1996-97 - Miljø- og Planlægningsudvalget, L 208

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Miljø- og Planlægningsudvalget
(L 208 - bilag 5)
(Offentligt)

Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg DEPARTEMENTET Christiansborg 1240 København K

J.nr. SN 1996-101-0141

Den 16. maj 1997

^./. Under henvisning til 1. behandlingen den 24. april 1997 af L 208 om ændring af bestemmelserne i naturbeskyttelsesloven om forrentning af fredningserstatninger fremsender jeg, som tilkendegivet, Skov- og Naturstyrelsens notat af 15. maj 1997 om problemstillingen.

Som det fremgår af notatet, kan det, på baggrund af en gennemgang af taksations- og domstolspraksis inden for vejlovgivningens område, konstateres, at erstatning for ekspropriative indgreb som altovervejende hovedregel udmåles efter værdiforholdene på tidspunktet for ekspropriationsbeslutningen og forrentes fra dette tidspunkt.

Dette stemmer med dansk erstatningsrets regler om, at krav tidligst opstår og derfor tidligst forfalder, når skaden/tabet er en kendsgerning, og at krav tidligst forrentes fra det tidspunkt, hvor de er forfaldne.

Kun i de ganske særlige tilfælde, hvor et egentligt tab i form af forgæves afholdte udgifter kan tidsfæstes til perioden forud for ekspropriationsbeslutningen, ydes erstatning for ekspropriationsforberedende foranstaltninger.

Det er i overensstemmelse med disse overordnede synspunkter, at heller ikke fredning berettiger til erstatning og forrentning af denne før det tidspunkt, hvor fredningens gennemførelse er en kendsgerning.

Det fremgår endvidere af notatet, at de hensyn, som lovforslaget ønsker at tilgodese, bliver imødekommet med de gældende regler og praksis om erstatning og forrentning. Det begrundes med, at der idag tilkendes forhøjet erstatning i fredningssager, der har verseret meget længe, og med at der er fast praksis for at tilkende særskilt erstatning i alle tilfælde, hvor der kan dokumenteres et særligt tab, som ikke manifesterer sig i handelsværdien og dermed i den almindelige erstatning for nedgangen i handelsværdien som følge af fredningen. Sådanne tab og ulemper bør kompenseres gennem erstatning og ikke ved tillæg af renter, som typisk ikke kan svare til det tab, der skal dækkes. Det bemærkes i den forbindelse, at renter i modsætning til erstatning beskattes.

Endelig består der fortsat en hjemmel til at fremrykke forrentningstidspunktet, som idag anvendes sjældent, men som kan forventes anvendt noget oftere fremover, fordi det kan være relevant i fredningssager, som griber ind i allerede igangværende lovlig drift af ejendommen, hvilke der må forventes at blive flere af.

I notatet refereres endvidere de tiltag, der er og vil blive gjort med henblik på at nedbringe sagsbehandlingstiden og mindske generne for lodsejerne, medens fredningssagen verserer.

Som nævnt ovenfor finder Skov- og Naturstyrelsen, at alle, der omfattes af en fredningssag, idag får fuld erstatning for de tab, fredningen påfører dem.

Under indtryk af den udvikling fredningerne undergår for tiden, har jeg bedt Skov- og Naturstyrelsen om at følge denne udvikling i lyset af de problemstillinger, der er beskrevet i notatet.

Svend Auken / Ole Christiansen

N O T A T SKOV- OG NATURSTYRELSEN

Landskab

J.nr. SN 1996-101-0141 Ref. LFH

Notat om forrentning af Den 15. maj 1997 fredningserstatninger.

Under 1. behandlingen den 14. april 1997 af lovforslag nr. L 208 om ændring af lov om naturbeskyttelse (forrentning af fredningserstatninger) gav miljø- og energiministeren tilsagn om at fremsende et notat om problemstillingen vedrørende tidspunktet for forrentning af fred-ningserstatninger til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, idet ministeren samtidig tilkendegav, at der var tale om en kompliceret problemstilling.

Med lovforslaget er forslået en ændring af reglerne i naturbeskyttelsesloven om forrentning af fredningserstatninger, hvorefter erstatningen forrentes fra det tidspunkt, hvor fredningssagen rejses ved fredningsnævnets bekendtgørelse. Begrundelsen herfor er ifølge bemærkningerne til lovforslaget, at restriktionerne lægges på lodsejerens ejendom/areal fra dette tidspunkt, og at naturbeskyttelsesloven med den foreslåede ændring vil følge andre ekspropriationsretlige regler.

