Uddannelsesudvalget
(Alm. del - bilag 442)
ungdomsuddannelser
(Offentligt)

1. Indledning 4
2. Baggrund for rapporten 4

1.2 Kommissorium 4

1.3 Rapportens opbygning 6

1.4 Sammenfatning 7

1. Forslag til tværsektoriel vejledningsordning 12

2.1 Formål med vejledningen 12

2.2 Forslag til ny kommunal ungdomsvejledning 134

2.3 Forlag til ny tværsektoriel vejledning for de videregående

uddannelser 24

2.4 Forslag til en fælles vejlederuddannelse 32

2.5 Økonomiske bemærkninger 38

2.6 Afsluttende bemærkninger 38

1. Det danske vejledningssystem 3940
2. Indledning 3940
1. Formelle rammer 401

3.3 Formål, målgrupper og form 434

3.4 Vejledere 468

3.5 Ressourceforbrug 4952

1. Analyser og rapporter 525

4.1 Indledning 525

4.2 Betænkninger og rapporter fra udvalg, 1977-1998 536

4.3 Vejledningens omfang 57

4.5 Uddannelsesvalget 610

4.6 Vejledning ved afbrud af en uddannelse 65

1. Uddannelse af vejledere 68

5.1 Indledning 68

5.2 Organisering og omfang 69

5.3 Målgrupper 701

5.4 Økonomi 723

5.5 Overvejelser om fælles vejlederuddannelse 735

 

 

 

6. Vejledning i andre lande 78

6.1 Indledning 78

6.2 Sverige 78

6.3 England 82

6.4 Tyskland 85

6.5 Holland 88

6.6 Frankrig 89

7. Ny institutionsuafhængig vejledning 90

7.1 Indledning 90

7.2 Problemstillinger og overvejelser 910

7.3 Modeller for tværsekt. vejledninger 94

78.4 Fælles vejlederuddannelser 104

 

Bilag A: Beskrivelse af 27 danske vejledningsordninger

Bilag B: Beskrivelse af 14 tværsektorielle vejledningstilbud

Bilag C: Beskrivelse af specialpædagogisk støtte og psykologisk

bistand

1. Indledning

1. Baggrund for rapporten

I uddannelsesudvalgets beretning af 20. september 2000 vedrørende forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af en ny institutions-uafhængig uddannelses- og erhvervsvejledning (B 131) konstaterer flertallet i uddannelsesudvalget, "at uddannelses- og erhvervsvejledning er blevet en stadig vigtigere faktor i overgangen mellem grundskolen og ungdomsuddannelserne og for de unges efterfølgende valg af uddannelse og erhverv. Vejledning er en vigtig forudsætning for at sikre sammenhæng i uddannelsessystemet."

Flertallet af uddannelsesudvalget anfører endvidere, "at flere undersøgelser i de senere år har påpeget, at der er tale om et fragmenteret system, som ikke i tilstrækkelig grad indeholder det nødvendige helhedssyn."

Uddannelsesudvalget henviser bl.a. til Rådet for Uddannelses- og Erhvervsvejledning´s (RUE) oplæg om fremtidens vejledningsindsats, hvori der peges på behovet for, at der tænkes på tværs af eksisterende strukturer og fremgangsmåder.

1.2. Kommissorium

På denne baggrund opfordrer flertallet af uddannelsesudvalget undervisningsministeren til "at iværksætte en analyse, der består af følgende delelementer:

• Udarbejde en samlet, overordnet områdevis beskrivelse af den nuværende vejledningsindsats - formelle rammer, formål, målgruppe, form, effekt, ressourcer mv.
• Vurdere fordele og ulemper ved den nuværende strukturelle forankring af uddannelses- og erhvervsvejledning.
• Vurdere fordele og ulemper ved at sammenlægge én eller flere af de eksisterende vejledningsordninger.
• Opstille alternative modeller for organisering og finansiering af en tværgående, institutionsuafhængig uddannelses- og erhvervsvejledning."

Set i lyset af de tiltag, der er taget i folkeskolen og på flere ungdomsuddannelser med hensyn til uddannelsesplaner m.v., har det været relevant at inddrage følgende i kommissoriet:

• Fremsætte forslag til samarbejdsformer mellem en tværsektoriel vejledning og den vejledning, der knytter sig til gennemførelse ved skolerne og uddannelserne - herunder især arbejdet med de uddannelsesplaner, der indgår i folkeskolen og i en række ungdomsuddannelser.

Med udgangspunkt i ovenstående kommissorium består rapporten af en analysedel, hvor der på grundlag af allerede foreliggende materiale foretages en kortlægning af det nuværende vejledningssystem og en fremadrettet del, hvor der fremsættes forslag til ændringer af vejledningssystemet.

Af uddannelsesudvalgets beretning fremgår, at analysen skal tage udgangspunkt i følgende overordnede præmisser:

• "den tværsektorielle vejledning skal styrkes
• der skal inddrages aktører med tilknytning til arbejdsmarkedet
• ressourceudnyttelsen skal styrkes
• der skal tages hensyn til elever og studerende med handicap og særlige behov - herunder tosprogede
• den kommunale ungdomsvejledning bibeholdes som et sikkerhedsnet for de unge, der ikke efter grundskolen påbegynder en ungdomsuddannelse eller som afbryder en sådan
• nye muligheder ved brug af netbaseret informationsformidling indtænkes i et nyt vejledningssystem."

Med udgangspunkt i de ovennævnte præmisser er der i rapportens fremadrettede del lagt til grund, at der sker en reel omfordeling af ressourcer fra de eksisterende institutionsbundne vejledningsordninger til tværsektorielle enheder samt, at der medtages overvejelser om etablering af en fælles vejlederuddannelse. Dette anses som en forudsætning for, at de skitserede vejledningsordningers tværsektorielle sigte kan opfyldes.

Det skal bemærkes, at rapporten ikke omfatter vejledningsordningerne for voksne.

 

1.3. Rapportens opbygning

Rapporten er sådan opbygget, at kapitel 1 udover de indledende bemærkninger, herunder præsentation af rapportens kommissorium, indeholder en sammenfatning af rapporten.

 

I kapitel 2 redegøres for forslag til en ny tværsektoriel vejledning samt for forslag til en ny fælles vejlederuddannelse. Forslagene er udarbejdet på grundlag af konklusionerne fra rapportens analyser af det nuværende vejledningssystem.

I kapitel 3 beskrives vejledningssystemets struktur og ressourceforbrug.

I kapitel 4 sammenfattes hovedtræk i analyser, betænkninger og rapporter om det danske vejledningssystem - herunder de unges erfaringer med vejledningssystemet og vejledningens betydning for de unges vej til og gennem uddannelsessystemet.

I kapitel 5 beskrives først de nuværende uddannelsestilbud til vejledere. Dernæst sammenfattes hovedtræk i betænkninger og rapporter om vejlederuddannelser - særligt for så vidt angår rapporternes vurdering af behovet for en styrkelse af vejledernes uddannelsesmæssige baggrund.

I kapitel 6 kortlægges vejledningssektoren i Sverige, England, Tyskland, Frankrig og Holland.

Endelig analyseres i kapitel 7 behov og muligheder for at etablere en fælles vejlederuddannelse og en tværsektoriel uddannelses- og erhvervsvejledning.

Som uddybende beskrivelse af det eksisterende vejledningssystem er der et vedlagt bilag A - Beskrivelse af 26 danske vejledningsordninger, bilag B - Beskrivelse af 14 tværsektorielle vejledningstilbud og bilag C - Beskrivelse af specialpædagogisk støtte og psykologisk bistand.

1.4. Sammenfatning af rapporten

Forslag til tværsektoriel vejledningsordning samt etablering af fælles vejlederuddannelse (kapitel 2)

Med udgangspunkt i konklusionerne fra rapportens analysedel, hvoraf det bl.a. fremgår, at der synes at være behov for at styrke vejledningsindsatsen for grupper med særlige behov samt at en bedre koordinering af vejledningsindsatsen kan bidrage til at begrænse frafald på uddannelserne, fremsættes i kapitel 2 forslag om en ændret organisering af vejledningsindsatsen samt forslag om at etablere en ny fælles vejlederuddannelse.

For så vidt angår ansvaret for vejledning om overgangen fra grundskolen til ungdomsuddannelserne og overgange mellem ungdomsuddannelserne foreslås dette forankret i en ny kommunal ungdomsvejledning - ansvaret og udførelsen af gennemførelsesvejledning i grundskolen og i ungdomsuddannelserne foreslås fortsat forankret på skolerne/institutionerne. Ved at samle ansvaret for overgangs-/udslusningsvejledningen i en ny kommunal ungdomsvejledning muligg&o slash;res en opprioritering af den tværgående koordinering af vejledningsindsatsen. Den konkrete vejledning og vejledningens fysiske placering vil fortsat foregå så tæt på den enkelte elev/studerende som muligt, nemlig på skolerne/institutionerne.

Angående vejledningsindsatsen for de videregående uddannelser foreslås en tilsvarende model, hvor ansvaret og udførelsen af gennemførelsesvejledningen fortsat varetages af uddannelsesinstitutionerne, men hvor ansvaret for overgangs/udslusningsvejledningen forankres i ny tværsektoriel vejledningsinstitution for de videregående uddannelser. Den fysiske placering af vejledningen vil som i dag fortsat være på den enkelte institution/ivu*C’erne.

For at sikre at den enkelte vejledningssøgende får så kvalificeret en vejledning som mulig, foreslås etableret en fælles grundlæggende vejlederuddannelse. Uddannelsen foreslås tilrettelagt som åben uddannelse og vil kunne indgå som en del af en diplomuddannelse. Uddannelsen skal svare til 6 måneders studietid.

 

 

Det danske vejledningssystem (kapitel 3)

Der findes 26 uddannelses- og erhvervsvejledningsordninger i Danmark. Hertil kommer 12 tværsektorielle vejledningstilbud, Studenterrådgivningen, en række private aktører (bl.a. Uddannelseskaravanen og Porten til fremtiden) samt det rådgivende organ RUE.

Forankringen af de 26 vejledningsordninger er fordelt på fire administrative niveauer: Staten (5 ordninger fordelt på fire ministerier), amterne (3 ordninger), kommunerne (6 ordninger) og de enkelte institutioner (12 ordninger).

Inden for flertallet af ordningerne vejledes dels om gennemførelse af uddannelsen, dels om indslusning og overgang til fortsat uddannelse eller beskæftigelse. Vejledningsordningerne er som hovedregel fysisk placeret på de enkelte uddannelsesinstitutioner.

For langt den overvejende del af ordningerne er den primære målgruppe elever/studerende, der er i gang med den pågældende uddannelse, mens den sekundære målgruppe er potentielle elever/

studerende.

På landsplan er ca. 22.500 personer beskæftiget med uddannelses- og erhvervsvejledning. Omkring halvdelen (ca. 12.500 personer) er beskæftiget med vejledning i folkeskolen. Der er typisk tale om deltidsbeskæftigelse.

De samlede lønudgifter til vejledningsordningerne skønnes til mindst 1 mia. kr. årligt. Hertil kommer udgifter på knap 50 mio. kr. til national og regional samordning samt uddannelse af vejledere.

Analyser og rapporter (kapitel 4)

Flere undersøgelser har i de senere år påpeget, at det nuværende vejledningssystem er kendetegnet ved kraftig sektorisering, utilstrækkelig koordinering og ved i for begrænset udstrækning at tage udgangspunkt i individuelle behov.

 

Socialkommissionen foreslår i 1992, at der etableres en tværgående institutionsuafhængig vejledning. Tilsvarende anbefalinger findes i Udvalget om uddannelses- og erhvervsorientering (1992), Det tværministerielle udvalg om Kvalitet i Uddannelsessystemet (1998), Opgavekommissionen (1998) og i oplæg fra RUE om fremtidens vejledningsindsats (1998).

 

Undersøgelserne tyder på, at vejledningen ikke i tilstrækkeligt omfang er tilpasset den gruppe unge, der har størst vejledningsbehov. Omkring halvdelen af de unge i alderen 17-25 år giver udtryk for, at de aldrig har modtaget uddannelses- og erhvervsvejledning.

Blandt den halvdel, der vurderer, at de har modtaget vejledning, synes ca. 2/3, at vejledningen var troværdig og tog udgangspunkt i deres interesser samt personlige og faglige forudsætninger. Omkring en tredjedel synes, at vejledningen var overfladisk og forvirrende.

Vejledningen har ifølge de unge selv tilsyneladende en ringe betydning for deres uddannelsesvalg. Flere undersøgelser viser, at især familiebaggrund spiller en vigtig rolle i forbindelse med de unges valg af ungdomsuddannelse.

Ud fra de eksisterende undersøgelser kan det ikke dokumenteres, at vejledning har betydning for, om de unge påbegynder en uddannelse. Unge, som giver udtryk for, at de har modtaget uddannelses- og erhvervsvejledning, har således ikke højere uddannelsesfrekvens end dem, som giver udtryk for, at de ikke har modtaget vejledning.

Dette understøttes af en række undersøgelser, der viser, at eleverne i 9. klasse ifølge eget udsagn først og fremmest taler med deres forældre om deres fremtidsplaner (især moderen). Det er også forældrene, der har den største indflydelse på, hvad de vælger. Skolevejleders og klasselærers indflydelse på valget rangerer på linie med kammeraternes.

I flere af undersøgelserne stilles der spørgsmål ved, om skolerne er tilstrækkeligt træfsikre ved udpegning af elever med behov for vejledning.

Undersøgelser antyder, at grundlaget for den unges uddannelsesvalg ikke er tilstrækkeligt, og at en bedre koordinering af vejledningsindsatsen vil bidrage til at begrænse frafald på uddannelserne.

Uddannelse af vejledere (kapitel 5)

Der findes 21 uddannelsestilbud til vejledere i Danmark. Hovedparten retter sig mod velafgrænsede grupper og har overvejende karakter af efteruddannelse. De samlede udgifter til uddannelse af vejledere udgør ca. 21 mio. kr. årligt.

Ved kun 7 ud af 28 vejledergrupper er der fastsat uddannelseskrav i form af gennemført vejlederuddannelse for at opnå beskæftigelse som vejleder. Omfanget af uddannelse for de enkelte grupper varierer meget - fra 25 til 1.680 timer. Andre lande har typisk færre, men betydeligt længere uddannelser.

Flere undersøgelser peger på behovet for at styrke vejledernes uddannelse. Allerede i 1972 foreslås det i en betænkning, at der snarest etableres en delvist fælles uddannelse for alle vejledere. Senest har RUE i 1998 foreslået, at der etableres en fælles grundlæggende vejlederuddannelse.

Vejledning i andre lande (kapitel 6)

I en række undersøgte lande er vejledning typisk udskilt som selvstændig uddannelse/erhverv, og private aktører har en større rolle end i Danmark.

Den svenske model består af tre hoveddele (ordinær uddannelses- og erhvervsvejledning, arbejdsmarkedets erhvervsvejledning og tværsektorielle vejledningscentre) samt et mindre antal private vejledningskonsulenter.

I England udbydes vejledningsopgaven i offentlig licitation af lokale myndigheder, som tegner kontrakt med private udbydere. En lignende model findes i Holland.

I Tyskland er såvel arbejdsmarkeds- som skolevejledningen institutionsuafhængig, og den varetages af professionelle, fuldtidsansatte og uddannede vejledere, mens der i Frankrig findes en lang række mere eller mindre specialiserede vejlednings- og rådgivningstilbud.

Modelovervejelser vedrørende tværsektoriel vejledning

(kapitel 7)

I kapitel 7 redegøres for en række forskellige muligheder for organisering af en tværsektoriel institutionsuafhængig uddannelses- og erhvervsvejledning. I vurderingen af de forskellige modeller har følgende spørgsmål indgået:

1. Hvilke eksisterende vejledningsordninger kan omfattes ?
1. Hvilke vejledningsaktiviteter kan omfattes ?
1. Hvordan kan ordningen forankres organisatorisk ?
1. Hvorledes kan ordningen finansieres ?

Kapitel 7 indeholder ingen vurdering af hvilken model, der under de givne omstændigheder vil være den mest hensigtsmæssige, men er det analytiske baggrund for det forslag, som præsenteres i kapitel 2.

2. Forslag til et tværsektorielt vejledningssystem samt etablering af en fælles vejlederuddannelse

2.1 Formål med vejledning

g

Det overordnede formål med uddannelses- og erhvervsvejledning er at give den unge det bedst mulige grundlag og støtte til at vælge den uddannelse/erhverv, der passer til den enkeltes ønsker og forudsætninger. Herunder skal vejledningen tilrettelægges, så den i størst muligt omfang medvirker til, at den enkelte unge får fodfæste på arbejdsmarkedet.

Det nedenstående forslag til en ændret organisering af vejledningsindsats på grundskolen/ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser er udarbejdet med udgangspunkt i analyser af det nuværende vejledningssystems styrker og svagheder. Mere konkret betyder dette, at følgende præmisser er lagt til grund ved udarbejdelsen af forslagene:

til en ændret organisering af vejledningsindsatsen:

• Vejledningen skal tage udgangspunkt i den enkelte unges ønsker og forudsætninger.
• Det er af afgørende betydning, at vVejledningstilbuddet skal, som det sker i det nuværende system, gennemføres i fysisk nærhed af og med kendskab til den enkelte unge. uddannelsessøgende, hvilket i I praksis vil det sige på den skole/uddannelsesinstitution, den unge befinder sig på.
• For at sikre, at den unge vejledningssøgende får så kvalificeret et grundlag for at vælge uddannelse som muligt, skal den tværsektorielle koordinering styrkes, og ansvaret herfor skal placeres uden for den enkelte skole/uddannelsesinstitution. Det er afgørende, at vejledningen ikke indsnævres af sektorinteresser eller af mangelfulde informationer om dele af uddannelsessystemet.
• Der er behov for en differentieret tilgang til vejledningsindsatsen således, at vVejledningsindsatsen skal afstemmes efter forskellige gruppers behov, og således at den personlige vejledningsindsats kan målrettes unge med særlige vejledningsbehov.
• Den kommunale ungdomsvejledning skal styrkes, således at den udgør et reelt "sikkerhedsnet" for den uddannelsesmæssigte svage gruppe.

Vejledningsindsatsen inden for de ovennævnte foreslåede rammer foreslås vil kunne understøttest af etableringen af en fælles vejlederuddannelse.

2.2 Forslag til ny kommunal ungdomsvejledning

Som illustreret i nedenstående figur 2.1. foreslås etableret en ny kommunal ungdomsvejledning, hvor ansvaret for vejledning om overgange fra grundskolen til ungdomsuddannelserne og overgange mellem ungdomsuddannelser skal forankres i en ny kommunal ungdomsvejledning. Det skal understreges, at figur 2.1. illustrerer viser den ny kommunale ungdomsvejlednings organisatoriske opbygning og ikke dens fysiske struktur.

Figur 2.1. Organisatorisk opbygning af ny kommunal ungdomsvejledning

Gymnasieudd. EUD/SOSU Andre Uungdomsudd.

Ny kommunal

Uungdomsvejledning

 

Folkeskole 1 Folkeskole 2 Folkeskole 3

 

Som det fremgår af nedenstående tabel 2.1. vil både ansvaret for og gennemførelsen af følgende vejledningsopgaver blive forankret i den ny kommunale ungdomsvejledning:

• Vejledning om erhvervspraktik
• Vejledning om brobygning og præsentationskurser
• Informationsarrangementer og uddannelsesmesser
• Vedligeholdelse og opbygning af vejledernetværk
• Vejledningsindsatsen over for grupper med særlige behov
• Virtuel vejledning
• "Ung til ung"-vejledning.

For så vidt angår de 2 sidste bullits, er der tale om opgaver, der ikke gennemføres i dag.

Selvom der sker en styrkelse af den tværgående vejledningsindsats, vil der kun i begrænset omfang være tale om, at vejledningsopgaver rent fysisk flyttes fra skolerne/institutionerne til den ny kommunale ungdomsvejledning. Den primære forskel på "før" og "efter" vil ligge i ansvarsplaceringen for vejledningsaktiviteten. Der er

Det er således væsentligt at slå fast, at de tids- og omfangsmæssigt langt største vejledningsaktiviteter - undervisning om uddannelses,- erhvervs - og arbejdsmarkedsorientering samt gennemførelse af vejledningssamtaler i forbindelse med uddannelsesplanlægning - både ansvarsmæssigt og med hensyn til gennemførelsen fortsat vil blive varetaget på skolernes/ungdomsuddannelsesinstitutionernes af skolernes/institutionernes vejledere. Den ny kommunale ungdomsvejledning vil dog have koordinerende funktioner i forhold til skolerne/institutionerne med henblik på, at den unge modtager et sammenhængende vejledningstilbud, der dækker hele uddannelsesforløbet.

 

 

Tabel 2.1. Ny kommunal ungdomsvejledning (NKU)

Vejledningsaktivitet	Udførende enhed		Ansvar
	Før	Efter	Før	Efter
Uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering i grundskolen	Grundskole	Grundskole	Grundskole	Grundskole, NKU kan tildeles en koordinerende funktion
Vejledningssamtaler i forbindelse med uddannelsesplanlægning	Grundskole	Grundskole, kan efter lokal aftale varetages af NKU	Grundskole	Grundskole, NKU vil få en koordinerende funktion og kan efter lokal aftale få tildelt ansvaret
Organisering af erhvervspraktik	Grundskole	NKU	Grundskole	NKU
Brobygning og præsentationskurser *	Grundskole og ungdomsuddannelser	NKU	Grundskole og den kommunale ungdomsvejledning	NKU
Informationsarrangementer og uddannelsesmesser *	Grundskole og ungdomsuddannelsesinstitutioner	NKU	Grundskole og ungdomsuddannelsesinstitutioner	NKU
Udarbejdelse af informationsmateriale	Grundskole, ungdomsuddannelsesinstitutioner og vejledningsfaglige udvalg (VFU)	NKU	Grundskole, ungdomsuddannelsesinstitutioner og VFU	NKU VFU
Virtuel vejledning	Foretages ikke	NKU	Ingen aktører	NKU
Ung til ung-vejledning	Foretages i yderst begrænset omfang	NKU	Kommuner	NKU
Vejledning til grupper med særlige behov	Grundskole, ungdomsvejledning og kuratorfunktion	NKU	Kommuner	NKU
Målsætninger på vejledningsområdet	Sker i begrænset omfang	NKU	Kommuner	NKU
Vedligeholdelse og opbygning af vejledernetværk	Sker i begrænset omfang kommunalt og i vejledningsfaglige udvalg (VFU)	NKU VFU	De regionale arbejdsmarkedsråd (RAR)	NKU RAR
Ungdomsvejledning	Kommuner	NKU	Kommuner	NKU

* Rammer for aktiviteter, herunder principper for indholdet

Det skal bemærkes, at oplistningen af vejledningsaktiviteter ikke er udtømmende, da der efter lokal beslutning kan tillægges den ny kommunale ungdomsvejledning yderligere opgaver.

Selvom der sker en styrkelse af den tværgående vejledningsindsats vil langt hovedparten af vejledningsindsatsen imidlertid forsat ske på de enkelte skoler og ungdomsuddannelsesinstitutioner. Den primære forskel på "før" og "efter" vil ligge i ansvarsplaceringen for vejledningsaktiviteten. Der er kun i begrænset omfang tale om, at vejledningsopgaver rent fysisk flyttes fra skolerne/institutionerne til den ny kommunale ungdomsvejledning.

Det er således væsentligt at slå fast, at de tids- og omfangsmæssigt langt største vejledningsaktiviteter - undervisning om uddannelses,- erhvervs - og arbejdsmarkedsorientering samt gennemførelse af vejledningssamtaler i forbindelse med uddannelsesplanlægning -både ansvarsmæssigt og med hensyn til gennemførelsen fortsat vil blive varetaget af skolernes/ungdomsuddannelsesinstitutionernes vejledere. Den ny kommunale ungdomsvejledning vil dog h ave koordinerende funktioner i forhold til skolerne/institutionerne med henblik på at den unge modtager et sammenhængende vejledningstilbud, der dækker hele uddannelsesforløbet.

2.2.1. Formål

Det overordnede formål med at forankre det samletde ansvar for vejledningen i overgangen mellem grundskole og ungdomsuddannelserne er at sikre de unge et vejledningstilbud, der gør deres valg af ungdomsuddannelse så kvalificeret som muligt.

Mere konkret har den ny kommunale ungdomsvejledning følgende formål:

Der ligger følgende intentioner bag den foreslåede ændring:

• Den ny kommunale ungdomsvejledning vil styrke sammenhængen og bredden i vejledningen, hvorved den unge vejledningssøgende vil kunne få en vejledning, der bredt og nuanceret beskriver den unges muligheder i det samlede uddannelsesbillede.
• Etableringen af vejledernetværk, udarbejdelsen af fælles informationsmateriale, m.v. vil tjene til, at vejlederne får et bedre grundlag for at give en vejledning, der omfatter det samlede uddannelsesbillede.
• Ved at lave en entydig ansvarsplacering vil vejledningssystemet fremstå mere overskueligt og enkelt for den unge.
• Ved at forankre vejledningsindsatsen for de grupper med, der har særlige vejledningsbehov i den ny kommunale ungdomsvejledning, vil disse unge grupper kunne få et mere målrettet tilbud, end det der er tilfældet i dag, hvor fx kun halvdelen af landets kommuner har etableret en kuratorordning.
• Sigtet med anvendelsen af IT-baseret vejledning er at give de unge bedre mulighed for selv at opsøge information samt give mulighed for at udarbejde vejledningsmateriale, der er målrettet særlige grupper. IT-baseret vejledning vil kunne bidrage til en øget målretning af vejledningsindsatsen og hermed frigøre vejlederressourcer til særlig ressourcekrævende målgrupper.
• Den praktiske gennemførelse af vejledningen organiseres på en sådan måde, at vejledningen fysisk vil blive placeret tæt på den unge - – nemlig på den unges skole eller ungdomsuddannelsesinstitution.
• Den positive effekt af vejlederens personlige og faglige kendskab til den enkelte unge elever bibeholdes i og med, at gennemførelsesvejledningen som udgangspunkt fastholdes på den enkelte uddannelsesinstitution.

 

Alt i alt vil etableringen af en ny kommunal ungdomsvejledning give vejledningstilbuddet et kvalitetsløft, der vil understøtte målsætningen om, at flest muligt fortsætter i og gennemfører en kompetencegivende uddannelse.





2.2.2. Organisatorisk forankring

Målgruppen for vejledningstilbuddet vil være unge under 25 år, som primært orienterer sig mod en ungdomsuddannelse. , hvor kommunerne i forvejen har et stort ansvar.

Vejledningen af unge er i dag primært en kommunal opgave. Det vil derfor være naturligt at bygge en tværsektoriel vejledning op omkring den kommunale ungdomsvejledning. Samtidig er der i den nuværende ungdomsvejledning etableret et samarbejde med

Den kommunale ungdomsvejledning samarbejder i forvejen med en lang række relevante interessenter på dette vejledningsområdet, som vil kunne styrkes i den ny kommunale ungdomsvejledning. S – styrkelsen af det tværsektorielle samarbejde er det vigtigste element og netop den omstændighed er et vigtigt element i bestræbelserne på at sikre, at alle unge fortsætter i og gennemfører en ungdomsuddannelse.

Det er en forudsætning for forslaget om den ny kommunale ungdomsvejledning, at alle kommuner opretter eller samarbejder med andre kommuner om oprettelsen af en sådan ny kommunal ungdomsvejledning, således at alle unge sikres et lokalt forankret vejledningstilbud i deres nærmiljø. For at sikre kvaliteten og bredden samt en optimal ressourceudnyttelse skal institutionen have en vis størrelse.

Mange kommuner må derfor på forhånd vurderes at have fordel af at løfte vejledningsopgaven i et tværkommunalt samarbejde. På landsplan skønnes der at være behov for ca. 50 centre. Den konkrete løsning af de eksisterende opgaver i den kommunale ungdomsvejledning forudsættes stadig løst tæt på den unge.

Ledelsen Styringen af centeret forudsættes således kommunalt forankret. Enten direkte under kommunalbestyrelsen eller under en bestyrelse med deltagelse af de kommuner, der løser opgaven i fællesskab, jf. figur 2.2.

 

 

Figur 2.2 Organisatorisk forankring

Kommune 1 Kommune 2 Kommune 3

Bestyrelse Råd

Ny kommunal

ungdomsvejledning

 

Til hvert vejledningscenter knyttes et centerråd med deltagelse af relevante aktører på ledelsesniveau, dvs. ledelsesrepræsentanter fra lokalområdets ungdomsuddannelsesinstitutioner, produktionsskoler, det lokale erhvervsliv og offentlige arbejdsgivere samt fra vejledningsfaglige udvalg (VFU), elev- og forældreorganisationer. Herudover kan centerrådet suppleres med andre interessenter efter lokal beslutning.

Centrenes bemanding bør bestå af hel- eller deltidsansatte:

Skolekonsulenter, kuratorer, koordinerende ungdomsvejledere, SSP-konsulenter, socialrådgivere, beskæftigelseskonsulenter, EGU-vejledere, FUU-vejledere samt sekretærer.

 

 

Endvidere skal der findes en model for fast tilknytning af vejledere fra tekniske skoler, handelsskoler, social- og sundhedsskoler, almene gymnasier, HF, VUC, AMU, landbrugsskoler og andre relevante vejledningsordninger.

Der kan overvejes tre forskellige modeller:

1. Den kommunale ungdomsvejledning frikøber vejledere på ungdomsuddannelsesinstitutionerne.
1. Den kommunale ungdomsvejledning har trækningsret på ungdomsuddannelsesinstitutionerne.
1. Ungdomsuddannelsesinstitutionernes vejledere forpligtes til at deltage i løsningen af den kommunale ungdomsvejlednings opgaver.

Model 1 er administrativ enkel, den sikrer en behovsbestemt ressourceudnyttelse, og endelig sikrer den, at ungdomsvejledningen har direkte mulighed for at påvirke, hvilke vejledere der konkret deltager i løsning af opgaverne.

Model 2, der forudsætter opbygning af en ny administrativ ordning, sikrer en behovsbestemt ressourceudnyttelsei højere grad, at ressourcerne anvendes til formålet. Til gengæld kan det være vanskeligt at disponere vejlederressourcerne for ungdomsuddannelsesinstitutionerne, og ungdomsvejledningen har ingen indflydelse på , hvilke vejledere der deltager i løsningen af opgaverne. Endelig indebærer modellen, at amter og statsinstitutioner mister rå ;dighedsret over ressourcer.

 

Model 3 er på den ene side (i lighed med model 1) administrativ enkel, idet ungdomsuddannelsesinstitutionerne fastholder rådighedsret over ressourcer. På den anden side er der ikke sikkerhed for, at ungdomsuddannelserne deltager i løsning af den kommunale ungdomsvejlednings opgaver eller afsætter tilstrækkelige ressourcer, og den nye Uungdomsvejledningen kan ydermere ikke påvirke, hvilke vejledere der deltager i løsningen af opgaverne.

2.2.3.Vejledningscenterets målsætning

For hvert vejledningscenter skal der opstilles klare målsætninger for centrets virksomhed. Centrets bestyrelse fastsætter målene efter høring af det tilknyttede centerråd. Målsætningerne, der skal indgå i et samspil med de involverede kommuners ungdomspolitik, skal bl.a. omfatte følgende:

1. Sikring af et sammenhængende vejledningstilbud for lokalområdets unge.
1. Sikring af koordination af vejledningsindsatsen.
1. Sikring af synlige vejledningstilbud i lokalområdet.
1. Bedre kvalitet af tværgående vejledningsydelser.
1. Sikring af målrettede tilbud til unge med særlige behov i lokalområdet.
1. Sikring af forpligtigende deltagelse af de tilknyttede vejledningsordninger i løsningen af centrets opgaver.

Herudover skal der suppleres med målsætninger efter lokale behov.

 

2.2.4. Arbejdsopgaver

Den nye kommunale ungdomsvejledning skal varetage følgende funktioner:

1. Eksisterende vejlednings- opgaver for unge under 25 år.

2. Koordineringsopgaver

3. Kvalitetsudvikling

4. Vejledningsopgaver

5. Individuelle vejlednings- samtaler

De fire øverste niveauer omfatter mindste krav til, hvad de nye centre som minimum skal gennemføre, mens det nederste niveau kan indgå i centrets opgaver.

1. Eksisterende opgaver

Vejledning for unge under 19 år, der er gået ud af skolen, men ikke er tilmeldt en uddannelse med tilknyttet vejledningsordning. I nogle kommuner er målgruppen udvidet til at omfatte unge op til 21 eller 25 år. Vejledningen gennemføres mindst to gange om året, indtil den unge får arbejde eller påbegynder en uddannelse. Til unge med særlige behov skal der tilbydes en mere personlig tilrettelagt vejledning.

 

 

2. Koordineringsopgaver

Omfatter primært etablering af et indbyrdes forpligtende netværk med deltagelse fra relevante vejledningsordninger.

Følgende aktører skal have pligt til at deltage i netværket:

Folkeskoler, ungdomsskoler med heltidsundervisning, ungdomsuddannelsesinstitutioner, produktionsskoler, kommunale socialforvaltninger, den kommunale aktivering, SSP, de kommunale skolevejledningsordninger, de kommunale ungdomsvejledningsordninger, kuratorer (PPR), ivu*C og de vejledningsfaglige udvalg VFU..

Endvidere skal centret, hvor det er relevant, inddrage det lokale erhvervsliv, offentlige arbejdsgivere, revalideringsinstitutioner, arbejdsformidlingen, sprogcentre eller andre relevante lokale aktører i netværksarbejdet.

De frie grundskoler og efterskoler er på grund af deres særlige status i lovgivningen ikke indtænkt i forslaget til en ny kommunal ungdomsvejledning, men skolerne vil have mulighed for at deltage efter eget ønske.

3. Kvalitetsudvikling

Opgaverne i forbindelse med kvalitetsudvikling omfatter:

1. Efteruddannelse til vejlederne eventuelt i samarbejde med det regionale CVU.
1. Konferencer for tilknyttede vejledningsordninger og andre tilknyttede samarbejdsparter.
1. Metodeudvikling, herunder i forhold til vejledning af særlige målgrupper.
1. ERFA-grupper for områdets vejledere.
1. Fælles koncepter for løsning atf opgaver.
1. Udvikling af uddannelsesplaner som dynamisk redskab i overgangen mellem uddannelsestilbud, herunder sikring af progression i vejledningen.
1. Udviklingsplaner for centrets virksomhed.
1. Opstilling af etiske retningslinier for vejledningen.
1. Fælles erfaringsudveksling centrene i mellem.

 

 

4. Vejledningsopgaver

De øvrige informations- og vejledningsopgaver består dels af helt nye vejledningsopgaver, dels af vejledningsopgaver, der tidligere er varetaget af grundskoler, ungdomsuddannelsesinstitutioner eller andre.

For nogle aktiviteter skal centret have driftsansvaret og være udførende. For andre aktiviteter skal centret alene være koordinerende, jf. tabel 2.1.

Det vil være et centralt element i forbindelse med etableringen af den nye kommunale ungdomsvejledning at styrke anvendelsen af IT i vejledningen. Det kunne eksempelvis være i form af en national web-portal med bl.a. autoriserede oplysninger på nationalt niveau om uddannelser og uddannelsessteder. De enkelte kommunale ungdomsvejledninger får herudover få mulighed for at lægge oplysninger ind i portalen, som kompletterer den koordinerede vejledning. , som er aftalt inden for de respektive områder. Der kunne videre være mulighed for at etablere links til de enkelte uddannelsesinstitutioners hjemmesider.

