Den sidste sag på dagsordenen var:
9) Første behandling af lovforslag nr. L 128:
Forslag til lov om Kunstrådet.
Af kulturministeren (Brian Mikkelsen).
(Fremsat 15/1 2003).
Lovforslaget sattes til forhandling.
Forhandling
Jytte Andersen (S):
Dansk kunst- og kulturliv hviler på mangfoldighed, hviler på,
at det nyskabende, det provokerende, det sublime, det
spektakulære udvikles og bæres frem af hundredvis af
kunstnere, fordi de ikke kan lade være, fordi de uafhængigt
af politikere, embedsmænd og -kvinder, systemer og vante
forestillinger ikke kan lade være med at give lige netop
deres bidrag til vores fælles udvikling.
Vi andre elsker dem for det, selv om det ikke er alt, vi
selv kan tage til os. Sådan har det været i mange, mange år,
udviklende, ustyrbart, men hvor fremsynede kulturministre har
sikret det økonomiske grundlag for udviklingen.
Det er en kulturverden, der hviler på mangfoldighed og
frihed, og ved at mange aktører i organisationer og
institutioner lokalt, nationalt og internationalt er
udøvende, skabende og formidlende kulturbærere.
Selvfølgelig vil en sådan brogethed og pluralisme altid
set ovenfra virke aldeles uoverskuelig og lettere kaotisk,
men det fungerer vel egentlig ganske godt. Det synes vi i
Socialdemokratiet. Måske kunne der justeres hist og her,
måske kunne der spares lidt administration her og der, men
med hensyn til den store systemændring er det store
spørgsmål, om det var nødvendigt.
Det syntes regeringen, og det syntes kulturministeren,
da han tidligt sidste år spillede ud med forslaget om et nyt
kunstråd. Vi syntes dengang, at det var en centralistisk
model med politisk topstyring i kunstråd og de faglige
udvalg, hvor der var gjort kort proces med diverse
institutioner, med bredden i rådgivningen og sidst, men ikke
mindst en udradering af det vigtige armslængdeprincip. Men
ministeren havde jo sit flertal med Dansk Folkeparti hjemme.
Når Socialdemokratiet i dag meget gerne støtter
forslaget, hænger det nøje sammen med, at de krav, vi
stillede i de efterfølgende forhandlinger, er blevet
imødekommet ganske langt hen ad vejen. Armslængdeprincippet i
Kunstrådet og de faglige udvalg er bevaret, politisk udpegede
kan ikke majorisere, ministerudpegede har ikke flertal,
afgørelser afgøres ved almindeligt stemmeflertal.
Der er et repræsentantskab med 36 medlemmer som
rådgivende organ og faglige udvalg med flertal af kunstnere.
Børnekulturområdet er blevet mere synligt; billedkunstområdet
er nu placeret stærkere i udspillet, end det var, og det er
ikke mindst takket være, vil jeg godt sige, også ministerens
ihærdige indsats præcis på det her område. Musikken har fået
et større udvalg, nemlig syv medlemmer med fire fra miljøet,
hvad vi er meget glade for, og nedlæggelsen af MIC er, så
vidt vi kan vurdere, også blevet kompenseret.
Vi havde selvfølgelig gerne set flere indrømmelser: at
Kunstrådet skulle have et flertal af kunstnere, at
handlingsplanerne alene skulle godkendes af de kulturelle
miljøer, at musik- og børneområdet havde fået en højere
prioritering, det samme med vækstlaget og det nyskabende og
den etniske kultur.
Der er ingen tvivl om, at der i dette forslag er lidt
mindre kunst og lidt mere centralisme, lidt mere minister og
embedsværk og lidt mindre mangfoldighed og armslængde. Men
som forslaget ligger nu, synes vi, at der er et godt grundlag
for en kulturpolitisk dagsorden.
Kl. 14.35
Vi synes, der er gode perspektiver i Kunstrådet til at
tage de sådan mere overordnede kunst- og kulturpolitiske
debatter og foretage principielle prioriteringer. Det er
utrolig vigtigt, at de faglige miljøer og udvalg får en
så stærk placering, sådan som tilfældet er.
Jeg vil afslutningsvis sige, at vi gerne støtter
forslaget. Vi takker kollegaer, minister, embedsmænd og
-kvinder for et godt forhandlingsklima og forhandlingsforløb.
Vi synes, at vi, når vi kommer så vidt, skal have sat fokus
på kompetencen mellem Kunstråd og de faglige udvalg, det
internationale aspekt, billedkunsten, musikken og børnene.
Men alt andet lige har det været et godt forløb, et godt
politisk arbejde fra gode kollegaer, og det er baggrunden
for, at Socialdemokratiet faktisk er glad for at støtte
forslaget.
