.

Som det fremgår af statuttens artikel 1 og 17, er Den Internationale Straffedomstol – i modsætning til Jugoslavien- og Rwanda-tribunalerne – komplementær (dvs. et supplement) til national strafferetlig jurisdiktion, hvor en stat er uvillig eller ude af stand til effektivt at gennemføre efterforskning eller retsforfølgning.

Spørgsmålet om strafforfølgning i Danmark (navnlig af personer, der har dansk statsborgerskab eller bopæl i Danmark) vil der imidlertid have været anledning til at overveje allerede i forbindelse med Den Internationale Straffedomstols beslutning om at antage sagen, jf. statuttens artikel 17. Når en situation er blevet henvist til domstolen, og anklageren har besluttet, at der er rimeligt grundlag for at påbegynde en efterforskning, eller anklageren af egen drift indleder en efterforskning, skal anklageren således underrette alle deltagerstater og de stater, som efter de foreliggende oplysninger normalt ville udøve jurisdiktion med hensyn til de pågældende forbrydelser, jf. artikel 18, stk. 1. Inden for en måned fra modtagelsen af denne underretning, kan en stat informere domstolen om, at den er i færd med at efterforske eller har efterforsket sine statsborgere eller andre inden for sin jurisdiktion med hensyn til strafbare handlinger omfattet af domstolens jurisdiktion og informationerne fra anklageren, jf. artikel 18, stk. 2.

Skulle der helt undtagelsesvis ikke have været anledning til at overveje strafforfølgning i Danmark på et tidligere tidspunkt, kan der på det tidspunkt, hvor danske myndigheder får anledning til at indlede strafforfølgning, gøres indsigelse mod domstolens jurisdiktion efter statuttens artikel 19. Indtil Den Internationale Straffedomstols afgørelse herom foreligger, kan udleveringsanmodningen sættes i bero, jf. statuttens artikel 95.

Om fremgangsmåden, hvor den pågældende her i landet er dømt eller frifundet for den samme (faktiske) handling, som udleveringsanmodningen angår, henvises til pkt. 8.1.5. i de almindelige bemærkninger om negativ retskraft (ne bis in idem).

2. Ved lovforslagets § 2, stk. 2, præciseres det, at spørgsmålet om at udlevere en domfældt til fuldbyrdelse af domstolens dom, sml. herved artikel 91, stk. 3, ligeledes afgøres af justitsministeren.

Bestemmelsen vil f.eks. kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor den domfældte pågribes i Danmark efter at være undveget fra de hollandske myndigheder, efter at dommen er afsagt, men inden fuldbyrdelse har kunnet finde sted, eller er undveget under afsoningen.

Under forudsætning af, at der i forbindelse med udleveringsanmodningen foreligger en eksigibel dom fra domstolen og eventuelle yderligere fornødne oplysninger til dokumentation af afsoningen i fuldbyrdelseslandet, vil udlevering til fuldbyrdelse af domstolens dom herefter som udgangspunkt skulle finde sted. De særlige betingelser i udleveringslovens § 3, stk. 3, om straffens længde kan således ikke begrunde en nægtelse af udlevering. Nægtelse af udlevering til straffuldbyrdelse må i øvrigt antages kun at kunne ske i samme meget begrænsede omfang som ved udlevering til strafforfølgning, jf. pkt. 1 ovenfor.

3. Efter lovforslagets § 2, stk. 3, finder udleveringslovens kapitel 3 og 4 anvendelse i sager om udlevering til domstolen, men med de fornødne lempelser.

3.1. I udtrykket »de fornødne lempelser« ligger dels et forbehold om intensiteten af prøvelsen af udleveringsgrundlaget, jf. udleveringslovens §§ 12, 13, 16, 17, stk. 3, og 18-21, dels et forbehold om, at udleveringslovens bestemmelser er affattet med henblik på udlevering til et lands myndigheder, og således ikke er formuleret med henblik på den specielle situation, at udlevering iværksættes med henblik på strafforfølgning ved en mellemfolkelig domstol.

3.2. Henvisningen til udleveringslovens kapitel 3 indebærer i øvrigt, at sager om udlevering til domstolen som udgangspunkt behandles efter de almindelige regler i udleveringsloven.

3.2.1. Udlevering kan således kun ske efter anmodning fra domstolen. Anmodningen skal indeholde oplysninger om den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser i statutten, og anmodningen skal være ledsaget af en udskrift af domstolens beslutning om anholdelse og udlevering, jf. herved statuttens artikel 91, stk. 2, og 58, stk. 3, og udleveringslovens § 11, stk. 2.

3.2.2. Hvis det umiddelbart af udleveringsanmodningen kan konstateres, at der er tale om en personforveksling, kan Justitsministeriet uden videre afslå anmodningen, jf. statuttens artikel 59, stk. 2, og udleveringslovens § 12, stk. 1, 1. pkt. I øvrigt sendes udleveringsanmodningen til politiet på det sted, hvor den, som søges udleveret, opholder sig. Politiet iværksætter derefter uden ophold den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er opfyldt. Formålet med denne undersøgelse er først og fremmest at finde frem til den rette person ifølge domstolens beslutning. Om nødvendigt kan politiet i den forbindelse skride til anholdelse, eventuelt med henblik på varetægtsfængsling, og efter omstændighederne tillige foretage ransagning og beslaglæggelse efter retsplejelovens regler, jf. udleveringslovens § 13.

3.2.3. Grundlaget for udlevering til domstolen vil således allerede på dette stadium af sagen blive underkastet en vis, foreløbig domstolsprøvelse.

Det skal dog herved tages i betragtning, at der som udgangspunkt består en ubetinget pligt til at gennemføre domstolens beslutning om anholdelse og udlevering. Nogen materiel prøvelse af udleveringsgrundlaget svarende til udleveringslovens § 3, stk. 5, kommer således ikke på tale. Bestrides f.eks. domstolens kompetence efter statutten i det konkrete tilfælde eller rigtigheden af de beviser, der ligger til grund for domstolens beslutning, eller nægter den, der søges udleveret, sig skyldig, må domstolens beslutning desuagtet som udgangspunkt lægges til grund.

Viser det sig imidlertid, f.eks. i forbindelse med fremstillingen af den anholdte, at der er tale om en personforveksling, jf. statuttens artikel 59, stk. 2, skal vedkommende dog løslades uden hensyn til domstolens beslutning om anholdelse og udlevering. Der kan herved efter omstændighederne også blive tale om at yde erstatning for uforskyldt anholdelse og varetægtsfængsling, jf. udleveringslovens § 12, 3. pkt.

Statutten indeholder i artikel 85 bestemmelser om, at Den Internationale Straffedomstol kan tilkende en person erstatning, bl.a. hvor den pågældende har været ulovligt anholdt eller varetægtsfængslet. Erstatningen betales af domstolen. Disse regler gælder for domstolen og har således ikke umiddelbart betydning for danske myndigheders forpligtelse til at yde erstatning for uberettiget frihedsberøvelse her i landet, der reguleres af reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a.

3.2.4. Henvisningen til udleveringslovens § 14 indebærer, at der allerede på tidspunktet for iværksættelsen af politiets undersøgelse i medfør af udleveringslovens § 12 skal beskikkes en forsvarer for den, der søges udleveret. I øvrigt finder retsplejelovens almindelige regler om beskikkelse og valg af forsvarer tilsvarende anvendelse.

Udgifterne til den beskikkede forsvarer og andre sagsomkostninger afholdes af det offentlige, medmindre retten under særlige omstændigheder bestemmer, at de skal betales af den, der søges udleveret, jf. udleveringslovens § 14, stk. 2.

3.2.5. Afgørelsen af spørgsmålet om udlevering henhører som nævnt under justitsministeren, jf. lovforslagets § 2, stk. 1. Henvisningen til udleveringslovens § 15, stk. 1, indebærer herefter, at spørgsmålet om udlevering til domstolen forelægges justitsministeren til afgørelse umiddelbart efter afslutningen af politiets undersøgelse. Som tidligere nævnt vil det i almindelighed være udgangspunktet, at domstolens afgørelse om udlevering efterkommes, og at udlevering alene kan nægtes, hvis Den Internationale Straffedomstols anmodning om udlevering ikke angår den pågældende person (dvs. hvis der foreligger personforveksling).

Efter statuttens artikel 101 må en person, der er udleveret til Den Internationale Straffedomstol, ikke retsforfølges, straffes eller tilbageholdes for anden adfærd begået forud for udleveringen end den adfærd, der udgør grundlaget for udleveringen, medmindre den udleverende stat giver samtykke. Domstolen kan dog anmode om, at staten giver afkald på at gøre denne beføjelse gældende, og deltagerstaterne bør bestræbe sig herpå.

På dette punkt svarer lovforslaget til udleveringslovens ordning, idet den udleverede ikke efter udleveringslovens § 10 selv kan meddele samtykke til, at vedkommende drages til ansvar for nogen anden handling begået før udleveringen end den, vedkommende er udleveret for.

Statutten kan heller ikke antages at udelukke, at udleveringslovens ordning opretholdes med hensyn til muligheden for videre udlevering fra domstolen til tredjeland med henblik på strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i anledning af andre lovovertrædelser begået før udleveringen til domstolen, jf. herved udleveringslovens § 10. Statuttens artikel 81, stk. 3, litra c, bestemmer, at tiltalte skal løslades umiddelbart ved frifindelse, og indeholder i øvrigt ikke bestemmelser om, at domstolen kan udlevere den pågældende til tredjeland. En beslutning om udlevering til domstolen bør derfor meddeles på samme vilkår som efter udleveringslovens § 10, f.eks. om justitsministerens tilladelse, jf. udleveringslovens § 20, med henblik på tilfælde, hvor videre udlevering fra domstolen til retsforfølgning i tredjeland måtte komme på tale, jf. pkt. 3.3. nedenfor.

3.2.6. Træffer justitsministeren beslutning om udlevering til Den Internationale Straffedomstol, skal den pågældende person samtidig med, at der gives meddelelse om beslutningen, gøres bekendt med adgangen til domstolsprøvelse af beslutningen og med fristen for fremsættelse af anmodning herom, jf. udleveringslovens § 15, stk. 2.

3.2.7. Henvisningen til udleveringslovens § 16 indebærer, at den, der skal udleveres til domstolen, kan forlange, at politiet indbringer spørgsmålet om beslutningens lovlighed for retten på det sted, hvor den pågældende opholder sig.

Om indholdet af denne prøvelse henvises til bemærkningerne ovenfor vedrørende lovforslagets § 2, stk. 1. Formålet med prøvelsen af beslutningens »lovlighed« er som nærmere beskrevet i pkt. 8.1.8. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget som udgangspunkt alene at sikre, at beslutningen om udlevering angår rette vedkommende.

Anmodningen om domstolsprøvelse skal i lighed med udleveringslovens ordning fremsættes inden tre dage, efter at beslutningen er meddelt den pågældende. Når særlige omstændigheder taler derfor, kan justitsministeren imidlertid tillade, at beslutningen indbringes for retten, selv om anmodningen herom først fremsættes efter fristens udløb, jf. udleveringslovens § 16, stk. 2. At denne beføjelse er henlagt til justitsministeren, skyldes efter udleveringslovens forarbejder administrative og praktiske hensyn, navnlig i tilfælde, hvor anmodningen om domstolsprøvelse først fremsættes umiddelbart før udleveringens iværksættelse, eventuelt i den lufthavn eller på den jernbanestation, hvor udleveringen skal finde sted. Sådanne hensyn gør sig ligeledes gældende i tilfælde af udlevering til domstolen, hvorfor udleveringslovens ordning foreslås opretholdt også på dette punkt.

Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der inden tre dage kan kæres til vedkommende landsret. Spørgsmålet om, hvorvidt kære, som iværksættes efter udløbet af denne frist, skal afvises, afgøres af landsretten efter reglerne i retsplejelovens § 949, stk. 2, jf. udleveringslovens § 16, stk. 3.

3.2.8. Inden udløbet af fristen for fremsættelse af anmodning om domstolsprøvelse må udlevering til domstolen kun iværksættes, hvis den pågældende giver afkald på at kræve udleveringsbeslutningen indbragt for retten. Indbringes beslutningen for retten, kan udlevering til domstolen først ske, når beslutningen er fundet lovlig ved endelig retskendelse, jf. udleveringslovens § 17, stk.1.

3.2.9. For at sikre gennemførelsen af udleveringen til domstolen kan der i medfør af retsplejelovens regler foretages anholdelse og varetægtsfængsling af den person, der skal udleveres, jf. udleveringslovens § 17, stk. 3. Henvisningen til udleveringslovens § 17, stk. 3, indebærer, at en frihedsberøvelse, der er sket efter denne bestemmelse, som udgangspunkt skal ophæves, hvis udlevering ikke har fundet sted inden 30 dage efter enten et eventuelt afkald på domstolsprøvelse, udløbet af kærefristen eller tidspunktet for den endelige retskendelse om udlevering, jf. § 17, stk. 1. § 17, stk. 3, 2. pkt., giver dog mulighed for at forlænge denne frist i særlige tilfælde. Denne bestemmelse kan imidlertid ikke benyttes til at forlænge fristen gennem en længere periode, f.eks. fordi det på tidspunktet for anmodningen om fristforlængelse er uafklaret, hvornår udleveringen kan gennemføres.

3.2.10. Endelig er der gennem henvisningen til udleveringslovens § 18 givet hjemmel til, at det i forbindelse med beslutningen om udlevering kan bestemmes, at genstande, der er beslaglagt eller taget i bevaring under sagen, med forbehold af tredjemands eventuelle rettigheder skal overgives til domstolen.

3.3. Henvisningen til udleveringslovens kapitel 4 indebærer ud over det under punkt 3.1. anførte, at der med hjemmel i udleveringslovens § 19, stk. 1, kan iværksættes anholdelse og varetægtsfængsling, beslaglæggelse og ransagning, jf. udleveringslovens § 13, også i tilfælde, hvor der alene foreligger en efterlysning af den person, der senere søges udleveret til strafforfølgning ved domstolen. Foranstaltninger, der er truffet i medfør af denne bestemmelse, skal dog som udgangspunkt ophæves, såfremt man ikke inden 30 dage efter en eventuel anholdelse af vedkommende har modtaget en formel anmodning om udlevering fra domstolen, jf. udleveringslovens § 19, stk. 2. I samme bestemmelse er der dog ligeledes givet mulighed for, at retten i særlige tilfælde kan forlænge denne frist.

Udleveringslovens § 19, stk. 1, vil således kunne anvendes i tilfælde, hvor der foreligger en anmodning fra Den Internationale Straffedomstol om foreløbig anholdelse af en person, jf. artikel 59 og 92. Fristen for løsladelse i udleveringslovens § 19, stk. 2, vil skulle lempes i fornødent omfang, såfremt der i domstolens procesreglement fastsættes en længere frist for domstolens fremsendelse af selve udleveringsanmodningen, jf. pkt. 8.1.9. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Henvisningen til udleveringslovens § 20 indebærer, at justitsministerens tilladelse til udvidelse af strafforfølgningen til andre handlinger begået før udleveringen meddeles efter samme regler som i tilfælde, hvor udlevering ville være sket til et lands myndigheder. Tilladelse kan således kun meddeles, såfremt udlevering for den pågældende handling kunne have fundet sted i medfør af udleveringslovens (og denne lovs) regler, jf. udleveringslovens § 20, stk. 2, og når lovligheden af beslutningen om at give tilladelse eventuelt er fastslået ved endelig retskendelse, jf. udleveringslovens § 20, stk. 4-5.

Endelig indebærer henvisningen til udleveringslovens § 21, at transit gennem Danmark i forbindelse med udlevering fra tredjeland til Den Internationale Straffedomstol kræver forudgående tilladelse fra de danske myndigheder. Tilladelse til transit vil imidlertid som nærmere beskrevet under pkt. 8.1.10. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget formentlig kun kunne nægtes i det yderst begrænsede omfang, hvor der ville have været adgang til at nægte at efterkomme en tilsvarende udleveringsanmodning fra domstolen om udlevering af vedkommende person fra Danmark.

3.4. Den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 4, afspejler den ret, som den anholdte i henhold til statuttens artikel 59, stk. 3, har til at ansøge forvaringsstaten om midlertidig løsladelse, indtil udleveringen finder sted. Afgørelsen om midlertidig løsladelse træffes af retten efter de nærmere regler, der er anført i statuttens artikel 59, stk. 4 og 5, om bl.a. vilkårene for en sådan midlertidig løsladelse.

Ved afgørelsen skal retten således lægge vægt på, hvorvidt der under hensyn til grovheden af de påståede forbrydelser er hastende og ekstraordinære forhold, der retfærdiggør midlertidig løsladelse, og hvorvidt der foreligger de nødvendige garantier, som kan sikre, at forvaringsstaten kan opfylde sin forpligtelse til at udlevere den pågældende person til domstolen. Retten skal ikke vurdere grundlaget for Den Internationale Straffedomstols udstedelse af anholdelsesbeslutningen, jf. statuttens artikel 59, stk. 4.

Før der træffes afgørelse i anledning af en anmodning om midlertidig løsladelse, skal Den Internationale Straffedomstols forundersøgelseskammer underrettes om anmodningen og fremkomme med en anbefaling, der skal tillægges fuld vægt, jf. artikel 59, stk. 5.

Efter artikel 59, stk. 6, kan forundersøgelseskammeret anmode om løbende rapporter om forløbet af en midlertidig løsladelse.

Til § 3

Om baggrunden for den foreslåede ordning henvises til pkt. 11 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

1. § 3, stk. 1, indebærer, at justitsministeren bemyndiges til at bestemme, at straf mv., som er pålagt af Den Internationale Straffedomstol, kan fuldbyrdes her i landet. Udtrykket »straf mv.« omfatter i overensstemmelse med statuttens artikel 77 dels fængselsstraf, der kan være såvel tidsbestemt som tidsubestemt, jf. stk. 1, dels bøde og konfiskation, jf. stk. 2.

2. Efter § 3, stk. 2, 1. led, skal fuldbyrdelsen i videst muligt omfang ske efter danske regler. Udtrykket »i videst muligt omfang« indebærer en modifikation i forhold til den bestående almindelige ordning, hvorefter det er et ufravigeligt krav, at fuldbyrdelsen sker efter danske regler, jf. § 10, stk. 2, i loven om international fuldbyrdelse af straf mv.

§ 10, stk. 2, er på dette punkt videreført i uændret form fra den oprindelige formulering i § 8, stk. 2, i lov nr. 522 af 23. december 1970 om fuldbyrdelse af europæiske straffedomme. Af forarbejderne til denne bestemmelse fremgår, at der med udtrykket: »fuldbyrdelsen skal ske efter danske regler« menes, at fuldbyrdelsen sker i danske institutioner efter de for disse institutioner gældende bestemmelser, og at der kan ske prøveløsladelse og benådning efter danske regler, jf. herved Folketingstidende 1970-71, tillæg A, sp. 1118.

At opretholde et lignende ubetinget krav til fuldbyrdelsen af Den Internationale Straffedomstols domme må forventes at være en hindring for en i øvrigt acceptabel fuldbyrdelsesordning med domstolen, dels fordi fuldbyrdelsen af fængselsstraffe efter statuttens artikel 106 skal være »underlagt domstolens tilsyn«, dels fordi kompetencen til at træffe bestemmelse om strafnedsættelse (svarende til benådning og prøveløsladelse) efter statuttens artikel 110 tilkommer domstolen.

Lovforslagets § 3, stk. 2, 1. led, er herefter affattet således, at fuldbyrdelse som udgangspunkt skal ske efter danske regler. Bestemmelsen tager imidlertid samtidig højde for, at eventuelle modifikationer kan gøres på dette punkt som led i aftalen med domstolen om overførelse af straffuldbyrdelsen i det enkelte tilfælde eller i en generel aftale herom med domstolen, jf. lovforslagets § 3, stk. 6. Det skal herved tages i betragtning, at også vilkår, der indebærer en fravigelse af de danske regler om fuldbyrdelse, skal godkendes af en dansk domstol, for at en konkret aftale kan danne grundlag for fuldbyrdelse i Danmark, jf. lovforslagets § 3, stk. 3, og pkt. 3 nedenfor.

Fuldbyrdelsen af domme i straffesager er reguleret i retsplejelovens kapitel 90, hvorefter politiet drager omsorg for fuldbyrdelsen. Almindelige regler om inddrivelse af bøder findes endvidere i straffeloven. Efter § 52, stk. 4, kan politiet inddrive bl.a. bøder og konfiskerede beløb ved udpantning og ved indeholdelse i den pågældendes indtægter efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven.

Efter lovforslagets § 3, stk. 2, 2. led, er det et ufravigeligt krav, at fuldbyrdelsen i Danmark ikke må medføre skærpelse af domfældtes strafferetlige situation. På dette punkt opretholdes den bestående ordning uændret.

Ved bestemmelsen, der også kendes fra de europæiske konventioner om overførelse af straffuldbyrdelse, sikres det, at en aftale med domstolen om overførelse af straffuldbyrdelsen til Danmark alene kan indebære en uændret retsstilling eller være til fordel for den domfældte.

3. § 3, stk. 3, indebærer som nævnt ovenfor, at ingen, der er domfældt ved domstolen, vil kunne afsone dommen i Danmark, uden at der til grund for fuldbyrdelsen foreligger en dansk dom. En administrativ afgørelse kan således ikke udgøre grundlaget for afsoning her i landet.

Den foreslåede ordning svarer på dette punkt til den gældende ordning om overførelse af straffuldbyrdelse på grundlag af domme, der er afsagt af en fremmed stats nationale myndigheder. Også i forhold til domstolen vil det således efter regeringens opfattelse kunne give anledning til principielle betænkeligheder, såfremt man rent administrativt kunne træffe afgørelse om grundlaget for fuldbyrdelse af domme i Danmark.

I formuleringen »til godkendelse« ligger først og fremmest et forbehold om, at aftalen med domstolen ikke er åbenbart uforenelig med landets retsorden eller grundlæggende danske retsprincipper. Et led i domstolsprøvelsen vil også være, at fuldbyrdelsen ikke medfører skærpelse af domfældtes strafferetlige situation, jf. § 3, stk. 2.

Kravet om godkendelse i lovforslagets § 3, stk. 3, er ufravigeligt for fængselsstraffe. Det indebærer, at enhver konkret aftale om fuldbyrdelse af fængselsstraf her i landet, der ikke godkendes af domstolene, er uanvendelig som fuldbyrdelsesgrundlag i Danmark. Medmindre en anden ordning forhandles med Den Internationale Straffedomstol og godkendes af domstolene, må overførelse af straffuldbyrdelsen i givet fald opgives.

Ved lovforslagets § 3, stk. 3, 2. pkt., præciseres, at afgørelsen om godkendelse træffes ved dom.

For bøder og konfiskation foreslås det i § 3, stk. 3, 3. pkt., at der kan gives den domfældte lejlighed til få sagen afgjort udenretligt ved en bødevedtagelse eller en vedtagelse af konfiskation, jf. nærmere pkt. 11.2.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

4. Ved § 3, stk. 4, udelukkes det at anvende forvandlingsstraf, såfremt en bøde, der er idømt af Den Internationale Straffedomstol ikke kan inddrives. En frihedsstraf kan således ikke træde i stedet for bøden, hvis den ikke betales.

Dette svarer til den gældende ordning vedrørende fuldbyrdelse af udenlandske bøder, jf. § 5, stk. 3, i lov om international fuldbyrdelse af straf mv. Statutten indeholder ikke bestemmelser, der forpligter deltagerstaterne til at anvende forvandlingsstraf i tilfælde af, at en bøde ikke betales.

I henhold til regel 146, stk. 5, i det foreliggende udkast til procesreglement vil Den Internationale Straffedomstol i særlige tilfælde have mulighed for at erstatte en bøde, der i henhold til artikel 77, stk. 2, litra a, er blevet idømt i tillæg til en frihedsstraf med en »tillægsfrihedsstraf« på indtil 25 pct. af den oprindelige frihedsstraf, dog højst fem år. Denne adgang for domstolen til at idømme en »tillægsfrihedsstraf« berøres ikke af lovforslagets § 3, stk. 4. Såfremt Den Internationale Straffedomstol omsætter en idømt bødestraf til en »tillægsfrihedsstraf«, opstår der her i landet alene spørgsmål om fuldbyrdelse af den samlede frihedsstraf i medfør af § 3, stk. 1.

5. Efter lovforslagets § 3, stk. 5, kan justitsministeren – på ofrets vegne – inddrive erstatningskrav, der er pålagt den domfældte, jf. statuttens artikel 75, ved udpantning (dvs. ved udlæg og eventuelt tvangsauktion) og ved lønindeholdelse, jf. pkt. 11.2.6. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. I praksis vil det være den stedlige politimester, der forestår inddrivelsen.

Henvisningen til reglerne om inddrivelse af bøder i lovforslagets § 3, stk. 5, 2. pkt., omfatter reglerne om afdragsvis betaling, betalingsevnevurdering og den nærmere gennemførelse af lønindeholdelse (herunder om strafansvar og erstatningsansvar for den indeholdelsespligtige), jf. straffelovens § 52, stk. 2 og 4-7, og administrative forskrifter udstedt i medfør af disse bestemmelser. Efter ikrafttrædelse af straffuldbyrdelsesloven den 1. juli 2001 vil disse bestemmelser blive afløst af straffuldbyrdelseslovens §§ 90-92 og administrative forskrifter udstedt i medfør af disse bestemmelser. Ved inddrivelse af erstatning til ofre efter statuttens artikel 75 udfører politiet dog inddrivelsen efter delegation fra justitsministeren, jf. herved lovforslagets § 3, stk. 5, 1. pkt., og eventuelle begrænsninger i adgangen til at påklage politimesterens afgørelser til justitsministeren finder derfor ikke anvendelse i disse sager.

6. Om baggrunden for og rækkevidden af bemyndigelsesbestemmelsen i lovforslagets § 3, stk. 6, henvises til pkt. 11.2.1.-11.2.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 4

Bestemmelsen vedrører princippet om »ne bis in idem«, der indebærer, at en person ikke kan strafforfølges for den samme handling to gange. Dette princip fremgår af statuttens artikel 20, og finder i henhold til denne artikel anvendelse både i forhold til Den Internationale Straffedomstol for så vidt angår domstolens egne domme samt domme, der er afsagt i en stat, og i forhold til deltagerstaterne for så vidt angår Den Internationale Straffedomstols domme.

Denne bestemmelse svarer til straffelovens § 10 a, stk. 1, hvorefter en person, over for hvem der er afsagt straffedom i den stat, hvor handlingen er begået, eller en dom, der er omfattet af den europæiske konvention om straffedommes internationale retsvirkninger eller af lov om overførelse til andet land af retsforfølgning i straffesager, ikke kan strafforfølges her i landet for den samme handling, såfremt visse nærmere betingelser vedrørende den idømte sanktion er opfyldt.

Straffelovens § 10 a er en undtagelse fra det almindelige udgangspunkt i dansk ret, hvorefter straffedomme, der er er afsagt af udenlandske domstole, ikke har negativ retskraft her i landet. Domme, der er afsagt af Den Internationale Straffedomstol, er ikke omfattet af bestemmelsen i straffelovens § 10 a (som kun vedrører domme afsagt i fremmede stater), og denne bestemmelse udelukker således ikke strafforfølgning her i landet for samme handling.

For at der i overensstemmelse med princippet om »ne bis in idem« i statuttens artikel 20 ikke i Danmark skal kunne ske strafforfølgning af en person, der er dømt eller frifundet ved Den Internationale Straffedomstol, foreslås bestemmelsen i § 4.

Statutten giver ikke mulighed for, at deltagerstaterne kan gøre undtagelser fra forbudet mod »ne bis in idem«. Der foreslås således ikke undtagelser svarende til straffelovens § 10 a, stk. 2, der tager sigte på situationer, hvor den stat, hvor krænkelsen har fundet sted, eller hvis interesser fortrinsvis varetages ved de bestemmelser, som dommen angår, kan nære frygt for, at pådømmelse i udlandet ikke i tilstrækkelig grad tilgodeser retshåndhævelsens behov.

I overensstemmelse med statuttens bestemmelser om deltagerstaternes primære straffemyndighed indebærer den foreslåede bestemmelse alene, at Danmark er afskåret fra at udøve straffemyndighed, når domstolen har domfældt eller frifundet den pågældende.

Ordningen afviger derved fra den, der kendes fra lov om strafforfølgning ved det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien. Efter § 3 i loven kan en person, mod hvem tribunalet har indledt strafforfølgning, ikke her i landet strafforfølges for den samme handling. Baggrunden for, at indledning af strafforfølgning ved tribunalet er tilstrækkeligt til at afskære national strafforfølgning, er, at tribunalet har primær straffemyndighed i forhold til deltagerstaterne i sager, der er omfattet af statutten for tribunalet.