Det nærmere analysearbejde bør tage udgangspunkt i allerede eksisterende IT-baserede vejledningsmaterialer. Herudover bør flere af RUE’s vejledningsmaterialer, som finansieres af Undervisningsministeriet, indtænkes.

5. Individuelle samtaler

Endelig er der mulighed for, at centret gennemfører individuelle uddannelsessamtaler med elever i folkeskolens ældste klasser (8.-10. klasse) under hensyn til lokale ønsker og behov.

2.2.5. Kvalitetssikring

For at sikre kvaliteten på den ny ungdomsvejledning bør der fra centralt hold fastsættes regler om kvalitetskrav. Følgende krav bør som minimum indgå:

 

 

 

 

 

1. Kvalifikationskrav til vejlederne (central).
1. Evaluering (central/lokal).
1. Ekstern.
1. Selvevaluering.
1. Effektmåling i samarbejde med grundskoler og ungdomsuddannelsesinstitutioner.
1. Virksomhedsplan/årsplan for løsning af centrets opgaver - – herunder fastlæggelse af aktiviteter, åbningstider, omfang af elevernes besøgsadgang mv. (lokal).
1. Målsætninger fastsat på lov- og bekendtgørelsesniveau (minimumsmålsætninger fælles for alle centre) suppleret med krav om decentrale målsætninger (centralt/lokalt).
1. Sammenhæng i vejledningsopgaver og struktur.
1. På særlige vejledningsområder kan et center fungere som nationalt kompetencecenter.
1. Samarbejde med private aktører.
1. Åben og systematisk erfaringsudveksling med andre vejledningscentre, fx med inddragelse af RUE.

 

En række mere specifikke problemfelter skal afdækkes nærmere:

1. Afgrænsning i forhold til RAR/VFU, der har en opgaveprofil, som delvist overlapper den nye kommunale ungdomsvejledning.
1. Kompetencefordelingen mellem den nye kommunale ungdomsvejledning og skolebestyrelsen, hvis ansvaret for uddannelsessamtaler flyttes til ungdomsvejledningen.
1. Samspillet med PPR, herunder overvejelser om etablering og forankring af en eventuel psykologisk rådgivning på ungdomsuddannelsesniveau.
1. Spørgsmål vedrørende kommunalfuldmagten, hvis ungdomsuddannelsesinstitutionerne får adgang til at deltage i bestyrelserne for de nye kommunale ungdomsvejledninger.

 

 

2.3. Ny tværsektoriel vejledning for de videregående uddannelser

Vejledning og information om valg af videregående uddannelse foregår i dag såvel i ungdomsuddannelsesregi, på informationscentrene for de videregående uddannelser (Iivu*C), på de enkelte uddannelsesinstitutioner som ved forskellige tværgående arrangementer. Der sker ikke nogen egentlig koordinering af vejledningen på de forskellige niveauer, og der foreligger derfor heller ikke en samlet og fælles strategi for indsatsen.

Ivu*C var er det første skridt til at etablere en tværgående landsdækkende information om hele viften af videregående uddannelser, og målgruppen har indtil nu været de uddannelsessøgende til en videregående uddannelse, der har gennemført en ungdomsuddannelsen. Ivu*C har på det seneste fået tillagt nye opgaver som f.eks. vejledning af ansøgere med behov for specialpædagogisk støtte (SPS).

Ivu*C, der har fire kontorer samt en satellit, har hidtil været kørtetableret som eten forsøgsordning, men er nu besluttet permanentgjort af Undervisningsministeriet efter DMA/Dansk Markedsanalyse A/S’s og RUE’s positive evaluering.

Endelig yder Studenterrådgivningen overvejende personlig psykologisk rådgivning, primært under studiet, men med en uensartet målgruppe i forhold til det samlede billede af videregående uddannelser.

2.3.1. Forslag til en ny tværsektoriel vejledning for de videregående uddannelser

Det foreslås at etablere en ny landsdækkende tværsektoriel institution, der skal varetage forskellige koordinations,- drifts- og udviklingsopgaver.

Som det fremgår af nedenstående tabel 2.23. vil ansvaret for en række vejledningsopgaver blive forankret i den ny tværsektorielle vejledning for de videregående uddannelser.

Ifølge forslaget vil ivu*C, Den Koordinerede Tilmelding (KOT) og Studenterrådgivningen samt ansvaret for overgangsvejledningen fra ungdomsuddannelserne til videregående uddannelser blive forankret i den ny tværsektorielle vejledning for de videregående uddannelser, jf. nedenstående tabel 2.2.

Tabel 2.2. Ny tværsektoriel vejledning for de videregående uddannelser

Vejledningsaktivitet	"Placering"Udførende enhed		Ansvar
	Før	Efter	Før	Efter
Individbaseret information til uddannelsessøgende	ivu*C	ivu*C	ivu*C	NTVV*
Specialpædagogisk støtte (pr. 1/1-01)	ivu*C	ivu*C	ivu*C	NTVV
Statens voksenuddannelsesstøtte	ivu*C	ivu*C	ivu*C	NTVV
Studieorienterende møder	ivu*C	ivu*C	ivu*C	NTVV
Vejledning og information på ungdomsuddannelsesinstitutionerne om valg af videregående uddannelse	Ungdomsudd.	ivu*C/ Ungdomsudd.	Ungdomsudd.	NTVV
Koordineret tilmelding	Tilmeldings- sekretariatet	NTVV sekretariat	Tilmeldings- sekretariatet	NTVV
Gennemførselsvejledning på ungdomsuddannelserne	Ungdomsudd. institutionerne	Ungdomsudd. institutionerne	Ungdomsudd. institutionerne	Ungdomsudd. institutionerne
Gennemførselsvejledning på de videregående uddannelser	De videregående udd.inst.	De videregående udd.inst.	De videregående udd.inst.	De videregående udd.inst.
Psykologisk rådgivning og støtteStudenterrådgivningen	Studenterrådgivningen (De videregående udd.inst., (primært LVU)	Studenterrådgivningen (De videregående udd.inst. - (tænkes udvidet til også at dække MVU/KVU)	Studenterråd-givningen	NTVV

* Ny Tværsektoriel Vejledning for de Videregående uddannelser

Det skal bemærkes, at oplistningen af vejledningsaktiviteter ikke er udtømmende.

Den primære forskel på "før" og "efter" vil ligge i ansvarsplaceringen for vejledningsaktiviteten. Der er kun i begrænset omfang tale om, at vejledningsopgaver rent fysisk flyttes framellem uddannelsesinstitutionerne og /ivu*C’erne, og der skal ikke flyttes opgaver fra institutionerne og ivu*C’erne til den ny tværsektorielle vejledning til de videregående uddannelse (NTVV). til den ny tværgående vejledning for de videreg&ari nnelser.

Det er således væsentligt at slå fast, at det fortsat er uddannelses-institutionerne, der har ansvaret for gennemførelsesvejledning på uddannelserne.

På samme vis er det fortsat ivu*C’erne, der tilbyder de individbaseret information til uddannelsessøgende, vejledning om SU og arrangerer studieorienterende møder - – ansvaret for disse vejledningsaktiviteter bliver dog forankret hos den ny tværsektorielle vejledning for de videregående.

2.3.1. Formål

Formålet med at samle ansvaret for vejledningsindsatsen i en ny landsdækkende tværsektoriel institution er for herved at sikre bredden og styrke koordinationen af den tværsektorielle vejledning samt understøtte kvalitetssikringen og kvalitetsudviklingen på området.

Det er samtidig målsætningen at bibeholde de positive elementer, der er i den nuværende vejledning på ungdomsuddannelserne i forhold til den fysiske nærhed til vejledere og vejledernes kendskab til den enkelte unge.

Mere konkret har den ny er sigtet med en tværsektorielle vejledning følgende formål: og samlet studievejledning:

• 1
. At dSikre at de kommende studerende opnår en bredere viden om og et samlet overblik over, hvilke muligheder de har i deres studievalg, således at studievalget kvalificeres og frafald mindskes.
• 2
. At sSikre større koordinering og klarere forankring af informationsstrømmene til fordel for de studerende.
• 3
. At sSikre et professionelt niveau i den vejledning, de studerende modtager, og at medvirke til, en målretning af vejledningsat ressourcerne til de unge, der har særligt vejledningsbehov. udnyttes mere effektivt i vejledningen af de studerende.

Målgruppen for vejledningsindsatsen er :

Uuddannelsessøgende på en ungdomsuddannelse på vej til videregående uddannelse, .

• Personer med en afsluttet ungdomsuddannelse på vej til en videregående uddannelse
• Personerstuderende med studieskift fra én videregående uddannelse til en anden videregående uddannelse, studerende .
• Studerende, der ønsker at studere i udlandet samt studerende med særlig behov for .
• Uddannelsessøgende eller studerende med behov for særlig psykologisk støtte (studenterrådgivningen) eller .

Uddannelsessøgende til videregående uddannelser med særlige specialpædagogisk støtte og rådgivning e behov (SPS).

 



 

2.3.2. Organisatorisk forankring

Da aktiviteterne i den nye tværsektorielle vejledning skal være institutionsuafhængig og dække samtlige videregående uddannelser og dele af vejledningsindsatsen på ungdomsuddannelserne, anses det for mest er det mest hensigtsmæssigt, at institutionen oprettes som en statsinstitution under Undervisningsministeriet på linie med CIRIUS og Evalueringsinstituttet (EVA).

Etableringen af institutionen foreslås udmøntet ved at samle en række ordninger i en ny landsdækkende institution med et centralt sekretariat samt regionale centre.

 

 

 

 

*Studenterrådgivningen foreslås lagt ind under den nye statsinstitution. De enkelte ivu*C bør i den forbindelse få visitationsret til Studenterrådgivningen. Studenterrådgivningens aktiviteter har endvidere en vis sammenhæng til SPS, der allerede er en del af ivu*C’s aktiviteter.

** Det nuværende repræsentantskab for KOT bestående af en bred kreds af studievejledere og studiechefer fra alle typer videregående uddannelser indtænkes i et nyt repræsentantskab, der rådgiver direktøren.

 

 

 

Der etableres en institution, der ledes af en direktør med et tilknyttet sekretariat. Direktøren refererer til Undervisningsministeriet.

Direktøren er ansvarlig for:

• Administration/løn for hele institutionen.
• KOT-administration af optagelsen til de videregående uddannelser.
• Koordinering og kvalitetssikring af de enkelte ivu*C og Studenterrådgivningens opgaver.

De regionale ivu*C ledes af en daglig leder (som i dag), men i tilknytning til de regionale ivu*C etableres regionale repræsentantskaber bestående af repræsentanter fra de videregående uddannelser og fra ungdomsuddannelserne, det regionale erhvervsliv (herunder offentlige arbejdsgivere) samt andre relevante aktører. De regionale repræsentantskaber skal være rådgivende i forhold til at sikre, at regionale behov bliver dækkettilgodeset..

I dag findes en satellit-ivu*C. I forbindelse med en kvalitativ styrkelse af vejledningsindsatsen tænkes oprettet yderligere et antal satellitter. På landsplan skønnes der på sigt behov for oprettelse af yderligere 3 - - 5 satellitter med hver 1 - - 2 ansatte studievejledere. Disse satellitter tænkes forankret i et af de regionale ivu*C, men fysisk placeret på et CVU/akademi eller anden uddannelsesinstitution. Hensigten er, at de uddannelsessøgende og studere nde på en videregående uddannelse skal have et en tættere adgang end i dag til ivu*C’s ydelser.

For at sikre, at vejledningsindsatsen styrkes mest muligt, bør der etableres formaliserede samarbejdsrelationer mellem den nye institution og SU-styrelsen, herunder Center til Vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer. Vuu.

 

2.3.3. Arbejdsopgaver

Institutionen (NTVV) skal varetage følgende opgaver:

1. Administration af optaget til de videregående uddannelser (LVU, MVU, KVU). Dvs. videreføre KOT.
1. Koordinering af Iivu*C .
1. Overordnet ledelse af Studenterrådgivningen.
1. Koordination og netværkssamarbejde i øvrigt om vejledning og information om kommende studievalg.
1. Sikring af en stadig kvalitetsudvikling på området.
1. Videncenterfunktioner og erfaringsopsamling.

De enkelte Særligt skal de regionale ivu*C skal varetage følgende opgaver:

1. Vejledning og information om kommende uddannelsesvalg i et formaliseret samarbejde/netværk med ungdomsuddannelsesvejledere.
1. Individbaseret information til uddannelsessøgende (som hidtil).
1. SPS (specialpædagogisk støtteordning).
1. SVU (statens voksenuddannelsesstøtte).
1. STORM (studieorienterende møder).
1. Styring af satellit ivu*C.

Den nye landsdækkende institution får både en række service- og driftsopgaver over for ungdomsuddannelsernes institutioner og for de videregående uddannelsesinstitutioner (blandt andet i form af koordineringsansvaret for vejledning og information om kommende studievalg og den fortsatte KOT-service) og direkte vejledningsopgaver over for den enkelte uddannelsessøgende. For at den nye institution skal kunne leve op til sine opgaver over for denne brede målgruppe, kræves, at institutionen påtager sig en række vidensopgaver i forhold til det videregående uddannelsessystem.

Den nye tværsektorielle vejledning for de videregående uddannelser skal øge anvendelsen af IT i vejledningen.

Det nærmere analysearbejde bør tage udgangspunkt i allerede eksisterende IT-baserede vejledningsmaterialer. Herudover bør flere af de vejledningsmaterialer, som RUE udgiver, indtænkes.

 

IT-baseret vejledning vil kunne bidrage til en målretning af vejledningsindsatsen og hermed frigøre vejlederressourcer til ressourcekrævende målgrupper, som i særlig grad har behov for personlig vejledning.

 

 

 

Den nye institution skal have overblik og kendskab til:

• Det videregående uddannelsessystem.
• Det nuværende og fremtidige arbejdsmarked, herunder beskæftigelsessituationen.
• Fremtidige kompetencekrav.
• Strukturer i det videregående uddannelsessystem, herunder rummelighed i sammenhæng med merit og VfV-systemet: VVU, diplom og master.

Opgaven indebærer udvikling af en formaliseret organisation/infrastruktur, som muliggør vidensdeling- og opsamling, f.eks. i form af web-portal og netværksetablering mellem vejledere på de forskellige niveauer- og procedure for samarbejdsmodeller med uddannelsesinstitutionernes ledelser.

Konkret vil det betyde, at ansvaret for koordinering af vejledning og information om kommende studievalg forankres i den nye institution. Studievejlederne på ungdomsuddannelserne skal forpligtes til at deltage i netværk om vejledning og information om kommende studievalg. Netværkene forankres i den nye institution, der tilrettelægger vejledningens faglige indhold og karakter og arbejdsdelingen mellem de forskellige aktører. Forpligtigelsen til at deltage i netværk kan , som for den ny kommunale ungdomsvejledning, jf. tidligere afsnit, udmøntes efter følgende modeller:

1. De regionale ivu*C’er frikøber vejledere på ungdomsuddannelsesinstitutionerne.
1. De regionale ivu*C’er har trækningsret på ungdomsuddannelsesinstitutionerne.
1. Ungdomsuddannelsesinstitutionernes vejledere forpligtes til at deltage i løsningen af den regionale ivu*C’s opgaver.

 

Derudover bør det nuværende tætte fællesskab mellem ivu*C, KOT og Uddannelses- og Erhvervsvalget (forankret i RUE) bevares i forbindelse med etablering af den nye institution. Den gensidige informationsstrøm mellem de tre instanser har sikret, at relevant information har kunnet samles. Denne styrke skal nu yderligere forbindes tættere med vejledningen på ungdomsuddannelserne.

 

Med respekt for de involverede institutioners eget ansvar for at yde vejledning og information vil der blive udstukket rammer fra Undervisningsministeriet om den landsdækkende institutions ansvarsområde, jf. også nedenfor.

Den landsdækkende institution skal have en videnscenterfunktion, hvor opgaverne i forbindelse med kvalitetsudvikling vil omfatte:

1. Efteruddannelsestilbud, eventuelt i samarbejde med det regionale CVU.
1. Konferencer for tilknyttede vejledningsordninger og andre tilknyttede samarbejdsparter.
1. Metodeudvikling, herunder i forhold til vejledning af særlige målgrupper.
1. Fælles koncepter for løsning af opgaver.
1. Udviklingsplan for institutionens virksomhed.
1. Opstilling af etiske retningslinier for vejledningen.
1. Sikre systematisk erfaringsudveksling mellem de nye ivu*C´er .

2.3.4. Kvalitetssikring

For at sikre kvaliteten af virksomheden i den ny tværsektorielle vejledning på de videregående uddannelser skal der fra centralt hold fastsættes regler om kvalitetskrav. Følgende krav kan indgå:

1. Kvalifikationskrav til vejlederne (centralt).
1. Evaluering (centralt/regionalt), herunder eksterne evalueringer og selvevalueringer.
1. Virksomhedsplan/årsplan for løsning af institutionens opgaver – herunder for de enkelte ivu*C´er og Studenterrådgivningens aktiviteter (centralt/regionalt).
1. Målsætninger fastsat på lov- og bekendtgørelsesniveau for institutionen (centralt).
1. Sammenhæng i vejledningsopgaver og struktur.

 

 

2.4. Forslag til en fælles vejlederuddannelse

Der foreslås etableret en fælles grundlæggende vejlederuddannelse, der er relevant for målrettet vejledere i grundskolen, på ungdomsuddannelserne og den ny kommunale ungdomsvejledning, . Uddannelsen vil også være relevant for de fastansatte vejledere ved ivu*C, fastansatte vejledere ved de videregående uddannelser samt andre relevante områder, fx voksenuddannelserne.

Uddannelsen foreslås tilrettelagt ægges som åben uddannelse, der er karakteriseret ved at være en fleksibelt tilrettelagt uddannelse for voksne i erhverv. Indholdet i uddannelsen tager hensyn til deltagernes voksnes arbejds- og livserfaring.

Den fælles vejlederuddannelse foreslås at kunne indgå som en del af diplomuddannelse.

2.4.1. Formål

Det overordnede formål med den grundlæggende vejlederuddannelse er at kvalificere deltagerne til selvstændigt at kunne tilrettelægge og gennemføre de almindeligt forekommende informations- og vejledningsopgaver inden for vejledningsordningerne.

Et fælles forløb for alle vejledergrupper vil kunne opfylde flere formål:

1. Sikre et højt grunduddannelsesniveau for alle vejledere.
1. Fremme udviklingen af en fælles vejlederidentitet og dermed skabe et godt grundlag for den praktiske samordning af vejledningen til gavn for de vejledningssøgende.
1. Sikre et højt grunduddannelsesniveau for alle vejledere Løfte vejledernes grundlæggende professionelle niveau og danne grundlag for tilbagevendende vejlederkvalificering, samt skabe sammenhæng mellem teori- og praksisudvikling.
1. Bidrage til at kvalificere udviklingsarbejder inden for vejledningsområdet.

For at styrke uddannelsesmiljøet omkring uddannelsen bør vejlederuddannelsen forankres hos et begrænset antal udbydere.

 

 

 

 

 

2.4.2. Struktur

Den fælles grundlæggende vejlederuddannelse bør bygge på følgende principper:

 

1. De forskellige dele af vejlederuddannelsessystemet hænger sammen, idet de bygger ovenpå og/eller målrettet supplerer hinanden.
1. Grundlæggende vejlederuddannelse har som hovedregel karakter af efteruddannelse for nyudnævnte vejledere.
1. Vejlederuddannelse kan gennemføres parallelt med varetagelsen af funktionen som vejleder.
1. Vejlederuddannelse forankres i videreuddannelsessystemet for voksne.

Den grundlæggende vejlederuddannelse tænkes udbudt regionalt i form af fælles grundlæggende moduler med mulighed for en mindre sektorvis specialisering.

Den grundlæggende vejlederuddannelse bør både være et afsluttet hele og samtidig kunne give merit til videre studier. Vejlederens grundlæggende uddannelse kvalificering foreslås at svare til 6 måneders heltidsundervisning eller 30 ECTS-point.

En fælles vejledergrunduddannelse, udbudt i henhold til lov om åben uddannelse, bør lægge op til at se vejledning som et kontinuum, ikke som en sektorspecifik aktivitet. Der vil dog fortsat være brug for et sektorspecifikt delforløb for de enkelte uddannelsesretninger.

Det vil være en nærliggende mulighed, at den nye grundlæggende vejlederuddannelse udbydes på Set i forhold til CVU’erne og DEL, der har CVU-lignende status. , er der en oplagt mulighed for at skabe en ny tværgående fælles kvalificering af vejledere.

 

2.4.3. Indhold

Indholdet af den foreslåede vejlederuddannelse er en bearbejdning af RUEs forslag til fælles vejlederuddannelse. Uddannelsens indhold svarer til RUE’s forslag, mens strukturen er tænkt ind i en diplomuddannelse.

 

Uddannelses- og erhvervsvejledning: en profession (15 ECTS-point)

Modul 1. Vejlederrollen, vejledningsteori- og metode

Fokus i dette modul er rettet mod at belyse vejlederens rolle i relation til den vejledningssøgende og i relation til vejlederens egen arbejdsmæssige og samfundsmæssige placering. Teoridelen har til formål at give indblik i forskellige vejledningsteorier med henblik på at kvalificere vejlederen til at identificere og forholde sig til vejledningsfaglige problemstillinger. Træning i anvendelse af forskellige vejledningsmetoder er et andet væsentligt element i dette modul. Her er bl.a. samtaleteknikken og overvejelser om anvendelse af IT i vejledningen særdeles vigtig. Vinkler på etik i vejledningen inddrages i såvel teori- som metodedelen. Endelig udgør introduktion til emneområder som evaluering af vejledning samt kvalitetsudvikling og kvalitetssikring af vejledningen en tredje væsentlig del af modulet. Alt i alt bibringer modulet vejlederen en vejledningsfaglig bevidsthed og platform.

Modul 2. De vejledningssøgende

Formålet med denne del af grunduddannelsen er at introducere til de specifikke forhold vedrørende varetagelse af vejledningsopgaver inden for en given vejledningsordning. Det kan fx dreje sig om rammer for og organisering af vejledningen inden for ordningen, herunder samarbejdsrelationer, samt om forudsætninger hos de vejledningssøgende, tilknyttet ordningen. Fokus i dette modul rettes mod de vejledningssøgende - deres forhold og forudsætninger. Modulet skal s&a elig;tte vejlederen i stand til at kunne arbejde professionelt med vejledningssøgende med vidt forskellige baggrunde, kulturer og værdinormer. Der arbejdes med at øge vejlederens kendskab til forskellige vejledningssøgendes forudsætninger samt med at fremme vejlederens indsigt i individers udvikling, socialisation og barrierer med henblik på at kunne give de vejledningssøgende den bedst mulige vejledning.

 

Modul 3. Sektorspecifik del

Formålet med denne del af grunduddannelsen er at introducere til de specifikke forhold vedrørende varetagelse af vejledningsopgaver inden for en given vejledningsordning.

Det kan fx dreje sig om rammer for og organisering af vejledningen inden for ordningen, herunder samarbejdsrelationer samt om forudsætninger hos de vejledningssøgende, tilknyttet ordningen. Forløbets længde kan variere fra vejledningsordning til vejledningsordning.

Vejledning, uddannelse og arbejde (15 ECTS-point)

Modul 4. Arbejdsmarkedet

Dette modul giver vejlederen baggrund for at opnå et indgående kendskab til arbejdsmarkedets struktur og opbygning og til rekruttering af arbejdskraft til forskellige typer erhverv. Endvidere bibringes vejlederen overblik over eksisterende jobtyper og kvalifikationskravene på arbejdsmarkedet. Vejlederen trænes i at formidle denne viden til den vejledningssøgende, således at denne kvalificeres til, at kunne finde egne veje mod individuelle mål. Der arbejdes m ed at bevidstgøre vejlederen om den arbejdsmarkedspolitiske dimension i vejledningsindsatsen, fx i relation til forebyggelse af ledighed og flaskehalse, og deltagerne trænes i at se vejlederrollen i et større samfundsmæssigt perspektiv.

Modul 5. Uddannelsessystemet

Modulet sætter fokus på uddannelsessystemets opbygning, krav og udfordringer med henblik på at give vejlederen overblik over, hvilke muligheder den vejledningssøgende har for at kvalificere sig til at nå sine mål. Hovedvægten lægges på det danske uddannelsessystem, men rummer også elementer om uddannelsesmuligheder i udlandet. Igennem modulet trænes vejlederen i at finde rundt i uddannelsessystemets forskellige dele, og der opø ves færdigheder i at formidle denne viden til den vejledningssøgende. Endelig behandles vejledningens rolle i et uddannelsespolitisk perspektiv med henblik på at sætte vejlederen i stand til at vurdere samfundspolitiske målsætninger i relation til den vejledningssøgendes behov, motivation og barrierer.

 

 

Modul 6. Sammenhæng i vejledningssystemet

I dette modul indføres vejlederen i sammenhængen i vejledningssystemet. Her skal etableres et øget kendskab til vejledningen i andre sektorer og en indsigt i egen og andres vejledningspraksis. Herigennem styrkes vejlederens mulighed for at samarbejde med og/eller visitere til andre vejledere.

Deltagerne trænes i at opbygge og arbejde i netværk, med det formål at vejledere i alle dele af vejledningssystemet kan samarbejde om at tilbyde en sammenhængende og fyldestgørende vejledning, der fremmer valg og gennemførelse af den enkeltes uddannelses- og jobønsker - og forebygger frafald, der skyldes mangelfuld eller ukoordineret vejledning.

2.4.4. Tilrettelæggelse

Grunduddannelsen tilrettelægges som et forløb, der gennemføres sideløbende med arbejdet som vejleder. For deltagere, der ikke arbejder som vejledere, gennemføres praktikforløb sideløbende med uddannelsen.

Der kan anvendes en mangfoldighed af undervisningsformer, herunder traditionel holdundervisning, diverse projektarbejdsformer, praktik og forskellige typer af fjernundervisning. IT inddrages i væsentligt omfang.

Hvert modul afsluttes med en prøve, der formmæssigt er tilpasset den anvendte undervisningsform. Derudover afsluttes hvert af de 2 uddannelseselementer (omfattende 3 moduler) med en eksamen.

Rækkefølgen af de enkelte dele af grunduddannelsen sammensættes efter, hvad der er mest hensigtsmæssigt for den enkelte vejleder.

2.4.5. Adgangskrav

Den grundlæggende vejlederuddannelse foreslås som nævnt, at kunne indgå som en del af en diplomuddannelse.

Adgangskravene til den grundlæggende vejlederuddannelse forslås derfor fastsat, så de svarer til kravene til en lærer inden for den pågældende uddannelse.

Det vil sige, at uddannelsen tilrettelægges for studerende, der opfylder ansættelsesbetingelserne som lærer ved den pågældende uddannelsesinstitution. Hertil kommer et krav om mindst 2 års relevant erhvervserfaring efter den adgangsgivende uddannelse. De udbydende institutioner kan herudover give adgang til uddannelsen for ansøgere, som ikke opfylder disse krav, men som skønnes at have de nødvendige forudsætninger, evt. efter nærmere fastsat supplering.

Den grundlæggende vejlederuddannelse forventes at få et volumen på 300-400 personer årligt i etableringsfasen af den tværsektorielle vejledning, faldende til ca. 150 i en ligevægtssituation.

2.4.6. Masteruddannelse i vejledning

Kvaliteten af den grundlæggende vejlederuddannelse og kvalitetsudviklingen af den samlede vejledningsindsats vil kunne styrkes yderligere gennem etablering af en vejlederuddannelse på masterniveau. Uddannelsens målgruppe vil eksempelvis være undervisere på den grundlæggende vejlederuddannelse og vejledere med overordnet koordinerende ansvar.

Når CVU´erne skal kvalificere danske vejledere til diplom-niveau, udgør kvalificeringen af lærerkræfter en regulær flaskehals. Samtidig kunne der muligvis være behov for kvalificering af lederne af de ny kommunale ungdomsvejledninger.

En fælles videreuddannelse på Masterniveau kunne fx udbydes på DPU.

Masteruddannelsen retter sig primært mod ledere af de kommunale ungdomsvejledninger, koordinerende vejledere i ungdomsuddannelserne og underviserne på de grundlæggende vejlederuddannelser. Det forventede uddannelsesvolumen vil være på ca. 30 personer årligt.

 

 

2.5. Økonomiske bemærkninger

De to tværsektorielle vejledningstilbud indebærer på den ene side et kvalitetsløft i forhold til den nuværende opgaveløsning i overgangen mellem grundskole, ungdomsuddannelse og videregående uddannelse.

På den anden side må det forventes, at der kan frigøres vejledningsressourcer, dels ved at samle vejledningsindsatsen i mere bæredygtige miljøer, dels ved at styrke anvendelsen af IT baseret vejledning. Hertil kommer, at indsatsen frem over forventes målrettet mod de målgrupper, som i særlig grad har behov for personlig vejledning.

I ligevægt forventes omlægningen samlet set at være udgiftsneutral. Dog indebærer omlægningen omfordeling mellem institutioner og offentlige myndigheder, samt en række etableringsudgifter.

Ny kommunal ungdomsvejledning

De samlede udgifter til den ny kommunale ungdomsvejledning skønnes til ca. 75 mio. kr. årligt, heraf udgør de nuværende udgifter til ungdomsvejledningen ca. 50 mio. kr. årligt, jf. tabel 2.3.

Tabel 2.3 Udgifter til ny kommunal ungdomsvejledning

	mio. kr.
Ny kommunal ungdomsvejledning (udgifter i alt)	75,0
Nuværende udgifter til kommunal ungdomsvejledning	-50,0
Aflastning af almene gymnasier (fra amter til kommuner)	-8,0
Aflastning af erhvervsskoler (fra stat til kommuner )	-17,0
Merudgifter i alt	0,0

Hovedparten af ungdomsvejledningens nye opgaver varetages i dag af ungdomsuddannelsesinstitutionerne, primært de almene gymnasier, handelsskoler og tekniske skoler.

Hvis der vælges en frikøbsmodel, skal merudgifter derfor som udgangspunkt finansieres via takstreduktioner på de taxameterfinansierede uddannelser (handelsskoler og tekniske skoler) samt omfordeling mellem amter og kommuner på amtsligt finansierede uddannelser (almene gymnasier).

 

 

Med udgangspunkt i de eksisterende bestande indebærer dette, at der skal omfordeles ca. 8 mio. kr. fra amterne til kommunerne, samt ca. 17 mio. kr. fra erhvervsskolerne, svarende til en gennemsnitlig reduktion af uddannelsestaxametrene på ca. 0,4 procent.

Hvis der vælges en model med kommunal trækningsret eller forpligtigelse, skal der ikke foretages omfordeling.

Tværsektoriel vejledning for videregående uddannelser

De samlede udgifter til en tværsektoriel vejledning for de videregående uddannelser skønnes til ca. 45 mio. kr., heraf udgør de nuværende udgifter til den koordinerede tilmelding (ca. 7 mio. kr.), ivu*C (ca. 15 mio. kr.) og Studenterrådgivningen (ca. 14 mio. kr.) i alt ca. 35 mio. kr.

Tabel 2.4 Udgifter til vejledningscenter for videregående uddannelse

	mio. kr.
Vejledningscenter for videregående uddannelser (udgifter i alt)	45,0
Nuværende udgifter til KOT, Ivu’C og Studenterrådgivningen	-35,0
Aflastning af almene gymnasier (fra amter til stat)	-3,0
Aflastning af erhvervsskoler (fra stat til stat)	-7,0
Merudgifter i alt	0,0

Hertil kommer merudgifterne vedrørende primært oprettelse af yderligere 3-5 "satellitter" med hver 1-2 ansatte, samt øget sekretariatsbetjening.

I lighed med den ny kommunale ungdomsvejledning indebærer frikøbsmodellen en omfordeling fra de institutioner, der aflastes for vejledningsaktiviteter, primært ungdomsuddannelsesinstitutionerne.

Omfordelingen indebærer, at der skal flyttes ca. 3 mio. kr. fra amterne til kommuner i forbindelse med gymnasierne og ca. 7 mio. kr. fra erhvervsskolerne, svarende til en takstreduktion på uddannelsestaxametrene på ca. 0,2 procent.

Hvis der vælges en model med trækningsret eller forpligtigelse, skal der ikke foretages omfordeling.

 

 

Vejlederuddannelse

Da uddannelsen forudsættes udbudt på deltid som et frivilligt tilbud under åben uddannelse vedrører de statslige udgifter alene udgifter til uddannelsestaxametre.

På den grundlæggende vejlederuddannelse forventes en aktivitet på 300-400 personer årligt i etableringsfasen - – dvs. de første 3 år - faldende til ca. 150 i en ligevægt. Hertil kommer en årlig aktivitet på ca. 30 på masteruddannelsen.

Uddannelserne vil blive takstindplaceret i henhold til udgiftsneutralitet.

 

2.6. Afsluttende bemærkninger

Det foreslås, at de i kapitel 2 nævnte forslag om at etablere en ny ungdomsvejledning, en ny tværsektoriel vejledning for de videregående uddannelser samt krav om en fælles vejlederuddannelse mest hensigtsmæssigt vil kunne gennemføres ved at lave et forslag til en lovændring, hvor alle ændringerne af de berørte love på forskellige uddannelsesområder, m.v. indgår i en ny samlelov.

 

3. Det danske vejledningssystem

3.1. Indledning

Der findes 26 uddannelses- og erhvervsvejledningsordninger i Danmark jf. tabel 3.1.

Tabel 3.1. Uddannelses- og erhvervsvejledningsordninger.

Regulerede ordninger Skolevejledning i folkeskolen Ungdomsvejledning Studievejledning ved gymnasier, studenter og hf-kurser Vejledning ved den Fri Ungdomsuddannelse (FUU) Uddannelses- og erhvervsvejledning ved erhvervsskolerne (inkl. KVU) Vejledning i relation til erhvervsgrunduddannelsen (EGU) Vejledning ved forberedende voksenundervisning Vejledning ved almen voksenuddannelse (AVU) Vejledning i tilknytning til undervisning af voksne udlændinge Studievejledning ved grundlæggende social- og sundhedsuddannelser Vejledning ved landbrugsuddannelsen Ivu*C Vejledning af værnepligtige – JUDO-ordningen Vejledning af forsvarets stampersonel – CU-ordningen Erhvervsvejledning ved Arbejdsformidlingen Vejledning i arbejdsløshedskasserne Vejledning i forbindelse med aktiv socialpolitik Vejledning af flygtninge og indvandre i kommunerne Vejledning under Kriminalforsorgen Vejledning ved produktionsskoler Vejledning ved daghøjskoler Andre ordninger Vejledning ved frie grundskoler Vejledning ved efterskoler Vejledning ved folkehøjskoler Vejledning ved arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) Studievejledning ved videregående uddannelser (MVU og LVU)

Hertil kommer ca. 12 tværsektorielle vejledningstilbud, Studenter-rådgivningen, en række private aktører (bl.a. Uddannelseskaravanen og Porten til fremtiden) samt det rådgivende organ RUE, som også har en betydelig forlagsvirksomhed om vejledning.

Som det fremgår af ovenstående tabel, er det danske vejledningssystem karakteriseret af at være meget fragmenteret.

