L 87 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af forskellige skatte- og afgiftslove, toldloven, lov om fonde og visse foreninger samt lov om visse selskabers aflæggelse af årsregnskab m.v. (Objektiveringer, justering af reglerne for beskatning ved død samt afgrænsning af told- og afgiftsområdet m.m.).

til

(Objektiveringer, justering af reglerne for beskatning ved død samt afgrænsning af told- og afgiftsområdet m.m.)

I lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af aktier m.v. (aktieavancebeskatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 642 af 18. august 1998, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, stk. 2, ændres »§ 13 a, stk. 11« til: »§ 13 a, stk. 13«.

2. § 1, stk. 3, ophæves.

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 3 og 4.

3. I § 2 b, stk. 1, indsættes efter »i det kalenderår, hvori andelsforeningen endeligt opløses« : »eller det forudgående kalenderår«.

4. § 2 b, stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. Fortjeneste ved afståelse af andelsbeviser m.v. omfattes ikke af stk. 2-4, hvis andelsforeningen er stiftet før den 22. maj 1987, og afståelsen ikke er sket for at undgå beskatning efter stk. 1.«.

5. § 2 c, stk. 4, ophæves.

Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 4 og 5.

6. § 3, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. For de i stk. 1 nævnte aktier opgøres fortjeneste eller tab som forskellen mellem afståelsessummen og den del af den samlede anskaffelsessum for aktierne i hvert enkelt selskab, der efter en forholdsmæssig fordeling falder på de afståede aktier (realisationsprincippet). Den skattepligtige kan dog i stedet én gang for alle vælge at medregne urealiseret fortjeneste eller tab på beholdningen af aktier til den skattepligtige indkomst (lagerprincippet).«.

7. I § 3 indsættes efter stk. 2 som stk. 3 og stk. 4:

»Stk. 3. Såfremt den skattepligtige vælger at anvende realisationsprincippet, finder reglerne i lovens § 6, stk. 2-3, tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Såfremt den skattepligtige vælger at anvende lagerprincippet, opgøres indkomstårets fortjeneste eller tab som forskellen mellem aktiernes værdi ved indkomstårets slutning og aktiernes værdi ved indkomstårets begyndelse. For aktier, som er erhvervet i indkomstårets løb, anvendes anskaffelsessummen i stedet for aktiernes værdi ved indkomstårets begyndelse. For aktier, som er afstået i indkomstårets løb, anvendes afståelsessummen i stedet for aktiernes værdi ved indkomstårets slutning.«.

Stk. 3 bliver herefter stk. 5.

8. I § 6, stk. 9, ændres »ligningslovens § 16 A, stk. 8,« til: »ligningslovens § 16 A, stk. 12,«.

9. I § 13, stk. 1, udgår 3.-5. pkt. og i stedet indsættes:

»Det er en betingelse, at der er opnået tilladelse hertil fra skatteministeren. Skatteministeren kan fastsætte særlige vilkår for tilladelsen. Landsskatteretten kan påkende afgørelser efter 3. og 4. pkt. Reglerne i skattestyrelseslovens kapitel 3 og 3 A finder tilsvarende anvendelse ved klage til Landsskatteretten.«.

10. I § 13, stk. 3, ændres i 1. og 5. pkt. »Ligningsrådet« til: »Skatteministeren«.

11. I § 13 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Det er en betingelse, at transaktioner som nævnt i stk. 1 og stk. 3 gennemføres inden for en periode på højst 6 måneder regnet fra den første ombytningsdag. Ombytning af aktier i skattemæssig henseende kan ikke ske med tilbagevirkende kraft.«

12. § 13 a, stk. 5, l. pkt., affattes således:

»Skatteministeren yder mod betryggende sikkerhed henstand med betaling af skatter pålignet efter stk. 1.«.

13. I § 13 a indsættes som nye stykker:

»Stk. 6. Sikkerhed efter stk. 5 skal stilles over for skatteministeren. Sikkerheden skal stå i passende forhold til henstandsbeløbet. Sikkerhed kan bestå i aktier, børsnoterede obligationer, garanti fra et pengeinstitut eller anden sikkerhed efter skatteministerens bestemmelse. Størrelsen af sikkerheden skal afgøres af skatteministeren. Henstand efter stk. 5 er i øvrigt betinget af, at der ved fraflytning indgives selvangivelse til skattemyndigheden. Gives der udsættelse med indgivelse af selvangivelse efter skattekontrollovens § 4, stk. 4, skal selvangivelse som betingelse for henstanden blot være indgivet inden denne frist. Henstand er endelig betinget af, at der ved senere hel eller delvis afståelse af aktierne indgives selvangivelse af fortjenesten eller tabet på disse. Ønskes der ikke omberegning efter § 13 a, stk. 8, er det en betingelse for henstand, at der indgives meddelelse ved senere hel eller delvis afståelse af aktierne.

Stk. 7. Indgives selvangivelse eller meddelelse ikke rettidigt, bortfalder henstanden, og skatten anses for forfalden på det tidspunkt, hvor skatten ville være forfalden, hvis der ikke var givet henstand. Skatten forrentes med 0,6 pct. pr. påbegyndt måned fra dette tidspunkt. Adgangen til omberegning efter § 13 a, stk. 8, bortfalder.«.

Stk. 6-11 bliver herefter stk. 8-13.

14. I § 13 a, stk. 7, der bliver stk. 9, ændres »stk. 6« til: »stk. 8«.

15. I § 13 a, stk. 9, der bliver stk. 11, ændres »stk. 8« til: »stk. 10«.

16. I § 13 a, stk. 10, der bliver stk. 12, ændres »stk. 6 eller 7« til: »stk. 8 eller 9«, og »stk. 8« ændres til: »stk. 10«..

17. I § 13 a, stk. 11, der bliver stk. 13, ændres »stk. 6« til: »stk. 8«.

I lov om afgift af dødsboer og gaver (boafgiftsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 595 af 17. august 1998, foretages følgende ændringer:

1. I § 3, stk. 1, litra e, udgår : »og«.

2. I § 3, stk. 1, litra f, ændres »indtægtsnydelser.« til: »indtægtsnydelser og«.

3. I § 3, stk. 1, indsættes som litra g:

4. I § 3, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Skatteministeren er bemyndiget til at bevilge afgiftsfritagelse for arv, legat og forsikring m.v., som ikke er omfattet af stk. 1, litra g, og som tilfalder offentlige institutioner, den danske folkekirke, valgmenigheder, religiøse samfund, foreninger, selskaber eller stiftelser med almenvelgørende eller andet almennyttigt formål.«

5. I § 13 a, stk. 1, indsættes efter 2. pkt.: »1. pkt. finder tilsvarende anvendelse ved en efterlevende ægtefælles overtagelse af aktiver, der hidrører fra den efterlevende ægtefælles andel af fællesboet.«

6. I § 24, stk. 1, indsættes efter »af gaven«: », med mindre modtager er indkomstskattepligtig heraf.«

7. I § 24, stk. 2, indsættes som 5. pkt.:

»Såfremt en gavemodtager ikke er omfattet af § 22 og ikke er indkomstskattepligtig af værdien af brugs- eller indtægtsnydelsen, betales en afgift på 36,25%.«

8. § 48, stk. 3, ophæves.

I lov om afgift af chokolade- og sukkervarer m.m., jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 3. august 1998, foretages følgende ændringer:

1. § 9 affattes således:

»§ 9. De statslige told- og skattemyndigheder kan meddele bevilling til afgiftsgodtgørelse eller -fritagelse for varer, der erhvervsmæssigt

Stk. 2. Varer, der leveres til de i toldlovens § 4 omhandlede diplomatiske repræsentationer, internationale institutioner m.v. samt de hertil knyttede personer, er fritaget for afgift.

Stk. 3. De statslige told- og skattemyndigheder kan meddele bevilling til afgiftsfritagelse for varer, der erhvervsmæssigt anvendes til fremstilling af varer, der ikke er omfattet af afgiftspligten, og som ikke ved modtagelse fra udlandet ville være afgiftspligtige efter kapitel 3.

Stk. 4. Afgiftsbeløb på under 50 kr. udbetales ikke.

Stk. 5. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for afgiftsgodtgørelsen eller -fritagelsen efter stk. 1-3.«.

2. § 20, stk. 2-6, affattes således:

»Stk. 2. De statslige told- og skattemyndigheder kan meddele bevilling til afgiftsfritagelse for råstofafgiftspligtige varer, der erhvervsmæssigt anvendes til fremstilling af varer, der ikke ved modtagelse fra udlandet ville være afgiftspligtige efter kapitel 3.

Stk. 3. De statslige told- og skattemyndigheder kan meddele bevilling til godtgørelse af afgiften af afgiftsberigtigede varer, der erhvervsmæssigt

Stk. 4. De statslige told- og skattemyndigheder kan meddele bevilling til godtgørelse af afgiften af afgiftsberigtigede varer, der erhvervsmæssigt leveres til udlandet.

Stk. 5. Afgiftsbeløb på under 50 kr. udbetales ikke.