På baggrund af nedenstående gennemgang af regler og praksis efter naturbeskyttelsesloven og anden relevant lovgivning er det Skov- og Naturstyrelsens konklusion, at en fremrykning af forrentningstidspunktet som foreslået ikke er
i overensstemmelse med de erstatningsretlige regler indenfor dansk ekspropriationslovgivning. Det er endvidere styrelsens vurdering, at de hensyn, som lovforslaget ønsker at tilgodese, bliver imødekommet med gældende regler og praksis om erstatning og forrentning af denne i naturbeskyttelsesloven.

De gældende regler i naturbeskyttelsesloven.

Reglerne om fredning og den hertil knyttede erstatning findes i lov nr. 9 af 3. januar 1992 om naturbeskyttelse med senere ændringer. Tidligere fandtes reglerne i naturfredningsloven. Den første naturfredningslov var lov nr. 245 af 8. maj 1917, der siden blev afløst af lov nr. 140 af 7,. maj 1937, der igen blev afløst af lov nr.
314 af 18. juni 1969.

Der blev først indsat regler om forrentning af fredningserstatninger ved ændringen af naturfredningsloven i 1969. Reglerne i 1969-loven svarer til de gældende regler i naturbeskyttelseslovens §§ 37 og 39.

En fredningssag rejses formelt ved, at fredningsnævnet foretager offentlig bekendtgørelse af et fredningsforslag, jf. naturbeskyttelseslovens § 37, stk.. 1. Når der er foretaget offentlig bekendtgørelse, må der efter § 37, stk. 2 ikke foretages noget, som strider mod de foreslåede fredningsbestemmelser. Ligesom i de tidligere naturfredningslove har de foreslåede fredningsbestemmelser således retsvirkning allerede fra rejsningstidspunktet.

Gennemføres fredningen, fastsætter fredningsnævnet efter § 39, stk. 1, erstatning til ejere, brugere og andre indehavere af rettigheder over de fredede ejendomme for det tab, som fredningen påfører dem.

Forrentning af fredningserstatninger sker ifølge naturbeskyttelseslovens § 39, stk. 3 fra datoen for fredningsnævnets afgørelse, og indtil erstatningen udbetales. Under særlige omstændigheder kan fredningsnævnet (og senere Naturklagenævnet, jf. § 43) fastsætte et andet (tidligere eller senere) begyndelsestidspunkt for forrentningen.

Bemærkningerne til naturbeskyttelsesloven indeholder ikke en nærmere redegørelse for reglerne om forrentning af fredningserstatninger, idet disse som nævnt er en videreførelse af reglerne fra 1969-loven. Om bestemmelserne i 1969-loven er
i bemærkningerne til lovforslaget (Folketingstidende 1968-69, tillæg A , sp. 1855f) anført:

"Bestemmelserne i stk. 3 og 4 er nye. De svarer i det væsentlige til de tilsvarende regler i ekspropriationsproceslovens §§ 22 og
25. Spørgsmålet om, hvilket tidspunkt der skal være afgørende for erstatningsfastsættelsen, er nærmere omtalt i betænkningen, s. 354."

Den nævnte ekspropriationsproceslov var blevet vedtaget i 1964.

Naturfredningskommissionens betænkning (467/1967) om naturfredning, indeholder på s.
354 følgende afsnit om vurderingstidspunktet og renteberegning:

"Det anføres i ekspropriationslovsbetænkningen, s. 39, at man ikke har anset det for nødvendigt at foreslå en regel om, hvilket tidspunkt der skal tages hensyn til, når erstatningen fastsættes. Der har navnlig været diskussion om, hvorvidt man skal tage hensyn til forholdene ved ekspropriationsbeslutningen eller på afståelsestidspunktet. Ved ekspropriation efter forordning af 5. marts 1845 har spørgsmålet i almindelighed ligget klart, idet datoen for selve ekspropriationsbeslutningen og tidspunktet for erstatningsfastsættelsen er sammenfaldende og tillige afgørende for ejendomsovergangen, jf. også ekspropriationslovens §§ 15 og 17, hvor det dog anføres, at særlige tilfælde kan føre til en fravigelse. Efter ekspropriationslovens §
22 forrentes erstatningsbeløbene i overensstemmelse hermed fra ekspropriationsbeslutningen, dog at et andet begyndelsestidspunkt under særlige omstændigheder kan fastsættes i kendelse eller forlig. Den årlige rente, der tidligere udgjorde 4 % p.a., udgør nu 1 % mere end den af Danmarks Nationalbank fastsatte, på ekspropriationstidspunktet gældende, diskonto.

