Skriftlig fremsættelse (16. april 1998)
  Fødevareministeren (Henrik Dam Kristensen):
  Jeg skal herved for det høje Ting fremsætte:
  Forslag til lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække.
  (Lovforslag nr. L 58).
  Lovforslaget er en opfølgning på regeringens aftale med SF, V, K og CD om Vandmiljøplan II. Lovforslaget skal ses i sammenhæng med forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse, lov om naturbeskyttelse, lov om vandløb og lov om planlægning og forslag til lov om ændring af lov om vandforsyning
m.v., lov om miljøbeskyttelse og lov om planlægning, som begge fremsættes af miljø- og energiministeren, og forslag til lov om afgift af kvælstof indholdt
i gødninger m.m., som fremsættes af skatteministeren, som alle er et led i opfølgningen på opfyldelse af aftalen om Vandmiljøplan II. Aftalen om Vandmiljøplan II indeholder en række forskellige initiativer, bl.a. øgede bevillinger til genopretning af vådområder, skovrejsning, økologisk landbrug og til anden miljøvenlig landbrugsdrift. Derudover omfatter planen en generel reduktion af gødningstilførslen, bedre udnyttelse af næringsstofressourcerne i form af krav om bedre udnyttelse af kvælstof i husdyrgødningen, skærpede harmonikrav og indførelse af et krav om 6% græsefterafgrøder. Formålet med nærværende lovforslag er en gennemførelse af ovenstående aftale. Der etableres en sammenhæng imellem afgiftssystemet og gødningsplanreguleringen, hvorefter alene virksomheder, der er registreret i gødningsplansystemet, kan erhverve afgiftsfri gødning. Lovforslaget skaber således grundlag for en tilpasning af de hidtidige regler om jordbrugets anvendelse af gødning, som blev gennemført som et resultat af Handlingsplanen for en bæredygtig udvikling i landbruget. Forslaget til lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække lovfæster gødningsregnsskabsreguleringen og danner grundlag for en sænkning af kvælstofnormen. Der foreslås en skærpet sanktionspraksis i form af faste bødestørrelser ved overgødskning samt et øget bødeniveau. Der foreslås endvidere fastsat krav til udnyttelse af kvælstof i husdyrgødning og krav om efterafgrøder.
  I den udstrækning en opstramning af harmonikravene for svinesektoren medfører øget arealkrav vil Fødevareministeren vurdere konsekvenserne heraf.

  Idet der i øvrigt henvises til lovforslaget med bemærkninger, anbefales det til Folketingets velvillige behandling.