Til § 5

Efter statuttens artikel 70, stk. 4, litra a, skal hver deltagerstat udvide sin nationale lovgivning om strafbare handlinger, der er rettet mod efterforskning og retspleje, til at omfatte de handlinger, der er nævnt i artikel 70, stk. 1, vedrørende Den Internationale Straffedomstol, når forholdet begås på den pågældende deltagerstats territorium eller af dens statsborgere.

Regler om dansk straffemyndighed er fastsat i straffelovens §§ 6-12. Efter § 6, nr. 1, hører under dansk straffemyndighed handlinger, som foretages i den danske stat (territorialprincippet). Der kan ikke i forhold til denne bestemmelse indlægges et krav om, at hele den kriminelle virksomhed er foretaget i den danske stat, for at der er dansk straffemyndighed. Når blot en del af virksomheden er foretaget her i landet, må forholdet antages at være undergivet dansk straffemyndighed efter denne bestemmelse.

Efter § 8 er der efter omstændighederne dansk straffemyndighed i forhold til udlandshandlinger uden hensyn til, hvor gerningsmanden hører hjemme. Dette gælder bl.a. i tilfælde, hvor »handlingen er omfattet af mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at foretage retsforfølgning«, jf. § 8, nr. 5. Formålet med denne bestemmelse, der blev indsat ved lov nr. 322 af 4. juni 1986, er bl.a. at opfylde – og at muliggøre opfyldelse af fremtidige – konventioner eller andre mellemfolkelige aftaler, der indebærer en forpligtelse for Danmark til at have dansk straffemyndighed med henblik på at kunne strafforfølge nærmere angivne overtrædelser, jf. herved Folketingstidende 1986-86, Tillæg A, sp. 2080-2081 og 2087.

Danske domstole vil således kunne udøve straffemyndighed i de situationer, der er anført i statuttens artikel 70, stk. 4, litra a.

For at kunne dømme for de handlinger, der er opregnet i statuttens artikel 70, stk. 1, kræves endvidere, at de relevante materielle straffebestemmelser i dansk ret finder anvendelse på forhold, der angår domstolen.

De handlinger, der er nævnt i artikel 70, stk. 1, er afgivelse af falsk forklaring, når man er forpligtet til at tale sandt (litra a), fremlæggelse af bevis, som man ved er falsk eller forfalsket (litra b), forskellige former for utilbørlig påvirkning af vidner og bevisindsamling (litra c) og af embedsmænd ved domstolen (litra d og e), samt opfordring til eller modtagelse af bestikkelse som embedsmand ved domstolen (litra f).

Disse handlinger er omfattet af straffebestemmelserne i straffelovens kapitel 14 og 17. Kapitel 14 indeholder således bl.a. bestemmelser om utilbørlig påvirkning af tjenestemænd i form af vold, trusler og skældsord mv. (§§ 119 og 121) og af vidner (§ 123) samt om ødelæggelse af beviser (§ 125, stk. 1, nr. 2). Kapitel 17 indeholder bl.a. straffebestemmelser om falsk forklaring (§§ 158 og 159) og om tilvejebringelse af falsk bevis (§ 164, stk. 2).

Det er almindeligt antaget, at bestemmelserne i straffelovens kapitel 14 om forbrydelser mod den offentlige myndighed ikke omfatter udenlandske myndigheder, medmindre andet udtrykkeligt er fastsat. Tilsvarende antages det, at straffelovens kapitel 17 om falsk forklaring og falsk anklage ikke omfatter erklæringer afgivet til en udenlandsk myndighed. Dog finder § 158 om falsk forklaring for retten efter sin ordlyd anvendelse på falsk forklaring for en udenlandsk ret og for EF-domstolen. Under alle omstændigheder må det antages, at bestemmelserne ikke finder anvendelse på Den Internationale Straffedomstol uden en udtrykkelig bestemmelse herom.

På den baggrund foreslås det, at bestemmelserne i de nævnte kapitler i straffeloven også gælder, når forholdet angår Den Internationale Straffedomstol. Det er dog selvsagt en forudsætning, at den enkelte bestemmelse efter sit eget indhold i øvrigt kan finde anvendelse på forholdet.

Særligt for så vidt angår bestikkelse straffes efter straffelovens § 122 den, som uberettiget yder, lover eller tilbyder nogen, der virker i dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv, gave eller anden fordel for at formå den pågældende til at gøre eller undlade noget i tjenesten (aktiv bestikkelse). Efter § 144 straffes den, der i udøvelse af dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv uberettiget modtager, fordrer eller lader sig tilsige en gave eller anden fordel (passiv bestikkelse).

De danske straffebestemmelser om aktiv og passiv bestikkelse finder således også anvendelse, når forholdet angår embedsmænd ved Den Internationale Straffedomstol. På denne baggrund foreslås ikke ændringer af de pågældende bestemmelser.

Til § 6

I forbindelse med afhøring her i landet af mistænkte personer efter anmodning fra Den Internationale Straffedomstol, bestemmer statuttens artikel 55, stk. 2, litra c, at der skal beskikkes en forsvarer for den, der afhøres, hvor det er påkrævet af hensyn til retfærdighed. En krav om forsvarerbeskikkelse må i disse tilfælde antages allerede at følge af retsplejelovens regler, jf. pkt. 10.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at udgifterne til den beskikkede forsvarer afholdes af det offentlige, medmindre retten under særlige omstændigheder bestemmer, at de skal betales af den, der afhøres. En sådan ordning vedrørende omkostningsspørgsmålet svarer til den, der gælder efter udleveringslovens § 14, stk. 2.

Til § 7

Bestemmelsen giver justitsministeren bemyndigelse til at fastsætte yderligere bestemmelser til gennemførelse af statutten for Den Internationale Straffedomstol, herunder på grundlag af overenskomst med domstolen.

Bestemmelsen har til formål at tage højde for, at visse yderligere gennemførelsesbestemmelser, der ikke efter sin karakter kræver lovændringer, kan vise sig at være nødvendige eller hensigtsmæssige af hensyn til administrationen af loven. Der kan f.eks. være tale om supplerende regler vedrørende den praktiske fremgangsmåde i forbindelse med ydelse af retshjælp og samarbejde i øvrigt med domstolen.

Til § 8

Statutten træder efter artikel 126 i kraft den første dag i måneden efter den 60. dag efter deponeringen af det 60. ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument hos FNs generalsekretær. Pr. 15. september 2000 har 20 lande ratificeret statutten, jf. pkt. 2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

På denne baggrund foreslås det, at tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af udenrigsministeren.

Til § 9

Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Loven vil dog ved kongelig anordning helt eller delvis kunne sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger. Det er regeringens hensigt hurtigt at tage skridt til, at loven kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland.

Bilag

Oversættelse

PRÆAMBEL

Deltagerstaterne i denne statut,

som er bevidste om, at alle folkeslag er forenede ved fælles bånd, deres kulturer sammensat i en fælles arv, og er bekymrede for, at denne skrøbelige mosaik når som helst kan blive slået itu,

som erindrer, at millioner af børn, kvinder og mænd i dette århundrede har været ofre for utænkelige grusomheder, der dybt ryster menneskehedens samvittighed,

som erkender, at sådanne alvorlige forbrydelser truer fred, sikkerhed og velfærd i verden,

som bekræfter, at de alvorligste forbrydelser, der vedkommer det internationale samfund som helhed, ikke må passere ustraffet, og at den effektive strafforfølgning heraf må sikres gennem foranstaltninger på nationalt niveau og gennem en styrkelse af det internationale samarbejde,

som er besluttet på at hindre, at gerningsmændene forbliver ustraffet, og således bidrage til forebyggelsen af sådanne forbrydelser,

som minder om, at det er enhver stats pligt at udøve sin strafferetlige jurisdiktion over for de ansvarlige for internationale forbrydelser,

som bekræfter De Forenede Nationers Pagts formål og principper, og i særdeleshed at enhver stat skal afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt; det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med De Forenede Nationers formål,

som understreger i denne forbindelse, at intet i denne statut skal give en deltagerstat ret til at gribe ind i en væbnet konflikt eller i en stats indre anliggender,

som er besluttet på med disse formål for øje og af hensyn til nulevende og fremtidige generationer at oprette en uafhængig permanent international straffedomstol i tilknytning til FN-systemet med jurisdiktion over de alvorligste forbrydelser, der vedkommer det internationale samfund som helhed,

som understreger, at Den Internationale Straffedomstol oprettet i henhold til denne statut skal være komplementær i forhold til national strafferetlig jurisdiktion,

som er fast besluttet at sikre varig respekt for og håndhævelse af den internationale retsorden,

har opnået enighed om følgende:

KAPITEL 1.

OPRETTELSE AF DOMSTOLEN

Artikel 1

Domstolen

Der oprettes herved en international straffedomstol (»domstolen«). Domstolen skal være en permanent institution og skal have beføjelse til at retsforfølge personer for de alvorligste forbrydelser, der vedkommer det internationale samfund som helhed, som fastlagt i denne statut, og skal være komplementær i forhold til national strafferetlig jurisdiktion. Domstolens jurisdiktion og virke skal være undergivet bestemmelserne i denne statut.

Artikel 2

Domstolens forhold til De Forenede Nationer

Forholdet mellem domstolen og De Forenede Nationer fastlægges i en aftale, der skal godkendes af forsamlingen af deltagerstater i denne statut, og derefter indgås af domstolens præsident på domstolens vegne.

Artikel 3

Domstolens hjemsted

1. Domstolens sæde skal være i Haag, Nederlandene (»værtsstaten«).

2. Domstolen skal indgå en hjemstedsaftale med værtsstaten, der skal godkendes af forsamlingen af deltagerstater, og derefter indgås af domstolens præsident på domstolens vegne.

3. Når som helst domstolen anser det for ønskeligt, kan den træde sammen andetsteds i henhold til denne statut.

Artikel 4

Domstolens retlige status og beføjelser

1. Domstolen skal være en international juridisk person. Den skal derudover have en sådan retsevne, som vil være nødvendig til udøvelsen af dens funktioner og til opfyldelsen af dens formål.

2. Domstolen kan udøve sine funktioner og beføjelser, som fastlagt i denne statut, på enhver deltagerstats territorium og, efter særlig aftale, på enhver anden stats territorium.

KAPITEL 2.

JURISDIKTION, ANTAGELIGHED OG ANVENDELIG RET

Artikel 5

Forbrydelser under domstolens jurisdiktion

1. Domstolens kompetence skal være begrænset til de alvorligste forbrydelser, der vedkommer det internationale samfund som helhed. Domstolen har i henhold til denne statut jurisdiktion med hensyn til følgende forbrydelser:

(a) folkedrab,

(b) forbrydelser mod menneskeheden,

(c) krigsforbrydelser,

(d) aggression.

2. Domstolen skal udøve jurisdiktion med hensyn til aggression, når der i henhold til artikel 121 og 123 er vedtaget en bestemmelse, der definerer forbrydelsen og angiver de betingelser, under hvilke domstolen skal udøve jurisdiktion med hensyn til denne forbrydelse. En sådan bestemmelse skal være i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i De Forenede Nationers Pagt.

Artikel 6

Folkedrab

Ved »folkedrab« forstås i denne statut enhver af følgende handlinger, der udføres med forsæt til helt eller delvis at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan:

(a) drab på medlemmer af gruppen,

(b) tilføjelse af alvorlig skade på legeme eller sjæl hos medlemmer af gruppen,

(c) bevidst påtvingelse af livsvilkår for gruppen, der er beregnet på at bevirke, at gruppen helt eller delvis ødelægges fysisk,

(d) indførelse af foranstaltninger, der har til hensigt at forhindre fødsler inden for gruppen,

(e) tvangsforflyttelse af børn fra gruppen til andre grupper.

Artikel 7

Forbrydelser mod menneskeheden

1. Ved »forbrydelser mod menneskeheden« forstås i denne statut følgende handlinger, når de begås som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning og med viden om angrebet:

(a) drab,

(b) udryddelse,

(c) slaveri,

(d) deportation eller tvungen overførelse af en befolkning,

(e) fængsling eller anden alvorlig berøvelse af fysisk frihed i strid med folkerettens grundlæggende regler,

(f) tortur,

(g) voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen graviditet, tvungen sterilisering eller enhver anden form for seksuel vold af lignende grovhed,

(h) forfølgelse af enhver identificerbar gruppe eller fællesskab af politiske, racemæssige, nationale, etniske, kulturelle, religiøse, kønsbestemte årsager, jf. stk. 3, eller andre årsager, der er almindeligt anerkendt som værende i strid med folkeretten, i forbindelse med enhver i dette stk. 1 nævnt handling eller anden forbrydelse under domstolens jurisdiktion,

(i) tvangsforsvindinger,

(j) apartheid,

(k) andre umenneskelige handlinger af lignende karakter, der forsætligt forårsager stor lidelse eller alvorlig skade på legeme, sjæl eller helbred.

2. I stk. 1:

(a) forstås ved »angreb mod en civilbefolkning« en handlemåde, der indebærer gentagen begåelse af de i stk. 1 nævnte handlinger mod enhver civilbefolkning, i medfør af eller til fremme af en stats eller organisations politik om at begå det pågældende angreb,

(b) omfatter »udryddelse« bevidst påtvingelse af livsvilkår, blandt andet berøvelse af adgang til mad og medicin, der er beregnet på at medføre, at en del af en befolkning ødelægges,

(c) forstås ved »slaveri« udøvelse af en eller samtlige af de beføjelser, der er knyttet til ejendomsretten over en person, og omfatter udøvelse af sådanne beføjelser i forbindelse med menneskehandel, især med kvinder og børn,

(d) forstås ved »deportation eller tvungen overførelse af en befolkning« tvungen forflyttelse af de berørte personer ved udvisning eller brug af andre tvangsmidler fra deres lovlige opholdssted uden folkeretligt tilladelige grunde,

(e) forstås ved »tortur« forsætlig påførelse af stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller psykisk, på en person i anklagedes varetægt eller under anklagedes kontrol. Tortur omfatter dog ikke smerte eller lidelse, der alene stammer fra, er forbundet med eller følger af lovlige sanktioner,

(f) forstås ved »påtvungen graviditet« ulovlig frihedsberøvelse af en kvinde, der er blevet påtvunget en graviditet, med den hensigt at påvirke en befolknings etniske sammensætning eller at begå andre alvorlige overtrædelser af folkeretten. Denne definition skal ikke på nogen måde fortolkes således, at den påvirker national lovgivning om graviditet,

(g) forstås ved »forfølgelse« forsætlig og alvorlig berøvelse af grundlæggende rettigheder i strid med folkeretten på grund af en gruppes eller et fællesskabs identitet,

(h) forstås ved »apartheid« umenneskelige handlinger af en karakter svarende til de i stk. 1 nævnte, der er begået som led i en racemæssig gruppes institutionaliserede regime af systematisk undertrykkelse af og dominans over en anden racemæssig gruppe eller grupper, og som er begået med den hensigt at opretholde dette regime,

(i) forstås ved »tvangsforsvindinger« anholdelse, tilbageholdelse eller bortførelse af personer udført af eller med bemyndigelse, støtte eller forståelse fra en stat eller politisk organisation, efterfulgt af en nægtelse af at anerkende denne frihedsberøvelse eller at give informationer om de pågældende personers skæbne eller opholdssted med den hensigt at fjerne dem fra retmæssig beskyttelse i et længere tidsrum.

3. Ved udtrykket »køn« forstås i denne statut to køn, hankøn og hunkøn, inden for samfundets rammer. Udtrykket »køn« angiver ikke nogen betydning, der afviger fra ovenstående.

Artikel 8

Krigsforbrydelser

1. Domstolen skal have jurisdiktion med hensyn til krigsforbrydelser, navnlig sådanne, der begås som led i en plan eller politik eller som led i en omfattende begåelse af sådanne forbrydelser.

2. Ved »krigsforbrydelser« forstås i denne statut:

(a) Grove overtrædelser af Genèvekonventionerne af 12. august 1949, det vil sige enhver af følgende handlinger mod personer eller ejendom, der nyder beskyttelse i henhold til bestemmelserne i den relevante Genèvekonvention:

(i) forsætligt drab,

(ii) tortur eller umenneskelig behandling, herunder biologiske forsøg,

(iii) forsætlig tilføjelse af betydelig lidelse eller alvorlig skade på legeme eller helbred,

(iv) omfattende ødelæggelse samt tilegnelse af ejendom, der ikke retfærdiggøres af militær nødvendighed, og som udføres på ulovlig og vilkårlig måde,

(v) at tvinge en krigsfange eller anden beskyttet person til at gøre tjeneste i en fjendtlig magts styrker,

(vi) forsætlig berøvelse af en krigsfanges eller anden beskyttet persons ret til betryggende og behørig domstolsbehandling,

(vii) retsstridig deportation eller overførsel eller retsstridig internering,

(vii) gidseltagning.

(b) Andre grove overtrædelser af ret og sædvaner, der finder anvendelse under internationale væbnede konflikter, inden for folkerettens rammer, det vil sige enhver af følgende handlinger:

(i) forsætligt at angribe civilbefolkningen som sådan eller civile enkeltpersoner, der ikke tager direkte del i fjendtlighederne,

(ii) forsætligt at angribe civile genstande, det vil sige genstande, der ikke er militære mål,

(iii) forsætligt at angribe personel, installationer, materiel, enheder eller befordringsmidler, der deltager i humanitær bistand eller en fredsbevarende mission i overensstemmelse med De Forenede Nationers Pagt, så længe de er berettigede til den beskyttelse, der ydes civile personer eller genstande i henhold til de folkeretlige regler under væbnede konflikter,

(iv) forsætligt at foretage angreb med viden om, at det pågældende angreb vil forårsage tilfældige tab blandt civile eller skade på civile eller civile genstande eller udbredt, langvarig og alvorlig skade på det naturlige miljø, som klart ville overstige den forventede konkrete og direkte samlede militære fordel,

(v) at angribe eller bombardere, uanset på hvilken måde, byer, landsbyer, boliger eller bygninger, der ikke forsvares, og som ikke er militære mål,

(vi) at dræbe eller såre en kombattant, som har overgivet sig betingelsesløst, idet han eller hun har nedlagt sine våben eller ikke længere har midler til at forsvare sig med,

(vii) uretmæssigt at anvende et parlamentærflag, fjendens eller De Forenede Nationers flag eller militære kendetegn eller uniform, samt Genèvekonventionernes kendemærker, med død eller alvorlig personskade til følge,

(viii) besættelsesmagtens direkte eller indirekte overførelse af dele af dens egen civilbefolkning til det besatte område eller deportation eller overførelse af hele eller dele af befolkningen i det besatte område inden for eller uden for dette område,

(ix) forsætligt at angribe bygninger, der anvendes til religion, uddannelse, kunst, videnskab eller velgørende formål, historiske mindesmærker, hospitaler og pladser, hvor syge og sårede opsamles, forudsat at de ikke er militære mål,

(x) at udsætte personer, der er i en modparts magt, for fysisk lemlæstelse eller for medicinske eller videnskabelige forsøg af en hvilken som helst art, der hverken er begrundet i læge-, tandlæge- eller hospitalsbehandling af den pågældende eller udføres i hans eller hendes interesse, og som forårsager, at den eller de pågældende afgår ved døden, eller at deres helbred udsættes for alvorlig fare,

(xi) ved forræderi at dræbe eller såre personer, der tilhører den fjendtlige nation eller hær,

(xii) at erklære, at der ikke vil blive givet nåde,

(xiii) at ødelægge eller beslaglægge modpartens ejendom, medmindre dette er påkrævet af tvingende militær nødvendighed,

(xiv) at erklære modpartens statsborgeres rettigheder og adgang til sagsanlæg for ophævet, midlertidigt suspenderet eller udelukket fra at blive gjort gældende ved domstolene,

(xv) at tvinge modpartens statsborgere til at deltage i krigshandlingerne mod deres eget land, uanset om de var i dens tjeneste inden krigens begyndelse,

(xvi) at plyndre en by eller et sted, også hvor byen eller stedet er indtaget med storm,

(xvii) at anvende gift eller forgiftede våben,

(xviii) at anvende kvælende, giftige eller andre gasser samt alle tilsvarende væsker, materialer eller midler,

(xix) at anvende projektiler, der let udvider sig eller let udflades i den menneskelige krop, såsom projektiler med et hårdt hylster, der ikke dækker hele kernen eller er gennemhullet af indskæringer,

(xx) at anvende våben, projektiler samt materiel til og metoder i krigsførelse, som ifølge deres natur forårsager overflødig skade eller unødig lidelse, eller som efter deres art vil ramme vilkårligt i strid med de folkeretlige regler under væbnede konflikter, forudsat at de pågældende våben, projektiler, materiel til og metoder i krigsførelse er omfattet af et omfattende forbud og er optaget i et bilag til denne statut ved en ændring i henhold til de relevante bestemmelser i art. 121 og 123,

(xxi) at krænke den menneskelige værdighed, navnlig ydmygende og nedværdigende behandling,

(xxii) at begå voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen graviditet, som defineret i artikel 7, stk. 2 (f), tvungen sterilisering eller enhver anden form for seksuel vold, der ligeledes udgør en grov overtrædelse af Genèvekonventionerne,

(xxiii) at udnytte tilstedeværelsen af en civil eller anden beskyttet person til at sikre visse steder, områder eller militære styrker mod militære operationer,

(xxiv) forsætligt at angribe bygninger, materiel, sanitetsenheder og - transporter og personel, der anvender Genèvekonventionernes kendemærker i overensstemmelse med folkeretten,

(xxv) forsætligt at anvende udsultning af civile som krigsmetode ved at unddrage dem genstande, der er nødvendige for deres overlevelse, herunder forsætlig hindring af nødhjælpsforsyninger i henhold til Genèvekonventionerne,

(xxvi) at udskrive eller hverve børn under 15 år til tjeneste i nationale væbnede styrker eller at anvende dem til aktiv deltagelse i fjendtlighederne.

(c) I tilfælde af ikke-internationale væbnede konflikter, alvorlige overtrædelser af den fælles artikel 3 i de fire Genèvekonventioner af 12. august 1949, det vil sige enhver af følgende handlinger, der begås mod personer, der ikke deltager aktivt i fjendtlighederne, herunder medlemmer af de væbnede styrker, som har nedlagt våbnene, og personer, der er gjort ukampdygtige som følge af sygdom, sår, frihedsberøvelse eller en hvilken som helst anden omstændighed:

(i) vold mod liv og legeme, i særdeleshed drab af enhver art, lemlæstelse, grusom behandling og tortur,

(ii) krænkelse af den menneskelige værdighed, navnlig ydmygende og nedværdigende behandling,

(iii) gidseltagning,

(iv) domfældelse eller henrettelse uden forudgående dom afsagt af en behørigt konstitueret domstol, som yder alle de retsgarantier, som almindeligvis anerkendes som ufravigelige.

(d) Stk. 2 (c) finder anvendelse i ikke-internationale væbnede konflikter, og finder således ikke anvendelse på interne uroligheder og spændinger, såsom optøjer, isolerede og sporadiske voldshandlinger eller tilsvarende handlinger.

(e) Andre alvorlige overtrædelser af ret og sædvaner, der gælder i ikke-internationale væbnede konflikter, inden for folkerettens rammer, det vil sige enhver af følgende handlinger:

(i) forsætligt at angribe civilbefolkningen som sådan eller civile enkeltpersoner, der ikke tager direkte del i fjendtlighederne,

(ii) forsætligt at angribe bygninger, materiel, sanitetsenheder og - transporter og personel, der anvender Genèvekonventionernes kendemærker i overensstemmelse med folkeretten,

(iii) forsætligt at angribe personel, installationer, materiel, enheder eller befordringsmidler, der deltager i humanitær bistand eller en fredsbevarende mission i overensstemmelse med De Forenede Nationers Pagt, så længe de er berettigede til den beskyttelse, der ydes civile personer eller genstande i henhold til de folkeretlige regler under væbnede konflikter,

(iv) forsætligt at angribe bygninger, der anvendes til religion, uddannelse, kunst, videnskab eller velgørende formål, historiske mindesmærker, hospitaler og pladser, hvor syge og sårede opsamles, forudsat at de ikke er militære mål,

(v) at plyndre en by eller et sted, også hvor byen eller stedet er indtaget med storm,

(vi) at begå voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen graviditet, som defineret i artikel 7, stk. 2 (f), tvungen sterilisering samt enhver anden form for seksuel vold, der ligeledes udgør en grov overtrædelse af den fælles artikel 3 i de fire Genèvekonventioner,

(vii) at udskrive eller hverve børn under 15 år til tjeneste i nationale væbnede styrker eller grupper eller anvende dem til aktiv deltagelse i fjendtlighederne,

(viii) at beordre forflytning af civilbefolkningen af grunde knyttet til konflikten, medmindre de pågældende civiles sikkerhed eller tvingende militære grunde nødvendiggør dette,

(ix) ved forræderi at dræbe eller såre en fjendtlig kombattant,

(x) at erklære, at der ikke vil blive givet nåde,

(xi) at udsætte personer, der er i en modparts magt, for fysisk lemlæstelse eller for medicinske eller videnskabelige forsøg af en hvilken som helst art, der hverken er begrundet i læge-, tandlæge- eller hospitalsbehandling af de pågældende eller udføres i hans eller hendes interesse, og som forårsager, at den eller de pågældende afgår ved døden eller at deres helbred udsættes for alvorlig fare,

(xii) at ødelægge eller beslaglægge en modparts ejendom, medmindre dette er påkrævet af tvingende hensyn i konflikten.

(f) Stk. 2 (e) finder anvendelse i ikke-internationale væbnede konflikter, og finder således ikke anvendelse på interne uroligheder og spændinger, såsom optøjer, isolerede og sporadiske voldshandlinger eller tilsvarende handlinger. Det finder anvendelse i væbnede konflikter, der finder sted på en stats territorium, når der er en langvarig væbnet konflikt mellem regeringsmyndigheder og organiserede væbnede grupper eller mellem sådanne grupper.

3. Intet i stk. 2 (c) og (e) berører en regerings ansvar for med alle retmæssige midler at opretholde eller genoprette lov og orden i staten eller at forsvare statens nationale enhed og territoriale uafhængighed.

Artikel 9

Vejledende beskrivelser af gerningsindhold

1. Vejledende beskrivelser af gerningsindhold skal bistå domstolen i fortolkningen og anvendelsen af artikel 6, 7 og 8. Disse beskrivelser skal vedtages med to tredjedeles flertal af medlemmerne af forsamlingen af deltagerstater.

2. Ændringer i de vejledende beskrivelser af gerningsindhold kan fremsættes af:

(a) en deltagerstat,

(b) dommerne, med absolut flertal,

(c) anklageren.

Ændringer skal vedtages med to tredjedeles flertal af medlemmerne af forsamlingen af deltagerstater.

3. De vejledende beskrivelser af gerningsindhold og ændringer heri skal være i overensstemmelse med denne statut.

Artikel 10

Intet i dette kapitel skal til andre formål end denne statuts på nogen måde kunne fortolkes som begrænsende eller præjudicerende for folkeretlige regler, der gælder eller er under udvikling.

Artikel 11

Tidsmæssig begrænsning af jurisdiktion (ratione temporis)

1. Domstolen har kun jurisdiktion med hensyn til forbrydelser, der er begået efter denne statuts ikrafttrædelse.

2. Hvis en stat bliver deltager i denne statut efter dens ikrafttrædelse, kan domstolen kun udøve jurisdiktion med hensyn til forbrydelser, der er begået efter ikrafttrædelsen af denne statut for den pågældende stat, medmindre denne stat har afgivet en erklæring i henhold til artikel 12, stk. 3.

Artikel 12

Forudsætninger for udøvelse af jurisdiktion

1. En stat, der bliver deltager i denne statut, accepterer derved domstolens jurisdiktion med hensyn til de forbrydelser, der er nævnt i artikel 5.

2. For så vidt angår artikel 13, stk. (a) eller (c), kan domstolen udøve jurisdiktion, hvis én eller flere af følgende stater er deltagere i denne statut eller har accepteret domstolens jurisdiktion i henhold til stk. 3:

(a) den stat, på hvis territorium det pågældende forhold fandt sted, eller, såfremt forbrydelsen blev begået ombord på et skib eller et luftfartøj, den stat, hvori det pågældende skib eller luftfartøj er registreret,

(b) den stat, i hvilken den anklagede er statsborger.

