PDF udgave (216 KB) Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dato: 26. marts 2004 Kontor: 1.s.kt. J.nr.: 2004-1660-18 Sagsbeh.: mla Fil-navn: svarbilag1 Besvarelse af  spørgsmål  nr.  1-4  (L 188  –  bilag  1),  som Sundhedsudvalget    har    stillet    til    indenrigs-    og sundhedsministeren den 23. marts 2004 Spørgsmål 1: "I ministerens skriftlige fremsættelse af lovforslaget står der, at det ikke har været muligt at finde en egnet vævsdonor i det pågældende barns egen familie eller  gennem  det  internationale  vævsregister.  Udvalget  udbeder  sig  en beskrivelse    af    det    internationale    vævsregister,    herunder    om uhensigtsmæssigheder i arbejdet med at finde frem til egnede donorer og om der er muligheder for forbedring af samarbejdet. I sagen fra 2002, der er nævnt i lovforslaget, blev den pågældende familie først henvist  til  behandling  med  ægsortering  i  udlandet,  som  mislykkedes. Efterfølgende  blev  der  fundet  en  egnet  donor,  hvilket  førte  til  barnets helbredelse. Udvalget udbeder sig  en uddybning af sagen  forløb, herunder særligt med hensyn til at finde en egnet donor, der allerede er født.” Svar: Jeg har indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, som oplyser: ”Der er et velfungerende internationalt samarbejde omkring arbejdet med at finde en egnet vævsdonor. En stort antal registre fra i alt 36 lande indgår i BMDW (Bone Marrow Donors Worldwide), som blev startet i 1988, og omfatter i  alt  omkring  9  millioner  knoglemarvsdonorer  samt  navlesnorsdonationer. Antallet af stamcelledonorer i dette regi vokser for tiden med over 600.000 per år.  De  to  danske  registre  (Århus,  Rigshospitalet)  på  i  alt  knap  9000 knoglemarvsdonorer indgår. Når der  søges  efter  donor  til  en  dansk  patient, indgår  denne  med  samme rettigheder  som  andre  uanset  registrets  nationalitet.  Omkring  40  %  af amerikanske knoglemarvstransplantationer fra ubeslægtet donor anvender en europæisk  donor,  og  en  tilsvarende  andel  af  europæiske  transplantationer anvender  amerikansk  donor.  De  danske  søgeprocedurer  ligger  i  et  meget velorganiseret og velfungerende regi, og Sundhedsstyrelsen vurderer ikke, at der her er behov for særlig indsats. Rigshospitalets vævstypelaboratorium har adgang til samtlige nævnte internationale registre. Den  samlede  internationale  registerkapacitet  omfatter  et  meget  stort  antal såkaldte  unikke  (enestående)  vævstyper,  men  antallet  af  nye  endnu  mere sjældne  vævstyper  øges  ikke  i  samme  takt  som  donortallet.  Selv  om  alle danske tilmeldte sig donorkorpset, ville dette kun have helt minimal effekt på antallet af unikke vævstyper. Som situationen er i dag, vil det i langt de fleste tilfælde være muligt at finde en

1 egnet donor til et barn, som behøver dette. En søgeprocedure kan typisk tage 2-3 måneder og omfatter en rækkefølge af flere stadigt mere specifikke trin. Den foregår under anvendelse af en lang række søgekriterier og er elektronisk baseret. Da der som nævnt tilkommer over en halv million nye donorer årligt og aktuelt  omkring  100  nye  unikke  vævstyper  årligt,  kan  det  selvsagt  aldrig udelukkes at en ny søgning overraskende kan give resultat, fordi netop den helt enestående donorvævstype ved et lykketræf netop er tilmeldt i registret. Det er et led i det faglige arbejde (fx. på Rigshospitalets vævstypelaboratorium) at vurdere sandsynligheden. Når sandsynligheden vurderes som forsvindende lille, bør man basere rådgivningen og behandlingsbeslutnigerne herpå.” Jeg kan henholde mig til dette. Til spørgsmålets anden del fremgår det af udtalelsen fra Sundhedsstyrelsen: ”Problemet  var  her  den  høje  risiko  forbundet  med  transplantion  fra  en HLA-forligelig ubeslægtet donor – ikke at en sådan ikke kunne findes. Dette blev også anført og lagt til grund på daværende tidspunkt. Ved sygdommen Fanconi anæmi er det af helt speciel stor betydning at få en søskende donor – sandsynligheden for vellykket behandlingsresultat var på daværende tidspunkt 55  %  med  ubeslægtet  forligelig  donor,  men  90  %  med  forligelig søskendedonor. I vurderingen indgik også forhold vedrørende etnicitet, hvor der ved denne tilstand er særlig grund til at frygte såkaldte skjulte mismatch (minor  histocompatibility  mismatch)  trods  god  HLA-vævsforligelighed.  Kort sagt,  uanset  HLA-vævstype  er  det  ved  Fanconisygdom  langt  farligere  at transplantere fra en ubeslægtet donor, end fra en søskendedonor. Det der skete i denne sag var, at familien trods lille chance for graviditet først forsøgte at etablere den mere ufarlige behandlingsmulighed. Dernæst – da dette ikke lykkedes  –  forsøgte  man  med  den  mere  risikable  donortransplantation.  At transplantationen rent faktisk lykkedes fint, er ikke uforeneligt med at den var risikabel, eller med, at det ikke mindst set med forældrenes øjne var ubetinget bedre at forsøge det mindre farlige før det mere farlige.” Jeg kan ligeledes henholde mig til dette. Spørgsmål 2: ”Ministeren  bedes  oplyse  hvilke  faglige  specialer  og  ekspertområder  har anbefalet, at der bør være en mulighed for i det danske sundhedsvæsen at kunne tilbyde ægsortering for vævstype i visse sjældne tilfælde, hvor et barn har  en  livstruende  sygdom,  og  hvor  alle  tilnærmelsesvis  ligeværdige behandlingsalternativer har været forsøgt. Hvilke har ikke været enige i dette?” Svar: Jeg har bedt Sundhedsstyrelsen om en udtalelse. Heri oplyses: ”Sundhedsstyrelsen  indkaldte  i  december  2003  en  række  fagligt  og videnskabeligt toneangivende specialister med direkte eller indirekte berøring til de behandlingsperspektiver der kan knytte sig til præimplantationsdiagnostik