Det kan hævdes, at det tidspunkt, der nærmest svarer til det sædvanlige vurderingstidspunkt efter ekspropriationslovens ordning, er datoen for fredningssagens rejsning, idet der allerede fra dette tidspunkt i henhold til naturfredningslovens § 10, stk. 1, 2. pkt., ikke må foretages noget, der kan danne hindring for eller vanskeliggøre sagens gennemførelse. Det har imidlertid inden for naturfredningslovens område igennem et meget langt tidsrum været praksis at fastsætte fredningserstatningerne pr. datoen for fredningsnævnets kendelse og at forrente fredningserstatningerne fra samme dato, siden
1. oktober 1964 med 6 % p.a. Det må antages, at dette som følge af de stigende priser på fast ejendom - ikke mindst i de områder, hvor fredning er aktuel - i almindelighed har været fordelagtigere for lodsejerne end vurdering pr. og forrentning fra et tidligere tidspunkt, eventuelt fra fredningssagens rejsning, og derved har medvirket til at dæmpe den kritik, der fra tid til anden fremkommer over den lange tid, som fredningssager kan tage.

Der ses, uanset at denne ordning har været kritiseret af 3. revisionsdepartement, jf. statsrevisorernes tillægsbetænkning for 1965-66, s. 188 ff., ikke at være grund til at fravige den hidtidige ordning med hensyn til vurderingstidspunktet, idet det forudsættes, at der i særlige tilfælde - således som det også hidtil har været tilfældet - ligesom efter ekspropriationsloven kan blive tale om at fravige det sædvanlige tidspunkt. Med hensyn til rentefodens højde, finder kommissionen derimod, at man bør følge ekspropriationslovens regel."

Gennemføres en fredning ikke, er der i naturbeskyttelseslovens § 39, stk. 2 hjemmel til efter anmodning at tilkende en privat ejer eller bruger en godtgørelse i anledning af tab ved ikke at have kunnet udnytte ejendommen som hidtil i tiden mellem den offentlige bekendtgørelse af fredningsforslaget og beslutningen om, at fredningen ikke skal gennemføres. Det er Skov- og Naturstyrelsens opfattelse, at alle også i disse tilfælde får fuld kompensation for de tab og ulemper, fredningssagen har påført dem. Det kan imidlertid overvejes, om godtgørelsesbestemmelsen på sigt, under indtryk af den generelle udvikling på erstatningsområdet, skal ændres til en egentlig erstatningsbestemmelse.

Administrativ praksis og domstolspraksis vedrørende erstatning og forrentning af fredningsindgreb.

Fredning anses generelt for en indgribende foranstaltning af ekspropriativ karakter. Det følger heraf, at bestemmelser om fredningserstatning må forstås og fortolkes i overensstemmelse med bestemmelsen i Grundlovens § 73, hvorefter den af indgrebet berørte er berettiget til fuldstændig erstatning.

Erstatning som følge af fredning udmåles i overensstemmelse hermed, som svarende til ejendommens værdiforringelse som følge af fredningen. Der ydes som udgangspunkt ikke en særskilt godtgørelse for eventuelle tab/gener, som kan henføres til perioden, medens fredningssagen verserer, idet sådanne eventuelle tab/gener vil indgå i erstatningsfastsættelsen efter § 39, stk. 1, jf. således Karnov 1995, s. 1883, note 211.

Administrativ praksis viser således, at der ved meget langvarige fredningssager er en tendens til ved erstatningsudmålingen at give kompensation for den indskrænkede rådighed i perioden, medens sagen verserede.

Der findes ikke trykte domme, der belyser spørgsmålet, men følgende afgørelser fra "Kendelser om fast ejendoms regulering" (KFE) kan nævnes:

Ved KFE 1978.114 blev en erstatning for en status quo-fredning forhøjet under hensyn til fredningssagens lange varighed (8 år).

Ved KFE 1986.79 fandtes grundtaksten ved erstatningsudmålingen at burde forhøjes som følge af sagens lange varighed (16 år).

I KFE 1987.119 forhøjede Overfredningsnævnet, bl.a. under henvisning til den langvarige behandling af fredningssagen, den af fredningsnævnet fastsatte erstatning.

I KFE 1987.139 blev en sådan forhøjelse ikke givet trods påstand om, at der ved erstatningsfastsættelse skulle tages hensyn til fredningssagens lange varighed. Det tilkendegaves, at fredningserstatningen måtte fastsættes til det beløb, der svarede til det ved fredningen påførte tab, som måtte antages at svare til den nedgang i ejendommenes handelsværdi, som fredningen medførte.