Louise Frevert (DF):
Det er jo en strålende dag i dag. Dette lovforslag om
Kunstrådet gør op med de sidste 30 års jungle af regler eller
mangel på samme inden for kunststøtteordningen. Dette forslag
til lov om Kunstrådet er et opgør med en tid, hvor tingenene
udviklede sig - måske lidt stærkt sagt - i en måske ikke så
hensigtsmæssig retning, hvor det ene udvalg og råd efter det
andet afløste hinanden i støtteordningens tjeneste.
Med det system, som her er foreslået, opnår man en
gennemsigtighed, som mange af os længe har ønsket, og det er
da også med stor glæde, at det er samtlige partier i
Folketinget, der er med i denne aftale.
Nu skal jeg ikke lægge skjul på, at Dansk Folkeparti
mener, at støtteordninger ikke skal eksistere for enhver
pris. Til gengæld mener vi, at subventionering kan være
positivt i nogle tilfælde, specielt når det er dansk kultur,
der skal højnes. Vi anser det for at være af stor vigtighed,
at vi er med til at holde ikke alene det danske sprog i hævd,
men også den danske kulturarv, for uden fortid, ingen nutid.
Derfor er det meget betydningsfuldt, at vi ikke alene holder
vores museer og vores kulturarv i hævd, men også sørger for,
at ny kultur kan vokse frem på en rimelig måde.
Selvfølgelig er det ikke alt, der skal støttes i dagens
Danmark, og man har alt for længe haft en fornemmelse af, at
alle projekter, der havde en form for idéoplæg, kunne få
støtte. Tiderne er anderledes: Folk er kritiske, folk
forlanger kvalitet for deres penge, når de skal høre, se og
opleve kunst. Derfor er Dansk Folkeparti også overbevist om,
at med det nye kunstråd vil man via fagudvalgene opleve en
helt anden form for professionel vurdering, end der hidtil
har været.
Når man kommer med sådanne udtalelser her fra
Folketingets talerstol, kan man jo bagefter blive skudt i
skoene, at man mener, det ikke har været professionelle, der
har siddet og administreret kunststøtten tidligere. Lad mig
sige det på en lidt anden måde: Det har måske ikke været så
struktureret, og derfor har der været nogle andre tiltag end
dem, som vi i Dansk Folkeparti synes kunne være ønskværdige.
Kunstrådets formål er at fremme udviklingen af kunsten i
Danmark og dansk kunst i udlandet. Det er en rigtig glimrende
idé at promovere den danske kunst i udlandet, selvfølgelig
inden for rimelighedens rammer, men jo mere den danske kunst
af den ene eller anden art bliver promoveret i udlandet, jo
større marked er der for salg for kunstnerne.
Meningen med hele denne øvelse er jo også at mindske
administrationsudgifterne, og på den måde vil man
selvfølgelig få flere midler til de kunstneriske aktiviteter.
Selv om der her i Folketinget er bred enighed om
strukturen i lovforslaget, har vi jo via høringssvarene
kunnet fornemme, at der var en lille utilfredshed. Men jeg er
ikke bange for de små kritiske bemærkninger, der har været,
for kunstnere er jo som alle os andre vanetænkere, og den
mindste lille forandring gør os alle sammen nervøse.
Antallet af personer i repræsentantskabet er nu øget til
36. Det synes Dansk Folkeparti ved nærmere eftertanke er en
udmærket idé, for her opnår man alsidighed, hvor
organisationer, interessegrupper og interessenter er
repræsenteret.
Ligeledes synes vi, at det er at have hånd i hanke med
tingene, at der laves en handlingsplan. Ganske vist skal
handlingsplanen udformes, så den dækker 4 år, men i denne
hurtigtudviklende tid kan man jo ikke være sikker på, at en
4-års-plan holder, tværtimod. Derfor er der sat en snor i, så
man kan justere handlingsplanen forud for hvert finansår,
hvis Kunstrådet eller kulturministeren finder, at der er
behov for det.
Kl. 14.40
Ligeledes skal Kunstrådet hvert år aflægge en årlig
beretning ikke alene for rådets virksomhed, men også
regnskabsmæssigt. Det giver en god tryghed, at der er denne
gennemsigtighed, og handlingsplaner, årsberetninger og
regnskab er selvfølgelig tilgængelige for offentligheden.
Det er også en glæde at kunne konstatere, at forslaget
ikke indeholder EU-retlige aspekter. Det kunne også være
kønt, hvis EU skulle til at blande sig i den danske
kulturpolitik.
Så alt i alt er vi i Dansk Folkeparti godt tilfredse med
udviklingen, og jeg er sikker på, at det danske kultur- og
kunstliv går en positiv eksistens i møde. Det er en strålende
idé at vurdere hele kunstlivet i Danmark ud fra et
helhedsperspektiv, men stadig væk have klarhed over, at det
drejer sig om individuelle ikke alene præstationer, men også
kunstneriske udtryk.
Som jeg indledningsvis startede med at sige, er dette en
dejlig dag, specielt for kunsten i Danmark. Dansk Folkeparti
glæder sig over at kunne støtte dette glimrende forslag.