2 (ægsortering). Efter deres faglige baggrund repræsenterede disse fagpersoner medicinske,   medicinsk-hæmatologiske,   pædiatriske,   klinisk-genetiske, immunologiske,   gynækologisk-obstetriske,   reproduktionsbiologiske   og molekylærbiologiske   specialer   og   ekspertområder.   Sundhedsstyrelsens udtalelse   i   Patrick-sagen   afspejler   bl.a.   de   på   mødet   fremkomne tilkendegivelser, og Sundhedsstyrelsen er ikke bekendt med nogen uenighed i forhold hertil. ” Jeg har taget disse oplysninger til efterretning. Spørgsmål 3: ”Ministeren har fremskyndet lovforslaget af hensyn til et sygt barn, der ifølge ministeriet  kan  helbredes,  hvis  der  sker  en  lovændring.  Ministeren  bedes oplyse hvad man vurderer barnets chance er for at blive helbredt, når man ser på moderens graviditetsmuligheder, udvælgelsen af et fosteranlæg med den rette vævstype m.v.?” Svar: Jeg  har  bedt  Sundhedsstyrelsen  om  en  udtalelse.  Af  styrelsens  udtalelse fremgår: ”Der  lægges  op  til  vurdering  af  en  samlet  sandsynlighed  som  beror  på  1) sandsynlighed for at opnå graviditet med et barn med bestemt vævstype, og 2) sandsynlighed for at opnå helbredelse, hvis et sådant donorbarn rent faktisk er født, og stamcellerne anvendes ved behandling af en syg søster eller bror med aplastisk anæmi. Når Sundhedsstyrelsen skal udtale sig om den teoretiske sandsynlighed for at opnå graviditet i en enkelt behandlingscyklus lægger styrelsen størst vægt på de  vurderinger,  som  anlægges  af  fertilitetslæger  der  har  erfaringen  og ekspertisen med PGD (ægsortering). De indhentede skøn herfra peger samlet set på, at der i en behandlingssituation af den karakter, som her diskuteres, er ca.  15%  sandsynlighed  for  fødsel  per  påbegyndt  behandlingsforsøg (behandlingscuklus). Sundhedsstyrelsen  har noteret  sig at  der fra  forskellig side er fremlagt andre skøn – højere og lavere - i dagspressen, men det er styrelsens råd,  at basere  overvejelserne på  den anførte  sandsynlighed per behandlingscyklus. Inden beslutning om at hormonstimulere og udtage æg er taget, har man blot et enkelt samlet sandsynlighedsskøn (indgangssandsynligheden) at gå ud fra. Når   den   første   ægudtagning   er   foretaget,   vil   der   ske   det,   at sandsynlighedsuniverset forgrener sig. Nogle kvinder vil vise sig at respondere fint på hormonstimuleringen med mange gode æg, mens andre vil ligge i den modsatte ende af  spektret, og  atter andre  vil repræsentere alle  overgange herimellem. Der opstår her en ny rådgivningssituation i forhold til det enkelte par, som i praksis er afgørende for det videre forløb, herunder for stillingtagen til, om en ny cyklus skal forsøges, hvis der ikke opnås graviditet i første forsøg. At anskue hele forløbet ud fra én sandsynlighed svarer således ikke til det praktiske liv. Den fra starten foreliggende samlede sandsynlighed har i og for sig  størst  betydning  for  selve  vurderingen  af,  om  der  her  er  tilstrækkeligt grundlag  for  at  forsøge  en  enkelt  hormonstimulation  og  ægudtagning.  Det

3 videre forløb – og de forhåbninger der kan knyttes til det – vil så afhænge af, hvad  der  da  viser  sig.  For  god  ordens  skyld  mindes  om,  at  den  samlede sandsynlighed for graviditet vil afhænge af om der gennemføres én, to eller flere  behandlingsforsøg.  Om  der  er  grundlag  herfor  kan  ikke  på  forhånd afgøres. Det andet led i spørgsmålet vedrører sandsynlighed for at behandling med stamceller  kan  helbrede  et  barn  med  svær  aplastisk  anæmi.  Denne sandsynlighed er som udgangspunkt over 90 % (søskendedonation, aplastisk anæmi), men man må huske på, at der mens graviditeten gennemløbes, og med desto større risiko herfor jo længere tid der går, kan opstå komplikationer (fx.  en  svært  bekæmpelig,  udbredt  svampeinfektion)  som  kan  medføre  at prognosen i en konkret situation ændres.” Jeg kan henholde mig til styrelsens udtalelse. Spørgsmål 4: ”Ministeren  bedes  oplyse  om  der  er  en  risiko  for,  at  et  donorbarn  i  mere permanent  forstand  kan  komme  til  at  skulle  stå  til  rådighed  med  blod-  og knoglemarvsudtagning m.m.,  hvis behandling  med navlestrengsblod  ikke er tilstrækkeligt i det pågældende tilfælde? Udvalget  udbeder  sig  en  beskrivelse  af  knoglemarvsudtagning  og  andre indgreb, som et kommende donorbarn eventuelt skal kunne tåle, herunder om eventuelle smerter og ulemper forbundet med indgrebene”. Svar: Jeg har indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, som oplyser: ”I  Rigshospitalets  erfaring  med  transplantation  mellem  søskende,  som strækker  sig  over  tre  årtier,  er  supplerende  udtagning  af  stamceller  kun forekommet 1-2 gange (og der har aldrig været tale om andet end stamceller). Sundhedsstyrelsen finder ikke heri grundlag for at tale om søskendedonorer som permanente donorer med lejlighedsbestemt udnyttelse.” Til spørgsmålets anden del fremgår det af den indhentede udtalelse: ”Som alt overskyggende hovedregel vil donorbarnet ikke blive udsat for noget fysisk indgreb – hverken ved fødslen eller senere. Det skyldes, at stamcellerne ikke udtages fra barnets krop, men fra moderkage og navlesnor, efter at barnet er født og afnavlingen er sket. Sandsynligheden for, at barnet senere udsættes for knoglemarvsudtagning må antages være af samme størrelsesorden som sandsynligheden for, at de allerede fødte søskendedonorer, som vi har kendt i over tredive år, udsættes for en ny udtagning. Som anført er dette kun sket to gange i Rigshospitalets mangeårige praksis. En  knoglemarvsdonation  foregår  oftest  ved  flere  indstik  ind  til  hulrummet  i hoftebenskammen. Man suger så knoglemarv ud med en sprøjte. Begge dele kan  fremkalde  smerter  og  bl.a.  som  følge  heraf  gøres  det  hos  børn  i helbedøvelse. Blandt ulemper/risici bør nævnes, at der altid er en vis omend meget lille risiko ved at blive bedøvet, ligesom indstik altid indebærer en risiko