Hertil kommer Naturklagenævnets afgørelse af
12. september 1994 (sag nr. 111/700-0001), hvorefter der skete en forhøjelse af grundtaksten under hensyntagen til, at der var forløbet lang tid fra fredningsforslagets fremsættelse til fredningens gennemførelse.

Det er endvidere fast praksis, at der i alle tilfælde, hvor der kan dokumenteres særlige tab, som ikke manifesterer sig i handelsværdien og dermed den almindelige erstatning for handelsværdinedgangen, tilkendes en supplerende erstatning herfor. Som eksempel herpå kan nævnes KFE 1996, 202, hvorefter der ved Naturklagenævnets afgørelse af 31. marts 1996 blev der tilkendt ejeren en supplerende erstatning på 120.000,- kr for tab ved salg af planter, indkøbt til tilplantning.

Skov- og Naturstyrelsen har ikke kendskab til, at lodsejere eller brugere, der omfattes af en fredning, med de i lovforslaget anførte begrundelser ikke har fået fuld kompensation for lidte tab og ulemper.

Derimod er hjemmelen til at forrente fredningserstatningen fra sagens rejsning kun sjældent anvendt som kompensation for særlige tab eller en langvarig sagsbehandling:

I Ugeskrift for Retsvæsen (UfR) 1983, side 525H, havde Vestre Landsret under henvisning til sagens langvarige behandling (11 år) tillagt renter af erstatningen fra fredningssagens rejsning med bemærkning om, at prisforholdene på dette tidspunkt (og dermed også forrentningen) var lagt til grund ved erstatningsfastsættelsen. Ifølge fredningsbestemmelserne skulle arealet vedblivende anvendes til almindelig landbrugsdrift. Forrentningsspørgsmålet forelå, som sagen faldt ud, ikke til påkendelse for Højesteret.

I KFE 1984.155 blev erstatning for afståelse af en ejendom forrentet fra det tidspunkt efter fredningsnævnets kendelse, men inden overfredningsnævnets kendelse, hvor ejeren efter Fredningsstyrelsens forslag tilsluttede sig en løsning, hvorefter ejendommen skulle afstås til staten.

I KFE 1987.139 havde en grundejer under henvisning til fredningssagens lange varighed påstået fredningserstatningen forrentet fra et tidligere tidspunkt end datoerne for Fredningsnævnets afgørelser af henholdsvis
15. november 1984 og 6. februar 1985. Sagen var rejst i 1973. Den samlede erstatning blev efter Overfredningsnævnets afgørelse forrentet fra den 15. november 1984.

I KFE 1991.53 blev der uanset sagens varighed
(10 år) statueret forrentning fra datoen for fredningsnævnets afgørelse. I en note til afgørelsen bemærkes det: "Det er uhyre sjældent, at fredningserstatninger forrentes fra et andet tidspunkt end datoen for fredningsnævnets afgørelse, jf. hovedregelen i naturfredningslovens § 19, stk. 4. I særligt langvarige fredningssager ses imidlertid en dermed begrundet forhøjelse af erstatningen".

I KFE.94.55 blev der, under henvisning til fredningssagens langvarige forløb, der bl.a. havde bevirket, at grundejeren i væsentligt omfang havde været forhindret i at foretage skovhugst, statueret forrentning af erstatningen fra datoen for bekendtgørelsen om fredningssagens rejsning.

I trykt retspraksis findes ikke eksempler på tilkendelse af forsinkelseserstatning eller erstatning for tab i mellemperioden.

Retsregler og praksis vedrørende forrentning af erstatning for ekspropriative indgreb efter anden lovgivning.

Vejlovgivningen og dens anvendelsesområde.

Vejlovgivningens bestemmelser om ekspropriation, ekspropriationserstatning og forrentning har et meget vidt anvendelsesområde, idet reglerne tillige finder anvendelse ved ekspropriation i henhold til en række andre love. Som eksempler på love, der henviser til vejlovgivningens ekspropriationsbestemmelser kan nævnes lov nr. 382 af 13/7-1990 om varmeforsyning, lov nr. 81 af 10/2-1986 om bygningsfredning, lovbekg. nr. 590 af 27/7-1994 om miljøbeskyttelse, lovbekg. nr.
404 af 19/5-1992 om vandløb, lovbekg. nr. 1007 af 28/11-1996 om råstoffer. Opremsningen er ikke udtømmende.

Lov om offentlige veje, lovbekg. nr. 532 af
20. juni 1994 indeholder hjemmel til at ekspropriere til vejanlæg og tilslutningsanlæg til vejanlæg. Loven indeholder endvidere bestemmelser om erstatningens fastsættelse og prøvelse.