Carina Christensen (KF):
Da Venstres ordfører ikke kan være til stede her ved
førstebehandlingen, skal jeg meddele, at jeg taler på vegne
af både Det Konservative Folkeparti og Venstre.
Det lovforslag, som vi behandler i dag, er formet gennem
mange og konstruktive drøftelser mellem kulturordførerne og
kulturministeren. At samtlige partier i Folketinget står bag
forslaget afspejler viljen og evnen til at finde den rigtige
ramme omkring kulturstøtten og den relevante lovgivning.
Det bærende i forløbet har været en fælles opfattelse af
det overordnede formål, nemlig at fremme udviklingen af
kunsten i Danmark og dansk kunst i udlandet.
Med lovforslaget indføres der en enkel struktur på
kunststøtteområdet. De seneste 40 år har kunstområdet været
præget af knopskydning med større og større acceleration. Et
hurtigt tilbageblik kan illustrere dette:
Statens Kunstfond er oprettet i 1965, Statens Musikråd
blev oprettet i 1971, Dansk Musik Informations Center i 1980,
Teaterrådet i 1985, Center for Dansk Billedkunst i 1995,
Litteraturrådet i 1996, Kulturministeriets Udviklingsfond i
1998, Kulturrådet for Børn i 1999, Internationalt
Kultursekretariat i 2001 og Billedkunstrådet i 2001.
Det nye kunstråd får et helhedsansvar med mulighed for
at skabe dynamik mellem kunstarterne og for at sikre
kvaliteten. Det er Kunstrådets opgave at tilgodese nye og
tværgående genrer og sikre, at disse ikke falder ned mellem
de etablerede kunstområder. Det er ikke hensigten, at den
nyskabende kunst skal have forrang uden skelen til kvalitet,
men den skal tilgodeses, hvis den kan stå for en kunstfaglig
kvalitetsvurdering.
Det er et stort ansvar, det er et ansvar for helhed og
kvalitet, der hviler på det nye kunstråd og dets
arbejdsudvalg. Der har da også været meget stor interesse fra
alle sider for at blive repræsenteret i det nye råd og i
repræsentantskaberne, bl.a. blev det som et resultat af denne
store interesse besluttet at etablere to selvstændige
repræsentantskaber i stedet for et fælles for henholdsvis
Kunstfond og Kunstråd.
I ordførerkredsen har vi udvist stor lydhørhed over for
de mange indkomne forslag. Det har ført til en række
præciseringer i teksten og til en udvidelse af
repræsentantskabet fra 25 til 36 medlemmer, en udvidelse på
knap 50 pct.
I Det Konservative Folkeparti og i Venstre er vi glade
for at få en forenklet struktur, men vi er også tilfredse
med, at Kunstfonden fortsætter sin virksomhed. Vi finder det
positivt, at det statslige støttesystem er tostrenget, at der
er mere end én dør at komme ind ad. Men det er oplagt, at der
er behov for et samarbejde mellem de to institutioner. Dels
om fastlæggelse af den indbyrdes arbejdsdeling, dels om et
samarbejde hvor opgaveområderne overlapper hinanden.
Vi hilser lovforslaget velkommen og ser med forventning
hen til Kunstrådets arbejde.
Ole Sohn (SF):
Forslaget om lov om et nyt kunstråd er et forslag, som vi
alene ser som et forsøg på at ændre strukturen inden for de
mange råd og nævn, der har været inden for kulturens verden.
Når jeg understreger, at vi ser det som en strukturel
ændring, er det, fordi vi er meget påpasselige med at slå
fast, at et nyt kunstråd ikke må føre til en centralisering
af kunsten og ikke må føre til en større statslig styring, og
det er jo en meget hårfin balance.
Kl. 14.45
Da vi indledningsvis hørte regeringens udspil ved
kulturministeren sidste forår, indrømmer jeg, at jeg hævede
øjenbrynene en smule. Ideen var jo faktisk, at man nu ville
lave en meget stor centralisering af hele kunst- og
kulturstøtten, at man ville sikre en ministerindflydelse, som
man ikke havde kendt til i dansk kunst- og kulturliv i
årtier. Derfor er det klart, at det i hvert fald hos os fik
alarmklokkerne til at ringe.
Det gjorde det også i det sprudlende kunstliv. Der var
der mange, der protesterede og sagde: Det her det kan ikke
være rigtigt.
Der vil jeg så sige, at glædeligvis, og det vil jeg
gerne takke ministeren for, lagde ministeren også an til at
sige, at det går ikke, at der kommer en ny konflikt, både
en politisk konflikt i Folketinget og en konflikt med
kulturverdenen. Derfor lagde ministeren an til et samarbejde
med alle Folketingets partier, som siden tog fat på opgaven
med at finde en løsning, som kunne være med til at
rationalisere den måde, alle kunststøtteordningerne fungerer
på.