4 for blødning eller betændelse, som kræver antibiotika. Det tilføjes at stamceller også kan udtages ved filtrering fra perifert blod. Barnet ligger  her  nogle  timer  med  en  nål  ind  i  en  åre,  forbundet  via    en slangeanordning  til  filtreringsapparatet.  Forinden  er  der  givet  medicin  som ”løsner” stamcellerne. Det er ikke smertefuldt bortset fra stikket med en nål, og risikoen vurderes ligeledes her som minimal.” Jeg kan henholde mig til styrelsens udtalelse. Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dato: 26. marts 2004 Kontor: 1.s.kt. J.nr.: 2004-1660-18 Sagsbeh.: mla Fil-navn: bilag9 Besvarelse af  spørgsmål  nr.  5-8  (L 188  –  bilag  9),  som Sundhedsudvalget    har    stillet    til    indenrigs-    og sundhedsministeren den 25. marts 2004 Spørgsmål 5:

5 "Ministeren  bedes  oplyse  om  der  internationalt  er  eksempler  på,  at  det  er lykkedes at helbrede et barn ved hjælp af en ”donorbaby” født på baggrund af ægsortering og efterfølgende kunstig befrugtning. I bekræftende fald bedes ministeren give udvalget en beskrivelse af disse tilfælde.” Svar: Jeg har bedt Sundhedsstyrelsen om en udtalelse, hvoraf fremgår: ”Der er beskrevet et såkaldt indextilfælde fra sent 2001 i den videnskabelige litteratur,  hvilket  ofte  sker  som  en  enkeltstående  meddelelse  når  et  nyt behandlingsprincip første gang lykkes. Det drejede sig om en familie hvor en datter (Molly N) havde sygdommen Fanconi Anæmi (samme sygdom som i det danske  tilfælde  fra  2002).  Ud  fra  den  betragtning  at  ubeslægtet  donation indebar  en  langt  større  risiko,  end  søskendedonation,  gennemførte  man behandlingen med sortering for både Fanconi-genet og vævstypen (1 ud af hver 6 æg egnet). Det fødte barn var sygdomsfrit og havde pigens vævstype. Hun  blev  behandlet  tidligt  2002  med  stamceller  fra  navlesnorsblodet,  og resultatet har efter det oplyste været optimalt. Dette indekstilfælde var således efter alt at dømme en komplet succes, men forud var efter det oplyste gået tre andre lignende forsøg, hvor der ikke var opnået graviditet. Behandlingen  blev  gennemført  i  et  team  baseret  ved  Fairview  Hospital, Minnesota State University (USA). Samme sted gennemførtes i 1968 verdens første  knoglemarvstransplantation.  For  god  ordens  skyld  bemærkes,  at oplysninger  på  hospitalets  hjemmeside  kunne  tyde  på,  at  ovennævnte behandling er efterfulgt af andre vellykkede behandlinger, herunder også hvor det  ikke  har  drejet  sig  om  arvelig  sygdom.  Nærmere  oplysninger  herom foreligger endnu ikke. Ligeledes  i  2001  fødte  en  britisk  kvinde  et  barn  udvalgt  efter  vævstype, formentligt efter behandling i USA. Det syge barn var her et leukæmibarn (hvor der kun sjældent vil være tid til at afvente fødsel af en donorbaby).  Det drejer sig  om  en  ikke-arvelig  tilstand.  Så  vidt  vides  indtrådte  der  en  spontan  og foreløbig varig remission af leukæmien, således at behandlingen endnu ikke er iværksat, men stamcellerne opbevares med henblik herpå. I 2003 fødtes  i England barnet  Zain H.  Det syge barn  havde den arvelige blodsygdom  thalassæmi,  så  der  var  tale  om  både  udvælgelse  for  arvelig sygdom  og  for  vævstype.  Moderen  blev  gravid,  men  aborterede  ret  sent, således  at  der  ikke  blev  skabt  mulighed  for  at  behandle  det  syge  barn. Tilfældet blev internationalt kendt fordi tilladelse til behandlingen, som foregik i England, skete efter domstolsbehandling i flere led, hvor den øverste engelske appelret til sidst afgjorde, at tilladelsen var i overensstemmelse med britisk lov. Et andet britisk barn, Jamie W, fødtes ligeledes 2003, men efter behandling i USA.   Det   syge   barn   var   en   fireårig   dreng   som   havde   såkaldt Diamond-Blackfan anæmi. Denne kan være arvelig, men er oftere ikke arvelig, og det lod sig konkret ikke afgøre hvilken af delene der var gældende. Uanset dette var der dog ikke mulighed for genetisk diagnostik, så i praksis blev den betragtet som ikke arvelig. Tilfældet blev kendt fordi de engelske myndigheder (HFEA)   ikke   gav   grønt   lys   for   behandlingen.   En   revurdering   af myndighedsholdningen er fornylig varslet. Efter fødslen af barnet, som har den korrekte vævstype, må man i dette særlige tilfælde afvente mindst et halvt år før  der  kan  udføres  tests  som  giver  fuld  sikkerhed  for,  at  barnet  også  er