I vejlovens § 46, stk. 1 er bestemt, at ekspropriation til hovedvejsanlæg sker efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom, lovbekendtgørelse nr. 522 af 4. juli 1991, ( statsekspropriationsloven).

Bestemmelserne om fremgangsmåden ved ekspropriation efter denne lov finder i medfør af § 1 anvendelse ved ekspropriation af fast ejendom for staten eller koncessionerede selskaber, når der i lovgivningen er hjemlet ekspropriation til formålet.

En række love, som hjemler ekspropriation, indeholder i overensstemmelse hermed bestemmelser om, at statsekspropriationslovens regler finder anvendelse. Som eksempel herpå kan nævnes lov nr. 291 af 10. juni 1981 om etablering og benyttelse af en rørledning til transport af råolie og kondensat, § 4 og lovbekendtgørelse nr. 162 af 7. marts 1994 om luftfart, § 61.

Vejlovgivningen indeholder ikke nærmere bestemmelser om, hvorledes erstatning for ekspropriative indgreb skal udmåles, bortset fra den helt generelt formulerede henvisning til dansk rets almindelige erstatningsregler
i vejlovens § 51, jf. herom nedenfor. Vejloven indeholder endvidere i § 69 en bestemmelse om, at en ændring af adgangsforhold til offentlig vej ikke berettiger til erstatning.

Heller ikke den øvrige ovenfor nævnte lovgivning indeholder nærmere bestemmelser om udmåling af ekspropriationserstatning.

En bedømmelse af, i hvilket omfang ekspropriationsforberedende indgreb berettiger til erstatning eller forrentning forud for selve ekspropriationen, må derfor ske på grundlag af ordlyden af de bestemmelser, som indeholder hjemmelen til de pågældende indgreb, sammenholdt med de takserende kommissioners og domstolenes praksis.

Da indgreb med hjemmel i vejlovgivningen formentlig udgør langt størstedelen af de eksproprative indgreb, som foretages og er foretaget, og da de i den øvrige lovgivning indeholdte ekspropriationsregler i alt overvejende grad henviser til vejlovgivningens regler, er redegørelsen for relevante bestemmelser i lovgivningen og praksis afgrænset til vejlovgivningens område.

Bestemmelser vedrørende ekspropriative indgreb i vejlovgivningen

Byggelinier

Efter vejlovens §§ 34 og 35 kan vejmyndighederne pålægge en ejendom byggelinier til sikring af en eksisterende vejs udvidelse, sikring af oversigtsforhold eller sikring af fremtidige vejanlæg med den virkning, at de byggeliniesikrede arealer på ejendommen ikke må bebygges eller ændres.

Hvis ejeren af et areal, der er pålagt byggelinier, afskæres fra en udnyttelse af arealet, der er økonomisk rimelig eller forsvarlig under hensyn til ejendommens beliggenhed og beskaffenhed, og som svarer til den udnyttelse, der finder sted af andre tilgrænsende eller omliggende arealer, kan ejeren begære arealet overtaget af vejbestyrelsen mod erstatning i medfør af § 38, stk. 1. Af bestemmelsen fremgår modsætningsvis, at byggeliniepålæg ikke i øvrigt berettiger ejeren til erstatning.

Bestemmelserne er en videreførelse af bestemmelserne i §§ 40, 41 og 46 i vejbestyrelsesloven fra 1957.

Forarbejderne til bestemmelserne i Vejlovudvalgets betænkning nr. 117/1955 "De offentlige veje", side 93-96, indeholder ikke bidrag til bedømmelsen af de erstatningsspørgsmål, som bestemmelserne kunne give anledning til.

Ekspropriation Bestemmelser om ekspropriation og taksation blev indsat i vejloven som kap. 5 ved lov nr. 286 af 7. juni 1972 om ændring af lov om offentlige veje. Hjemmelen til at foretage ekspropriation til veje og tilsluttende anlæg er indeholdt i § 43.

Om erstatningens udmåling er i § 51, stk. 1 bestemt, at denne foretages efter lovgivningens almindelige regler. Bestemmelsen svarer til den tidligere gældende bestemmelse i vejbestyrelseslovens § 26, stk. 1.

I forarbejderne til bestemmelsen i Betænkning nr. 117/1955 "De offentlige veje", s. 83, henvises alene til bestemmelsen i grundlovens § 73 og praksis efter forordningen af 5. marts 1845.

Statsekspropriationsloven indeholder ikke bestemmelse om de kriterier, efter hvilke ekspropriationserstatning skal udmåles.

Forrentning

Om forrentning af ekspropriationserstatning er i § 63 bestemt, at ekspropriationserstatning forrentes fra datoen for beslutningen om ekspropriationens gennemførelse, men at et andet begyndelsestidspunkt dog kan fastsættes, når omstændighederne taler derfor.

