Spm. nr. S 124

Til undervisningsministeren (7/10 03) af:

Anne Baastrup (SF):

»På hvilket grundlag træffes beslutninger om bortvisning af elever i folkeskolen?«

Svar (17/10 03)

Undervisningsministeren (Ulla Tørnæs):

Jeg kan oplyse, at der med hjemmel i folkeskolelovens § 52 i er fastsat nærmere regler om bl.a. udelukkelse af elever fra fortsat undervisning i folkeskolen, jf. bekendtgørelse nr. 27 af 12. januar 1995 om foranstaltninger til fremme af god orden i folkeskolen. Bekendtgørelsen fastsætter bl.a. rammer for, hvad skolen kan iværksætte over for elever, der ikke overholder skolens ordensregler.

Det er ikke muligt for en skole som disciplinær foranstaltning at bortvise elever i den undervisningspligtige alder fra fortsat undervisning, men bekendtgørelsens § 5, nr. 2 – 4, giver mulighed for, at elever på 3.-10. klassetrin kan udelukkes fra undervisningen i indtil en uge eller - som en mere vidtgående foranstaltning - kan overflyttes til en parallelklasse på samme skole eller - som en endnu mere vidtgående foranstaltning - kan overflyttes til en anden skole i kommunen, jf. herved bekendtgørelsens § 6, stk. 2 – 4.

Det er forudsat, at disse foranstaltninger kun kan tages i anvendelse over for en elev, der gentagne gange tilsidesætter skolens ordensregler. Det forudsættes også, at det forgæves har været forsøgt i samarbejde med eleven og hjemmet at afdække årsagen hertil og derpå at sætte effektivt ind over for denne årsag. Det forudsættes også vurderet, når omstændighederne i øvrigt taler derfor, om der er behov for specialundervisning, eller om de sociale myndigheder bør inddrages.

Beslutningen om iværksættelse af særlige foranstaltninger over for en elev træffes af skolens leder, og beslutningen kan i henhold til folkeskolens almindelige klageregler indbringes for de kommunale myndigheder, hvis afgørelser ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed, jf. folkeskolelovens § 51, stk. 1 og 2.

Egentlig bortvisning, dvs. udskrivning af folkeskolen, kan kun finde sted af elever på 10. klassetrin. Beslutningen træffes af kommunalbestyrelsen efter indstilling fra skolelederen og efter høring af elev og forældre. Hvis eleven kan tilslutte sig udskrivningen, kræves der dog ikke en godkendelse af kommunalbestyrelsen. Reglerne om udskrivning af folkeskolen fremgår af § 5, nr. 5, og § 7 i bekendtgørelsen.

Anvendelse af reglerne om udskrivning forudsætter, at eleven trods forudgående samtaler, påtaler eller advarsler fortsætter med at overtræde skolens ordensregler groft. Reglerne tager navnlig sigte på elever, der tilsidesætter mødepligten, eller som på anden måde forsømmer eller som obstruerer undervisningen.