De enkelte ordningers afgrænsning mellem institutioner og uddannelser er ikke entydig. Vejledning ved fx. landbrugsuddannelsen (nr. 11) har eget regelgrundlag, selv om landbrugsskolerne er erhvervsskoler (nr. 3). Spørgsmålet om brudflader mellem de enkelte ordninger vurderes nærmere i afsnit 3.3.

I det følgende beskrives først i afsnit 3.2 det danske vejledningssystems formelle rammer og overordnede indretning. Dernæst vurderes i afsnit 3.3 ordningernes formål, målgruppe og form. I afsnit 3.4 og 3.5 kortlægges, hvor mange personer der beskæftiger sig med vejledning samt det samlede ressourceforbrug.

For en mere detaljeret beskrivelse af de enkelte ordninger henvises til bilag A og B.

3.2. Formelle rammer

I lov om uddannelses- og erhvervsvejledning - der bl.a. indeholder regler om Rådet for Uddannelses- og Erhvervsvejledning (RUE) - fastslås, at:

"Vejledning ydes af den offentlige arbejdsformidling, af skoler og andre uddannelsesinstitutioner samt af andre myndigheder og institutioner."

Endvidere fastslås, at vejledningen skal tjene til den enkeltes forberedelse og gennemførelse af valg af uddannelse eller erhverv.

Herudover findes der ingen overordnet juridisk bindende ramme, der omfatter alle 26 uddannelses- og erhvervsvejledningsordninger, jf. tabel 3.1.

Hovedparten af ordningerne (21 ordninger) er centralt reguleret i egne love, bekendtgørelser, cirkulærer eller lignende, mens de øvrige (5 ordninger) ikke er reguleret af love eller lignende.

Der er stor forskel på typen og omfanget af reguleringen. Nogle ordninger har en meget direkte regulering med konkrete bestemmelser om vejledningens omfang og/eller karakter. Dette gælder bl.a. for vejledning i folkeskolen, gymnasiet, erhvervsskolerne og den fri ungdomsuddannelse.

Andre ordninger har en mere overordnet regulering. I nogle tilfælde er det alene angivet, at institutionerne er forpligtiget til at yde vejledning uden nærmere angivelse af vejledningens omfang. Det gælder fx vejledning ved grundlæggende social- og sundhedsuddannelser (SOSU).

En stor del af ansvaret for de enkelte vejledningsordninger er henlagt til decentrale instanser. Dette bevirker, at institutionsspecifikke forhold, herunder ledelsens indstilling til vejledning, kan have stor betydning for vejledningens konkrete tilrettelæggelse.

Forankringen af de 26 vejledningsordninger er fordelt på fire administrative niveauer: Staten (5 ordninger fordelt på fire ministerier), amterne (3 ordninger), kommunerne (6 ordninger) og den enkelte institution (12 ordninger), jf. tabel 3.2.

 

Tabel 3.2. Forankring af de 26 vejledningsordninger.

Staten	Amter	Kommuner	Institutionen
UVM ivu· C Arbejdsministeriet AF Forsvarsministeriet JUDO-ordningen CU-ordningen Justitsministeriet Kriminalforsorgen	FVU AVU SOSU	Folkeskolen Ungdomsvejledning EGU Aktiv socialpolitik Voksne udlændinge Flygtninge og indvandrere	Gymnasiet FUU Erhvervsskoler Landbrugsudd. A-kasser Friskoler Efterskoler Produktionsskoler Daghøjskoler Folkehøjskoler MVU/LVU AMU

 

I tilknytning til de 26 vejledningsordninger er der i perioden 1992-97 etableret 18 tværsektorielle vejledningstilbud rundt om i landet. Hovedparten er etableret som forsøg, hvoraf 7 er permanentgjorte, 3 eksisterer stadig som forsøg, 1 er under afvikling, mens 7 er ophørt, jf. tabel 3.3.

Tabel 3.3. Oversigt over tværsektorielle vejledningstilbud.

	Etablering	Status
Åben Vejledning, Tønder	1994	Permanent
11´eren, Ringsted	1995	Permanent
RYESjobben, Fredericia	1995	Permanent
Vejledningshuset, Vejen	1996	Permanent
Mulighedernes Hus, Køge	1997	Permanent
Vejledningsbutikken, Korsør	1997	Permanent
Vejledningsbutikken, Hjørring	1997	Permanent
Vejledningshuset, Kalundborg	1995	Årlig evaluering
Uddannelsesvejviseren, Roskilde	1997	Forsøg
Vejledningshuset, Nykøbing F.	1997	Forsøg indtil 2000
Uddannelsesbutikken, Aalborg	1994	Under afvikling
Vejledning under En Hat, Hillerød	1994	Ophørt 2000
Knudepunktet, Frederiksværk	1992	Ophørt 2000
Uddannelsesbutikken, Vejle	1995	Ophørt 1999
Vejledningscenter, Skive	1995	Ophørt 1999
Jobbutikken, Næstved	1994	Ophørt 1997
Informationscenteret, København	1995	Ophørt 1996
Uddannelsestrailer, Storstrøms Amt	1995	Ophørt 1996

Kilde: Evaluering af de tværsektorielle vejledningstilbud, Poula Helth Rådgivning ApS 2000.

 

De tværsektorielle tilbud er oftest etableret som mere eller mindre forpligtigende samarbejder mellem lokale uddannelsesinstitutioner, kommunen og/eller arbejdsformidlingen.

Det samlede antal samarbejdspartnere og samarbejdsformer varierer. AF har deltaget i hovedparten af tilbudene (11 tilbud), kommunerne har været med i 6 tilbud, mens uddannelsesinstitutioner (primært ungdomsuddannelsesinstitutioner) har været med til at etablere 12 af de 14 tilbud.

 

3.3. Formål, målgrupper og form

Uddannelses- og erhvervsvejledning befinder sig i et spændingsfelt mellem hensynet til den enkeltes ønsker, udbuddet af uddannelsesmuligheder og hensynet til det samfundsmæssige behov for et velfungerende arbejdsmarked.

Det overordnede formål med vejledning er som nævnt i kapitel 2, at give den unge det bedst mulig grundlag og støtte til at vælge en uddannelse/erhverv, der passer til den enkeltes ønsker og forudsætninger.

Formålene med de enkelte ordninger varierer imidlertid. Samtidig er der en række brudflader inden for og imellem de enkelte ordninger, jf. tabel 3.4.

Flertallet af ordningerne vejleder dels om gennemførelse af uddannelsen dels om overgang og indslusning til videre uddannelse. Disse ordninger er som regel fysisk placeret på de enkelte uddannelsesinstitutioner.

Andre ordninger har et - – mere eller mindre dominerende – – beskæftigelsesorienteret sigte. Endelig har nogle ordninger bred vejledning om uddannelses- og/eller beskæftigelsesmuligheder som formål.

Tabel 3.4 Vejledningstilbud fordelt efter målgruppe

ig;ftigelsesorienteret sigte. Endelig har nogle ordninger bred vejledning om uddannelses- og/eller beskæftigelsesmuligheder som formål.

.

/P> ;ret med til at etablere 12 af de 14 tilbud.

slash;rt, jf. tabel 3.3.

ip;. ig;ftigelsesorienteret sigte. Endelig har nogle ordninger bred vejledning om uddannelses- og/eller beskæftigelsesmuligheder som formål.

.

/P> ;ret med til at etablere 12 af de 14 tilbud.

slash;rt, jf. tabel 3.3.

ceforbrug.
TD> ig;ftigelsesorienteret sigte. Endelig har nogle ordninger bred vejledning om uddannelses- og/eller beskæftigelsesmuligheder som formål.

.

/P> ;ret med til at etablere 12 af de 14 tilbud.

slash;rt, jf. tabel 3.3.

ceforbrug.

ngerne af de berørte love på forskellige uddannelsesområder, m.v. indgår i en ny samlelov.

ger, evt. efter nærmere D> TD> ig;ftigelsesorienteret sigte. Endelig har nogle ordninger bred vejledning om uddannelses- og/eller beskæftigelsesmuligheder som formål.

.

/P> ;ret med til at etablere 12 af de 14 tilbud.

slash;rt, jf. tabel 3.3.

ceforbrug.

ngerne af de berørte love på forskellige uddannelsesområder, m.v. indgår i en ny samlelov.

ger, evt. efter nærmere D> ig;ftigelsesorienteret sigte. Endelig har nogle ordninger bred vejledning om uddannelses- og/eller beskæftigelsesmuligheder som formål.

.

/P> ;ret med til at etablere 12 af de 14 tilbud.

slash;rt, jf. tabel 3.3.

ceforbrug.

ngerne af de berørte love på forskellige uddannelsesområder, m.v. indgår i en ny samlelov.

ger, evt. efter nærmere llip;………. D> ig;ftigelsesorienteret sigte. Endelig har nogle ordninger bred vejledning om uddannelses- og/eller beskæftigelsesmuligheder som formål.

.

/P> ;ret med til at etablere 12 af de 14 tilbud.

slash;rt, jf. tabel 3.3.

ceforbrug.

ngerne af de berørte love på forskellige uddannelsesområder, m.v. indgår i en ny samlelov.

ger, evt. efter nærmere lip;……. D> ig;ftigelsesorienteret sigte. Endelig har nogle ordninger bred vejledning om uddannelses- og/eller beskæftigelsesmuligheder som formål.

.

/P> ;ret med til at etablere 12 af de 14 tilbud.

slash;rt, jf. tabel 3.3.

ceforbrug.

ngerne af de berørte love på forskellige uddannelsesområder, m.v. indgår i en ny samlelov.

ger, evt. efter nærmere p;. D> ig;ftigelsesorienteret sigte. Endelig har nogle ordninger bred vejledning om uddannelses- og/eller beskæftigelsesmuligheder som formål.

.

/P> ;ret med til at etablere 12 af de 14 tilbud.

slash;rt, jf. tabel 3.3.

ceforbrug.

ngerne af de berørte love på forskellige uddannelsesområder, m.v. indgår i en ny samlelov.

ger, evt. efter nærmere p;. p;. D> ig;ftigelsesorienteret sigte. Endelig har nogle ordninger bred vejledning om uddannelses- og/eller beskæftigelsesmuligheder som formål.

.

/P> ;ret med til at etablere 12 af de 14 tilbud.

slash;rt, jf. tabel 3.3.

ceforbrug.

ngerne af de berørte love på forskellige uddannelsesområder, m.v. indgår i en ny samlelov.

ger, evt. efter nærmere . D> ig;ftigelsesorienteret sigte. Endelig har nogle ordninger bred vejledning om uddannelses- og/eller beskæftigelsesmuligheder som formål.

.

/P> ;ret med til at etablere 12 af de 14 tilbud.

slash;rt, jf. tabel 3.3.

ceforbrug.

ngerne af de berørte love på forskellige uddannelsesområder, m.v. indgår i en ny samlelov.

ger, evt. efter nærmere llip;…. . D> ig;ftigelsesorienteret sigte. Endelig har nogle ordninger bred vejledning om uddannelses- og/eller beskæftigelsesmuligheder som formål.

.

/P> ;ret med til at etablere 12 af de 14 tilbud.

slash;rt, jf. tabel 3.3.

ceforbrug.

ngerne af de berørte love på forskellige uddannelsesområder, m.v. indgår i en ny samlelov.

ger, evt. efter nærmere hellip;. . D> ig;ftigelsesorienteret sigte. Endelig har nogle ordninger bred vejledning om uddannelses- og/eller beskæftigelsesmuligheder som formål.

.

/P> ;ret med til at etablere 12 af de 14 tilbud.

slash;rt, jf. tabel 3.3.

ceforbrug.

ngerne af de berørte love på forskellige uddannelsesområder, m.v. indgår i en ny samlelov.

ger, evt. efter nærmere FONT> hellip;. . D> ig;ftigelsesorienteret sigte. Endelig har nogle ordninger bred vejledning om uddannelses- og/eller beskæftigelsesmuligheder som formål.

.

/P> ;ret med til at etablere 12 af de 14 tilbud.

slash;rt, jf. tabel 3.3.

ceforbrug.

ngerne af de berørte love på forskellige uddannelsesområder, m.v. indgår i en ny samlelov.

ger, evt. efter nærmere > hellip;. . D> ig;ftigelsesorienteret sigte. Endelig har nogle ordninger bred vejledning om uddannelses- og/eller beskæftigelsesmuligheder som formål.

.

/P> ;ret med til at etablere 12 af de 14 tilbud.

slash;rt, jf. tabel 3.3.

ceforbrug.

ngerne af de berørte love på forskellige uddannelsesområder, m.v. indgår i en ny samlelov.

ger, evt. efter nærmere FONT> > hellip;. . D> ig;ftigelsesorienteret sigte. Endelig har nogle ordninger bred vejledning om uddannelses- og/eller beskæftigelsesmuligheder som formål.

.

/P> ;ret med til at etablere 12 af de 14 tilbud.

slash;rt, jf. tabel 3.3.

ceforbrug.

ngerne af de berørte love på forskellige uddannelsesområder, m.v. indgår i en ny samlelov.

ger, evt. efter nærmere

Alder	Uddannelse/ beskæftigelse mv.	Skole- vejledning	Kurator-vejledning	Ungdoms- uddannelser	Ungdoms-vejledning	AVU, FVU mv.	AMU	Forsvarets ordning	Flygtninge/ indvandre	ivu*C	Studievejledning videregående uddannelser	A- kasser	Kommunal aktivering	AF
7-16	Folkeskole…………….	X	X	(X)	-	-	-	-	-	-	-	-	-	-
	Privat grundskole……..	(X)	X	(X)	-	-	-	-	-	-	-	-	-	-
	Efterskole……………..	(X)	(X)	(X)	-	-	-	-	-	-	-	-	-	-
> 15	Ungdomsuddannelser...	-	X	X	-	-	-	-	-	X	X	-	-	X
	Beskæftiget…………...	-	(X)	(X)	X	-	-	-	-	(X)	(X)	-	-	X
16-18	Ledig………………….	-		(X)	X	-	-	-	-	(X)	(X)	-	-	X
> 18	AVU, FVU mv…	-		(X)	(X)	X	-	-	-		(X)	-	-	X
	KVU, MVU, LVU……	-		-	-	-	-	-	-	X	X	-	-	X
	Flygtninge…………….	-		(X)	-	-	-	-	X	(X)	(X)	-	(X)	X
	Ansatte i forsvaret…….	-		(X)	-	-	-	X	-	X	(X)	-	-	X
> 20	AMU………………….	-	(X)	(X)	(X)	-	X	-	-	-	-	-	-	X
< 25	Produktionsskoler…….	-	X	X	(X)	-	-	-	-	-	-	(X)	(X)	X
18-25	Forsikret ledig………...	-	(X)	(X)	(X)	(X)	-	-	-	(X)	(X)	X		X
	Ikke-forsikret ledig…...	-	(X)	(X)	(X)	(X)	-	-	-	(X)	(X)	-	X	X
> 25	Forsikret ledig………...	-		(X)	-	(X)	-	-	-	(X)	(X)	X	-	X
	Ikke-forsikret ledig…...	-		(X)	-	(X)	-	-	-	(X)	(X)	-	X	X

Anm.: Målgrupperne er opdelt, dels efter alder, dels efter uddannelses- og beskæftigelsesforhold mv. "Med videre" indikerer, at det i enkelte tilfælde er en position som eksempelvis flygtning eller indsat, der udgør kriteriet for, hvorvidt man tilhører målgruppen for et givet vejledningstilbud. Endvidere skelnes mellem de enkelte tilbuds primære og sekundære målgrupper. Primær målgruppe er markeret med X, se kundær målgruppe med (X). Af hensyn til overskueligheden er en række vejledningstilbud slået sammen. Skemaet giver i kort form en oversigt over de enkelte ordningers målgrupper. Ordningerne dækker imidlertid et bredt felt, hvorfor skemaets oplysninger ikke på alle områder er fuldt dækkende.

Kilde: Oplæg til drøftelse af fremtidens vejledningsindsats, RUE 1998.

 

Formålet med de tværsektorielle vejledningstilbud er typisk at tilbyde åben "her-og-nu" vejledning om hele viften af uddannelses- og erhvervsmuligheder til en bred målgruppe.

Tanken er, at den vejledningssøgende kun skal henvende sig ét sted for at få vejledning, og at vejlederne får let adgang til at opbygge netværk, får kendskab til andre institutioner og får mulighed for at koordinere indsatsen.

For hovedparten af de øvrige ordninger er den primære målgruppe elever/studerende, der er i gang med den pågældende uddannelse, mens den sekundære målgruppe udgøres af potentielle elever/ studerende.

I andre tilfælde - – fx.eks. i forbindelse med vejledning i a-kasser og kommunal aktivering - – er målgruppen afgrænset som henholdsvis forsikrede eller ikke-forsikrede. Endelig findes en række tilbud, hvor målgruppen i udgangspunktet er meget bred, bl.a. AF, ivu*C og som nævnt de tværsektorielle tilbud.

Vejledningerne er ofte inddelt efter aldersgruppe. Alder optræder både som direkte og som indirekte målgruppekriterium. Mest direkte i forhold til den kommunale ungdomsvejledning, hvor den enkelte kommune afgør, om skillelinien går ved 19, 21 eller 25 år. Derudover opererer flere ordninger med en nedre og en øvre aldersgrænse.

Vejledningen antager mange forskellige former. Ved en række uddannelser er vejledningen i vid udstrækning integreret i undervisningen, f.eks. som kollektiv orientering eller i form af særligt tilrettelagte forløb, som kombinerer undervisning og vejledning. Hertil kommer muligheden for individuelle vejledningssamtaler, studieorienterende møder og åbent hus arrangementer.

Inden for de kommunale og arbejdsmarkedsbaserede ordninger tilbydes såvel kollektiv orientering, individuelle samtaler som særligt tilrettelagte vejledningsforløb for enkelte personer og/eller grupper.

3.4. Vejledere

På landsplan er der i alt ca. 22.500 personer beskæftiget med uddannelses- og erhvervsvejledning, jf. figur 3.1. Hovedparten (ca. 17.000) er beskæftiget med vejledningen inden for Undervisningsministeriets område.

Figur 3.1. Antal vejledere (eksklusiv klasselærere i folkeskolen).



Anm.: Øvrige omfatter Efterskoler (370), AVU (250), AMU (200), Voksne udlændinge (150), Produktionsskoler (69), Kriminalforsorgen (64), Landbrugsuddannelser (46). SOSU (30), Forsvaret (30) og Ivu*C (18). Der findes ikke oplysninger for frie grundskoler, PGU, FVU og daghøjskoler.

Kilde: Oplæg til drøftelse af fremtidens vejledningsindsats, RUE 1998 og opdaterede oplysninger fra RUE, marts 2001.

Omkring halvdelen (ca. 12.500 personer) er beskæftiget med vejledning i folkeskolen, fordelt med ca. 10.500 klasselærere på 6.-10.-klassetrin, ca. 1.800 skolevejledere samt ca. 375 konsulenter og kuratorer.

 

Herudover udgøres de to største grupper af vejledere i a-kasserne (ca. 2.500 personer) og vejledere i AF (ca. 1.200 personer).

Vejlederne har forskellige titler og arbejdsopgaver alt efter, hvor de er ansat, jf. boks 3.1.

Boks 3.1. Vejledere og opgaver ved udvalgte institutioner.

Folkeskolen Klasselærerne står for undervisningen i uddannelses- erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering og giver vejledning til klassens elever. Skolevejlederne giver vejledning til skolens elever, og bistår klasselærerne ved planlægning og tilrettelæggelse af vejledningen og arrangementer for forældre. Skolekonsulenten er rådgiver og konsulent for kommunens vejledere og skolevæsenet. Konsulenten formidler information, undervisningsmateri ale mv. og sørger for kontakten til det lokale arbejdsmarked. Kuratorer er tilknyttet folkeskolens specialundervisning, og giver vejledning til elever henvist til PPR. Gymnasier, studenter og hf-kurser Studievejledere vejleder eleverne/kursisterne. På hf spiller vejlederne en stor rolle ved optagelse af kursister. Erhvervsskoler Ved handelsskoler og tekniske skoler gives vejledningen af uddannelses- og erhvervsvejledere. Vejledningen omfatter både indslusning, gennemførelse og udslusning. De vejleder også om praktikplads- og jobsøgning. De videregående uddannelser Studievejledere tager sig af de generelle vejledningsopgaver – især i forhold til kommende studerende. Almen voksenuddannelse Uddannelsesvejledere vejleder kursister ved voksenuddannelsescentrene. Kommunal ungdomsvejledning I de fleste kommuner foretages vejledningen af ungdomsvejledere. I andre kommuner varetages vejledningen af beskæftigelseskonsulenter eller ungdomskonsulenter, som bl.a. har til opgave at forebygge arbejdsløshed blandt unge. Arbejdsformidlingen Erhvervsvejledere vejleder overvejede voksne jobsøgende. Opgaverne omfatter bl.a. uddannelse og personalerådgivning for virksomheder samt tilrettelæggelse og gennemførelse af kurser for ledige.

Endvidere er der stor forskel på vejledernes uddannelsesmæssige baggrund, kønsfordeling og den andel af arbejdstiden, der går til vejledning, jf. tabel 3.5.

Tabel 3.5. Vejledernes baggrund, tid til vejledning og køn.

Vejledergruppe	Baggrund	Tid til vejledning	Køn M/K
Klasselærere	Folkeskolelærer	Vejledning integreret i undervisningen.	35/65
Skolevejledere	Folkeskolelærer	1-16 timer pr. uge, gns. 7 timer pr. uge.	70/30
Skolekonsulenter	Folkeskolelærer	8-30 timer pr. uge, 75 procent < halvtid.	80/20
Kuratorer	Folkeskolelærer	8-15 timer om ugen, gns. 13 timer pr. uge.	75/25
Ungdomsvejledere	Folkeskolelærer / Sagsbehandler	1-17 timer pr. uge, gns. 7 timer pr. uge.	65/35
Gymnasiet, hf, mv.	Cand.mag, cand. scient., mv.	12-18 timer pr. uge, 1/3-1/2 stilling	50/50
Erhvervsskoler	Undervisere med fsk. uddannelser	7-18 timer pr. uge, gns. 13 timer pr. uge.	65/35
AVU	Folkeskolelærer	12-18 timer pr. uge, 1/3-1/2 stilling	50/50
Voksne indvandrere	Indvandrerlærer	Varierende, del-/heltids	25/75
Videregående Uddannelse	AC, HK, lærere og studerende	Varierende, del-/heltids	40/60
Arbejdsformidlingen	1/3 lærere, 1/3 socialrådgiver	Fuldtid	45/55
Kommunal aktivering	Beskæftigelses- konsulent	Fuldtid	20/80

Anm.: I de tilfælde, hvor der er uoverensstemmelse mellem de to kilder er oplysningerne fra RUE angivet.

Kilder: Plant, Peter; Uddannelses- og erhvervsvejledning – regelsamling, Kroghs Forlag A/S, 1997 og Oplæg til drøftelse af fremtidens vejledningsindsats, RUE 1998.

For de fleste ordninger har hovedparten af vejlederne en baggrund som lærere – ofte suppleret med et kortere efteruddannelsestilbud.

Den enkelte vejleders tid til vejledning varierer fra få timer om ugen til fuldtid. Inden for undervisningsområdet er stort set alle vejledere ansat på deltid.

3.5. Ressourceforbrug

De samlede lønudgifter til vejledningsordningerne skønnes til mindst 1 mia. kr. årligt, jf. figur 3.2.

Figur 3.2. Lønudgifter til vejledning.



Anm.: Øvrige omfatter AMU (15 mio. kr.), Ivu*C (6 mio. kr.), Forsvaret (9 mio. kr.), Landbrugsuddannelser (3 mio. kr.), Efterskoler (3 mio. kr.), Kriminalforsorgen (1 mio. kr.) og Læsekurser for voksne (1 mio.). Der findes ingen oplysninger for studievejledning ved de videregående uddannelser, SOSU, PGU, EGU, frie grundskoler og produktions- og daghøjskoler. Se i øvrigt boks 3.3.

Kilde: Oplæg til drøftelse af fremtidens vejledningsindsats, RUE 1998.

Opgørelsen undervurderer de samlede reelle udgifter, dels fordi skønnet ikke omfatter alle personalegrupper, dels fordi der mangler oplysninger fra en række ordninger. For en nærmere beskrivelse af, hvordan lønudgifterne er opgjort, henvises til boks 3.2.

Hovedparten af lønudgifterne er offentligt finansieret. Undtagelserne udgøres af vejledning i a-kasserne, der finansieres af medlemmerne, vejledning ved efterskolerne (dog med ca. 75 procent statslig tilskud), samt ungdomskonsulentordningen ved landbrugsuddannelserne på landbrugsskoler, der delvist finansieres af landbrugets organisationer.

Boks 3.2. Opgørelse af lønudgifter..

Der findes ingen central opgørelse af udgifter til vejledning. Eneste undtagelse er ivu*C, hvor der er afsat en selvstændig finanslovsbevilling. RUE har imidlertid foretaget et overordnet skøn med udgangspunkt i oplysninger fra offentlige myndigheder, vejlederforeninger, institutioner mv. Konkret er lønudgifterne for de enkelte ordninger beregnet som: antal vejledere % gennemsnitligt antal vejledningstimer % gennemsnitlig lønudgift. Opgørelsen er imidlertid forbundet med betydelig usikkerhed. For det første er det ikke alle ordninger, der har eksakte opgørelser over antallet af vejledere. For det andet varierer timetallet til vejledning og i mindre grad lønniveauet ofte ganske kraftigt. Hertil kommer, at det ikke har været muligt at tilvejebringe tilstrækkelige oplysninger for studievejledningen ved de videregående uddannelser, SOSU, EGU, frie grundskoler og vejledning ved produktions- og daghøjskoler. Endelig omfatter lønudgifterne for erhvervsskolerne og AMU ikke alle personalegrupper, idet det ikke har været muligt at skønne over den vejledning, der foregår som integreret del af undervisningen.

Ud over lønudgifter til vejledning anvendes årligt 47 mio. kr. til national (RUE) og regional samordning (de regionale arbejdsmarkedsråd) samt uddannelse af vejledere, jf. tabel 3.6.

Tabel 3.6. Udgifter til samordning og uddannelse af vejledere..

	-- mio. kr. -
Uddannelse af vejledere	21
Regional samordning Regionale Arbejdsmarkedsråd	7
National samordning RUE	19
I alt	47

Kilde: Oplæg til drøftelse af fremtidens vejledningsindsats, RUE 1998

Der findes kun i begrænset omfang oplysninger om ressource-forbruget pr. vejledningssøgende, bl.a. fordi det er svært at opgøre målgrupperne.

 

For de ordninger, hvor der foreligger oplysninger herom, varierer antal vejledningstimer fra 0,9 timer pr. år pr. vejledningssøgende (Ungdomsvejledningen) til 7 timer pr. år pr. vejledningssøgende (Ungdomskonsulentordningen ved landbrugsskolerne), jf. tabel 3.7.

Tabel 3.7. Ressourcetildeling pr. vejledningssøgende.

	timer pr. år pr. vejledningssøgende
Landbrugsuddannelser (ungdomskonsulentordningen)	7 (skøn)
Vejledning ved tekniske skoler	4,91 (skøn)
Vejledning ved handelsskoler	3,51 (skøn)
Vejledning ved hf-enkeltfag	3,7
Vejledning i gymnasiet og hf	3-5
Vejledning ved efterskoler	1,8 (gennemsnit)
Vejledning ved AVU	1,5 (minimum)
Ungdomsvejledningen	0,9 (gennemsnit)

Anm: Ressourcetildelingen ved erhvervsskolerne er opgjort pr. årselev og var tidligere bekendtgørelsesfastlagt. Antal timer er ikke længere centralt reguleret, men et internt anliggende for den enkelte skole.

Kilde: Oplæg til drøftelse af fremtidens vejledningsindsats, RUE 1998

På det gymnasiale område og almen voksenundervisning er ressourcetildelingen aftalt ved overenskomst. Ved tekniske skoler og handelsskoler var ressourcetildelingen tidligere bekendtgørelsesfastlagt, men i dag er antallet af vejledningstimer et internt anliggende for den enkelte skole. For de øvrige ordninger findes der ingen centralt aftalte regler for ressourcetildelingen.

4. Analyser og rapporter

4.1. Indledning

Som det fremgår af kapitel 3, er det danske vejledningssystem kendetegnet ved, at hvert uddannelsesområde oftest har sin egen vejledningsordning, der er forankret på den enkelte uddannelsesinstitution.

Styrken herved er, at nærheden og kendskabet til den enkeltes forudsætninger og interesser kan være med til at sikre en vejledning af høj kvalitet. Samtidig er der mulighed for at integrere vejledning i undervisningen.

Svagheden ved institutionsforankringen kan være manglende helhedssyn og sammenhæng i vejledningen. Det kan også være vanskeligt for de uddannelsessøgende at få overblik over det nuværende system og dermed finde ud af, hvor de skal henvende sig.

Institutionsforankringen indebærer endvidere en risiko for, at den enkelte vejleder tilgodeser institutionernes interesser frem for den vejledningssøgendes. Endelig stiller det decentrale system og de mange forskellige vejledere store krav til koordination/samordning af vejledningsindsatsen.

Der er igennem årene gennemført en lang række analyser og udredninger, der vurderer og afvejer styrker og svagheder ved det danske vejledningssystem. I det følgende analyseres de væsentligste bidrag. Først sammenfattes i afsnit 4.2 hovedtræk i betænkninger og rapporter fra udvalg om vejledning i perioden 1977-98.

Dernæst sammenfattes de unges erfaringer med vejledningssystemet og vejledningens betydning for de unges vej til og gennem uddannelsessystemet. I afsnit 4.3 sættes fokus på vejledningens omfang. Derefter analyseres i afsnit 4.4 vejledning i forbindelse med valg af uddannelse. Endelig belyses vejledning i forbindelse med afbrud af ungdomsuddannelse i afsnit 4.5.

 

4.2. Betænkninger og rapporter fra udvalg, 1977-1998

Spørgsmålet om koordination og samordning af vejledningsindsatsen behandles i stort set alle rapporter og betænkninger, der er udarbejdet om vejledning, jf. tabel 4.1.

Allerede tilbage i 1977 drøftes, hvorledes samordningen af uddannelses- og erhvervsvejledningen mellem skoler og AF-kontorer kan styrkes. I rapporten fra 1977 foreslås, at det lokale og regionale samarbejde styrkes ved at etablere amtslige kontaktgrupper med deltagelse af de forskellige vejlederkategorier.

I 1980 konstateres det i en betænkning om uddannelses- og erhvervsvalg, at "der er behov for en samordning af alle de vejledningsaktiviteter, der har udviklet sig siden 1961". I betænkningen foreslås det, at der etableres et centralt statsligt fælles organ for uddannelses- og erhvervsvejledning (RUE). Endvidere foreslås det, at den regionale koordination forankres i arbejdsmarkedsnævnene i samarbejde med de i 1979 nedsatte vejledergrupper.

I 1987 konkluderes det i en undersøgelse af Undervisningsministeriets vejledningsordninger, at:

"Systemet er karakteriseret af kraftig sektorisering, utilstrækkelige koordinationsmekanismer, usammenhængende netværk, begrænset mulighed for behovstilpasninger og utilstrækkelig udnyttelse af de samlede vejledningsressourcer.

De eksisterende formelle koordineringsmekanismer (RUE, de vejledningsfaglige udvalg mv.) har ikke tilstrækkelig gennemslagskraft over for vejlederne til at sikre den fornødne sammenhæng". Dette er medvirkende til "at der er en manglende sammenhæng både i det samlede vejledningssystem og i vejledningen på den enkelte uddannelsesinstitution"

 

 

Tilsvarende overvejelser fremføres af Socialkommissionen (1992), Udvalget om uddannelses- og erhvervsorientering (1992), Det tværministerielle udvalg om Kvalitet i Uddannelsessystemet (1998) og Opgavekommissionen (1998).

Fælles for rapporterne og betænkningerne er, at de påpeger,

1. det er vanskeligt at få et overblik over vejledningssystemet
2. der mangler koordinering i vejledningssystemet
3. vejledningen ikke altid er neutral, men let kommer til at tjene den enkelte institutions behov for at holde på/tiltrække elever
4. flere vælger uddannelse uden overblik pga. manglende vejledning
5. der synes at være en manglende sammenhæng i systemet
6. der kan være behov for en sanering af vejledningsindsatsen.

Socialkommissionen foreslår i 1992, at den opsplittede skole- og ungdomsvejledning erstattes af en udbygget og integreret vejledning med ansvar for uddannelses- og erhvervsvejledning for alle unge fra folkeskolens ældste klasser indtil afslutningen af en ungdomsuddannelse.

Overvejelser om at reducere antallet af instanser, som varetager vejledning, og etablere en tværgående institutionsuafhængig vejledning gentages i Udvalget om uddannelses- og erhvervsorientering (1992), Det tværministerielle udvalg om Kvalitet i Uddannelsessystemet (1998) og Opgavekommissionen (1998).

Senest har R.U.E i oplægget om fremtiden vejledningsindsats peget på behovet for, at der på en række områder tænkes på tværs af eksisterende strukturer og fremgangsmåder. Ifølge oplægget bør vejledningssystemet på lidt længere sigt forenkles og bringes til at hænge bedre sammen, end tilfældet er i dag.