Stk. 6. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for afgiftsfritagelsen eller -godtgørelsen efter stk. 1-4.«.

3. I § 26, stk. 1, nr. 3, udgår », § 9, stk. 3, og § 20, stk. 2«.

I lov om beskatning ved dødsfald (dødsboskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 703 af 28. september 1998, foretages følgende ændringer:

1. I § 4 indsættes som stk. 6:

»Stk. 6. Er begge ægtefæller afgået ved døden samtidig, uden at det kan konstateres, om den ene ægtefælle har overlevet den anden, anses der skattemæssigt at foreligge to dødsboer hvert bestående af afdødes andel af ægtefællernes hidtidige fælleseje og skilsmissesæreje og eventuelle fuldstændige særeje.«.

2. I § 5, stk. 1, ændres »stk. 2-4« til: »stk. 2-5«.

3. I § 5 indsættes som stk. 5:

»Stk. 5. Vælges dødsdagen som skiftemæssig skæringsdag, omfatter dødsboets skattepligt gevinst og tab ved salg og andre afståelser samt ved udlodning uden succession med virkning fra dødsdagen.«.

4. I § 6, stk. 3, 1. pkt., ændres »indkomstår« til: »kalenderår«.

5. § 6, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Var afdøde gift ved dødsfaldet, og skiftes afdødes andel af fællesboet og afdødes særbo hver for sig, anvendes beløbsgrænserne i stk. 1 for det kalenderår, hvori skæringsdagen for det først skiftede bo ligger, på summen af henholdsvis aktiver og nettoformue i de to boer.«.

6. I § 6 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk. 5. Dødsboskat efter § 30, stk. 1-4, jf. dog § 72, stk. 4, indgår ikke ved opgørelsen af nettoformuen ved anvendelsen af reglerne i stk. 1, 3 og 4.«.

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.

7. I § 9, stk. 1, nr. 5, ændres »§ 7 O, stk. 3« til: »§ 7 O, stk. 2«.

8. I § 9, stk. 3, ændres »den skattepligtige tidligere« til: »afdøde tidligere«.

9. I § 12, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »restskatter«: »m.v.«, og efter »§ 61, stk. 3,«indsættes: »og § 61 A,«.

10. I § 13, stk. 7, ændres »§ 5« til: »stk. 5«.

11. I § 14, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:

»Hvis afdøde anvendte et indkomstår, der udløber inden udgangen af det kalenderår, det træder i stedet for (bagudforskudt indkomstår), gives fradraget dog først med virkning fra begyndelsen af det kalenderår, hvori dødsfaldet er sket.«.

12. § 15, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:

»§ 15. Der opgøres et beløb, der udgør summen af mellemperiodeskatten som opgjort efter § 14 samt eventuel overført restskat m.v. efter kildeskattelovens § 61, stk. 3, og § 61 A, og med fradrag af eventuelt overført beløb efter kildeskattelovens § 62 C, stk. 2, 2. pkt.

Stk. 2. Afdødes negative skat efter personskattelovens § 8 a, stk. 5, der ikke har kunnet modregnes i afdødes slutskat m.v. for årene forud for dødsåret, fremføres til modregning i mellemperiodeskatten m.v. efter stk. 1, i det omfang beløbet kan rummes i mellemperiodeskatten m.v. Et eventuelt overskydende beløb udbetales ikke.

Stk. 3. I de i §§ 10 og 11 nævnte tilfælde indgår den til det beskattede opsparede overskud svarende virksomhedsskat og den til den beskattede henlæggelse til konjunkturudligning svarende konjunkturudligningsskat ved opgørelsen af de foreløbige indkomstskattebeløb i stk. 4 og 5.«.

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 4-6.

13. I § 15, stk. 2 og 3, der bliver henholdsvis stk. 4 og 5, ændres »det i stk. 1 nævnte beløb« til: »det efter stk. 1-2 opgjorte beløb«.

14. I § 15, stk. 2, der bliver stk. 4, ændres to steder »jf. dog § 16« til: »jf. § 16, stk. 2 og 3«.

15. I § 15, stk. 3, der bliver stk. 5, indsættes i 1. pkt. efter »indtjent før dødsfaldet,«: »jf. § 16, stk. 2 og 3,« og i 3. pkt. ændres »jf. dog § 16« til: »jf. § 16, stk. 2 og 3«.

16. I § 15, stk. 3, der bliver stk. 5, ændres i 2. pkt. »Stk. 2« til: »Stk. 4«.

17. I § 15, stk. 4, der bliver stk. 6, ændres »stk. 2 og 3« til: »stk. 4 og 5«.

18. I § 16, stk. 2, 2. pkt., ændres »modregnes i mellemperiodeskatten, før der foretages en opgørelse efter § 15, stk. 1.« til: »indgår ved opgørelsen af de foreløbige indkomstskattebeløb i § 15, stk. 4 og 5.«.

19. § 16, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Overstiger den indeholdte udbytteskat efter kildeskattelovens § 65 den i personskattelovens § 8 a, stk. 1, nævnte procent af den samlede aktieindkomst, indgår det overskydende beløb ved opgørelsen af de foreløbige indkomstskattebeløb i § 15, stk. 4 og 5. Er aktieindkomsten negativ, indgår hele den indeholdte udbytteskat ved opgørelsen af de foreløbige indkomstskattebeløb i § 15, stk. 4 og 5.«.

20. I § 17 ændres »§ 92, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse.« til: »§ 92, stk. 1, 2 og 4, finder tilsvarende anvendelse.«.

21. I § 18, stk. 2, ændres »§ 15, stk. 2,« til: »§ 15, stk. 4,«.

22. I § 18, stk. 3, ændres »§ 15, stk. 3,« til: »§ 15, stk. 5,«.

23. I § 22, stk. 1, nr. 5, ændres »§ 7 O, stk. 3« til: »§ 7 O, stk. 2«.

24. I § 27, stk. 3, udgår: »eller § 9, stk. 4,«.

25. I § 30, stk. 3, indsættes som 2. pkt.:

»Hvis afdøde anvendte et indkomstår, der udløber inden udgangen af det kalenderår, det træder i stedet for (bagudforskudt indkomstår), gives fradraget dog først med virkning fra begyndelsen af det kalenderår, hvori dødsfaldet er sket.«.

26. § 30, stk. 5-6, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 5. Der opgøres et beløb, der udgør summen af dødsboskatten som opgjort efter stk. 1-4 samt eventuel overført restskat m.v. efter kildeskattelovens § 61, stk. 3, og § 61 A, og med fradrag af eventuelt overført beløb efter kildeskattelovens § 62 C, stk. 2, 2. pkt.

Stk. 6. Afdødes negative skat efter personskattelovens § 8 a, stk. 5, der ikke har kunnet modregnes i afdødes slutskat m.v. for årene forud for dødsåret, fremføres til modregning i dødsboskatten m.v. opgjort efter stk. 5, i det omfang beløbet kan rummes i dødsboskatten m.v. Et eventuelt overskydende beløb udbetales ikke.

Stk. 7. I de i §§ 24 og 25 nævnte tilfælde indgår den til det beskattede opsparede overskud svarende virksomhedsskat og den til den beskattede henlæggelse til konjunkturudligning svarende konjunkturudligningsskat ved opgørelsen af de foreløbige indkomstskattebeløb, som nævnt i stk. 8, 1. pkt.«.

Stk. 7-9 bliver herefter stk. 8-10.

27. I § 30, stk. 7, der bliver stk. 8, ændres »jf. dog § 32« til: »jf. § 32, stk. 2 og 3«.

28. I § 30 indsættes efter stk. 8, der bliver stk. 9, som nyt stykke:

»Stk. 10. I det omfang de i stk. 8, 1. pkt., nævnte indkomstskattebeløb ikke kan rummes i den efter stk. 5-6 opgjorte dødsboskat m.v., udbetales de til dødsboet.«.

Stk. 9, der ved § 1, nr. 26, blev stk. 10, bliver herefter stk. 11.

29. § 32, stk. 2, 2. pkt., affattes således:

»Den udbytteskat, der er indeholdt i denne del af udbyttet i medfør af kildeskattelovens § 65, indgår ved opgørelsen af de foreløbige indkomstskattebeløb i § 30, stk. 8, 1. pkt.«.

30. § 32, stk. 3, affattes således:

»Hvis den indeholdte udbytteskat efter kildeskattelovens § 65 overstiger den i personskattelovens § 8 a, stk. 1, nævnte procent af den samlede aktieindkomst i bobeskatningsperioden, indgår det overskydende beløb ved opgørelsen af de foreløbige indkomstskattebeløb i § 30, stk. 8, 1. pkt. Er aktieindkomsten negativ, indgår hele den indeholdte udbytteskat ved opgørelse af de foreløbige indkomstskattebeløb i § 30, stk. 8, 1. pkt.«.

31. § 51, stk. 1, affattes således:

»I tilfælde, hvor der er ydet henstand med betaling af skatter pålignet efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 13 a, kan den efterlevende ægtefælle indtræde i henstandsordningen på de vilkår, der gjaldt for afdøde.«.

