L 73 (som vedtaget): Forslag til lov om ændring af lov om byfornyelse. (Helhedsorienteret byfornyelse og aftalt boligforbedring).
§ 1
I lov nr. 381 af 10. juni 1997 om byfornyelse, som ændret ved § 3 i lov
nr. 970 af 17. december 1997, foretages følgende ændringer:
1. Overalt i loven ændres »Boligministeren« til:
»Bolig- og byministeren«, »boligministeren« ændres til:
»bolig- og byministeren«, og »boligministerens« ændres
til: »bolig- og byministerens«.
2. Overalt i loven ændres »Boligministeriet« til:
»Bolig- og Byministeriet«, og »Boligministeriets« ændres
til: »Bolig- og Byministeriets«.
3. I § 8, stk. 3, indsættes efter »regler«:
»om fordeling af den i stk. 1 nævnte investeringsramme,».
4. § 94 affattes således:
» § 94. Kommunalbestyrelsen kan på bolig- og byministerens
vegne inden for den investeringsramme, der fastsættes til aftalt
boligforbedring på de årlige bevillingslove, meddele tilsagn om tilskud til
gennemførelse af forbedringsarbejder i
1) private udlejningsejendomme, herunder ejendomme, der ejes af
realrenteafgiftspligtige institutioner, der fritages for afgift efter § 3 b i
lov om en realrenteafgift af visse pensionskapitaler m.v., og i
2) ejendomme ejet af private andelsboligforeninger, som ikke har modtaget
støtte til opførelsen efter lov om boligbyggeri eller lov om almene boliger
samt støttede private andelsboliger m.v.
Stk. 2. Bolig- og byministeren fordeler den i stk. 1 nævnte
investeringsramme til de kommuner, der senest den 15. maj har ansøgt om del i
årets investeringsramme. Ansøgningen skal indgives til et centralt
edb-system. Fordelingen af investeringsrammen til de ansøgende kommuner sker
efter objektive kriterier, der afspejler kommunernes byfornyelsesbehov. Hver
kommune tildeles mindst 0,5 mio. kr. pr. år, dog højst det beløb, kommunen
har ansøgt om.
Stk. 3. Bolig- og byministeren fastsætter regler om fordeling af
den i stk. 1 og 2 nævnte investeringsramme.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen fastsætter kriterier for
prioriteringen af ansøgninger, herunder til hvilke typer arbejder eller i
hvilke nærmere angivne områder der kan ydes støtte. Kriterierne kan
fastsættes på grundlag af det lokale byfornyelsesbehov, den planlagte
byfornyelsesindsats samt ud fra det tidspunkt, ansøgningerne er modtaget i
kommunen. Kriterierne for prioriteringen kan kombineres. Kriterierne skal
bekendtgøres senest den 15. januar i det år, for hvilket de skal gælde.
Kommunalbestyrelsen meddeler tilsagn om tilskud, jf. stk. 1, eller meddeler
reservation, jf. §§ 107 og 119, på grundlag af den foretagne prioritering
inden for den investeringsramme, kommunalbestyrelsen har fået tildelt efter
stk. 2.
Stk. 5. Uudnyttet investeringsramme ved udgangen af et finansår
overføres til næste finansår. Bolig- og byministeren kan fastsætte regler om,
at en kommunes uudnyttede investeringsramme overføres til den pågældende
kommunes investeringsramme for det følgende finansår, og at reservations-
eller tilsagnsmidler, som falder bort i et efterfølgende finansår, tilgår
kommunens investeringsramme for det pågældende finansår.«
5. I § 107, stk. 2, og i § 119, stk. 2, indsættes
efter 1. pkt. som nye punktummer:
»Ansøgningen kan tidligst indsendes efter kommunens bekendtgørelse af
kriterier, jf. § 94, stk. 4, 4. pkt., for det år, reservationen ønskes.
Ansøgningen skal indsendes inden den 1. maj i det år, reservationen
ønskes.«
6. I § 108, stk. 1, og i § 120, stk. 1, indsættes
efter 1. pkt. som nye punktummer:
»Ansøgningen kan tidligst indsendes efter kommunens bekendtgørelse af
kriterier, jf. § 94, stk. 4, 4. pkt., for det år, tilsagnet ønskes. Hvis der
ikke forinden er meddelt reservation, skal ansøgningen om tilsagn indsendes
inden den 1. maj i det år, tilsagnet ønskes.«
7. I § 108 indsættes efter stk. 4 som nye stykker:
»Stk. 5. Et tilsagn om tilskud bortfalder, hvis ansøgning om
udbetaling af tilskud ikke er indsendt senest 2 år efter, at tilsagnet om
tilskud er meddelt. Det bortfaldne tilsagnsbeløb tilskrives kommunens
investeringsramme.
Stk. 6. Kommunalbestyrelsen kan dispensere fra den i stk. 5
angivne frist, hvis arbejdet er igangsat, og hvis kommunalbestyrelsen
vurderer, at arbejdet kan færdiggøres inden for 1 år.«
Stk. 5 bliver herefter stk. 7.
8. I § 120 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:
»Stk. 3. Et tilsagn om tilskud bortfalder, hvis ansøgning om
udbetaling af tilskud ikke er indsendt senest 2 år efter, at tilsagnet om
tilskud er meddelt. Det bortfaldne tilsagnsbeløb tilskrives kommunens
investeringsramme.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan dispensere fra den i stk. 3
angivne frist, hvis arbejdet er igangsat, og hvis kommunalbestyrelsen
vurderer, at arbejdet kan færdiggøres inden for 1 år.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 5.
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1998 og har virkning for
ansøgninger i henhold til lov om byfornyelse, der får reservation eller
tilsagn efter den 31. december 1998.
Stk. 2. Ansøgninger efter de hidtil gældende regler i kapitel 2 i
lov om byfornyelse, hvortil der er meddelt reservation eller tilsagn inden
den 31. december 1998, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.
Stk. 3. Ansøgninger efter de hidtil gældende regler i kapitel 2 i
lov om byfornyelse, der ikke har opnået reservation af midler inden den 31.
december 1998, bortfalder.
Stk. 4. Ansøgninger efter de hidtil gældende regler i kapitel 5 i
lov om byfornyelse, hvortil der er meddelt reservation eller tilsagn om
tilskud inden den 31. december 1998, færdigbehandles efter de hidtil gældende
regler.
Stk. 5. Ansøgninger efter kapitel 5 i lov om byfornyelse som
ændret ved denne lov kan tidligst indsendes efter den 1. januar 1999.