Der har vi haft utrolig mange gode og konstruktive
forhandlinger i ordførerkredsen, og vi er kommet frem til en
model for et nyt kunstråd, som sikrer, at vi stadig væk har
en flerhed, forstået på den måde, at man ikke har et fælles
repræsentantskab med Kunstfonden, men har to selvstændigt
arbejdende repræsentantskaber. Oven i købet er også
Kunstrådets repræsentantskab blevet af en størrelse, så det
svarer til Kunstfondens.
Nu er alt jo relativt. Det Konservative Folkepartis
ordfører sagde, at vi nu har lavet en udvidelse på 50 pct.
Ja, i forhold til udspillet er det rigtig nok, men der er jo
tale om en fantastisk indskrænkning af de aktive kunstneres
indflydelse på kunst- og kulturlivet, og det betragter vi
ikke som noget positivt. Det synes vi er en af farerne ved
det, at der bliver mindre plads til det meget store
engagement af frivillighed, som har været hos mange. Det
synes vi selvfølgelig er det negative.
Men samlet set er vi gået med i aftalen, fordi vi kan
se, at der ligger en potentiel mulighed for nogle
administrative besparelser, men også kun en potentiel
mulighed. Der ligger også faren for, at vi udvikler et større
administrativt system, netop fordi Kunstrådet også bliver
koblet meget op på kontakt med ministeriet i form af
handlingsplaner og lignende.
Derfor vil jeg afslutningsvis sige, at vi støtter
ændringerne. I forbindelse med høringssvarene har vi jo også
fået dels nogle enkelte løftede pegefingre, dels ideer til
justeringer af lovforslaget, som kan gøre det bedre. Det
håber jeg også vi kan se på under udvalgsarbejdet, sådan at
vi måske kan få samlet nogle af de ting op, vi ikke fik
samlet op undervejs.
En af de ting, der bl.a. har været, er en række af de
tværgående initiativer i Kunstrådet. Der synes jeg, det er
væsentligt at få understreget, at nogle af de elementer, som
tidligere lå i Kulturrådet for Børn og i Udviklingsfondens
aktiviteter, netop børnekulturen og den etniske kultur, får
en meget central placering. Det har vi også snakket om, og
det står her også, men vi understreger det her.
Jeg synes også, at det er vigtigt at understrege, at
fagudvalgene får den kompetence, så de kan komme til at
arbejde med størst mulig frihed uden hele tiden at skulle
kigges over skulderen, for det er jo gennem den kunstneriske
frihed, at al forandringen sker.
(Kort bemærkning).
Louise Frevert (DF):
Det er så trist med al hr. Ole Sohns negativitet. Jeg bliver
simpelt hen så ked af at høre det. Jeg synes, at det er sådan
et strålende forslag det her, og det er ærgerligt, at der
altid skal lyde så negative toner fra en ellers så
velinformeret kunstnerisk personlighed som hr. Ole Sohn.
Jeg har også læst høringssvarene og har været dybt inde
i denne sag nu i flere måneder, men jeg vil gerne have nogle
andre bud på, hvad det er ud over de tværgående initiativer
og børnekulturen og en kompetence, der er blevet givet til
fagudvalgene, som hr. Ole Sohn gerne vil have belyst i
udvalgsarbejdet. For skal jeg være helt ærlig, så har vi
indgået en aftale, og jeg synes faktisk, at alle sten
allerede på nuværende tidspunkt er blevet vendt i denne her
sag. Vi har diskuteret den næsten til døde under
udvalgsbehandlingerne.
(Kort bemærkning).
Ole Sohn (SF):
Jeg vil lige starte med at sige, at jeg ikke har diskuteret
noget til døde i udvalgets behandling endnu, for det starter
først her. Men nu har vi været engageret i sagen, og det, jeg
sagde var, at der i høringssvarene er blevet meldt ud om en
lang række ting. Nogle kan vi ikke sige ja til, fordi vi har
et forlig, men der er sandelig også mange gode hjørner, som
kan være med til at forbedre forslaget. Hvis ikke vi tager et
udvalgsarbejde seriøst, så skulle pokker da stå i at
fremsætte et lovforslag.
Kl. 14.50
Det, der er forudsætningen, når man har et forlig, er,
at man forhandler sig til rette i forligskredsen. Man går
ikke bare ud til højre og venstre og siger, at nu vil vi gøre
dette og hint. Det gør vi selvfølgelig heller ikke. Det er
derfor, jeg også nævner her, at vi vil se på de høringssvar,
der er kommet, sådan at vi kan få den bedst mulige
lovgivning.
Når jeg ikke kommer med så mange roser til forslaget, er
det, fordi jeg alene ser det som en strukturel ændring, og
deri kan der ligge nogle gode ting. Men jeg synes, det er
fantastisk vigtigt at understrege, at den flerhed, den
pluralisme, det engagement, som en lang række kunstnere har
lagt i musikråd, i litteraturåd, i teaterråd osv., osv. og i
et internationalt engagement, det indskrænker vi. Og det er
jo en politisk beslutning.