3. Hvis accept fra en stat, der ikke er deltager i denne statut, er påkrævet ifølge stk. 2, kan denne stat ved afgivelse af en erklæring til justitssekretæren acceptere domstolens udøvelse af jurisdiktion med hensyn til den pågældende forbrydelse. Den stat, der meddeler en sådan accept, skal samarbejde med domstolen uden ophold eller undtagelse i henhold til kapitel 9.

Artikel 13

Udøvelse af jurisdiktion

Domstolen kan i henhold til denne statut udøve jurisdiktion med hensyn til en forbrydelse nævnt i artikel 5, såfremt:

(a) en situation, hvor en eller flere af sådanne forbrydelser synes at være blevet begået, henvises til anklageren af en deltagerstat i henhold til artikel 14,

(b) en situation, hvor en eller flere af sådanne forbrydelser synes at være blevet begået, henvises til anklageren af Sikkerhedsrådet i henhold til kapitel VII i De Forenede Nationers Pagt, eller

(c) anklageren har indledt en efterforskning med hensyn til en sådan forbrydelse i henhold til artikel 15.

Artikel 14

En deltagerstats henvisning af en situation

1. En situation, hvor der synes at være blevet begået en eller flere forbrydelser under domstolens jurisdiktion, kan af en deltagerstat henvises til anklageren med anmodning om, at anklageren efterforsker situationen med henblik på at afgøre, hvorvidt en eller flere angivne personer bør anklages for de pågældende forbrydelser.

2. Henvisningen skal så vidt muligt angive de relevante omstændigheder og være ledsaget af sådant materiale til støtte herfor, som er til rådighed for den stat, der henviser situationen.

Artikel 15

Anklageren

1. Anklageren kan indlede efterforskning af egen drift (proprio motu) på grundlag af oplysninger om forbrydelser omfattet af domstolens jurisdiktion.

2. Anklageren skal undersøge alvoren af de modtagne oplysninger. Anklageren kan med henblik herpå indhente yderligere information fra stater, FN-organer, mellemstatslige eller ikke-statslige organisationer, eller andre pålidelige kilder, som han eller hun finder hensigtsmæssige, og kan modtage skriftlige eller mundtlige vidneudsagn ved domstolens sæde.

3. Hvis anklageren konkluderer, at der er et rimeligt grundlag for at fortsætte efterforskningen, skal han eller hun anmode forundersøgelseskammeret om bemyndigelse til at foretage efterforskning, og anmodningen skal være ledsaget af alt foreliggende materiale til støtte herfor. Ofre kan rette henvendelse til forundersøgelseskammeret i henhold til procesreglementet.

4. Hvis forundersøgelseskammeret under gennemgangen af anmodningen og materialet til støtte herfor finder, at der er et rimeligt grundlag for at fortsætte efterforskningen, og at sagen synes at henhøre under domstolens jurisdiktion, skal den give bemyndigelse til, at efterforskning kan påbegyndes, uden at dette skal foregribe domstolens efterfølgende beslutninger med hensyn til jurisdiktion og antagelighed i en sag.

5. Afslår forundersøgelseskammeret at give bemyndigelse til efterforskning, skal dette ikke udelukke anklageren fra at forelægge en efterfølgende anmodning på grundlag af nye kendsgerninger eller beviser vedrørende den samme situation.

6. Hvis anklageren efter den indledende undersøgelse, jf. stk. 1 og 2, konkluderer, at de tilvejebragte informationer ikke udgør et rimeligt grundlag for en efterforskning, skal han eller hun underrette dem, der har tilvejebragt informationerne. Dette udelukker ikke anklageren fra at tage yderligere informationer i betragtning, som, i lyset af nye kendsgerninger eller beviser, er blevet forelagt for ham eller hende med hensyn til den samme situation.

Artikel 16

Udsættelse af efterforskning eller retsforfølgning

Ingen efterforskning eller retsforfølgning må påbegyndes eller fortsætte efter denne statut i en periode på 12 måneder efter, at Sikkerhedsrådet har anmodet domstolen herom i en resolution i henhold til kapitel VII i De Forenede Nationers Pagt. Denne anmodning kan fornys af Rådet under de samme betingelser.

Artikel 17

Betingelser for antagelsen af en sag

1. Under hensyntagen til afsnit 10 i præamblen og artikel l skal domstolen beslutte, at en sag ikke kan antages, såfremt:

(a) sagen er genstand for efterforskning eller retsforfølgning af en stat, som har jurisdiktionskompetence, medmindre staten er uvillig eller ude af stand til effektivt at gennemføre efterforskning eller retsforfølgning,

(b) sagen har været genstand for efterforskning af en stat, som har jurisdiktionskompetence, og staten har besluttet ikke at retsforfølge den pågældende person, medmindre denne beslutning skyldes uvilje eller manglende evne til at foretage effektiv retsforfølgning,

(c) den pågældende person allerede har været retsforfulgt for det forhold, som er genstand for klagen, og en domsforhandling ved domstolen ikke er tilladt i henhold til artikel 20, stk. 3,

(d) sagen ikke er tilstrækkelig grov til at begrunde yderligere skridt fra domstolen.

2. Med henblik på at afgøre, om der foreligger uvilje i en konkret sag, skal domstolen, under hensyntagen til folkerettens principper om retssikkerhed, vurdere, hvorvidt en eller flere af følgende omstændigheder gør sig gældende for sagen:

(a) formålet med sagens førelse eller den nationale beslutning har været at beskytte den pågældende person mod strafansvar for forbrydelser under domstolens jurisdiktion, jf. artikel 5,

(b) der har været en ubegrundet forsinkelse i sagens førelse, som under de foreliggende omstændigheder er uforenelig med en hensigt til at retsforfølge den pågældende person,

(c) sagen har ikke været eller bliver ikke ført uafhængigt eller upartisk, og har været eller bliver ført på en måde, der under de foreliggende omstændigheder er uforenelig med en hensigt til at retsforfølge den pågældende person.

3. Med henblik på at afgøre, om der foreligger manglende evne i en konkret sag, skal domstolen vurdere, hvorvidt den pågældende stat på grund af et fuldstændigt eller væsentligt sammenbrud i det nationale retssystem eller manglende tilgængelighed hertil er ude af stand til at tilvejebringe den anklagede eller de nødvendige beviser og vidneudsagn eller i øvrigt er ude af stand til at føre sagen.

Artikel 18

Foreløbige afgørelser vedrørende antagelsen af en sag

1. Når en situation er blevet henvist til domstolen i henhold til artikel 13 (a), og anklageren har besluttet, at der er et rimeligt grundlag for at påbegynde en efterforskning, eller anklageren indleder en efterforskning i henhold til artikel 13 (c) og 15, skal anklageren underrette alle deltagerstater og de stater, som efter de foreliggende oplysninger normalt ville udøve jurisdiktion med hensyn til de pågældende forbrydelser. Anklageren kan underrette de pågældende stater i fortrolighed og kan begrænse informationen til staterne i den udstrækning, som anklageren finder det nødvendigt for at beskytte personer, forhindre ødelæggelse af beviser eller forhindre personer i at undvige.

2. Inden for en måned fra modtagelsen af denne underretning kan en stat informere domstolen om, at den er i færd med at efterforske eller har efterforsket sine statsborgere eller andre inden for dens jurisdiktion med hensyn til strafbare handlinger, som kan udgøre forbrydelser i henhold til artikel 5, og som vedrører de informationer, der er indeholdt i underretningen til staterne. På anmodning fra denne stat skal anklageren overdrage efterforskningen i relation til disse personer til staten, medmindre forundersøgelseskammeret på anklagerens anmodning beslutter at give bemyndigelse til efterforskning.

3. Anklageren skal kunne revidere beslutningen om at overdrage efterforskningen til en stat 6 måneder efter datoen for overdragelsen eller til enhver tid, når der foreligger væsentligt ændrede omstændigheder, der skyldes statens uvilje eller manglende evne til reelt at gennemføre efterforskningen.

4. Forundersøgelseskammerets afgørelse kan appelleres til appelkammeret af den pågældende stat eller anklageren i henhold til artikel 82. Appelbehandlingen vil kunne behandles hurtigt.

5. Såfremt anklageren har overdraget efterforskningen til en stat i henhold til stk. 2, kan anklageren anmode den pågældende stat om at blive holdt løbende underrettet om fremskridt i efterforskningen og eventuel efterfølgende retsforfølgning. Deltagerstaterne skal besvare sådanne anmodninger uden unødig forsinkelse.

6. Indtil forundersøgelseskammerets afgørelse foreligger, eller til enhver tid, hvis anklageren har overdraget sin efterforskning i henhold til denne artikel, kan anklageren undtagelsesvist søge forundersøgelseskammerets bemyndigelse til at udføre nødvendige efterforskningsskridt med henblik på at bevare beviser, hvis der foreligger en særlig lejlighed til at indsamle vigtige beviser, eller hvis der er væsentlig risiko for, at sådanne beviser ikke efterfølgende vil forefindes.

7. En stat, der har gjort indsigelse mod forundersøgelseskammerets afgørelse i henhold til denne artikel, kan gøre indsigelse mod en sags antagelighed i henhold til artikel 19 under henvisning til, at yderligere væsentlige kendsgerninger eller en væsentlig ændring i omstændighederne foreligger.

Artikel 19

Indsigelser mod domstolens jurisdiktion eller antagelsen af en sag

1. Domstolen skal sikre sig, at den har jurisdiktion med hensyn til enhver sag, som indbringes for den. Domstolen kan af egen drift træffe beslutning om en sags antagelighed i henhold til artikel 17.

2. Indsigelser mod en sags antagelighed af de grunde, der er anført i artikel 17, eller indsigelser mod domstolens jurisdiktion kan fremsættes af:

(a) en anklaget eller en person, mod hvem der er udstedt en arrestordre eller en stævning i henhold til artikel 58,

(b) en stat, der har jurisdiktion med hensyn til en sag med henvisning til, at den er i færd med at efterforske eller retsforfølge sagen eller har efterforsket eller retsforfulgt denne, eller

(c) en stat, fra hvilken accept af jurisdiktion er påkrævet i henhold til artikel 12.

3. Anklageren kan anmode om, at domstolen træffer afgørelse med hensyn til et spørgsmål om jurisdiktion eller antagelighed. I sager, der angår jurisdiktion eller antagelighed, kan de, der har henvist en situation til domstolen i henhold til artikel 13, samt ofre også fremkomme med bemærkninger til domstolen.

4. Personer eller stater, som nævnt i stk. 2, kan kun gøre indsigelse mod en sags antagelighed eller domstolens jurisdiktion én gang. Indsigelsen skal fremsættes forud for eller ved påbegyndelsen af domsforhandlingen. Domstolen kan i undtagelsestilfælde give tilladelse til, at en indsigelse fremsættes mere end en gang eller senere end påbegyndelsen af domsforhandlingen. Indsigelser mod en sags antagelighed ved påbegyndelsen af domsforhandlingen, eller efterfølgende med domstolens tilladelse, kan kun ske på grundlag af artikel 17, stk. 1 (c).

5. En stat, som nævnt i stk. 2 (b) og (c), skal fremsætte indsigelsen snarest muligt.

6. Forud for godkendelsen af en tiltale skal en indsigelse mod en sags antagelighed eller domstolens jurisdiktion indbringes for forundersøgelseskammeret. Efter godkendelsen af en tiltale skal en indsigelse indbringes for domskammeret. Afgørelser med hensyn til jurisdiktion eller antagelighed kan appelleres til appelkammeret i henhold til artikel 82.

7. Hvis en stat, som nævnt i stk. 2 (b) eller (c), gør indsigelse, skal anklageren suspendere efterforskningen, indtil domstolen træffer afgørelse i henhold til artikel 17.

8. Indtil domstolens afgørelse foreligger, kan anklageren søge bemyndigelse fra domstolen til:

(a) at udføre nødvendige efterforskningsskridt af den i artikel 18, stk. 6, nævnte art,

(b) at indhente en udtalelse eller et vidneudsagn fra et vidne eller afslutte indsamling og undersøgelse af beviser, der var blevet påbegyndt forud for fremsættelsen af indsigelsen, og

(c) i samarbejde med de pågældende stater at forhindre personer i at undvige, med hensyn til hvilke anklageren allerede har anmodet om en anholdelsesbeslutning i henhold til artikel 58.

9. Fremsættelse af en indsigelse skal ikke påvirke gyldigheden af handlinger udført af anklageren eller en ordre eller anholdelsesbeslutning udstedt af domstolen forud for indsigelsens fremsættelse.

10. Hvis domstolen har truffet afgørelse om, at en sag ikke er antagelig i henhold til artikel 17, kan anklageren anmode om fornyet prøvelse af afgørelsen, hvis han eller hun finder det fuldt godtgjort, at der foreligger nye kendsgerninger, som fører til bortfald af det grundlag, på hvilket sagen tidligere er fundet uantagelig i henhold til artikel 17.

11. Hvis anklageren under hensyntagen til de forhold, der er nævnt i artikel 17, overdrager efterforskningen, kan anklageren anmode den pågældende stat om at stille oplysninger om sagens behandling til rådighed for anklageren. På statens anmodning skal de pågældende oplysninger behandles fortroligt. Hvis anklageren derefter beslutter at fortsætte sin efterforskning, skal han eller hun underrette den stat, som har fået overdraget efterforskningen.

Artikel 20

Negativ retskraft (ne bis in idem)

1. Medmindre andet er fastsat i denne statut, kan ingen person stilles for domstolen med hensyn til strafbare forhold, for hvilke personen er blevet dømt eller frifundet ved domstolen.

2. Ingen person kan stilles for en anden domstol for en forbrydelse nævnt i artikel 5, for hvilken den pågældende person allerede er blevet dømt eller frifundet af domstolen.

3. Ingen person, der har været stillet for en anden domstol for forhold, der også er omfattet af artikel 6, 7 eller 8, kan retsforfølges ved domstolen for de samme forhold, medmindre sagen ved den anden domstol:

(a) har haft til formål at beskytte den anklagede mod strafansvar for forbrydelser inden for domstolens jurisdiktion, eller

(b) i øvrigt ikke har været ført uafhængigt eller upartisk i henhold til folkerettens principper om retssikkerhed og har været ført på en måde, der efter omstændighederne var uforenelig med en hensigt til at retsforfølge den pågældende person.

Artikel 21

Retskilder

1. Domstolen skal anvende:

(a) primært denne statut, de vejledende beskrivelser af gerningsindhold og procesreglementet,

(b) sekundært, og i passende omfang, anvendelige traktater og folkerettens principper og regler, herunder de gældende principper for humanitær folkeret,

(c) og, i mangel heraf, almindelige retsprincipper udledt af domstolen fra national lovgivning i verdens retssystemer, herunder i passende omfang national lovgivning i stater, der normalt ville udøve jurisdiktion med hensyn til forbrydelsen, forudsat at disse principper ikke er uforenelige med denne statut og med folkeretten og internationalt anerkendte normer og standarder.

2. Domstolen kan anvende folkerettens principper og regler, som fortolket i dens tidligere afgørelser.

3. Anvendelsen og fortolkningen af retskilder i henhold til denne artikel skal være forenelig med internationalt anerkendte menneskerettigheder, uden negativ forskelsbehandling på grund af køn, som defineret i art. 7, stk. 3, alder, race, hudfarve, sprog, religion eller tro, politisk eller anden anskuelse, national, etnisk eller social oprindelse, formue, fødsel eller anden status.

KAPITEL 3.

ALMINDELIGE STRAFFERETLIGE PRINCIPPER

Artikel 22

Ingen forbrydelse uden lov (nullum crimen sine lege)

1. Ingen person kan ifalde strafansvar i henhold til denne statut, medmindre den pågældende adfærd på det tidspunkt, hvor den finder sted, udgør en forbrydelse under domstolens jurisdiktion.

2. Definitionen på en forbrydelse skal fortolkes strikte og skal ikke udvides ved analog anvendelse. I tilfælde af uklarhed skal definitionen fortolkes til gunst for den person, der er genstand for efterforskning, retsforfølgning eller domfældelse.

3. Denne bestemmelse skal ikke være til hinder for, at en adfærd kan betegnes som en forbrydelse efter folkeretten uafhængigt af denne statut.

Artikel 23

Ingen straf uden lov (nulla poena sine lege)

En person, der er domfældt af domstolen, kan kun idømmes straf i overensstemmelse med denne statut.

Artikel 24

Ikke tilbagevirkende kraft (ratione personae)

1. Ingen person kan ifalde strafansvar i henhold til denne statut for forhold begået forud for denne statuts ikrafttræden.

2. Såfremt de retsregler, der finder anvendelse i en konkret sag, bliver ændret forud for den endelige dom, anvendes de retsregler, der er mest gunstige for den person, der er genstand for efterforskning, retsforfølgning eller domfældelse.

Artikel 25

Individuelt strafansvar

1. Domstolen har jurisdiktion med hensyn til fysiske personer i medfør af denne statut.

2. En person, der begår en forbrydelse under domstolens jurisdiktion, skal være individuelt ansvarlig og kan straffes i overensstemmelse med denne statut.

3. I henhold til denne statut skal en person være strafferetligt ansvarlig og kan straffes for en forbrydelse under domstolens jurisdiktion, såfremt denne person:

(a) begår forbrydelsen individuelt, sammen med eller gennem en anden person, uanset om denne anden person er strafferetligt ansvarlig,

(b) beordrer, tilskynder til eller foranlediger en forbrydelse, som faktisk finder sted eller forsøges,

(c) hjælper, medvirker eller på anden måde bistår ved forbrydelsen eller forsøg herpå, herunder tilvejebringer midlerne hertil, med henblik på at fremme begåelsen af en sådan forbrydelse,

(d) på enhver anden måde bidrager til en forbrydelse, eller forsøg herpå, der begås af en gruppe af personer, der handler med et fælles formål. Et sådant bidrag skal være forsætligt og skal enten

(i) udføres med det formål at fremme gruppens strafbare aktivitet eller formål, hvor sådan aktivitet eller formål involverer en forbrydelse under domstolens jurisdiktion, eller

(ii) udføres med viden om gruppens hensigt til at begå forbrydelsen,

(e) med hensyn til folkedrab, direkte og offentligt tilskynder andre til at begå denne forbrydelse,

(f) forsøger at begå en sådan forbrydelse ved at træffe foranstaltninger, der iværksætter dens udførelse i form af et væsentligt skridt, dog uden at forbrydelsen finder sted på grund af omstændigheder, der er uafhængige af personens hensigt. En person, der opgiver bestræbelserne på at begå forbrydelsen eller på anden måde forhindrer dens fuldbyrdelse, skal dog ikke være strafferetligt ansvarlig i henhold til denne statut for forsøget på at begå forbrydelsen, hvis personen fuldstændigt og frivilligt opgav det kriminelle forsæt.

4. Ingen bestemmelse i denne statut vedrørende individuelt strafansvar skal have indvirkning på staters ansvar i henhold til folkeretten.

Artikel 26

Udelukkelse af jurisdiktion med hensyn til personer under 18 år

Domstolen har ikke jurisdiktion med hensyn til personer, som var under 18 år på det tidspunkt, hvor en forbrydelse påstås begået.

Artikel 27

Manglende betydning af officiel stilling eller hverv

1. Denne statut finder lige anvendelse på alle personer uden forskel baseret på officiel stilling eller hverv. Navnlig skal en officiel stilling eller hverv som stats- eller regeringschef, regerings- eller parlamentsmedlem, valgt repræsentant eller regeringsembedsmand i intet tilfælde fritage en person for strafansvar i henhold til denne statut eller i sig selv kunne begrunde en strafnedsættelse.

2. Immuniteter eller særlige procedureregler, som måtte være knyttet til en persons officielle stilling eller hverv, uanset om det er i henhold til national ret eller folkeretten, skal ikke udelukke domstolen fra at udøve jurisdiktion med hensyn til en sådan person.

Artikel 28

Ansvar for militære og andre overordnede

Ud over andet grundlag for strafansvar for forbrydelser under domstolens jurisdiktion i henhold til denne statut gælder følgende:

(a) en militær overordnet eller en person, der faktisk handler som en militær overordnet, skal være strafferetligt ansvarlig for forbrydelser under domstolens jurisdiktion, der begås af styrker under hans eller hendes effektive kommando og kontrol eller effektive myndighed og kontrol, alt efter omstændighederne, som resultat af, at han eller hun har undladt at udøve behørig kontrol over sådanne styrker, såfremt

(i) den militære overordnede eller personen vidste eller på grund af omstændighederne på det pågældende tidspunkt burde have vidst, at styrkerne var i færd med eller skulle til at begå sådanne forbrydelser, og

(ii) den militære overordnede eller personen undlod at træffe alle nødvendige og rimelige foranstaltninger, som stod i hans eller hendes magt, for at forhindre eller afværge begåelsen af sådanne forbrydelser eller at forelægge sagen for de kompetente myndigheder til efterforskning og retsforfølgning.

(b) Med hensyn til forhold mellem overordnede og underordnede, der ikke er beskrevet i litra (a), skal en overordnet være strafferetligt ansvarlig for forbrydelser inden for domstolens jurisdiktion, der begås af underordnede under hans eller hendes effektive myndighed og kontrol som resultat af, at han eller hun har undladt at udøve behørig kontrol over sådanne underordnede, såfremt

(i) den overordnede enten vidste eller bevidst så bort fra oplysninger, som klart tydede på, at de underordnede var i færd med eller skulle til at begå sådanne forbrydelser,

(ii) forbrydelsen vedrørte aktiviteter, der var omfattet af den overordnedes effektive ansvar og kontrol, og

(iii) den overordnede undlod at træffe alle nødvendige og rimelige foranstaltninger, som stod i hans eller hendes magt, for at forhindre eller afværge begåelsen af sådanne forbrydelser eller at forelægge sagen for de kompetente myndigheder til efterforskning og retsforfølgning.

Artikel 29

Ikke anvendelse af forældelsesbestemmelser

Forbrydelser, som henhører under domstolens jurisdiktion, forældes ikke.

Artikel 30

Tilregnelse

1. Medmindre andet er bestemt, er en person kun strafferetligt ansvarlig og kan kun straffes for en forbrydelse under domstolens jurisdiktion, såfremt den med hensyn til de nødvendige elementer er begået med vilje og viden.

2. Efter denne artikel har en person vilje, såfremt personen:

(a) med hensyn til adfærd har til hensigt at indlade sig på den pågældende adfærd,

(b) med hensyn til en følge har til hensigt at forårsage den pågældende følge eller er klar over, at denne vil indtræffe som led i et normalt hændelsesforløb.

3. Efter denne artikel skal viden forstås som bevidsthed om, at en omstændighed består, eller at en følge vil indtræffe som led i et normalt hændelsesforløb. »Vide« og »med viden« skal fortolkes i overensstemmelse hermed.

Artikel 31

Straffrihedsgrunde

1. Ud over andre straffrihedsgrunde nævnt i denne statut er en person ikke strafferetligt ansvarlig, såfremt på gerningstidspunktet:

(a) personen lider af en psykisk sygdom eller defekt, der ødelægger den pågældende persons evne til at forstå ulovligheden eller karakteren af hans eller hendes adfærd eller evnen til at kontrollere, at hans eller hendes opførsel er retmæssig,

(b) personen er i en beruset tilstand, der ødelægger den pågældende persons evne til at forstå ulovligheden eller karakteren af hans eller hendes adfærd eller evnen til at kontrollere, at hans eller hendes opførsel er retmæssig, medmindre personen frivilligt er blevet beruset under sådanne omstændigheder, at den pågældende vidste eller så bort fra risikoen for, at han eller hun som følge af beruselsen sandsynligvis ville indlade sig på adfærd, der udgør en forbrydelse under domstolens jurisdiktion,

(c) personen handler i rimeligt forsvar af sig selv eller en anden person eller, i tilfælde af krigsforbrydelser, ejendom, der er væsentlig for den pågældendes eller en anden persons overlevelse, eller ejendom, der er væsentlig for fuldførelsen af en militær mission, mod en forestående og ulovlig brug af magt på en måde, der står i rimeligt forhold til graden af den fare, der truer den pågældende selv, en anden person eller beskyttet ejendom. Det forhold, at personen var involveret i en forsvarsoperation udført af styrker, udgør ikke i sig selv en grund til at udelukke strafansvar i henhold til denne bestemmelse,

(d) den adfærd, der påstås at udgøre en forbrydelse under domstolens jurisdiktion, er blevet forårsaget af tvang som følge af en trussel om forestående død eller om fortsat eller forestående alvorlig legemsskade på den pågældende person eller en anden person, og denne person handler af nødvendighed og på rimelig måde for at undgå truslen, forudsat at personen ikke har til hensigt at forårsage større skade end den skade, som den pågældende har søgt at undgå. En sådan trussel kan enten:

(i) fremsættes af andre personer, eller

(ii) udgøres af andre omstændigheder uden for denne persons kontrol.

2. Domstolen skal afgøre, hvorvidt de straffrihedsgrunde, der er nævnt i denne statut, finder anvendelse i den enkelte sag.

3. Under domsforhandlingen kan domstolen tage anden straffrihedsgrund i betragtning end dem, der er nævnt i stk. 1, såfremt en sådan grund kan udledes af de retskilder, der er fastlagt i artikel 21. Procedurerne for vurderingen af en sådan grund skal fastlægges i procesreglementet.

Artikel 32

Faktisk vildfarelse eller retsvildfarelse

1. En faktisk vildfarelse begrunder kun fritagelse for strafansvar, såfremt den udelukker den tilregnelse, som forbrydelsen kræver.

2. En retsvildfarelse med hensyn til, hvorvidt en særlig adfærd udgør en forbrydelse inden for domstolens jurisdiktion, begrunder ikke fritagelse fra strafansvar. En retsvildfarelse kan imidlertid begrunde fritagelse for strafansvar, hvis den udelukker den tilregnelse, som forbrydelsen kræver, eller i det omfang, det følger af artikel 33.

Artikel 33

Ordrer fra overordnede og bortfald af strafansvar

1. Det forhold, at en forbrydelse under domstolens jurisdiktion er begået af en person efter ordre fra en regering eller en overordnet, militær eller civil, fritager ikke den pågældende person for strafansvar, medmindre:

(a) personen var under en retlig forpligtelse til at adlyde ordrer fra den pågældende regering eller overordnede,

(b) personen ikke vidste, at ordren var ulovlig, og

(c) ordren ikke var åbenbart ulovlig.

2. Efter denne artikel skal ordrer om at begå folkedrab eller forbrydelser imod menneskeheden anses for åbenbart ulovlige.

KAPITEL 4.

DOMSTOLENS SAMMENSÆTNING OG ADMINISTRATION

Artikel 34

Domstolens organer

Domstolen er sammensat af følgende organer:

(a) præsidentskabet,

(b) en appelafdeling, en domsafdeling og en forundersøgelsesafdeling,

(c) anklagerens kontor,

(d) justitskontoret.

Artikel 35

Dommernes tjeneste

1. Alle dommere vælges som medlemmer af domstolen på fuld tid og skal være til rådighed på dette grundlag fra begyndelsen af deres embedsperiode.

2. De dommere, der udgør præsidentskabet, skal gøre tjeneste på fuld tid fra det tidspunkt, hvor de er valgt.

3. På grundlag af domstolens arbejdsmængde og i samråd med dens medlemmer kan præsidentskabet træffe konkret beslutning om i hvilket omfang, der er behov for, at de øvrige dommere gør tjeneste på fuld tid. Enhver sådan ordning skal ikke foregribe bestemmelserne i artikel 40.

4. De finansielle ordninger for dommere, der ikke gør tjeneste på fuld tid, fastlægges i overensstemmelse med artikel 49.

Artikel 36

Kvalifikationskrav, indstilling og valg af dommere

1. Med forbehold af stk. 2 består domstolen af 18 dommere.

2. (a) Præsidentskabet kan på domstolens vegne foreslå en forøgelse af det i stk. 1 fastsatte antal dommere med begrundelse for, hvorfor dette anses for nødvendigt og hensigtsmæssigt. Justitssekretæren skal uden ophold rundsende ethvert sådant forslag til alle deltagerstater.

(b) Ethvert sådant forslag skal derefter behandles på et møde i forsamlingen af deltagerstater, der skal indkaldes i henhold til artikel 112. Forslaget skal anses for vedtaget, hvis det på mødet godkendes af to tredjedele af medlemmerne af forsamlingen af deltagerstater, og forslaget træder i kraft på det tidspunkt, som måtte blive besluttet af forsamlingen af deltagerstater.