6 sygdomsfrit (2-3 % risiko for, at det har sygdommen). Aktuelt er der et barn på vej i Australien – det drejer sig om kombination af genetisk undersøgelse og undersøgelse for vævstype. Det syge barn har en uhelbredelig immunsygdom (Hyper IgM syndrom). Fødslen forventes til august. Tilfældet  er  formentligt  kun  blevet  offentligt  kendt  fordi  det  er  det  første australske tilfælde. Sundhedsstyrelsen har endelig  oplysning om, at  man i  Bruxelles er ved  at etablere behandlingen. Samlet konkluderes, at der kendes flere tilfælde med vellykket opnåelse af graviditet, og hvor barnet har haft den rigtige vævstype. I et tilfælde er det syge barn behandlet med godt resultat. I to andre tilfælde er behandlingen af det syge barn ikke indledt endnu, men stamcellerne er tilstede. I ét til to tilfælde har der været abort. Der er muligvis andre eksempler, specielt fra USA, men på nuværende  tidspunkt  kort  efter  behandlingens  ibrugtagning  flere  steder  i verden, er der som forventeligt ikke offentliggjort videnskabelige serier, hvilket begrænser søgemulighederne.” Jeg kan henholde mig til dette. Spørgsmål 6: ”Ministeren bedes oplyse hvilke medicinske og kirurgiske muligheder der findes for at behandle aplastisk anæmi, herunder oplyse hvilken viden og forskning, der findes om dette.” Svar: Jeg har bedt Sundhedsstyrelsen om en udtalelse, hvoraf fremgår: ”Rent understøttende (livsforlængende) behandling består i blodtransfusioner og  beskyttelse  med  antibiotika.  Hvis  man  ikke  giver  anden  behandling, overlever kun 20 % af patienterne (vist i en randomiseret undersøgelse fra 1970’erne). I princippet må al effektiv behandling af aplastisk anæmi rette sig mod et eller begge  af  de  følgende  to  hovedmål:  1)  at  svække  eller  udslukke  en sygdomsfremkaldende immunproces (såkaldt autoimmunitet), og 2) at erstatte eller stimulere manglende eller syge bloddannende celler i knoglemarven. Kun stamcelletransplantation kan opfylde begge mål. Når der bortses herfra er der følgende  muligheder:  1)  immunundertrykkende  behandling  (fx  såkaldt ALG-behandling), som kan fremkalde hel eller delvis helbredelse hos 40-50 % (disse opgørelser omfatter dog ikke blot svær aplastisk anæmi, men også mere moderate  former  for  sygdommen);  2)  knoglemarvstimulerende  behandling (”vækstfaktorer”),  som  især  kan  stimulere  dannelsen  af  hvide  blodlegemer, men ikke stimulerer dannelsen af alle tre cellelinjer i blodet (røde blodlegemer, blodplader,  hvide  blodlegemer).  Forskellige  kombinationer  af  vækstfaktorer afprøves.  Vækstfaktorbehandling  alene  kan  formentligt  ikke  være  kurativ (helbredende). Som nævnt kræves en kombination af immunundertrykkende behandling og stamcelletransplantation  for  at  angribe  begge  de  kritiske  problemer  ved sygdommen.  Man  kan  efter  immunforbehandlingen  regne  med  med,  at stamcellebehandlingen  lykkes  hos  90  %  af  børn  som  ikke  har  fået

7 blodtransfusioner forinden. Hvor det har været nødvendigt at opretholde livet vhja. blodtransfusioner, har man selv i de bedste centre måttet acceptere en lavere succesrate, ca. 70-80 %, men med en speciel behandlingskombination er der dog for nylig i en såkaldt miniprotokol rapporteret 87 % succes hos blodtransfunderede  patienter.  Rigshospitalets  opgørelse  for  alle  voksne  og børn efter søskendedonation for aplastisk anæmi viser langtidsoverlevelse for tæt på 90 % siden 1990. De  to  hovedproblemer  ved  stamcelletransplantation  er:  1)  at  de  indgivne stamceller reagerer mod kroppen (GVH-sygdom), 2) at kroppen reagerer mod de  indgivne  stamceller  (HVG-sygdom).  Jo  bedre  vævsforligeligheden  er,  jo mindre risiko er der for at disse problemer opstår. Der findes ingen kirurgiske behandlingsmetoder.” Jeg kan henholde mig til dette. Spørgsmål 7: ”Kan ministeren bekræfte, at alle behandlingsmuligheder er udtømte for den dreng, der er omtalt i lovforslagets bemærkninger?” Svar: Jeg har indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, som oplyser: ”Man  har  gentagne  gange  forsøgt  med  medicinske  behandlingsmuligheder, herunder  samme  slags  som  de  medicinske  behandlinger  der  blev  offentlig omtalt i et nyligt TV-dokumentarprogram, men i dette tilfælde desværre uden virkning.    For  god  ordens  skyld  tilføjes,  at  behandling  med  mandligt kønshormon (androgen),  heller  ikke her  er  anvendt, hvilket  i  nogle tilfælde forsøges.  Behandlingen  har  en  høj  pris  (som  sideeffekt  fremkaldelse  af pubertet  hos  en  femårig  dreng),  og  en  kontrolleret  undersøgelse  har  ikke kunnet dokumentere effekten ved svær aplastisk anæmi. Det er derfor ikke en tilnærmelsesvis ligeværdig mulighed i barnets situation – det ville have karakter af  et  behandlingsforsøg,  som  forældrene  ikke  efter  Sundhedsstyrelsens opfattelse  bør  kunne  være  tvunget  til  acceptere.  Erkendelsen  af,  at  man behandlingsmæssigt (mht. helbredelse) står ”ved vejs ende”, er en kompliceret afvejning som foretages i samråd med forældrene. Sundhedsstyrelsen antager, at   det   bl.a.   er   af   denne   grund,   man   har   ønsket   en   konkret myndighedsvurdering, som en forudsætning for at tillade ægsortering. I den foreliggende situation, som der henvises til i spørgsmålet, er betingelsen efter Sundhedsstyrelsens vurdering helt og fuldt opfyldt.” Jeg kan henholde mig til dette. Spørgsmål 8: ”Har ministeren gjort sig nogle tanker om, hvorvidt der skal gives information og i givet fald hvilken information, der ad åre skal gives til en ”donorbaby” om baggrunden for, at vedkommende er født.”