 

Tabel 4.1. Oversigt over udvalgte citater fra betænkninger og udvalg om vejledning, 1977-1998
Overvejelser	Anbefalinger
Rapport om uddannelses- og erhvervsvejledning, Undervisningsministeriet 1977
"Hvorledes kan samordningen af uddannelses- og erhvervsvejledningen i de forskellige skole- og uddannelsesformer og samarbejdet med erhvervsvejledningen ved AF-kontorerne styrkes, såvel centralt som lokalt?" (s.4.).	"Det foreslås, at de lokale eller regionale samarbejde styrkes, ved at der inden for hver af de amtskommunale områder nedsættes koordinerende kontaktgrupper med repræsentanter for de forskellige vejlederkategorier" (s. 98). "Kontakt grupperne skal bl.a. "samordne og tage initiativ til arrangementer af studie- og erhvervsorienterende karakter" (s. 72).
Betænkning om uddannelses- og erhvervsvejledning, nr. 900 1980
"Der er behov for en samordning af alle de vejledningsaktiviteter, der har udviklet sig siden 1961" (s.5). "Det må tilstræbes at de forskellige vejledningsordninger i videst mulig omfang knyttes sammen til en helhed, således at personer der gennem et åremål gennemgår nogle uddannelses- og erhvervsforløb og modtager vejledningsbistand svarende hertil, kan opleve disse bistandsformer som samhørende og underordnet fælles målsætninger og grundprincipper" (s.47).	"Der bør etableres et centralt fællesorgan for uddannelses- og erhvervsvejledning. Det centrale organ skal bl.a. stå for koordinering af vejledningsvirksomheden og samarbejdet om vejledningsspørgsmål mellem undervisningsvæsenet og arbejdsmarkedssektoren" (s.54). "Koordineringen af samarbejdet om uddannelses- og erhvervsvejledning på det regionale plan bør henlægges til underudvalg under arbejdsmarkedsnævnene. Underudvalget må som grundlag for sit virke bygge på erfaringer fra det i efter-året 1979 iværksatte regionale samarbejde mellem vejledergrupperne". (s.55).
Undersøgelse af Undervisningsministeriets vejledningsordninger, PLS-Consult 1987
"Om Undervisningsministeriets vejledningssystem som helhed har undersøgelsen vist, at systemet er karakteriseret af kraftig sektorisering, utilstrækkelig koordinationsmekanismer, usammenhængende netværk, begrænset mulighed for behovstilpasninger og utilstrækkelig udnyttelse af de samlede vejledningsressourcer" (s.319). "De eksisterende formelle koordineringsmekanismer (RUE, de vejlednings- faglige udvalg mv.) har ikke tilstrækkelig gennemslagskraft overfor vejlederne til at sikre den fornødne sammenhæng". Dette er medvirkende til "at der er en manglende sammenhæng både i det samlede vejledningssystem og i vejledningen på den enkelte uddannelsesinstitution" (s.320).	Det foreslås bl.a., at "begrænse spredningen af vejledningsressourcer, gøre vejledningen mere målrettet og offensiv, inddrage ressourcer hos eksterne interessenter (bl.a. forældre) i større omfang samt styrke koordination og samarbejde imellem forskellige vejledningsordninger" (s.322). "Det anbefales at iværksætte en organisationsudvikling inden for vejledningssystemet. På de centrale plan anbefales, at der på tværs af direktoratområderne etableres en ikke permanent initiativgruppe, som skal sikre de fornødne tværgående tiltag" (s. 332). Endvidere anbefales det at "der for en tidsperiode på 3 år etableres regionskonsulenter, der skal være med til at sikre udvikling af og koordination mellem folkesko lens vejledning og vejledningen på ungdomsuddannelserne" (s. 333). Endelig bør "skolekonsulenternes stilling styrkes, så konsulenterne på længere sigt kan overtage regionskonsulenternes initiativer" (s. 334).
Forslag til en samlet uddannelses- og beskæftigelsesindsats over for unge, Socialkommissionen 1992
"Der ydes i dag en betydelig vejledningsindsats, men at vejledningen er uden tilstrækkelig sammenhæng. De eksisterende aktiviteter udgør et stort, mangfoldigt, varieret, men især uoverskueligt og i for ringe grad koordineret sæt af aktiviteter" (s.53). "Vejledningen har i for høj grad form af uafhængige konsultationer hos forskellige vejledere, uden at nogen enkelt vejleder følger den enkelte unge over en længere periode " (s.54).	"Det foreslås, at den nuværende opsplittede skole- og ungdomsvejledning erstattes af en udbygget og integreret vejledning for unge. Målet er et kontinueret vejledningsforløb med hensyn til valg af uddannelse og erhverv fra folkeskolens ældste klasser til afslutningen af en ungdomsuddannelse Vejledningsopgaven forankres i kommunerne" (s.16). Ordningen "skal have ansvaret for uddannelses- og erhvervsvejledning for alle unge fra folkeskolens æ ldste klasser indtil afslutningen af en ungdomsuddannelse (s.54).
Uddannelses- og erhvervsorientering, KUP-rapport nr. 19, 1992
"Vejledning er af en amtslig forvaltning blevet betegnet som institutionsfikseret og kalejdoskopisk. Udvalget har overvejet behovet for en effektiv koordineret vejledning, der er frigjort fra de enkelte institutioner, således at der er sikkerhed for, at de vejledningssøgendes interesser tilgodeses frem for institutionernes. Et særligt problem er de mange, der efter endt ungdomsuddannelse ikke går i gang med en videregående uddannelse" (s.65).	"Der anbefales, i lighed med Socialkommissionen, en forsøgsvis etablering i kommunalt regi af et koordineret vejledningstilbud, der dækker grundskole og ungdomsuddannelser plus vejledning i de første år efter ungdomsuddannelse. Eventuelt som en udbygning af ungdomsvejledningens jobbutikker. Den koordinerede vejledning bør baseres på ekspertise fra de forskellige uddannelsesområder og –niveauer" (s.8).
Kvalitet i uddannelsessystemet, Tværministerielt udvalg 1998
"Der må stilles spørgsmål ved hensigtsmæssigheden den udbredte decentralisering og fragmentering af vejledningsindsatsen uden for grundskolen. I dag er situationen således, at omfanget og karakteren af vejledningen i stort omfang fastlægges af den enkelte vejledningsinstans. Dette kan være en medvirkende forklaring på det fortsat relativt store frafald" (s.236). "Manglen på sammenhængende information og de unges usikkerhed på, hvilken instans de skal henvende sig til med et givet vejledningsbehov tyder på, at der kan være behov for en sanering af vejledningsindsatsen, så det bliver mere gennemskueligt for de unge, hvor de skal henvende sig" (s.236).	"Udvalget anbefaler, at vejledningsindsatsen styrkes. Dette bør ske ved at reducere antallet af instanser, som varetager vejeledning. Samtidig bør vejledernes mulighed for at indsamle erfaringer på tværs af uddannelsesinstitutioner forbedres, og endelig bør vejledningen i højere grad koncentrere sig om at være opsøgende over for de svageste unge" (s.34). "En mulighed kan være en større samling af den eksisterende studie- og erhvervsvejledning, så viden vedrørende gennemførelsen af en uddannelse og viden vedrørende overgangen mellem uddannelserne koncentreres og koordineres i samme vejledningsinstans" (s.236).
Betænkning om fordeling af opgaver i den offentlige sektor, Opgavekommissionen, betænkning nr. 1366, 1998
"Kommissionen har i sin gennemgang af varetagelsen af opgaverne vedrørende uddannelsesvejledning noteret sig, at der er tale om et meget fragmenteret system, fordi vejledningen primært er forankret i de forskellige uddannelsesinstitutioner, og at dette ifølge flere forskellige undersøgelser fører til et manglende helhedssyn i uddannelsesvejledningen" (s.509).	Kommissionen anbefaler, "at der sker en ændring af den eksisterende opgavefordeling vedrørende uddannelsesvejledning i forhold til ungdoms- og voksenuddannelserne m.fl., således at den egentlige uddannelsesvejledning samles hos en myndighed" (s. 513). Det anbefales, "at den institutionsuafhængige vejledning placeres i amtskommunerne" (s. 514).

 

4.3. Vejledningens omfang

I det følgende sammenfattes først undersøgelser om vejledningens omfang og de unges vurdering af vejledningen. Dernæst vurderes, hvilken rolle vejledning spiller i forbindelse med de unges valg (afsnit 4.4) og afbrud af uddannelser (afsnit 4.5).

Selv alle elever i grundskolen burde modtage vejledning, giver ca. halvdelen af de unge i alderen 17-25 år udtryk for, at de aldrig har modtaget uddannelses- og erhvervsvejledning, jf. tabel 4.2.

Omfanget af vejledning afhænger af de unges uddannelsesmæssige status. To tredjedele af de unge, som er i gang med en ungdomsuddannelse giver udtryk for, de har fået vejledning, mens det kun gælder for ca. 35 procent af de unge, som aldrig er påbegyndt en uddannelse.

Tabel 4.2. Fordeling af unge på 17-25 år, der har fået vejledning.

	Ja	Nej	I alt
	----- procent -----		-- antal --
I gang med uddannelse	65,4	33,7	2.137
Afsluttet en uddannelse	43,9	55,5	3.439
Afbrudt en uddannelse	50,4	47,6	389
Aldrig påbegyndt en uddannelse	35,1	62,0	450
I alt	50,8	48,2	6.415

Anm.: Tabellen bygger på en spørgeskemaundersøgelse med deltagelse af 6.415 unge i alderen 17-25 år. Procenterne summer ikke til 100, da ikke alle har besvaret spørgsmålet.

Kilde: Unge uden uddannelse, AKF 1997, s. 66, Valg og veje i ungdomsuddannelserne, AKF 1997, s. 53 og egne beregninger.

En del af forklaringen på det forholdsvis lave vejledningsniveau kan være "dårlig" hukommelse blandt de ældste, idet vejledningen for nogles vedkommende ligger 10 år tilbage. Der er således forholdsvis flere af de yngste, som har modtaget vejledning, jf. tabel 4.3. Hertil kommer, at vejledning ikke altid er en synlig del af institutionernes daglige aktivitet.

Tabel 4.3. Aldersfordeling for unge der tilkendegiver, at de har modtaget vejledning.

17 år	18 år	19 år	20 år	21 år	22 år	23 år	24 år	25 år
-------------------- procent --------------------
69	67	68	59	46	44	37	35	35

Anm.: Tabellen bygger på samme data som tabel 5.2.

Kilde: Valg og veje i ungdomsuddannelserne, AKF 1997, s. 73 (aflæst grafisk).

Ses på udbyttet af vejledningen, som kun ca. halvdelen af de unge tilkendegiver, at de har modtaget, viser flere undersøgelser, at de unge er rimeligt tilfredse med vejledningen.

Hovedparten af de unge i alderen 17-25 år (ca. 65 procent) synes, at den senest modtagne vejledning var troværdig og tog udgangspunkt i deres interesser og deres personlige og faglige forudsætninger. Omkring en tredjedel synes, at vejledningen var overfladisk og forvirrende, jf. figur 4.1.

Figur 4.1. Unges (17-25 år) vurdering af seneste vejledning.



Anm.: Figuren bygger på samme data som tabel 5.2 og 5.3. Figuren viser den andel af unge i alderen 17-25 år, som er helt eller delvist enige i ovenstående forhold vedrørende den vejledning, de senest har fået. Spørgsmålet er kun stillet til unge, som har fået uddannelses- og erhvervsvejledning.

Kilde: Unge uden uddannelse, AKF 1997, s.67.

Et tilsvarende billede findes i en forløbsundersøgelse af ca. 5.100 unge i 9. og 10. klasse. Blandt de unge, der er i uddannelse tre år efter, de gik ud af 9. eller 10. klasse, er ca. 60 procent godt tilfredse med deres muligheder for uddannelses- og erhvervsvejledning, 30 procent er nogenlunde tilfredse og knap 10 procent er ikke tilfredse.

En tredje undersøgelse blandt elever i 9. klasse viser, at knap 90 procent af eleverne er enige eller noget enige i, at vejledningen i 9. klasse gav en god hjælp. Hver ottende elev er ikke enige heri, jf. tabel 4.4.

Det er imidlertid ikke alle, der er lige tilfredse. To tredjedele af eleverne i 9. klasse er helt eller delvist enige i, at "der har været for meget om uddannelser, der ikke har min interesse", og ca. halvdelen synes, at "lærerne ved ikke nok om uddannelser, som interesserer mig". Endvidere er det næsten halvdelen, der synes, at vejledningen var kedelig, jf. tabel 4.4.

Tabel 4.4. Elever i 9. klasses vurdering af skolens vejledning.

	Meget enig	Noget enig	Ikke enig	Ikke oplyst	I alt
	--------- procent ---------
Jeg fik god hjælp	38	50	12	0	100
For meget om uddannelse og for lidt om arbejde	16	53	30	1	100
For meget om uddannelse uden min interesse	23	41	35	1	100
Lærerne brugte for lidt tid til at tale med den enkelte	26	39	35	0	100
Lærerne ved ikke nok om udd., som interesserer mig	13	36	50	1	100
Brugt for megen tid til at snakke om uddannelse	7	23	69	1	100
Der er brugt for lidt tid til at snakke om uddannelse	14	35	49	2	100
Det var kedeligt	7	39	53	1	100

Anm.: Undersøgelsen bygger på en spørgeskemaundersøgelse, hvor 1.962 elever i 9. klasse i 1996 har besvaret følgende spørgsmål: "Hvad synes du om den uddannelses-vejledning, du har fået på din skole?".

Kilde: Uddannelsesvalg efter 9. klasse, SFI 1997, s.175

.

På 9. klassetrin ser det ud til, at vejledning om de gymnasiale uddannelser indtager en dominerende plads. Elever, der forestiller sig at skulle i gang med en teknisk erhvervsuddannelse, er mere forbeholdne over for den vejledning, de har fået af skolen, end elever, som søger andre uddannelser.

Hvis eleverne yderligere opdeles efter skolefagligt niveau (vurderet ud fra elevernes egen opfattelse af hvordan det går i skolen), er det de fagligt svage elever, der er mest utilfredse med vejledningstilbuddet. De fagligt svage elever oplever således i ringere grad end andre, at vejledningen er indrettet på at tilgodese deres behov.

I en SFI-undersøgelse fra 1997 konkluderes følgende:

"Sammenlignet med de fagligt stærke elever giver de i højere grad udtryk for, at der var for lidt om arbejde, for meget om uddannelse, som de ikke har interesse i, for lidt tid til den enkelte, ja i det hele taget for lidt tid, og så synes de heller ikke, at lærerne ved nok om de ting, der interesserer dem".

Sammenfattende må det konstateres, at selv om de unge overvejende er tilfredse med skolevejledningen, tyder undersøgelserne på, at vejledningen ikke i tilstrækkeligt omfang er tilpasset den gruppe unge, der har det største vejledningsbehov.

 

4.4. Uddannelsesvalget

Når unge selv skal begrunde, hvilke forhold der har betydning for deres uddannelsesvalg, er de hyppigste begrundelser, at de vælger ud fra faglig interesse og ønsker et spændene arbejdsliv, jf. figur 4.2.

Det, som ser ud til at have mindst betydning for de unges valg, er ifølge de unges eget udsagn, familietradition. Kun 7 procent af de unge begrunder deres uddannelsesvalg med familietradition.

Figur 4.2. Begrundelser for valg af ungdomsuddannelse.



Anm.: Figuren viser, den andel af unge i alderen 17-25 år, som mener, at ovenstående forhold har haft særdeles stor eller stor betydning for det seneste valg af uddannelse. Spørgsmålet er kun stillet til unge, som på et eller andet tidspunkt har været i gang med en uddannelse (ca. 6.000 personer).

Kilde: Valg og veje i ungdomsuddannelserne, AKF 1997, s.47.

Dette står lidt i kontrast til flere undersøgelser, der viser, at netop familiebaggrund spiller en vigtig rolle i forbindelse med de unges uddannelsesforløb.

En omfattende spørgeskema- og registerundersøgelse af ca. 6.500 personers vej gennem uddannelsessystemet viser, at unge, som har forældre med høje indkomster, har større sandsynlighed for at komme i gang med en ungdomsuddannelse, jf. tabel 4.5.

Farens og morens uddannelsesniveau påvirker ikke sandsynligheden for at påbegynde en ungdomsuddannelse - men påvirker sandsynligheden for, at den unge påbegynder en gymnasial uddannelse frem for en erhvervsfaglig. Endvidere påvirker farens uddannelsesniveau den efterfølgende sandsynlighed for at påbegynde en videregående uddannelse.

Tabel 4.5. Statistisk model for unges vej i uddannelsessystemet.

Forhold, der forøger sandsynligheden for, at:	Forhold, der ikke påvirker sandsynligheden for, at:
Påbegynde en ungdomsuddannelse
Højere familieindkomst Gode boglige færdigheder Flere prøver aflagt ved FA og FUA Bor i tættere befolket område Større tro på at uddannelse giver arbejdsmæssigt afkast ikke indebærer risiko for studiegæld	Fars og mors uddannelsesniveau Modtaget vejledning Vurdering af modtaget vejledning Ikke-boglige skolefærdigheder Køn
Påbegynde gymnasial uddannelse frem for erhvervsfaglig
Højere familieindkomst Faders og moders uddannelsesniveau Modtaget vejledning Gode boglige færdigheder Flere prøver aflagt ved FA og FUA	Ikke-boglige skolefærdigheder Tro på arbejdsmæssigt afkast Vurdering af modtaget vejledning Køn
Påbegynde en videregående uddannelse
Faders uddannelse Gode boglige færdigheder Har ikke gået i 10. klasse Enebarn Dårlige almen social færdigheder	Moders uddannelsesniveau Familieindkomst Modtaget vejledning Vurdering af modtaget vejledning Køn

Anm.: Undersøgelsen bygger på en logisk regression med 42 uafhængige variable og 6.316 observationer for unge i alderen 17-25 år. Datamaterialet er tilvejebragt via spørgeskemaer og registeroplysninger fra AKF´s register i Danmarks Statistik.

Kilde: Valg og veje i ungdomsuddannelserne, AKF, 1997, bilag 1

 

Gode boglige færdigheder (færdigheder i at læse, regne, udtrykke sig skriftligt og passe skolearbejdet) er ligeledes med til at øge sandsynligheden for at påbegynde en ungdomsuddannelse og efterfølgende påbegynde en videregående uddannelse. Endvidere øger gode boglige færdigheder sandsynligheden for at påbegynde en gymnasial uddannelse frem for en erhvervsuddannelse.

 

 

 

Undersøgelsen kan imidlertid ikke dokumentere, at vejledning har betydning for om de unge påbegynder en uddannelse. De unge, som har modtaget uddannelses- og erhvervsvejledning, vælger ikke at påbegynde en uddannelse i større grad end dem, som ikke har fået vejledning.

Til gengæld har vejledningen en betydning for, om de unge vælger en gymnasial eller en erhvervsfaglig uddannelse. De, som har valgt en gymnasial uddannelse, tilkendegiver oftere, at de har modtaget vejledning end de unge, som har valgt en erhvervsfaglig uddannelse.

Umiddelbart står de, der vil i gang med en erhvervsuddannelse, over for et mere kompliceret valg som følge af de mange forskellige indgange/specialer. Det kan derfor undre, at de unge, der synes at have det største behov, i mindst omfang tilkendegiver, at de har modtaget vejledning.

En mulig forklaring kan være, at de, der vælger den gymnasiale vej, på det personlige plan er mere målrettede og som led i uddannelsesvalget selv har opsøgt vejledningen.

Vejledningens ringe betydning for de unges uddannelsesvalg understøttes af en række undersøgelser af, hvilke personer der har indflydelse på de unges valg af uddannelse.

Elever i 9. klasse taler først og fremmest med deres forældre om deres fremtidsplaner - – og især deres mor. Det er også forældrene, der har den største indflydelse på, hvad de vælger. Er der ældre søskende i familien, taler de unge ganske meget med dem om fremtiden – og med en vis indflydelse til følge, jf. figur 4.3.

Figur 4.3. Samtalepartnere ved uddannelsesvalg efter 9. klasse.



Anm.: Undersøgelsen bygger på en spørgeskemaundersøgelse, hvor 1.962 elever i

9. klasse i 1996 har besvaret følgende to spørgsmål: "Hvilke personer har du talt med vedrørende uddannelsesvalg?" og "Hvilke personer havde betydning for dine overvejelser omkring uddannelsesvalg?".

Kilde

: Uddannelsesvalg efter 9. klasse, SFI 1997, s.164 og 169.

Eleverne taler endvidere meget med deres kammerater. Kammeraternes råd/støtte har dog tilsyneladende ikke den store indflydelse, når beslutningen skal træffes.

Skolevejleders og klasselærers indflydelse på valget rangerer på linie med kammeraternes. Det syner ikke af meget - – men undersøgelsens resultater er i god overensstemmelse med nyere forskning på dette felt.

Skolevejledningen ser dog ud til at fungere selektivt, således at der i nogen grad kompenseres for et relativt svagt forældreengagement, når det forekommer.

For de fagligt stærke elever fungerer klasselærer og skolevejleder som et supplement til først og fremmest forældrene. Analyserne stiller imidlertid spørgsmål ved, om skolerne er tilstrækkeligt træfsikre ved udpegning af elever med behov for vejledning.

 

 

 

4.5. Vejledning ved afbrud af en ungdomsuddannelse

De unges hyppigste begrundelse for at afbryde en ungdomsuddannelse er, at de mister interessen for uddannelsen eller faget (ca. hver anden giver denne begrundelse). Andre hyppige begrundelser er, at lærerne er for dårligere, eller at de unge har fundet en anden uddannelse, jf. figur 4.4.

Figur 4.4. Begrundelse for at afbryde en ungdomsuddannelse.



Anm.: Figuren viser den andel af unge i alderen 17-25 år, som mener, at ovenstående forhold har haft særdeles stor eller stor betydning for afbrud af ungdomsuddannelse. Spørgsmålet er kun stillet til unge, som på et eller andet tidspunkt har afbrudt en uddannelse (848 personer).

Kilde: Valg og veje i ungdomsuddannelserne, AKF 1997, s.99.

Dette kan antyde, at grundlaget for den unges uddannelsesvalg ikke har været tilstrækkeligt, og kan indikere, at uoverskuelighed i uddannelsesstrukturen samt manglende koordinering af vejledningsindsatsen bidrager til det store frafald.

 

 

I en interviewundersøgelse af 32 unge uden uddannelse udtrykker flere unge da også, at de har savnet vejledning i forbindelse med frafald på en ungdomsuddannelse, og at dette måske kunne have betydet en forskel. Specielt de unge, der er stødt ind i et problem med at få en praktikplads, har savnet vejledning.

En statistisk analyse af hvilke faktorer, der påvirker afbrud af en ungdomsuddannelse, kan imidlertid ikke dokumentere, at vejledning har betydning for, om de unge fuldfører eller afbryder deres ungdomsuddannelse.

I lighed med de unges valg af uddannelse er det først og fremmest den sociale arv (i form af familieindkomst) og de unges boglige færdigheder, der påvirker sandsynligheden for at afbryde en ungdomsuddannelse. Der er ingen forskel på de unge med hensyn til om de har modtaget vejledning eller ej og med hensyn til, hvor tilfredse de var med denne vejledning, jf. tabel 4.6.

Tabel 4.6. Statistisk model for afbrud af ungdomsuddannelse.

Forhold, der forøger sandsynligheden for, at:	Forhold, der ikke påvirker sandsynligheden for, at:
Afbryde en erhvervsuddannelse
Lavere familieindkomst Moders uddannelse Dårlige boglige færdigheder Færre prøver aflagt ved FA og FUA Får børn under uddannelse	Faders uddannelse Modtaget vejledning Vurdering af modtaget vejledning Har gået i 10. klasse Køn
Afbryde en gymnasial uddannelse
Lavere familieindkomst Dårligere boglige færdigheder Tro på risiko for studiegæld Bor i tyndere befolket område	Fader og moders uddannelse Modtaget vejledning Vurdering af modtaget vejledning Køn

Anm.: Undersøgelsen bygger på en logisk regression med 42 uafhængige variable og 6.316 observationer for unge i alderen 17-25 år. Datamaterialet er tilvejebragt via spørgeskemaer og registeroplysninger fra AKF´s register i Danmarks Statistik.

Kilde: Valg og veje i ungdomsuddannelserne, AKF, 1997, bilag 1

En ny undersøgelse af frafald på de merkantile erhvervs-uddannelser understøtter, at vejledning ikke har den store indflydelse på, hvem der afbryder uddannelsen.

Totalt set oplever knap halvdelen af eleverne på en merkantil erhvervsuddannelse "i ringe grad" eller "slet ikke" støtte fra deres studievejleder. Den anden halvdel fordeler sig med ca. 20 procent, der "i høj eller særdeles høj grad" oplever støtte fra studievejlederen og ca. 30 procent der "i nogen grad" oplever støtte, jf. figur 4.5.

Figur 4.5. Menneskelig støtte fra studievejleder (merkantil eud).



Kilde: Hvorfor afbryder elever den merkantile erhvervsuddannelse, DPI 2000.

Når eleverne grupperes efter, om de har afbrudt uddannelsen eller ej, er der kun marginale forskelle i svarfordelingen. Det tyder således på, at studievejlederen generelt ikke har indflydelse på, om elever afbryder en merkantil erhvervsuddannelse.

5. Uddannelse af vejledere

5.1. Indledning

I 1998 var der 21 forskellige uddannelsestilbud til vejledere i Danmark, jf. tabel 5.1.

Tabel 5.1. Uddannelsestilbud til vejledere

Etablerede uddannelser Voksenvejlederuddannelsen Skole- og ungdomsvejlederuddannelsen Uddannelse af uddannelses- og erhvervsvejledere ved erhvervsskolerne Studievejlederuddannelsen for gymnasier, hf- kurser og VUC Kursus for vejledere ved den Fri Ungdomsuddannelse Grunduddannelse for vejledere ved Almen Voksenundervisning Grunduddannelse i vejledning ved undervisning af voksne indvandrere Studievejlederuddannelsen ved de videregående uddannelser (MVU/LVU) Grunduddannelse for nyansatte AF-medarbejdere Andre vejlederuddannelser Forsvarets Civilvejlederuddannelse Vejledningsuddannelse for A-kassemedarbejdere og AOF Rådgivning og vejledning i specialundervisning for voksne Uddannelse til vejleder med baggrund i Folkeoplysningen Voksenvejledning og –rådgivning (modul på læselæreruddannelsen) Studievejlederuddannelsen ved Humaniora Københavns Universitet Regionale vejlederuddannelser Voksenvejlederuddannelsen, Frederiksborg Amt Voksenvejlederuddannelsen, Roskilde Amt Voksenvejlederuddannelsen, Vestsjælland Amt Fyns Voksenvejlederuddannelse Basiskursus for vejledere, Sønderjyllands Amt Voksenvejlederuddannelsen, Ribe, Vejle og Viborg Amter

I det følgende beskrives først de enkelte tilbuds organisering, omfang, formelle rammer, samt ressourceforbrug. Beskrivelsen baseres på materiale fra RUE. .. Efterfølgende sammenfattes hovedtræk i betænkninger og rapporter om uddannelse af vejledere.

Tabel 5.2 Oversigt over udbydere, regelgrundlag mv. for etablerede vejlederuddannelser

	Udbyder	Regelgrundlag	Varighed/aktivitet	Økonomi
Voksenvejlederuddannelsen	DLH, DEL samt seminarier i Sorø, Ringe, Ribe og Viborg	Lov om åben uddannelse	Varighed: 1.680 timer Aktivitet 150 årselever	Deltagerbetaling 12.000 kr. Taxa UVM
Skole- og ungdomsvejleder-uddannelsen	DLH (8 afdelinger)	Folder fra DLH	Varighed: 240-300 timer Aktivitet: 300 vejledere pr. år	Ingen deltagerbetaling
Uddannelse af vejledere ved erhvervsskolerne	DEL (4 afdelinger)	Bekendtgørelse om uddannelse til vejleder ved erhvervsskolerne og studieordninger	Varighed: 518 timer (14 uger) Aktivitet: 40-60 personer årligt	Ingen deltagerbetaling for lærere ved erhvervsskoler. Finansieres af UVM (Taxa)
Studievejlederuddannelsen for gymnasier, hf-kurser og VUC	Undervisningsministeriet	Diverse gymnasiebekendtgørelser	Varighed: 215 timer Aktivitet: 60 personer årligt	Finansieres af UVM
Kursus for vejledere ved den Fri ungdomsuddannelse	FUU-sekretariatet	Lov om FUU	Varighed: 35 timer Aktivitet: (ikke oplyst)	Finansieres af FUU-fællesråd
Grunduddannelse af vejledere ved almen voksenuddannelse	Undervisningsministeriet	Folder fra Undervisnings-ministeriet	Varighed: 220 Aktivitet: (ikke oplyst)	Finansieres af UVM
Grunduddannelse i vejledning ved undervisning af voksne indvandrere	Voksenpædagogiske centre i Københavns, Århus og Fyns Amt.	Bekendtgørelse om undervisning i dansk som 2. sprog	Varighed: 105 timer Aktivitet: (ikke oplyst)	Finansieres af UVM
Studievejlederuddannelsen ved de videregående uddannelser	Undervisningsministeriet i samarbejde med institutioner	Cirkulære om vejledning ved videregående uddannelser	Varighed: 40 timer Aktivitet: (ikke oplyst)	Finansieres af UVM
Grunduddannelse for nyansatte AF-medarbejdere	AF og AMS	AMS udarbejder mål og rammer for uddannelsen	Varighed: 350 timer Aktivitet: (ikke oplyst)	Finansieres af centrale midler

Kilde: Vejlederuddannelser – indhold og struktur, RUE 1999

5.2. Organisering og omfang

I oversigten (tabel 5.1) sondres mellem etablerede uddannelser, andre uddannelser og regionale uddannelser.

De etablerede uddannelser hviler på et retsligt grundlag, der sikrer uddannelsens eksistens, mens de øvrige uddannelser er afhængige af udbyderens økonomiske og faglige prioriteringer.

Alle uddannelser har primært karakter af efteruddannelse og er således ikke en del af det ordinære uddannelsessystem.

Uddannelsernes varighed varierer fra 25 til 1.680 timer. Voksenvejlederuddannelsen er den markant længste uddannelse, men også Uddannelsen til uddannelses- og erhvervsvejleder ved erhvervsskolerne har et højt timetal (518 timer), jf. figur 5.1.

Figur 5.1. Vejlederuddannelsers timeromfang (antal timer).



Anm.: De øvrige uddannelser har et timeomfang på 150 timer og derunder. Roskilde Amt (150 timer), Vestsjællands Amt (147 timer), Folkeoplysning (110 timer), Undervisning af voksne indvandrere (105 timer), A-kassemedarbejdere (90 timer), Studievejlederuddannelsen ved Københavns Universitet (50 timer), Studievejledning ved videregående uddannelser (40 timer), Sønderjyllands Amt (37 timer) og Vejledere tilknyttet FUU (25 timer).

Kilde: Oplæg til drøftelse af fremtidens vejledningsindsats, RUE 1998

De øvrige uddannelser fordeler sig med 3 uddannelser med over 250 timer, 7 uddannelser med 200-250 timer og 9 uddannelser med under 150 timer.

De fleste af uddannelserne er opdelt i et antal moduler, der typisk afvikles over 1-3 år. Denne form tillader deltagerne at fastholde deres arbejde, mens de uddanner sig og skal ses i sammenhæng med det forhold, at danske vejledere først uddannes efter, at de er ansat som vejleder.

Eneste undtagelse er Voksenvejlederuddannelsen, som enten kan gennemføres som deltids- eller fuldtidsstudium, svarende til et års fuldtidsstudium.

 

5.3. Målgrupper

Hovedparten af uddannelserne retter sig mod en snævert afgrænset målgruppe – typisk vejledere fra én eller få bestemte vejledningsordninger. Dog har de regionale uddannelser typisk en bredere defineret målgruppe, idet formålet med uddannelserne ofte er at medvirke til at koordinere og samordne vejledningsindsatsen gennem uddannelse.

Uddannelsestilbud med en snæver målgruppe har som regel kun deltagere med en vejledningsfunktion tilknyttet målgruppen. Disse vejledergrupper er til gengæld sjældent deltagere i uddannelsestilbud med en bredere målgruppe.

Ud af 28 vejledergrupper er det kun 7 grupper, der i medfør af lovgivning eller lignende er forpligtet til at gennemgå et uddannelsestilbud. For de øvrige 21 grupper er der ingen krav om at gennemgå et uddannelsestilbud, jf. tabel 5.3.

En del vejledere uden uddannelsesforpligtigelse har alligevel gennemført et uddannelsestilbud – men omfanget varierer meget. Således har knap 80 procent af vejlederne ved ungdomsvejledningen gennemført et uddannelsestilbud, mens ca. 40 procent af studievejledere ved de videregående uddannelser har gennemført en vejlederuddannelse.

Tabel 5.3. Krav om vejlederuddannelse

Krav om vejlederuddannelse
Skolevejleder Studievejleder ved gymnasier/hf Vejleder v/FUU Vejleder v/undervisning af indvandrere	Vejleder v/læsekurser for voksne 1 Civiluddannelsesvejleder Vejledere og konsulenter v/AF
Ingen krav om vejlederuddannelse
Klasselærere Skolekonsulenter Kuratorer Ungdomsvejleder Vejleder v/erhvervsskoler Vejleder v/AVU Vejleder v/SOSU Vejleder v/PGU Vejleder v/IVU· C 2 Vejleder v/videregående uddannelser JUDO-konsulent i forsvaret	A-kassevejleder Kommunal vejleder Vejleder v/kriminalforsorgen Vejleder v/privat grundskole Vejleder v/efterskole Vejleder ved EGU Vejleder v/landbrugsuddannelser Vejleder v/produktionsskoler mv. Vejleder v/Dansk Flygtningehjælp Vejledere v/AMU

1) Der findes ikke en egentlig vejlederuddannelse for lærere ved læsekurser for voksne, men disse er forpligtiget til at gennemgå et vejledningsmodul på læselæreruddannelsen

2) Der er truffet en intern beslutning om, at alle medarbejdere ved ivu*C gennemgår studievejlederuddannelsen ved de videregående uddannelser.

 

5.4. Økonomi

Ved de fleste uddannelser er deltagelsen gratis. De etablerede uddannelser er stort set alle dækket af statslige tilskud, og arbejdsgiveren afholder i reglen transport- og vikaromkostninger for deltageren. Ved voksenvejlederuddannelsen opkræves dog deltagergebyr.

Andre uddannelser finansieres typisk af deltagerens arbejdsgiver/ uddannelsesinstitution, mens de Regionale Arbejdsmarkedsråd typisk yder tilskud til de regionale uddannelser.

De samlede udgifter til uddannelse af vejledere udgør ca. 21 mio. kr. årligt. Uddannelserne er overvejende statslig finansieret. Udgifterne er størst for voksenvejlederuddannelsen (ca. 5 mio. kr.), mens der er en lang række uddannelser, hvor udgifter er mindre end ½ mio. kr. årligt, jf. figur 5.2.

 

Figur 5.2. Udgifter til vejlederuddannelser, 1998 (mio. kr.)



Anm.: De årlige udgifter til de øvrige uddannelser udgør under 500.000 kr. pr. uddannelse.

Kilde: Oplæg til drøftelse af fremtidens vejledningsindsats, RUE 1998

Den store variation i udgifterne skyldes bl.a. stor variation i uddannelsernes aktivitet og timeomfang.

 

5.5. Overvejelser om fælles vejlederuddannelse

Flertallet af de lande vi normalt sammenligner os med, har typisk langt færre vejlederuddannelser end Danmark. Til gengæld er uddannelserne ofte af længere varighed og udgør en integreret del af det samlede uddannelsessystem. Typisk er der tale om en videregående uddannelse, jf. kapitel 6.

Kvalificering af vejledere gennem uddannelse er en afgørende forudsætning for en professionel vejledningsindsats. Gennem årene har en lang række rapporter vurderet behovet for at styrke vejledernes uddannelsesmæssige baggrund.

Allerede tilbage i 1972 anbefaler en tværministeriel arbejdsgruppe, at der snarest etableres en delvist fælles uddannelse for alle uddannelses- og erhvervsvejledere, jf. tabel 5.4.

Tabel 5.4. Citater fra betænkninger om vejledning, 1972-1998

Betænkning om etablering af fælles uddannelse i studie- og erhvervsvejledning Erhvervsvejledningsrådet 1972

"Udvalget indstiller, at der snarest etableres en delvist fælles uddannelse for samtlige personale grupper, der beskæftiger sig med uddannelses- og erhvervsvejledning. Sker dette ikke meget hurtigt, vil de forskellige myndigheder føle sig tvunget til inde for egne rammer at etablere vejlederuddannelser, idet de hver for sig har forpligtigelse til at sørge for, at deres personale kan leve op til de krav, udviklingen fører med sig" (s.56).

Rapport om uddannelses- og erhvervsvejledning, Undervisningsministeriet 1977

"Der er et stort behov for en effektivisering og udbygning af uddannelsen af studie- og erhvervsvejledere. I overensstemmelse med en betænkning fra Erhvervsvejledningsrådet fra 1972 foreslås en fælles uddannelse for de forskellige kategorier af vejledere" (s.99).

