Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Skatteudvalget
(Alm. del - bilag 150)
international beskatning
(Offentligt)

Skatteministeriet J.nr. 10.2002-618-0010

Den Spørgsmål 41 41

 

 

 

Til

Folketingets Skatteudvalg

Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr.41 af 29. november 2002.

(Alm. del - bilag 128).

 

 

 

 

 

Svend Erik Hovmand

 

/Ivar Nordland

Spørgsmål:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 22. november fra Martin Bartnik, København S, vedrørende grønlandske/danske skatteregler, jf. alm. del – bilag 121.

Svar:

Henvendelsen, som er foranlediget af lovforslag L 15 om indgåelse af tillægsaftale til den dansk-grønlandske dobbeltbeskatningsaftale, omhandler beskatning af personer, som er bosiddende i Danmark, og som er beskæftiget på det grønlandske luftfartsselskab Air Greenland’s rute over Atlanten.

Jeg skal for god ordens skyld gøre opmærksom på, at den tillægsaftale, som ligger til grund for det nu vedtagne lovforslag L 15, omhandler udbyttebeskatning og overførsel af pensionsordninger fra danske til grønlandske pensionsselskaber. L 15 indeholder intet om beskatning af luftfartspersonale.

De gældende regler om beskatning af luftfartspersonale i den dansk-grønlandske dobbeltbeskatningsaftale findes i en tillægsaftale, som blev indgået i 1998. Efter denne aftale kan lønindkomst fra arbejde ombord på et fly i international trafik beskattes i den del af riget, hvor luftfartsselskabets virkelige ledelse har sit sæde.

Dette indebærer, at en person, som er bosat i Danmark, og som arbejder ombord på Air Greenland’s fly mellem Grønland og Danmark eller mellem andre destinationer i international trafik, kan beskattes i Grønland. Tilsvarende kan en person, som er bosat i Grønland, og som arbejder ombord på et dansk fly i international trafik, beskattes i Danmark.

En person, som er bosat i Danmark, er fuldt skattepligtig til Danmark, d.v.s. skattepligtig af samtlige sine indtægter – herunder udenlandske indtægter. Når en sådan person har indtægter, som efter dobbeltbeskatningsaftalen også kan beskattes i Grønland, skal Danmark nedsætte sin skat efter aftalens bestemmelser, således at dobbeltbeskatning undgås.

Lempelsesmetoden i dobbeltbeskatningsaftalen er almindelig credit. Dette betyder, at Danmark skal nedsætte sin skat med den skat, der er betalt i Grønland, dog højst med den danske skat, der forholdsmæssigt falder på den grønlandske indkomst.

Vedr. arbejdsmarkedsbidrag m.v. kan jeg oplyse, at bidragspligten kun påhviler personer, som har en dansk arbejdsgiver. Personer, der arbejder ombord på grønlandske fly, har ikke dansk arbejdsgiver og er derfor ikke omfattet af bidragspligten.

De medarbejdere, som er ansat af Air Greenland til arbejde på landjorden i Danmark, er ikke omfattet af de her nævnte regler. Dette skyldes, at de pågældende medarbejdere ikke udfører arbejde om bord på et grønlandsk fly. Sådanne medarbejdere vil være tilknyttet Air Greenland’s faste driftssted her i landet og vil dermed være omfattet af de almindelige danske skatteregler.

Jeg kan tilføje, at princippet om, at luftfartspersonale kan beskattes i det land, hvor luftfartsselskabet er hjemmehørende, er en helt almindelig international standard. Således indeholder OECD’s model for dobbeltbeskatningsaftaler på dette område bestemmelser, som svarer til bestemmelserne i den dansk-grønlandske aftale.