(c) (i) Når et forslag om forøgelse af antallet af dommere er vedtaget i henhold til stk. 2 (b), skal de yderligere dommere vælges på forsamlingen af deltagerstaters næste samling i henhold til stk. 3 til 8, og artikel 37, stk. 2.

(ii) Når et forslag om forøgelse af antallet af dommere er vedtaget og gennemført ifølge stk. 2 (b) og (c) (i), skal præsidentskabet have mulighed for når som helst derefter, hvis det er begrundet i domstolens arbejdsbyrde, at foreslå en nedsættelse af antallet af dommere, forudsat at antallet af dommere ikke nedsættes til under det i stk. 1 fastsatte. Forslaget skal behandles i overensstemmelse med proceduren, som fastlagt i stk. 2 (a) og (b). Såfremt forslaget vedtages, skal antallet af dommere nedsættes gradvist, efterhånden som de tjenstgørende dommeres embedsperiode udløber, indtil det nødvendige antal er nået.

3. (a) Dommerne skal vælges blandt personer, der nyder høj moralsk anseelse, upartiskhed og hæderlighed, og opfylder de betingelser, der i deres eget land kræves for at beklæde de højeste dommerembeder.

(b) Samtlige kandidater til dommerembedet skal:

(i) have anerkendt kompetence inden for strafferet og -retspleje, og skal have den nødvendige relevante erfaring i straffesager, enten som dommer, anklager, advokat eller andet lignende hverv, eller

(ii) have anerkendt kompetence på relevante områder inden for folkeretten, såsom humanitær folkeret og menneskerettigheder, og bred erfaring fra et professionelt juridisk hverv, som er af relevans for arbejdet som dommer ved domstolen.

(c) Samtlige kandidater til dommerembedet skal have et indgående kendskab til og beherske flydende mindst ét af domstolens arbejdssprog.

4. (a) Indstilling af kandidater til dommerembedet kan foretages af enhver af statuttens deltagerstater og skal foregå enten:

(i) i henhold til den procedure, der gælder for indstilling af kandidater til de højeste dommerembeder i hjemlandet, eller

(ii) i henhold til den procedure, der er fastlagt for indstilling af kandidater til Den Internationale Domstol i denne domstols statut.

Indstillinger skal ledsages af en tilstrækkeligt detaljeret erklæring, der angiver, hvorledes den pågældende kandidat opfylder betingelserne nævnt i stk. 3.

(b) Hver deltagerstat kan til et bestemt dommerembede indstille én kandidat, der ikke nødvendigvis behøver at være statsborger i forslagsstaten, men som i alle tilfælde skal være statsborger i en deltagerstat.

(c) Forsamlingen af deltagerstater kan, hvis den skønner det hensigtsmæssigt, beslutte at nedsætte en rådgivende komité vedrørende kandidatindstillinger. I givet fald skal komiteens sammensætning og mandat fastlægges af forsamlingen af deltagerstater.

5. Ved valg skal der foreligge to kandidatlister: liste A, med navnene på kandidater med de kvalifikationer, der er fastsat i stk. 3 (b) (i), og liste B, med navnene på kandidater med de kvalifikationer, der er fastsat i stk. 3 (b) (ii). En kandidat med tilstrækkelige kvalifikationer til at blive optaget på begge lister kan vælge, hvilken liste han eller hun ønsker at blive optaget på. Ved det første valg til domstolen skal mindst 9 dommere vælges fra liste A og mindst 5 dommere fra liste B. Efterfølgende valg skal organiseres således, at et tilsvarende forhold mellem dommere fra de to lister bibeholdes.

6. (a) Dommerne skal vælges ved hemmelig afstemning på et møde i forsamlingen af deltagerstater, der indkaldes til dette formål i henhold til artikel 112. Med forbehold af stk. 7 anses de 18 kandidater for valgt til domstolen, der opnår det højeste antal stemmer og to tredjedeles flertal blandt de deltagerstater, der er til stede og afgiver stemme.

(b) Vælges der ikke et tilstrækkeligt antal dommere ved den første afstemning, skal der afholdes efterfølgende afstemninger i henhold til de procedurer, der er fastlagt i stk. 6 (a), indtil de resterende embeder er blevet beklædt.

7. Ingen af dommerne må være statsborgere i samme stat. En person, der med henblik på medlemskab af domstolen kan anses for statsborger i mere end én stat, skal anses for statsborger i den stat, hvor den pågældende person normalt udøver sine borgerlige og politiske rettigheder.

8. (a) Ved udvælgelsen af dommere til domstolen skal deltagerstaterne tage hensyn til behovet for:

(i) at de vigtigste retssystemer i verden er repræsenteret,

(ii) ligelig geografisk repræsentation, og

(iii) rimelig repræsentation af kvindelige og mandlige dommere.

(b) Deltagerstaterne skal ligeledes tage hensyn til behovet for, at der vælges dommere med juridisk ekspertise på særlige områder, herunder, men ikke begrænset til, vold mod kvinder eller børn.

9. (a) Med forbehold af stk. 9 (b) skal dommere vælges for en periode af 9 år og, med forbehold af stk. 9 (c) og artikel 37, stk. 2, skal de ikke kunne genvælges.

(b) Ved det første valg skal en tredjedel af de valgte dommere ved lodtrækning udpeges for en periode af 3 år, en tredjedel ved lodtrækning udpeges for en periode af 6 år, mens de resterende dommere skal beklæde embedet for en periode af 9 år.

(c) En dommer, der udpeges til at beklæde embedet for en periode af 3 år efter stk. 9 (b), kan genvælges for en fuld embedsperiode.

10. Uanset stk. 9 skal en dommer, der udpeges til et domskammer eller et appelkammer i henhold til artikel 39, fortsætte i embedet med henblik på at afslutte en allerede påbegyndt domsforhandling eller appel ved det pågældende kammer.

Artikel 37

Ledige embeder

1. Såfremt et embede bliver ledigt, skal der afholdes valg i henhold til artikel 36 for at udfylde det ledige embede.

2. En dommer, der vælges til at udfylde et ledigt embede, skal gøre tjeneste i den resterende del af forgængerens embedsperiode og kan, hvis perioden er på 3 år eller derunder, genvælges for en fuld embedsperiode i henhold til artikel 36.

Artikel 38

Præsidentskabet

1. Præsidenten og 1. og 2. vicepræsident skal vælges ved absolut flertal blandt dommerne. De skal hver gøre tjeneste i en periode på 3 år eller indtil udløbet af deres respektive embedsperiode som dommer, alt efter hvilken periode der udløber først. De kan genvælges én gang.

2. 1.vicepræsident skal fungere i præsidentens sted, hvis præsidenten er forhindret eller er inhabil. 2. vicepræsident skal fungere i præsidentens sted, hvis både præsidenten og 1. vicepræsident er forhindret eller er inhabil.

3. Præsidenten udgør sammen med 1. og 2. vicepræsident præsidentskabet, som er ansvarligt for:

(a) administration af domstolen med undtagelse af anklagerens kontor, og

(b) andre funktioner, der er overdraget til præsidentskabet i henhold til denne statut.

4. I udøvelsen af sine opgaver i henhold til stk. 3 (a), skal præsidentskabet koordinere med anklageren og søge dennes indforståelse i alle anliggender af fælles interesse.

Artikel 39

Kamre

1. Snarest muligt efter at dommerne er valgt, skal domstolen organisere sig i afdelinger, som fastlagt i artikel 34 (b). Appelafdelingen skal være sammensat af præsidenten og fire andre dommere, domsafdelingen af mindst seks dommere og forundersøgelsesafdelingen af mindst seks dommere. Udpegelse af dommere til afdelinger skal ske på grundlag af karakteren af de funktioner, der skal udføres af hver afdeling, og de til domstolen valgte dommeres kvalifikationer og erfaring, således at hver afdeling består af en passende kombination af ekspertise inden for strafferet og -retspleje og folkeret. Domsafdelingen og forundersøgelsesafdelingen skal hovedsageligt være sammensat af dommere med erfaring i straffesager.

2. (a) Domstolens judicielle funktioner skal i hver afdeling udføres af kamre,

(b) (i) appelkammeret skal udgøres af alle appelafdelingens dommere,

(ii) domskammerets funktioner skal udføres af tre dommere fra domsafdelingen,

(iii) forundersøgelseskammerets funktioner skal udføres af enten tre dommere fra forundersøgelsesafdelingen eller af en enkelt dommer fra den pågældende afdeling i henhold til denne statut og procesreglementet,

(c) intet i denne bestemmelse skal udelukke samtidig oprettelse af mere end et domskammer eller forundersøgelseskammer, hvis dette er påkrævet for at sikre en effektiv styring af domstolens arbejdsmængde.

3. (a) Dommere, der udpeges til domsafdelingen og forundersøgelsesafdelingen, skal gøre tjeneste i disse afdelinger i 3 år, og derefter indtil afslutningen af enhver sag, hvor forhandling allerede er påbegyndt i den pågældende afdeling,

(b) dommere, der udpeges til appelafdelingen, skal gøre tjeneste i denne afdeling i hele deres embedsperiode.

4. Dommere, der udpeges til appelafdelingen, skal kun gøre tjeneste i denne afdeling. Intet i denne artikel skal dog udelukke midlertidig tilknytning af dommere fra domsafdelingen til forundersøgelsesafdelingen eller omvendt, hvis præsidentskabet finder dette påkrævet af hensyn til en effektiv styring af domstolens arbejdsmængde, forudsat at en dommer, der har deltaget i forundersøgelsen af en sag, ikke under nogen omstændigheder kan sidde i det domskammer, der behandler den pågældende sag.

Artikel 40

Dommernes uafhængighed

1. Dommerne skal være uafhængige i udførelsen af deres funktioner.

2. Dommerne må ikke deltage i nogen aktivitet, som må formodes at kunne gribe ind i deres funktioner som dommere eller påvirke tilliden til deres uafhængighed.

3. Dommere, der gør tjeneste på fuld tid ved domstolen, må ikke udøve anden beskæftigelse af professionel karakter.

4. Ethvert spørgsmål vedrørende anvendelsen af stk. 2 og 3 skal afgøres af dommerne ved absolut flertal. Såfremt et sådant spørgsmål vedrører en enkelt dommer, må denne dommer ikke deltage i afgørelsen.

Artikel 41

Dommeres fritagelse og inhabilitet

1. Efter anmodning fra en dommer kan præsidentskabet i henhold til procesreglementet fritage denne dommer fra udøvelsen af en funktion i henhold til denne statut.

2. (a) En dommer må ikke deltage i nogen sag, såfremt der foreligger grundlag for med rimelighed at rejse tvivl om hans eller hendes upartiskhed. En dommer skal vige sit sæde i en sag i henhold til denne bestemmelse, blandt andet såfremt denne dommer tidligere i nogen egenskab har været involveret i den pågældende sag ved domstolen eller i en dertil knyttet straffesag på nationalt niveau, der involverer den person, der er genstand for efterforskning eller retsforfølgning. En dommer skal ligeledes vige sit sæde af sådanne andre grunde, som fastlægges i procesreglementet.

(b) Anklageren eller den person, der er genstand for efterforskning og retsforfølgning, kan fremsætte anmodning om, at en dommer viger sit sæde i henhold til denne bestemmelse.

(c) Ethvert spørgsmål om en dommers inhabilitet skal afgøres af dommerne ved absolut flertal. Den dommer, mod hvem der er gjort indsigelse, skal være berettiget til at fremkomme med bemærkninger til sagen, men må ikke deltage i afgørelsen.

Artikel 42

Anklagerens kontor

1. Anklagerens kontor skal fungere uafhængigt som et særskilt organ ved domstolen. Det skal være ansvarligt for at modtage henvisninger og alle underbyggede oplysninger om forbrydelser under domstolens jurisdiktion, for at undersøge dem og for at gennemføre efterforskning og retsforfølgning ved domstolen. Kontorets medlemmer må hverken søge eller handle efter instruktion fra nogen udenforstående kilde.

2. Kontoret ledes af anklageren. Anklageren skal have fuld myndighed over kontorets ledelse og administration, herunder personalet, faciliteter og andre ressourcer. Anklageren skal bistås af én eller flere viceanklagere, der skal være berettigede til at udføre enhver handling, som påhviler anklageren i henhold til denne statut. Anklageren og viceanklagerne må ikke have samme statsborgerskab. De skal gøre tjeneste på fuld tid.

3. Anklageren og viceanklagerne skal være personer af høj moralsk anseelse og være i besiddelse af høj kompetence samt omfattende praktisk erfaring i retsforfølgning eller domsforhandling i straffesager. De skal have et indgående kendskab til og beherske flydende mindst ét af domstolens arbejdssprog.

4. Anklageren skal vælges ved hemmelig afstemning af medlemmerne af forsamlingen af deltagerstater ved absolut flertal. Viceanklagerne skal vælges på samme måde fra en liste over kandidater, der fremlægges af anklageren. Anklageren skal indstille tre kandidater til hver stilling som viceanklager til besættelse. Medmindre der træffes beslutning om en kortere embedsperiode på valgtidspunktet, skal anklageren og viceanklagerne beklæde deres embeder for en periode af 9 år og skal ikke kunne genvælges.

5. Hverken anklageren eller en viceanklager må deltage i nogen aktivitet, som må formodes at kunne gribe ind i deres funktioner som anklager eller påvirke tilliden til deres uafhængighed. De må ikke udøve anden beskæftigelse af professionel karakter.

6. Efter anmodning fra anklageren eller en viceanklager kan præsidentskabet fritage den pågældende for tjeneste i en konkret sag.

7. Hverken anklageren eller en viceanklager må deltage i nogen sag, såfremt der foreligger grundlag for med rimelighed at rejse tvivl om hans eller hendes upartiskhed. De skal vige deres sæde i en sag i henhold til denne bestemmelse, blandt andet såfremt de tidligere i nogen egenskab har været involveret i den pågældende sag ved domstolen eller i en dertil knyttet straffesag på nationalt niveau, der involverer den person, der er genstand for efterforskning eller retsforfølgning.

8. Ethvert spørgsmål om anklagerens eller en viceanklagers inhabilitet skal afgøres af appelkammeret.

(a) Den person, der er genstand for efterforskning eller retsforfølgning, kan til enhver tid fremsætte anmodning om, at anklageren eller en viceanklager viger sit sæde af de i denne artikel nævnte grunde.

(b) Anklageren eller viceanklageren, alt efter omstændighederne, skal være berettiget til at fremkomme med bemærkninger til sagen.

9. Anklageren skal udpege rådgivere med juridisk ekspertise i særlige emner, herunder, men ikke begrænset til, seksuelle overgreb, kønsbestemt vold og vold mod børn.

Artikel 43

Justitskontoret

1. Justitskontoret skal være ansvarligt for de ikke-judicielle aspekter af administrationen og betjeningen af domstolen uden at foregribe anklagerens funktioner og beføjelser i henhold til artikel 42.

2. Justitskontoret skal ledes af justitssekretæren, der skal være domstolens øverste administrative embedsmand. Justitssekretæren skal ved udøvelsen af sine funktioner være underlagt domstolens præsident.

3. Justitssekretæren og vicejustitssekretæren skal være personer af høj moralsk anseelse og være i besiddelse af høj kompetence samt have et indgående kendskab til og beherske flydende mindst ét af domstolens arbejdssprog.

4. Dommerne skal ved hemmelig afstemning vælge justitssekretæren ved absolut flertal under hensyntagen til en indstilling fra forsamlingen af deltagerstater. Efter behov og efter indstilling fra justitssekretæren skal dommerne vælge en vicejustitssekretær på samme måde.

5. Justitssekretæren skal beklæde embedet for en periode af 5 år, skal kunne genvælges én gang, og skal gøre tjeneste på fuld tid. Vicejustitssekretæren skal beklæde sit embede for en periode af 5 år eller sådan kortere periode, som dommerne måtte beslutte med absolut flertal, og kan vælges således, at vicejustitssekretæren skal kunne gøre tjeneste efter behov.

6. Justitssekretæren skal nedsætte en enhed for ofre og vidner under justitskontoret. Denne enhed skal i samråd med anklagerens kontor tilvejebringe beskyttelsesforanstaltninger og sikkerhedsarrangementer, rådgivning og anden passende bistand til vidner, ofre, som møder for domstolen, og andre, som er i fare på grund af afgivne vidneforklaringer. Enheden skal omfatte personale med ekspertise i traumer, herunder traumer, der hidrører fra seksuelle overgreb.

Artikel 44

Personale

1. Anklageren og justitssekretæren skal udpege det nødvendige kvalificerede personale til deres respektive kontorer. For anklagerens vedkommende skal dette omfatte udpegelse af efterforskere.

2. Ved ansættelsen af personale skal anklageren og justitssekretæren sikre den højeste standard med hensyn til effektivitet, kompetence og hæderlighed, og skal med de fornødne tilpasninger tage hensyn til de kriterier, der er fastlagt i artikel 36, stk. 8.

3. Med præsidentskabets og anklagerens samtykke skal justitssekretæren fremlægge forslag til et personaleregulativ, som skal omfatte vilkår og betingelser, under hvilke domstolens personale skal udpeges, aflønnes og afskediges. Personaleregulativet skal godkendes af forsamlingen af deltagerstater.

4. Domstolen kan i undtagelsestilfælde benytte ekspertise fra personale stillet vederlagsfrit til rådighed af deltagerstater, mellemstatslige eller ikke-statslige organisationer til at bistå domstolens organer i arbejdet. Anklageren kan acceptere sådanne tilbud på vegne af anklagerens kontor. Personale stillet vederlagsfrit til rådighed skal ansættes i overensstemmelse med retningslinier, der fastlægges af forsamlingen af deltagerstater.

Artikel 45

Højtidelig erklæring

Før tiltrædelse af deres respektive embeder i henhold til denne statut skal dommerne, anklageren, viceanklagerne, justitssekretæren og vicejustitssekretæren hver aflægge en højtidelig erklæring for åbne døre om, at de vil udøve deres funktioner upartisk og samvittighedsfuldt.

Artikel 46

Afsættelse fra embede

1. En dommer, anklageren, en viceanklager, justitssekretæren eller vicejustitssekretæren skal afsættes fra embedet, hvis der træffes afgørelse herom i henhold til stk. 2, i tilfælde hvor denne person:

(a) findes at have begået en alvorlig tjenesteforseelse eller alvorlig overtrædelse af hans eller hendes forpligtelser i henhold til statutten, som fastsat i procesreglementet, eller

(b) er ude af stand til at udøve de funktioner, som statutten gør påkrævet.

2. En afgørelse om afsættelse af en dommer, anklageren eller en viceanklager fra embedet i henhold til stk. 1 skal træffes af forsamlingen af deltagerstater ved hemmelig afstemning:

(a) med hensyn til en dommer af deltagerstaterne med to tredjedeles flertal efter en indstilling, der er vedtaget af de øvrige dommere med to tredjedeles flertal,

(b) med hensyn til anklageren af deltagerstaterne med absolut flertal,

(c) med hensyn til en viceanklager af deltagerstaterne med absolut flertal efter indstilling fra anklageren.

3. Afgørelse om afsættelse af justitssekretæren eller vicejustitssekretæren skal træffes af dommerne ved absolut flertal.

4. Såfremt der i henhold til denne artikel gøres indsigelse mod en dommers, anklagers, viceanklagers, justitssekretærs eller vicejustitssekretærs optræden eller evne til at udøve de funktioner, som statutten gør påkrævet, skal den pågældende gives fuld mulighed for at fremlægge og modtage beviser og for at fremlægge sine synspunkter i henhold til procesreglementet. Den pågældende må i øvrigt ikke deltage i behandlingen af sagen.

Artikel 47

Disciplinære skridt

Disciplinære skridt skal i henhold til procesreglementet kunne anvendes over for en dommer, anklager, viceanklager, justitssekretær eller vicejustitssekretær, der har begået en tjenesteforseelse af mindre alvorlig karakter end fastsat i artikel 46, stk. 1.

Artikel 48

Privilegier og immuniteter

1. På enhver deltagerstats territorium skal domstolen nyde sådanne privilegier og immuniteter, som er nødvendige til opfyldelsen af dens formål.

2. Dommerne, anklageren, viceanklagerne og justitssekretæren skal under udøvelsen af deres hverv for domstolen nyde samme privilegier og immuniteter, som tilstås chefer for diplomatiske repræsentationer, og skal, efter udløbet af deres embedsperiode, fortsat tilstås immunitet mod retsforfølgning af enhver art med hensyn til skrift, tale og andre handlinger, som de har udført i deres officielle egenskab.

3. Vicejustitssekretæren, personalet i anklagerens kontor og personalet i justitskontoret skal nyde sådanne privilegier, immuniteter og faciliteter, som er nødvendige for udførelsen af deres funktioner i henhold til domstolens aftale om privilegier og immuniteter.

4. Advokater, sagkyndige, vidner eller andre personer, hvis tilstedeværelse ved domstolen er påkrævet, skal tilstås den behandling, som er nødvendig for domstolens effektive funktion i henhold til domstolens aftale om privilegier og immuniteter.

5. Afkald på privilegier og immuniteter, der tilkommer:

(a) en dommer eller anklageren, kan gives af dommerne ved absolut flertal,

(b) justitssekretæren, kan gives af præsidentskabet,

(c) viceanklagerne og personalet i anklagerens kontor, kan gives af anklageren,

(d) vicejustitssekretæren og justitskontorets personale, kan gives af justitssekretæren.

Artikel 49

Løn, vederlag og udgifter

Forsamlingen af deltagerstater træffer beslutning om dommernes, anklagerens, viceanklagernes, justitssekretærens og vicejustitssekretærens løn, vederlag og dækning af udgifter. Løn og vederlag kan ikke nedsættes i de pågældendes embedsperiode.

Artikel 50

Officielle sprog og arbejdssprog

1. Domstolens officielle sprog skal være arabisk, kinesisk, engelsk, fransk, russisk og spansk. Domstolens domme og andre afgørelser, der tager stilling til grundlæggende spørgsmål ved domstolen, skal offentliggøres på de officielle sprog. Præsidentskabet skal i overensstemmelse med de kriterier, der er fastlagt i procesreglementet, beslutte hvilke afgørelser, der må anses for at tage stilling til grundlæggende spørgsmål i denne artikels forstand.

2. Domstolens arbejdssprog skal være engelsk og fransk. De tilfælde, hvor andre officielle sprog kan benyttes som arbejdssprog, skal fastsættes i procesreglementet.

3. Efter anmodning fra en part i en sag eller en stat, der er berettiget til at intervenere i en sag, skal domstolen give tilladelse til, at den pågældende part eller stat kan benytte et andet sprog end engelsk eller fransk, forudsat domstolen anser en sådan tilladelse for tilstrækkeligt begrundet.

Artikel 51

Procesreglementet

1. Procesreglementet træder i kraft, når det er vedtaget af medlemmerne af forsamlingen af deltagerstater med to tredjedeles flertal.

2. Forslag til ændringer i procesreglementet kan fremsættes af:

(a) en deltagerstat,

(b) dommerne, ved absolut flertal, eller

(c) anklageren.

Ændringer skal træde i kraft, når de er vedtaget af medlemmerne af forsamlingen af deltagerstater med to tredjedeles flertal.

3. Efter vedtagelsen af procesreglementet kan dommerne i hastende sager, hvor reglementet ikke indeholder bestemmelse om en given situation for domstolen, med to tredjedeles flertal fastsætte midlertidige regler, der skal anvendes, indtil de vedtages, ændres eller forkastes på næste ordinære eller særlige samling i forsamlingen af deltagerstater.

4. Procesreglementet, ændringer dertil samt enhver midlertidig regel skal være i overensstemmelse med denne statut. Ændringer i procesreglementet samt midlertidige regler må ikke anvendes med tilbagevirkende kraft til skade for den person, der er genstand for efterforskning eller retsforfølgning, eller som er domfældt.

5. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem statutten og procesreglementet skal statutten have forrang.

Artikel 52

Domstolens regulativ

1. I overensstemmelse med denne statut og procesreglementet skal dommerne med absolut flertal vedtage et regulativ for domstolen, som skal gælde for dennes daglige virke.

2. Regulativet og eventuelle ændringer heri skal udarbejdes i samråd med anklageren og justitssekretæren.

3. Regulativet og ændringer heri skal træde i kraft ved vedtagelsen, medmindre dommerne træffer anden beslutning. Regulativet skal umiddelbart efter vedtagelsen rundsendes til deltagerstaterne til udtalelse. Regulativet skal forblive i kraft, såfremt der ikke er gjort indsigelse af et flertal af deltagerstaterne inden for 6 måneder.

KAPITEL 5.

EFTERFORSKNING OG RETSFORFØLGNING

Artikel 53

Iværksættelse af en efterforskning

1. Anklageren skal efter at have vurderet de oplysninger, der er stillet til rådighed for ham eller hende, iværksætte en efterforskning, medmindre han eller hun beslutter, at der ikke er et rimeligt grundlag for at forfølge sagen i henhold til denne statut. Ved afgørelsen af, om der skal iværksættes en efterforskning, skal anklageren vurdere følgende:

(a) om der på grundlag af de oplysninger, som anklageren har til sin rådighed, er et rimeligt grundlag for at formode, at en forbrydelse under domstolens jurisdiktion er blevet eller bliver begået,

(b) om sagen er eller ville være antagelig i medfør af artikel 17, og

(c) om der under hensyntagen til forbrydelsens grovhed og hensynet til ofrene ikke desto mindre er tungtvejende grunde til at formode, at en efterforskning ikke ville være i retfærdighedens interesse.

Hvis anklageren beslutter, at der ikke er rimeligt grundlag for at forfølge sagen, og hans eller hendes beslutning udelukkende hviler på stk. 1 (c), skal han eller hun underrette forundersøgelseskammeret.

2. Hvis anklageren efter en efterforskning konkluderer, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at rejse tiltale, idet

(a) der ikke er tilstrækkelige retlige eller faktuelle grunde til at søge en kendelse eller stævning i henhold til artikel 58,

(b) sagen ikke er antagelig i henhold til artikel 17, eller

(c) tiltalerejsning ikke er i retfærdighedens interesse under hensyntagen til alle omstændighederne, herunder forbrydelsens grovhed, hensynet til ofrene samt den påståede gerningsmands alder eller sygdomssvækkelse og hans eller hendes rolle i den påståede forbrydelse,

skal anklageren underrette forundersøgelseskammeret og den stat, der har henvist en sag i henhold til artikel 14, eller Sikkerhedsrådet i en sag i henhold til artikel 13 (b) om hans eller hendes konklusion og begrundelsen herfor.

3. (a) Efter anmodning fra den stat, der har henvist sagen i henhold til artikel 14, eller Sikkerhedsrådet i henhold til artikel 13 (b), kan forundersøgelseskammeret prøve anklagerens beslutning om ikke at forfølge sagen i henhold til stk. 1 eller stk. 2 og kan anmode om, at anklageren tager sin beslutning op til fornyet overvejelse.

(b) Derudover kan forundersøgelseskammeret af egen drift prøve anklagerens beslutning om ikke at forfølge sagen, hvis den udelukkende hviler på stk. 1 (c) eller stk. 2 (c). I så fald skal anklagerens beslutning kun have virkning, såfremt den godkendes af forundersøgelseskammeret.

4. Anklageren kan på ethvert tidspunkt tage en beslutning vedrørende iværksættelse af efterforskning eller retsforfølgning op til fornyet overvejelse på grundlag af nye kendsgerninger eller oplysninger.

Artikel 54

Anklagerens forpligtelser og beføjelser med hensyn til efterforskning

1. Anklageren skal:

(a) for at nå frem til sandheden, udstrække efterforskningen til at omfatte alle kendsgerninger og beviser, der er relevante for en vurdering af, hvorvidt der foreligger strafansvar i henhold til denne statut, og skal i den forbindelse tillægge belastende og formildende forhold lige vægt under efterforskningen,

(b) træffe passende foranstaltninger for at sikre effektiviteten af efterforskning og retsforfølgning af forbrydelser under domstolens jurisdiktion, og skal i den forbindelse respektere ofres og vidners interesser og personlige forhold, herunder alder, køn, som defineret i artikel 7, stk. 3, og helbred, og skal tage hensyn til forbrydelsens karakter, især når denne involverer seksuelle overgreb, kønsbestemt vold eller vold mod børn, og

(c) fuldt ud respektere de personlige rettigheder, som følger af denne statut.

2. Anklageren kan gennemføre efterforskning på en stats territorium:

(a) i overensstemmelse med bestemmelserne i kapitel 9, eller

(b) efter forundersøgelseskammerets bemyndigelse, jf. artikel 57, stk. 3 (d).