Betænkning om uddannelses- og erhvervsvejledning, nr. 900 1980

"Arbejdsgruppen finder det overordentlig vigtigt at planerne om en delvis fælles uddannelse i studie- og erhvervsvejledning snarrest muligt føres ud i livet" (s.53).

 

Undersøgelse af Undervisningsministeriets vejledningsordninger, PLS-Consult 1987

Det anbefales, at "Undervisningsministeriet tager initiativ til, at der under RUE etableres et særligt uddannelsessekretariat. Uddannelsessekretariatet får som sin første opgave at etablere en fælles vejlederuddannelse indeholdende sektorspecifikke moduler rettet mod de enkelte vejledningsområder" (s.22).

Uddannelses- og erhvervsorientering, KUP-rapport nr. 19, 1992

"Det er udvalgets særlige anbefaling, at Undervisningsministeriet nedsætter et udvalg med det mandat at foretage et udviklingsarbejde med henblik på etablering af en 1½ års vejlederuddannelse. Uddannelsen forankres i et miljø inden for de videregående uddannelser og tilbydes under åben uddannelse" (s.11).

Kvalitet i uddannelsessystemet, Tværministerielt udvalg 1998

"Der er tegn på, at klasselæreren, der forestår en stor del af vejledningen, ikke har tilstrækkelige forudsætninger for at vejlede især de mindre boglige unge. På den baggrund kan det overvejes, hvorvidt det vil være hensigtsmæssigt, hvis vejledningen inden for samme kommune eller amt samles i regionale vejledningscentre med professionelle vejledere frem for udvalgte lærere på de enkelte skoler" (s.234).

Oplæg til drøftelse af fremtidens vejledningsindsats, RUE 1998

"Professionalisering af vejledere bør foregå som en proces, hvis hovedindhold er målrettet vejlederuddannelse på flere niveauer. Etablering af en videregående vejlederuddannelse er en vigtig forudsætning for at fremme forskning og udvikling på vejledningsområdet" (s.23).

Efterfølgende har en lang række rapporter gentaget anbefalingen om, at der snarest etableres en fælles vejlederuddannelse.

 

Rapporterne fremhæver blandt andet følgende fordele ved at etablere en helt eller delvis fælles vejlederuddannelse:

1. Bedre udnyttelse af fælles vejledningserfaringer.
2. Vejledningen løftes op over de institutionelle problemstillinger og forestillinger i de enkelte uddannelsesområder.
3. Bredere perspektiv for vejledere i meget specialiserede områder.
4. Styrket samarbejde for vejledere på tværs af uddannelsesom-
5. råder.
6. Styrket ressourceudnyttelse.
7. Styrket faglige miljø.
8. Kan medvirke til at sikre en fælles målsætning for vejledning.

Dog anføres også en række problemer ved en fælles uddannelse, bl.a.:

9. Vanskeligheder ved at tilrettelægge en tilstrækkeligt funktionsorienteret vejlederuddannelse, som imødekommer deltagernes forventninger om undervisning rettet mod deres opgaver.
10. Muligheder for manglende motivation for tværgående og generelle fag blandt deltagerne.
11. Forskellige forudsætninger hos deltagerne kan forårsage vanskeligheder i forbindelse med etablering af udbytterig undervisning.

Når fordele og ulemper skal afvejes, finder stort set alle udvalg og arbejdsgrupper, at problemerne med en fælles vejlederuddannelse kan løses ved en fleksibel uddannelsesstruktur.

6. Vejledning i andre lande

6.1. Indledning

Den danske vejledningsmodel er kendetegnet ved en stor offentlig forankring og tæt tilknytning til uddannelsessystemet, hvor det typisk er lærere, der varetager vejledningen i en del af arbejdstiden på baggrund af efteruddannelseskurser.

I andre lande er vejledningen typisk udskilt som selvstændig uddannelse/erhverv, og private aktører har en større rolle end i Danmark. I det følgende beskrives vejledningssektoren i Sverige, England, Tyskland, Holland og Frankrig.

6.2. Sverige

Det svenske system er kendetegnet ved langt færre vejledningsordninger end i Danmark. Den svenske model består af tre hoveddele:

12. Ordinær uddannelses- og erhvervsvejledning.
13. Arbejdsmarkedets erhvervsvejledning.
14. Tværsektorielle vejledningscentre (Infoteker).

Desuden findes et mindre antal private vejledningskonsulenter, der overvejende arbejder med vejledning af virksomheder, fx i forbindelse med omstruktureringer eller nedskæringer. Desuden har en række konsulenter specialiseret sig i såkaldt karriererådgivning, der især er rettet mod beskæftigede, der overvejer at skifte job eller erhverv.

Ordinære uddannelser

Som i Danmark er størstedelen af vejledningen institutionsafhængig. Vejledningen reguleres i Sverige på tre niveauer. På det nationale niveau fastsættes nationale mål og rammer for vejledningen. Det kommunale niveau har ansvaret for tildeling af ressourcer til skolevæsnet og derfor også for tildelingen af ressourcer til vejledningen.

 

 

Den enkelte institution er ansvarlig for den egentlige organisering af vejledningen. Vejledningen organiseres på de enkelte skoler i samarbejde med den professionelle, fuldtidsansatte vejleder og skolens ledelse.

Det decentrale system, indført i 1991, har haft en række konsekvenser, der beskrives senere.

I grundskolen påbegyndes den professionelle vejledning af eleverne i 7. klasse. Det er lærerens ansvar at vejlede de yngste elever. Langt den største vejledningsindsats finder sted i 8. og 9. klasse. Vejledning finder sted som individuelle samtaler mellem elev og vejleder, og der afholdes flere samtaler, såfremt der er behov for det. I 9. klasse er mødet med vejlederen obligatorisk.

Undersøgelser viser, at hver skoleelev har 60-90 minutters samtaletid med en vejleder, og at størstedelen af eleverne har mere end én samtale.

Vejledning i gymnasieskolen er centreret om elevens studieplan, der beskriver elevens ønsker om grenvalg, valgfag og efterfølgende uddannelsesvalg. Studieplanen udarbejdes gennem vejledningssamtaler mellem eleven og vejlederen. Vejledningen er ikke obligatorisk.

På de videregående uddannelse findes et to-strenget vejledningssystem. Dels er der faglige studievejledere (typisk ældre studerende), der typisk er tilknyttet et fag. Dels findes centrale vejledningskontorer, hvor den studerende kan få hjælp fra uddannede vejledere.

Arbejdsmarkedsvejledning

Den svenske arbejdsmarkedsvejledning henvender sig primært til arbejdssøgende personer. For vejledningssøgende under 20 år findes et basistilbud, men grundlæggende finder al vejledning af unge sted i uddannelsessektoren.

I basistilbudet indgår en personlig vejledningssamtale, informationsformidling og gruppeaktiviteter. Derudover kan arbejdsformidlingen arrangere praktikophold for unge i alderen 20-25 år. Alle arbejdssøgende skal uanset alder have udarbejdet en individuel handlingsplan, hvor indsatsens mål og midler beskrives.

Infoteker

Blandt de institutionsuafhængige og tværsektorielle tiltag i Sverige er Infotekerne det mest dominerende. De ca. 40 infoteker er informationscentre, hvor der kan hentes oplysninger om uddannelse, erhverv og arbejdsmarked. Den grundliggende idé i dette tiltag er selvbetjening, men kunden kan også få vejledning fra en uddannet vejleder. Infotekerne er dels bemandet af vejledere fra skolesystemet, dels af vejledere fra det svenske AF-system. Vejlederne ved infotekerne er fuldtidsansatte.

Undersøgelser viser, at der blandt brugerne er en udstrakt tilfredshed med infotekerne.

Uddannelseskrav til vejledere

Alle vejledere (inklusiv vejlederne i uddannelsessystemet) arbejder som vejleder på fuld tid og har typisk en treårig akademisk uddannelse i vejledning.

For at blive optaget på uddannelsen som Studie- og erhvervsvejleder kræves dels studentereksamenen, dels 1-3 års erhvervserfaring. Uddannelsen udgøres af ¾ teoretisk undervisning, hvor den studerende bl.a. undervises i samfundsvidenskab og uddannelses- og erhvervsvejledningsteorier. Den sidste ¼ af uddannelsen udgøres af praktikforløb. Det er muligt at opnå en kandidatgrad i vejledning, men langt de fleste vælger at søge arbejde efter at ha ve afsluttet bachelordelen.

Konsekvenser

Siden 1991 er der givet større beføjelser til lokale myndigheder i forbindelse med løsning af vejledningsopgaverne i hhv. grundskoler og gymnasier. Konsekvensen af denne decentralisering har ifølge RUE været, at vejledningen er uensartet, og det påpeges, at kvaliteten af vejledningen i høj grad er afhængig af den enkelte vejleder. Derudover bemærker RUE, at den enkelte vejleder, især på grundskoleniveauet, skal forhandle med skole lederen om, hvor mange ressourcer der skal afsættes til vejledning. Konsekvensen er, at forbruget til vejledning er uensartet.

 

RUE bemærker endvidere, at professionaliseringen af vejledningen har bevirket, at den enkelte vejleder til en vis grad føler sig isoleret i sit arbejde.

 

For grundskolen viser undersøgelser, at vejlederne i henhold til den nationale lovgivning prioriterer vejledningssøgende med særlige behov højt, og at vejlederne generelt er vellidte blandt såvel lærere som skoleledere.

 

 

6.3. England

England er kendetegnet ved både selvstændigt placerede institutioner og tilbud tilknyttet uddannelsesinstitutionerne (som i Danmark).

Som et af de få steder i Europa findes der private vejledningscentre. I England udbydes vejledningsopgaven i offentlig licitation af lokale myndigheder, som tegner kontrakt med private udbydere. Dette betyder i sig selv en høj grad af institutionsuafhængighed.

Den institutionsuafhængige vejledning er organiseret i såkaldte Carrier Centers, der bedst kan beskrives som en hybrid mellem et vejledningscenter og et AF-kontor. Disse centre var indtil 1993 underlagt det Britiske Arbejdsministerium og er nu underlagt det samlede Arbejds- og Undervisningsministerium. Driften af kontorerne varetages af private, der i licitationsrunder byder på opgaveløsningen.

De i alt 66 Carrier Centers har følgende 3 hovedopgaver:

15. Vejledning om uddannelses- og jobmuligheder
16. Arbejdsformidling
17. Informationsformidling

Den primære målgruppe for centrene er unge i alderen 14-19 år, og der lægges vægt på, at forældrene inddrages i vejledningen.

En anden vigtig aftager af Carrier Centrenes tilbud er uddannelsesinstitutionerne. Skolevejlederne har et tæt samarbejde med vejlederne fra Carrier Centrene, der skal sikre en ensartet og sammenhængende vejledning i skolerne.

Ordinær uddannelse

Ud over den institutionsuafhængige vejledning (Carrier Centrene) findes der også vejledning på de enkelte uddannelsesinstitutioner. Denne opgave varetages af skolerne.

 

Fra og med september 1998 blev det ved lov pålagt de engelske grundskoler at udvikle et vejledningsprogram for elever i 9. – 11. klasse. Dette program svarer i princippet til den danske Uddannelses-, Erhvervs- og Arbejdsmarkedsorientering.

De engelske skoler er ved lov pålagt at samarbejde med Carrier Centrene om udarbejdelsen af disse programmer.

Flere undersøgelser udført af den britiske vejlederorganisation NACGT viser dog, at der er meget stor forskel på, hvor meget vejledning elever fra forskellige skoler tilbydes. Kvaliteten af vejledningen synes at være meget afhængig af vejlederens personlige engagement.

Studerende på gymnasier har også et retskrav på vejledning. Denne vejledning varetages i stadig stigende grad af Carrier Centrene og en evaluering fra 1999 viser, at samarbejdet fungerer godt.

Studerende ved videregående uddannelsesinstitutioner har ikke en lovfæstet ret til vejledning. Men især de store gamle universiteter har oprettet vejledningsenheder. Årsagen til vejledningsindsatsen på disse institutioner er den udbredte privatisering i den engelske universitetssektor, der bevirker øget konkurrence om at tiltrække de bedste studerende.

Som følge af den manglende regulering på området er vejledningstilbudene ved de forskellige universiteter meget forskelligartede.

Ud over de nævnte aktører findes der ca. 200 private vejledningsbureauer, der varetager en række meget specialiserede opgaver.

Uddannelseskrav til vejledere

For at kunne komme i betragtning som vejleder ved et Carrier Center kræves det, at vejlederne har gennemgået en vejlederuddannelse. Der findes generelt to uddannelsesveje for vejledere ved Carrier Centrene.

Den ene mulighed er Diploma in Carriers Guidance; den anden er at opfylde kriterierne til Vocational Qualifications i vejledning. Af disse to muligheder er den første langt den hyppigste blandt vejledere ved Carrier Centrene.

Diploma in Carriers Guidance er opbygget som et etårigt teoretisk forløb efterfulgt af et års praktik. Adgangskravene til uddannelsen er enten en afsluttet bachelorgrad eller erhvervserfaring fra vejledningssektoren.

Kriterierne til Vocational Qualifications i vejledning udgøres af 1-1 ½ års on the job trainning i et Carrier Center, under supervision af en ansat.

Der findes ingen formelle uddannelseskrav til de lærere, der fungerer som vejledere i den engelske grundskole. Heller ikke på de videregående uddannelsesinstitutioner er der krav til vejledernes formelle kvalifikationer.

Konsekvenser

Den vidtstrakte privatisering af vejledningen i England har bevirket, at vejledningen er blevet mere resultatorienteret. RUE fastslår dog, at denne resultatorientering har bevirket, at sværere sager undgås, for at udbyderne af vejledning kan overholde de indgåede kontrakter. Endelig nævner RUE, at den frie markedsmodel, der er valgt i England bevirker, at vejledningssektoren fremstår ret uoverskuelig.

 

6.4. Tyskland

Vejledningssektoren i Tyskland er karakteriseret ved, at al arbejdsmarkedsvejledning foregår i forbundsstatsligt regi, mens den ansvarlige myndighed for uddannelsesvejledningen er den enkelte delstat. I Tyskland er såvel arbejdsmarkeds- som skolevejledningen institutionsuafhængig og den varetages af professionelle, fuldtidsansatte uddannede vejledere.

Indtil 1998 havde det offentlige Bundesanstalt für Arbeit (BA) via ca. 180 arbejdsformidlingskontorer monopol på uddannelses- og erhvervsvejledning samt arbejdsformidling i Tyskland.

Det har siden 1998 været muligt for andre offentlige institutioner og private organisationer at udbyde uddannelses- og erhvervsvejledning.

Målgruppen for BA’s arbejde er unge, der står over for at skulle træffe et uddannelses- eller erhvervsvalg. Systemet henvender sig især til unge uddannelsessøgende, der ønsker at begynde på en erhvervsfaglig uddannelse.

Ordinære uddannelser

I grundskolen vejledes der første gang i 4. klasse, hvor det første uddannelsesvalg skal træffes. Eleverne deles op i 3 retninger, afhængig af hvilken skole de efterfølgende skal gå på.

Vejledningen på dette niveau varetages af en psykolog ansat ved skolevæsenet, og målet for vejledningen er at vurdere elevens intellektuelle og faglige niveau, samt at afdække erhvervsmotivering og personlige og sociale forudsætninger. Vejledningen gennemføres som individuelle samtaler med psykologen, og ca. 80 procent af alle elever vælger at modtage tilbudet. I de fleste delstater er skolens vurdering af eleven vejledende.

På skolerne findes en vejleder, der ligesom danske vejledere også har undervisningsforpligtigelser. I modsætning til i Danmark findes der ingen regulering af indholdet i den vejledning, der gives.

 

 

Der findes klare retningslinier for, hvilken vejledning der skal tilbydes ved videregående uddannelsesinstitutioner.

For det første er det et krav, at vejledningen finder sted i samarbejde med udbydere af erhvervsvejledning. For det andet skal vejledingen følge op på de resultater, den studerende opnår. Det er et krav, at vejledningen finder sted allerede ved udgangen af det første studieår.

Derudover har studievejledningen pligt til at informere uddannelsessøgende om indhold, opbygning samt optagelseskriterier til et givent studium.

Vejledningen foretages af den centrale studievejledning (ZSB). ZSB er enten tilknyttet et geografisk område eller en institution. I alt findes der ca. 300 ansatte ved ZSB.

Foruden vejledningen på Arbeitsamt og enkelte private initiativer findes der også forskellige vejledningstilbud på uddannelsesinstitutionerne.

Uddannelseskrav til vejledere

Der findes én vejlederuddannelse i Tyskland, der er målrettet mod BA’s aktiviteter. For andre vejledere er der ingen uddannelsesmæssige krav.

For at blive optaget på uddannelsen kræves, at man har en eksamen fra en almen Hochschule eller en Fachhochschule og har mindst to års erhvervserfaring fra et fuldtidsjob.

Uddannelsen består af 1 ½ års teoretisk uddannelse og 1 ½ års praktik. Praktikken foregår typisk på et Arbeits Amt. Uddannelsen er sammensat af en grunduddannelse og et hovedstudium. Grunduddannelsen består af 3 dele:

18. Statsretlige og politiske grundlag for forvaltningsområdet
19. Forvaltningsret, civilret og arbejdsfremmeret
20. Nationaløkonomi og finansielt grundlag for forvaltningsområdet.

Hovedstudiet er mere sammensat og præget af specialisering, afhængig af om den studerende ønsker at være erhvervs- eller arbejdsvejleder. Der er dog en fælles kerne i uddannelserne, der bl.a. udgøres af sociologi, psykologi og vejledningsteknik mv.

Konsekvenser

Den tyske model bærer præg af at være meget centraliseret og er i høj grad baseret på institutionsuafhængige vejledere, og der har endnu ikke vist sig et behov for national koordinering.

I 1998 blev BA’s monopol på vejledning formelt ophævet. Der er ikke sket nogen mærkbar ændring i den tyske struktur, idet hovedparten af vejledningen fortsat foregår på BA’s Arbeitsamter.

 

 

6.5. Holland

I Holland blev der for få år siden introduceret en model, hvor private organisationer varetager studie- og erhvervsvejledning, personlig rådgivning og psykotekniske prøver for skolerne. De enkelte skoler træffer selv beslutning om:

21. Hvorvidt skal tilbydes vejledning
22. Hvilken type vejledning der tilbydes
23. Hvor mange ressourcer der afsættes
24. Hvilken udbyder vejledningen rekvireres af.

Tidligere gik de offentlige tilskud direkte til de organisationer, der udførte vejledningsopgaverne. Den nye model har betydet, at skolerne efterspørger langt færre vejledningsydelser end tidligere, og at vejledningssøgende uden for skolerne ikke længere tilgodeses.

Ordinære uddannelser

Den væsentligste forandring i det hollandske vejledningssystem efter privatiseringen har været finansieringen af opgaven. Fra at de institutionsuafhængige vejledningsbureauer var direkte finansieret, gik Holland over til et system, hvor den enkelte skole fik tildelt midler, som kunne anvendes til at købe vejledningsydelser for. Det væsentligste problem i denne model er, at skolerne ikke er retligt forpligtede til at anvende de tildelte midler på at købe vej ledningsydelser.

Konsekvenser

Konsekvensen af denne finansieringsform er, at personer uden for uddannelsessystemet ikke længere har mulighed for at modtage vejledning. Det rammer hovedsageligt den såkaldte restgruppe. Derudover kan nævnes, at vejledningsbureauerne i højere grad satser på at vejlede de i forvejen stærke studerende/elever for at præsentere højere succesrater og dermed tiltrække nye kunder.

6.6. Frankrig

I Frankrig findes en lang række mere eller mindre specialiserede vejlednings- og rådgivningstilbud. Det franske vejledningssystem er karakteriseret ved, at der i højere grad ydes rådgivning end i det danske system. Dvs. at vejledningen i højere grad har karakter af anbefalinger baseret på diagnostiske bedømmelser.

Umiddelbart synes det franske system mindst lige så mangfoldigt og komplekst som det danske. Der findes en lang række meget specialiserede tilbud, der ofte henvender sig til en yderst snæver målgruppe.

Ordinære uddannelser

Vejledningen er oftest statslig finansieret og institutionsafhængig. På gymnasieskolerne er vejledningen organiseret i Centre d’Information et d’Orientation (CIO). Brugerne af disse centre er hovedsagelig elever i gymnasiet, og ca. 95 % af brugerne af ordningen er gymnasieelever.

CIO’erne tilbyder informationsmateriale om videre uddannelse og individuelle samtaler af kompetenceafklarende karakter.

Den institutionsuafhængige vejledning er også yderst specialiseret og sparsom. Der findes forskellige ordninger, der er nationalt, regionalt eller lokalt forankrede.

Jobby

Som konsekvens af uoverskueligheden i den franske vejledningssektor er der iværksat et forsøg med et tværsektorielt vejledningstilbud kaldet Jobby. Formålet med dette tiltag er dels at sikre tværsektoriel koordinering, dels at visitere den vejledningssøgende til den rette instans.

Derudover tilbydes der i Jobby regi samtaler med vejledere, der er specialiseret inden for uddannelse og erhverv.

 

Modelovervejelser vedrørende tværsektoriel vejledning

7.1. Indledning

Vejledning skal medvirke til, at de unge er afklarede, når de vælger at påbegynde et uddannelsesforløb og dermed være med til at reducere frafald og omvalg i uddannelsessystemet. Vejledning skal endvidere medvirke til, at nyuddannede finder beskæftigelse.

Analysen af det nuværende vejledningssystem i kapitel 3-6 viser, at der kan være behov for en ændret organisering af vejledningsindsatsen.

I det følgende vurderes først i afsnit 7.2 en række problemstillinger vedrørende det nuværende vejledningssystem. Dernæst præsenteres og analyseres i afsnit 7.3 en række modelovervejelser vedrørende organisering og finansiering af en tværsektoriel uddannelses- og erhvervsvejledning. Endelig præsenteres i afsnit 7.4 forskellige forslag til en fælles vejlederuddannelse.

 

7.2. Problemstillinger og overvejelser

I de senere år har en række undersøgelser af det danske vejledningssystem påpeget forskellige svagheder. Generelt viser undersøgelserne, at vejledningssystemet er kendetegnet ved kraftig sektorisering og utilstrækkelig koordinering, hvilket betyder, at der mangler sammenhæng i det samlede vejledningssystem og i vejledningen på den enkelte uddannelsesinstitution.

Undersøgelserne påpeger endvidere, at,

25. det er vanskeligt at få et overblik over vejledningssystemet
26. vejledningen ikke altid er neutral, men let kommer til at tjene den enkelte institutions behov for at holde på/tiltrække elever.
27. flere vælger uddannelse uden overblik pga. manglende vejledning
28. vejlederne har for lidt føling med verden uden for eget system
29. der er store lokale kvalitetsforskelle i vejledningen
30. der kan være behov for en sanering af vejledningsindsatsen
31. vejledningsindsatsen i for ringe grad er målrettet unge med særlige vejledningsbehov.

Der er derfor behov for at tænke på tværs af eksisterende strukturer og organiseringsmåder.

Igangsatte initiativer

Der er allerede på nuværende tidspunkt igangsat en række initiativer,

som i de kommende år kan bidrage til at afhjælpe nogle af de identificerede problemer.

I folkeskolen og i erhvervsuddannelserne er der, som led i styrkelsen af den individuelle vejledning, indført personlige uddannelsesbøger og uddannelsesplaner. Endvidere introduceres vejledningen allerede fra 6. klasse i grundskolen. På de efterfølgende klassetrin bliver vejledningen mere konkret og målrettet.

Uddannelsesbøger/planer erstatter den tidligere egnethedsvurdering til de gymnasiale uddannelser, idet en individuel uddannelsesplan giver et bedre grundlag for at starte på en ungdomsuddannelse end en kategorisering som "egnet" eller "ikke egnet".

Hertil kommer, at afskaffelsen af egnethedserklæringen modvirker, at gymnasiale uddannelser fremstår som mere attraktive blandt elever og forældre, når eleverne ikke længere skal igennem" nåleøjet" for at komme ind.

Endvidere er der gennemført en målretning af 10. klasse, hvor der bl.a. indgår et brobygningsforløb på en ungdomsuddannelses-institution. Brobygningen skal sammen med den personlige uddannelsesplan styrke de unges grundlag for at vælge en ungdomsuddannelse.

Endelig er der gennemført en fornyelse af erhvervsuddannelserne, især de tekniske. Fornyelsen indebærer bl.a., at overskueligheden fremmes ved, at antallet af indgange til uddannelserne reduceres væsentligt fra over 90 til 7 indgange.

Det er imidlertid vurderingen, at der er behov for yderligere tiltag, hvor der bygges videre på de allerede igangsatte initiativer, og hvor målet primært er at styrke samspillet mellem niveauer (vejledningsordninger) og understøtte kvalitetsudviklingen af vejledningsindsatsen.

 

 

Analyserne i kapitel 4 omhandler primært vejledning i grundskolen og overgangen til ungdomsuddannelser. En række af de identificerede problemstillinger gør sig også gældende i forhold til ungdomsuddannelserne og overgangen til de videregående uddannelser.

Formål med tværsektoriel vejledning

Ved en tværsektoriel organisering af vejledningen kan opnås bedre sammenhæng samtidig med, at betjeningen af de uddannelsessøgende forbedres.

Formålet med en tværsektoriel vejledning er at forbedre de unges mulighed for at få et samlet overblik over relevante uddannelsestilbud.

Hertil kommer, at en tværsektoriel vejledning kan være med til at understøtte arbejdet med elevernes individuelle uddannelsesplan, som det kendes fra folkeskolen og erhvervsuddannelserne. Dette vil også kunne medvirke til at styrke og målrette vejledningen af elever og studerende med særlige behov.

Det er ligeledes forventningen, at den indholdsmæssige kvalitet øges ved at etablere et tværfagligt vejledningsmiljø og ved, at der skabes bedre muligheder for at vejlede på tværs i uddannelsessystemet. Samtidig forenkles og styrkes koordineringen af vejledningsindsatsen.

En styrket vejledningsindsats vil medvirke til at reducere frafaldet på de enkelte uddannelser, idet de uddannelsessøgende på forhånd vil have bedre muligheder for at få et realistisk overblik over deres uddannelsesønsker og muligheder.

Endelig er det vurderingen , at der er et uudnyttet potentiale i brugen af IT i vejledningen. IT benyttes i stor udstrækning som et administrativt værktøj for de enkelte vejledere, men der er kun få erfaringer med egentlig virtuel vejledning af elever. Ved at målrette brugen af informationsteknologien i vejledningen forventes det, at vejledningsressourcerne i langt højere grad kan målrettes de grupper af unge, der er særligt udsatte eller har særlig e behov.

Udfordringer for tværsektoriel vejledning

Hvis vejledning om overgange forankres i en eller flere tværsektorielle vejledninger vil der være risiko for samspilsproblemer mellem de tværsektorielle vejledninger og den enkelte uddannelsesinstitution om opgavefordeling og indhold.

Udfra en samlet vurdering af fordele og ulemper ved at forankre en række vejledningsfunktioner i tværsektorielle strukturer er det imidlertid vurderingen, at der kan opnås betydelige gevinster ved at forankre ansvaret for vejledningen i en eller flere tværsektorielle vejledningsinstitutioner.

Det er helt afgørende, at systemet forenkles og de unge sikres en bredere og mere sammenhængende vejledning om deres uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder. Tværsektorielle løsninger bør derfor omfatte vejledningsfunktioner i hele det ordinære uddannelsessystem, dvs. grundskolen, ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser.

 

7.3. Modeller for tværsektorielle vejledninger

Med udgangspunkt i nedenstående spørgsmål redegøres i det følgende for forskellige muligheder for organisering af en eller flere tværsektorielle institutionsuafhængige vejledningsordninger:

32. Hvilke eksisterende vejledningsordninger kan omfattes ?
33. Hvilke vejledningsaktiviteter kan omfattes ?
34. Hvordan kan ordningen forankres organisatorisk ?
35. Hvorledes kan ordningen finansieres ?

7.3.1 Vejledningsordninger

For at sikre den størst mulige forenkling af vejledningssystemet bør de nye tværsektorielle vejledninger som udgangspunkt omfatte så mange vejledningsordninger som muligt.

Vejledning tilknyttet voksen- og efteruddannelse, Arbejdsformidlingen, Forsvaret og Dansk Flygtningehjælp har grundlæggende en anden karakter og indgår ikke i kommissoriet, hvorfor nedenstående modelovervejelser ikke omfatter disse ordninger. Det er dog væsentligt, at det sikres, at disse ordninger spiller sammen med de nye tværsektorielle vejledningsinstitutioner, og at der fortsat på centralt niveau sikres et overordnet samspil gennem RUE

Endvidere er det oplagt at tage udgangspunkt i den kommunale ungdomsvejledning, da den hænger naturligt sammen med kommunernes opgaver på ungeområdet.

Det anbefales, at nye tværsektorielle vejledninger kommer til at omfatte aktiviteter fra de eksisterende vejledningsordninger i grundskolen, ungdomsuddannelse og de videregående uddannelser - – herunder ivu*C.

7.3.2 Vejledningsaktiviteter

For at vurdere, hvilke aktiviteter der kan forankres i og gennemføres af de nye tværsektorielle enheder, og hvilke aktiviteter der eventuelt bør bibeholdes i de nuværende ordninger, er der identificeret en række "hovedaktiviteter" i forbindelse med vejledning.

Med udgangspunkt i disse aktiviteter er der i nedenstående figur opstillet 4 modeller for, hvorledes afgrænsningen mellem nye tværsektorielle vejledninger og eksisterende ordninger eksempelvis kunne se ud, jf. boks 7.1.

Boks 7.1. Oversigt over aktiviteter i tværsektorielle vejledninger

	1. Alle vejledningsaktiviteter
	- Alle vejledningsaktiviteter inklusiv gennemførelsesvejledning og uddannelses- og erhvervsvejledning integreret i undervisningen
		2. Transitvejledning
		- Individuelle samtaler om overgange og udslusning (transitvej- ledning) – herunder arbejdet med uddannelsesplaner for elever i 9. og 10. klasse
			3. Informationsopgaver
			- Informationsmateriale - Åbent hus arrangementer, ung til ung vejledning - Præsentationskurser - Virksomhedskontakt - Brobygning og praktik i virksomheder og andre uddannelser
				4. Koordineringsopgaver
				- Koordinering - Kvalitetsudvikling - Kompetencecenter

Anm.: Oversigten skal læses som en "kinesisk æske", dvs. at model 3 ud over informationsopgaver også omfatter alle koordineringsaktiviteter i model 4. Tilsvarende omfatter model 2 både transitvejledning, informationsopgaver og koordinering osv.

I det følgende beskrives de fire modeller nærmere, herunder vurderes de enkelte forslags styrker og svagheder.

Alle vejledningsaktiviteter

Den første model er den mest vidtgående og omfatter alle vejledningsaktiviteter, inklusiv uddannelses- og erhvervsvejledning integreret i undervisningen og vejledning knyttet til gennemførelse af de konkrete uddannelsesforløb.

Denne model indebærer, at alle vejledningsaktiviteter og dermed alle vejledningsressourcer samles i en eller flere nye tværsektorielle vejledninger. Ud over individuelle samtaler om gennemførelse, overgange og udslusning vil ansvaret for udarbejdelse af informationsmateriale, åbent hus arrangementer, koordinering mv. også være placeret her.

Hvis alle vejledningsaktiviteter, dvs. både gennemførelsesvejledning og vejledning integreret i undervisningen, samles i nye tværsektorielle instanser forudsætter det, at Undervisningsministeriet opstiller en forholdsvis detaljeret specifikation af, hvad vejledningsydelsen skal omfatte.

Et af kravene kunne være, at der skal gennemføres et vist antal vejledningssamtaler ved elevernes uddannelsesinstitution. Tilsvarende vil der kunne opstilles krav om fast træffetid på skolerne og lignende, jf. boks 7.2.

Ved at samle alle vejledningsaktiviteter i tværsektorielle instanser opnås den størst mulige strukturelle forenkling af vejledningssystemet. Samtidig sikres den størst mulige koncentration af vejledningsekspertisen, hvilket vil kunne medvirke til at sikre en mere professionel og fleksibel vejledning, hvor vejlederne har den størst mulige føling med verden uden for eget system.

 

Boks 7.2. Kvalitetssikring af tværsektoriel vejledning

Undervisningsministeriet opstiller specifikation for, hvad vejledningsydelsen skal omfatte. Eksempler på minimumselementer som ydelsen skal omfatte kunne være: et antal individuelle samtaler, f.eks. 2 samtaler pr. elev i 9. klasse, på hhx osv. udarbejdelse af individuel uddannelsesplan i samarbejde med eleven og dennes uddannelsesinstitution omfanget af elevers besøgsadgang på centre tilbud/ret til praktik af forskellig type (både på uddannelsesinstitutioner og i virksomheder) kollektive arrangementer, herunder undervisning kontortid på skolerne brug af eksterne repræsentanter fra det private og offentlige arbejdsmarked samt forskellige uddannelsesinstitutioner Endvidere opstilles regler for vejledningsinstansernes drift. Det kunne være krav af typen: vejledning ved kvalificerede vejledere, herunder evt. krav om, at en vis andel af vejledningen varetages af uddannede vejledere vejledning ved en vis andel heltidsansatte vejledere med tilknytning til erhvervsliv, arbejdsmarked, regionale instanser (f.eks. i form af repræsentation i en bestyrelse), herunder evt. krav om, at der i en vis andel af vejledningen inddrages personer, der repræsenterer det private og det offentlige arbejdsmarked samt forskellige uddannelsesinstitutioner etisk grundlag, garanteret uafhængighed af særinteresser kontorfaciliteter, IT, materialebredde mv. offentliggørelse af institutionsregnskab og dokumentation for gennemførte vejledningsforløb, herunder effektmålinger

Endelig synliggøres udgifterne til vejledning, hvilket vil kunne medvirke til at sikre en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne.

På den anden side indebærer det mindre daglige kendskab til den enkelte elev/studerende en risiko for, at det individuelle hensyn går tabt.

Endvidere er der risiko for, at vejledningen kommer til at mangle sammenhæng til den daglige undervisning - – ikke mindst vejledning knyttet til gennemførelse af uddannelserne, hvilket kan føre til uklarhed om den konkrete opgavefordeling mellem skolerne og de tværsektorielle vejledninger.

Dette taler for, at visse vejledningsaktiviteter fortsat skal være forankret på de enkelte skoler.

Transitvejledning

I model 2 -transitvejledning- foreslås at bibeholde vejledning knyttet til gennemførelse af uddannelserne på de enkelte uddannelsesinstitutioner, mens vejledning om udslusning og overgange i grundskolen, ungdomsuddannelser og de videregående uddannelser samles inden for rammerne af en tværsektoriel vejledning.

Endvidere skal de tværsektorielle vejledninger varetage informationsopgaver og koordinering, samt fungere som regionale kompetencecentre.

Dette indebærer fortsat en betydelig strukturel forenkling af vejledningssystemet, samtidig med at de tværsektorielle vejledningers størrelse og ekspertise giver muligheder for at udvikle en bred vifte af forskellige vejledningstilbud.

Dermed kan model 2 medvirke til at løse problemerne med, at mange vejledere har for lidt føling med verden uden for eget system og for lidt og for smal viden om uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder.

Modellen indebærer, at uddannelses- og erhvervsvejledning skal varetages i samarbejde mellem vejledere tilknyttet en tværsektoriel instans og vejledere, tilknyttet den enkelte uddannelsesinstitution.