Det har vi ikke været enige i. Vi er gået med, fordi
alternativet var værre.
(Kort bemærkning).
Louise Frevert (DF):
Ja, det var jo stadig væk kun jeremiader, der kom heroppe fra
talerstolen om de dårlige ting og indskrænkninger, og jeg
synes jo stadig væk, det er et godt forslag. Men selvfølgelig
skal der da i en demokratisk proces være plads til et
kreativt udvalgsarbejde.
Men grunden til, at jeg gik så indgående ind i dialogen
med hr. Ole Sohn, er, at jeg gerne vil være forberedt til den
debat, for de hjørner, der skal rundes i denne her sag, kan
jeg ikke få øje på, og jeg synes, det er så rart, hvis man
kan være forberedt til et arbejde.
(Kort bemærkning).
Ole Sohn (SF):
Jeg vil sige, at i al beskedenhed tror jeg nok, jeg har været
relativt tæt inde i forberedelserne af det her lovforslag.
Det tager jeg mit fulde ansvar for. Det tror jeg også
ministeren vil nikke genkendende til, så det er ikke der,
diskussionen ligger.
Jeg tænker på sådan noget, som når f.eks.
Børneteaterrådet gør opmærksom på, at det mener, at man burde
stramme formuleringerne op omkring sikring af, at
børnekulturen får den centrale placering, som vi også i
forligskredsen ønskede. Hvis der kan være tvivl om, hvad vi
har ment, og de kan se, at det kan strammes op, så mener jeg,
vi skal gøre det.
Der er diskussion om, hvorvidt man kan sikre, at vi
holder fast i armslængdeprincippet, så fagudvalgenes
kompetence er intakt, og der ikke kan sås tvivl om, at vi
skal kigge dem over skuldrene i form af handlingsplaner, og
at vi kan gribe ind osv. Den type sikkerhed og ro skal der
være for de fagudvalg, der har kompetencen. Det er dem, der
har den faglige kompetence, ikke os. Vi skal afstikke
rammerne, vi skal ikke være dem, der politisk sidder og
kigger kulturlivet over skulderen, for så ødelægger vi først
den sprudlende energi, der kommer.
Naser Khader (RV):
Med forliget om Kunstrådet får dansk kulturliv en ny og
forenklet organisering af kunststøtten. Kunstrådet skal sikre
dynamik mellem kunstarterne samt en kvalitet og
helhedsorienteret behandling af ansøgninger om kunststøtte.
Kunstfonden med dens otte faglige tremandsudvalg
beholdes og får fortsat til opgave at støtte den enkelte
kunstner inden for de forskellige genrer.
Det lovforslag om Kunstrådet, som er til behandling,
bærer præg af væsentlige ændringer i forhold til
kulturministerens første udspil, som vi kritiserede kraftigt.
Jeg er glad for, at vi fik præciseret, at Kunstrådet
skal overtage alle opgaverne fra Kulturministeriets
Udviklingsfond og Kulturrådet for Børn. Dermed bevarer vi
fokus på den multikulturelle kunst og børnekulturen. To
vigtige områder, der ellers blot skulle nedlægges.
Kulturlivet spiller en afgørende rolle i integrationen
af nye danskere, og børnekulturen har krav på prioritering på
grund af den store betydning for børnenes dannelse.
En anden væsentlig forbedring i lovforslaget er
bevarelsen af armslængdeprincippet. Ministerens første udspil
indebar et indgreb på det kunstneriske områdes autonomi. Der
var simpelt hen ikke tilstrækkelig afstand mellem politikere
og sagkyndige støtteuddelere.
Kulturministeren tog kritikken til efterretning og
indgik i en konstruktiv dialog og udvidede antallet af
medlemmer i Kunstrådet fra 8 til 10. Heraf udpeger
repræsentantskabet de 5, så der sikres en ligelig
magtfordeling.
Kl. 14.55
Endelig kritiserede vi, at udspillet indebar et fælles
repræsentantskab mellem Kunstrådet og Statens Kunstfond. Et
fælles repræsentantskab ville resultere i overfladiskhed,
indspisthed og centralisering.
Lovforslaget sikrer derimod to separate
repræsentantskaber, og på baggrund af de omtalte forbedringer
kan Det Radikale Venstre således stemme for forslaget til lov
om Kunstrådet.
Kulturministeren (Brian Mikkelsen):
Lad mig først starte med at takke alle ordførerne for deres
indlæg, for deres konstruktive indsats under forhandlingerne
og vurderingerne af den nye struktur for kunststøtten og den
internationale kulturudveksling.
Det glæder mig, at vi er nået frem til det bredest
mulige forlig. Kulturlivet har jo brug for, at vi kan sikre
kontinuitet og stabilitet ved, at det er en bred vifte af
partier, der står bag det her forslag.