3. Anklageren kan:

(a) indsamle og undersøge beviser,

(b) indkalde og afhøre personer, der er genstand for efterforskning, samt ofre og vidner,

(c) søge samarbejde fra enhver stat, mellemstatslig organisation eller foretagende i overensstemmelse med deres respektive kompetence og/eller mandat,

(d) indgå sådanne ordninger eller aftaler, der måtte være nødvendige for at fremme samarbejdet med en stat, mellemstatslig organisation eller person, og som ikke er i uoverensstemmelse med denne statut,

(e) indvillige i ikke på noget tidspunkt under sagen at fremlægge dokumenter eller oplysninger, som anklageren indhenter på betingelse af fortrolig behandling og alene med henblik på at fremskaffe nye beviser, medmindre den, der har leveret dokumenterne eller oplysningerne, har givet sit samtykke, og

(f) træffe de nødvendige foranstaltninger eller anmode om, at de nødvendige foranstaltninger bliver truffet, med henblik på at sikre fortroligheden af oplysninger, beskyttelse af personer eller bevissikring.

Artikel 55

Personlige rettigheder i forbindelse med en efterforskning

1. I forbindelse med en efterforskning i henhold til denne statut, må en person:

(a) ikke tvinges til at inkriminere sig selv eller til at tilstå skyld,

(b) ikke udsættes for nogen form for tvang, voldelig tvang eller trussel, for tortur eller anden form for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf,

(c) hvis den pågældende afhøres på et andet sprog end et sprog, som den pågældende fuldt ud forstår og taler, vederlagsfrit tilbydes bistand fra en kompetent tolk samt de oversættelser, der måtte være nødvendige for at opfylde kravene om retfærdighed, og

(d) ikke udsættes for vilkårlig anholdelse eller tilbageholdelse, og skal ikke berøves sin frihed, medmindre dette er begrundet i og i overensstemmelse med de procedurer, som er fastsat i denne statut.

2. Hvis der er grund til at formode, at en person har begået en forbrydelse under domstolens jurisdiktion, og den pågældende person står over for at skulle afhøres enten af anklageren eller af nationale myndigheder ifølge en anmodning fremsat i henhold til kapitel 9, skal denne person ligeledes have følgende rettigheder, som han eller hun skal underrettes om inden afhøringen:

(a) ret til inden afhøringen at blive underrettet om, at der er grund til at formode, at han eller hun har begået en forbrydelse under domstolens jurisdiktion,

(b) ret til ikke at udtale sig, uden at sådan tavshed skal lægges til grund ved afgørelsen af skyldspørgsmålet,

(c) ret til at få juridisk bistand efter eget valg eller, såfremt den pågældende ikke har juridisk bistand, ret til at få beskikket juridisk bistand i alle tilfælde, hvor det er påkrævet af hensyn til retfærdighed, og vederlagsfrit i tilfælde af, at den pågældende ikke har tilstrækkelige midler til selv at betale, og

(d) ret til at blive afhørt under tilstedeværelse af en forsvarer, medmindre den pågældende person frivilligt har givet afkald på retten til at få en forsvarer.

Artikel 56

Forundersøgelseskammerets rolle med hensyn til en enestående mulighed for at foretage efterforskning

1. (a) Hvis anklageren mener, at en efterforskning frembyder en enestående mulighed for at indhente vidneudsagn fra eller afhøre et vidne eller til at undersøge, indsamle eller efterprøve beviser, som måske ikke vil være til rådighed under en efterfølgende retssag, skal anklageren underrette forundersøgelseskammeret herom.

(b) I så fald kan forundersøgelseskammeret på anklagerens anmodning træffe sådanne foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at sikre sagens effektivitet og integritet og i særdeleshed for at beskytte forsvarets rettigheder.

(c) Medmindre forundersøgelseskammeret bestemmer andet, skal anklageren stille de relevante oplysninger til rådighed for den person, der er blevet anholdt eller er fremmødt efter indstævning i forbindelse med den i stk. 1 (a) nævnte efterforskning, således at han eller hun kan få lejlighed til at udtale sig.

2. Foranstaltninger nævnt i stk. 1 (b) kan blandt andet omfatte:

(a) anbefalinger eller kendelser vedrørende procedurer, der skal følges,

(b) instruktioner om, at sagens behandling skal føres til protokol,

(c) udpegelse af sagkyndig bistand,

(d) bemyndigelse af en forsvarer for en person, der er blevet anholdt eller møder for domstolen efter indstævning, til at deltage, eller hvis der endnu ikke har fundet sådan anholdelse eller fremmøde sted, eller der ikke er udpeget en forsvarer, beskikke en anden forsvarer til at give møde for og varetage forsvarets interesser,

(e) udnævnelse af et af dets medlemmer eller om nødvendigt en anden disponibel dommer fra forundersøgelsesafdelingen eller domsafdelingen til at føre tilsyn med og komme med anbefalinger eller afsige kendelser vedrørende indsamling og sikring af beviser og afhøring af personer,

(f) tage ethvert andet skridt, der måtte være nødvendigt for at indsamle eller sikre beviser.

3. (a) Hvor en anklager ikke har anmodet om foranstaltninger i henhold til denne artikel, men forundersøgelseskammeret vurderer, at sådanne foranstaltninger er nødvendige af hensyn til sikring af beviser, som kammeret skønner vil være af væsentlig betydning for forsvaret under retssagen, skal det høre anklageren, om der er god grund til anklagerens manglende anmodning om sådanne foranstaltninger. Hvis forundersøgelseskammeret efter at have hørt anklageren konkluderer, at anklagerens manglende anmodning af sådanne foranstaltninger er uberettiget, kan forundersøgelseskammeret træffe sådanne foranstaltninger af egen drift.

(b) Anklageren kan appellere en afgørelse fra forundersøgelseskammeret om at handle af egen drift i henhold til denne artikel. Appelsagen skal behandles hurtigt.

4. Antageligheden af beviser, der er sikret eller indsamlet til en retssag i henhold til denne artikel, eller retsbogsudskrifter heraf, skal under retssagen være reguleret af artikel 69 og tillægges sådan vægt, som domskammeret måtte bestemme.

Artikel 57

Forundersøgelseskammerets funktioner og beføjelser

1. Medmindre andet er fastsat i denne statut, skal forundersøgelseskammeret udøve sine funktioner i overensstemmelse med denne artikel.

2. (a) Forundersøgelseskammerets kendelser eller afgørelser afsagt i henhold til artikel 15, 18, 19, 54, stk. 2, 61, stk. 7, og 72, skal tiltrædes af et flertal af kammerets dommere.

(b) I alle andre tilfælde kan en enkelt dommer fra forundersøgelseskammeret udøve funktioner, der er fastsat i denne statut, medmindre andet er bestemt i procesreglementet eller af et flertal i forundersøgelseskammeret.

3. I tillæg til dets andre funktioner i henhold til denne statut kan forundersøgelseskammeret:

(a) på anmodning af anklageren udstede sådanne ordrer og kendelser, som måtte være påkrævet i forbindelse med en efterforskning,

(b) efter anmodning fra en person, der er blevet anholdt eller møder efter indstævning i henhold til artikel 58, afsige sådanne kendelser, herunder om foranstaltninger som beskrevet i artikel 56, eller søge sådant samarbejde i henhold til kapitel 9, som måtte være nødvendigt for at bistå personen med forberedelsen af hans eller hendes forsvar,

(c) om nødvendigt sikre ofres og vidners beskyttelse og privatliv, sikre beviser, beskytte personer, der er blevet anholdt eller møder efter indstævning, og beskytte oplysninger, som vedrører national sikkerhed,

(d) give anklageren bemyndigelse til at foretage særlige efterforskningsskridt inden for en deltagerstats territorium uden at have sikret sig samarbejde med den pågældende stat i henhold til kapitel 9, hvis forundersøgelseskammeret har besluttet, om muligt under hensyntagen til den pågældende stats synspunkter, at staten er åbenbart ude af stand til at efterkomme en anmodning om samarbejde, idet der ikke findes nogen myndighed eller bestanddel af retssystemet, som har kompetence til at efterkomme samarbejdsanmodningen i henhold til kapitel 9,

(e) søge samarbejde fra stater i henhold til artikel 93, stk. 1 (k), for at træffe beskyttelsesforanstaltninger med henblik på konfiskation, navnlig for i sidste ende at kunne tilgodese ofre, når en arrestordre eller stævning er udstedt i henhold til artikel 58 og under behørig hensyntagen til bevisernes styrke og de berørte parters rettigheder, som fastlagt i denne statut og i procesreglementet.

Artikel 58

Forundersøgelseskammerets udstedelse af anholdelsesbeslutning eller stævning om fremmøde

1. Forundersøgelseskammeret skal på et hvilket som helst tidspunkt efter iværksættelsen af en efterforskning på anklagerens anmodning udstede en anholdelsesbeslutning mod en person, hvis kammeret efter at have vurderet anmodningen og beviserne eller andre oplysninger fremlagt af anklageren finder det godtgjort, at:

(a) der er et rimeligt grundlag for at formode, at den pågældende har begået en forbrydelse under domstolens jurisdiktion, og

(b) det forekommer nødvendigt at anholde den pågældende person,

(i) for at sikre personens tilstedeværelse ved domsforhandlingen,

(ii) for at sikre, at personen ikke vanskeliggør eller bringer efterforskningen eller domsforhandlingen i fare, eller

(iii) om nødvendigt, for at forhindre personen i at fortsætte med at begå den pågældende forbrydelse eller en tilknyttet forbrydelse, som er under domstolens jurisdiktion, og som udspringer af de samme omstændigheder.

2. Anklagerens anmodning skal indeholde følgende:

(a) navnet på den pågældende person samt andre relevante oplysninger til identifikation af personen,

(b) en konkret henvisning til de forbrydelser under domstolens jurisdiktion, som den pågældende påstås at have begået,

(c) en kortfattet fremstilling af de kendsgerninger, der påstås at udgøre de pågældende forbrydelser,

(d) en fortegnelse over bevismateriale og øvrige oplysninger, der udgør et rimeligt grundlag for at formode, at den pågældende person har begået forbrydelserne, og

(e) en begrundelse for, at anklageren vurderer, at det er nødvendigt at anholde den pågældende person.

3. Anholdelsesbeslutningen skal indeholde følgende:

(a) navnet på den pågældende person samt andre relevante oplysninger til identifikation af personen,

(b) en konkret henvisning til de forbrydelser under domstolens jurisdiktion, for hvilke personen anmodes anholdt, og

(c) en kortfattet fremstilling af de kendsgerninger, der påstås at udgøre de pågældende forbrydelser.

4. Anholdelsesbeslutningen forbliver i kraft, indtil domstolen måtte bestemme andet.

5. Domstolen kan på grundlag af anholdelsesbeslutningen anmode om foreløbig anholdelse eller anholdelse og overførelse af den pågældende person i henhold til kapitel 9.

6. Anklageren kan anmode om, at forundersøgelseskammeret ændrer anholdelsesbeslutningen ved enten at begrænse eller udvide de forbrydelser, der er opregnet heri. Forundersøgelseskammeret skal ændre anholdelsesbeslutningen i overensstemmelse hermed, såfremt kammeret finder det godtgjort, at der er rimelig grund til at antage, at den pågældende person har begået de således ændrede forbrydelser.

7. Som et alternativ til at anmode om en anholdelsesbeslutning kan anklageren anmode om, at forundersøgelseskammeret udsteder en stævning. Hvis forundersøgelseskammeret finder det godtgjort, at der er et rimeligt grundlag for at formode, at personen har begået den påståede forbrydelse, og at en stævning er tilstrækkelig til at sikre personens tilstedeværelse, skal kammeret udstede en stævning om fremmøde, med eller uden frihedsbegrænsende vilkår (bortset fra tilbageholdelse), hvis dette er bestemt i national lovgivning. Stævningen skal indeholde følgende:

(a) navnet på den pågældende person samt andre relevante oplysninger til identifikation af personen,

(b) den præcise dato, hvor personen skal give møde,

(c) en konkret henvisning til de forbrydelser under domstolens jurisdiktion, som den pågældende person påstås at have begået, og

(d) en kortfattet fremstilling af de kendsgerninger, der påstås at udgøre forbrydelsen. Stævningen skal forkyndes for den pågældende person.

Artikel 59

Anholdelsesprocedure i forvaringsstaten

1. En deltagerstat, der har modtaget en anmodning om foreløbig anholdelse eller om anholdelse og overførelse, skal uden ophold tage skridt til at anholde den pågældende person i henhold til statens lovgivning og bestemmelserne i kapitel 9.

2. En anholdt person skal uden ophold stilles for den kompetente judicielle myndighed i forvaringsstaten, som på grundlag af den pågældende stats lovgivning skal vurdere:

(a) om beslutningen gælder den pågældende person,

(b) om den pågældende person er blevet anholdt i overensstemmelse med gældende regler, og

(c) om personens rettigheder er blevet respekteret.

3. Den anholdte skal have ret til at ansøge den kompetente myndighed i forvaringsstaten om midlertidig løsladelse indtil overførelsen.

4. Med henblik på at træffe afgørelse vedrørende en sådan ansøgning skal den kompetente myndighed i forvaringsstaten vurdere, hvorvidt der, under hensyn til grovheden af de påståede forbrydelser, er hastende og ekstraordinære forhold, der retfærdiggør midlertidig løsladelse, og hvorvidt der foreligger de nødvendige garantier, som kan sikre, at forvaringsstaten kan opfylde sin forpligtelse til at overføre den pågældende person til domstolen. Den kompetente myndighed i forvaringsstaten skal ikke være berettiget til at vurdere, hvorvidt arrestordren er korrekt udstedt i henhold til artikel 58, stk. 1 (a) og (b).

5. Forundersøgelseskammeret skal underrettes om enhver anmodning om midlertidig løsladelse og skal fremkomme med en anbefaling til den kompetente myndighed i forvaringsstaten. Den kompetente myndighed i forvaringsstaten skal tillægge en sådan anbefaling fuld vægt, herunder eventuelle anbefalinger om foranstaltninger til at forhindre den pågældende person i at undvige, inden afgørelsen foreligger.

6. Hvis personens ansøgning om midlertidig løsladelse imødekommes, kan forundersøgelseskammeret anmode om løbende rapporter om forløbet af den midlertidige løsladelse.

7. Så snart en ordre om overførelse af den pågældende person fra forvaringsstaten foreligger, skal han eller hun overgives til domstolen hurtigst muligt.

Artikel 60

Indledende domsforhandling

1. Ved overførelse af personen til domstolen eller ved personens frivillige fremmøde eller møde efter indstævning skal forundersøgelseskammeret sikre sig, at personen er blevet underrettet om de forbrydelser, som han eller hun påstås at have begået, og om sine rettigheder i henhold til statutten, herunder retten til at ansøge om midlertidig løsladelse indtil domsforhandlingen.

2. En person, der er genstand for en anholdelsesbeslutning, kan ansøge om midlertidig løsladelse indtil domsforhandlingen. Hvis forundersøgelseskammeret finder det godtgjort, at betingelserne fastsat i artikel 58, stk. 1, er opfyldt, skal personen fortsat tilbageholdes. Hvis den ikke finder dette godtgjort, skal forundersøgelseskammeret løslade den pågældende person med eller uden vilkår.

3. Forundersøgelseskammeret skal løbende prøve dets afgørelse om løsladelse eller tilbageholdelse af den pågældende person, og kan gøre dette på et hvilket som helst tidspunkt på anklagerens eller den pågældende persons anmodning. Ved sådan prøvelse kan forundersøgelseskammeret ændre sin afgørelse om tilbageholdelse, løsladelse eller vilkårene for løsladelse, hvis kammeret finder det godtgjort, at ændrede omstændigheder gør det påkrævet.

4. Forundersøgelseskammeret skal sikre, at en person ikke tilbageholdes i et urimeligt tidsrum forud for domsforhandlingen på grund af en ikke-undskyldelig forsinkelse fra anklagerens side. Hvis en sådan forsinkelse indtræffer, skal domstolen tage stilling til løsladelse af personen med eller uden vilkår.

5. Forundersøgelseskammeret kan om nødvendigt udstede en anholdelsesbeslutning for at sikre tilstedeværelsen af en person, der er blevet løsladt.

Artikel 61

Godkendelse af tiltalen inden domsforhandlingen

1. Forundersøgelseskammeret skal med forbehold for bestemmelserne i stk. 2 inden for rimelig tid efter personens overførelse eller frivillige fremmøde for domstolen afholde et retsmøde med henblik på at godkende den tiltale, på grundlag af hvilken anklageren påtænker at retsforfølge. Anklageren, anklagede og anklagedes advokat skal være til stede under retsmødet.

2. Forundersøgelseskammeret kan efter anmodning fra anklageren eller på eget initiativ afholde et retsmøde uden den anklagedes tilstedeværelse med henblik på at godkende den tiltale, på grundlag af hvilken anklageren påtænker at retsforfølge, hvis den pågældende person:

(a) har givet afkald på hans eller hendes ret til at være til stede, eller

(b) er flygtet eller ikke kan findes, og alle rimelige skridt er blevet taget for at sikre hans eller hendes fremmøde for domstolen og for at underrette personen om anklagerne og om, at der vil blive afholdt et retsmøde for at godkende den pågældende tiltale.

I dette tilfælde skal den pågældende person repræsenteres af en forsvarer, hvis forundersøgelseskammeret beslutter, at dette er i retfærdighedens interesse.

3. I rimelig tid før retsmødet skal personen:

(a) modtage en kopi af et dokument, der indeholder den tiltale, på grundlag af hvilken anklageren påtænker at retsforfølge personen, og

(b) underrettes om de beviser, som anklageren påtænker at gøre gældende under retsmødet.

Forundersøgelseskammeret kan afsige kendelser vedrørende fremlæggelse af oplysninger i forbindelse med retsmødet.

4. Inden retsmødet kan anklageren fortsætte efterforskningen og ændre eller frafalde ethvert tiltalepunkt. Personen skal med et rimeligt varsel før retsmødet underrettes om enhver ændring af eller tilføjelse til tiltalen. Såfremt tiltalepunkter frafaldes, skal anklageren underrette forundersøgelseskammeret om årsagerne hertil.

5. Under retsmødet skal anklageren underbygge hvert tiltalepunkt med tilstrækkelige beviser til at godtgøre vægtige grunde til at formode, at personen har begået den pågældende forbrydelse. Anklageren kan fremlægge bevis i form af dokumenter eller en sammenfatning og behøver ikke indkalde de vidner, der forventes at afgive vidneforklaring under domsforhandlingen.

6. Under retsmødet kan den pågældende person:

(a) gøre indsigelse mod tiltalen,

(b) anfægte beviser fremlagt af anklageren, og

(c) fremlægge beviser.

7. Forundersøgelseskammeret skal på grundlag af retsmødet vurdere, hvorvidt der er tilstrækkelige beviser til at godtgøre vægtige grunde til at formode, at den pågældende person har begået hver af de forbrydelser, som han eller hun er tiltalt for. På grundlag af sin vurdering skal forundersøgelseskammeret:

(a) godkende tiltalepunkter, med hensyn til hvilke det er godtgjort, at der er tilstrækkelige beviser, og henvise personen til et domskammer til domsforhandling af de godkendte anklagepunkter,

(b) afstå fra at godkende tiltalepunkter, som kammeret har fastslået, at der ikke er tilstrækkelige beviser for,

(c) hæve retsmødet og anmode anklageren om at overveje:

(i) at fremskaffe yderligere beviser eller gennemføre yderligere efterforskning med hensyn til et bestemt tiltalepunkt, eller

(ii) at ændre et tiltalepunkt, idet de fremlagte beviser forekommer at godtgøre en anden forbrydelse under domstolens jurisdiktion.

8. Hvis forundersøgelseskammeret afviser at godkende et tiltalepunkt, skal dette ikke udelukke anklageren fra efterfølgende at anmode om, at dette godkendes, såfremt anmodningen underbygges af yderligere beviser.

9. Efter godkendelse af tiltalen og før domsforhandlingens påbegyndelse kan anklageren, med tilladelse fra forundersøgelseskammeret og efter at have underrettet tiltalte, ændre tiltalen. Hvis anklageren søger at tilføje yderligere tiltalepunkter eller erstatte de eksisterende med alvorligere tiltalepunkter, skal der afholdes et retsmøde i henhold til denne artikel til godkendelse af de pågældende tiltalepunkter. Når domsforhandlingen er påbegyndt, kan anklageren med domskammerets tilladelse frafalde tiltalen.

10. En tidligere udstedt anholdelsesbeslutning skal ophøre med at have virkning med hensyn til tiltalepunkter, der ikke er blevet godkendt af forundersøgelseskammeret, eller som anklageren har frafaldet.

11. Når tiltalen er blevet godkendt i henhold til denne artikel, skal præsidentskabet nedsætte et domskammer, som med forbehold for stk. 9 og artikel 64, stk. 4, skal være ansvarligt for førelsen af den efterfølgende sag og kan udøve enhver af forundersøgelseskammerets funktioner, der er relevant og anvendelig i den pågældende sag.

KAPITEL 6.

DOMSFORHANDLINGEN

Artikel 62

Stedet for domsforhandling

Medmindre andet er besluttet, skal domsforhandlingen afholdes på det sted, hvor domstolen har sit sæde.

Artikel 63

Domsforhandling i tiltaltes tilstedeværelse

1. Tiltalte skal være til stede under domsforhandlingen.

2. Hvis tiltalte under sin tilstedeværelse ved domstolen vedvarende udviser forstyrrende adfærd, kan domskammeret bortvise tiltalte fra retssalen, men det skal træffe forholdsregler, således at tiltalte kan følge retssagen og instruere sin forsvarer fra et sted uden for retssalen, om nødvendigt ved brug af kommunikationsteknologi. Sådanne skridt skal kun tages under ekstraordinære omstændigheder, efter at andre rimelige alternativer har vist sig at være utilstrækkelige, og kun så længe det er strengt nødvendigt.

Artikel 64

Domskammerets funktioner og beføjelser

1. Domskammerets funktioner og beføjelser som fastlagt i denne artikel skal udøves i overensstemmelse med denne statut og procesreglementet.

2. Domskammeret skal sikre, at domsforhandlingen er retfærdig og hurtig, og at sagen føres med fuld respekt for tiltaltes rettigheder og med passende hensyntagen til beskyttelse af ofre og vidner.

3. Ved berammelse af en sag til domsforhandling i henhold til denne statut skal det domskammer, som sagen er henvist til:

(a) rådføre sig med parterne og vedtage sådanne procedurer, som er nødvendige for at fremme en retfærdig og hurtig behandling af sagen,

(b) afgøre hvilket eller hvilke sprog, der skal benyttes under domsforhandlingen, og

(c) med forbehold for andre relevante bestemmelser i denne statut drage omsorg for, at dokumenter eller oplysninger, der ikke tidligere er blevet fremlagt, fremlægges så betids før domsforhandlingens påbegyndelse, at der sikres mulighed for tilstrækkelig forberedelse af domsforhandlingen.

4. Domskammeret kan, hvis det er nødvendigt af hensyn til dets effektive og retfærdige funktion, henvise foreløbige spørgsmål til forundersøgelseskammeret eller om nødvendigt til en anden disponibel dommer i forundersøgelsesafdelingen.

5. Efter underretning af parterne kan domskammeret efter omstændighederne træffe beslutning om sammenlægning eller opdeling af sager ved tiltaler mod mere end én tiltalt.

6. Under udøvelsen af dets funktioner forud for domsforhandlingen eller under domsforhandlingen kan domskammeret om nødvendigt:

(a) udøve enhver af forundersøgelseskammerets funktioner, som nævnt i artikel 61, stk. 11,

(b) kræve tilstedeværelsen af og vidneudsagn fra vidner samt fremlæggelse af dokumenter og andre beviser, om nødvendigt ved at anmode om bistand fra stater som fastlagt i denne statut,

(c) drage omsorg for beskyttelse af fortrolige oplysninger,

(d) afsige kendelse om fremlæggelse af beviser i tillæg til de beviser, der allerede er indsamlet inden domsforhandlingen eller er fremlagt af parterne under domsforhandlingen,

(e) drage omsorg for beskyttelse af tiltalte, vidner og ofre, og

(f) afsige kendelse om ethvert andet relevant anliggende.

7. Domsforhandlingen skal være offentlig. Domskammeret kan dog bestemme, at særlige omstændigheder kræver, at visse dele af domsforhandlingen skal foregå for lukkede døre af hensyn til de formål, der er anført i artikel 68, eller for at beskytte fortrolige eller følsomme oplysninger, der skal fremlægges som bevis.

8. (a) Ved domsforhandlingens påbegyndelse skal domskammeret påse, at de tiltalepunkter, der tidligere er godkendt af forundersøgelseskammeret, oplæses for tiltalte. Domskammeret skal sikre sig, at tiltalte forstår tiltalepunkternes karakter. Domskammeret skal give ham eller hende lejlighed til at erklære sig skyldig i overensstemmelse med artikel 65 eller ikke skyldig.

(b) Under domsforhandlingen kan retsformanden give instruktioner om sagens førelse, herunder for at sikre, at den er retfærdig og upartisk. Med forbehold for eventuelle instruktioner fra retsformanden kan parterne fremlægge beviser i henhold til bestemmelserne i denne statut.

9. Efter anmodning fra en part eller af egen drift kan domskammeret blandt andet:

(a) afsige kendelser om bevisers antagelighed eller relevans og

(b) tage alle nødvendige skridt for at opretholde orden under et retsmøde.

10. Domskammeret skal sikre, at der føres en fuldstændig protokol over sagen med en nøjagtig gengivelse af domsforhandlingen, samt at protokollen føres og opbevares af justitssekretæren.

Artikel 65

Tilståelsessager

1. Hvis tiltalte erkender sig skyldig i henhold til artikel 64, stk. 8 (a), skal domskammeret afgøre, hvorvidt:

(a) tiltalte forstår karakteren af tilståelsen og følgerne heraf,

(b) tilståelsen er afgivet frivilligt og efter tilstrækkelig drøftelse med en forsvarer, og

(c) tilståelsen er bestyrket af sagens faktiske oplysninger som indeholdt i:

(i) den tiltale, der er rejst af anklageren og erkendt af tiltalte,

(ii) materiale fremlagt af anklageren, der supplerer tiltalen og er accepteret af tiltalte, og

(iii) andre beviser, såsom vidneforklaringer fremlagt af anklageren eller af tiltalte.

2. Hvis domskammeret finder, at betingelserne i stk. 1 er opfyldte, skal det anse, at tilståelsen sammen med yderligere fremlagte beviser fastslår alle væsentlige faktiske forhold, der er påkrævet for at bevise den forbrydelse, som tilståelsen gælder, og kammeret kan dømme tiltalte for forbrydelsen.

3. Hvis domskammeret ikke finder, at betingelserne i stk. 1 er opfyldte, skal kammeret anse tilståelsen som ikke afgivet og skal i så tilfælde bestemme, at retssagen fortsættes efter de almindelige regler for domsforhandling, som er fastlagt i denne statut, og kammeret kan overgive sagen til et andet domskammer.

4. Hvis domskammeret er af den opfattelse, at en mere fuldstændig fremstilling af sagens faktum er påkrævet af hensyn til retfærdighed, navnlig af hensyn til ofrene, kan domskammeret:

(a) anmode anklageren om at fremlægge yderligere beviser, herunder vidneudsagn, eller

(b) bestemme, at retssagen fortsættes i henhold til de almindelige regler for domsforhandling, som er fastlagt i denne statut, og kammeret skal i så tilfælde anse tilståelsen som ikke afgivet, og kan overgive sagen til et andet domskammer.

5. Drøftelser mellem anklageren og forsvaret med hensyn til ændringer af tiltalen, tilståelsen eller strafudmålingen er ikke bindende for domstolen.

Artikel 66

Uskyldsformodning

1. Enhver person skal anses for uskyldig, indtil den pågældende er kendt skyldig ved domstolen i overensstemmelse med gældende ret.

2. Bevisbyrden for tiltaltes skyld påhviler anklageren.

3. For at kunne kende tiltalte skyldig, må domstolen være overbevist om, at tiltaltes skyld er bevist ud over enhver rimelig tvivl.