Da vejlederne tilknyttet den tværsektorielle instans har mindre dagligt kendskab til den enkelte elev/studerende, forudsætter modellen derfor, at der etableres et tæt samarbejde mellem en tværsektoriel vejledning og de enkelte uddannelsesinstitutioner.

Også her kan der opstå samspilsproblemer om opgaver og ressourceanvendelse/-behov. Der vil være en latent fare for, at de to parter pålægger hinanden opgaver på den andens regning.

 

Informations- og koordineringsopgaver

Model 3 og 4 indebærer, at alle individuelle vejledningssamtaler (både om overgange og gennemførelse) fastholdes på de enkelte skoler, mens de tværsektorielle vejledninger skal varetage informations- og koordineringsopgaver, samt fungerer som kompetencecentre for vejledere.

I forhold til model 1 og 2 vil den fortsatte lokale forankring af vejledningen kunne medvirke til at fastholde nogle af de fordele, der knytter sig til det eksisterende vejledningssystem, bl.a. vejledernes placering i skolemiljøet, kendskabet til den lokale undervisning og ikke mindst nærhed til den unge og konkret kendskab til den enkelte elevs evner og interesser.

Model 3 og 4 indebærer imidlertid en risiko for, at der ikke sker en reel samling af vejledningsindsatsen, men at der blot kommer et ekstra led på. Hermed kan modellerne medvirke til større uoverskuelighed og uklar ansvarsfordeling mellem de enkelte skoler og tværsektorielle vejledning.

Endelig kan der stilles spørgsmål ved i hvilket omfang, modellerne løser problemerne med, at det er vanskeligt for eleverne og de studerende at få overblik over vejledningssystemet.

7.3.3 Organisatorisk forankring

I forlængelse af hvilke vejledningsaktiviteter, der skal forankres i en tværsektoriel vejledning, kan der opstilles flere forskellige muligheder for en organisatorisk forankring.

Udgangspunktet for nedenstående overvejelser er, at Undervisningsministeriet fastlægger de overordnede spilleregler uanset organisatorisk forankring. Endvidere forudsættes det, at RUE fortsat skal varetage den nationale koordinering af vejledningsaktiviteterne, herunder samspillet til Arbejdsministeriets vejledningsordninger mv.

 

Overordnet set er der følgende muligheder for organisatorisk forankring af en tværsektoriel vejledning:

1. Uafhængige udbydere/markedsmodel

Den enkelte skole/institution forpligtiges til at købe en specificeret mængde og type vejledning fra uafhængige udbydere. Udbyderne kan være private virksomheder, kommunale samarbejder, selvejende institutioner eller lignende. Den enkelte skole kan frit vælge, hvem der skal varetage vejledningen på basis af pris og dokumenterede resultater.

2. Selvstændige centre

Ivu*C, den kommunale ungdomsvejledning eller tilsvarende nyoprettede centre gøres til overordnede vejledningscentre. Vejledningscentrene kan etableres som statslige, amtslige, kommunale eller som selvejende institutioner med bestyrelse.

3. Forpligtigende samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner
Der defineres et forankringspunkt med et juridisk ansvar. Forankringspunktet består af et repræsentantskab, hvor alle skoleledere og ledere af relevante vejledningsordninger repræsenteres, og af en bestyrelse.

Forslaget med uafhængige udbydere på et frit marked er det mest vidtgående. Forslaget vil kunne medvirke til at sikre en bedre sammenhæng til både det offentlige og det private arbejdsmarked. Samtidig er der mulighed for en mere effektiv ressourceanvendelse i kraft af markedsvilkårene og det forhold, at institutionernes ressourceforbrug til vejledning synliggøres.

Forslaget med uafhængige udbydere kan imidlertid gøre det vanskeligt for den enkelte skole og den enkelte elev at orientere sig på markedet, hvilket kan føre til uensartet kvalitetsniveau i behandlingen af elever og institutioner. Endvidere indebærer forslaget en risiko for, at vejledning bliver en standardvare.

I forhold til forslaget med uafhængige udbydere indebærer forslaget med oprettelse af nye vejledningscentre en betydelig forenkling af skolernes adgang til vejledningsmarkedet og giver samtidig bedre mulighed for kvalitetssikring.

Forslaget med forpligtigende samarbejder mellem uddannelsesinstitutioner er det mindst vidtgående og dermed også det letteste at implementere.

Forslaget indebærer imidlertid også den største risiko for, at der ikke sker en reel optimering af vejledningsindsatsen, men at der blot kommer et ekstra led på. Samtidig er der stor risiko for, at der kommer til at gå uforholdsmæssig mere tid til administration.

7.3.4 Finansiering

Som angivet i kommissoriet er det forudsat, at der sker en reel omallokering af ressourcer fra de eksisterende institutionsbundne vejledningsordninger til de nye tværsektorielle enheder.

Hvor mange ressourcer, der skal omfordeles, afhænger dels af hvilke vejledningsaktiviteter de nye centre skal gennemføre, dels af centrenes økonomiske dispositionsadgang.

Der kan umiddelbart opstilles 3 forskellige forslag til den tværsektorielle instans økonomiske dispositioner:

4. Model A:

Overførsel af ressourcer fra de tilknyttede institutioner eller myndigheder.

5. Model B:

Der defineres en trækningsret på institutionernes vejledere, som fordeles på deres respektive institutioner/myndigheder med X antal årsværk.

6. Model C:

Delte stillinger/delt tjeneste (fagkonsulenter).

Model A sikrer de nye centre de største økonomiske frihedsgrader og dermed den største uafhængighed - – men indebærer formentlig også den største risiko for, at den tværsektorielle instans kommer til at fungere løsrevet fra elevernes dagligdag.

Model B vil medvirke til at sikre at vejlederne via placeringen i skolemiljøet vil bibeholde kendskabet til den lokale undervisning og ikke mindst nærheden til den unge og konkret kendskab til den enkelte elevs evner og interesser.

Dermed rummer model B imidlertid også den største risiko for, at den tværsektorielle vejledning blot bliver et ekstra led, og at der kommer til at gå mere tid til administration end til egentlig vejledning.

Model C med delte stillinger kombinerer de gode egenskaber ved model A og B. Modellen sikrer både økonomisk uafhængighed og vejledere med kendskab til de lokale skolemiljøer.

7.3.5 Sammenfatning

Principielt kan alle ovenstående modeller for vejledningsaktiviteter, organisatorisk forankring og finansiering kombineres.

De fire modeller for hvilke vejledningsaktiviteter en tværsektoriel vejledning skal varetage (jf. afsnit 7.3.2), kan organisatorisk forankres som uafhængige udbydere i et frit marked, selvstændig centre eller forpligtende samarbejder. Ligeledes vil alle finansieringsmodeller kunne komme i betragtning.

Nogle af organisationsformerne og finansieringsmodellerne egner sig imidlertid bedre til nogle aktivitetsmodeller end til andre, jf. tabel 7.1.

Tabel 7.1. Oversigt over modeller for tværsektoriel vejledning

	Organisatorisk Forankring
	Markedsmodel	Selvstændig Centre	Forpligtigende samarbejde
1. Alle vejledningsaktiviteter
2. Transitvejledning
3. Informationsopgaver
4. Koordineringsopgaver
	Finansiering
	Overførsel af ressourcer	Trækningsret på institutioner	Delte stillinger
1. Alle vejledningsaktiviteter
2. Transitvejledning
3. Informationsopgaver
4. Koordineringsopgaver

Hvis de tværsektorielle vejledninger skal varetage alle vejledningsaktiviteter er det mest nærliggende, at vejledningen organisatorisk forankres som en markedsmodel, hvor den enkelte skole/institution forpligtiges til at købe en specificeret mængde og type vejledning fra uafhængige udbydere.

Hvis en tværsektoriel vejledning kun skal varetage informations- og koordineringsopgaver vil det være naturligt at organisere de tværsektorielle vejledninger som et forpligtigende samarbejde med delte stillinger eller trækningsret på uddannelsesinstitutioners vejledere.

Hvis vejledningen skal omfatte udslusning og overgange i grundskolen, ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser synes det mest hensigtsmæssigt, at vejledningen organiseres som en selvstændig enhed.

Hvis ovenstående modelbetragtninger skal relateres til den nuværende organisering af vejledningsindsatsen vil det i givet fald være en oplagt mulighed at samle vejledning om udslusning og overgange i grundskolen og ungdomsuddannelser i den kommunale ungdomsvejledning, mens vejledning om indslusning og overgang i de videregående uddannelser naturligt kunne samles i ivu*C.

7.4. Fælles vejlederuddannelse

For at de skitserede vejledningsordningers tværsektorielle sigte kan opfyldes, er det en forudsætning, at der etableres en fælles vejlederuddannelse.

En fælles vejlederuddannelse vil kunne medvirke til at fremme:

1. fælles faglighed
2. større faglighed i uddannelsesmiljøerne
3. helheds-, brugerorientering og professionalisme
4. kendskab til andre skole- og kulturformer samt elevgrupper
5. netværksdannelse og tværgående kontakter
6. tværfagligt og tværsektorielt samarbejde
7. omstillingsparathed i overensstemmelse med forandringer i uddannelses- og erhvervslivet
8. lettere overgange i uddannelsessystemet
9. forebyggelse af frafald i uddannelsessystemet.

Ved etablering af en fælles vejlederuddannelse må der imidlertid forventes meget forskellige deltagerforudsætninger.

Etablering af en fælles vejlederuddannelse forudsætter derfor, at der fastsættes bestemmelser om:

10. adgangskrav – fornødne kvalifikationer
11. fleksible uddannelsesforløb – afhængig af skoleområde og deltagerbaggrund – af forskellig længde
12. meritordninger, delkompetencer.

Endvidere bør det undgås, at:

13. uddannelsen får karakter af professionsuddannelse
14. uddannelsen udbydes af for mange institutioner
15. kvalitetsniveauet varierer på landsplan
16. nedprioritere den sektorspecifikke og institutionsbundne vejledning, da denne vejledning har en styrke i henseende til gennemførelsesvejledning.

 

 

 

Følgende fem modeller kan overvejes i forbindelse med etablering af en fælles vejlederuddannelse:

17. RUE´s forslag
18. Fælles uddannelse i grundfagene á 1 måneds varighed
19. De korte sektoruddannelser slås delvist sammen
20. Grunduddannelse på 1 år
21. 1-årig master/diplom uddannelse i vejledning.

De første 4 forslag omhandler en fælles vejlederuddannelse, mens forslag nr. 5 retter sig mod opkvalificering af undervisere på vejlederuddannelser med udgangspunkt i en 1-årig masteruddannelse. I det følgende kommenteres og beskrives de enkelte forslag nærmere.

RUE´s forslag

RUE har udarbejdet et sammenhængende forslag til fremtidens vejlederuddannelse. Det indebærer en etablering af en ny struktur for fælles vejlederuddannelse, som omfatter:

22. en grunduddannelse (som består af en tværsektoriel del på 6 måneder og en mindre sektorspecifik del)
23. en sammenhængende efteruddannelse
24. en videregående uddannelse på masterniveau (for små grupper, fx undervisere på den grundlæggende vejlederuddannelse).

Hovedformålet med den fælles vejlederuddannelse er at kvalificere deltagerne til at vejlede om uddannelses- og erhvervsforhold på et fagligt forsvarligt grundlag og at bibringe deltagerne en solid viden om vejledningsprocessen.

Det faglige indhold omfatter 5 overordnede temaer, som er:

• Vejledningens teori og metode
• Vejledningsopgaver i forhold til målgruppe eller funktioner
• Vejledningens rammer og organisering
• Uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsforhold
• Andre emner - herunder IT, kommunikation, videreuddannelse m.v.

 

Vurdering: Forslaget fra RUE tilgodeser såvel det sektorspecifikke som det tværsektorielle element. Endvidere er der her tænkt på at tilgodese behovet for efteruddannelse og videreuddannelse på højere niveau – masterniveau.

Fælles vejlederuddannelse i grundfagene á 1 måneds varighed

Forslag 2 er som sådan sideordnet med RUE´s forslag, men uddannelsen er opdelt i moduler, hvor grundmodulerne har en størrelse på ca. 1 måned med et samlet omfang på i alt 6 måneder.

Modulerne udbydes af en begrænset kreds, så undervisningsaktiviteten får et omfang og en koncentration, der kan tiltrække og danne grundlag for et egentligt udviklings- eller forskningsmiljø. Uddannelsen skal være så fleksibelt opbygget, at modulerne kan afvikles enkeltvist, ligesom der sigtes mod en bred rekruttering med mange vejledningsordninger repræsenteret.

Uddannelsen udbydes under Åben uddannelse, hvor deltagernes kvalifikationer skal svare til MVU, ansættelse som underviser eller anden relevant tilknytning til vejledning.

Modulerne vil indholdsmæssigt omhandle: Uddannelsessystemet, erhverv og arbejdsmarked, vejledningsmetodik, vejledningssamtalen, det sammenhængende vejledningssystem, herunder uddannelsesplan og IT, samt et sektorspecifikt modul.

Vurdering: Det er afgørende, at den fælles vejlederuddannelse er fleksibelt opbygget med et antal moduler, der er obligatoriske og et par valgfri moduler. Af valgfri moduler peges på den sektorspecifikke del.

Udgangspunktet må være, at deltagerne kommer fra vidt forskellige skole- og vejledningssystemer, og at opsplitningen først finder sted i forbindelse med det sektorspecifikke modul.

Deltagerne på den fælles vejlederuddannelse bør have tilknytning til vejledning i praksis - – dvs. være ansat på en uddannelsesinstitution, hvor de fungerer som vejledere. Ud fra de tidligere erfaringer fra voksenvejlederuddannelsen bør det således forebygges, at vejlederuddannelsen primært bliver et uddannelsestilbud til ledige.

Omvendt kan det være relevant at opkvalificere HK´ere med modtagelsesfunktion gennem den fælles vejlederuddannelse.

Gymnasieområdet finder det problematisk, at underviserne skal frikøbes i en periode af 6 måneder. Det vil således være vanskeligt at skaffe finansiering til frikøb, da skolen ikke har midler afsat til formålet.

Da hvervet som studievejleder inden for gymnasieområdet ikke honoreres på anden måde end almindelig undervisning, vil det således være svært at forestille sig, at vejlederuddannelsen gennemføres på "frivillig" basis.

Endvidere forudses et rekrutteringsproblem til vejlederfunktionen, idet en betragtelig del af vejlederkorpset skal udskiftes inden for en kort tidshorisont.

Rekrutteringsproblemet kunne løses gennem en professionalisering af vejlederfunktionen, så vejledere fremover ansættes på fuld tid, men så falder vekselvirkningen mellem undervisning og vejledning bort, hvilket vil være en diskvalificering af vejledningen.

De korte sektoruddannelser slås delvist sammen

Der udarbejdes en fælles bekendtgørelse om vejlederuddannelsen for de korte sektoruddannelser, der beskriver indholdet af centrale vejledningselementer i de enkelte sektoruddannelser, herunder krav om eksamen/afsluttende prøve, løbende kvalitetsevaluering og merit.

Denne fælles bekendtgørelse åbner mulighed for, at enhver vejleder kan, tage sin uddannelse hos den udbyder, som ønskes.

Sideløbende hermed undersøges mulighederne for at slå delelementer i de eksisterende vejlederuddannelser og kurser sammen, så vejledere med forskellige skolebaggrunde delvist undervises i fælles emner.

 

 

Vurdering: Denne model indeholder en række fælles moduler, som kan være anbefalelsesværdige.

Det er dog meget essentielt for alle under uddannelse, uanset uddannelsesbaggrund, at man har en fælles referenceramme. Det er således umuligt at sammensætte en pensumliste, som kan tilfredsstille så mange forskellige uddannelsesbaggrunde.

Grunduddannelse på 1 år

De foreløbige erfaringer og resultater fra forsøgsuddannelsen for voksenvejledere (som har afsæt i voksenunderviseruddannelsen) er positive. Forsøgsuddannelsen har således vist sig at være yderst velfungerende de 6 steder, hvor forsøgene er sat i værk. Den omfatter en 1-årig grundlæggende vejlederuddannelse udbudt som Åben uddannelse.

Forsøgsuddannelsen danner grundlag for en generel vejlederuddannelse, der udbydes på tværs af uddannelsesområder og vejlederfunktioner.

Vurdering: Modellen er ikke velegnet til at dække de meget brede og forskellige forudsætninger, som det nuværende samlede vejlederkorps er i besiddelse af.

Modellen vil endvidere medføre rekrutteringsvanskeligheder samt professionalisering og generalisering af vejlederfunktionen.

1-årig master/diplom uddannelse i vejledning

Med henblik på opbygning af særlig ekspertise inden for vejlednings-området blandt undervisere, koordinatorer, systemudviklere o.l. udbydes en masteruddannelse/diplomuddannelse inden for vejledning. Uddannelsen skal primært henvende sig til personer med særlige forudsætninger og særlig interesse.

De etablerede vejlederuddannelser på DEL og DPU har således peget på behovet for et kvalitetsløft af lærerkorpset med afsæt i en opkvalificering af en mindre gruppe af vejlederne. En målrettet og afgrænset opkvalificering vil samtidig fremme mulighederne for at drage nytte af den forskning og metodeudvikling, som foregår internationalt på vejledningsfeltet.

Initiativet vil med fordel kunne udbydes ud fra en konsortiemodel (fx fra DIG i Odense og/eller Danmarks pædagogiske Universitet (DPU) og/eller DEL).

Vurdering: Master/diplom praktiseres allerede på DPU og svarer til tilbuddet på DIG. Modellen er velegnet til at opkvalificere de meget få, der er brug for til at opkvalificere de mange.

Som opkvalificeringskursus/overbygningsuddannelse for kursus-ledere og andre undervisere på grunduddannelserne, er ordningen udmærket.

Det er dog ikke tale om en grunduddannelse for de mange vejledere, der skal uddannes i fremtiden.

 

 

 

 

 

 

 

Bilag A

Beskrivelse af 26 danske

vejledningsordninger

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Undervisningsministeriet

10. november 200114. august 200127. juni 2001

Indledning

Der findes 26 forskellige uddannelses- og erhvervsvejledningsordninger i Danmark. Nogle af ordninger fungerer i henhold til love, bekendtgørelser mv. (regulerede ordninger), mens andre eksisterer i kraft af en prioritering fra institutioner og organisationer.

Regulerede ordninger

2. Skolevejledning i folkeskolen
3. Ungdomsvejledning
4. Studievejledning ved gymnasier, studenter og hf-kurser
5. Vejledning ved den Fri Ungdomsuddannelse (FUU)
6. Uddannelses- og erhvervsvejledning ved erhvervsskolerne (inkl. kvu)
7. Vejledning i relation til erhvervsgrunduddannelsen (egu)
8. Uddannelses- og erhvervsvejledning - forberedende voksenundervisning
9. Uddannelses- og erhvervsvejledning ved almen voksenuddannelse (AVU)
10. Vejledning i tilknytning til undervisning af voksne udlændinge
11. Studievejledning ved grundlæggende social- og sundhedsuddannelser
12. Vejledning ved landbrugsuddannelserne
13. Ivu*C
14. Vejledning af værnepligtige – JUDO-ordningen
15. Vejledning af forsvarets stampersonel – CU-ordningen
16. Erhvervsvejledning ved Arbejdsformidlingen
17. Vejledning i arbejdsløshedskasserne
18. Vejledning i forbindelse med aktiv socialpolitik
19. Vejledning af flygtninge og indvandre i kommunerne
20. Vejledning under Kriminalforsorgen
21. Vejledning ved produktionsskoler
22. Vejledning ved daghøjskoler

Andre ordninger

23. Vejledning ved frie grundskoler
24. Vejledning ved efterskoler
25. Vejledning ved folkehøjskoler
26. Vejledning ved arbejdsmarkedsuddannelser (AMU)
27. Studievejledning ved videregående uddannelser (mvu og lvu)

I det følgende beskrives de enkelte ordningers formelle rammer, formål, målgruppe, form, ressourcer mv.

Beskrivelsen bygger på Oplæg til drøftelse af fremtidens vejledningsindsats, RUE 1998, og opdaterede oplysninger fra RUE, marts 2001.

 

1. Skolevejledning i folkeskolen

Formalisering

- Lov om folkeskolen (nr. 730, 21/7/00)

- Bekendtgørelse om folkeskolens skolevejledning (nr. 611, 21/6/96)

- Bekendtgørelse om uddannelsesplaner (nr. 501, 06/06/00)

Ansvarlig

Kommunalbestyrelsen/Skolelederen.

Målgruppe

Hovedmålgruppen er elever i 6.-10.-klasse.

Indhold

Skolevejlederne bistår klasselæreren og lærerne i uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering, dels med hensyn til undervisning og materialer, dels ved individuel og kollektiv vejledning af elever og forældre. Desuden planlægger vejlederne udadvendte aktiviteter og vejledning af elever, der ønsker at forlade skolen inden undervisningspligtens ophør.

Vejledningstimer pr. vejledningssøgende

Der er betydelig variation mellem de enkelte kommuner. På en typisk 2-sporet skole med én 10. klasse og 20 elever pr. klasse varierer skolevejlederens tid til vejledning fra 200 til 528 timer pr. år, svarende til mellem 0,5 og 1,4 timer pr. elev pr. år.

Vejledere

Ordningen beskæftiger ca. 12.700 personer fordelt på fire forskellige personalegrupper. Den årlige lønudgift skønnes til 131 mio. kr.

28. Klasselærere (ca. 10.500 heraf ca. 35 procent mænd)
29. Skolevejledere (ca. 1.800 heraf ca. 70 procent mænd)
30. Skolekonsulenter (c. 250 heraf ca. 80 procent mænd)
31. Kuratorer (ca. 125 heraf ca. 75 procent mænd)

 

Kun klasselærere og skolevejledere omtales i bekendtgørelsen. I mange kommuner er der imidlertid ansat skolekonsulenter og kuratorer.

Skolekonsulenter bistår skolevejledere og lærere med materiale, koordinering af praktik- og besøgsvirksomhed, planlægning mv. En del konsulenter varetager også opgaver under ungdomsvejledningen.

Kuratorer rådgiver og vejleder elever med særlige behov – herunder elever, der har brug for specialpædagogisk bistand efter, at de har forladt folkeskolen. I lighed med skolekonsulenterne er mange kuratorer også tilknyttet ungdomsvejledningen. Der findes kuratorer i 168 kommuner, svarende til 61 procent af kommunerne.

Vejlederuddannelse

Der findes to vejlederuddannelser tilknyttet ordningen:

32. Skole- og ungdomsvejleder uddannelsen ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Varighed: 240/300 timer. Målgruppe: Skolevejledere, kuratorer og skolekonsulenter.
33. Speciallæreruddannelsen henvender sig til kuratorerne - men er ikke en egentlig vejlederuddannelse. I 1997 er der etableret et kursus på 200 timer om rådgivning og vejledning om specialundervisning for voksne.

Skolevejledere er ifølge bekendtgørelse forpligtet til at gennemgå skole- og ungdomsvejlederuddannelsen. En undersøgelse gennemført af RUE i 1999/2000 viser at ca. 82 procent af vejlederne har gennemført uddannelsen. Der findes ikke tilsvarende uddannelses krav for skolekonsulenterne. En rundspørge foretaget af RUE viser at ca. 83 procent af skolekonsulenterne har gennemført uddannelsen.

Vejledernes timetal til vejledning

Klasselærerne har ikke noget fast timetal, idet vejledningen er integreret i undervisningen.

Skolevejledere: 1-16 timer pr uge. Det gennemsnitlige timetal skønnes til 348 timer/ år, svarende til 20 procent af arbejdstiden.

Skolekonsulenter: Varierer fra få timer om ugen til fuld tid. Hovedparten (87 procent) fungere som skolekonsulenter i under 800 timer om året (dvs. mindre end halv tid).

Kuratorerne: Varierer fra få timer om ugen til fuld tid. Det gennemsnitlige timetal skønnes til 600 timer/ år, svarende til 35 procent af den samlede arbejdstid.

2. Ungdomsvejledningen

Formalisering

- Lov om ungdomsvejledning og brobygningsforløb mv. (nr. 786, 14/10/99).

- Bekendtgørelse om ungdomsvejledning (nr. 783, 24/8/94).

Ansvarlig

Kommunalbestyrelsen.

Målgruppe

Unge under 19 år, der er gået ud af skolen, men ikke er tilmeldt en uddannelse med tilknyttet vejledningsordning. I nogle kommuner er målgruppen udvidet til at omfatte unge op til 21 eller 25 år.

Indhold

Vejledning om uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder for unge i målgruppen mindst to gange om året, indtil den unge får arbejde eller påbegynder en uddannelse. Til unge med særlige vanskeligheder skal der tilbydes en mere personlig tilrettelagt vejledning.

Vejledningstimer pr. vejledningssøgende

Varierer fra 0,1 til 3,4 timers vejledning pr. år til unge i den aldersgruppe, der er omfattet af ordningen. Gennemsnittet er 0,91 timer. Det er kun ca. 10 procent af målgruppen der benytter ordningen. Normeringen er derfor undervurderet.

Vejledere

Der er ca. 1.000 vejledere tilknyttet ungdomsvejledningen (heraf 66 procent mænd). Flertallet af ungdomsvejledere er læreruddannet. En del af vejlederne er tillige tilknyttet skolevejledningen. Den årlige lønudgift skønnes til 35 mio. kr.

Vejlederuddannelse

Skole- og ungdomsvejlederuddannelsen ved Danmarks pædagogiske Universitet. Det er ikke et krav, at vejlederne har gennemført uddannelsen, men hovedparten (77 procent) har gennemgået uddannelsen.

Vejledernes timetal til vejledning

Den enkelte vejleders timetal varierer fra få timer pr. uge til fuldtid. Det gennemsnitlige timetal er 6,8 timer.

3. Gymnasier, studenter og hf-kurser

Formalisering

- Lov om gymnasiet mv. (nr. 754, 8/8/00).

- Lov om kursus til hf mv. (nr. 755, 8/8/00).

- Bekendtgørelse om gymnasiet mv. (nr. 411, 3/5/99).

- Bekendtgørelse om kursus til hf mv. (nr. 605, 15/7/95).

Ansvarlig

Rektor/forstanderen ved den enkelte uddannelsesinstitution.

Målgruppe

Potentielle og indskrevne elever/kursister samt selvstuderende.

Indhold

Individuel og kollektiv uddannelses- og erhvervsvejledning samt vejledning om studiemæssige, økonomiske, sociale og personlige forhold i relation til uddannelsesinstitutionen samt det videre studie og erhvervsvalg.

Vejledningstimer pr. vejledningssøgende

Vejledningsressourcerne er aftalt ved overenskomst. I gymnasiet er afsat 111 timer pr. 1.g klasse pr. år (ca. 4 timer pr. elev) og 74 timer pr. 2. og 3. g. klasse (ca. 3 timer pr. elev). Ved 2-årigt hf er der afsat 149 timer pr. klasse pr. år (ca. 5 timer pr. elev) og ved hf-enkeltfag er der afsat 3,7 timer pr. kursist pr. år. Den årlige lønudgift skønnes til ca. 79 mio. kr.

Vejledere

Der er 808 studievejledere tilknyttet ordningen, heraf udgør mænd ca. 46 procent. Alle vejlederne har en akademisk baggrund, typisk som cand.mag. eller cand.scient.

Vejlederuddannelse

Studievejlederuddannelsen for vejledere på gymnasier mv. Varighed ca. 215 timer. Det er et cirkulærefastsat krav, at alle vejledere gennemfører uddannelsen i løbet af de første 2 år efter udpegningen.

Vejledernes timetal til vejledning

Det er et cirkulærefastsat krav, at enkelte vejlederes timetal varierer mellem 1/3 (minimum) og ½ (maksimum) stilling.

Tilsvarende overvejelser fremføres af Socialkommissionen (1992), Udvalget om uddannelses- og erhvervsorientering (1992), Det tværministerielle udvalg om Kvalitet i Uddannelsessystemet (1998) og Opgavekommissionen (1998).

I rapporterne og betænkningerne påpeges bl.a., at:

34. det er vanskeligt at få et overblik over vejledningssystemet
35. der mangler koordinering i vejledningssystemet
36. vejledningen ikke altid er neutral, men let kommer til at tjene den enkelte institutions behov for at holde på/tiltrække elever.
37. flere vælger uddannelse uden overblik pga. manglende vejledning
38. der synes at være en manglende sammenhæng i systemet
39. der kan være behov for en sanering af vejledningsindsatsen

Socialkommissionen foreslår i 1992, at den opsplittede skole- og ungdomsvejledning erstattes af en udbygget og integreret vejledning med ansvar for uddannelses- og erhvervsvejledning for alle unge fra folkeskolens ældste klasser indtil afslutningen af en ungdomsuddannelse.

Overvejelser om at reducere antallet af instanser, som varetager vejeledning, og etablere en tværgående institutionsuafhængig vejledning gentages i Udvalget om uddannelses- og erhvervsorientering (1992), Det tværministerielle udvalg om Kvalitet i Uddannelsessystemet (1998) og Opgavekommissionen (1998).

Senest har R.U.E i oplægget om fremtiden vejledningsindsats peget på behovet for, at der på en række områder tænkes på tværs af eksisterende strukturer og fremgangsmåder. Ifølge oplægget bør vejledningssystemet på lidt længere sigt forenkles og bringes til at hænge bedre sammen, end tilfældet er i dag.

4. Den Fri Ungdomsuddannelse

Formalisering

- Lov om den fri Ungdomsuddannelse (nr. 459, 01/06/94).

- Bekendtgørelse om den fri ungdomsuddannelse (nr. 629, 18/7/97).

Ansvarlig

Den uddannelsesansvarlige skole.

Målgruppe

Unge, der er i gang med eller påtænker at begynde på den fri ungdomsuddannelse.

Indhold

Vejledningen skal støtte eleven i at opstille realistiske mål med uddannelsen og yde støtte til at nå målene. Vejledningen omfatter bl.a. uddannelsestilbud, meritmuligheder, adgangskrav til videre uddannelse og beskæftigelsesmuligheder, personlige problemer mv. Hvis eleven ønsker det, skal der samarbejdes med elevens eventuelle andre vejledere, f.eks. den kommunale ungdomsvejleder.

Vejledningstimer pr. vejledningssøgende

Der er afsat et honorar på 11.526 kr. til vejledning pr. FUU-forløb, svarende til ca. 50 timer. Forløbene varer mellem 2 og 3 år. Halvdelen af honoraret udbetales til den uddannelsesansvarlige skole ved uddannelsesplanens underskrivelse, den resterende halvdel, når eleven har fuldført uddannelsen. Den årlige lønudgift skønnes til ca. 31 mio. kr.

I den netop vedtagne ændringslov om den fri ungdomsuddannelse ændres vejledningshonorarets størrelse til 15.000 kr.

Vejledere

Der er ca. 700 vejledere tilknyttet ordningen, heraf er ca. 45 procent mænd.

 

 

 

 

 

 

Vejlederuddannelse

Vejlederne skal ifølge bekendtgørelsen have deltaget i et kursus om FUU, der er godkendt af Fællesrådet for den Fri Ungdomsuddannelse. Kurset varer 4 dage. Der er herudover et opfølgningskursus på 2½ dag samt et årligt efteruddannelsestilbud på 1§ dag. Endvidere udbyder DPU uddannelsen "DPU-uddannet FUU-vejleder" på 240-300 timer

Vejledernes timetal til vejledning

Vejlederes timetal varierer fra få timer om ugen til fuld tid.

5. Erhvervsskoler

Formalisering

- Lov om erhvervsuddannelser (nr. 724 25/7/00)

- Bekendtgørelse om vejledning på erhvervsskoler (nr. 815 21/11/90)

Ansvarlig

Den enkelte erhvervsskole.

Målgruppe

Potentielle og indskrevne elever, herunder elever ved de erhvervsgymnasiale uddannelser, ved erhvervsskolerne.

Indhold

Orientering om uddannelser og arbejdsmarked, vejledning om økonomiske/sociale/personlige problemer af betydning for uddannelsesforløbet samt vejledning om praktikplads- og jobsøgning. Endvidere medvirker vejledningen til, at eleverne kan opstille individuelle handlingsplaner.

Vejledningstimer pr. vejledningssøgende

Arbejdstiden til vejledning afgøres af den enkelte erhvervsskole under hensyn til den bekendtgørelsesbestemte vejledningsforpligtigelse.

Vejledere

Ordningen beskæftiger ca. 600 uddannelses- og erhvervsvejledere Vejledernes uddannelses- og erhvervsmæssige baggrund afspejler lærerkorpsets baggrund. Den årlige lønudgift skønnes til ca. 63 mio. kr.

Vejlederuddannelse

Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse (DEL) udbyder uddannelse af uddannelses- og erhvervsvejledere ved erhvervsskolerne: Varighed 14 uger. Hovedparten af vejlederne har gennemført uddannelsen eller er i gang med den.

Vejledernes timetal til vejledning

Den enkeltes timetal varierer skønsmæssigt mellem 300 og 800 timer årligt.

6. Erhvervsgrunduddannelsen

Formalisering

- Lov om erhvervsgrunduddannelse (nr.532, 25/6/99).

- Bekendtgørelse om ungdomsvejledning (nr. 783, 24/8/94).

Ansvarlig

Kommunalbestyrelsen.

Målgruppe

Potentielle eller indskrevne elever.

Indhold

Den enkelte kommune fastsætter selv generelt regler for vejledningens indhold og omfang. Under skoleophold har skolen vejledningspligt i henhold til de regler, der gælder for det skoleelement, som eleven deltager i.

Vejledningstimer pr. vejledningssøgende

Er ikke opgjort, da der er tale om en konsekvent decentral ordning.

Vejledere

Der findes i alt ca. 275-300 vejledere tilknyttet ordningen i kommunerne, heraf udgør mænd ca. 65 procent. I mange store kommuner varetages vejledningen af socialrådgivere. Mange af vejlederne har også opgaver i relation til skole- og ungdomsvejledningsordningerne m.v. Dele af eller hele egu-vejledningen er således ofte placeret i den kommunale ungdomsvejlednings eller ungdomsskoles regi.

Vejlederuddannelse

Der findes ingen formaliseret vejlederuddannelse, men DPU udbyder uddannelsen "DPU-uddannet EGU-vejleder" med et timetal på 240-300 timer. En væsentlig del af gruppen formodes at have gennemgået skole- og ungdomsvejlederuddannelsen, idet de også fungerer som ungdomsvejledere.

Vejledernes timetal til vejledning

Der findes ingen opgørelse.

 

7. Forberedende voksenundervisning (fvu)

Formalisering

- Lov om forberedende voksenundervisning (nr.487, 31/5/00).

- Bekendtgørelse om undervisning inden for fvu (nr. 1200 15/12/00).

Ansvarlig

Amtsrådet/lederen af den uddannelsesinstitution, der udbyder fvu.

Målgruppe

Potentielle deltagere samt deltagere i og selvstuderende ved forberedende voksenundervisning.

Indhold

Vejledningen omfatter bl.a. indhold og tilrettelæggelse af FVU, uddannelses- og erhvervsvalg efter FVU, undervisningsmæssige, økonomiske, sociale og personlige spørgsmål, herunder muligheder for økonomisk støtte under og efter FVU, studieteknik og deltagelse i prøver samt udadvendt virksomhed - herunder kontakt til arbejdsmarkedet og vejledningsopgaver i forbindelse med uddannelsesplanlægning.

