Jette Gottlieb (EL):
Formålet med spørgsmålet er at høre ministerens ideer til,
hvordan man kan sikre kvaliteten i de kurser, som ledige ikke
bare bliver tilbudt, men som de tvinges til at deltage i.
Jeg vil gerne citere fra et konkret kursus, som jeg også
har henvist til i begrundelsen for spørgsmålet. En
kursusdeltager udtaler:
»Jeg tog imod kurset, fordi jeg gerne vil videre og
sikre mig et nyt job, da jeg ikke kan være bager længere på
grund af melallergi, men det var 12 ugers rent tidsspilde,
ren tvangsanbringelse. I starten holdt jeg humøret oppe, ja,
jeg var vel den, der holdt ud længst, men til sidst kunne jeg
ikke holde det ud længere. Det var ikke revalidering. Det var
ren nedbrydning.«
En anden deltager, som er blevet sendt på kursus på
grund af en dårlig ryg, fortæller:
»Underviserne fik os til at lukke op for en masse, og så
blev det hele bare kylet ud af vinduet, hvor det kunne ligge
i et stort bjerg og gøre ondt.«
Og en tredje deltager siger:
»Man føler sig som en evnesvag. Jeg har aldrig i mit liv
følt mig så dum, nedværdiget og tisset op og ned ad ryggen
på. En voksen kone som mig, der altid har passet mit arbejde,
min familie og mig selv. Føle sig i den grad nedgraderet helt
ned til gulvet uden selvbestemmelse og være nødt til at få
ekstra medicin for ikke at eksplodere og gå.«