I forarbejderne til bestemmelsen i Folketingstidende 1971-72, Tillæg A, spalte 1147 er anført, at bestemmelsen er ny, men svarer til bestemmelsen i statsekspropriationslovens § 22.

Om forrentning af erstatning er i statsekspropriationslovens § 22 bestemt:
"Erstatningsbeløbene forrentes fra datoen for den i § 15, stk. 4, omhandlede beslutning om ekspropriation, dog at et andet begyndelsestidspunkt under særlige omstændigheder kan fastsættes i kendelse eller forlig."

I bemærkningerne til lovforslaget i Folketingstidende 1963-64, Tillæg A, spalte 830, er om "et andet begyndelsestidspunkt" anført: "Dette vil f.eks. være praktisk, når ekspropriaten helt eller delvis beholder brugen af det eksproprierede et stykke tid efter ekspropriationens dato."

Teori og praksis vedrørende berettigelsen af krav om erstatning for ekspropriationsforberedende foranstaltninger og vedrørende forrentningens begyndelsestidspunkt

Det er i den juridiske teori antaget, at forbud nedlagt i medfør af vejlovens §
36 og byggeliniepålæg udstedt i medfør af lovens §§ 34 og 35 som altovervejende hovedregel er at anse som erstatningsfri regulering.

Kun i de særlige tilfælde, hvor indgrebene medfører, at projektomkostninger er afholdt forgæves, ydes erstatning. I givet fald forrentes erstatningen fra tidspunktet for forbudets nedlæggelse. Herom henvises til F.J. Boas, Vejbestyrelsesloven, 1962, side 178-179, O. Friis-Jensen, Taksationsproces, 1975, side 91, I.A. Abitz, Vejlovene med kommentarer, 1981, side 174, O. Friis-Jensen i W.E. von Eyben, Dansk Miljøret, IV, 1978, side
91 og O. Friis-Jensen i W.E. von Eyben, Miljørettens Grundbog, 1986, side 175.

Poul Andersen har i sin artikel i UfR 1966 B, s. 278 f, "Nogle Spørgsmaal vedrørende Ejerdispositioners Indflydelse paa Erstatningen ved Ekspropriation af fast Ejendom.", på side 285 anført, at der normalt ikke er grundlag for at yde erstatning for tab, som kan henføres til tiden forud for selve ekspropriationen, og at et erstatningsgrundlag formentlig kun vil foreligge, når sagen trækker i langdrag.

Som et eksempel på tilkendelse af erstatning for rådighedsindskrænkning i perioden forud for den formelle ekspropriation kan nævnes Højesterets dom i UfR 1961, side 558. Her fik ejeren af en ejendom, som blev eksproprieret i 1957, bl.a. erstatning for, at hun på grund af den påtænkte ekspropriation havde været afskåret fra at bebygge ejendommen siden 1950. Erstatningen indeholdt et beløb til dækning af forgæves afholdte udgifter til arkitekt. Erstatningen forrentedes fra ekspropriationstidspunktet.

Dommen er kommenteret af Jørgen Trolle i TfR 1961, s. 569 f. Han anfører, at der ikke blandt Højesterets flertal var tvivl om, at de forgæves afholdte arkitektudgifter burde erstattes. Om et af ekspropriaten rejst krav om erstatning for skatte- og rentetab vedrørende perioden 1950-1957 er anført, at den faktiske begrænsning i ejerens rådighed over ejendommen i perioden fra 1950-1957 virkede, som om anlægsmyndigheden i 1950 havde eksproprieret sig til en servitut på ejendommen, og at dette enten efter en analogi fra ekspropriationsregler eller ud fra erstatningsgrundsætninger måtte begrunde erstatningspligt. Dette måtte føre til erstatning for det lidte tab ved, at der ikke havde kunnet bygges, men strengt taget ikke til dækning af skatter og renter (med fradrag af sparet skat). Det er endelig anført, at skatte- og rentetab kunne anses for dækket ved ejendommens værdistigning i perioden.

I Taksationskendelser I.24 tilkendte Overtaksationskommissionen ekspropriationserstatning med tillæg af rente fra det tidspunkt forud for ekspropriationen, da ejendommen var stillet til ekspropriantens rådighed.

I Taksationskendelser I.75 er gengivet en kendelse, hvorved der blev tilkendt ekspropriaten renter forud for ekspropriationen med den begrundelse, at der ved rentetillægget blev ydet ekspropriaten erstatning for det tab, som var lidt som følge af rådighedsbegrænsning forud for ekspropriationen.