Vejledningstimer pr. vejledningssøgende

Ordningen er så ny, at der endnu ikke kan siges noget herom.

Vejledere

Ordningen er så ny, at der endnu ikke kan siges noget om antallet af vejledere og vejledernes baggrund.

Vejlederuddannelse

Vejlederkursus er ved at blive planlagt. Det er et bekendtgørelseskrav, at vejlederne skal gennemgå et af Undervisningsministeriets godkendt vejlederkursus eller have tilsvarende kvalifikationer. Frem til 31. december 2002 kan uddannelses- og erhvervsvejledningen dog varetages af lærerne ved uddannelsesinstitutionen.

Vejledernes timetal til vejledning

Uddannelsesinstitutionens leder udpeger efter internt opslag en eller flere lærere ved uddannelsesinstitutionen for normalt 3 år ad gangen og fastsætter for hver vejleder et antal timer for 1 år eller anden fastsat periode ad gangen.

8. Vejledning ved almen voksenuddannelse

Formalisering

- Lov om almen voksenuddannelse (nr. 668, 7/7/00).

- Bekendtgørelse om undervisning inden for AVU (nr. 709, 18/7/00).

Ansvarlig

Amtsrådet/forstanderen ved det enkelte voksenuddannelsescenter.

Målgruppe

Potentielle og indskrevne kursister ved AVU.

Indhold

Vejledningen omfatter forhold af betydning ved optagelsen, under uddannelsesforløbet og ved overgang til anden uddannelse og erhverv.

Vejledningstimer pr. vejledningssøgende

Det er overenskomstmæssigt fastsat, at der til vejledning afsættes en timepulje, der beregnes som 0,6 arbejdstime pr. kursist + 0,9 arbejdstime pr. modul) × 0,85 (et modul svarer til 60-120 timers undervisning).

Vejledere

Der er tilknyttet ca. 250 vejledere, heraf udgør mænd ca. 50 procent. Hovedparten af vejlederne er typisk seminarieuddannede og har betydelig undervisningserfaring.

Vejlederuddannelse

Der findes en særlig grunduddannelse af 6 ugers varighed (220 timer) for vejledere ved AVU. Typisk påbegyndes uddannelse (der strækker sig over tre år, samtidig med udpegningen som vejleder. Der er i øjeblikket overvejelser om at tilrettelægge en ny vejledergrunduddannelse, der kan afsluttes inden for 2 år, og som har en fleksibel tilrettelæggelse.

Vejledernes timetal til vejledning

Ifølge overenskomsten har den enkelte uddannelsesvejleder minimum 357 timer og maksimum 714 timer årligt.

9. Undervisning af voksne udlændinge

Formalisering

- Lov om undervisning i dansk som andetsprog for voksne udlændinge m.fl. og sprogcentre (nr. 975 25/10/00)

- Bekendtgørelse om undervisning i dansk som andetsprog for voksne udlændinge m.fl. og sprogcentre (nr. 689 12/7/00)

Ansvarlig

Kommunalbestyrelsen/centerkommunalbestyrelsen/forstanderen.

Målgruppe

Kursister, der deltager i undervisning i dansk som andet sprog.

Indhold

Vejledningen skal medvirke til at sikre, at den enkelte deltager bliver i stand til senere at træffe kvalificerede valg af erhvervs- og uddannelsesforløb, samt medvirke til at sikre et bedre samspil mellem sprogundervisning og integrations- og aktiveringsindsatsen i øvrigt.

Vejledningstimer pr. vejledningssøgende

Der afsættes 37 vejledertimer pr. 10.000 undervisningslektioner pr. år. Da holdstørrelsen varierer fra skole til skole, er det ikke muligt at udregne vejlederressourcer pr. kursist. Den årlige lønudgift skønnes til ca. 25 mio. kr.

Vejledere

Der er ca. 150 vejledere tilknyttet ordningen, heraf udgør mænd ca. 25 procent. Alle vejlederne er uddannet indvandrerlærer.

Vejlederuddannelse

Ifølge bekendtgørelsen er vejlederne forpligtiget til at gennemgå en vejlederuddannelse for lærere ved sprogcentrene. Den eksisterende grunduddannelse i uddannelses- og erhvervsvejledning inden for undervisningen af voksne indvandrere har en varighed på 105 timer. Uddannelsen er under revision.

Vejledernes timetal til vejledning

Varierer meget fra skole til skole. I bekendtgørelsen forudsættes det, at vejeledningsopgaverne udgør en væsentlig del af lærernes samlede arbejdstid. Ingen er dog vejledere på fuld tid.

10. De grundlæggende social- og sundhedsuddannelser

Formalisering

- Lovbekendtgørelse om SOSU-uddannelser (nr. 885, 12/9/00).

Der er den 8. maj 2001 vedtaget et lovforslag om reform af SOSU-uddannelserne, der træder i kraft den 1. januar 2002. I dette er der bl.a. lagt op til styrket vejledningsindsats – herunder udarbejdelse af en personlig uddannelsesplan mv.

Ansvarlig

Amtsrådet/skolelederen

Målgruppe

Potentielle og indskrevne elever ved de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser (social- og sundhedshjælper, social- og sundhedsassistent og den grundlæggende pædagogiske uddannelse (PGU)).

Indhold

Studievejledning og rådgivning om valg af uddannelse/erhverv og personlige forhold i relation til uddannelsen. Endvidere omfatter ordningen generel information om uddannelserne til potentielle elever. Endelig tilbyder skolen elever og ansøgere, der ikke optages, vejledning om uddannelse og erhverv samt om personlige forhold.

Vejledningstimer pr. vejledningssøgende

Det er op til det enkelte amt at afsætte ressourcer til vejledning.

Vejledere

Der findes ingen opgørelser over antallet af vejledere tilknyttet ordningen. Studievejlederne har typisk en uddannelse som folkeskolelærer, socialrådgiver eller sygeplejerske. Flertallet varetager ud over vejledning undervisning og/eller administrative funktioner.

Vejlederuddannelse

Der findes for tiden ingen formaliseret uddannelse.

Vejledernes timetal til vejledning

Der findes ingen opgørelser.

11. Vejledning ved landbrugsuddannelserne

Formalisering

- Lov om landbrugsuddannelser (nr. 371, 6/6/91).

- Bekendtgørelse om tilskud til jordbruget mv. (nr. 19, 11/1/94).

- Cirkulæreskrivelse om arbejdstid ved landbrugsskoler (14/12/93)

Ansvarlig

Den enkelte skole er ansvarlig for vejledning i forbindelse med uddannelsen, mens Landskontoret for Uddannelse i Landbrugets Rådgivningscenter er ansvarlig for Ungdomskonsulentordningen.

Målgruppe

Potentielle og indskrevne elever ved landbrugsuddannelserne.

Indhold

Vejledningen på uddannelsen omfatter orientering om uddannelse og arbejdsmarked, vejledning om økonomiske, sociale og personlige forhold af betydning for uddannelsesforløbet, vejledning om praktikplads- og jobsøgning samt vejledning om valg af overbygningsuddannelse.

Ungdomskonsulentordningen omfatter bl.a. godkendelse af praktiksteder, praktikbesøg samt opsøgende virksomhed i forhold til folkeskolen.

Vejledningstimer pr. vejledningssøgende

Der findes ingen opgørelse for skolernes ordinære virksomhed. Konsulentordningen omfatter ca. 8 vejledningstimer pr. elev pr. år. (eksklusiv den opsøgende indsats i forhold til folkeskolen). Den årlige lønudgift skønnes til ca. 3 mio. kr. Ifølge cirkulæret skal der afsættes minimum 200 timer til erhvervet som vejleder.

Vejledere

Ordningen omfatter 23 vejledere på skolerne, 20 konsulenter tilknyttet amterne og 3 konsulenter placeret centralt i Landbrugets rådgivningscenter. Flertallet af skolernes vejledere er lærere – men enkelte har en administrativ baggrund. Flertallet af konsulenter er uddannet agronomer, landbrugsteknikere eller husholdningslærere.

 

 

Vejlederuddannelse

Der findes ingen formel uddannelse – men skolernes forening afholder med mellemrum 3-dages kurser for skolernes vejledere.

Vejledernes timetal til vejledning

Timetallet for skolens vejledere varierer mellem 1-12 timer pr. uge. Ungdomskonsulenterne er ansat på fuld tid.

12. IVU*C

Formalisering

Kommissorium for 5-årigt forsøg (Skrivelse af 17/12/94).

Ordningen er gjort permanent på FL2000.

Ansvarlig

Undervisningsministeriet.

Målgruppe

Potentielle ansøgere til videregående uddannelser og Åben Uddannelse. Hertil kommer rådgivning om specialpædagogisk støtte og Statens Voksenuddannelsesstøtte (svu).

Indhold

Personlig information om videregående uddannelser – herunder ansøgningsregler/procedurer, uddannelsernes område, støttemuligheder mv. Der henvises til institutionerne f.s.v.a. den faglige vejledning. Koordinering af samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner i forbindelse med studieorienterende møder, åben hus arrangementer mv.

Vejledningstimer pr. vejledningssøgende

Til drift af de fire centre er der på FL 2000 afsat 8,6 mio. kr. årligt. Desuden er der på FL2001 afsat 2,5 mio. kr. til rådgivning i forbindelse med specialpædagogisk støtte.

Vejledere

Centrene beskæftiger 16 personer (ca. 15 årsværk) fordelt på 12 AC´ere, 4 HK´ere samt løst tilknyttede studenter. De ansatte har oftest vejlednings og pædagogisk erfaring fra uddannelsesinstitutioner.

Vejlederuddannelse

Der er ingen formelle krav til vejledernes uddannelse – men der findes et ca. 40 timers grundkursus, samt 4 overbygningsmoduler på i alt 98 timer for studievejledere ved de mellemlange og lange videregående uddannelser. Hertil kommer løbende temakurser af 1-5 dages varighed. Alle medarbejdere ved IVU*C gennemfører grundkurset inden for det første år af ansættelsen, hvis de ikke i forvejen har en vejlederbaggrund.

Vejledernes timetal til vejledning

Varierer fra medarbejder til medarbejder – i perioder op til fuld tid.

13. Vejledning af værnepligtige (JUDO-ordningen)

Formalisering

Kundgørelse for Forsvaret (B.0-5 14/1/92 om cirkulære om erhvervsvejledning mv. for værnepligtigt personel. Hertil kommer Forsvarets Rådgivning om Omstillings direktiv for job- og uddannelsesrådgivernes virksomhed.

Ansvarlig

Forsvarsministeriet og Forsvarets rådgivning om omstilling.

Målgruppe

Alle værnepligtige samt andre grupper, der skal forlade forsvaret før normal pensionsalder (f.eks. afskedigelse eller korttidsansættelse).

Indhold

JUDO-konsulenternes opgaver omfatter bl.a., at orientere og vejledning om job- og uddannelsesmuligheder, planlægge og gennemføre jobsøgningskurser og jobkampagner, bistå ved udarbejdelse af ansøgninger, samarbejde med andre vejledningsordninger samt formidle tæt kontakt til det lokale erhvervsliv.

Vejledningstimer pr. vejledningssøgende

Ikke opgjort.

Vejledere

Ordningen omfatter ca. 15 job- og uddannelseskonsulenter, svarende til ca. 13½ årsværk. 80 procent er mænd. Ved ansættelse af JUDO-konsulenter stilles bl.a. krav om bred erhvervserfaring, gerne i relation til uddannelsessektoren samt kendskab til arbejdsmarkeds- og uddannelseslovgivning. Den årlige lønudgift skønnes til ca. 4 mio. kr.

Vejlederuddannelse

Der findes ingen uddannelse tilknyttet ordningen og der ingen krav til, at job- og uddannelsesrådgiverne v. JUDO-ordningen skal gennemgå en grundlæggende vejlederuddannelse.

Vejledernes timetal til vejledning

Ikke opgjort.

14. Vejledning af forsvarets stampersonel (CU)

Formalisering

Kundgørelse for Forsvaret B.5-28 og B.5-29 fra august/maj 2000.

Ansvarlig

Forsvarsministeriet og Forsvarets Rådgivning om omstilling.

Målgruppe

Forsvarets stampersonel ansat på korttidskontrakt.

Indhold

Civiluddannelsesrådgiverens opgaver er bl.a. at gennemføre orientering om civiluddannelse for stampersonel, individuel uddannelses- og erhvervsvejledning af civiluddannelsesberettiget personel, formidle kontakt til det lokale erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner samt at holde kontakt til lokale AF-myndigheder samt erhvervsorganisationer og deltage som repræsentant i vejledningsfaglige udvalg.

Vejledningstimer pr. vejledningssøgende

Vejledningens omfang skønnes til 3-4 timer årligt pr. vejledningssøgende. Den årlige lønudgift skønnes til ca. 5 mio. kr.

Vejledere

Ordningen omfatter 16 civiluddannelsesvejledere, heraf 2 kvinder. Alle vejlederne er militært uddannet.

Vejlederuddannelse

Der er ingen formelle uddannelseskrav til civiluddannelsesrådgiverne. Grunduddannelsen af rådgiverne gennemføres i form af ’on the job training’. Senest 1. år efter tiltrædelse som rådgiver tilmeldes rådgiverne Danmarks Erhvervspædagogiske læreruddannelse, DEL kursus "Uddannelses- og erhvervsuddannelse".

Vejledernes timetal til vejledning

Civiluddannelsesvejlederne er ansat på fuld tid.

15. Arbejdsformidlingen

Formalisering

- Lov om uddannelses- og erhvervsvejledning (nr. 452, 4/6/96).

- Lov om aktiv arbejdsmarkedspolitik (nr. 805, 23/8/00).

Ansvarlig

Arbejdsmarkedsstyrelsen/de 14 regionschefer.

Målgruppe

Arbejds- og uddannelsessøgende samt jobskiftere, der af egen drift henvender sig for at søge vejledning om erhverv og uddannelse samt ledige, der indkaldes af AF for at få udarbejdet en handlingsplan.

Indhold

Vejledningen omfatter informationsmøder for (ny)ledige, besøg i AF´s informationscentre, temamøder om særlige emner, individuelle samtaler, vejledningsforløb og netværksgrupper/jobklubber.

Vejledningstimer pr. vejledningssøgende

AF´s ressourceforbrug opgøres ikke i forhold til den enkelte vejledningssøgende. I 2000 gennemførtes 122.135 vejledningssamtaler med ledige og 35.594 erhvervsvejledningssamtaler med ledige og beskæftigede. Den samlede lønudgift til vejledning skønnes til ca. 129 mio. kr.

Vejledere

Ordningen beskæftiger ca. 1.166 fordelt på ca. 260 erhvervsvejledere (ca. 60 procent kvinder) og ca. 906 AF-konsulenter (ca. 50 procent kvinder). Vejlederne og konsulenterne har typisk en akademisk, en faglig eller en pædagogiske uddannelse bag sig.

Vejlederuddannelse

Der findes en grunduddannelse for nyansatte AF-medarbejdere. Varighed ca. 350 timer. Grunduddannelsen er obligatorisk for alle nyansatte AF-medarbejdere.

Vejledernes timetal til vejledning

Erhvervsvejlederne er ansat på fuld tid. Hovedparten af den tid der ikke går til vejledning anvendes til vejledningsrelaterede opgaver.

16. Arbejdsløshedskasserne

Formalisering

- Lov om arbejdsløshedsforsikring (nr. 71219/7/00).

- Bekendtgørelse om A-kassers pligt til at vejlede (nr. 310, 19/5/99).

Ansvarlig

Den enkelte A-kasse.

Målgruppe

Medlemmer af A-kasser – primært ledige.

Indhold

Information og vejledning om rettigheder og pligter, der følger af lov om arbejdsløshedsforsikring, lov om statens voksenuddannelsesstøtte og arbejdsmarkedslovgivningen i øvrigt – herunder muligheder for at opnå beskæftigelse på de almindelige arbejdsmarked, konsekvenser af at overgå fra dagpengeperioden til aktivperioden samt rettigheder og pligter knyttet til udarbejdelse af en individuel handlingsplan eller uddannelsesplan.

Vejledningstimer pr. vejledningssøgende

Der findes ingen opgørelse eller regler herom.

Vejledere

Ordningen omfatter skønsmæssigt ca. 2.500 sagsbehandlere/vejledere, svarede til ca. 7-800 fuldtidsvejledere. En stor del af sagsbehandlerne er HK-uddannede, men der rekrutteres også mange fra det faglige system, såvel faglærte som ufaglærte. Den årlige lønudgift skønnes til ca. 260 mio. kr.

Vejlederuddannelse

Der ikke noget formelt uddannelseskrav eller en decideret uddannelse – men der findes et antal landsdækkende og regionale uddannelser, der bl.a. har a-kassevejledere som målgruppe. Mange af vejlederne har ikke gennemført nogen uddannelse.

Vejledernes timetal til vejledning

Variere mellem 1 og 37 timer pr. uge.

17. Aktiv socialpolitik

Formalisering

- Lov om aktiv social politik (nr. 266, 12/4/00).

Ansvarlig

Kommunalbestyrelsen.

Målgruppe

Personer, der er berettiget til vejledning eller aktivering efter lov om aktiv social politik.

Indhold

Rådgivning og vejledning om, hvordan personer i målgruppen kan forbedre mulighederne for arbejde eller uddannelse.

Vejledningstimer pr. vejledningssøgende

Ikke opgjort.

Vejledere

Ordningen omfatter ca. 8-900 beskæftigelseskonsulenter, socialrådgivere og lignende i kommunerne. Der er en overvægt af kvinder (80 procent). Mange af vejlederne er uddannede socialrådgivere. Den årlige lønudgift skønnes til ca. 190 mio. kr.

Vejlederuddannelse

Ved Den sociale Højskole i København findes en uddannelse om Kommunal vejledning i forbindelse med Uddannelse, Beskæftigelse og Aktivering (KUBA). Det er ikke noget krav at vejlederne gennemfører uddannelsen.

Vejledernes timetal til vejledning

Ikke opgjort.

18. Flygtninge og indvandrere i kommunerne

Formalisering

Lov om integration af udlændinge i Danmark (nr. 223 31/3/00).

Ansvarlig

Kommunalbestyrelsen.

Målgruppe

Flygtninge og indvandrere over 18 år, der har fået lovlig ophold i Danmark (visse flygtninge falder dog uden for målgruppen pga. nationalitet).

Indhold

Flygtninge og indvandrere i målgruppen skal senest en måned efter placeringen i kommunen påbegynde et introduktionsprogram af 3 års varighed. Programmet omfatter kursus i samfundsforståelse, danskundervisning og aktivering.

Omfang og indhold af introduktionsprogrammet fastlægges i en individuel handlingsplan. Det er op til den enkelte kommune at vurdere i hvilket omfang der skal tilbydes uddannelses- og erhvervsvejledning i forbindelse med udarbejdelse af handlingsplanen.

Vejledningstimer pr. vejledningssøgende

Kan ikke opgøres, da vejledning indgår i den samlede integrationsindsats.

Vejledere

Vejlederne i kommunernes integrationssekretariater har bl.a. en baggrund som socialrådgivere, socialformidlere og kontoruddannede. Endvidere beskæftiges en række tolke og/eller tosprogede vejledere.

Vejlederuddannelse

Der findes ingen formaliseret uddannelser eller krav om at vejlederne skal have gennemført et bestemt uddannelsesforløb.

Vejledernes timetal til vejledning

Ikke opgjort.

19. Vejledning under Kriminalforsorgen

Formalisering

Cirkulære om uddannelsesplaner under fængselsstraf (17/6/87).

Ansvarlig

Kriminalforsorgen.

Målgruppe

Varetægtsfængslede og fængselsafsonere.

Indhold

Snarrest efter indsættelsen skal arrestanterne orienteres om mulighederne for undervisning og uddannelse samt adgangen til oprettelse af en uddannelsesplan. Vejledningen foregår via skriftlig materiale og individuelle samtaler.

Vejledningstimer pr. vejledningssøgende

Der er ikke fastsat nogen norm for ressourceforbruget, ligesom der ikke findes opgørelser heraf. Den årlige lønudgift skønnes til ca. 1 mio. kr.

Vejledere

Ordningen omfatter ca. 50 fængselslærere og 14 undervisningsledere, der alle i princippet skal kunne vejlede i uddannelsesspørgsmål. Ca. 2/3 er mænd. Mange af vejlederne har en baggrund som folkeskolelærere.

Vejlederuddannelse

Der findes ingen uddannelse, der specifikt henvender sig til vejledere under Kriminalforsorgen. Direktoratet for Kriminalforsorgen skønner dog, at en del vejledere har gennemført skole- og ungdomsvejlederuddannelsen.

Vejledernes timetal til vejledning

Varierer, bl.a. afhængigt af antal nyindsatte i fængslerne. I gennemsnit 2 timer pr. uge. For undervisningslederne udgør vejledning ca. ¼ af den samlede arbejdstid.

20. Vejledning ved produktionsskoler

Formalisering

- Lov om produktionsskoler (nr. 764, 08/08/00)

- Bekendtgørelse om indhold og tilrettelæggelse af produktions-

skoletilbud mv. (nr. 683, 11/07/00)

Ansvarlig

Bestyrelsen, lederen af den enkelte produktionsskole.

Målgruppe

Deltagerne på skolerne.

Indhold

Den formelt tilrettelagte uddannelses- og erhvervsvejledning, herunder vejledning, der indeholder mulighed for afklaring, udvikling og perspektivering af personlige, sociale og faglige kompetencer, tager sit udgangspunkt i den uformelle, daglige vejledning.

Som minimum skal skolen sikre vejledning om muligheder i uddannelsessystemet og erhvervsliv, tilskuds- og støttemuligheder, herunder SU, forventede beskæftigelsesmuligheder samt overgang til anden uddannelse eller erhverv, herunder adgangskrav og tidsfrister i forbindelse med ansøgning om optagelse.

Skolerne udarbejder sammen med deltageren en skriftlig plan for deltagerens forløb på skolen. Den individuelle forløbsplan skal revideres mindst hver 3. måned og indeholder oplysninger om forløbet på skolen og om langsigtede mål, der rækker ud over dette.

Vejledningstimer pr. vejledningssøgende

Varierer fra skole til skole og afhænger af den enkelte vejledningssøgendes behov. På den formelt tilrettelagte uddannelses- og erhvervsvejledning bruger skolerne som gennemsnit mellem 10 og 20 timer pr deltager. Deltagerne er i gennemsnit på skolen i knap ½ år.

Vejledere

I princippet alle lærere ved skolerne. Hovedansvarlige for vejledningen er vejledere, værkstedsleder/faglærer, forstanderen (især på små skoler), en kombination af de tre grupper, lærere i almene fag. Ordningen beskæftiger 69 formelle vejledere.

På store og mellemstore skoler er vejlederne typisk uddannet som skole- og ungdomsvejledere, socialrådgivere og/eller voksenvejledere. Hovedparten af skolerne har uddannede fuu-vejledere.

Vejlederuddannelse

Der er ikke noget formelt uddannelseskrav, men DPU Odense udbyder et kursus i Grundlæggende vejledningspædagogik af 60 timers varighed, der retter sig mod vejledere og faglærere på produktionsskoler.

Vejledernes timetal til vejledning

Den formelle vejleders timeantal kan variere fra få timer til fuld tid.

21. Daghøjskoler

Formalisering

- Lov om daghøjskoler m.v. (nr. 813, 21/8/00).

- Bekendtgørelse om indhold og tilrettelæggelse af daghøjskole-

tilbud, skolemiljø,statstilskud m.v. (nr. 16, 15/01/01).

Ansvarlig

Bestyrelsen, lederen af den enkelte daghøjskole

Målgruppe

Deltagerne på skolerne.

Indhold

Vejledning tilbydes enten integreret i den almindelige undervisning eller som individuel vejledning. Individuel vejledning skal tilbydes i forbindelse med kursets start og afslutning og i forbindelse med forberedelse, gennemførelse og efterbehandling af praktikken.

Vejledningstimer per vejledningssøgende

Er ikke opgjort.

Vejledere

I princippet alle lærere ved skolerne.

Vejlederuddannelse

Der findes ingen formaliseret uddannelse som specifikt retter sig mod vejledere på daghøjskoler.

Vejledernes timetal til vejledning

Er ikke opgjort.

22. Vejledning ved frie grundskoler

Formalisering

Bekendtgørelse om tilmelding til ungdomsuddannelser (355 16/5/0), samt opfordring fra de frie skolers lærerforening til skolerne om at tilbyde eleverne vejledning.

Ansvarlig

Den enkelte skole.

Målgruppe

Hovedmålgruppen er elever i 6.-10.-klasse.

Indhold

Afgøres suverænt af den enkelte skole. Der findes ingen samlede oversigter/statistiker på området. Dog synes der at være følgende sammenhæng mellem vejledning og skoleform:

40. Grundtvig-Koldske friskoler har ofte ikke en overbygning og tilbyder derfor typisk ikke formaliseret vejledning.
41. Realskoler tilbyder oftest vejledning der ligner folkeskolens.
42. Lilleskoler integrerer typisk vejledning i undervisningen.
43. De religiøse friskoler (hovedsagelig kristne friskoler, men også en del muslimske) tilbyder i mange tilfælde vejledning, der ligner folkeskolens.

Vejledningstimer pr. vejledningssøgende

Kan ikke opgøres.

Vejledere

Et ukendt antal klasselærere og skolevejledere – men ikke skolekonsulenter og kuratorer, da disse er tilknyttet det kommunale skolevæsen.

Vejlederuddannelse

Ingen formaliseret uddannelse eller uddannelseskrav.

Vejledernes timetal til vejledning

Kan ikke opgøres.

23. Vejledning ved efterskoler

Formalisering

Bekendtgørelse om tilmelding til ungdomsuddannelser (355 16/5/0).

Ansvarlig

Den enkelte skole.

Målgruppe

Nuværende og potentielle elever.

Indhold

Alle efterskoler har en skolevejleder og en vejledningsordning. Indholdet varierer meget fra skole til skole, men de fleste skoler står mål med folkeskolen, m.h.t. elevsamtaler, arbejde med uddannelsesbøger og –planer, samt tilbud om forskellige vejledningsaktiviteter.

Vejledningstimer pr. vejledningssøgende

Det typiske tidsforbrug (aftalte akkorder) pr elev til vejledning og vejledningsaktiviteter skønnes til ca. 2 timer pr år. Det faktiske tidsforbrug må vurderes at være højere på mange skoler.

Vejledere

Det skønnes at ordningen omfatter ca. 370 vejledere, svarende til ca. 1,5 vejleder pr. skole. Efterskolevejlederne er typisk uddannede lærere.

Vejlederuddannelse

Der findes ingen formaliseret uddannelse – men skole- og ungdomsvejlederuddannelsen ved Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) er relevant. Ca. 40 procent af vejlederne har dele af eller hele DPU-uddannelsen.

Vejledernes timetal til vejledning

Der findes ingen opgørelser.

24. Vejledning ved folkehøjskoler

Formalisering

Ingen regler.

Ansvarlig

Den enkelte højskole.

Målgruppe

Elever på højskole samt potentielle elever.

Indhold

Højskolernes sekretariat har i 1999 gennemført en undersøgelse af vejledningen på 92 højskoler. Undersøgelsen viser, at højskolerne kan inddeles i 3 grupper.

44. På 26 procent af højskolerne er der ansat en vejleder, som varetager såvel kollektiv som individuel vejledning. Vejlederen har fast kontortid og har et bredt vejlednings- og uddannelsesfagligt netværk.
45. På 33 procent af skolerne varetages vejledningen gennem studieorienterende møder, søgning på Internet og uformelle kontakter mv. Disse skoler angiver at opleve et stort behov for en mere formaliseret vejledning.
46. På 41 procent af skolerne indgår vejledning i undervisningstilbuddene og/eller i den løbende samtale lærere og elever imellem. Disse skoler er generelt ikke interesseret i en formalisering af vejledningen som en selvstændig aktivitet.

Derudover er ca. ¾ af højskolerne uddannelsesansvarlige skoler under Den fri Ungdomsuddannelse med dertil ansat vejleder. Denne vejleder følger eleven i to år i alt – og altså ikke kun mens vedkommende er elev på højskolen.

Vejledningstimer pr. vejledningssøgende

Ikke opgjort.

Vejledere

Der er ansat 26 personer til deciderede vejledningsopgaver. Derudover er et ukendt antal undervisere involveret i forskellige uddannelses- og vejledningsaktiviteter.

Vejlederuddannelse

Der er ingen formelle uddannelseskrav, men Danmarks Pædagogiske Universitets skole- og ungdomsvejlederuddannelse og en række regionale vejlederuddannelser vil være relevant for højskolernes vejledere.

På halvdelen af de højskoler, hvor der er ansat/udpeget en person til at varetage vejledningen, har denne vejleder gennemgået en grundlæggende vejlederuddannelse.

Vejlederne for den Fri Ungdomsuddannelse har gennemgået den Fri Ungdomsuddannelses særligt tilrettelagte grundkursus for vejledere

Vejledernes timetal til vejledning

Varierer. På de højskoler, hvor der er ansat/udpeget en person til at varetage vejledning, er der typisk tale om en halvtidsfunktion.

25 Vejledning ved videregående uddannelser

Formalisering

47. Vejledning ved KVU er formaliseret ved lov om korte videregående uddannelser (nr. 1115 29/12/97) og bekendtgørelse om vejledning på erhvervsskoler (nr.815, 21/11/90), og beskrivelse af vejledning ved erhvervsskolerne .
48. Vejledning ved MVU og LVU er underlagt lov om uddannelses og erhvervsvejledning (nr. 452, 4/6/96).
49. LVU er formelt omfattet af cirkulære om vejledning ved videregående uddannelsesinstitutioner (nr. 22131, 30/4/82). Reelt er cirkulæret dog forældet, idet universitetsloven (nr. 334, 27/5/93) ikke giver hjemmel til at fastsætte regler om vejledning.

Ansvarlig

Den enkelte institution.

Målgruppe

Potentielle og indskrevne studerende.

Indhold

Vejledningen omfatter:

50. Indslusningsvejledning
for potentielle, bl.a. om uddannelsernes indhold, målsætninger, opbygning og erhvervssigte, om adgangskrav, optagelsesprocedure, studiestart mv.
51. Gennemførelsesvejledning
som støtte til indskrevne studerende, bl.a. om adgang til meritoverførelse, faglige valgmuligheder, eksamenskrav, ophold i udlandet mv.
52. Udslusningsvejledning
for studerende i den sidste del af uddannelsesforløbet, bl.a. om mulighederne for fremtidig beskæftigelse, udarbejdelse af ansøgninger, gennemførelse af jobsamtaler mv.

Vejledningstimer pr. vejledningssøgende

Varierer fra institution til institution.

Vejledere

Ordningerne omfatter ca. 1.150 vejledere fordelt på 300 ved KVU og 850 ved MVU og LVU, heraf er ca. 65 procent kvinder. Vejledergruppens sammensætning varierer meget både mellem institutionstyper og mellem de enkelte institutioner. Vejlederne har en baggrund som studerende (dominerer antalsmæssigt), lærere/undervisere, HK´ere og AC´ere.

Vejlederuddannelse

For kvu-vejledere på erhvervsskolerne findes Uddannelses- og erhvervsvejlederuddannelsen ved Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse med en varighed på 14 uger på fuld tid.

For LVU/MVU blev der den 1. januar 1999 etableret en ny studievejlederuddannelsen for vejledere ved MVU og LVU. Uddannelsen består af et grundmodul af 5 dages varighed samt 5-6 overbygningsmoduler af 3 dages varighed. For at have gennemført uddannelsen kræves grundmodulet og 4 overbygningsmoduler gennemført. Pr. januar 2001 har ca. 5% af vejlederne gennemført den nye studievejlederuddannelse. Det skønnes, at op mod 70% af vejlederne ved MVU og LVU har gennemf&osla sh;rt grundmodulet pr. januar 2001.

Vejledernes timetal til vejledning

Variere fra få timer om ugen (typisk for lærere/undervisere og studerende) til fuld tid for akademikere og HK´ere.

26. Arbejdsmarkedsuddannelserne

Formalisering

- Lov om arbejdsmarkedsuddannelser (nr. 1341, 18/12/00).

- Bekendtgørelse om indhold og opbygning (nr. 1361, 20/12/00).

- Retningslinier om individuel kompetenceafklaring, 1/11/96.

Ansvarlig myndighed

Ledelsen ved den enkelte skole.

Målgruppe

Potentielle og igangværende kursister.

Indhold

Der gennemføres vejledning i forbindelse med indskrivningen. Den øvrige vejledning er i vid udstrækning integreret i undervisningen. Endvidere gennemføres særlige 3 ugers individuelle kompetenceafklarende forløb.

Vejledningstimer pr. vejledningssøgende

Der afsættes ikke særskilte ressourcer til vejledning. I praksis anvendes ca. 2-4 timers vejledning pr. kursist i IKA-forløb.

Vejledere

Ordningen omfatter ca. 200 vejledere. Vejlederne har en baggrund som kontorassistenter, uddannelseskonsulenter og koordinatorer.

Vejlederuddannelse

Der eksisterer ingen formel uddannelse for vejledere ved AMU. Ifølge retningslinierne for IKA-forløb er den enkelte skole ansvarlig for, at de faglærere der varetager vejledningen er i besiddelse af de nødvendige kvalifikationer.

Vejledernes timetal til vejledning

Ikke opgjort.

 

 

 

 

 

 

 

Bilag B

Beskrivelse af 14 tværsektorielle vejledningstilbud

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Undervisningsministeriet

11. juni 2001

 

 

Indledning

I perioden 1992-97 er der etableret 18 tværsektorielle vejledningstilbud i Danmark. Hovedparten er etableret som forsøg, hvoraf 7 er permanentgjorte, 3 eksisterer stadig som forsøg, 1 er under afvikling, mens 7 er ophørt.

	Etablering	Status
Åben Vejledning, Tønder	1994	Permanent
11´eren, Ringsted	1995	Permanent
RYESjobben, Fredericia	1995	Permanent
Vejledningshuset, Vejen	1996	Permanent
Mulighedernes Hus, Køge	1997	Permanent
Vejledningsbutikken, Korsør	1997	Permanent
Vejledningsbutikken, Hjørring	1997	Permanent
Vejledningshuset, Kalundborg	1995	Årlig evaluering
Uddannelsesvejviseren, Roskilde	1997	Forsøg
Vejledningshuset, Nykøbing F.	1997	Forsøg indtil 2000
Uddannelsesbutikken, Aalborg	1994	Under afvikling
Vejledning under En Hat, Hillerød	1994	Ophørt 2000
Knudepunktet, Frederiksværk	1992	Ophørt 2000
Uddannelsesbutikken, Vejle	1995	Ophørt 1999
Vejledningscenter, Skive	1995	Ophørt 1999
Jobbutikken, Næstved	1994	Ophørt 1997
Informationscenteret, København	1995	Ophørt 1996
Uddannelsestrailer, Storstrøms Amt	1995	Ophørt 1996

I det følgende beskrives de enkelte tilbuds organisering, formål, målgruppe, praktiske tilrettelæggelse, økonomi mv.

Beskrivelsen bygger på Tværsektorielle vejledningstilbud – status 1997, RUE og Evaluering af de tværsektorielle vejledningstilbud, Poula Helth Rådgivning ApS, 2000.