Artikel 67

Tiltaltes rettigheder

1. Ved afgørelsen af ethvert tiltalepunkt, skal den tiltalte være berettiget til offentlige retsmøder, under hensyntagen til bestemmelserne i denne statut, og til en retfærdig og upartisk behandling af sagen samt ret til følgende ligeværdige minimumsgarantier:

(a) ret til at blive underrettet uden ophold og i detaljer om tiltalepunktets karakter, begrundelse og indhold på et sprog, som tiltalte fuldt ud forstår og taler,

(b) ret til at få tilstrækkelig tid til og mulighed for at forberede sit forsvar og til frit og i fortrolighed at kommunikere med en forsvarer efter eget valg,

(c) ret til at få sin sag behandlet uden unødig forsinkelse,

(d) med forbehold for artikel 63, stk. 2, ret til at være til stede under domsforhandlingen, til selv, eller med juridisk bistand efter eget valg, at føre sit forsvar, til, såfremt den anklagede ikke har juridisk bistand, at blive underrettet om denne ret, samt til at få beskikket juridisk bistand i alle tilfælde, hvor det er påkrævet af hensyn til retfærdighed, og uden at den anklagede skal betale herfor, hvis den tiltalte ikke har tilstrækkelige midler til selv at betale,

(e) ret til at afhøre eller få afhørt personer, der vidner imod tiltalte, samt til at opnå, at personer, der skal vidne for tiltalte, er til stede og afhøres på samme betingelser som de personer, der vidner imod tiltalte. Den tiltalte skal ydermere have ret til at forsvare sig og til at fremlægge andre beviser, der er tilladte i henhold til denne statut,

(f) ret til at få vederlagsfri bistand af en kompetent tolk og de oversættelser, der måtte være nødvendige for at opfylde kravene om retfærdighed, såfremt en hvilken som helst del af domsforhandlingen eller dokumenter, der fremlægges for domstolen, foregår eller er på et sprog, som den tiltalte ikke fuldt ud forstår og taler,

(g) ret til ikke at blive tvunget til at vidne eller til at erkende skyld, og ret til ikke at udtale sig, uden at sådan tavshed tillægges vægt ved afgørelsen af skyldspørgsmålet,

(h) ret til at afgive en mundtlig eller skriftlig forklaring til sit forsvar uden at aflægge ed, og

(i) ret til ikke at blive pålagt omvendt bevisbyrde eller at føre modbevis for noget forhold.

2. I tillæg til enhver anden fremlæggelse fastlagt i denne statut skal anklageren snarest muligt fremlægge sådanne beviser for forsvaret, som er i anklagerens besiddelse, eller som er undergivet anklagerens rådighed, og som han eller hun formoder viser eller går i retning af at vise tiltaltes uskyld eller til at begrænse tiltaltes skyld, eller som kan påvirke troværdigheden af anklagerens beviser. Domstolen træffer afgørelse, hvis der opstår tvivl med hensyn til anvendelsen af dette stykke.

Artikel 68

Beskyttelse af ofre og vidner samt deres deltagelse i sagen

1. Domstolen skal tage passende skridt til at beskytte ofres og vidners sikkerhed, fysiske og psykiske velfærd, værdighed og privatliv. Domstolen skal i den forbindelse tage hensyn til alle relevante omstændigheder, herunder alder, køn, som defineret i artikel 7, stk. 3, og helbred, og forbrydelsens karakter, navnlig, men ikke begrænset til, tilfælde, hvor forbrydelsen vedrører seksuelle overgreb, kønsbestemt vold eller vold mod børn. Anklageren skal tage sådanne skridt navnlig under efterforskningen og retsforfølgningen af sådanne forbrydelser. Disse skridt må ikke være til skade for eller uforenelige med tiltaltes rettigheder og en retfærdig og upartisk rettergang.

2. Som en undtagelse fra princippet om offentlige retsmøder i artikel 67 kan domstolens kamre, for at beskytte ofre og vidner eller en tiltalt, føre en hvilken som helst del af domsforhandlingen for lukkede døre eller tillade, at beviser fremlægges elektronisk eller på anden særlig måde. Sådanne skridt skal navnlig tages i sager, hvor ofret har været udsat for seksuelt overgreb, eller hvor ofret eller vidnet er et barn, medmindre domstolen bestemmer andet under hensyntagen til alle omstændigheder, i særdeleshed ofrets eller vidnets synspunkter.

3. Hvor ofrenes personlige interesser berøres, skal domstolen tillade, at ofrenes synspunkter og forhold, de er optaget af, fremlægges og behandles på sådanne stadier af domsforhandlingen, som domstolen måtte finde hensigtsmæssigt, og på en måde, der ikke er til skade for eller uforenelig med tiltaltes rettigheder og en retfærdig og upartisk rettergang. Sådanne synspunkter og betænkeligheder kan fremsættes af ofrenes juridiske repræsentanter, hvis domstolen finder det hensigtsmæssigt og i overensstemmelse med procesreglementet.

4. Afdelingen for ofre og vidner kan rådgive anklageren og domstolen om hensigtsmæssige beskyttelsesforanstaltninger, sikkerhedsarrangementer, vejledning og bistand som nævnt i artikel 43, stk. 6.

5. Hvis fremlæggelsen af beviser eller oplysninger i henhold til denne statut kan bringe et vidne eller hans eller hendes familie alvorligt i fare, kan anklageren i forbindelse med retsmøder forud for domsforhandlingen tilbageholde sådanne beviser eller oplysninger og i stedet fremlægge en sammenfatning heraf. Sådanne skridt skal tages på en måde, der ikke er til skade for eller uforenelig med tiltaltes rettigheder og en retfærdig og upartisk rettergang.

6. En stat kan fremsætte anmodning om, at der tages de nødvendige skridt til beskyttelse af statens embedsmænd eller befuldmægtigede og til beskyttelse af fortrolige eller følsomme oplysninger.

Artikel 69

Beviser

1. Før et vidne afgiver forklaring, skal vidnet i overensstemmelse med procesreglementet forsikre, at han eller hun kun vil tale sandhed.

2. Et vidne skal afgive forklaring personligt under domsforhandlingen, medmindre andet er bestemt i artikel 68 eller i procesreglementet. Domstolen kan ligeledes tillade afgivelse af en mundtlig (viva voce) eller optaget vidneforklaring ved hjælp af video- eller lydteknologi, samt fremlæggelse af dokumenter eller udskrifter, med forbehold for denne statuts bestemmelser og i overensstemmelse med procesreglementet. Sådanne skridt skal ikke være til skade for eller uforenelige med tiltaltes rettigheder.

3. Parterne kan fremlægge beviser, der er relevante for sagen, i henhold til artikel 64. Domstolen kan anmode om fremlæggelse af alle beviser, som den finder nødvendige for at nå frem til sandheden.

4. Domstolen kan afsige kendelser om relevansen eller antageligheden af beviser, blandt andet under hensyntagen til bevisets styrke og den skadevirkning beviset kan have for en retfærdig rettergang eller en retfærdig vurdering af vidneudsagn i henhold til procesreglementet.

5. Domstolen skal respektere og overholde særlige regler om fortrolighed, som er fastsat i procesreglementet.

6. Domstolen skal ikke kræve bevisførelse for kendsgerninger, der er alment kendte, men kan lægge dem til grund.

7. Beviser, der er indhentet i modstrid med denne statut eller internationalt anerkendte menneskerettigheder, skal ikke tillades ført, såfremt:

(a) overtrædelsen rejser væsentlig tvivl om bevisets pålidelighed, eller

(b) tilladelsen til at føre beviset ville være i modstrid med og til alvorlig skade for retsforhandlingernes integritet.

8. Ved afgørelsen af, om beviser indsamlet af en stat er relevante eller skal tillades ført, skal domstolen ikke tage stilling til anvendelsen af statens nationale lovgivning.

Artikel 70

Strafbare handlinger rettet mod retsplejen

1. Domstolen har jurisdiktion med hensyn til følgende strafbare handlinger rettet mod retsplejen, når de er begået med forsæt:

(a) afgivelse af falsk forklaring, når den pågældende person i henhold til artikel 69, stk. 1, er forpligtet til at tale sandt,

(b) fremlæggelse af bevis, som den pågældende part ved er falsk eller forfalsket,

(c) utilbørlig påvirkning af et vidne, forhindring af eller indblanding i et vidnes tilstedeværelse eller forklaring, repressalier mod et vidne på grund af den pågældendes forklaring, eller ødelæggelse, ændring eller indblanding med hensyn til indsamlingen af beviser,

(d) hindring, fremsættelse af trusler mod eller utilbørlig påvirkning af en embedsmand ved domstolen med det formål at tvinge eller overtale embedsmanden til ikke at udføre sine pligter eller til at udføre dem uforsvarligt,

(e) udøvelse af repressalier mod en embedsmand ved domstolen på grund af pligter udført af den pågældende eller en anden embedsmand,

(f) opfordring til eller modtagelse af bestikkelse som embedsmand ved domstolen under udøvelsen af sine officielle pligter.

2. De principper og procedurer, der gælder for domstolens udøvelse af jurisdiktion med hensyn til strafbare handlinger rettet mod retsplejen i henhold til denne artikel skal være fastlagt i procesreglementet. Vilkår for at yde international retshjælp til domstolen med hensyn til sager i henhold til denne artikel skal reguleres af national lovgivning i den anmodede stat.

3. Ved domfældelse kan domstolen idømme en fængselsstraf, der ikke overstiger 5 år, en bøde eller begge dele, i henhold til procesreglementet.

4. (a) Hver deltagerstat skal udvide sin straffelovgivning om strafbare handlinger rettet mod integriteten af dens egen efterforskning eller retspleje til at omfatte de strafbare handlinger, der er nævnt i denne artikel, begået på dens territorium eller af dens statsborgere.

(b) Efter anmodning fra domstolen, når den anser det for passende, skal deltagerstaten indbringe sagen for sine kompetente myndigheder med henblik på retsforfølgning. Disse myndigheder skal behandle sådanne sager med omhu og afsætte tilstrækkelige ressourcer til sagernes effektive behandling.

Artikel 71

Sanktioner mod foragt for domstolen

1. Domstolen kan pålægge personer, der udviser foragt for domstolen, herunder forstyrrer domsforhandlingen eller bevidst nægter at efterkomme dens instruktioner, sanktioner i form af andre administrative foranstaltninger end fængsling, for eksempel midlertidig eller permanent bortvisning fra retssalen, bøde eller andre lignende foranstaltninger, som fastlagt i procesreglementet.

2. Fremgangsmåden ved pålæg af de foranstaltninger, der er nævnt i stk. 1, skal følge reglerne herom i procesreglementet.

Artikel 72

Beskyttelse af oplysninger om national sikkerhed

1. Denne artikel finder anvendelse i alle tilfælde, hvor fremlæggelse af oplysninger eller dokumenter fra den stat efter den pågældende stats vurdering vil skade dens nationale sikkerhedsinteresser. Dette omfatter blandt andet tilfælde, der falder inden for rammerne af artikel 56, stk. 2 og 3, artikel 61, stk. 3, artikel 64, stk. 3, artikel 67, stk. 2, artikel 68, stk. 6, artikel 87, stk. 6 og artikel 93, samt tilfælde, der måtte opstå på ethvert af sagens stadier, hvor en sådan fremlæggelse kommer på tale.

2. Denne artikel finder ligeledes anvendelse, hvor en person, der er blevet anmodet om at afgive oplysninger eller beviser, har nægtet dette eller har henvist sagen til staten med den begrundelse, at fremlæggelse vil skade en stats nationale sikkerhedsinteresser, og den pågældende stat bekræfter, at den er af den opfattelse, at fremlæggelse vil skade dens nationale sikkerhedsinteresser.

3. Intet i denne artikel skal foregribe de krav om fortrolighed, der finder anvendelse i medfør af artikel 54, stk. 3 (e) og (f), eller anvendelsen af artikel 73.

4. Hvis en stat erfarer, at dens oplysninger eller dokumenter bliver eller sandsynligvis vil blive fremlagt på et af sagens stadier, og den finder, at fremlæggelse vil skade dens nationale sikkerhedsinteresser, skal den pågældende stat have ret til at intervenere med henblik på at opnå en løsning af spørgsmålet i henhold til denne artikel.

5. Såfremt en stat finder, at fremlæggelse af oplysninger vil skade dens nationale sikkerhedsinteresser, vil alle rimelige skridt blive taget af staten, sammen med anklageren, forsvaret eller forundersøgelseskammeret eller domskammeret, alt efter omstændighederne, med henblik på i samarbejde at søge en løsning på sagen. Sådanne skridt kan omfatte:

(a) ændring eller uddybning af anmodningen,

(b) en afgørelse fra domstolen vedrørende relevansen af de oplysninger eller beviser, der søges, eller en afgørelse om, at beviserne, omend relevante, kan indhentes eller er blevet indhentet fra en anden kilde end den anmodede stat,

(c) indhentelse af oplysninger eller beviser fra en anden kilde eller i en anden form, eller

(d) aftale om vilkår for bistanden, herunder blandt andet ved fremlæggelse af sammenfatninger eller redigerede dokumenter, begrænsninger i fremlæggelsen, brug af retsmøder for lukkede døre (in camera) eller ensidige retsmøder (ex parte), eller andre tilladte beskyttelsesforanstaltninger i henhold til statutten eller procesreglementet.

6. Når ethvert rimeligt skridt er blevet taget med henblik på at løse sagen ved samarbejde, og staten finder, at det uanset fremgangsmåde eller vilkår ikke er muligt at fremlægge oplysningerne eller dokumenterne, uden at det vil skade statens nationale sikkerhedsinteresser, skal den underrette anklageren eller domstolen om de konkrete grunde til dens beslutning, medmindre en konkret beskrivelse af grundene i sig selv nødvendigvis vil skade statens nationale sikkerhedsinteresser.

7. Hvis domstolen derefter beslutter, at bevismaterialet er relevant og nødvendigt for afgørelsen af skyldspørgsmålet, kan domstolen tage følgende skridt:

(a) hvor fremlæggelse af oplysningerne eller dokumenterne søges i medfør af en anmodning om samarbejde i henhold til kapitel 9 eller under omstændigheder, som beskrevet i stk. 2, og staten har påberåbt sig den begrundelse for afslag, der er nævnt i artikel 93, stk. 4:

(i) kan domstolen, inden den når til en konklusion som nævnt i stk. 7 (a) (ii), anmode om yderligere samråd eller holde et retsmøde for at vurdere statens tilkendegivelser, hvilket om nødvendigt kan omfatte retsmøder for lukkede døre (in camera) og ensidige retsmøder (ex parte),

(ii) kan domstolen henvise sagen i overensstemmelse med artikel 87, stk. 7, med angivelse af grundene til dens konklusion, hvis den konkluderer, at den pågældende stat ved at påberåbe sig den begrundelse for afvisning, der er nævnt i artikel 93, stk. 4, efter sagens omstændigheder ikke optræder i overensstemmelse med dens forpligtelser i henhold til denne statut, og

(iii) kan domstolen i tiltaltes sag drage sådanne slutninger, som den efter omstændighederne finder passende med hensyn til, om et forhold foreligger eller ikke, eller

(b) i alle andre tilfælde:

(i) afsige kendelse om fremlæggelse, eller

(ii) for så vidt den ikke afsiger kendelse om fremlæggelse, drage sådanne slutninger, som den efter omstændighederne finder passende med hensyn til, om et forhold foreligger eller ikke.

Artikel 73

Oplysninger eller dokumenter fra tredjemand

Hvis en deltagerstat af domstolen bliver anmodet om at udlevere et dokument eller oplysninger, som er i statens varetægt, besiddelse eller under dens kontrol, og som er blevet fremlagt for den i fortrolighed af en stat, mellemstatslig organisation eller international organisation, skal den pågældende stat indhente ophavsmandens samtykke til fremlæggelse af dokumentet eller oplysningerne. Hvis ophavsmanden er en deltagerstat, skal den enten give samtykke til fremlæggelse af oplysningerne eller dokumentet eller påtage sig at løse problemet om fremlæggelse sammen med domstolen i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 72. Hvis ophavsmanden ikke er en deltagerstat og nægter at give samtykke til fremlæggelse, skal den anmodede stat underrette domstolen om, at den ikke er i stand til at udlevere dokumentet eller oplysningerne på grund af en forud eksisterende forpligtelse over for ophavsmanden om fortrolighed.

Artikel 74

Krav til afgørelsen

1. Samtlige domskammerets dommere skal være til stede på ethvert stadium af domsforhandlingen og under voteringen. Præsidentskabet kan fra sag til sag udpege én eller flere dommersuppleanter, som måtte være til rådighed, til at være til stede på ethvert stadium af domsforhandlingen og til at erstatte et medlem af domskammeret, hvis det pågældende medlem får forfald.

2. Domskammerets afgørelse skal hvile på dets vurdering af bevismaterialet og sagen i dens helhed. Afgørelsen må ikke gå ud over de kendsgerninger og omstændigheder, der er beskrevet i tiltalen og i eventuelle ændringer heri. Domstolen skal basere sin afgørelse udelukkende på bevismateriale fremlagt og behandlet under retssagen.

3. Dommerne skal bestræbe sig på at nå frem til en enstemmig afgørelse; er dette ikke muligt, skal afgørelsen træffes af et flertal af dommerne.

4. Domskammerets voteringer er hemmelige.

5. Afgørelsen skal være skriftlig og skal indeholde en fuldstændig og begrundet redegørelse for domskammerets bevisvurdering og konklusioner. Domskammeret skal fremlægge én afgørelse. Hvor der ikke er enstemmighed, skal domskammerets afgørelse indeholde flertallets og mindretallets synspunkter. Afgørelsen eller en sammenfatning heraf skal afsiges for åbne døre.

Artikel 75

Erstatning til ofre

1. Domstolen skal fastlægge principper om erstatning til eller vedrørende ofre, herunder genoprettelse, erstatning og rehabilitering. Domstolen kan på dette grundlag i dommen, enten efter anmodning eller under ekstraordinære omstændigheder af egen drift, fastlægge rækkevidde og omfang af tingsskade, tab og personskade på eller i relation til ofre, og skal anføre de principper, som den har lagt til grund.

2. Domstolen kan afsige en kendelse direkte mod en domfældt med angivelse af passende erstatning til eller vedrørende ofre, herunder genoprettelse, erstatning og rehabilitering.

Domstolen kan efter omstændighederne afsige kendelse om, at erstatningen skal udbetales gennem den særlige fond, der oprettes i henhold til artikel 79.

3. Inden domstolen afsiger kendelse i medfør af denne artikel, kan den anmode om bemærkninger fra eller på vegne af den domfældte person, ofre og andre personer eller stater med interesse i sagen og skal tage disse i betragtning.

4. Efter domfældelse af en person for en forbrydelse under domstolens jurisdiktion kan domstolen under udøvelsen af sine beføjelser i henhold til denne artikel afgøre, hvorvidt det er nødvendigt at tage skridt i henhold til artikel 93, stk. 1, for at fuldbyrde en kendelse afsagt i henhold til denne artikel.

5. En deltagerstat skal fuldbyrde en kendelse afsagt i henhold til denne artikel, som om bestemmelserne i artikel 109 fandt anvendelse på denne artikel.

6. Intet i denne artikel skal fortolkes på en måde, som vil foregribe ofres rettigheder i henhold til national lovgivning eller folkeretten.

Artikel 76

Domsafsigelse og strafudmåling

1. I tilfælde af domfældelse skal domskammeret vurdere, hvilken straf der skal idømmes, og skal tage hensyn til de under domsforhandlingen fremlagte beviser og fremsatte anbringender, der er relevante for strafudmålingen.

2. Medmindre artikel 65 finder anvendelse og inden afslutningen af domsforhandlingen, kan domskammeret af egen drift, og skal efter anmodning fra anklageren eller tiltalte, afholde et yderligere retsmøde med henblik på at behandle nye beviser eller anbringender, der er relevante for straffen i overensstemmelse med procesreglementet.

3. Såfremt stk. 2 finder anvendelse, skal anbringender i henhold til artikel 75 behandles på det yderligere retsmøde, der er nævnt i stk. 2, og om nødvendigt på efterfølgende retsmøder.

4. Dommen skal afsiges for åbne døre og, hvor det er muligt, under tiltaltes tilstedeværelse.

KAPITEL 7.

STRAFFE

Artikel 77

Anvendelige straffe

1. Med forbehold for artikel 110 kan domstolen idømme en person, der er domfældt for en forbrydelse i henhold til denne statuts artikel 5, en af følgende straffe:

(a) fængsel i et bestemt antal år, som ikke må overstige 30 år, eller

(b) livsvarigt fængsel, når dette er retfærdiggjort af forbrydelsens grovhed og den domfældtes personlige forhold.

2. I tillæg til fængsel kan domstolen idømme:

(a) bøde på grundlag af de hensyn, der er fastsat i procesreglementet,

(b) konfiskation af udbytte, ejendom og aktiver, der direkte eller indirekte hidrører fra denne forbrydelse, uden at gøre indgreb i de rettigheder, der tilkommer tredjemand i god tro.

Artikel 78

Strafudmåling

1. Ved strafudmålingen skal domstolen i overensstemmelse med procesreglementet tage hensyn til forhold som forbrydelsens grovhed og den domfældtes personlige forhold.

2. Ved idømmelsen af fængselsstraf skal domstolen fratrække den periode, i hvilken den dømte har været varetægtsfængslet i henhold til en kendelse afsagt af domstolen. Domstolen kan fratrække andre perioder, i hvilke den dømte har været varetægtsfængslet i forbindelse med den adfærd, der ligger til grund for forbrydelsen.

3. Hvis en person er blevet domfældt for mere end én forbrydelse, skal domstolen udmåle straf for hver forbrydelse og en fællesstraf med angivelse af den samlede fængslingsperiode. Denne periode skal mindst svare til den længste individuelle straf, der afsiges, og må ikke overstige 30 års fængsel eller livsvarigt fængsel i overensstemmelse med artikel 77, stk. 1 (b).

Artikel 79

Særlig fond

1. Forsamlingen af deltagerstater skal træffe beslutning om at oprette en særlig fond til fordel for ofre for forbrydelser under domstolens jurisdiktion og for ofrenes familier.

2. Domstolen kan afsige kendelse om, at penge og andre formuegoder, der indgår som bøder eller konfiskation, efter domstolens kendelse skal overføres til den særlige fond.

3. Den særlige fond skal administreres i overensstemmelse med vilkår, der skal fastlægges af forsamlingen af deltagerstater.

Artikel 80

Ikke foregribelse af national anvendelse af straffe og national lovgivning

Intet i dette kapitel skal påvirke en stats anvendelse af de straffe, der er foreskrevet i dens nationale lovgivning, eller lovgivningen i stater, der ikke indeholder de straffe, som er foreskrevet i dette kapitel.

KAPITEL 8.

APPEL OG GENOPTAGELSE

Artikel 81

Appel af frifindelse, domfældelse eller strafudmåling

1. En afgørelse i medfør af artikel 74 kan i henhold til procesreglementet appelleres som følger:

(a) anklageren kan appellere af følgende grunde:

(i) rettergangsfejl,

(ii) urigtig bevisbedømmelse, eller

(iii) urigtig retsanvendelse,

(b) domfældte, eller anklageren på den domfældtes vegne, kan appellere af følgende grunde:

(i) rettergangsfejl,

(ii) urigtig bevisbedømmelse,

(iii) urigtig retsanvendelse, eller

(iv) ethvert andet grundlag, der påvirker domsforhandlingens eller afgørelsens rimelighed eller pålidelighed.

2. (a) Strafudmålingen kan i overensstemmelse med procesreglementet appelleres af anklageren eller domfældte på grundlag af misforhold mellem forbrydelse og strafudmåling.

(b) Hvis domstolen i en appel vedrørende strafudmålingen finder, at der er grundlag for hel eller delvis omgørelse, kan den opfordre anklageren og domfældte til at anføre grunde i henhold til artikel 81, stk. 1 (a) eller (b), og kan træffe afgørelse vedrørende skyldspørgsmålet i henhold til artikel 83.

(c) Samme fremgangsmåde anvendes, når domstolen under en appel vedrørende skyldspørgsmålet finder, at der er grundlag for strafnedsættelse i henhold til stk. 2 (a).

3. (a) Domfældte skal forblive varetægtsfængslet under behandlingen af appelsagen, medmindre domskammeret træffer anden afgørelse.

(b) Hvis domfældtes tid i varetægtsfængsel overstiger varigheden af den idømte fængselsstraf, skal domfældte løslades; dog kan løsladelsen, hvis anklageren også appellerer, være underlagt de betingelser, der er anført i litra (c).

(c) Ved frifindelse skal tiltalte løslades umiddelbart, dog med følgende forbehold:

(i) under ekstraordinære omstændigheder og under hensyntagen til blandt andet den konkrete flugtrisiko, forbrydelsens grovhed og sandsynligheden for medhold i appellen, kan domskammeret efter anmodning fra anklageren opretholde varetægtsfængslingen af den pågældende person under behandlingen af appelsagen,

(ii) domskammerets beslutning i henhold til litra (c) (i) kan appelleres i overensstemmelse med procesreglementet.

4. Med forbehold for bestemmelserne i stk. 3 (a) og (b) skal fuldbyrdelsen af dommen eller straffen udsættes i den periode, der er adgang til appel, og så længe appelsagen behandles.

Artikel 82

Appel af andre afgørelser

1. Følgende afgørelser kan appelleres af begge parter i henhold til procesreglementet:

(a) en afgørelse vedrørende jurisdiktion eller antagelighed,

(b) en afgørelse, der efterkommer eller afslår en ansøgning om løsladelse af den person, der er genstand for efterforskning eller retsforfølgning,

(c) en afgørelse fra forundersøgelseskammeret om at handle af egen drift efter artikel 56, stk. 3,

(d) en afgørelse, der vedrører et spørgsmål, som vil have væsentlig indflydelse på en retfærdig og effektiv sagsbehandling eller på domsforhandlingens udfald, og hvor appelkammerets omgående afgørelse af spørgsmålet efter forundersøgelseskammerets eller domskammerets vurdering vil kunne fremme sagsbehandlingen væsentligt.

2. En afgørelse fra forundersøgelseskammeret i henhold til artikel 57, stk. 3 (d) kan appelleres af den pågældende stat eller af anklageren med tilladelse fra forundersøgelseskammeret. Appelbehandlingen skal behandles hurtigt.

3. En appel har ikke opsættende virkning, medmindre appelkammeret efter anmodning afsiger kendelse herom i henhold til procesreglementet.

4. En retslig repræsentant for ofrene, domfældte eller en ejer i god tro af et formuegode, der er blevet negativt berørt af en kendelse i henhold til artikel 75, kan appellere en afgørelse om erstatning, som fastsat i procesreglementet.

Artikel 83

Behandling af appelsager

1. Under retsforhandlinger i henhold til artikel 81 og denne artikel skal appelkammeret have samtlige domskammerets beføjelser.

2. Hvis appelkammeret finder, at den domsforhandling, som appellen vedrører, var urimelig på en måde, der påvirkede pålideligheden af afgørelsen af skyldspørgsmålet eller strafudmålingens, eller at afgørelsen af skyldspørgsmålet eller strafudmålingen, som appellen vedrører, i væsentlig grad var påvirket af urigtig bevisvurdering eller urigtig retsanvendelse, kan kammeret:

(a) omstøde eller ændre afgørelsen af skyldspørgsmålet eller strafudmålingen, eller

(b) beslutte, at der skal gennemføres en ny domforhandling for et andet domskammer.

Appelkammeret kan med henblik herpå hjemvise et spørgsmål vedrørende en sags faktiske omstændigheder til det oprindelige domskammer, som herefter skal afgøre spørgsmålet og melde tilbage i overensstemmelse hermed, eller appelkammeret kan selv indhente beviser for at afgøre spørgsmålet. Hvis kun domfældte, eller anklageren på dennes vegne, har appelleret en afgørelse af skyldspørgsmålet eller strafudmålingen, kan afgørelsen eller strafudmålingen ikke ændres til skade for domfældte.

3. Hvis appelkammeret under en appel af strafudmålingen finder, at straffen står i misforhold til forbrydelsen, kan den ændre strafudmålingen i overensstemmelse med kapitel 7.

4. Appelkammerets afgørelse skal træffes af et flertal af dommerne og afsiges for åbne døre. Dommen skal være begrundet. Såfremt der ikke er enstemmighed, skal appelkammerets dom indeholde både flertallets og mindretallets synspunkter; men en dommer kan vedrørende et retsspørgsmål afgive en særskilt eller dissentierende udtalelse.