Kendelsen kritiseres af Poul Andersen i den ovenfor nævnte artikel s. 285 med bemærkning om, at det ikke er sikkert, at et sådant rentebeløb svarer til det tab, som bør dækkes.

I Taksationskendelser I.114 tilkendte Taksationskommissionen 3 brugshavere, som på grund af et i medfør af vejbestyrelseslovens § 42 nedlagt forbud havde været hindret i deres råden, erstatning for forgæves afholdte projekteringsudgifter. Et krav om erstatning for manglende mulighed for at disponere over ejendommen ved bebyggelse i forbudets løbetid blev derimod afvist. Den tilkendte erstatning forrentedes fra datoen for nedlæggelse af det foreløbige forbud.

Taksationskendelser II.55 vedrørte spørgsmål om erstatning for nedlæggelse af forbud
i medfør af vejbestyrelseslovens § 42 og byggeliniepålæg i medfør af samme lovs § 41. Ejeren af ejendommen tilkendtes erstatning for forgæves afholdte projekteringsudgifter med tillæg af renter fra forbudets nedlæggelse. Erstatning fra vejmyndighedernes overtagelse af ejendommen efter byggeliniepålægget kunne imidlertid først forrentes fra tidspunktet for ejendommens overtagelse.

I Taksationskendelser III.21 tilkendtes en ekspropriat erstatning med tillæg af renter fra tidspunktet for anlægsmyndighedernes påbegyndelse af anlægsarbejderne forud for selve ekspropriationen.

I disse to sager er der tale om erstatning for faktisk afholdte projekteringsomkostninger og ikke for en almindelig rådighedsindskrænkning.

KFE 1984.122 vedrørte erstatning for overtagelse af 2 ejendomme, på hvilke der den 17. de cember 1980 var nedlagt forbud i medfør af vejlovens § 36 mod bebyggelse m.v., og som den 21. juni 1982 blev pålagt byggelinie i medfør af vejlovens § 35. Efter at lodsejerne havde begæret ejendommene overtaget, tilkendtes de pågældende erstatning med tillæg af renter fra tidspunktet for forbudets nedlæggelse.

I denne sag var der ikke afholdt projekteringsomkostninger, men forløbet endte med overtagelse af den faste ejendom.

Der er så vidt ses ikke eksempler på, at der er blevet ydet erstatning i tilfælde, hvor et forbud udløber, uden at der gennemføres en ekspropriation.

Nogle bemærkninger om planlovgivningen

Det ligger ganske fast, at den generelle regulering af brugen af fast ejendom i medfør af især bestemmelser i planloven kan gennemføres erstatningsfrit.

Ændret planlægning har imidlertid kun virkning for fremtiden og berører ikke lovligheden af den eksisterende anvendelse.

Er en ændring af den eksisterende anvendelse påkrævet, må ejendommen eksproprieres eller efter ejerens begæring overtages af kommunalbestyrelsen i medfør af bestemmelsen i §§ 47 og 48. I så fald findes vejlovens bestemmelse om taksation anvendelse.

Når forslag til lokalplan er offentliggjort, må ejendommen, der er omfattet af forslaget, ikke bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige plans indhold, jf. planlovens § 17, stk. 1. Bestemmelsen finder kun anvendelse, indtil den endeligt vedtagne eller godkendte lokalplan er offentliggjort efter § 30 og højst i et år efter forslagets offentliggørelse. Bestemmelsen ses ikke at have givet anledning til erstatning.

I planlovens § 14 er bestemt, at en kommunalbestyrelse kan nedlægge forbud mod, at der retligt eller faktisk etableres forhold, som kan hindres ved lokalplan. Forbud kan nedlægges for et år.

Heller ikke nedlæggelse af forbud berettiger til erstatning, idet det antages at være et led i en erstatningsfri regulering, jf. Anne Birte Boeck, Lov om planlægning, 1994, s. 137.

Særligt om sagsbehandlingstiden.

Miljø- og energiministeren fremsendte den 21. marts 1997 et af Skov- og Naturstyrelsen udarbejdet notat om sagsbehandlingstiden i fredningssager til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

I notatet peges der på de initiativer, der hidtil er taget for at nedbringe sagsbehandlingstiden - først og fremmest i forbindelse med vedtagelsen af naturbeskyttelsesloven - og som allerede synes at have haft en positiv effekt på sagsbehandlingstiden.

Endvidere peges der på en række yderligere initiativer til at nedbringe generne for de berørte lodsejere mest muligt. Der vil således snarest blive indsat en hjemmel i forretningsordenen for såvel fredningsnævn som Naturklagenævn til at fastsætte frister for afgivelse af udtalelser m.v. i fredningssager.