Forud for fremsættelsen af forslaget er foregået en
intensiv proces siden det tidlige forår 2002, hvor der i det
politiske liv og kunstlivet har været ført en engageret debat
om den fremtidige organisering af kunststøtten og den
internationale kulturudveksling.
Det har været vigtigt for mig at lytte til indlæggene i
debatten, dels for at kende holdningerne og interesserne på
området, dels for at få så bred en belysning af, hvordan vi
bedst organiserer kunststøtten og den internationale
kulturudveksling.
Derfor er det lovforslag, vi diskuterer i dag,
anderledes end det, der blev fremlagt i marts 2002, omend
grundtankerne og formålet med den nye struktur stadig væk
står ved magt.
Sagen er den, at formålet med kunststøtten og den
internationale kulturudveksling ligger i forlængelse af de
visioner, som siden vedtagelsen af lov om Statens Kunstfond
i 1964 har været bærende elementer i den danske kunstpolitik
og i kunststøttesystemet.
I forlængelse heraf er det Kunstrådets formål at fremme
udviklingen af kunsten i Danmark og dansk kunst i udlandet.
Med regeringens forslag til måden, hvorpå vi gør dette, er
der en væsentlig ny organisering i forhold til i dag.
De forskellige ordførere har hver for sig lagt vægt på
forskellige begrundelser for, hvorfor man støtter forslaget,
historiske, politiske, konkrete begrundelser, og derfor vil
jeg kort angive de bevæggrunde, jeg som minister for kulturen
har lagt vægt på.
For det første synes jeg, at en nye struktur for
kunststøtten har været nødvendig, fordi vi ikke skulle have
en labyrint af forskellige institutioner, som var opstået som
resultat af knopskydninger gennem årene. Vi fik præsenteret
af den konservative ordfører på vegne af Venstre og Det
Konservative Folkeparti, hvordan man hvert andet år eller
hvert tredje år eller næsten hvert eneste år oplevede
oprettelse af nye råd og nævn på området.
Sagen er den, at hvis vi skal imødekomme nye
udfordringer og behov i det kunstneriske landskab, er det
nødvendigt at skabe en fremtidssikret struktur, hvor vi
svarer på nye kunstneriske og samfundsmæssige udfordringer
ved at være disciplinerede med hensyn til oprettelsen af nye
administrative enheder og sekretariater og i stedet lægger
vægten på rammerne for det kunstformende arbejde.
For det andet, at vi i kunststøttestrukturen ser
indsatsen i en større sammenhæng. Jeg har derfor lagt vægt
på, at Kunstrådet får et helhedsansvar for kunststøtten og
den internationale kulturudveksling.
Det omfatter vel at mærke ikke alt. Kunstområder som
f.eks. film, design, arkitektur og kunsthåndværk er ikke
omfattet, da de områder er dækket af anden lovgivning.
Men altså et helhedsansvar. Kunstrådet skal have det
ansvar. Hermed mener jeg, at Kunstrådet skal beskæftige sig
med helheden, ikke ved at dele den op og partout adskille
kunstarterne, som den nuværende struktur jo har en tendens
til ved den adskillelse med de vandtætte skotter, der er
mellem de forskellige råd.
Derfor skal vi have set det hele i en sammenhæng, så
sikrer vi en solid og saglig håndtering af de mange
kunstneriske projekter og udtryk, som enten går på tværs af
de etablerede områder eller vokser ud af og måske fra dem.
Pointen er her, at det nye og tværgående ikke skal parkeres
på et sidespor i egen institution, men tages dybt alvorligt.
Det er jo her fra mange af de eksperimenter og nyskabelser,
som kunsten beriger vores samfund med, også kommer.
Når jeg nævner dette, er det naturligvis for at markere,
at for en konservativ kulturminister er udviklingen af
fremtidens kulturarv vigtig, og den udgøres i høj grad af
vore dages eksperimenter.
Kl. 15.00
Når det er sagt, skal det selvfølgelig også stå
krystalklart, at det afgørende kriterium for tildeling af
støtte efter lovforslaget er kvalitet, kvalitet og atter
kvalitet, og ikke om det tværgående eller det nyskabende
tilhører en af de etablerede kunstarter. Rammerne for
kvalitetsvurderingen er nærmere defineret i de respektive
hovedlove på musik-, teater-, litteratur- og
billedkunstområdet. Det fuldgyldige ansvar for kunststøtten -
og det er vigtigt - er således Kunstrådets. Det har mulighed
for at delegere kompetencer til de fagudvalg, som etableres
på hvert hovedområde. Hermed respekteres både de tværgående
og de etablerede kunstarter i hver deres særegenheder, og vi
har sikret rammerne for en dialog mellem både det nye og det
etablerede.