5. Appelkammeret kan afsige dom i den frifundne eller domfældte persons fravær.

Artikel 84

Genoptagelse af domfældelse eller strafudmåling

1. En domfældt person eller, hvis denne er afgået ved døden, hans eller hendes ægtefælle, børn, forældre eller en person, der var i live på tidspunktet for tiltaltes død, og som har fået udtrykkelige skriftlige instruktioner fra tiltalte om at fremsætte et sådant krav, eller anklageren på den pågældende persons vegne, kan anmode appelkammeret om at genoptage den endelige domfældelse eller strafudmåling af følgende grunde:

(a) nye beviser er kommet for dagen, som:

(i) ikke forelå på tidspunktet for domsforhandlingen, hvilket hverken helt eller delvis skyldtes den part, der har fremsat anmodningen, og

(ii) er tilstrækkeligt vigtige til, at de, hvis de var blevet påvist under retssagen, sandsynligvis ville have ført til en anden afgørelse,

(b) det er for nyligt blevet opdaget, at afgørende beviser, der blev lagt til grund under retssagen og på hvilke domfældelsen beror, var falske eller forfalskede,

(c) én eller flere af de dommere, der deltog i domfældelsen eller godkendelsen af tiltalen, derved har begået en alvorlig tjenesteforseelse eller alvorlig misligholdelse af sine pligter af tilstrækkelig grovhed til at retfærdiggøre afsættelsen af den eller de pågældende dommere fra embedet i henhold til artikel 46.

2. Appelkammeret skal afvise anmodningen, såfremt den skønnes ubegrundet. Såfremt kammeret finder anmodningen velbegrundet, kan det efter omstændighederne:

(a) genindkalde det oprindelige domskammer,

(b) nedsætte et nyt domskammer, eller

(c) bevare kompetence i sagen med henblik på, efter høring af parterne som fastsat i procesreglementet, at nå frem til en afgørelse om, hvorvidt dommen skal genoptages.

Artikel 85

Erstatning til en anholdt eller domfældt person

1. En person, der har været udsat for ulovlig anholdelse eller fængsling, skal have ret til erstatning, og kravet skal kunne tvangsfuldbyrdes.

2. Hvis en person ved en endelig afgørelse er blevet domfældt for en strafbar handling, og domfældelsen efterfølgende omstødes med henvisning til, at en ny eller nyopdaget kendsgerning utvetydigt viser, at retfærdigheden ikke er sket fyldest, skal den person, der er blevet straffet som følge af domfældelsen, modtage erstatning efter gældende ret, medmindre det er bevist, at den pågældende selv er helt eller delvis skyld i den manglende fremlæggelse af den ukendte faktiske oplysning.

3. Under ekstraordinære omstændigheder, hvor domstolen finder afgørende kendsgerninger, der viser, at retfærdigheden på alvorlig og åbenbar vis ikke er sket fyldest, kan den efter eget skøn tilkende erstatning i henhold til de kriterier, der er anført i procesreglementet, til en person, der er blevet løsladt fra varetægtsfængsling efter en endelig frifindelsesdom eller efter ophævelse af retssagen af den grund.

KAPITEL 9.

INTERNATIONALT SAMARBEJDE OG RETSLIG BISTAND

Artikel 86

Almindelig forpligtelse til samarbejde

Deltagerstaterne skal i henhold til denne statuts bestemmelser samarbejde fuldt ud med domstolen i dens efterforskning og retsforfølgning af forbrydelser under domstolens jurisdiktion.

Artikel 87

Anmodninger om samarbejde: Almindelige bestemmelser

1. (a) Domstolen skal være beføjet til at fremsætte anmodninger om samarbejde til deltagerstaterne. Anmodningerne skal oversendes ad diplomatisk vej eller på en sådan anden hensigtsmæssig måde, som måtte blive anvist af hver deltagerstat ved ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse.

Efterfølgende ændringer i anvisningen skal foretages af hver deltagerstat i henhold til procesreglementet.

(b) Hvis det er hensigtsmæssigt og uden at foregribe bestemmelsen i litra (a), kan anmodninger også oversendes gennem Den Internationale Kriminalpolitiorganisation (INTERPOL) eller en egnet regional organisation.

2. Anmodninger om samarbejde og dokumenter til støtte herfor skal enten være på eller være ledsaget af en oversættelse til den anmodede stats officielle sprog eller et af domstolens arbejdssprog, i overensstemmelse med den pågældende stats valg ved ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse.

Efterfølgende ændringer i dette valg skal foretages i henhold til procesreglementet.

3. Den anmodede stat skal behandle en anmodning om samarbejde og dokumenter til støtte herfor fortroligt, undtagen i det omfang fremlæggelse er nødvendig for anmodningens gennemførelse.

4. Med hensyn til enhver anmodning om bistand, der er fremlagt i henhold til dette kapitel, kan domstolen tage sådanne skridt, som måtte være nødvendige for at sikre ofres, potentielle vidners og deres familiers sikkerhed eller fysiske og psykiske velfærd, herunder skridt til beskyttelse af oplysninger. Domstolen kan anmode om, at oplysninger, der stilles til rådighed i henhold til dette kapitel, skal tilvejebringes og behandles på en måde, der beskytter ofres, potentielle vidners og deres familiers sikkerhed og fysiske eller psykiske velfærd.

5. (a) Domstolen kan opfordre stater, der ikke er deltagere i statutten, til at yde bistand i henhold til dette kapitel på grundlag af en ad hoc-ordning, en aftale med den pågældende stat eller på andet hensigtsmæssigt grundlag.

(b) Såfremt en stat, der ikke er deltager i statutten, og som har indgået en ad hoc- ordning eller en aftale med domstolen, undlader at efterkomme en anmodning om samarbejde i henhold til den pågældende ordning eller aftale, kan domstolen underrette forsamlingen af deltagerstater herom eller Sikkerhedsrådet, i det omfang Sikkerhedsrådet har henvist forholdet til domstolen.

6. Domstolen kan anmode enhver mellemstatslig organisation om at stille oplysninger eller dokumenter til rådighed. Domstolen kan også anmode om andre former for samarbejde og bistand, som den måtte nå til enighed om med en sådan organisation og som er i overensstemmelse med dennes kompetence eller mandat.

7. I det omfang en deltagerstat undlader at efterkomme en anmodning om samarbejde fra domstolen i strid med denne statuts bestemmelser, og derved forhindrer domstolen i at udøve sine funktioner og beføjelser efter denne statut, kan domstolen afsige kendelse herom og henvise sagen til forsamlingen af deltagerstater eller Sikkerhedsrådet, i det omfang Sikkerhedsrådet har henvist forholdet til domstolen.

Artikel 88

Tilgængelighed af nationale procedurer

Deltagerstater skal sikre, at der findes procedurer i national lovgivning for enhver af de former for samarbejde, der er anført i dette kapitel.

Artikel 89

Overførelse af personer til domstolen

1. Domstolen kan fremsende en anmodning om anholdelse og overførelse af en person, vedlagt materiale til støtte herfor, som angivet i artikel 91, til enhver stat, på hvis territorium denne person kan findes, og skal anmode den pågældende stat om at samarbejde med hensyn til anholdelsen og overførelsen af en sådan person. Deltagerstaterne skal i overensstemmelse med dette kapitels bestemmelser og proceduren i national lovgivning efterkomme anmodninger om anholdelse og overførelse.

2. Såfremt den person, der søges overført, gør indsigelse ved en national domstol på grundlag af princippet om negativ retskraft (ne bis in idem) som fastsat i artikel 20, skal den anmodede stat uden ophold rådføre sig med domstolen for at afgøre, om der er afsagt kendelse om sagens antagelighed. Såfremt sagen er antagelig, skal den anmodede stat tage skridt til at efterkomme anmodningen. Hvis en kendelse om antagelighed er under behandling, kan den anmodede stat udskyde efterkommelsen af anmodningen om overførelse af personen, indtil domstolen afsiger kendelse med hensyn til antagelighed.

3. (a) En deltagerstat skal i overensstemmelse med sin nationale retspleje give bemyndigelse til transport gennem sit territorium af en person, der overføres til domstolen af en anden stat, undtagen hvor transit gennem denne stat ville forhindre eller forsinke overførelsen.

(b) En anmodning fra domstolen om transit skal fremsendes i overensstemmelse med artikel 87. Anmodningen om transit skal indeholde:

(i) en beskrivelse af den person, der transporteres,

(ii) en kort fremstilling af sagens kendsgerninger og deres juridiske betegnelse, og

(iii) beslutningen om anholdelse og overførelse.

(c) En person, der transporteres, skal være frihedsberøvet i transitperioden.

(d) Bemyndigelse er ikke påkrævet, hvis personen bliver transporteret med fly, og hvis ingen landing er planlagt på transitstatens territorium.

(e) Såfremt en ikke planlagt landing på transitstatens territorium finder sted, kan denne stat kræve en anmodning om transit fra domstolen, som anført i stk. 3 (b). Transitstaten skal tilbageholde den person, der transporteres, indtil anmodningen om transit er modtaget, og transit effektueres, forudsat at tilbageholdelse med det formål, der er nævnt i denne bestemmelse, ikke forlænges ud over 96 timer fra tidspunktet for den ikke planlagte landing, medmindre anmodningen modtages inden for dette tidsrum.

4. Hvis den person, der søges overført, er genstand for retsforfølgning eller afsoner en straf i den anmodede stat for en anden forbrydelse, der er forskellig fra den, for hvilken overførelse til domstolen søges, skal den anmodede stat efter at have truffet afgørelse om efterkommelse af anmodningen rådføre sig med domstolen.

Artikel 90

Konkurrerende anmodninger

1. En deltagerstat, som modtager en anmodning om overførelse af en person i henhold til artikel 89, og som også modtager en anmodning fra en anden stat om udlevering af den samme person for den samme adfærd, som udgør grundlaget for den forbrydelse, for hvilken domstolen søger den pågældende overført, skal underrette domstolen og den anmodende stat herom.

2. Hvis den anmodende stat er en deltagerstat, skal den anmodede stat give domstolens anmodning forrang, såfremt:

(a) domstolen i henhold til artikel 18 eller 19 har afsagt kendelse om, at den sag, med hensyn til hvilken personen søges overført, er antagelig, og kendelsen tager hensyn til den anmodende stats efterforskning eller retsforfølgning i forbindelse med dens anmodning om udlevering, eller

(b) domstolen afsiger kendelse, som beskrevet i stk. 2 (a) i medfør af den anmodede stats underretning i henhold til stk. 1.

3. Såfremt der ikke er afsagt kendelse i henhold til stk. 2 (a), kan den anmodede stat, mens den afventer domstolens kendelse i medfør af stk. 2 (b), efter eget skøn påbegynde behandlingen af udleveringsanmodningen fra den anmodende stat, men må ikke udlevere personen, før domstolen har afsagt kendelse om, at sagen ikke kan antages. Domstolens kendelse skal behandles hurtigt.

4. Hvis den anmodende stat ikke deltager i denne statut, skal den anmodede stat, hvis den ikke er internationalt forpligtet til at udlevere personen til den anmodende stat, give domstolens anmodning om overførelse forrang, hvis domstolen har afsagt kendelse om, at sagen er antagelig.

5. Såfremt domstolen ikke har afsagt kendelse om, at en sag i henhold til stk. 4 er antagelig, kan den anmodede stat efter eget skøn påbegynde behandlingen af udleveringsanmodningen fra den anmodende stat.

6. I sager, hvor stk. 4 finder anvendelse, men hvor den anmodede stat er under en gældende international forpligtelse til at udlevere personen til den anmodende stat, der ikke deltager i denne statut, skal den anmodede stat afgøre, hvorvidt den vil overføre personen til domstolen eller udlevere personen til den anmodende stat. I forbindelse med denne afgørelse skal den anmodede stat tage alle relevante faktorer i betragtning, herunder, men ikke begrænset til:

(a) respektive datoer for anmodningerne,

(b) den anmodende stats interesser, herunder, hvor det er relevant, hvorvidt forbrydelsen blev begået på dens territorium, og ofrenes og den eftersøgte persons nationalitet, og

(c) muligheden for efterfølgende overførelse mellem domstolen og den anmodende stat.

7. Hvis en deltagerstat, der modtager en anmodning fra domstolen om overførelse af en person, også modtager en anmodning om udlevering fra en stat vedrørende den samme person for anden adfærd end den forbrydelse, der udgør grundlaget for domstolens anmodning om overførelse:

(a) skal den anmodede stat, såfremt den ikke er under en gældende international forpligtelse til at udlevere personen til den anmodende stat, give domstolens anmodning forrang,

(b) skal den anmodede stat, hvis den er under en gældende international forpligtelse til at udlevere personen til den anmodende stat, afgøre, hvorvidt den vil overføre personen til domstolen eller udlevere personen til den anmodende stat. I forbindelse med denne afgørelse skal den anmodede stat tage alle relevante faktorer i betragtning, herunder, men ikke begrænset til dem, der er anført i stk. 6, men skal navnlig tage hensyn til den relative art og grovhed af den pågældende adfærd.

8. Hvor domstolen i medfør af en underretning i henhold til denne artikel har afsagt kendelse om, at en sag ikke kan antages, og udlevering til den anmodende stat efterfølgende afvises, skal den anmodede stat underrette domstolen om sin afgørelse.

Artikel 91

Indhold af en anmodning om anholdelse og overførelse

1. En anmodning om anholdelse og overførelse skal fremsættes skriftligt. I hastende sager kan anmodningen fremsættes ved anvendelse af et hvilket som helst middel, der er i stand til at levere en skriftlig fremstilling, forudsat at anmodningen bekræftes på den måde, der er fastsat i artikel 87, stk. 1 (a).

2. Med hensyn til en anmodning om anholdelse og overførelse af en person, imod hvilken forundersøgelseskammeret har udstedt en anholdelsesbeslutning i henhold til artikel 58, skal anmodningen indeholde eller være ledsaget af:

(a) tilstrækkelige oplysninger til at identificere personen samt oplysninger om personens sandsynlige opholdssted,

(b) en kopi af anholdelsesbeslutningen for den pågældende, og

(c) sådanne dokumenter, erklæringer eller oplysninger, som måtte være nødvendige til at opfylde de krav, den anmodede stat stiller for overførelse, dog således at de pågældende krav ikke bør være mere byrdefulde end dem, der gælder for anmodninger om udlevering i henhold til traktater eller ordninger mellem den anmodede stat og andre stater, og om muligt bør være mindre byrdefulde i betragtning af domstolens særlige karakter.

3. Med hensyn til en anmodning om anholdelse og overførelse af en person, der allerede er domfældt, skal anmodningen indeholde eller være ledsaget af:

(a) en kopi af anholdelsesbeslutningen for den pågældende,

(b) en kopi af den fældende dom,

(c) oplysninger, der påviser, at den person, der søges overført, er den person, der henvises til i den fældende dom, og

(d) såfremt den person, der søges overført, er blevet idømt straf, en kopi af strafudmålingen og, ved fængselsstraf, en opgørelse over enhver periode, som allerede måtte være afsonet, og den periode, der endnu ikke er afsonet.

4. Efter anmodning fra domstolen skal en deltagerstat rådføre sig med domstolen, enten i almindelighed eller vedrørende et konkret spørgsmål, med hensyn til krav i dens nationale lovgivning, der måtte finde anvendelse i henhold til stk. 2 (c). Under rådførelsen skal deltagerstaten oplyse domstolen om særlige krav i dens nationale lovgivning.

Artikel 92

Foreløbig anholdelse

1. I hastende sager kan domstolen anmode om foreløbig anholdelse af den eftersøgte person indtil fremsættelsen af anmodningen om overførelse og de ledsagende dokumenter, som anført i artikel 91.

2. Anmodningen om foreløbig anholdelse skal fremsættes ved anvendelse af et hvilket som helst middel, der er i stand til at levere en skriftlig fremstilling, og skal indeholde:

(a) oplysninger til beskrivelse af den søgte person, der er tilstrækkelige til at identificere personen, samt oplysninger om personens sandsynlige opholdssted,

(b) en kortfattet redegørelse for de forbrydelser, for hvilke personen søges anholdt, og for de kendsgerninger, der påstås at udgøre de pågældende forbrydelser, herunder om muligt dato og sted for forbrydelsen,

(c) en erklæring om eksistensen af en anholdelsesbeslutning eller en fældende dom vedrørende den eftersøgte person, og

(d) en erklæring om, at en anmodning om overførelse af den eftersøgte person vil følge.

3. En person, der er foreløbigt anholdt, kan løslades fra varetægt, såfremt den anmodede stat ikke har modtaget anmodningen om overførelse og de ledsagende dokumenter, som anført i artikel 91, inden for det tidsrum, som er fastsat i procesreglementet. Personen kan dog give samtykke til overførelse inden udløbet af denne periode, hvis dette er tilladt i henhold til den anmodede stats lovgivning. I så tilfælde skal den anmodede stat iværksætte overførelsen af personen til domstolen snarest muligt.

4. Det forhold, at den eftersøgte person er blevet løsladt i henhold til stk. 3, skal ikke være til hinder for efterfølgende anholdelse og overførelse af denne person, hvis anmodningen om overførelse og de ledsagende dokumenter fremsendes på et senere tidspunkt.

Artikel 93

Andre former for samarbejde

1. Deltagerstaterne skal i overensstemmelse med bestemmelserne i dette kapitel og procedurerne i national lovgivning efterkomme anmodninger fra domstolen om følgende bistand med hensyn til efterforskning eller retsforfølgning:

(a) identifikation af og opholdssted for personer eller lokalisering af genstande,

(b) optagelse af bevis, herunder vidneforklaring under ed, og tilvejebringelse af beviser, herunder de responsa og rapporter, der er nødvendige for domstolen,

(c) afhøring af enhver person, der er genstand for efterforskning eller retsforfølgning,

(d) forkyndelse af dokumenter, herunder retsdokumenter,

(e) fremme af en persons frivillige fremmøde for domstolen som vidne eller sagkyndig,

(f) midlertidig overflytning af personer som bestemt i stk. 7,

(g) undersøgelse af lokaliteter eller steder, herunder opgravning og undersøgelse af gravsteder,

(h) gennemførelse af ransagning og beslaglæggelse,

(i) tilvejebringelse af optegnelser og dokumenter, herunder officielle optegnelser og dokumenter,

(j) beskyttelse af ofre og vidner og bevissikring,

(k) identifikation, opsporing, indefrysning og beslaglæggelse af udbytte, ejendom og aktiver fra og redskaber anvendt til forbrydelser med henblik på konfiskation uden at foregribe rettigheder, der tilkommer tredjeparter i god tro, og

(l) enhver anden form for bistand, som ikke er forbudt efter den anmodede stats lovgivning, med henblik på at lette efterforskningen og retsforfølgningen af forbrydelser under domstolens jurisdiktion.

2. Domstolen skal have beføjelse til at forsikre et vidne eller en sagkyndig, der giver møde for domstolen, om, at han eller hun ikke vil blive retsforfulgt, tilbageholdt eller underlagt nogen indskrænkning i sin personlige frihed af domstolen for handlinger eller undladelser fra tiden før den pågældende persons afrejse fra den anmodede stat.

3. I det omfang gennemførelse af en bestemt form for bistand, som er beskrevet i en anmodning fremsat i henhold til stk. 1, er forbudt i den anmodede stat i medfør af et grundlæggende retsprincip, der finder almindelig anvendelse, skal den anmodede stat uden ophold rådføre sig med domstolen med henblik på at søge at løse problemet. Ved rådførelsen skal der tages hensyn til, om bistanden kan ydes på anden måde eller være genstand for vilkår. Såfremt sagen fortsat ikke kan løses efter rådførelsen, skal domstolen foretage de nødvendige ændringer i anmodningen.

4. I overensstemmelse med art. 72 kan en deltagerstat udelukkende helt eller delvis afslå en anmodning om bistand, såfremt anmodningen vedrører tilvejebringelse af dokumenter eller fremlæggelse af beviser, som vedrører dens nationale sikkerhed.

5. Inden den afslår en anmodning om bistand i henhold til stk. 1, litra (l), skal den anmodede stat vurdere, hvorvidt bistanden kan ydes på konkrete vilkår, eller hvorvidt bistanden kan ydes på et senere tidspunkt eller på en anden måde, dog således at domstolen eller anklageren, såfremt de accepterer bistanden på vilkår, skal overholde disse.

6. Såfremt en anmodning om bistand afslås, skal den anmodede stat uden ophold underrette domstolen eller anklageren om årsagerne hertil.

7. (a) Domstolen kan anmode om midlertidig overflytning af en varetægtsfængslet person med henblik på identifikation eller optagelse af vidneudsagn eller anden bistand. Den pågældende person kan overflyttes, såfremt følgende betingelser er opfyldt:

(i) personen af fri vilje giver sit samtykke til overflytningen, og

(ii) den anmodede stat indvilger i overflytningen på de betingelser, som den pågældende stat og domstolen måtte opnå enighed om.

(b) Den person, der overflyttes, skal forblive i varetægt. Når formålet med overflytningen er opfyldt, skal domstolen uden ophold returnere personen til den anmodede stat.

8. (a) Domstolen skal sikre fortroligheden af dokumenter og oplysninger, med undtagelse af hvad der måtte være påkrævet af hensyn til den efterforskning og retsforfølgning, der er beskrevet i anmodningen.

(b) Den anmodede stat kan om nødvendigt fremsende dokumenter eller oplysninger til anklageren i fortrolighed. Anklageren kan derefter udelukkende anvende dem med henblik på at fremskaffe nye beviser.

(c) Den anmodede stat kan af egen drift eller efter anmodning fra anklageren efterfølgende give samtykke til fremlæggelsen af sådanne dokumenter eller oplysninger. De kan herefter anvendes som bevis i henhold til bestemmelserne i kapitel 5 og 6 og i overensstemmelse med procesreglementet.

9. (a) (i) Såfremt en deltagerstat modtager konkurrerende anmodninger, om andet end overførelse eller udlevering, fra domstolen og fra en anden stat i medfør af en international forpligtelse, skal deltagerstaten i samråd med domstolen og den anden stat tilstræbe at opfylde begge anmodninger, om nødvendigt ved at udskyde eller knytte vilkår til en af anmodningerne,

(ii) er dette ikke muligt, skal konkurrerende anmodninger behandles i overensstemmelse med de principper, der er fastsat i artikel 90.

(b) Hvis anmodningen fra domstolen imidlertid vedrører oplysninger, ejendom eller personer, der er under en tredje stats eller en international organisations kontrol i kraft af en international aftale, skal den anmodede stat oplyse domstolen herom, og domstolen skal rette sin anmodning til den pågældende stat eller internationale organisation.

10. (a) Domstolen kan efter anmodning samarbejde med og yde bistand til en deltagerstat, der gennemfører en efterforskning eller en domsforhandling med hensyn til adfærd, som udgør en forbrydelse under domstolens jurisdiktion, eller som udgør en alvorlig forbrydelse i henhold til den anmodende stats nationale lovgivning.

(b) (i) Den bistand, som ydes i henhold til litra (a), skal blandt andet omfatte:

a. fremsendelse af erklæringer, dokumenter eller andre former for beviser, der er indsamlet under en efterforskning eller retssag gennemført af domstolen, og

b. afhøring af personer, der tilbageholdes efter kendelse fra domstolen.

(ii) I tilfælde af bistand i henhold til litra (b) (i) a.:

a. hvis dokumenterne eller andre former for bevis er indsamlet med bistand fra en stat, skal den pågældende stat give sit samtykke til fremsendelsen,

b. hvis erklæringer, dokumenter eller andre former for bevis er tilvejebragt af et vidne eller en sagkyndig, skal fremsendelsen ske i henhold til bestemmelserne i artikel 68.

(c) Under de betingelser, der er fastsat i denne bestemmelse kan domstolen efterkomme en anmodning om bistand i henhold til denne bestemmelse fra en stat, der ikke er en deltager i denne statut.

Artikel 94

Udsættelse med hensyn til efterkommelse af en anmodning på grund af en igangværende efterforskning eller retsforfølgning

1. Såfremt umiddelbar efterkommelse af en anmodning ville gribe ind i en igangværende efterforskning eller retsforfølgning af en sag, der er forskellig fra den, som anmodningen vedrører, kan den anmodede stat udsætte efterkommelsen af anmodningen i et tidsrum aftalt med domstolen. Udsættelsen må dog ikke være længere end nødvendigt for at fuldføre den relevante efterforskning eller retsforfølgning i den anmodede stat. Inden der træffes afgørelse om udsættelse af efterkommelsen, bør den anmodede stat vurdere, hvorvidt bistanden på visse betingelser kan ydes umiddelbart.

2. Såfremt en afgørelse om udsættelse træffes i henhold til stk. 1, kan anklageren tage skridt til bevissikring i medfør af artikel 93, stk. 1 (j).

Artikel 95

Udsættelse med hensyn til efterkommelse af en anmodning på grund af indsigelse mod antagelighed

Såfremt domstolen i henhold til artikel 18 eller 19 er i færd med at behandle en indsigelse mod en sags antagelighed, kan den anmodede stat udsætte efterkommelsen af en anmodning i henhold til dette kapitel, indtil domstolens afgørelse foreligger, medmindre domstolen særligt har afsagt kendelse om, at anklageren kan fortsætte indsamlingen af sådanne beviser i henhold til artikel 18 eller 19.

Artikel 96

Indhold af anmodning om andre former for bistand i henhold til artikel 93

1. Anmodning om andre former for bistand, som nævnt i artikel 93, skal fremsættes skriftligt. I hastende sager kan en anmodning fremsættes ved anvendelse af et hvilket som helst middel, der er i stand til at levere en skriftlig fremstilling, forudsat at anmodningen bekræftes på den måde, der er fastsat i artikel 87, stk. 1 (a).

2. Anmodningen skal alt efter omstændighederne indeholde eller være ledsaget af følgende:

(a) en kortfattet redegørelse for formålet med anmodningen og den bistand, der søges, herunder det retlige grundlag for og årsagerne til anmodningen,

(b) flest muligt detaljerede oplysninger om lokalisering eller identifikation af personer eller steder, der skal findes eller identificeres, for at den søgte bistand kan ydes,

(c) en kortfattet redegørelse for de væsentlige forhold, der ligger til grund for anmodningen,

(d) årsagerne til og detaljer om procedurer eller krav, der skal efterkommes,

(e) sådanne oplysninger, som måtte være påkrævet i henhold til den anmodede stats lovgivning for at anmodningen kan efterkommes, og

(f) alle andre oplysninger, der er relevante for, at den søgte bistand kan ydes.

3. Efter anmodning fra domstolen skal en deltagerstat rådføre sig med domstolen, enten i almindelighed eller vedrørende et konkret spørgsmål, med hensyn til krav i dens nationale lovgivning, der måtte finde anvendelse i henhold til stk. 2 (e). Under rådførelsen skal deltagerstaten oplyse domstolen om særlige krav i dens nationale lovgivning.

4. Denne artikels bestemmelser skal efter omstændighederne også finde anvendelse med hensyn til en anmodning om bistand, der fremsættes til domstolen.

Artikel 97

Rådførelse

Såfremt en deltagerstat modtager en anmodning i henhold til dette kapitel og i den forbindelse identificerer problemer, som vil kunne svække eller forhindre efterkommelsen af anmodningen, skal staten rådføre sig med domstolen uden ophold med henblik på at løse sagen. Sådanne problemer kan blandt andet omfatte:

(a) utilstrækkelige oplysninger til, at anmodningen kan efterkommes,

(b) i tilfælde af en anmodning om overførelse, at personen ikke kan findes trods de bedste bestræbelser herpå, eller at den gennemførte efterforskning har godtgjort, at personen i den anmodede stat klart ikke er den person, der er opført i anholdelsesbeslutningen, eller

(c) at efterkommelsen af anmodningen i dens foreliggende form ville gøre det påkrævet, at den anmodede stat bryder en gældende traktatmæssig forpligtelse over for en anden stat.

Artikel 98

Samarbejde med hensyn til afkald på immunitet og samtykke til overførelse

1. Domstolen kan ikke gå videre med en anmodning om overførelse eller bistand, som ville kræve, at den anmodede stat handler i strid med sine forpligtelser i henhold til folkeretten vedrørende stats- eller diplomatisk immunitet for en tredje stats person eller ejendom, medmindre domstolen forinden kan opnå den pågældende tredje stats samarbejde om afkald på immuniteten.

2. Domstolen kan ikke gå videre med en anmodning om overførelse eller bistand, som ville kræve, at den anmodede stat handler i strid med sine forpligtelser i henhold til internationale aftaler, i henhold til hvilke udsenderstatens samtykke er påkrævet til overførelse af en person fra den pågældende stat til domstolen, medmindre domstolen forinden kan opnå udsenderstatens samarbejde om samtykke til overførelsen.

Artikel 99

Efterkommelse af anmodninger i henhold til artikel 93 og 96

1. Anmodninger om bistand skal efterkommes i overensstemmelse med gældende procedurer i den anmodede stats lovgivning og, medmindre det er forbudt i denne lovgivning, på den måde, der er angivet i anmodningen, herunder ved de deri beskrevne procedurer eller ved at tillade personer anført i anmodningen at være til stede og bistå ved anmodningens efterkommelse.