32. I § 52, stk. 3, 2. pkt., ændres »§ 16, stk. 2,« til: »§ 15, stk. 4,«.

33. I § 57, stk. 3, indsættes som 2. pkt.:

»1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for boer omfattet af § 54, stk. 5.«.

34. I § 58, stk. 2, 4. pkt., ændres »§ 15, stk. 2,« til: »§ 15, stk. 4,«, og i 5. pkt. ændres »§ 15, stk. 3,« til: »§ 15, stk. 5,«.

35. I § 59, stk. 5, indsættes efter »årene forud for dødsåret«: »og for dødsåret«.

36. I § 61 ændres »kursgevinstlovens § 5, stk. 8,« til: »kursgevinstlovens § 22, stk. 4,«.

37. § 64, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Afdødes negative skat efter personskattelovens § 8 a, stk. 5, kan, i det omfang den ikke har kunnet modregnes i afdødes slutskat for årene forud for dødsåret eller i slutskatten vedrørende afdødes mellemperiode, overføres til modregning i den efterlevende ægtefælles skat.«.

38. § 65, stk. 1, affattes således:

»I tilfælde, hvor der er ydet henstand med betaling af skatter pålignet efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 13 a, kan den efterlevende ægtefælle indtræde i henstandsordningen på de vilkår, der gjaldt for afdøde.«

39. I § 68, stk. 2, ændres »§ 15, stk. 2 og 3,« til: »§ 15, stk. 4 og 5,«.

40. I § 69, stk. 2, ændres »§ 30, stk. 7,« til: »§ 30, stk. 8,«.

41. I § 81, stk. 2, ændres »§ 5, stk. 2-4,« til: »§ 5, stk. 2-5,«.

42. I § 87, stk. 2, indsættes efter 1. pkt.:

»Indsendes opgørelsen inden udløbet af selvangivelsesfristen i skattekontrollovens § 4, fremrykkes selvangivelsesfristen for såvel afdøde som en eventuelt sambeskattet ægtefælle for indkomståret forud for dødsåret til tidspunktet for indsendelsen af opgørelsen.«.

43. I § 87, stk. 2, 2. pkt., der bliver 3. pkt., ændres »kravet« til: »skattekravet«, og efter »modtagelsen af« indsættes: »såvel selvangivelsen for afdøde og en eventuel sambeskattet ægtefælle for indkomståret forud for dødsåret som«.

44. I § 87, stk. 3, ændres »§ 6 B, stk. 1« til: »§ 6 C, stk. 1«.

45. § 89 affattes således:

»§ 89. Skattelovgivningens almindelige regler om forfaldstidspunkt, forrentning, opkrævning og inddrivelse af personskatter finder tilsvarende anvendelse på de skatter, der omhandles i denne lov med de undtagelser, der følger af stk. 2-5.

Stk. 2. I dødsboer, hvor der foretages afsluttende skatteansættelse af afdødes indkomst i mellemperioden, eller hvor dødsboet beskattes, forfalder mellemperiodeskat og dødsboskat til betaling den 1. i den anden kalendermåned efter udskrivningsdatoen, med sidste rettidige betalingsdag den 20. i samme måned.

Stk. 3. Hvis skifteretten efter § 31, stk. 2, eller § 66, stk. 3, i lov om skifte af dødsboer har tilladt, at opgørelsen vedrørende nærmere afgrænsede dele af boet foretages efter boets afslutning, opgøres en skat for denne del af boet. Opgøres en restskat, finder fristerne for betaling efter stk. 2 tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Hvis der er opkrævet for meget i skat, som nævnt i stk. 2 og 3, forrentes den overskydende skat med samme sats som i kildeskattelovens § 63 fra den 1. i den anden kalendermåned efter udskrivningsdatoen for den overskydende skat, hvis tilbagebetaling ikke er sket inden dette tidspunkt.

Stk. 5. Kildeskattelovens § 59 og kildeskattelovens § 61 og § 62, for så vidt angår henholdsvis procenttillæg og procentgodtgørelse, finder ikke anvendelse på mellemperiode- og dødsboskat som nævnt i stk. 2-4.«.

46. § 92, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Kommunens andel af indkomstskatter for mellemperioden som nævnt i § 12 og § 14 samt af dødsboskat som nævnt i § 30, henholdsvis amtskommunens andel af indkomstskat for mellemperioden som nævnt i § 14 samt af dødsboskat som nævnt i § 30, afregnes af staten overfor kommunen og amtskommunen på grundlag af de oplysninger, der foreligger 1. maj i året 2 år efter dødsåret. Afregning sker med en tredjedel hver den 1. i månederne oktober, november og december i det pågældende kalenderår. Den 1. maj hvert år sker der desuden en opgørelse af kommunernes og amtskommunernes andele af de beløb af dødsboskatten og mellemperiodeskatten, der som følge af ændringer i skatteansættelser m.v. er ført i tilgang eller til afgang siden forrige afregning. De opgjorte beløb afregnes med en tredjedel hver den 1. i månederne oktober, november og december i det pågældende kalenderår.«.

47. I § 93, stk. 2, ændres »kan der fastsættes straf af bøde« til: »kan der fastsættes straf i form af bøde«.

48. I § 96, stk. 2, sidste pkt., indsættes efter »perioden fra«: »begyndelsen af«.

49. I § 96, stk. 4, indsættes efter »boopgørelsen«: », jf. i øvrigt § 5, stk. 5«.

I lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom (Ejendomsavancebeskatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 631 af 17. august 1998, foretages følgende ændringer:

1. I § 5, stk. 2, 10. og sidste pkt., ændres »4., 5. og 6. pkt.« til: »4.-7. pkt.«

2. I § 6, stk. 2, indsættes som sidste pkt.: »Grundbeløbet i 1. pkt. reguleres efter personskattelovens § 20.«.

3. I § 7, stk. 1, sidste pkt., ændres »4., 5. og 6. pkt.« til: »4.-7. pkt.«

4. § 7, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Uden for de i stk. 1 anførte tilfælde kan den skattepligtige vælge ikke at medregne fortjeneste, der indvindes ved mageskifte til den skattepligtige indkomst. Det er dog en betingelse, at der er tale om mageskifte af ubebyggede arealer, og at der fra en af parterne ud over arealet ydes et vederlag på højst 10.000 kr. Det er endvidere en betingelse, at der er tale om en enkelt handel indgået mellem to parter. Såfremt den skattepligtige vælger ikke at medregne fortjenesten, jf. 1. pkt., skal anskaffelsessummen for den ejendom, der erhverves ved mageskiftet, ved senere afståelse opgøres, som om ejendommen var erhvervet på samme tidspunkt og for samme beløb som den ejendom, der afstås ved mageskiftet. Udgifter til vedligeholdelse og forbedring, der inden mageskiftet er afholdt vedrørende den ved mageskiftet afståede ejendom, tages herved i betragtning i det i § 5, stk. 2, angivne omfang. For ejendomme, der er mageskiftet før den 19. maj 1993, opgøres anskaffelses-summen for den mageskiftede ejendom efter reglerne i § 4, stk. 3. Ved opgørelsen af anskaffelsessummen efter § 4, stk. 3, 4. pkt., opgøres anskaffelsessummen for den mageskiftede ejendom, som om den var erhvervet på samme tidspunkt og for samme beløb som den i sin tid afståede ejendom ved mageskiftet. Hertil kan lægges udgifter til vedligeholdelse og forbedring, der er afholdt vedrørende den ved mageskiftet afståede ejendom, og tilsvarende udgifter, der er afholdt på den ved mageskiftet erhvervede ejendom inden den 1. januar 1993. Udgifter som nævnt i § 5, stk. 2, 4.-7. pkt., medregnes ikke.«.

5. I § 7, stk. 3, sidste pkt., ændres »4., 5. og 6. pkt.« til: »4.-7. pkt.«

6. I § 8, stk. 4, indsættes efter »i det kalenderår, hvori selskabet m.v. endeligt opløses« : »eller det forudgående kalenderår«.

I lov om beskatning af fonde og visse foreninger (Fondsbeskatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 813 af 26. oktober 1997, som ændret senest ved § 4 i lov nr. 434 af 26. juni 1998, foretages følgende ændringer:

1. § 3 A, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, såfremt indskyderen godtgør, at midlerne i den udenlandske fond eller trust anvendes i almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt øjemed til fordel for en større kreds af personer.«.

2. I § 4, stk. 7, ændres »Skatteministeren eller den, han bemyndiger dertil,« til: »Skatteministeren«.

3. § 4, stk. 8, affattes således:

»Stk. 8. Fonde og foreninger, der for et indkomstår har foretaget hensættelser efter stk. 3 eller 7, har efter udløbet af fristen for indgivelse af selvangivelse adgang til inden for lovens rammer at ændre disse hensættelser for helt eller delvist at udligne den skattemæssige virkning af en ændring af den selvangivne eller ansatte indkomst, jf. dog 4. pkt. Meddelelse herom skal indsendes inden udløbet af fristen for påklage af skatteansættelsen. Får fonden eller foreningen helt eller delvist medhold ved påklage eller sagens indbringelse for domstolene, tilbageføres i samme omfang eventuelle efterfølgende hensættelser, der er foretaget til udligning af den påklagede ændring. 1. pkt. finder ikke anvendelse, såfremt ændringen af den selvangivne eller den ansatte indkomst medfører bøde efter skattekontrolloven. Efterfølgende ændring af hensættelser kan i andre tilfælde kun ske med tilladelse af skatteministeren.«.