For det tredje skal den nye struktur skabe en bedre
sammenhæng mellem den internationale indsats og den nationale
kunststøtte. Den sammenhæng har vel i og for sig altid været
til stede, men det kan være svært at se sammenhængen på grund
af den måde, området har udviklet sig på de senere år. At vi
skal styrke sammenhængen betyder ikke, at de nationale og
internationale indsatser skal ensartes, men derimod at de
skal koordineres og have mulighed for at berige hinanden.
Derfor ser jeg positivt på, at flere af aktørerne i
kunstlivet har hilst dette velkommen.
For det fjerde bliver den internationale
kulturudveksling i sig selv styrket med den nye struktur. Det
er jo et område, som det politiske system i mange år har
ønsket at skabe en bedre struktur for, og den tidligere
regering oprettede f.eks. IKS i 2001 for at styrke dette
område. Intentionen syntes jeg var god, men strukturen var
forkert. Det, som den nye struktur lægger op til, er, at den
internationale kulturudveksling kan styrkes, ved at kræfterne
og de mange kompetencer, netværk og fagligheder, som er
opbygget i de eksisterende centre og institutioner gennem
årene, samles i Kunststyrelsen og opererer under Kunstrådets
ansvar.
Jeg mener, at lovforslaget afspejler de hovedformål, jeg
lige har skitseret, og at det i nye og fremtidssikrede rammer
kan være med til at virkeliggøre den vision, som har været
gældende i mange år, og som der er opnået bred enighed om her
i salen og i kunstlivet. Den ny struktur gør det uden at
knægte andre grundlæggende principper, der er bred enighed
om, med andre ord uden at smide barnet ud med badevandet. Vi
bevarer armslængdeprincippet.
Jeg bliver nødt til at sige noget om netop det, for der
er en misforståelse, også blandt nogle ordførere, af, hvad
armslængdeprincippet er. Jeg er ked af at måtte gå tilbage
til ABC'en på den måde, men det er vigtigt at forstå, at
armslængdeprincippet går ud på, at det politiske system
fastsætter nogle bevillinger og nogle rammer for et område og
udpeger nogle sagkyndige til at stå for uddeling af midlerne
inden for de rammer, man har stillet til rådighed.
Armslængdeprincip er ikke pr. definition, at kunstnere
selv udnævner folk til de organer. Det er ikke
armslængdeprincip, det er bare at beslutte, at nogle får lov
til at udpege hinanden. Armslængdeprincip er altså, at vi
ikke som politikere selv foretager den endelige prioritering,
men sætter nogle sagkyndige til det, så derfor er dette her
armslængdeprincip, så det virkelig basker.
Men armslængdeprincippet skal ikke betyde mangler på
kontakt og dialog. Det ville altså være fatalt, og derfor er
jeg glad for, at vi i forlængelse af de senere års love på
området er blevet enige om at indføre, at Kunstrådet skal
udarbejde en handlingsplan, som godkendes af ministeren. Jeg
mener, at det vil være med til at sikre Kunstrådet
legitimitet, og på den måde vedkender det politiske system
sig sit ansvar for det overordnede mål. Det tror jeg også er
i de kunstneriske miljøers interesse.
Vi bevarer elementet af det kunstneriske selvstyre. Det
har jo været et af de store stridspunkter i debatten om denne
reform, og også, om ministeren udpeger for mange medlemmer af
Kunstrådet. Sagen er imidlertid den, at det repræsentantskab,
der repræsenterer betydende organisationer i kunstlivet,
udpeger i alt 33 medlemmer i strukturen, mens ministeren
udpeger 16 poster. Vi sikrer, at kunstarterne ikke skal slås
om pengene i Kunstrådet, men at midlerne fordeles på
hovedområderne og på finansloven, som vi kender det i dag.
Kunstrådet skal være forum for dialog og nytænkning og ikke
en slagmark om ressourcer. Det har der også været nogle
misforståelser af undervejs i debatten, men det er vigtigt
for mig at slå fast, at det har alle politiske partier
egentlig været enige om. Der har dannet sig nogle forkerte
myter, men jeg tror, at her fandt vi relativt hurtigt
hinanden i debatten.
Det var hovedlinjerne, som jeg ser dem, og som det også
i vid udstrækning er blevet tilkendegivet i indlæggene fra de
forskellige kulturordførere. Jeg tror, vi har taget de
rigtige konflikter og fundet de rigtige kompromiser, så
derfor vil jeg slutte af med endnu en gang at sige tak til
alle folketingspartiernes ordførere for en fantastisk
konstruktiv indsats med forskelligt udgangspunkt. Jeg synes,
vi er landet på et ganske fornuftigt kompromis, som vil være
til gavn for dansk kulturliv i årene fremover.
Kl. 15.05
Fjerde næstformand (Margrete Auken):
Hr. Ole Sohn for en kort bemærkning og derefter fru Jytte
Andersen.
(Kort bemærkning).
Ole Sohn (SF):
Det, der fik mig herop, var ministerens fortolkning af
armslængdeprincippet.