8 Svar: Det er  forældrenes ansvar  at  drage omsorg  for  deres børn  og at  beslutte, hvilke oplysninger om familiens forhold, børnene skal have og hvornår. Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dato: 26. marts 2004 Kontor: 1.s.kt. J.nr.: 2004-1660-18 Sagsbeh.: mla Fil-navn: bilag 10 Besvarelse af spørgsmål nr. 9 (Alm. del – bilag 10), som Sundhedsudvalget    har    stillet    til    indenrigs-    og sundhedsministeren den 25.marts 2004 Spørgsmål 9: "Agter ministeren at sikre, at de kriterier, Det Etiske Råd foreslår anvendt i forbindelse  med  Sundhedsstyrelsens  konkrete  vurderinger  af,  om  der  skal tillades  ægsortering  eller  ej,  vil  blive  lagt  til  grund  i  alle  sager  af  denne karakter?" Svar:

9 Af  bemærkningerne  til  lovforslaget  fremgår  de  kriterier,  der  skal  danne grundlag for Sundhedsstyrelsens godkendelse af behandlingsmetoden. Disse kriterier vil blive fastsat i form af en bekendtgørelse. Der er overensstemmelse med de kriterier,  Det Etiske Råd  har opstillet  bortset fra kravet  om arvelig sygdom. Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dato: 26. marts 2004 Kontor: 1.s.kt. J.nr.: 2004-1660-18 Sagsbeh.: mla Fil-navn: besvarelsebilag11 Besvarelse af spørgsmål nr. 10 (L 188 – bilag 11), som Sundhedsudvalget    har    stillet    til    indenrigs-    og sundhedsministeren den 25. marts 2004 Spørgsmål 10: "Ministeren  bedes  redegøre  for,  i  hvor  mange  tilfælde  det  er  lykkedes  at behandle  og  helbrede  børn,  der  lider  af  livstruende  sygdomme,  der  kan behandles med vævstransplantation, ved hjælp af væv fra søskende, der er født uafhængigt af det syge barn?” Svar:

10 Jeg har indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, som oplyser: ”Stamcelletransplantation i et erfarent og højt specialiseret lægeligt regi er en af  de  bedst  dokumenterede  og  effektive  behandlinger  af  livstruende (ikke-infektiøse)  sygdomme.  Transplantation  mellem  søskende  er  ikke undtagelsen,  men  snarere  reglen.  Der  er  over  tredive  års  internationale erfaringer, og der er gennemført mindst 30.000 søskendetransplantationer på verdensplan. I 1971 var man på Rigshospitalet blandt de første i verden, der anvendte  denne  behandling.  Herhjemme  er  der  udført  skønsvis  150 søskendetransplantationer   mellem   børn.   Godt   halvdelen   har   været langtidsoverlevende (heri medregnet de maligne sygdomme (leukæmier) med den dårligste prognose)” Jeg kan henholde mig til dette. Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dato: 26. marts 2004 Kontor: 1.s.kt. J.nr.: 2004-1660-18 Sagsbeh.: mla Fil-navn: besvarelsebilag 12 Besvarelse af spørgsmål nr. 11-13 (L 188 – bilag 12), som Sundhedsudvalget    har    stillet    til    indenrigs-    og sundhedsministeren den 25. marts 2004 Spørgsmål 11: "Idet  der  henvises  til  bemærkningerne  på  lovforslagets  side  2,  2.  spalte, nederst, bedes ministeren  oplyse, hvad  sandsynligheden er  for, at det  i et

11 konkret tilfælde kan lykkes at føde et barn med vævsforenelighed, til et barn der lider af en af de nævnte livstruende sygdomme." Svar: Jeg kan henvise til besvarelsen af spørgsmål 3. Spørgsmål 12: ”Ministeren bedes oplyse, om det er lovligt i tilfælde af abort at anvende væv fra det aborterede foster til behandling af et sygt barn.” Svar: Dette vil være lovligt, såfremt der bliver givet samtykke. Sundhedsstyrelsen har oplyst, at stamceller fra fostre ikke er anvendt ved transplantationsbehandling. Spørgsmål 13: ”Ministeren  bedes  oplyse,  hvor  gammelt  et  foster  skal  være,  før  det behandlingsmæssigt er muligt at bruge dets væv til behandling af de nævnte livstruende sygdomme.” Svar: Jeg har indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, som oplyser: ”Transplantation med knoglemarv fra fostre måtte fra et teoretisk synspunkt formentligt forudsætte mindst en fostervægt på 1 kilo. Men hvis fostret lever, at indgreb udelukket. Og hvis fostret er dødt (med den latenstid der herefter kræves for at kvitteres) kan vævet næppe anvendes.” Jeg kan henholde mig til dette. Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dato: 26. marts 2004 Kontor: 1.s.kt. J.nr.: 2004-1660-18 Sagsbeh.: mla Fil-navn: besvarelse bilag 13 Besvarelse af spørgsmål nr. 14 (L 188 – bilag 13), som Sundhedsudvalget    har    stillet    til    indenrigs-    og sundhedsministeren den 25. marts 2004 Spørgsmål 14:

12 "Ministeren  bedes  oplyse,  hvor  mange  sygdomstilfælde  og  hvilke  typer  af sygdomme det forventes at Sundhedsstyrelsen årligt vil skulle tage stilling til på baggrund af loven?" Svar: Jeg har indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen. Heraf fremgår: ”Sundhedsstyrelsen forventer at skulle tage stilling til i gennemsnit 5-6 tilfælde årligt, hvoraf gennemsnitligt omkring halvdelen vil være arvelige. De sidstnævnte vil set over en årrække fordele sig på et større spektrum af hver for sig sjældne eller meget sjældne arvelige sygdomme, som ikke alle kan forudses. Som eksempler kan nævnes Fanconi Anæmi, SCID, primær immundefekt (som dækker over forskellige arvelige sygdomme), osteopetrose, eller thalassæmi. Blandt de ikke arvelige vil det som hovedregel dreje sig om svær aplastisk anæmi, evt. såkaldt myelodysplasi, som ødelægger knoglemarvens funktion.” Jeg kan henholde mig til dette. Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dato: 26. marts 2004 Kontor: 1.s.kt. J.nr.: 2004-1660-18 Sagsbeh.: mla