4. § 5, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. I den efter § 3 opgjorte indkomst kan de i § 1, nr. 1 og 4, nævnte fonde i stedet for fradrag efter stk. 1 foretage fradrag for andre hensættelser, der sker i henhold til krav herom i kongelig konfirmeret fundats. Det er en betingelse, at formålet med hensættelsen fremgår af fundatsen.«.

5. § 15, stk. 1, 2. pkt., ophæves.

6. I § 15, stk. 3, nr. 3, ændres »skatteministeren eller den, han bemyndiger dertil,« til »skatteministeren«.

I lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom, jf. lovbekendtgørelse nr. 151 af 23. februar 1998, foretages følgende ændring:

1. § 3, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Ved opgørelsen af frigørelsesværdien i henhold til § 2, stk. 1, indrømmes der et fradrag for værditab på bygninger m.v., der er opstået inden det tidspunkt, der er bestemmende for fastsættelsen af basisbeløbet. Ved værditab forestås den nedgang i eller bortfald af værdi af bygninger, andre anlæg og beplantning m.v., der er indtrådt inden basisvurdering som følge af, at muligheden for ejendommens overgang til anden anvendelse medfører, at den økonomiske forudsætning for den hidtidige anvendelse af bygninger m.v. bortfalder.«.

I lov om fusion, spaltning og tilførsel af aktiver m.v. (Fusionsskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 954 af 5. november 1996, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 975 af 17. december 1997, foretages følgende ændringer:

1. I § 3 ændres i 1. pkt. »Ligningsrådet« til: »skatteministeren«, og i 2. pkt. ændres »Ligningsrådet« til: »Skatteministeren«.

2. I § 4, stk. 1, ændres i 1. pkt. »Ligningsrådet« til: »skatteministeren«, og i 2. pkt. ændres »Ligningsrådet« til: »Skatteministeren«.

3. I § 4, stk. 2, ændres i 1. pkt. »Ligningsrådet« til: »skatteministeren«, og i 3. pkt. ændres »Ligningsrådet« til: »Skatteministeren«.

4. § 6, stk. 4, 1. pkt., affattes således:

»De i stk. 1-3 nævnte dokumenter og oplysninger indsendes til de statslige told- og skattemyndigheder senest 1 måned efter den dag, hvor fusionen er vedtaget i alle de fusionerende selskaber.«

5. I § 6, stk. 5, ændres »industriministerens« til: »økonomiministerens«.

6. I § 6, stk. 6, ændres »Ligningsrådet« til: »Skatteministeren«.

7. I § 8, stk. 6, 4. pkt., ændres »Ligningsrådet« til: »Skatteministeren«.

8. I § 12, stk. 3, ændres »foretager udlodninger som nævnt i ligningslovens § 16 A, foretager udlodning af likvidationsprovenu i det kalenderår, hvori foreningen endeligt opløses,« til: »foretager udlodninger som nævnt i ligningslovens § 16 A, der ellers enten beskattes som udbytte eller indgår i opgørelse af fortjeneste eller tab,«.

9. § 13, stk. 3, 1. pkt., affattes således:

»De i stk. 1 og 2 nævnte dokumenter og oplysninger indsendes til de statslige told- og skattemyndigheder senest 1 måned efter den dag, hvor fusionen er vedtaget i alle de fusionerende foreninger eller selskaber.«.

10. I § 13, stk. 4, ændres »Ligningsrådet« til »Skatteministeren«.

11. § 14, stk. 1, nr. 4, ophæves, og i stedet indsættes:

12. § 14, stk. 2, ophæves.

13. I § 15, stk. 1, ændres i 2. pkt. »Ligningsrådet« til: »skatteministeren«, og i 3. pkt. ændres »Ligningsrådet« til: »Skatteministeren«.

14. I § 15, stk. 1, indsættes som 4. og 5. pkt.:

»Landsskatteretten kan påkende afgørelser efter 2. og 3. pkt. Reglerne i skattestyrelseslovens kapitel 3 og 3 A finder tilsvarende anvendelse ved klage til Landsskatteretten.«.

15. I § 15, stk. 6, 1. og 2. pkt., ændres »Ligningsrådet« til: »Skatteministeren«.

16. I § 15 a, stk. 1, ændres i 2. pkt. »Ligningsrådet« til: »skatteministeren«, og i 3. pkt. ændres »Ligningsrådet« til: »Skatteministeren«:

17. I § 15 a, stk. 1, indsættes som 4. og 5. pkt.:

»Landsskatteretten kan påkende afgørelser efter 2. og 3. pkt. Reglerne i skattestyrelseslovens kapitel 3 og 3 A finder tilsvarende anvendelse ved klage til Landsskatteretten.«.

18. § 15 a, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Bestemmelserne i dette kapitel finder tilsvarende anvendelse:

19. I § 15 b, stk. 1, 7. pkt., ændres »Ligningsrådet« til: »Skatteministeren«.

20. I § 15 b, stk. 2, 7. pkt., ændres »Ligningsrådet« til: »Skatteministeren«.

21. I § 15 b indsættes efter stk. 4 som stk. 5:

»Stk. 5. I forbindelse med indgivelse af selvangivelse for det indkomstår, hvori spaltningen sker, indsender selskabsdeltagerne i det indskydende selskab en opgørelse af anskaffelsessummen for aktierne i det eller de modtagende selskaber opgjort efter stk. 4. Den skatteansættende myndighed foretager en ansættelse af anskaffelsessummen.«.

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.

22. I § 15 b, stk. 5, der bliver stk. 6, ændres i 1. og 2. pkt. »Ligningsrådet« til: »Skatteministeren«.

23. I § 15 c, stk. 1, ændres i 2. pkt. »Ligningsrådet« til: »skatteministeren«, og i 3. pkt. ændres »Ligningsrådet« til: »Skatteministeren«.

24. I § 15 c, stk. 1, indsættes som 4. og 5. pkt.:

»Landsskatteretten kan påkende afgørelser efter 2. og 3. pkt. Reglerne i skattestyrelseslovens kapitel 3 og 3 A finder tilsvarende anvendelse ved klage til Landsskatteretten.«.

25. I § 15 d, stk. 2, 5. pkt., ændres »Ligningsrådet« til : »Skatteministeren«.

26. I § 15 d, stk. 3, 5. pkt., ændres »Ligningsrådet« til: »Skatteministeren«.

27. I § 15 d indsættes som nyt stykke:

»Stk. 5. I forbindelse med indgivelse af selvangivelse for for det indkomstår, hvori tilførslen sker, indsender det indskydende selskab en opgørelse af anskaffelsessummen for aktierne i det modtagende selskab opgjort efter stk. 4. Den skatteansættende myndighed foretager en ansættelse af anskaffelsessummen.«.

I lov om beskatning af medlemmer af investeringsforeninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 645 af 27. august 1998, foretages følgende ændring:

1. § 4 ophæves.

I lov om opkrævning af indkomstskat samt kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat for personer m.v. (kildeskat), jf. lovbekendtgørelse nr. 735 af 10. oktober 1998, foretages følgende ændringer:

1. I § 65, stk. 1, 3. pkt., ændres »friaktier og friandele samt udlodning af likvidationsprovenu foretaget i det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses« til: »fondsaktier«.

2. I § 65, stk. 1, indsættes efter 3. pkt.:

»Til udbytte henregnes ikke udlodning, der efter ligningslovens § 16 A skal indgå i en opgørelse af fortjeneste eller tab.«.

3. I § 65, stk. 6, ændres »ligningslovens § 16 A, stk. 4 og 8, eller § 16 B, stk. 4.« til: »ligningslovens § 16 A, stk. 8 og 12, eller § 16 B, stk. 5. Der foretages ikke indeholdelse i udbetaling m.v., der er omfattet af ligningslovens § 16 B, stk. 2, nr. 1, 2 og 4, således at ligningslovens § 16 B, stk. 1, ikke finder anvendelse.«.

4. § 67, stk. 2, ophæves.

Stk. 3-7 bliver herefter stk. 2-6.

5. I § 67, stk. 5, der bliver stk. 4, ændres »stk. 3 og stk. 4« til: »stk. 2 og 3«.

I konkursskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 716 af 2. oktober 1998, foretages følgende ændring:

1. I § 13 E, stk. 5, ændres »45.000 kr.« til: »100.000 kr.«.

I lov om ansættelse og opkrævning m.v. af skat ved kulbrinteindvinding, jf. lovbekendtgørelse nr. 793 af 29. september 1993, som ændret senest ved § 8 i lov nr. 277 af 13. maj 1998, foretages følgende ændringer:

1. § 2, stk. 1, 1. pkt., ophæves og i stedet indsættes:

»Skattepligtige, der er omfattet af kulbrinteskattelovens kapitel 2 og 3, skatteansættes af told- og skatteforvaltningen. Skattestyrelseslovens § 12 A finder tilsvarende anvendelse«.