2. I tilfælde af en hastende anmodning skal de dokumenter eller beviser, der i den anledning tilvejebringes, hastefremsendes efter anmodning fra domstolen.

3. Svar fra den anmodede stat skal fremsendes i deres originale sprog og form.

4. I det omfang det er nødvendigt for en vellykket efterkommelse af en anmodning, som kan efterkommes uden tvangsforanstaltninger, herunder særligt afhøring eller optagelse af vidneforklaring fra en person på frivilligt grundlag, også uden den anmodede deltagerstats myndigheders tilstedeværelse, hvis dette er afgørende for anmodningens efterkommelse, og undersøgelse kan finde sted uden ændring af offentlig lokalitet eller andet offentligt sted, kan anklageren, uden at dette foregriber andre artikler i dette kapitel, efterkomme en sådan anmodning direkte på en stats territorium som følger:

(a) Når forbrydelsen påstås at være blevet begået på den anmodede deltagerstats territorium, og der er afsagt kendelse om sagens antagelighed i henhold til artikel 18 eller 19, kan anklageren efterkomme anmodningen direkte efter rådførelse med den anmodede stat i videst muligt omfang.

(b) I andre tilfælde kan anklageren efterkomme anmodningen efter at have rådført sig med den anmodede stat og betinget af sådanne rimelige vilkår eller betænkeligheder, som den pågældende deltagerstat har rejst. Såfremt den anmodede stat identificerer problemer med efterkommelsen af en anmodning i henhold til denne bestemmelse, skal den uden ophold rådføre sig med domstolen med henblik på at nå frem til en løsning.

5. Bestemmelser, der tillader en person, der har udtalt sig for eller er afhørt af domstolen i henhold til artikel 72, at påberåbe sig begrænsninger, der er beregnet på at forhindre fremlæggelse af fortrolige oplysninger, som vedrører national sikkerhed, skal også finde anvendelse på efterkommelsen af anmodninger om bistand i henhold til denne artikel.

Artikel 100

Omkostninger

1. De ordinære omkostninger i forbindelse med efterkommelsen af anmodninger på den anmodede stats territorium skal afholdes af den pågældende stat med undtagelse af følgende omkostninger, som skal afholdes af domstolen:

(a) omkostninger forbundet med vidners og sagkyndiges rejser og sikkerhed, eller overflytning i henhold til artikel 93 af varetægtsfængslede personer,

(b) omkostninger ved oversættelse, tolkning og udskrift,

(c) rejse- og opholdsomkostninger for dommerne, anklageren, viceanklagerne, justitssekretæren, vicejustitssekretæren og personalet ved domstolens organer,

(d) omkostningerne ved responsa eller rapporter, som domstolen har anmodet om,

(e) omkostninger forbundet med transport af en person, der overføres til domstolen af en forvaringsstat, og

(f) efter samråd, eventuelle ekstraordinære omkostninger i forbindelse med efterkommelsen af en anmodning.

2. Bestemmelserne i stk. 1 skal efter omstændighederne finde anvendelse på anmodninger fra deltagerstater til domstolen. I givet fald skal domstolen afholde de ordinære omkostninger ved efterkommelsen.

Artikel 101

Specialitetsprincippet

1. En person, der overføres til domstolen i henhold til denne statut, må ikke retsforfølges, straffes eller tilbageholdes for anden adfærd begået forud for overførelsen end den adfærd eller det adfærdsforløb, der udgør grundlaget for de forbrydelser, for hvilke den pågældende person er blevet overført.

2. Domstolen kan anmode om, at den stat, der overfører personen til domstolen, skal give afkald på at gøre kravene i stk. 1 gældende, og om nødvendigt skal domstolen tilvejebringe yderligere oplysninger i henhold til artikel 91. Deltagerstaterne skal være beføjede til at meddele et sådant afkald til domstolen og bør bestræbe sig herpå.

Artikel 102

Terminologi

I denne statut:

(a) skal »overførelse« forstås som en stats overlevering af en person til domstolen i medfør af denne statut,

(b) skal »udlevering« forstås som en stats overlevering af en person til en anden stat i medfør af traktat, konvention eller national lovgivning.

KAPITEL 10.

FULDBYRDELSE

Artikel 103

Staters rolle ved fuldbyrdelse af fængselsstraffe

1. (a) En fængselsstraf afsones i en stat, som domstolen udpeger ud fra en liste over stater, som over for domstolen har tilkendegivet, at de er rede til at modtage domfældte personer.

(b) En stat, der tilkendegiver, at den er rede til at modtage domfældte personer, kan på tidspunktet for tilkendegivelsen knytte sådanne betingelser til sin accept, som domstolen tiltræder, og som er i overensstemmelse med dette kapitel.

(c) En stat, der er udpeget i en bestemt sag, skal uden ophold oplyse domstolen om, hvorvidt den accepterer domstolens udpegelse.

2. (a) Fuldbyrdelsesstaten skal underrette domstolen om forhold, herunder om betingelser, hvorom der er opnået enighed i henhold til stk. 1, som væsentligt kan påvirke vilkårene for eller længden af fængselsstraffen. Domstolen skal gives mindst 45 dages varsel om sådanne kendte eller påregnelige forhold. Fuldbyrdelsesstaten må ikke i denne periode tage skridt, der kan have indvirkning på dens forpligtelser i henhold til artikel 110.

(b) Hvis domstolen ikke kan tiltræde de forhold, der er nævnt i stk. 2 (a), skal den underrette fuldbyrdelsesstaten herom og forholde sig i overensstemmelse med artikel 104, stk. 1.

3. Ved udøvelsen af sit skøn ved udpegelse af en stat i henhold til stk. 1 skal domstolen tage følgende i betragtning:

(a) det princip, at deltagerstater bør dele ansvaret for fuldbyrdelsen af fængselsstraffe i overensstemmelse med principperne om ligelig fordeling som fastsat i procesreglementet,

(b) anvendelsen af almindeligt anerkendte traktatfastsatte standarder om behandling af fanger,

(c) domfældtes synspunkter,

(d) domfældtes nationalitet,

(e) sådanne andre momenter vedrørende omstændighederne ved forbrydelsen eller den domfældte eller den effektive fuldbyrdelse af straffen, som måtte være relevante ved udpegelse af fuldbyrdelsesstaten.

4. Hvis der ikke udpeges en stat i henhold til stk. 1, skal fængselsstraffen afsones i et fængsel, der stilles til rådighed af værtsstaten i overensstemmelse med betingelserne i hjemstedsaftalen, som nævnt i artikel 3, stk. 2. I givet fald skal de omkostninger, der er forbundet med fuldbyrdelse af fængselsstraffen, bæres af domstolen.

Artikel 104

Ændring i udpegelse af fuldbyrdelsesstat

1. Domstolen kan til enhver tid beslutte at overføre en domfældt person til et fængsel i en anden stat.

2. En domfældt person kan til enhver tid ansøge domstolen om at blive overført fra fuldbyrdelsesstaten.

Artikel 105

Fuldbyrdelse af straffen

1. Med forbehold af de betingelser, som en stat måtte have opstillet i henhold til artikel 103, stk. 1 (b), skal fængselsstraffen være bindende for deltagerstaterne, som under ingen omstændigheder må ændre den.

2. Alene domstolen skal have ret til at afgøre en ansøgning om appel og genoptagelse. Fuldbyrdelsesstaten må ikke hindre en domfældt person i at indgive en sådan ansøgning.

Artikel 106

Tilsyn med fuldbyrdelse af fængselsstraffe og afsoningsforhold

1. Fuldbyrdelsen af en fængselsstraf skal være underlagt domstolens tilsyn og skal være i overensstemmelse med almindeligt anerkendte traktatfastlagte standarder om behandling af fanger.

2. Afsoningsforholdene skal være underkastet fuldbyrdelsesstatens lovgivning og skal være i overensstemmelse med almindeligt anerkendte traktatfastlagte standarder om behandling af fanger. Forholdene må på intet tidspunkt være mere eller mindre gunstige end vilkårene for fanger dømt for lignende forbrydelser i fuldbyrdelsesstaten.

3. Kommunikationen mellem en domfældt person og domstolen skal foregå uhindret og fortroligt.

Artikel 107

Overflytning af personen efter endt afsoning

1. Efter endt afsoning kan en person, der ikke er statsborger i fuldbyrdelsesstaten, i overensstemmelse med fuldbyrdelsesstatens lovgivning, blive overflyttet til en stat, der er forpligtet til at modtage ham eller hende, eller til en anden stat, der indvilger i at modtage ham eller hende, under hensyntagen til den pågældende persons ønske om at blive overflyttet til den pågældende stat, medmindre fuldbyrdelsesstaten tillader personen at forblive på dens territorium.

2. Hvis ingen stat afholder de omkostninger, der er forbundet med overflytning af personen til en anden stat i henhold til stk. 1, skal omkostningerne afholdes af domstolen.

3. Med forbehold af bestemmelserne i artikel 108 kan fuldbyrdelsesstaten tillige, i overensstemmelse med dens nationale lovgivning, udlevere eller på anden måde overgive personen til en stat, der har anmodet om udlevering eller overførelse af den pågældende med henblik på retsforfølgning eller fuldbyrdelse af en straf.

Artikel 108

Begrænsning i adgang til retsforfølgning eller straf for andre forbrydelser

1. En domfældt person i fuldbyrdelsesstatens varetægt må ikke retsforfølges eller straffes eller udleveres til en tredje stat for adfærd begået forud for personens overlevering til fuldbyrdelsesstaten, medmindre sådan retsforfølgning, straf eller udlevering efter anmodning fra fuldbyrdelsesstaten er godkendt af domstolen.

2. Domstolen skal afgøre spørgsmålet efter at have hørt den domfældtes synspunkter.

3. Stk. 1 skal ophøre med at finde anvendelse, såfremt den domfældte person frivilligt forbliver på fuldbyrdelsesstatens territorium i mere end 30 dage efter endt afsoning af hele straffen idømt af domstolen, eller vender tilbage til den pågældende stats territorium efter at have forladt det.

Artikel 109

Fuldbyrdelse af bøder og konfiskation

1. Deltagerstater skal fuldbyrde bøder eller konfiskation, hvorom domstolen har afsagt kendelse i henhold til kapitel 7, uden at gøre indgreb i rettigheder, der tilkommer tredjeparter i god tro, og i overensstemmelse med procedurer i national lovgivning.

2. Såfremt en deltagerstat er ude af stand til at fuldbyrde en kendelse om konfiskation, skal den tage skridt til at genvinde værdien af udbyttet, ejendommen eller aktiverne, hvorom domstolen har afsagt kendelse om konfiskation uden at gøre indgreb i rettigheder, der tilkommer tredjeparter i god tro.

3. Formuegode eller udbytte fra salg af fast ejendom eller, hvor det er relevant, salg af anden ejendom, som en deltagerstat er kommet i besiddelse af som resultat af dens fuldbyrdelse af en dom afsagt af domstolen, skal overføres til domstolen.

Artikel 110

Domstolens prøvelse vedrørende strafnedsættelse

1. Fuldbyrdelsesstaten skal ikke løslade personen, før den pågældende har afsonet den straf, der er idømt af domstolen.

2. Alene domstolen skal have ret til at træffe beslutning om strafnedsættelse og skal afsige kendelse herom efter at have hørt den pågældende persons forklaring.

3. Når personen har afsonet to tredjedele af straffen, eller 25 år i tilfælde af livsvarigt fængsel, skal domstolen prøve straffen med henblik på at fastslå, hvorvidt den bør nedsættes. En sådan prøvelse må ikke finde sted før dette tidspunkt.

4. I sin prøvelse i henhold til stk. 3 kan domstolen nedsætte straffen, hvis den finder, at ét eller flere af følgende forhold foreligger:

(a) personens tidlige og fortsatte villighed til at samarbejde med domstolen i dens efterforskning og retsforfølgning,

(b) personens frivillige bistand til at muliggøre fuldbyrdelsen af domstolens domme og kendelser i andre sager, og i særdeleshed bistand til at lokalisere aktiver, der er genstand for kendelser om bøde, konfiskation eller erstatning, som kan anvendes til gavn for ofre, eller

(c) andre forhold, der vidner om en klar og væsentlig ændring i omstændighederne, der er tilstrækkelig til at retfærdiggøre en nedsættelse af straffen, som fastsat i procesreglementet.

5. Hvis domstolen under dens første prøvelse i henhold til stk. 3 beslutter, at der ikke er grundlag for at nedsætte straffen, skal den derefter prøve spørgsmålet om nedsættelse af straffen med sådanne mellemrum og ved anvendelse af sådanne kriterier, som er fastsat i procesreglementet.

Artikel 111

Undvigelse

Hvis en domfældt person undviger fra varetægt og flygter fra fuldbyrdelsesstaten, kan den pågældende stat, efter rådførelse med domstolen, anmode om personens udlevering fra den stat, hvori personen befinder sig, i henhold til gældende bilaterale eller multilaterale aftaler, eller kan anmode om, at domstolen søger personen overført i henhold til kapitel 9. Domstolen kan give instruktion om, at personen skal overleveres til den stat, hvori han eller hun afsonede sin straf eller til en anden stat udpeget af domstolen.

KAPITEL 11.

FORSAMLINGEN AF DELTAGERSTATER

Artikel 112

Forsamlingen af deltagerstater

1. Der oprettes en forsamling af deltagerstater i denne statut. Hver deltagerstat skal have én repræsentant i forsamlingen, som kan ledsages af suppleanter og rådgivere. Andre stater, der har undertegnet denne statut eller slutakten, kan være observatører i forsamlingen.

2. Forsamlingen har følgende opgaver:

(a) at behandle og i nødvendigt omfang vedtage anbefalinger fra Den Forberedende Kommission,

(b) at føre overordnet tilsyn med præsidentskabet, anklageren og justitssekretæren vedrørende domstolens administration,

(c) at behandle det i henhold til stk. 3 oprettede bureaus beretninger og aktiviteter og træffe de foranstaltninger, som der måtte være anledning til,

(d) at behandle og vedtage domstolens budget,

(e) at træffe beslutning om eventuel ændring af antallet af dommere i henhold til artikel 36,

(f) at behandle ethvert spørgsmål om manglende samarbejde i henhold til artikel 87, stk. 5 og 7,

(g) at udføre enhver anden funktion i overensstemmelse med denne statut eller procesreglementet.

3. (a) Forsamlingen skal have et bureau, der består af en præsident, to vicepræsidenter og 18 medlemmer, der vælges af forsamlingen for en 3-årig periode.

(b) Bureauet skal være repræsentativt sammensat, idet der navnligt tages hensyn til en ligelig geografisk fordeling og tilstrækkelig repræsentation af de vigtigste retssystemer i verden.

(c) Bureauet skal mødes så ofte, som det er nødvendigt, og mindst en gang årligt. Det skal bistå forsamlingen i udførelsen af dens opgaver.

4. Forsamlingen kan oprette underordnede organer i nødvendigt omfang, herunder en uafhængig tilsynsmekanisme til inspektion, evaluering og granskning af domstolen med henblik på at forbedre dens effektivitet og økonomi.

5. Domstolens præsident, anklageren og justitssekretæren eller disses repræsentanter kan i det nødvendige omfang deltage i forsamlingens og bureauets møder.

6. Forsamlingen skal afholde sine møder ved domstolens sæde eller ved De Forenede Nationers hovedkvarter en gang årligt og afholde særlige samlinger, når omstændighederne gør det påkrævet. Medmindre andet er fastsat i denne statut, skal særlige samlinger indkaldes af bureauet på dettes initiativ eller efter anmodning fra en tredjedel af deltagerstaterne.

7. Hver deltagerstat skal have én stemme. Enhver bestræbelse skal gøres for, at beslutning i forsamlingen og bureauet træffes ved konsensus. Såfremt konsensus ikke kan opnås, og medmindre andet er fastsat i statutten, skal,

(a) beslutninger om substansspørgsmål godkendes af et to tredjedeles flertal af dem, der er til stede og afgiver stemme, forudsat at et absolut flertal af deltagerstaterne udgør det til afstemning nødvendige antal (quorum),

(b) beslutninger om procedurespørgsmål træffes med simpelt flertal af de deltagerstater, der er til stede og afgiver stemme.

8. En deltagerstat, som er i restance med betaling af sit bidrag til domstolens omkostninger, skal ikke have nogen stemmeret i forsamlingen eller i bureauet, såfremt restancebeløbet er lig med eller overstiger statens bidrag for de to forudgående hele år. Forsamlingen kan ikke desto mindre tillade en sådan deltagerstat at stemme i forsamlingen og i bureauet, såfremt den finder, at undladelsen af at betale skyldes omstændigheder, som deltagerstaten ikke er herre over.

9. Forsamlingen vedtager sin egen forretningsorden.

10. Forsamlingen skal benytte samme officielle sprog og arbejdssprog som De Forenede Nationers Generalforsamling.

KAPITEL 12.

FINANSIERING

Artikel 113

Regler om finansiering

Medmindre andet er udtrykkeligt fastsat, skal ethvert finansielt spørgsmål vedrørende domstolen og møder i forsamlingen af deltagerstater, herunder dens bureau og underordnede organer, reguleres af denne statut og det finansregulativ, som vedtages af forsamlingen af deltagerstater.

Artikel 114

Dækning af udgifter

Udgifter, der påhviler domstolen og forsamlingen af deltagerstater, herunder dens bureau og underordnede organer, skal dækkes af domstolens midler.


Artikel 115

Midler tilhørende domstolen og forsamlingen af deltagerstater

Udgifter, der påhviler domstolen og forsamlingen af deltagerstater, herunder dens bureau og underordnede organer, i henhold til det af forsamlingen af deltagerstater vedtagne budget, skal dækkes af følgende kilder:

(a) pålignede bidrag fra deltagerstater,

(b) midler fra De Forenede Nationer, under forbehold af Generalforsamlingens godkendelse, navnlig i relation til udgifter, der pådrages som følge af henvisninger fra Sikkerhedsrådet.

Artikel 116

Frivillige bidrag

Uden at foregribe artikel 115 kan domstolen som yderligere midler modtage og benytte frivillige bidrag fra regeringer, internationale organisationer, fysiske og juridiske personer samt fra anden side i overensstemmelse med de kriterier, som vedtages af forsamlingen af deltagerstater.

Artikel 117

Påligning af bidrag

Deltagerstaternes bidrag skal pålignes i overensstemmelse med en aftalt påligningsskala på grundlag af den skala, som De Forenede Nationer har vedtaget for sit ordinære budget og justeret i overensstemmelse med de principper, hvorpå denne skala er baseret.

Artikel 118

Årlig revision

Domstolens protokoller, bøger og regnskaber, herunder dens årsregnskab, skal revideres hvert år af en uafhængig revisor.

KAPITEL 13.

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 119

Bilæggelse af tvister

1. Enhver tvist vedrørende domstolens judicielle funktioner skal afgøres af domstolen.

2. Enhver anden tvist mellem to eller flere deltagerstater om fortolkningen eller anvendelsen af denne statut, som ikke bilægges ved forhandling inden for tre måneder efter påbegyndelsen heraf, skal henvises til forsamlingen af deltagerstater. Forsamlingen kan selv søge at bilægge tvisten eller kan anbefale andre midler til bilæggelse af tvisten, herunder forelæggelse for Den Internationale Domstol i overensstemmelse med denne domstols statut.

Artikel 120

Forbehold

Der kan ikke fremsættes forbehold over for denne statut.

Artikel 121

Ændringer

1. Syv år efter denne statuts ikrafttræden kan enhver deltagerstat fremsætte ændringsforslag til den. Teksten til ændringsforslag skal indgives til De Forenede Nationers generalsekretær, som uden ophold skal rundsende den til alle deltagerstater.

2. Tidligst tre måneder fra datoen for denne underretning skal forsamlingen af deltagerstater på sin næste samling med et flertal af de deltagerstater, der er til stede og afgiver stemme, beslutte, hvorvidt forslaget skal behandles. Forsamlingen kan behandle forslaget direkte eller indkalde til en revisionskonference, såfremt det pågældende emne kræver dette.

3. Vedtagelse af en ændring på et møde i forsamlingen af deltagerstater eller på en revisionskonference, hvor der ikke kan opnås konsensus, kræver to tredjedeles flertal af deltagerstaterne.

4. Medmindre andet er fastsat i stk. 5, skal en ændring træde i kraft for alle deltagerstater et år efter, at 7/8 af disse har deponeret et ratifikations- eller godkendelsesinstrument hos De Forenede Nationers generalsekretær.

5. Enhver ændring i denne statuts artikel 5, 6, 7 og 8 skal træde i kraft for de deltagerstater, der har godkendt ændringen, ét år efter deponeringen af deres ratifikations- eller godkendelsesinstrument. Har en deltagerstat ikke godkendt ændringen, kan domstolen ikke udøve jurisdiktion med hensyn til en forbrydelse, der er omfattet af ændringen, hvis den er begået af denne deltagerstats statsborgere eller på dens territorium.

6. Såfremt en ændring er blevet godkendt af 7/ 8 af deltagerstaterne i henhold til stk. 4, kan enhver deltagerstat, der ikke har godkendt ændringen, træde tilbage fra denne statut med umiddelbar virkning, uanset artikel 127, stk. 1, men med forbehold for artikel 127, stk. 2, ved at give underretning herom senest ét år efter ændringens ikrafttræden.

7. De Forenede Nationers generalsekretær skal til alle deltagerstater rundsende ændringer vedtaget på et møde i forsamlingen af deltagerstater eller på en revisionskonference.

Artikel 122

Ændringer til bestemmelser af institutionel karakter

1. Enhver deltagerstat kan uanset artikel 121, stk. 1, til enhver tid fremsætte forslag om ændring af bestemmelser i denne statut, der udelukkende er af institutionel karakter, det vil sige artikel 35, artikel 36, stk. 8 og 9, artikel 37, artikel 38, artikel 39, stk. 1 (første to pkt.), 2 og 4, artikel 42, stk. 4-9, artikel 43, stk. 2 og 3, artikel 44, artikel 46, artikel 47, og artikel 49. Teksten til ændringsforslag skal indgives til De Forenede Nationers generalsekretær eller en anden person udpeget af forsamlingen af deltagerstater, som uden ophold skal rundsende den til alle deltagerstater og til andre, der deltager i forsamlingen.

2. Ændringer i henhold til denne artikel, hvorom der ikke kan opnås konsensus, skal vedtages af forsamlingen af deltagerstater eller af en revisionskonference med to tredjedeles flertal af deltagerstaterne. Sådanne ændringer skal træde i kraft for alle deltagerstater 6 måneder efter deres vedtagelse af forsamlingen eller af konferencen.

Artikel 123

Revision af statutten

1. Syv år efter denne statuts ikrafttræden skal De Forenede Nationers generalsekretær indkalde til en revisionskonference til behandling af ændringer i statutten. Revisionen kan omfatte, men er ikke begrænset til, det katalog af forbrydelser, der er indeholdt i artikel 5. Konferencen skal være åben for dem, der deltager i forsamlingen af deltagerstater, og på samme vilkår.

2. På et hvilket som helst tidspunkt herefter skal De Forenede Nationers generalsekretær efter anmodning fra en deltagerstat og med det i stk. 1 nævnte formål indkalde til en revisionskonference efter godkendelse fra et flertal af deltagerstater.

3. Bestemmelserne i artikel 121, stk. 3-7, finder anvendelse på vedtagelsen og ikrafttrædelsen af enhver ændring i statutten, der behandles på en revisionskonference.

Artikel 124

Bestemmelse om overgangsperiode

Uanset bestemmelserne i artikel 12, stk. 1 og 2, kan en stat ved sin tilslutning til statutten erklære, at den i en periode på syv år efter statuttens ikrafttræden for den pågældende stat ikke godkender domstolens jurisdiktion med hensyn til den kategori af forbrydelser, der er nævnt i artikel 8, når en forbrydelse påstås at være begået af dens statsborgere eller på dens territorium. En erklæring i henhold til denne artikel kan trækkes tilbage på et hvilket som helst tidspunkt. Indholdet af denne artikel skal gennemgås på den revisionskonference, der indkaldes i henhold til artikel 123, stk. 1.

Artikel 125

Undertegnelse, ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse

1. Denne statut skal være åben for undertegnelse af alle stater i Rom den 17. juli 1998 ved De Forenede Nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisations hovedkvarter. Efter dette tidspunkt skal statutten være åben for undertegnelse i Rom i det italienske udenrigsministerium indtil den 17. oktober 1998. Efter denne dato skal statutten være åben for undertegnelse ved De Forenede Nationers hovedkvarter i New York indtil den 31. december 2000.

2. Denne statut skal ratificeres, accepteres eller godkendes af de stater, der har undertegnet den. Ratifikations- eller godkendelsesinstrumenterne skal deponeres hos De Forenede Nationers generalsekretær.

3. Denne statut skal være åben for tiltrædelse fra alle stater. Tiltrædelsesinstrumenterne skal deponeres hos De Forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 126

Ikrafttræden

1. Denne statut skal træde i kraft på den 1. dag i måneden efter den 60. dag efter deponeringen af det 60. ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument hos De Forenede Nationers generalsekretær.

2. For hver stat, som ratificerer, godkender eller tiltræder denne statut efter deponeringen af det 60. ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument, skal statutten træde i kraft på den 1. dag i måneden efter den 60. dag efter deponeringen af den pågældende stats ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument.

Artikel 127

Tilbagetræden

1. En deltagerstat kan træde tilbage fra denne statut ved skriftlig underretning stilet til De Forenede Nationers generalsekretær. Tilbagetrædelsen skal have virkning fra ét år efter datoen for modtagelsen af denne underretning, medmindre underretningen angiver en senere dato.

2. En stats tilbagetræden skal ikke fritage den pågældende stat for dens forpligtelser i henhold til denne statut, mens den var deltager i statutten, herunder eventuelle finansielle forpligtelser, som måtte være pådraget. Dens tilbagetræden skal ikke påvirke statens samarbejde med domstolen i forbindelse med strafferetlig efterforskning og retsforfølgning, med hensyn til hvilke den tilbagetrædende stat havde en pligt til at samarbejde, og som blev påbegyndt forud for den dato, på hvilken tilbagetrædelsen fik virkning; ej heller skal tilbagetrædelsen på nogen måde foregribe den fortsatte behandling af en sag, der allerede var under behandling ved domstolen forud for den dato, på hvilken tilbagetrædelsen fik virkning.

Artikel 128

Autentiske tekster

Originalteksten til denne statut, hvis arabiske, kinesiske, engelske, franske, russiske og spanske tekster har samme gyldighed, skal deponeres hos De Forenede Nationers generalsekretær, som skal sende bekræftede kopier heraf til alle stater.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, der af deres respektive regeringer er behørigt bemyndigede, undertegnet denne statut.

Udfærdiget i Rom, den 17. juli 1998.

L 20

Forslag til lov om Den Internationale Straffedomstol.

Af udenrigsministeren (Niels Helveg Petersen).

Dokument

Lov nr 342 af 16. maj 2001.

Ordførere: (1.beh) Henning Gjellerod (S), Jens Hald Madsen (V), Per Stig Møller (KF), Margrete Auken (SF), Peter Skaarup (DF), Ebbe Kalnæs (CD), Lone Saaby Johansen (RV), Keld Albrechtsen (EL) og Jann Sjursen (KRF).

Efter 1.beh henvist til Udenrigsudvalget (URU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Resume:

Med vedtagelsen af loven giver Folketinget samtykke til, at Danmark kan ratificere statutten for Den Internationale Straffedomstol, samtidig med at Straffedomstolens statut inkorporeres i dansk ret. Statutten indebærer, at der nedsættes en permanent international domstol, der kan retsforfølge de alvorligste internationale forbrydelser såsom folkedrab, krigsforbrydelser og andre forbrydelser mod menneskeheden. Baggrund: Lovforslagets formål var at gennemføre statutten for Den Internationale Straffedomstol i dansk ret. Under udvalgsarbejdet tilkendegav udenrigsministeren i en skriftlig besvarelse af et spørgsmål fra udvalget, at statutten for Straffedomstolen efter ministerens vurdering ikke indeholdt bestemmelser, som indebar overladelse af beføjelser efter grundlovens § 20.

Afstemning:

Lovforslaget vedtaget med 102 stemmer (S, V, KF, SF, CD, RV, EL, KRF og Thorkild B. Fransgaard (UP)) mod 7 (DF).

Søgning Bogmærke Forside Lovbutik Leksikon Systemhjælp Om FtWeb Arkiv Om Folketinget Nyheder og aktuel information Sager i folketingssamlingen