13 Fil-navn: besvarelsebilag14 Besvarelse af spørgsmål nr. 15-16 (L 188 – bilag 14), som Sundhedsudvalget    har    stillet    til    indenrigs-    og sundhedsministeren den 25. marts 2004 Spørgsmål 15: "Når der i de 2 tidligere sager blev givet tilladelse til at lave ægsortering for vævsforligelighed efter at der var lavet ægsortering efter genetik er det så i sig selv et argument for at tillade ægsortering udelukkende for vævsforligelighed?" Svar: Det er min opfattelse, at hensynet til at redde et sygt barns liv under de i lovforslaget  anførte  betingelser  vejer  lige  tungt  i  en  familie,  hvad  enten sygdommen er arvelig eller ej.   Spørgsmål 16: ”Hvordan  forholder  ministeren  sig  til  den  oplysning,  der  fremkom  i  DR’s Orientering  den  24.  marts  2004  hvor  det  blev  oplyst,  at  der  i  5-10  %  af tilfældene ikke ville være muligt at høste celler fra navlestrengen?” Svar: Jeg har indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, som oplyser: ”Blandt tænkelige eksempler ville eksempelvis kunne være, at kvinden føder i taxaen på vej til fødeafdelingen, eller det opsamlede blod forspildes ved uheld eller  manglende  omhu,  eller  moderkagen  får  ved  uforsigtighed  eller  uheld udrifter med tab af blod til følge, eller der indtræder den (ekstremt sjældne) totalstørkning af blodet. Da man pga. det livsvigtige formål med opsamlingen på  alle  måder  vil  forsøge  at  gardere  sig  mod  sådanne  uheld,  må  disse situationer generelt antages at være sjældne, og langt sjældnere end i andre udtagningssituationer,  hvor  der  ikke  herved  forspildes  et  nærliggende livreddende øjemed. Der er ikke undersøgelser, som på relevant måde kan belyse hyppigheden, hvorfor det ikke er muligt at give et dokumenteret skøn over  dette.  Sådanne  tænkelige  situationer  ville  kunne  foranledige  at stamcellerne helt eller delvis måtte udtages fra knoglemarven (i bedøvelse), hvilket normalt (Rigshospitalets praksis) ikke gøres før 1-års alder. Sådanne problemsituationer  ville  ligesom  andre  livsvigtige  behandlingssituationer  i sundhedsvæsenet skulle håndteres i samråd mellem lægerne og parret, og under respekt for lovgivningens regler. ” Jeg kan henholde mig til dette. Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dato: 26. marts 2004 Kontor: 1.s.kt. J.nr.: 2004-1660-18 Sagsbeh.: mla Fil-navn: bilag 15 Besvarelse af spørgsmål nr. 17 - 24 (L 188 – bilag 15) som

14 Sundhedsudvalget    har    stillet    til    indenrigs-    og sundhedsministeren den 25. marts 2004 Spørgsmål 17: "Ministeren  bedes  oplyse,  om  der  er  eksempler  på,  at  ægsortering udelukkende er foretaget for at skabe vævsforligelighed til et alvorligt sygt barn uden at der foreligger alvorlig arvelig sygdom?" Svar: Jeg har bedt Sundhedsstyrelsen om en udtalelse, hvoraf fremgår. ”Blandt  de  tilfælde,  som  kendes  gennem  offentligt  tilgængelige  kilder,  har Sundhedsstyrelsen  fundet  to,  hvor  der  alene  blev  foretaget  sortering  for vævstype.” Jeg kan  henholde  mig  hertil,  idet jeg  i  denne  forbindelse  også henviser  til besvarelsen af spørgsmål 5. Spørgsmål 18: ”Ministeren  bedes  oplyse,  hvad  helbredelsesprocenten  er  for  børn  med aplastisk anæmi i Danmark?” Svar: Jeg har indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, hvoraf fremgår: ”Rigshospitalets materiale viser at langtidsoverlevelsen efter søskendedonation er over 90 % af de behandlede, mens langtidsoverlevelsen efter ubeslægtet donation er ca. 50 % af de behandlede. Som anført kan der regnes med, at immunundertrykkende medicinsk behandling er virksom hos ca. 40-50 % af de som  behandles.  jf.  dog  her  besvarelsen  til  spørgsmål  6  angående sværhedsgrad.” Jeg kan henholde mig til dette. Spørgsmål 19: ”Ministeren bedes oplyse, om børn med aplastisk anæmi har øget risiko for nyresvigt, så der kan blive behov for nyretransplantation?” Svar: Jeg har indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, hvoraf fremgår: ”Lægemidlet  cyclosporin,  som  evt.  kan  anvendes  i  længere  tid  ved bekæmpelse   af   såkaldt   GVH-sygdom   hos   et   barn   som   er stamcelletransplanteret,   kan   give   påvirkning   af   nyrefunktionen.   Men påvirkningen er ikke markant og der er ikke belæg for generel øget risiko for

15 nyresvigt hos børn, som ville være nyretransplantationskrævende.” Jeg tager dette til efterretning. Spørgsmål 20: ”Ministeren  bedes  oplyse,  om  nyretransplantation  fra  en  vævsforligelig søskende  kunne  blive  et  muligt  valg,  som  et  forældrepar  skal  træffe  i forbindelse med langtidsvirkninger af behandling for aplastisk anæmi?” Svar: Jeg har indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, som oplyser: ”Mange børn i danske familier er vævsforligelige med hinanden, og situationen i  en  familie,  hvor  to  børn  er  vævsforligelige  fordi  det  ene  er  født  efter vævstypebestemmelse og det andet er behandlet for aplastisk anæmi er ikke i denne  henseende  væsensforskellig.  Endvidere  har  behovet  aldrig  været konstateret  i  Rigshospitalets  mangeårige  erfaring  med  vævsforligelige søskendedonorer, ligesom  dette endvidere  ikke ville  kunne finde  sted efter dansk lovgivning. Spørgsmålet må derfor besvares benægtende.” Jeg kan henholde mig til dette. Spørgsmål 21: ”Ministeren bedes oplyse, hvilke belastninger det eksisterende syge barn og deres forældre kan blive udsat for i den lange tid, som behandling og graviditet varer?” Svar: Der vil altid være tale om en belastning i en familie, når der er tale om et livstruende sygt barn. Jeg har ikke mulighed for at vurdere belastningerne i forhold til en konkret familie. Spørgsmål 22: ”Af de 5-6 børn der årligt forventes at have gavn af behandling efter dette lovforslag har ca. halvdelen en arvelig lidelse. Ministeren bedes oplyse, hvilke typer sygdomme det drejer sig om, også for de børn, der ikke har en arvelig lidelse?” Svar: Jeg kan henvise til besvarelsen af spørgsmål 14.