2. § 2, stk. 2, ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

3. I § 2, stk. 3, der bliver stk. 2, ændres »ligningsrådet« til: »told- og skatteforvaltningen. Skattestyrelseslovens § 12 A finder tilsvarende anvendelse«.

4. I § 3, stk. 1, 1. pkt., ændres »ligningsrådet« til: »told- og skatteforvaltningen«.

5. I § 3, stk. 2, 1. pkt., ændres »Ligningsrådet« til: »Told- og skatteforvaltningen« og »ligningsrådet« til: »told- og skatteforvaltningen«.

6. I § 3, stk. 2, 2. pkt., ændres »Rådet« til: »Told- og skatteforvaltningen«, og i 3. pkt. ændres »rådet« til »told- og skatteforvaltningen«.

7. I § 4, stk. 2, 1. pkt., ændres »Ligningsrådet« til: «Told- og skatteforvaltningen«.

8. I § 4, stk. 2, 3. pkt., i § 4, stk. 3, og i § 5, stk. 1, 1. pkt., ændres: »ligningsrådet« til: »told- og skatteforvaltningen«.

9. I § 5, stk. 1, 2. pkt., ændres »Den centrale told- og skatteforvaltning« til: »Told- og skatteforvaltningen«.

10. I § 9, stk. 1, ændres »ligningsrådet« til: »told- og skatteforvaltningen«.

11. § 11, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om specifikationer i det regnskabsmateriale som efter skattekontrollovens § 3 skal indsendes som bilag til selvangivelsen.«.

12. I § 12, stk. 1, 1. pkt., ændres »Den centrale told- og skatteforvaltning« til: »Told- og skatteforvaltningen«.

13. § 12, stk. 1, 2. pkt., ophæves.

I lov om kommunal indkomstskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 803 af 6. oktober 1995, som senest ændret ved lov nr. 485 af 1. juli 1998, foretages følgende ændring:

1. I § 17 a, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 7 N« til: »§ 7 A, stk. 5,«.

I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 819 af 3. november 1997, som ændret senest ved § 30 i lov nr. 485 af 1. juli 1998, foretages følgende ændringer:

1. § 5, stk. 5, ophæves og i stedet indsættes:

»Stk. 5. En skattepligtig, der driver erhvervsmæssig virksomhed, kan vælge at fordele alle sine renteindtægter og renteudgifter over den periode, de vedrører. Valget skal træffes i forbindelse med indgivelse af selvangivelse for det pågældende år. En skattepligtig, der fordeler renteindtægter og renteudgifter over den periode, de vedrører, skal følge samme princip i de efterfølgende år. En skattepligtig, der ophører med at drive erhvervsmæssig virksomhed, kan med virkning for ophørsåret eller senere år vælge at overgå til at medtage forfaldne renteindtægter og renteudgifter. Valget skal træffes i forbindelse med indgivelse af selvangivelse for det første år, der berøres af valget.

Stk. 6. En skattepligtig, der modtager et kapitalbeløb som erstatning for en lidt skade på sin person med tillæg af renter fra skadesbegivenheden og indtil udbetalingen, kan, senest i forbindelse med indgivelsen af selvangivelsen for det år, hvori kapitalerstatningen modtages, vælge at fordele renteindtægten over den periode, den vedrører, såfremt skatteansættelsen for de berørte år genoptages.«.

Stk. 6-8 bliver stk. 7-9

2. I § 5 B ændres »§ 5, stk. 6« til: »§ 5, stk. 7«.

3. § 5 E, stk. 4, ophæves.

4. § 5 F, stk. 4, ophæves.

5. § 7 A affattes således:

»§ 7 A. Følgende ydelser, som en arbejdsgiver giver sine ansatte, skal ikke medregnes til den ansattes skattepligtige indkomst:

Stk. 2. Det er en betingelse for skattefritagelse efter stk. 1, at adgangen til at erhverve aktier eller obligationer står åben for alle ansatte i virksomheden. Begrænsninger, der er fastsat efter almene kriterier, kan dog anerkendes. Det er endvidere en betingelse, at de ansatte på erhvervelsestidspunktet er ansat i uopsagt stilling i virksomheden. Det gælder dog ikke for medarbejdere, der er ansat på erhvervelsestidspunktet, men som på grund af alder er opsagt til pensionering. Endvidere kan ordningerne efter stk. 1 omfatte medarbejdere, som er opsagt på erhvervelsestidspunktet på grund af virksomhedens aktivitet, men som forventes genansat (sæsonarbejdere). For ordninger omfattet af stk. 1, nr. 1 og 2, gælder det endvidere, at medarbejderaktierne skal have samme rettigheder som selskabets øvrige aktier af samme klasse.

Stk. 3. Afhænder et selskab aktier m.v. af dets egen beholdning til de ansatte, skal selskabet opgøre en avance eller et tab svarende til forskellen mellem aktiernes handelsværdi på afhændelsestidspunktet og den kursværdi, hvortil selskabet har erhvervet aktierne, efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven.

Stk. 4. Selskabet kan, når det afhænder aktier m.v. af dets egen beholdning til de ansatte, ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst fratrække forskellen mellem handelsværdien på afhændelsestidspunktet og den kursværdi, medarbejderne erhverver aktierne til, som driftsudgift.

Stk. 5. Af den i stk. 1, nr. 3, omhandlede afgift tilfalder 1/3 den kommune, hvortil den afgiftspligtige svarer kommuneskat efter § 2 i lov om kommunal indkomstskat ved begyndelsen af det kalenderår, hvori udbytteandelen er udredet. Er den afgiftspligtige ikke pligtig at svare kommuneskat som nævnt i 1. pkt., tilfalder andelen af afgiften den kommune, hvori ansættelsen til statsskat finder sted. Den kommunale andel af afgiften afregnes efter lov om kommunal indkomstskat. Ved eventuel nedsættelse af afgiften eller ved delvis uerholdelighed fordeles reduktionen forholdsmæssigt på de statskassen og kommunen tilfaldende andele af afgiften. Afgiftsbeløbet er den ansattes indkomstopgørelse uvedkommende.

Stk. 6. Det er betingelse for skattefritagelse efter stk. 1, at oplysninger herom forsynet med en attestation fra virksomhedens revisor om rigtigheden af de afgivne oplysninger indsendes til de statslige told- og skattemyndigheder, hvor selskabet er hjemmehørende, senest den 20. januar i året efter udlodning m.v. efter stk. 1, eller hvis denne dag er en lørdag eller søndag, senest den følgende mandag. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler herom.«.

6. § 7 N ophæves.

7. I § 7 O, stk. 1, 1. pkt., ændres »stk. 3« til: »stk. 2«.

8. I § 7 O, stk. 1, indsættes som nr. 5 og 6:

9. § 7 O, stk. 2, ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

10. I »§ 7 O, stk. 3,« der bliver stk. 2, ændres »stk.1 og 2« til: »stk. 1«.

11. I § 8 B, stk. 1, 3. pkt., indsættes efter »fra og med dette indkomstår« : »,medmindre der er tale om et aktie- eller anpartsselskab«.

12. I § 8 B, stk. 1, 4. pkt., ændres »Ligningsrådet« til: »Skatteministeren«.

13. § 8 K, stk. 4, 2. pkt., ophæves.

14. I § 15, stk. 8, nr. 4, udgår: »og ligningslovens § 16 B«.

15. § 16 A, stk. 1-3, ophæves, og i stedet indsættes:

»Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer. Til udbytte henregnes alt, hvad der af selskabet udloddes til aktionærer eller andelshavere, jf. dog stk. 2-6.

Stk. 2. Fondsaktier og lignende medregnes ikke til udbytte.

Stk. 3. Udlodning af beløb fra selskabet medregnes ikke til udbytte, når den finder sted i sammenhæng med en højst lige så stor nedsættelse af aktiekapitalen og lignende, der sker ligeligt overfor alle aktionærer og lignende. Det gælder dog kun i det omfang, selskabet i forbindelse med udlodningen afstår eller har afstået dele af virksomheden, og udlodningen ikke overstiger salgssummen for de afståede dele opgjort efter fradrag af gæld vedrørende disse.

Stk. 4. Stk. 3 finder ikke anvendelse, hvis

Stk. 5. Stk. 3 finder heller ikke anvendelse for den aktionær, der

Stk. 6. Udlodning af likvidationsprovenu fra aktieselskaber m.v. foretaget i det kalenderår, hvori selskabet opløses og i det forudgående kalenderår, medregnes ikke til udbytte.

Stk. 7. Beløb, der efter stk. 3 - 6 ikke medregnes til udbytte, behandles i stedet som afståelsessum efter reglerne om beskatning af fortjeneste eller tab ved afståelse af aktier.Udlodningstidspunktet betragtes som afståelsestidspunkt.«.

Stk. 4 - 8 bliver herefter til stk. 8 - 12.

