Udenrigsministeren (Per Stig Møller):
Jeg vil gerne takke for forespørgslerne om situationen
vedrørende Irak. De falder jo på et tidspunkt, hvor emnet
står højt på den internationale dagsorden, og hvor man har
arbejdet målrettet på at sikre afviklingen af Iraks
masseødelæggelsesvåben.
Jeg har selv under talrige møder med en lang række
landes udenrigsministre haft lejlighed til at drøfte
situationen hele året, og vi har drøftet det internationale
samfunds opgaver og muligheder.
Statsministeren har netop redegjort for de foruroligende
kendsgerninger, som jo er, at Irak de sidste 12 år i strid
med Sikkerhedsrådets resolutioner har nægtet at samarbejde
fuldt og helt om elimineringen af landets
masseødelæggelsesvåben, således som man var forpligtet til i
medfør af våbenhvileaftalerne efter Golfkrigen. I stedet har
man valgt at optrappe konflikten med det internationale
samfund.
Det har ikke skortet på forsøg på at løse problemet
gennem forhandling. I de seneste år har FN's generalsekretær,
Kofi Annan, gjort en meget ihærdig indsats for at overtale
det irakiske regime til at lade våbeninspektørerne løse deres
opgave.
Disse anstrengelser har jo desværre været frugtesløse.
Irak har stedse modsat sig at give uhindret og ubetinget
adgang for våbeninspektørerne. Kun efter at irakerne gennem
de seneste måneder er blevet udsat for et voldsomt
internationalt pres med USA i spidsen, har Irak signaleret
vilje til at modtage våbeninspektørerne uden betingelser.
Kl. 10.20
Jeg vil gerne advare imod at undervurdere den
potentielle trussel, som det irakiske regime faktisk udgør.
Både den amerikanske og den britiske regering har for nylig
fremlagt rapporter, der dokumenterer, at Irak har fortsat
udviklingen af masseødelæggelsesvåben på trods af FN's
resolutioner og restriktioner. Landet er i besiddelse af
kemiske og af biologiske våben samt missiler med længere
rækkevidde end den af FN tilladte grænse på 150 km.
Såfremt der ikke gribes ind, vil landet formentlig oven
i købet have udviklet sit eget atomvåben i løbet af dette
årti. Og hvad værre er, hvis Irak får fingre i beriget uran
eller plutonium, vil landet formentlig kunne have en
atombombe inden for et års tid.
Der er med andre ord næppe tvivl om, at Irak har
kapaciteten til at true den internationale fred og sikkerhed,
og Saddam Hussein har med sine krige mod Iran og sin egen
kurdiske og shiamuslimske befolkning til overflod
demonstreret, at han også har viljen til at bruge den.
Efter omfattende forhandlinger mellem medlemmerne vedtog
FN's Sikkerhedsråd den 8. november en ny resolution 1441, der
skærper kravene til Irak og styrker og præciserer mandatet
for våbeninspektørerne. Regeringen hilser den enstemmige
vedtagelse af den nye resolution velkommen. Det er et vigtigt
signal, at det internationale samfund har kunnet tale med én
stemme i denne sag omfattende Norge og Syrien og de faste
medlemmer.
Hovedmålsætningen for Sikkerhedsrådet har fra starten
været afvæbning af Irak. Resolutionen kræver ubetinget fri og
uhindret adgang til alle installationer og områder i Irak for
våbeninspektørerne, herunder også de præsidentielle områder,
som jo er ganske store.
Som statsministeren nævnte, pålægger resolutionen Irak
inden for 7 dage at bekræfte sin vilje til at samarbejde om
resolutionens gennemførelse. Efter 30 dage skal Irak
fremlægge en fuldstændig rapport over landets
masseødelæggelsesvåbenprogram, og inden for 45 dage skal
våbeninspektionen genoptages. 60 dage herefter skal
våbeninspektørernes første rapport foreligge.
I går har vi jo så fået et 9 sider langt brev fra Iraks
udenrigsminister til FN's generalsekretær, der tilsyneladende
accepterer resolution 1441 og siger, at man vil invitere
våbeninspektørerne ind og følge 1441.
Selv om brevet langtfra er klart og utvetydigt rummer en
masse andre udfald, vil Sikkerhedsrådet næppe samles igen for
at drøfte dette brev. Det ventes i stedet, at fortroppen for
våbeninspektørerne tager brevet på ordet og under ledelse af
Hans Blix tager til Baghdad på mandag den 18. november.
Ud over spørgsmålet om den fri og uhindrede adgang for
våbeninspektørerne er det særlig spørgsmålet om
magtanvendelse, der har været debatteret i Sikkerhedsrådet,
og det er det, der har taget tid. Derfor er det vigtigt at
være opmærksom på, at den nye resolution opretholder presset
på Irak, men ikke etablerer nogen automatik med hensyn til
anvendelse af magt i tilfælde af, at Irak ikke efterlever
resolutionen.