16 Spørgsmål 23: ”Ministeren bedes  oplyse, hvordan  godkendelsesproceduren  til behandling  i forbindelse med lovforslaget i praksis vil blive udformet?” Svar: Jeg vil udstede en bekendtgørelse indeholdende de restriktive regler, der er angivet i lovforslaget og bemærkningerne. Sagsbehandlingen vil herefter være den, at Sundhedsstyrelsen – efter anmodning fra relevante hospitalsafdelinger - skal godkende behandlingen inden for bekendtgørelsens rammer. Styrelsen vil i denne forbindelse skulle påse, at der er givet den fornødne information til forældrene, ligesom styrelsen – i samråd med relevante faglige eksperter - skal vurdere  den  behandlingsmæssige  situation,  herunder  om  der  er  andre relevante behandlingsmuligheder af bedre eller ligeværdig karakter.   Spørgsmål 24: ”Ministeren bedes oplyse, hvilken rolle det videnskabsetiske komitésystem vil komme til at spille i forhold til lovforslaget?” Svar: I  forbindelse  med  den  foreslåede  godkendelsesordning,  som  bemyndiger Sundhedsstyrelsen til at tillade denne type behandlinger i konkrete tilfælde, skal det videnskabsetiske komitésystem ikke inddrages. Der er i øvrigt tale om så få behandlinger, at de ikke selvstændigt vil kunne danne grundlag for en videnskabelig  protokol,  hvortil  kommer,  at  der  ikke  i  det  videnskabsetiske komitésystem skal ske godkendelse af enkeltpatienters forhold. Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dato: 26. marts 2004 Kontor: 1.s.kt.

17 J.nr.: 2004-1660-18 Sagsbeh.: mla Fil-navn: bilag16 Besvarelse af spørgsmål nr. 25-38 (L 188 – bilag 16), som Sundhedsudvalget    har    stillet    til    indenrigs-    og sundhedsministeren den 25. marts 2004 Spørgsmål 25: "Ministeren bedes oplyse, hvornår ministeren fik kendskab til ”Patrick”-sagen." Svar: Familien skrev til mit ministerium den 4. november 2003. Denne henvendelse blev rutinemæssigt sendt til Sundhedsstyrelsen med henblik på kommentering. Den 4. december 2003 foretog Sundhedsstyrelsen sammen med indkaldte eksperter en vurdering af sagens karakter. Den 13. januar 2004 meddelte Sundhedsstyrelsen ministeriet, at forundersøgelsesfasen, der normalt er af 2-3 måneders varighed, endnu ikke var afsluttet. Endelig faglig afklaring af mulighederne kunne forventes inden for nogle få uger. Styrelsen oplyste, at de sundhedsfaglige overvejelser tydede på, at en ægsortering ville være den bedst mulige behandling. Fra slutningen af februar var det definitivt afklaret, at der var grundlag for at tilbyde behandling med ægsortering på Rigshospitalet. Spørgsmål 26: ”Ministeren bedes oplyse, hvor lang tid forberedelsen af L 187 var undervejs?” Svar: Det fremgår af bemærkningerne til den af Folketinget den 27. maj 2003 vedtagne lov om ændring af loven om kunstig befrugtning (forskning på embryonale stamceller), at loven skulle gøres til genstand for en debat i Folketinget i indeværende samling. Som det vil være partierne bekendt, havde jeg i slutningen af 2003 grundige drøftelser med hvert enkelt parti med henblik på udarbejdelse af et forslag til lov om ændring af lov om kunstig befrugtning – L 187. Spørgsmål 27:

18 ”Ministeren bedes oplyse, om det er korrekt, at Patrick lider af den samme sygdom som Silke?” Svar: Jeg har ikke kendskab til Silkes sygdom, og jeg kan ikke anmode om personfølsomme oplysninger med henblik på at besvare spørgsmålet. Spørgsmål 28: ”Ministeren bedes oplyse, om ministeren er bekendt med, at Silke er helbredt ved medicinsk behandling?” Svar: Jeg henviser til besvarelsen af spørgsmål 27. Spørgsmål 29: ”Ministeren bedes oplyse, om medicinsk behandling ikke er en mulighed for Patrick. Hvis ikke ønskes grunden hertil oplyst”. Svar: Jeg har indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, som oplyser: ”I den konkrete sag er de medicinske behandlingsmuligheder prøvet gennem mange måneder og gentagne behandlingsforsøg, men i dette tilfælde uden virkning. Sandsynligheden for at yderligere forsøg på medicinsk helbredende behandling kan helbrede barnet vurderes nu som så lille, herunder sammenholdt med de mulige risici, at denne mulighed anses for at være udtømt. Af den grund anses fremgangsmåden med ægsortering for den eneste tilbageværende reelle mulighed for at skabe forudsætning for en helbredelse af barnet.” Jeg kan henholde mig til dette. Udvalget har i forbindelse med spørgsmålene anført: ”Med henvisning til Det Etiske Råds publikation ”Etiske problemer vedrørende kunstig befrugtning 3. del” bedes ministeren besvare følgende:”

19 Spørgsmål 30: ”Ministeren bedes oplyse om der i tilfælde af, at L 188 vedtages, i nogle tilfælde vil være nødvendigt at anvende mikroinsemination forud for præimplantationsdiagnostikken?” Svar: Jeg har indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, som oplyser: ”Der vil ikke være tale om absolut nødvendighed, men i praksis må svaret alligevel være bekræftende - man vil foretrække dette, hvor der skal udføres efterfølgende DNA-analyse, idet man herved i størst mulig udstrækning undgår fejlkilder i form af tilblanding af DNA fra andre sædceller eller såkaldte granulosaceller, der omgiver ægget. Dette har betydning for sikkerheden (præcisionen) af den efterfølgende undersøgelse af det befrugtede æg.” Jeg kan henholde mig til dette. Spørgsmål 31: ”På side 35 fremgår diverse resultater af præimplantationsdiagnostik - ministeren bedes i den forbindelse oplyse om det er korrekt, jf. tallene fra Århus 1999-2000, at der er tale om 13 par, og der er påbegyndt 27 behandlinger, hvor man har udtaget 367 æg, og at dette førte til 20 ægoplægninger med en positiv graviditetstest på 8, heraf kun 4 fostre med hjerteaktion. Aborterede kvinderne 4 fostre? Hvor mange børn blev født? Hvor mange af disse børn lever i dag? Hvor mange børn kommer procentvis ud af de 27 behandlinger (367 æg)?” Svar: Jeg har indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, hvoraf fremgår: ”Af det anførte, som forudsættes at relatere sig til MTV-rapporten om præimplantationsdiagnostik, og vedrører den første fase af udviklingen herhjemme, er sidste halvdel ikke en helt korrekt fortolkning af den stedvist vanskeligt tilgængelige fremstilling. Der var fire kvinder hvor foster(e) havde hjerteaktion, heraf var 1 tvillinggraviditet. Disse kvinder fødte fem børn, som alle lever i dag. Desuden var der ikke tale om abort af 4 fostre, men udover de nævnte kvinder med klinisk graviditet og efterfølgende fødsel, var der fire kvinder som fik positiv graviditetstest, men ikke udviklede klinisk graviditet. Det tilføjes, at fem fødte børn ud af de 27 behandlinger (ægoplægninger) udgør 18,5% fødte børn per ægoplægning.”