16. I § 16 A, stk. 5, der bliver stk. 9, ændres »stk. 6 og 7« til: »stk. 10 og 11«.

17. I § 16 A, stk. 6, der bliver stk. 10, ændres »efter stk. 5« til: »efter stk. 9«.

18. I § 16 A, stk. 7, der bliver stk. 11, ændres »Uanset stk. 6 kan den skattefrie del af udlodningerne efter stk. 5« til: »Uanset stk. 10 kan den skattefrie del af udlodningerne efter stk. 9«.

19. I § 16 A, stk. 8, der bliver stk. 12, ændres »helt eller delvis er fritaget for beskatning efter stk.1, jf. stk. 2, 1. pkt.,« til: »omfattes af stk. 7, 1. pkt., «.

20. § 16 B affatttes således:

»§ 16 B. Afstår en aktionær eller andelshaver aktier, andelsbeviser eller lignende værdipapirer, herunder konvertible obligationer, samt tegningsret til sådanne værdipapirer til det selskab, der har udstedt de pågældende værdipapirer, medregnes afståelsessummen i den pågældendes skattepligtige indkomst.

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse i følgende situationer:

Stk. 3. Det er en betingelse for, at stk. 1 ikke finder anvendelse i de i stk. 2, nr. 1, 2 og 3, omtalte tilfælde, at beskatning af en ellers opgjort fortjeneste, jf. stk. 4, ikke bortfalder eller nedsættes på grund af dobbeltbeskatningsoverenskomst eller bestemmelser om skattepligt.

Stk. 4. Såfremt afståelsessummen ikke medregnes i den skattepligtige indkomst, behandles fortjeneste og tab ved afståelsen efter samme regler som fortjeneste og tab ved afståelse til andre end det udstedende selskab.

Stk. 5. Beløb, som er skattepligtige for foreninger og selskaber efter selskabsskattelovens § 5 B, stk. 4, og fusionsskattelovens § 12, stk. 3, er ikke skattepligtige efter stk. 1 eller stk. 4.«.

I lov om merværdiafgift (momsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 634 af 23. juli 1997, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 435 af 26. juni 1998, foretages følgende ændringer:

1. § 2, stk. 1, 1. pkt., affattes således:

»Det danske afgiftsområde omfatter de danske landområder og søterritoriet samt luftrummet derover«.

2. I § 47, stk. 5, indsættes som 6. pkt.:

»Virksomheder, der ophører med at drive registreringspligtig virksomhed, skal underrette de statslige told- og skattemyndigheder om virksomhedens ophør, senest 8 dage efter ophøret.«

3. I § 52, stk. 1, indsættes efter ordet »salg«: »samt fastsætte begrænsninger for anvendelsen af afregningsbilag«.

I lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 741 af 22. september 1997, som ændret senest ved lov nr. 436 af 26. juni 1998, foretages følgende ændringer:

1. § 2, stk. 1, nr. 7, litra a, 4. pkt., affattes således:

»Køretøjerne må ikke benyttes til privat personbefordring, medmindre der er udstedt tilladelse til kørsel i optog eller med elever, der har afsluttet en uddannelse.«

2. § 2, stk. 1, nr. 11, affattes således:

3. I § 2, stk. 1, nr. 15, ændres »valutaudlændinge.« til: »valutaudlændinge,«.

4. I § 2, stk. 1, indsættes som nr. 16 - 19:

5. I § 2 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Skatteministeren fastsætter nærmere regler vedrørende afgørelser om afgiftsfritagelse efter stk. 1, nr. 16 og 17.«.

6. § 3, stk. 6, ophæves.

7. Som nyt 3. pkt. i § 5, stk. 2, indsættes:

»Det er endvidere tilladt at befordre personer uden for førerrummet, hvis der er udstedt tilladelse til kørsel i optog eller med elever, der har afsluttet en uddannelse.«.

I lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. (Selskabsskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 727 af 7. oktober 1998, foretages følgende ændringer:

1. § 3, stk. 4, ophæves.

Stk. 5-7 bliver herefter stk. 4-6.

2. I § 3, stk. 5, 1. pkt., der bliver stk. 4, 1. pkt., ændres »stk. 2-4« til: »stk. 2 og 3«.

3. § 3, stk. 7, der bliver stk. 6, affattes således:

»Stk. 6. Et foretagende af den i stk. 1, nr. 4, omhandlede art er undtaget fra skattepligten, uanset at den i bestemmelsen fastsatte begrænsning for anvendelsen af foretagendets indtægter ikke er optaget i dets vedtægter, såfremt det må anses for udelukket at ændre foretagendets vedtægter. Det er en betingelse, at der ved likvidation af foretagendet ikke udloddes mere end den indskudte kapital, og at foretagendet overholder den i stk. 1, nr. 4, fastsatte begrænsning for anvendelse af foretagendets indtægter.«.

4. I § 5 B, stk. 4, ændres «foretager udlodninger som nævnt i ligningslovens § 16 A, foretager udlodning af likvidationsprovenu i det kalenderår, hvori selskabet eller foreningen m.v. endeligt opløses,« til: »foretager udlodninger som nævnt i ligningslovens § 16 A, der ellers enten beskattes som udbytte eller indgår i opgørelse af fortjeneste eller tab,«.

5. I § 5 B, stk. 8, ændres »udlodninger som nævnt i ligningslovens § 16 A« til: »udlodninger af udbytte som nævnt i ligningslovens § 16 A«.

6. I § 9, stk. 2, ændres »16 A, stk. 4« til: »16 A, stk. 8«.

7. § 10, stk. 2 og 3, ophæves.

Stk. 4 - 6 bliver herefter stk. 2 - 4.

8. § 10, stk. 4, der bliver stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Et tidligere benyttet indkomstår kan vælges omlagt til et andet indkomstår, hvis det er begrundet i de forhold, der gør sig gældende for selskabet eller foreningen m.v., såsom hensyn til sæson, brancheændring, personaleferie, nye forretningsforbindelser eller koncerntilhørsforhold. Omlægning af et indkomstår kan kun ske, såfremt alle indkomstperioder kommer til beskatning, og såfremt intet indkomstår efter reglerne i stk. 1, 6. og 7. pkt., hverken overspringes eller dubleres. Selskabet eller foreningen m.v. skal inden udløbet af det indkomstår, der ønskes omlagt, give meddelelse herom til de statslige told- og skattemyndigheder. Skatteministeren kan give tilladelse til omlægning af et tidligere benyttet indkomstår begrundet i andre forhold i selskabet eller foreningen m.v. Ansøgning herom skal indsendes inden udløbet af det indkomstår, der ønskes omlagt.«.

9. § 10, stk. 5, der bliver stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Såfremt en person, et selskab, en forening m.v. eller en kreds af personer, selskaber og foreninger m.v. på grund af aktiebesiddelse, vedtægtsbestemmelse, aftale eller fælles ledelse udøver en bestemmende indflydelse på et selskab eller en forening m.v., kan de statslige told- og skattemyndigheder, hvis der med denne indflydelse er forbundet en væsentlig interesse i dette selskabs eller denne forenings driftsresultat, kræve, at selskabet eller foreningen m.v. omlægger sit indkomstår, således at det bliver sammenfaldende med det, der benyttes af vedkommende personer, selskaber eller foreninger m.v. Afgørelser efter 1. pkt. kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, men ikke til anden administrativ myndighed.«.

10. § 36 ophæves.

I skattekontrolloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 5. august 1998, foretages følgende ændring:

1. I § 6 C, stk. 1, ændres »har været« til: »er eller kan blive«.

I lov om skattemyndighedernes organisation og opgaver (skattestyrelsesloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 526 af 3. juli 1998, foretages følgende ændring:

1. I § 17, stk. 3, udgår: »§ 2, stk. 1 og 3, i lov om ansættelse og opkrævning m.v. af skat ved kulbrinteindvinding og«.

I lov om skattefri virksomhedsomdannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 727 af 4. september 1995, som ændret senest ved § 35 i lov nr. 1223 af 27. december 1996, foretages følgende ændringer:

1. I § 3, stk. 3, ændres »ligningsrådets« til: »skatteministerens«.

2. § 4, stk. 5, 2. og 3. pkt., affattes således:

»I de tilfælde, der er omfattet af ligningslovens § 16 B, stk. 1, forhøjes den dér nævnte afståelsessum med et beløb, der svarer til den negative værdi. På samme måde forhøjes den i ligningslovens § 16 A nævnte udlodning, hvis den beskattes som udbytte, og hvis den sker i forbindelse med en nedsættelse af aktie- eller anpartskapitalen, med et beløb, der svarer til den negative værdi.«.

3. Efter § 8 indsættes:

»§ 8 a. Skatteministeren kan bemyndige de statslige eller kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter denne lov. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til klage over afgørelserne, herunder om at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.«.

I lov om afgift af spiritus m.m., jf. lovbekendtgørelse nr. 564 af 3. august 1998, som ændret ved § 33 i lov nr. 1098 af 29. december 1997, foretages følgende ændring:

1. § 16 ophæves.

I toldloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 113 af 27. februar 1996, som ændret senest ved § 33 i lov nr. 1223 af 27. december 1996 og § 36 i lov nr. 1098 af 29. december 1997 foretages følgende ændring:

1. § 1, stk. 1, affattes således:

»Det danske toldområde omfatter de danske landområder og søterritoriet samt luftrummet derover.«

I lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 810 af 10. september 1996, som ændret senest ved § 9 i lov nr. 426 af 26. juni 1998, foretages følgende ændring:

1. I § 8, stk. 5, ændres »Ligningsrådet« til: »skatteministeren«.

I lov om fonde og visse foreninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 698 af 11. august 1992, som ændret senest ved lov nr. 389 af 14. juni 1994, foretages følgende ændringer:

1. § 22, stk. 1, 2. og 3. pkt., ophæves.

2. § 50, stk. 1, 2. og 3. pkt., ophæves.

I lov om visse selskabers aflæggelse af årsregnskab m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 526 af 17. juni 1996, foretages følgende ændring:

1. § 3, stk. 1, 2. og 3. pkt., ophæves.

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2000, jf. dog stk. 2-17.

Stk. 2. Ansøgning, der inden 1. januar 2000 er indgivet til en myndighed, fra hvilken kompetencen til at give tilladelse eller træffe afgørelse flyttes til en anden myndighed, jf. § 1, nr. 9-11, § 8, nr. 1-3, 6, 7, 10, 13-20 og 22-26, § 14, nr. 12, § 20, nr. 1, og § 23, færdigbehandles af den pågældende myndighed. De regler, der i øvrigt gælder for den modtagende myndigheds tilladelser og afgørelser af den omhandlede art, finder tilsvarende anvendelse på afgørelser truffet efter den 1. januar 2000.

Stk. 3. § 1, nr. 2-5 og 8, § 5, § 6, nr. 1, § 8, nr. 8, § 10, nr. 1-3, § 12, § 14, nr. 5-6 og 13-19, § 17, nr. 4-6, og § 20, nr. 2, har virkning for erhvervelser, afståelser, indskud, tildelinger henholdsvis udlodninger, der foretages fra og med den 1. januar 2000. Tildelinger og udlodninger, der foretages i de i § 14, nr. 5 og 6, omtalte tilfælde, i henhold til en før 1. januar 2000 meddelt godkendelse af en medarbejderordning, er dog omfattet af de hidtil gældende regler.

Stk. 4. § 2, nr. 5, har virkning for boer, hvor førstafdøde ægtefælle afgår ved døden den 1. januar 2000 eller senere, § 2, nr. 6, har virkning for gaver, der er givet den 1. januar 2000 eller senere, og § 2, nr. 7, har virkning for brugs- eller indtægtsnydelser, der opgives den 1. januar 2000 eller senere.

Stk. 5. § 4, nr. 1, 35 og 37, samt § 11 har virkning fra og med den 1. januar 1997.

Stk. 6. § 4, nr. 5-6, 9, 11-22, 25-30, 32-34, 39-40, 42-43 og 45, samt § 10, nr. 4 og 5, og § 18 har virkning for boer og mellemperioder vedrørende personer, der afgår ved døden den 1. januar 2000 eller senere, på beskatningen af efterlevende ægtefæller og modtagere af udlodning og boudlæg efter personer, der afgår ved døden den 1. januar 2000 eller senere, samt på skifte af uskiftede boer i den efterlevende ægtefælles levende live, når anmodning om skifte indgives den 1. januar 2000 eller senere.

Stk. 7. § 4, nr. 24, har virkning fra og med indkomståret 1999.

Stk. 8. § 4, nr. 7, 23 og 36, samt § 14, nr. 3-4 og nr. 7-10, har virkning fra og med indkomståret 2000.

Stk. 9. § 4, nr. 46, har virkning for afregning af mellemperiodeskat og dødsboskat for boer og mellemperioder vedrørende personer, der er afgået ved døden i kalenderåret 1998 eller senere, samt for afregning af dødsboskat ved skifte af uskiftede boer i den efterlevende ægtefælles levende live, når anmodning om skifte er indgivet i kalenderåret 1998 eller senere.

Stk. 10. Reglerne om procenttillæg og procentgodtgørelse i kildeskattelovens § 61 og § 62 finder ikke anvendelse ved opkrævning eller tilbagebetaling af skat ved mellemperiode- og dødsbobeskatning efter reglerne i dødsboskatteloven, når dødsfaldet er indtrådt i perioden fra og med den 1. januar 1997 til og med den 31. december 1999, samt på skifte af uskiftede boer i den efterlevende ægtefælles levende live, når anmodning om skifte indgives i perioden fra og med den 1. januar 1997 til og med den 31. december 1999.

Stk. 11. § 8, nr. 4, 9, 11, 12, 21 og 27, har virkning for fusion, spaltning henholdsvis tilførsel af aktiver, der foretages med fusionsdato, spaltningsdato henholdsvis tilførselsdato den 1. januar 2000 eller senere.

Stk. 12. § 15, nr. 1, og § 22, nr. 1, træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.

Stk. 13. § 16 har virkning fra og med den 1. januar 2000. Fritagelser udstedt inden den 1. januar 2000 i medfør af registreringsafgiftslovens § 3, stk. 6, som ikke er bortfaldet senest den 30 juni 1999, forbliver i kraft for køretøjer, som indehaveren af fritagelsen har registreret inden den 31. december 1999.

Stk. 14. § 6, nr. 5, og § 17, nr. 7 og 10, har virkning for selskaber m.v., der anmeldes til Erhvervs og Selskabsstyrelsen den (fremsættelsesdatoen) eller senere, selskaber m.v., der den (fremsættelsesdatoen) eller senere omlægger indkomståret, og selskaber m.v., der den (fremsættelsesdatoen) eller senere overgår til udelukkende eller i væsentlig grad ikke at have erhvervsmæssig aktivitet.

Stk. 15. § 17, nr. 8 og 9, har virkning fra og med den (fremsættelsesdatoen).

Stk. 16. § 24 finder anvendelse på fonde og foreninger, der oprettes den (fremsættelsesdatoen) eller senere, og fonde og foreninger, som den (fremsættelsesdatoen) eller senere omlægger regnskabsperioden.

Stk. 17. § 25 finder anvendelse på selskaber, der anmeldes den (fremsættelsesdatoen) eller senere, og selskaber, der anmelder omlægning af regnskabsår den (fremsættelsesdatoen) eller senere.

Stk. 1. Denne lov gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. § 25 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som landsdelenes særlige forhold tilsiger.

Almindelige bemærkninger

Lovforslaget skal ses som et udslag af Regeringens ønske om at styrke borgernes retssikkerhed på skatte- og afgiftsområdet og at forenkle, justere og præcisere skatte- og afgiftslovgivningen, herunder toldloven. Samtidig foreslås, at regler, der ikke længere har noget anvendelsesområde, ophæves.

Forslaget omfatter i hovedtræk:

F.s.v.a. en nærmere beskrivelse af de enkelte ændringer henvises til bemærkningerne om de enkelte bestemmelser.

I den gældende skatte- og afgiftslovgivning findes en del bestemmelser, der fastsætter, at anvendelsen af nærmere angivne regler kræver tilladelse fra f.eks. skatteministeren eller Ligningsrådet. Andre bestemmelser fastsætter, at f.eks. skatteministeren eller Ligningsrådet kan dispensere fra nærmere angivne regler. Ofte er kompetencen ved sagsudlægningsbekendtgørelsen udlagt til f.eks. den kommunale skattemyndighed med klageadgang til den stedlige told- og skatteregion eller til den stedlige told- og skatteregion med klageadgang til Told- og Skattestyrelsen.

På baggrund af en gennemgang af bestemmelserne i skatte- og afgiftslovgivningen om dispensation eller tilladelse foreslås en objektivering af en række af disse bestemmelser.

Objektivering af en bestemmelse indebærer, at der normalt ikke skal søges om tilladelse eller dispensation for at anvende bestemmelsen. Betingelserne for anvendelse af bestemmelsen fastsættes i loven. Spørgsmål om, hvorvidt betingelserne for at anvende bestemmelsen er opfyldte, afgøres af den skatteansættende myndighed, hvis afgørelse kan påklages efter de sædvanlige regler, det vil sige til skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten, og indbringes for domstolene.

Objektiveringen af en bestemmelse indebærer i nogle tilfælde blot, at de hidtil i praksis gældende betingelser foreslås skrevet ind i lovteksten. I andre tilfælde foreslås der samtidig foretaget en forenkling eller præcisering af reglerne.

I en række bestemmelser foreslås Ligningsrådets kompetence til at træffe afgørelse overført til skatteministeren og udlagt ved sagsudlægningsbekendtgørelse.

F.s.v.a. objektivering m.v. indeholder forslaget følgende elementer:

Efter forslaget skal den skattepligtiges indsigelse imod en beskatning ved afståelse af visse finansielle aktier, der er anskaffet for lånte midler, ikke længere forelægges Ligningsrådet, jf. forslagets § 1, nr. 5. Ligesom det foreslås, at skatteyderen ikke længere skal kunne indbringe de tilfælde for Ligningsrådet, hvor skattemyndighederne tilsidesætter fradragsret for renter af lån, der er blevet brugt til visse køb af finansielle aktier og visse køb af fordringer, jf. § 14, nr. 3 og 4.