I tilfælde af brud på resolutionens bestemmelser, hvis
det skulle ske, skal Sikkerhedsrådet træde sammen for bl.a. i
lyset af overtrædelsens karakter og omfang at træffe de
herefter nødvendige foranstaltninger.
Regeringen finder det væsentligt, at Sikkerhedsrådet på
denne måde er sikret den fortsatte kontrol med situationen.
Der skal imidlertid ikke herske tvivl om, at dette er Saddam
Husseins absolut sidste chance. Krænker han resolutionen, må
han tage konsekvenserne.
Den tid, det har taget Sikkerhedsrådet at nå til
enighed, har været vel anvendt. Der foreligger således nu
helt klare retningslinjer for våbeninspektørerne og for Iraks
forpligtelser. Det har også samtidig skabt afklaring af FN's
og det internationale samfunds forpligtelser, hvis Irak igen
afviser at samarbejde.
Det er meget positivt, at den arabiske liga på sit møde
sidste weekend i Kairo klart har støttet resolutionen og
opfordret Irak til at efterleve den, ligesom det er
bemærkelsesværdigt, at Syrien stemte for resolutionen i
Sikkerhedsrådet. Det er også væsentligt, at de arabiske lande
nu også stiller våbeninspektører, som de nu er ved at anmelde
til våbeninspektionen.
Hvis Irak efterlever den nye sikkerhedsrådsresolution
til punkt og prikke og i øvrigt samarbejder fuldt og helt med
FN's våbeninspektører, kan vi håbe på en fredelig løsning på
konflikten.
Det er på nuværende tidspunkt for tidligt at sige noget
om, hvorvidt der vil være behov for militær magtanvendelse,
og i givet fald i hvilken form og i hvilket omfang denne
magtanvendelse kunne tænkes at tage. Det afhænger alt sammen
af Hussein selv.
Kl. 10.25
Det giver derfor, som statsministeren sagde, ingen
mening at indlade sig på spekulationer om, og i givet fald
hvordan Danmark kunne tænkes at bidrage hertil i en sådan
hypotetisk situation, for vi ved jo faktisk heller ikke, hvad
Sikkerhedsrådet i en sådan hypotetisk situation måtte bede os
om.
Regeringen tillægger respekten for FN's Sikkerhedsråd og
dets rolle i international konfliktløsning afgørende
betydning. Vi har hele tiden arbejdet for, at beslutningen
skulle træffes gennem FN's Sikkerhedsråd.
Med den seneste vedtagelse har Sikkerhedsrådet levet op
til sit ansvar for opretholdelse af mellemfolkelig fred og
sikkerhed. Det er derfor nu afgørende, at FN's medlemslande,
herunder Danmark, bakker fuldt op om Sikkerhedsrådet. Det er
denne samling om Sikkerhedsrådet, vi som formandsland har
arbejdet for at skabe konsensus om.
Jeg har set, at et eller andet medlem af
Socialdemokratiet har sagt - og jeg har også hørt ham sige
det i en natradioudsendelse - at det danske formandskab intet
gjorde, hvilket gjorde ham meget, meget ondt.
Det er synd, at han dermed er selvpiner, for det danske
formandskab har faktisk gjort en hel del for at sørge for, at
beslutningen træffes gennem Sikkerhedsrådet, og at EU-landene
var enige om, at det skulle ske igennem Sikkerhedsrådet.
Vi har etableret følgende konsensus under dansk ledelse:
Våbeninspektørerne skal ind, Saddam Hussein må ikke opstille
nogen hindringer for våbeninspektørernes undersøgelse af
våbenprogrammerne i Irak, og beslutningerne skal træffes
gennem Sikkerhedsrådet. Og det lykkedes under hele forløbet
at opretholde denne konsensus i EU-kredsen.
Det fremgår så også af, at det efter mange møder til
sidst viste sig, selv om Frankrig og England var uenige om
metoderne undervejs, at den konsensus, vi havde etableret
under vores formandskab, også holdt lige til det sidste og
betød, at der var enighed om denne sikkerhedsresolution, om
at det skulle ske igennem Sikkerhedsrådet, og at man i givet
fald skal tilbage til Sikkerhedsrådet.
Så svaret på det spørgsmål, Socialdemokratiet har
stillet her, og som jeg synes er fuldstændig rimeligt, er
altså, at det danske formandskab har arbejdet meget aktivt
for at opretholde denne konsensus, som så også er endt med
det resultat, som vi alle er tilfredse med.
Forhandling