20 Jeg har taget disse oplysninger til efterretning. Spørgsmål 32: ”Ministeren bedes oplyse, om det er korrekt, at PGD kun udføres på forsøgsbasis og at det først blev påbegyndt som sådan i begyndelsen af 90erne. Herunder ønskes det oplyst, hvornår man begyndte PGD i Danmark henholdsvis i udlandet.” Svar: Jeg har indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, som oplyser: ”Det første barn blev født efter PGD i England 1991. I Danmark er behandlingen alene udført inden for rammerne af et videnskabsetisk godkendt regi, hvilket har fundet sted siden 1999. Det første barn blev født i 2000.” Jeg kan henholde mig til dette. Spørgsmål 33: ”Ministeren bedes oplyse om der er legale problemer i relation til Bioetikkonventionens artikel 18 (side 39), når der med lovforslaget gives mulighed for at anvende PGD mhp. at finde et befrugtet æg med særlig vævstype således at det kommende navlestrengsblod, knoglemarv eller væv i øvrigt kan anvendes til at behandle en søster/bror (side 77).” Svar: Der er ikke legale problemer i relation til Konventionen, da der efter lovforslaget ikke bliver tale om at skabe fostre med henblik på forskning. Spørgsmål 34: ”Ministeren bedes oplyse, om ministeren finder det tilstrækkelig sikkert, når Ingerslev på side 32 anfører, at der er flere begrundelser for at antage, at udtagningen af cellerne (på side 32 anføres, at man ved blastomerbiopsien udtager 1-2 celler fra det befrugtede æg) ikke har konsekvenser for fosteranlæggets udvikling bl.a. under henvisning til dyreforsøg.” Svar:

21 Jeg har indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, hvoraf fremgår: ”De anførte begrundelser, som forudsættes at relatere sig til MTV-rapporten, er væsentlige, men står ikke alene: Der er også erfaringerne. Med en international opfølgningstid på nu op til ti år, er der ikke tegn på, at undersøgelsen (som forudsætter udtagning af 1-2 celler fra det tidlige befrugtede æg) har negative konsekvenser for fostrets/donorbarnets udvikling før/efter fødslen, selv om endegyldige konklusioner vedrørende nogle spørgsmål  endnu ikke kan drages, og  for så vidt angår langtidsvirkninger ifølge sagens natur først vil kunne drages efter 25-50 års anvendelse. Det er på den baggrund muligt at foretagning en afvejning af, hvilke hensyn der kan anses for tilstrækkeligt tungtvejende til, at anvendelse anses for berettiget.” Jeg kan henholde mig til dette. Spørgsmål 35: ”Ministeren bedes oplyse, om ministeren har gjort sig nogle overvejelser om, hvad forældrene ville føle, hvis det syge barn dør før donorbarnet fødes, og hvis det viser sig at donorbarnet har taget skade eller dør grundet processen omkring præimplantationsdiagnostikken.” Svar: Spørgeren forestiller sig et sammenfald af to hver for sig meget ulykkelige begivenheder. Den førstnævnte er en mulighed, som desværre ikke kan udelukkes hvor der foreligger livstruende sygdom. Hvad angår muligheden for indtræden af den sidstnævnte begivenhed, som spørgeren forestiller sig, henvises til det anførte i besvarelsen til spørgsmål nr. 34. Jeg finder det ikke på sin plads at anstille betragtninger over den dybe sorg, som tabet af ét eller i følge spørgeren to børn ville påføre ethvert forældrepar. Det er vigtigt, at den endelige beslutning om behandlingen er forældrenes egen og også opleves som sådan, på baggrund af god faglig rådgivning om såvel positive som negative mulige konsekvenser af behandlingen. Spørgsmål 36: ”Ministeren bedes oplyse, om ministeren har gjort sig nogle overvejelser om konsekvenserne for familien, hvis det syge barn modtager blod/knoglemarv fra donorbarnet, men dør alligevel og donorbarnet dør inden for 8 år grundet manglende celler ligesom fåret Dolly. Kan ministeren garantere at dette ikke sker og angive begrundelsen herfor.”

22 Svar: Jeg har indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, hvoraf fremgår: ”Teknikken ved ægsortering består i at vælge mellem forskellige befrugtede æg, som ikke udsættes for genetisk modifikation, og hvor kloningsteknik ikke indgår. På den baggrund finder Sundhedsstyrelsen ikke at der er grundlag for at sammenligne med fåret Dolly, som var et klonet individ.” Jeg kan henholde mig til dette. Spørgsmål 37: ”Kan ministeren bekræfte at fagkundskaben vurderede forkert mht. at mulighederne var udtømte i både Silkes og Jasons tilfælde?” Svar: Som nævnt i min besvarelse af spørgsmål 27 har jeg ikke kendskab til Silkes sygdom. For så vidt angår Jason er der ikke tale om en fejl fra sagkundskabens side. Den faglige vurdering som blev lagt til grund og anført fra Sundhedsstyrelsens side var tværtimod, at der var 80 % sandsynlighed for at finde en såkaldt HLA-forligelig ubeslægtet donor, men risikoen ved at anvende ubeslægtet donor ved netop Fanconi sygdom vurderedes som meget stor på baggrund af de lægelige erfaringer med dette herhjemme og internationalt. Der kan som supplement hertil henvises til sidste del af besvarelsen til spørgsmål 1. Spørgsmål 38: ”Kan ministeren bekræfte at der er tale om en eksperimentel behandlingsform?” Svar: Sundhedsstyrelsen anser ikke behandlingsmetoden med præimplantationsdiagnostik for eksperimentel. Når behandlingen herhjemme foregår inden for rammerne af videnskabsetisk godkendte protokoller skyldes det, at der i medfør af § 21, stk. 2, i loven om kunstig befrugtning er fastsat særlige regler om godkendelse af behandlingsmetoder inden for reproduktionsområdet, der også omfatter andre forhold end de rent sundhedsfaglige.

23