Ministeren har selvfølgelig ret i, at hvis det politiske
system bevilger en pose penge og udpeger en række personer,
bliver der lagt et led ind imellem politikerne og pengene.
Men det er jo ikke helt ligegyldigt, at det er et politisk
flertal, altså en minister uanset partifarve, som udpeger
dem, for personvalget vil selvfølgelig altid være påvirket af
det, og dermed bliver der en indirekte politisk styring.
Det, der har været kendetegnende for den måde,
armslængdeprincippet har været administreret på, er, at vi
som politikere har givet en pose penge og bedt en række
faglige fora vælge ud af deres midte, så vi er sikre på, at
det er ud fra de faglige kriterier, pengene bliver forvaltet,
og ikke ud fra nogle politiske kriterier. I begge varianter
af armslængdeprincippet er det selvfølgelig rigtigt, at der
er et led imellem, men spørgsmålet er, om det skal være den
politiske dirigeren eller den faglige vurdering, og jeg er
mest tilhænger af det sidste.
Fjerde næstformand (Margrete Auken):
Fru Jytte Andersen, og jeg vil bede ordførerne om at være
heroppe. Det er sent på dagen.
(Kort bemærkning).
Jytte Andersen (S):
Det er lidt i forlængelse af det, hr. Ole Sohn var inde på,
altså belæringen om armslængde.
Det er da prisværdigt, at ministeren kaster sig ud i
det. Vi kender det jo godt, men der kan være forskellige
fortolkninger af det, og helt ærligt: Armslængdeprincippet er
i hvert fald efter min bedste opfattelse indskrænket
kunstnerisk, hvis der som oprindelig foreslået er to
kunstnere ud af otte i Kunstrådet og to kunstnere ud af fem i
de faglige udvalg, mens resten er ministerudpegede. Så er der
i hvert fald en temmelig stor sandsynlighed for, at den
politiske tolkning af kulturen og kunsten kommer til at stå
stærkere end det kunstneriske og kulturelle. Politikerne skal
ikke blande sig direkte, men sådan som det blev lagt op af
ministeren, kan man altså ikke undgå at få den tanke, at med
ministerudpegning vil ministeren i høj grad indirekte kunne
blande sig i sagerne.
(Kort bemærkning).
Kulturministeren (Brian Mikkelsen):
Jeg er ked af, at jeg forstyrrede harmonien en lille smule,
for grundlæggende er det jo et forslag, som vi er nået frem
til i fællesskab og ved en fælles ihærdig indsats af alle
parter. Alle har en del af æren for det resultat, vi har
nået, nogle synes, det er blevet langt bedre end det, der
først blev fremlagt, og jeg synes, det er et flot arbejde fra
alles side.
Men årsagen til, at jeg blev nødt til at aflevere den
lille pointe om armslængde, er, at jeg synes, det er vigtigt
for den fremtidige kulturdebat i Danmark, at det bliver slået
fuldstændig fast, hvilket ansvar det politiske system har, og
hvad armslængdeprincippet betyder. Armslængdeprincippet er,
uanset hvad man siger, ikke til fortolkning. Det er det ikke,
det er ganske enkelt. Politikerne træffer beslutningen om
kunststøttens formål og organisering samt om, hvor mange
midler der skal afsættes hertil, og så træffer sagkyndige
organer beslutning om, hvem og hvad der skal støttes med
disse midler inden for lovens formål. Det er slet ikke til
debat.
Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt man fra politisk
side kan udpege sin far eller sin mor eller sin bedste
kammerat til et udvalg. Det vil sige, at det heller ikke er
et spørgsmål om, hvorvidt der sidder to ud af fem kunstnere i
et udvalg. Der vil sidde fem kunstnere i et udvalg uanset
hvad, så her er der igen en misforståelse. Nu sidder der
tilfældigvis en minister, der hedder Brian Mikkelsen, men de
mennesker, han udnævner, er altså kunstnere. Det er ikke
fodboldkammerater nede fra den lokale bodega, det er fem
kunstnere, som vil sidde i udvalget.
Kl. 15.10
I Danmark fortolkes det som en stor grad af kunstnerisk selvstyre, hvor kunstnerne og deres organisationer selv er med til at administrere den offentlige støttepolitik, og her vil jeg godt igen slå fast: Kunstorganisationerne udpeger 33 medlemmer til det ny kunstråd, ministeren udpeger 16, og denne ordning er helt enestående i europæisk sammenhæng. Kunstlivet udpeger ikke medlemmer til de parallelle råd i Sverige, Norge, Holland og England osv, så det er helt enestående. Jeg synes, det er flot, og at det er godt, men det er bare vigtigt at få den præcisering på plads. Armslængde går ud på, at ministeren udpeger og også udnævner kulturfolk til de organer, som træffer de endelige fordelingsbeslutninger.
Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslaget overgik derefter til anden behandling.
Afstemning
Fjerde næstformand (Margrete Auken):
Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Kulturudvalget.
Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.
(Ophold). Det er vedtaget.