Endvidere er fredningsmyndighederne blevet meget opmærksomme på, at verserende fredningssager ikke belaster lodsejere unødigt. Dette kan tilgodeses ved, at fredningsnævnet under sagsbehandlingen i videst muligt omfang giver dispensation fra de midlertidige retsvirkninger, ligesom der i særligt indgribende fredningssager kan ske á conto udbetaling af erstatning til en lodsejer, hvis økonomi er truet af en verserende fredningssag.

Endelig vil Skov- og Naturstyrelsen snarest opfordre de sagsrejsere, som er opregnet i loven, til i deres fredningsforslag at tage stilling til, om de foreslåede fredningsbestemmelser bør have retsvirkning straks ved sagens rejsning eller først ved den endelige afgørelse af sagen. Det vil især være relevant i fredningsforslag, der indebærer indskrænkninger i eksisterende aktiviteter eller igangværende drift af ejendommen, og hvor disse rådighedsindskrænkninger - uden at forskertse formålet med fredningen - kan udsættes, til sagen er afgjort.

Skov- og Naturstyrelsen vil i øvrigt følge udviklingen nøje.

Sammenfatning

Gennemgangen ovenfor af taksations- og domstolspraksis inden for vejlovgivningens område viser, som antaget i den juridiske teori, at erstatning for ekspropriative indgreb som altovervejende hovedregel udmåles efter værdiforholdene på tidspunktet for ekspropriationsbeslutningen og forrentes fra dette tidspunkt.

Dette stemmer med dansk rets almindelige regler om, at erstatningskrav opstår og derfor tidligst forfalder, når skaden/tabet er en kendsgerning, og at krav tidligst forrentes fra det tidspunkt, de er forfaldne. Kun i de ganske særlige tilfælde, hvor et egentligt tab i form af forgæves afholdte udgifter kan tidsfæstes til perioden forud for ekspropriationsbeslutningen, ydes erstatning for ekspropriationsforberedende foranstaltninger.

Det stemmer godt med disse overordnede synspunkter, at heller ikke fredning berettiger til erstatning og forrentning af denne før det tidspunkt, hvor fredningens gennemførelse er en kendsgerning. En fremrykning af forrentningstidspunktet i overensstemmelse med lovforslaget vil således ikke være i overensstemmelse med erstatningsretlige regler inden for dansk ekspropriationslovgivning.

I overensstemmelse med disse synspunkter tilkendes der i tilfælde, hvor en fredningssag har verseret meget længe, typisk en forhøjet fredningserstatning, ligesom det er fast praksis, at der i de tilfælde, hvor der kan dokumenteres særlige tab, som ikke kompenseres gennem den almindelige erstatning for nedgangen i handelsværdien, tilkendes en forhøjet erstatning.

På den baggrund har hjemmelen til i særlige tilfælde at tilkende en tidligere forrentning kun været anvendt yderst sjældent som kompensation for særlige tab eller lang sagbehandlingstid, idet et sådant rentebeløb typisk ikke kan svare til det tab, som bør dækkes. Et tab skal således ikke kompenseres med en rente men med en erstatning. Det skal i den forbindelse bemærkes, at renter i modsætning til erstatningen beskattes.

Det bemærkes endvidere, at et fredningsforslag, uanset at det "binder" de berørte fra sagens rejsning, i praksis ikke gælder for alle dele af forslaget. Eksempelvis vil forslag om åbning af arealer for offentligheden, stiudlæg, arealafståelse, driftsændringer og naturgenopretning først få virkning/blive realiseret, når fredningen er endeligt afgjort af Naturklagenævnet.

Hjemmelen til at tilkende tidligere forrentning vil dog fortsat kunne tænkes anvendt i fredningssager, hvis midlertidige retsvirkninger er meget indgribende og forhindrer ejeren i at fortsætte en igangværende lovlig anvendelse af sin ejendom allerede fra sagsrejsningstidspunktet. Denne type fredningssager, som hidtil har været sjældne, må der forventes af blive flere af fremover.

De hensyn, som lovforslaget ønsker at tilgodese, bliver således imødekommet med de gældende regler og praksis om erstatning og forrentning af denne i naturbeskyttelsesloven.

Hertil kommer, at de ovenfor nævnte initiativer til at nedbringe sagsbehandlingstiden og generne for lodsejerne, medens sagen verserer, i høj grad vil medvirke til at imødegå de i lovforslaget rejste problemstillinger.

Skov- og Naturstyrelsen vil følge udviklingen på området nøje.

(Løbenr. 17405)