1. Åben Vejledning, Tønder

Status

Etableret som forsøg i 1994, permanent fra 1996.

Samarbejdspartnere

AF Tønder, EUC Syd, Tønder Handelsskole og VUC Tønder.

Formål

At tilbyde uddannelses- og erhvervsvejledning til alle.

Målgruppe

Målgruppen udgøres af såvel ledige som beskæftigede. Der var 200 vejledningssøgende i 1998. Flertallet af brugerne er ledige, men der ses en stigning i antallet af beskæftigede. Det er hovedsagelig voksne, der kommer.

Praktisk tilrettelæggelse

Projektet har til huse i et lokale på AF. Åbningstid tirsdag kl.14-15, hvor vejledere fra de fire institutioner og ungdomsvejledningen tilbyder åben vejledning. Der kommer 3-4 vejledningssøgende pr. gang. Bl.a. på grund af pladsforholdene (kun ét lokale) er den mest almindelige arbejdsform en fælles samtale, hvor alle vejlederne er tilstede.

Økonomi

Projektet har fået 30.000 kr. i tilskud fra Undervisningsministeriet til det første år. De deltagende institutioner bidrager med og finansierer selv vejledertimerne.

Erfaringer/evaluering

Antallet af vejledningssøgende har været stigende i forsøgsperioden, bl.a. fordi der er kommet andre typer vejledningssøgende end dem der normalt kommer på AF (f.eks. en del beskæftigede). Endvidere fremhæves det positive i, at der er opstået et kontaktnet mellem vejlederne.

2. 11´eren, Ringsted

Status

Etableret som forsøg i 1995, permanent siden 1997.

Samarbejdspartnere

AF Ringsted, AOF Ringsted Daghøjskole, Sorø Handelsskole, Ringsted Daghøjskole, Teknisk Skole Ringsted, Ungdomsvejledningen, VUC Midtsjælland, Haslev Gymnasium og HF, EUC-Sjælland, Miljø- og Naturskolen i Ringsted og SOSU-uddannelserne i Ringsted.

Formål

Formålet er, at tilbyde åben vejledning om uddannelse på ét sted for at give et bedre overblik over uddannelser, såvel i som uden for lokalområdet.

Målgruppe

Alle, der søger vejledning om uddannelse. Der var ca. 200 vejledningssøgende i 1998.

Praktisk tilrettelæggelse

Projektet har til huse i eget lokale (20 m2) i tilknytning til AF. Åbningstid mandag-fredag kl. 10-14. Vejlederne fra de tilknyttede skoler sidder på skift i 11´eren to timer om ugen, men ungdomsvejledningen er repræsenteret i hele åbningstiden. Alle vejleder som udgangspunkt om alle systemer. Ved mere specielle spørgsmål henvises til relevante vejledere.

Økonomi

RAR har bevilliget et etableringstilskud på 168.000 kr. til indretning af lokale. AF betaler driftsudgifterne, og institutionerne bidrager med 2 vejledningstimer pr. uge. Afholdte åben hus arrangementer betales af de deltagende institutioner.

Erfaringer/evaluering

I initiativgruppen vurderes det, at 11´eren er et godt initiativ, men det benyttes ikke i et omfang, der svarer til behovet for vejledning, primært fordi centeret ikke har en tilstrækkelig god placering i bevidstheden hos potentielle kunder. 11´eren har bidraget til at udbygge kontakten og samarbejdet mellem skolernes og AF´s vejledere.

3. RYESjobben, Fredericia

Status

Etableret som forsøg i 1995, permanent fra 1996.

Samarbejdspartnere

AF Fredericia, Fredericia Kommune, Maskinmesterskolen, VUC, Handelsskolen, Teknisk Skole, Den fri ungdomsuddannelse, Idrætsdaghøjskolen, Fredericia Amtsgymnasium, Fredericia Produktionsskole, AOF Daghøjskole og ivu*C Kolding.

Formål

At tilbyde bred vejledning om uddannelses- og arbejdsmarkedsforhold og sikre en hurtigere og mere smidig sagsbehandling ved at trække på hinandens viden og erfaringer.

Målgruppe

Alle er velkommen. Der var ca. 4.000 vejledningssøgende i 1998. Hovedparten er ledige med en overvægt af 45-54 årige.

Praktisk tilrettelæggelse

Projektet har til huse i egne lokale i tilknytning til AF og kommunens Arbejdsmarkedsafdeling. Åbningstid dagligt kl. 9-15, hvor vejledere fra de deltagende institutioner tilbyder vejledning. AF´s erhvervsvejledere og arbejdsmarkedsafdelingens ungdomskonsulenter er der i hele åbningstiden, mens vejlederne fra de øvrige institutioner deltager ad-hoc efter nærmere aftale.

Økonomi

I forbindelse med etablering har RAR bidraget med 550.000 kr. Husleje og drift finansieres af AF og kommunen i forholdet 2:1.

Erfaringer/evaluering

En intern evaluering konkluderer, at RYESjobben er en succes. Viden og ressourcer udnyttes bedre og kvaliteten af vejledningen højnes ved at have så mange funktioner samlet et sted. Brugerne er tilfredse og det vurderes, at projektet har en forebyggende effekt ved at vejlede og rådgive folk inden fyringer.

4. Vejledningshuset, Vejen

Status

Etableret som forsøg i 1996, permanent siden 1998

Samarbejdspartnere

AF Vejen, Ungdomsvejledningen, Folkeskolernes skolekonsulent, Den fri ungdomsuddannelse, EGU, Ungdomsskolen, Handelsskolen, Landbrugsskolen, Teknisk Skole, Vejen Gymnasium og HF, VUC, A-kasser tilknyttet LO og Erhvervsrådet.

Formål

At udbyde en åben vejledning om uddannelse, job og iværksættere.

Målgruppe

Alle uddannelses- og jobsøgende. Der var ca. 600 vejledningssøgende i 1998. Flertallet var kvinder (80 procent).

Praktisk tilrettelæggelse

Projektet har til huse i et lokale i tilknytning til en café i Bycenteret, hvor også Ungdomsskolen, Ungdomsrådet og dele af den kommunale administration holder til. Åbningstid torsdag kl. 15-17, hvor der er vejledere til stede fra erhvervsskolen, AF, skolevejledningen/FUU og ungdomsvejledningen. Tidligere var der vejledere tilstede fra alle institutioner.

Økonomi

Undervisningsministeriet har bevilliget 30.000 kr. til opstart af projektet. De deltagende institutioner bidrager selv med (løn til) vejlederne.

Erfaringer/evaluering

En evaluering fra 1996 konkluderede, at der var for mange ressourcer bundet op på den hidtidige samarbejdsform. Det blev derfor besluttet kun at lade fire vejledergrupper være fast repræsenteret, mens de øvrige deltager i perioden januar – marts.

5. Mulighedernes Hus, Køge

Status

Etableret som permanent tilbud i 1997.

Samarbejdspartnere

AF Køge, VUC Køge, VUC Greve, TIC Roskilde Amt, AMU Køge, Køge Handelsskole, EUC Sjælland, Social- og sundhedsskolen i Greve og Køge Kommuner.

Formål

At informere og vejlede om job- og uddannelsesmuligheder.

Målgruppe

Projektet henvender sig til alle borgere og virksomheder i Køge-området. Der var ca. 600 vejledningssøgende i 1998.

Praktisk tilrettelæggelse

Projektet har til huse i egne centralplacerede lokaler med en jobbutik, en uddannelsesbutik og mødefaciliteter. Åbningstid: mandag-fredag kl. 12.00-17.00, samt 1. lørdag i hver måned. I åbningstiden er der vejledere til stede fra de deltagende institutioner. Der arrangeres temamøder, foredrag, kurser, workshops mv. og kunderne kan benytte Internet til at finde oplysninger om job, erhverv og uddannelse.

Økonomi

Fælles finansiering fra de involverede partere.

Erfaringer/evaluering

Ikke oplyst.

6. Vejledningsbutikken, Korsør

Status

Etableret som en permanent ordning i 1997.

Samarbejdspartnere

Korsør Kommune, Slagelse Handelsskole og Teknisk Skole (nu Selandia), AMU Slagelse, VUC Korsør, Den fri ungdomsuddannelse og AF Korsør.

Formål

At ændre Korsørborgernes indstilling til uddannelse og medvirke til, at de tilknyttede vejledere giver en bred vejledning, som ikke kun omfatter deres egen institution.

Målgruppe

Alle, der har behov for information og vejledning. Der var ca. 1.500 vejledningssøgende i 1998. I begyndelsen var det især unge og arbejdsløse, som henvendte sig – men efterhånden er der kommet flere voksne. Flertallet af brugerne er kvinder.

Praktisktilrettelæggelse

Butikken har til huse i en kommunal bygning centralt placeret i byen. Butikken er dagligt åben fra 12.00-15.00, hvor butikken er fastbemandet med kommunale ungdomsvejledere, men de øvrige institutioners vejledere deltager ad-hoc.

Økonomi

Opstart og drift er finansieret af Korsør Kommune. De deltagende institutioner afholder selv vejledernes løn.

Erfaringer/evaluering

En positiv erfaring er interessen fra de forskellige vejledere for at lære mere om de andre institutioners tilbud. Endvidere er der gode erfaringer med temaarrangementer i butikkens lokaler.

7. Vejledningsbutikken, Hjørring

Status

Etableret som 2-årigt forsøg i 1997, permanent i 1999.

Samarbejdspartnere

AF Hjørring, Hjørring Kommune, Produktionsskolen i Hjørring, VUC Vendsyssel Vest, AOF Daghøjskolen, FOF Daghøjskolen Specialskolen for voksne, Taleinstituttet, Nordjyllands Amt, A-kasse repræsentant fra Metal, VUS-konsulent og Hjørring Sprogcenter.

Formål

At gøre vejledning let tilgængelig og synlig for borgerne i Hjørring og yde upartisk professionel vejledning om job og uddannelser, lokalt, regionalt og på landsplan. Samtidig er det et mål at opbygge et lokalt vejledernetværk og være et forum, hvor der afprøves og udvikles nye vejledningsmetoder.

Målgruppe

Alle mellem 16-61 år. Der var ca. 1.200 vejledningssøgende i 1998.

Praktisk tilrettelæggelse

Arbejdsform

Butikken har egne lokaler centralt placeret på et af byens hovedstrøg. Åbningstid dagligt kl. 11-16, hvor mindst én af 4 faste (interne) vejledere er til stede i åbningstiden. Vejledere fra de øvrige institutioner deltager ad-hoc. Der afholdes løbende arrangementer for både brugere og vejledere.

Økonomi

Butikkens etablering og drift samt de fast vejledere er finansieret af Hjørring Kommune, mens de eksterne vejlederes løn finansieres af deres respektive institutioner.

Erfaringer/evaluering

Der var ultimo 1997 planer om at igangsætte en evaluering.

8. Vejledningshuset, Kalundborg

Status

Etableret som forsøg i 1995. Forsøget evalueres hvert år.

Samarbejdspartnere

AF Kalundborg, VUC Kalundborg, Kalundborg Erhvervsskole og AMU Center Vestsjælland.

Formål

Åben vejledning af alle med vejledningsbehov.

Målgruppe

Den primære målgruppe er voksne i Kalundborg, Hvidebæk, Bjergsted, Tornved og Gørlev kommuner. Unge og uddannelsessøgende, der henvender sig, vil ikke blive afvist. Der var ca. 660 vejledningssøgende i 1998. Den typiske bruger er en ledig kvinder under 40 år, der ønsker efteruddannelse og som typisk kender Vejledningshuset fra AF.

Praktisk tilrettelæggelse

Vejledningshuset er fysisk placeret i AF´s mødelokale i umiddelbar tilknytning til AF´s informationscenter. Åbningstid torsdag 13-16. I åbningstiden deltager de fire samarbejdspartnere med hver en medarbejder. Mindst en gang om måneden afholdes relevante arrangementer for de vejledningssøgende.

Økonomi

Til etablering og drift i de første 3 år har Undervisningsministeriet bevilliget 35.000 kr. og RAR 388.000 kr. Bortset fra AF kompenseres de deltagende institutioner delvist for at stille medarbejdere til rådighed.

Erfaringer/evaluering

De foreløbige erfaringer er gode og søgningen til Vejledningshuset er stigende. I løbet af de første år har vejlederne fået et godt kendskab til hinandens institutioner og derved også udbygget samarbejdet omkring det at vejlede.

9. Uddannelsesvejviseren, Roskilde

Status

Etableret som forsøg i 1997. Varighed af tilbuddet er ikke afklaret.

Samarbejdspartnere

AF Roskilde, Roskilde Kommune, VUC Roskilde, Pædagogseminariet, Handelsskolen, AMU Centeret, Roskilde Tekniske Skole, BOMI (revalideringsinstitution), Roskilde Amtsgymnasium, Roskilde Katedralskole, RUC, Slagteriskolen, Lyngby Landbrugsskole, Sygeplejeskolen, Produktionshøjskole, Naturskolen, AOF Daghøjskole, TIC Roskilde og Folkeuniversitetet.

Formål

At foretage og profilere en åben og individuel uddannelses- og erhvervsvejledning i neutralt og indbydende miljø og styrke samarbejdet mellem de deltagende institutioner og virksomhederne i Roskilde.

Målgruppe

Alle borgere der ønsker vejledning om uddannelses og beskæftigelsesmuligheder, samt virksomheder, der ønsker information og vejledning om kurser og uddannelse. Der var ca. 1.300 vejledningssøgende i 1998.

Praktisk tilrettelæggelse

Projektet råder over selvstændigt lejemål (90 m²) beliggende centralt i Roskilde. Åbningstid, mandag-onsdag 14-16 og torsdag kl. 14-18. I åbningstiden deltager vejledere fra samtlige institutioner på skift i en vagtplan. Der afholdes en del temaarrangementer for arbejds- og uddannelsessøgende og for de regionale virksomheder.

Økonomi

Samtlige institutioner deltager i finansieringen af etablering og drift. Der er udarbejdet fordelingstal for institutionerne.

Erfaringer/evaluering

Første interne evaluering blev gennemført ultimo december 1997.

10. Vejledningshuset, Nykøbing F.

Status

Etableret som 3-årigt forsøg i 1997 - forventes at blive permanent.

Samarbejdspartnere

AF Storstrøm, Kommunen, Handelsskolen, Teknisk Skole, Produktionsskolen, VUC Falster, Social- og sundhedsuddannelserne i Nykøbing F. og FTFA Ringsted.

Formål

At styrke overblik, indsigt og samarbejde – og derved yde god service for borgere, der ønsker vejledning og information om uddannelses- og erhvervsmuligheder.

Målgruppe

Alle, der har behov for information og vejledning. Der var ca. 3.000 vejledningssøgende i 1998.

Praktisk tilrettelæggelse

Vejledningshuset er placeret midt i gågadens forretningsliv. Åbningstid: mandag-fredag kl. 10-17, lørdag 10-12. De deltagende institutioner stiller vejledere til rådighed og deles om at udfylde åbningstiden. Det tilstræbes, at alle kan vejlede om alle områder. Der tilbydes personlig vejledning, informationsbrochurer, adgang til Internet, mødefaciliteter og udstillinger.

Økonomi

RAR har ydet et etableringstilskud til de første 3 år på 3 mio. kr. Vejledernes løn afholdes af de respektive institutioner.

Erfaringer/evaluering

Der foreligger endnu ingen evaluering.

11. Uddannelsesbutikken, Aalborg

Status

Etableret som forsøg i 1994, under afvikling.

Samarbejdspartnere

AF Nordjylland, Aalborg Handelsskole, Aalborg Tekniske Skole, AMU-Center Aalborg og VUC Aalborg.

Formål

At udbyde åben vejledning om uddannelsessystemet, kursusudbud og –muligheder, at synliggøre uddannelsesinstitutionerne, at sikre et gensidigt højt informationsniveau mellem samarbejdspartnerne og styrke kontakten til virksomhederne.

Målgruppe

Målgruppen har i første omgang været forsikrede ledige. Fremover satses på en bredere målgruppe, bl.a. ansøgere til ungdomsuddannelser, voksne beskæftigede og virksomheder. Der var ca. 4.000 vejledningssøgende i 1998, heraf 80 procent ledige. Flertallet af de vejledningssøgende er over 25 år.

Praktisk tilrettelæggelse

Butikken har til huse i et lejet lokale (42 m2) i AF´s regionskontor. Åbningstid dagligt kl. 8.00-14.30, torsdag 8.00-17.00, hvor medarbejdere fra de 4 skoler tilbyde vejledning. AMU og teknisk skole har en vejleder på fuld tid, mens handelsskolens og VUC´s vejleder er der i henholdsvis 30 og 16 timer om ugen. Butikken indgår i den kommunale ungdomsvejledning.

Økonomi

Butikken har i opstartsfasen modtaget et mindre tilskud fra Undervisningsministeriet. Udgifterne til husleje, kontorhold og løn til den daglige leder betales ligeligt af de fire skoler. Vejledningstimer betales over skolernes budget.

Erfaringer/evaluering

Mercury Urval har gennemført en evaluering, der i september 1997 blev forventet afsluttet ved årsskiftet 1997/98.

12. Vejledning under En Hat, Hillerød

Status

Etableret som forsøg i 1994, ophørt 2000.

Samarbejdspartnere

Hillerød Tekniske Centralskole (nu Hamlet), Hillerød Handelsskole, VUC Hillerød, AMU-Center Nordsjælland og AF Frederiksborg Amt.

Formål

Tilbyder koordineret informations- og vejledningsservice på ét sted. Er ramme om konkrete vejledningsopgaver og igangsætter særlige vejledningsforløb mv.

Målgruppe

Den primære målgruppe er voksne, men der er også åbent for unge. Der var 500 vejledningssøgende i 1998. Brugerne er overvejende kvinder mellem 35 og 55 år. Langt de fleste er ledige.

Praktisk tilrettelæggelse

Projektet har til huse i AF´s jobbutik i Hillerød, åbningstid tirsdag kl. 9.00-13.00. I åbningstiden er der vejledere tilstede fra de 5 deltagende institutioner. Hovedaktiviteten er åben vejledning om job og uddannelser – men ind imellem afholdes særlige temamøder/uger. Der er ansat en medarbejder i 8 timer om ugen til det koordinerende arbejde.

Økonomi

Udgifter til annoncering mv. på 100.000 kr. årligt. afholdes af AF, mens de øvrige driftsudgifter på ca. 60.000 kr. deles mellem de deltagende institutioner, der også hver især bidrager med og finansierer den nødvendige tid til vejledning.

Erfaringer/evaluering

Der er udarbejdet to interne evalueringer. Konklusionen er, at tilbuddet i overvejende grad fungerer efter hensigten for de, der bruger det, men tilbuddet er ikke særlig godt kendt blandt målgruppen. De deltagende vejledere understreger det vigtige i at bruge hinandens viden.

13. Knudepunktet, Frederiksværk

Status

Etableret som forsøg i 1992, ophørt 2000.

Samarbejdspartnere

AF, Kommunen, VUC, Hillerød Tekniske Skole, Hillerød Handelsskole, SOSU-uddannelserne, Frederiksværk Gymnasium & HF og en skolekonsulent som repræsentant for folkeskolerne.

Formål

At være et anonymt og åbent job- og vejledningstilbud for alle i lokalområdet og samarbejde med alle instanser, der arbejde med at fremme beskæftigelse. – herunder medvirke til at øge vejledernes kendskab til hinanden.

Målgruppe

Alle personer over 16 år, som søger vejledning om uddannelse eller beskæftigelse. Der var ca. 1.300 vejledningssøgende i 1998.

Praktisk tilrettelæggelse

Knudepunktet er placeret i egne lokaler i samme hus som AF på torvet i Frederiksværk. Daglig åbningstid: 9-14, torsdag tillige 16-17. Der er 3 faste vejledere, hvoraf 2 dagligt er til stede. Hver onsdag 13-14 er der vejledere til stede fra alle deltagende institutioner. Der afholdes fællesmøder for borgerne om diverse uddannelsesspørgsmål.

Økonomi

Driftsudgifterne deles ligeligt mellem AF og kommunen. De deltagende institutioner afholder selv udgifter til vejlederne.

Erfaringer/evaluering

Vejlederne oplever tilbuddet som en god og givtig nyskabelse for både de vejledningssøgende og vejlederne. Dog opfattes det som et problem, at den vejledningssøgende ikke altid kan få oplysninger om andre uddannelser end den, som den specifikke vejleder repræsenterer. Ordningen er meget afhængig af den enkelte vejleders engagement.

14. Uddannelsesbutikken, Vejle

Status

Etableret som forsøg i 1995, ophørt i 1999.

Samarbejdspartnere

EUC Vejle – herunder Vejle Handelsskole, AMU-Center Trekantsområdet, Vejle Tekniske Skole og VUC Vejle.

Formål

Formålet var at rådgive og orientere om uddannelsesmulighederne i Vejle, amtet og på landsplan.

Målgruppe

Primært ledige, som ikke når studievejledingen på skolerne. Alle havde imidlertid mulighed for at benytte tilbuddet. Der var ca. 1.000 vejledningssøgende i 1998, primært voksne ledige.

Praktisk tilrettelæggelse

Uddannelsesbutikken havde lokale i samme hus som AF. Daglig åbningstid: mandag-torsdag 9.00-15.00, fredag 9.00-13.30. Butikken var bemandet med en fast sekretær, der formidlede kontakt til studievejlederne på ad-hoc basis.

Økonomi

RAR bevilligede 300.000 kr. til etablering. Driftsudgifterne blev afholdt af de deltagende institutioner.

Erfaringer/evaluering

Der foreligger ingen evaluering.

 

 

Bilag C

Beskrivelse af socialpædagogisk støtte og vejledning samt psykologisk bistand

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Undervisningsministeriet

11. juni 2001

 

 

1. Indledning

Parallelt med de i kapitel 3 beskrevne uddannelses- og erhvervs-vejledningsordninger findes der i Danmark en række special-pædagogiske og psykologiske rådgivningstilbud.

Det overordnede formål med disse tilbud er at støtte elever/studerende med særlige behov. Disse særlige behov er ikke nødvendigvis identisk med fysiske, psykiske, sociale eller faglige behov, men er alene udtryk for, at de pågældende personer har brug for støtte for at få et tilfredsstillende udbytte af den undervisning, som den givne uddannelse anser for at være relevant og tilstrækkelig.

Overordnet kan der sondres mellem to typer af tilbud: Special-pædagogiske støtte og vejledning samt psykologisk bistand.

Specialpædagogisk støtte og vejledning har til formål at sikre lige adgang til undervisning/uddannelser for børn, unge og voksne med særlige behov. Psykologisk bistand skal hjælpe elever/studerende med studiemæssige og/eller personlige problemer.

I det følgende beskrives først i afsnit 2 de specialpædagogiske tilbuds organisering og formelle ramme mv. Dernæst beskrives i afsnit 3 organiseringen af den psykologiske bistand.

2. Specialpædagogiske støtte

Grundskolen og ungdomsuddannelser

I grundskolen, gymnasiet og på erhvervsskolerne foregår undervisningen af børn, unge og voksne med særlige behov inden for de almindelige undervisningslovgivninger, hvor det direkte eller indirekte er fastsat, at der skal ydes specialpædagogisk bistand.

I grundskolen omfatter den specialpædagogiske bistand dels en tilrettelæggelse af undervisningen under særlig hensyntagen til elevens indlæringsforudsætninger, dels kompenserende specialundervisning, der har til formål at afhjælpe virkningerne af en fysisk eller psykisk funktionsvanskelighed. Eksempelvis vil undervisning i tegnsprog kunne afhjælpe virkningerne af et høretab.

Desuden ydes specialpædagogisk rådgivning og vejledning til elever, lærere, pædagoger og forældre, ligesom der rådgives i særlige undervisningsmaterialer og hjælpemidler af forskellig art. Generelt gælder imidlertid, at rådgivningen skal have sit udgangspunkt i skolen.

I alle andre undervisningslovgivninger ydes der alene specialpædagogisk bistand med henblik på at gennemføre uddannelsen - dvs. gennem støtte, der tager hensyn til den enkeltes funktionsvanskelighed.

Hvis undervisningsbehovet hos unge og voksne med særlige behov specifikt drejer sig om at afhjælpe virkningerne af et fysisk eller psykisk handicap, er det muligt at modtage kompenserende specialundervisning for voksne i amtsligt regi.

Iværksættelse af grundskolens specialundervisning og specialpædagogisk bistand sker på baggrund af en pædagogisk-psykologisk vurdering gennem den kommunale PPR-ordning (pædagogisk psykologisk rådgivning).

PPR´s arbejdsområde omfatter specialundervisning og andre specialpædagogiske foranstaltninger i skolen samt special-pædagogisk bistand til småbørn.

PPR foretager efter indstilling fra skolens leder og i samråd med eleven og forældrene en pædagogisk-psykologisk vurdering af elevens skolesituation og kommer med forslag til, hvorledes problemerne tænkes afhjulpet.

Specialundervisning dækker en række varierede foranstaltninger, der har til formål at afhjælpe eller forebygge de vanskeligheder, der enten er medfødte eller opstået under barnets opvækst.

PPR er desuden forpligtet til at rådgive elever, der har haft vanskeligheder i skolen, om muligheder for fortsat uddannelse eller beskæftigelse, og nogle rådgivninger betjener efter lokale aftaler undervisningsinstitutioner for unge.

Enkelte rådgivninger har endvidere mulighed for at tilbyde forskellige former for psykologisk behandling til elever med behov herfor.

Personalesammensætningen varierer fra kommune til kommune, men som oftest ledes rådgivningen af en psykolog med en medarbejderstab, der dækker psykologer, skolekonsulenter, tale/-hørepædagoger, socialrådgivere samt fysio- og ergoterapeuter.

Ca. 25 procent af alle skolebørn kommer i løbet af deres skolegang i kontakt med det skolepsykologiske personale.

Videregående uddannelser

Love om videregående uddannelser indeholder ikke bestemmelser om specialpædagogisk støtte, sådan som det er tilfældet med grundskolen og ungdomsuddannelserne.

Sektoransvarsfordelingen har hidtil fungeret sådan, at studerende med funktionsnedsættelse ved videregående uddannelser har været henvist til at søge støtte i henhold til lov om aktiv social politik. Denne lov har et arbejdsmarkedspolitisk sigte, hvilket indebærer, at det har været et krav, at ansøgeren skønnes i stand til at gennemføre uddannelsen og klare sig selv økonomisk i fremtiden. Disse betingelser er blevet karakterise ret som det dobbelte optag med henvisning til, at lignende krav ikke stilles til øvrige studerende.

Ordningen er pr. 1. januar 2001 ændret ved lov om specialpædagogisk støtte ved de videregående uddannelser.

Formålet med loven er at afskaffe det dobbelte optag og sikre, at studerende med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, som er optaget på en videregående uddannelse, kan gennemføre uddannelsen i lighed med andre studerende. Dette sikres gennem vejledning i forbindelse med valg af uddannelse og ved specialpædagogisk støtte til gennemførelse af selve uddannelsen.

Den specialpædagogiske støtte kan ydes, hvis støtten er nødvendig for at kompensere for en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, og kan bestå af eksempelvis tekniske hjælpemidler og vejledning.

 

 

Vejledningen om uddannelserne og den specialpædagogiske støtte varetages af ivu*C, uddannelsesstederne og SU-styrelsen. Uddannelsesstederne udarbejder indstillinger om støtte til SU-styrelsen, som træffer afgørelser om tildelingen af støtte.

På ivu*Centrene er der ansat 4 konsulenter med handicapfaglig indsigt til varetagelse af ordningen.

Det forventes, at ca. 2.300 vil modtage støtte efter ordningen, hvilket svarer til ca. 1½ pct. af de studerende. De samlede udgifter skønnes til ca. 40 mio. kr. årligt. Skønnet er dog forbundet med en betydelig usikkerhed.

3. Psykologisk bistand

Grundskolen og ungdomsuddannelser

I grundskolen ydes psykologbistand til elever med psykiske vanskeligheder gennem kommunernes PPR-ordninger.

På ungdomsuddannelserne er billedet imidlertid mere broget, idet der på nogle gymnasier tilbydes psykologbistand, mens det er et ukendt fænomen på erhvervsskolerne.

Aktuelt tilbydes der almindelig rådgivning og vejledning på ungdomsuddannelserne, men lærerkorpset er ikke kvalificeret til at yde egentlig psykologbistand. Skolerne må derfor oftest henvise de unge til andre foranstaltninger i det sociale system eller sundhedsvæsenet, hvor der efter skolernes opfattelse ikke altid er den nødvendige og tilstrækkelige hjælp at få.

Det er først og fremmest studievejlederen, som møder elever med psykiske vanskeligheder, og da studievejlederen ikke har forudsætninger for at afhjælpe sådanne vanskeligheder, er det nødvendigt at henvise til andre foranstaltninger.

Disse foranstaltninger omfatter, bl.a.:

1. praktiserende læger med henvisningsret til det psykiatriske system samt et begrænset antal psykologkonsultationer
2. kommunernes PPR-tjeneste, som dækker indtil 18 år.
3. det amtslige psykolog-system
4. det ungdomspsykiatriske system.

Forsøg med psykologisk bistand på ungdomsuddannelser

I Nordjyllands Amt har man siden 1998 haft en forsøgsordning med psykologbistand på tværs af ungdomsuddannelserne.

Psykologbistanden har to hovedformål: Dels terapi og henvisning af truede elever, dels supervision af studievejledere. Gennem supervision fra psykologen opkvalificeres studievejlederen således til på sigt at kunne håndtere elevernes personlige problemer.

Terapisamtaler til den enkelte elev består af max. 10 -12 konsultationer, idet der ved behov for længerevarende terapi henvises til anden relevant behandling.

Såvel studievejlederen, ledelsen som eleven selv kan henvende sig til psykologen. Samspillet mellem psykolog og den enkelte institution er højt prioriteret, idet amtet ikke har ønsket at opbygge et centralt system.

Af de foreløbige resultater fremgår det, at knap 3 procent af eleverne har været i kontakt med psykologen. Elevgruppen er karakteriseret ved ikke ubetydelige psykiske vanskeligheder, hvor psykologbistanden har medvirket til at forhindre bl.a. frafald.

Sammenfattende konkluderer Nordjyllands Amt, at behovet for psykologbistand på de eksisterende ungdomsuddannelser er af et sådant omfang, at opgaven ikke kan løses af det enkelte amt.

Yderligere initiativer

Da psykologbistand til unge i uddannelse med psykiske og emotionelle vanskeligheder er et fælles anliggende mellem Social-, Sundheds- og Undervisningsministeriet, har undervisningsministeren taget initiativ til at nedsætte en tværministeriel arbejdsgruppe.

Arbejdsgruppen har bl.a. kortlagt ansvaret i uddannelses-, sundheds- og det sociale system for at yde bistand til unge med personlige og sociale problemer.

Desuden redegør arbejdsgruppen for status i nuværende ordninger samt kommer med forslag til den fremtidige praksis. Rapporten blev offentliggjort den 17. maj 2001.

Sideløbende hermed har Undervisningsministeriet afsluttet en amtslig spørgeskemaundersøgelse om unge med psykiske vanskeligheder i ungdomsuddannelserne med henblik på at skabe et landsdækkende overblik over skolernes indsats på området.

Undersøgelsen har fokus på, i hvilket omfang og på hvilken måde uddannelsesinstitutionerne har mulighed for at trække på psykologhjælp til eleverne i de tilfælde, hvor uddannelses-institutionen finder det nødvendigt.

Overordnet konkluderes, at ungdomsuddannelsernes muligheder for at tilbyde psykologhjælp til eleverne er utilstrækkelige. Uddannelsesinstitutionerne har således kun formået at hjælpe 50 procent af de elever, der skønnes at have et behov for psykologhjælp.

Det fremgår endvidere, at psykologbetjeningen kvalificeres af at have en decideret psykologordning, idet amter med en veludbygget ordning formår at yde psykologbistand til mere end 60 procent af de unge med et behov.

Ser man på behovet for psykologhjælp i forhold til antallet af årselever i de enkelte amter, ligger andelen i gennemsnit på ca. 2 procent.

 

 

 

 

Hvad angår forskelle skoletyperne imellem, fremgår det, at psykologbetjeningen på de almene gymnasier og gymnasier/HF er bedre end på de andre skoletyper. Årsagen hertil er, at de almene gymnasier og gymnasier/HF har psykologordninger i modsætning til de øvrige skoletyper, der primært dækker handelsskoler, tekniske skoler samt landbrugsskoler.

Forskellen i udbygning og brug af psykologordninger er primært begrundet i skolernes forskellige finansieringsvilkår. Amterne finansierer eller medfinansierer således hovedparten af ordningerne til gymnasier/HF, mens de andre skoletyper som hovedregel selv må skaffe finansieringen.

De videregående uddannelse

For de studerende ved de lange videregående og visse mellemlange videregående uddannelser varetages psykologisk bistand af Studenterrådgivningen.

Studenterrådgivningen er en landsdækkende selvejende institution under Undervisningsministeriet. Studenterrådgivningen blev etableret i 1964 i et samarbejde mellem Mentalhygiejnisk forening og Danske Studerendes Fællesråd.

Studenterrådgivningen har afdelinger i København, Århus, Odense, Ålborg, Hjørring og Esbjerg. I Københavnsområdet er der afdelinger i det indre København (Nansensgade), KUA, på DTU samt på RUC (fælles for en række videregående uddannelsesinstitutioner øst for Storebælt).

Den overordnede faglige og administrative ledelse varetages centralt fra Hovedkontoret i København under ansvar for Studenterrådgivningens bestyrelse.

Hovedformålet er at hjælpe studerende ved de videregående uddannelser, med studiemæssige, sociale og/eller personlige problemer.

Studiemæssige problemer omfatter eksamensangst, præstationsangst, og skriveblokering. Desuden hjælper Studenterrådgivningen stude

rende, der har behov for hjælp i forbindelse med studiestart eller afslutning af studiet, samt studerende, der er i tvivl om valg af studium, når problemerne er af mere eksistentiel karakter.

Social-økonomiske problemer omfatter problemer i forbindelse med sygdom, barsel, orlov, studieophør, samlivsophør, SU og grænseområdet i forhold til bistandslovens støtteområder – herunder revalideringshjælp og højere enkeltudgifter.

Personlige og følelsesmæssige problemer omfatter angst, tab og sorg, ensomhed og kontaktproblemer, koncentrationsbesvær, tristhed, identitetsproblemer, seksuelle problemer, selvmordstanker, løsrivelse fra forældre, sygdom og misbrug i familien.

Ordningen omfatter 29 årsværk, fordelt på 8 socialrådgivere, 10 psykologer,1 psykiatrisk lægekonsulent og administrativt personale.

Studenterrådgivningen havde i 1999 7.800 henvendelser, fordelt på ca. 5.200 telefoniske og ca. 2.600 personlige. Hovedparten af henvendelserne kommer fra kvinder (71 procent). Fordelt på uddannelser fordeler henvendelserne sig med kandidatuddannelser 68 procent, MVU 23 procent og øvrige uddannelser 9 procent.

Studenterrådgivningen har været fuldt statsfinansieret siden 1969. På finanslov 2000 (§20.61.11) er der afsat 13,6 mio. kr. årligt (heraf 9.6 mio. kr. lønsum), svarende til en enhedsomkostning på ca. 1.500 kr. pr. rådgivning. Studenterrådgivningen fik i 1997 et rammeløft på 4 mio. kr.