Det foreslås, at næringsaktionærer, som har valgt at bruge lagerprincippet, ikke længere vil kunne få tilladelse at vende tilbage til realisationsprincppet. Endvidere foreslås det kodificeret, at næringsaktionærer, der vælger realisationsprincippet, skal anvende gennemsnitsmetoden. Ligesom det foreslås kodificeret, hvad anvendelsen af lagerprincippet indebærer, jf. § 1, nr. 6-7.

Kompetencen til at tillade skattefri aktieombytninger overgår fra Ligningsrådet til skatteministeren, jf. §1, nr. 9.

Betingelserne for at give henstand med aktieavanceskat ved fraflytning til udlandet foreslås fastsat i loven, således at tilladelse er unødvendig, jf. § 1, nr. 12 -17.

Det er ikke nødvendigt med særskilt ansøgning for at boafgift bortfalder ved visse tilfælde af almennyttig arv, jf. § 2, nr. 1-4.

Det foreslås, at tilladelse til afgiftsfritagelse for chokoladevarer m.v., der anvendes til visse former for afgiftsfri produktion, skal gives, uden at skatteministeren har adgang til at udøve et skøn, sådan som loven i sin gældende formulering ellers åbner mulighed for, jf. § 3.

Det foreslås, at en efterlevende ægtefælle kan indtræde i den afdøde ægtefælles henstand med betaling af skatter efter aktieavancebeskatningsloven, uden at det er nødvendigt med en særlig tilladelse, jf. § 4, nr. 31 og 38.

Efter forslaget kræves der ikke længere tilladelse for at udskyde beskatning af fortjeneste indvundet ved mageskifte i de tilfælde, hvor der kan succeredes jf. § 5, nr. 4.

Efter forslaget kræves der ikke længere dispensation for at blive fritaget for afgift efter fondsbeskatningsloven ved indskud i en udenlandsk velgørende fond, jf. § 6 , nr. 1.

Det foreslås, at der som hovedregel ikke mere kræves tilladelse til at ændre fondes og foreningers hensættelser for helt eller delvist at udligne de skattemæssige virkninger af en ændring af den selvangivne indkomst. I de tilfælde, hvor der fortsat kræves tilladelse, flyttes kompetencen til at give tilladelse fra Ligningsrådet til skatteministeren, jf. § 6, nr. 3.

Det foreslås, at fonde ikke behøver en tilladelse for at foretage fradrag for hensættelser i henhold til krav i kongelig konfirmeret fundats i stedet for det almindelige fradrag for hensættelser til konsolidering af fondskapitalen, jf. § 6, nr. 4.

Fradrag for værditab ved opgørelse af frigørelsesværdien i henhold til lov om frigørelsesafgift af fast ejendom har hidtil efter anmodning fra den afgiftspligtige skullet fastsættes af vurderingsmyndighederne efter regler, der fastsættes af skatteministeren. Det foreslås at skrive reglerne ind i frigørelsesafgiftsloven, således at det ikke er nødvendigt at inddrage vurderingsmyndigheden på dette tidlige tidspunkt, jf. § 7.

Efter forslaget er det ikke længere Ligningsrådet (eller regionen på Ligningsrådets vegne), der skal give tilladelse til visse fusioner, spaltninger og tilførsler af aktiver. Denne kompetence overgår til skatteministeren, jf. § 8, nr. 1, 2, 3, 13, 14, 16, 17, 23 og 24.

Efter forslaget flyttes Ligningsrådets kompetence til at give visse tilladelser i forbindelse med fusion, spaltning og tilførsel af aktiver til skatteministeren, jf. § 8, nr. 6, 7, 10, 15, 19, 20, 22, 25 og 26.

Efter forslaget flyttes ansættelseskompetencen i kulbrinteskattesager fra Ligningsrådet til told og skatteforvaltningen, jf. §§ 12 og 19.

Efter forslaget kan en skattepligtig vælge periodisering af renteindtægter, uden at særlig tilladelse er nødvendig, jf. § 14, nr. 1 og 2.

Efter forslaget kræves ikke længere myndighedernes godkendelse af en medarbejderaktieordning eller medarbejderobligationsordning, jf. § 14, nr. 5 og 6.

Efter forslaget kan særligt store engangsindtægter, der oppebæres af opfindere, kunstnere og videnskabsmænd undergives en lempelig beskatning, der udligner progressionsvirkningen af at indkomsten samles sammen i et år, uden at en særlig tilladelse er nødvendig. Det er efter forslaget heller ikke nødvendigt med en tilladelse, for at dusører m.v. beskattes efter lempelige regler, jf. § 14, nr. 8.

Efter forslaget skal aktie- og anpartsselskaber kunne fradrage forsøgs- og forskningsudgifter, før erhvervet påbegyndes, uden at søge om tilladelse hertil, jf. § 14, nr. 11.

Efter forslaget flyttes Ligningsrådets kompetence til at give tilladelse til fradrag for forsøgs- og forskningsudgifter, før erhvervet påbegyndes, til skatteministeren, jf. § 14, nr. 12.

Efter forslaget kræves ikke længere myndighedernes godkendelse for, at udlodninger fra et aktieselskab beskattes som aktieavance, når udlodning sker i forbindelse med likvidation eller i forbindelse med en kapitalnedskrivning og afståelse af en del af selskabets virksomhed, jf. § 14, nr. 15.

Efter forslaget kræves ikke længere myndighedernes godkendelse for, at visse afståelser af aktier til det udstedende selskab, der ellers sidestilles med udbytte, beskattes som aktieavance, jf. § 14, nr. 20.

Det foreslås under § 16 at ændre registreringsafgiftsloven således, at køretøjer, der midlertidigt anvendes til kørsel i optog eller med elever, der har afsluttet en uddannelse fritages for registreringsafgift. Desuden foreslås køretøjer, som udelukkende benyttes i dyreparker og køretøjer, som en virksomhed anskaffer og benytter til nødvendig afprøvning af komponenter, som en virksomhed har fremstillet, fritaget. Tilsvarende foreslås for specialindrettede køretøjer, som anerkendte almennyttige organisationer m.v. anskaffer og benytter som testbiler.

Forslaget under § 17, nr. 1- 3, drejer sig om skattefrihed for havne og værker m.v., der leverer til offentligheden og hvor skattefrihed i visse tilfælde hidtil har været betinget af tilladelse. Det foreslås, at tilladelse ikke længere skal være nødvendig.

Det foreslås at objektivere betingelserne for selskabernes omlægning af indkomstår, jf. § 17, nr. 8-9.

Efter forslaget flyttes Ligningsrådets kompetence til at tillade et første indkomstår ved virksomhedsomdannelse, der afviger fra 12 måneder, til skatteministeren, jf. § 20.

Efter forslaget flyttes Ligningsrådets kompetence til at træffe afgørelse efter vurderingsloven om, hvornår der foreligger en samlet fast ejendom, til skatteministeren, jf. § 23.

Det foreslås, at der i boafgiftslovens regler om boopgørelse skabes ens regler for værdiansættelse af henholdsvis afdødes og den efterlevendes ægtefælles aktiver. Det foreslås således, at der ved værdiansættelsen af den efterlevende ægtefælles aktiver kan tages højde for den latente skat, der evt. hviler på aktivet, dvs. at beregne en såkaldt passivpost.

Konsekvensen af at indføre en passivpostberegning for de aktiver, der vedbliver med at tilhøre den efterlevende ægtefælle, vil være, at en større del af boet vil overgå til den efterlevende ægtefælle. Dermed bliver den samlede boafgift alt andet lige mindre, idet ægtefællen, som er afgiftsfri, arver en større del.

Det foreslås endvidere, at det klart kommer til at fremgå, at afgiften på 36,25 pct. for gaver, hvorpå der hviler en brugs- eller indtægtsnydelse, ikke finder anvendelse, hvis modtageren er indkomstskattepligtig af gaven.

Derudover stilles der forslag om ophævelse af reglen om suspensivt betingede gaver ydet før lovens ikrafttræden, da denne må anses for at være uden egentligt indhold.

Lovforslaget er en genfremsættelse med mindre ændringer af lovforslag nr. L 119, forslag til Lov om ændring af dødsboskatteloven, konkursskatteloven og skattekontrolloven (Justeringer). Forslaget blev fremsat den 3. december 1997 og blev alene førstebehandlet i folketingssamlingen 1997/98 inden udskrivelsen af valget til Folketinget, jf. Folketingstidende 1997-98, 1. saml., tillæg A, 2408 og 2423, og Folketingets forhandlinger, 3089.

Regeringen gennemførte ved lov nr. 1221 af 27. december 1996 om beskatning ved dødsfald (dødsboskatteloven) en betydelig revision af de tidligere gældende regler for indkomstbeskatning i forbindelse med dødsfald.

Revisionen var konkret foranlediget af lov nr. 383 af 22. maj 1996 om skifte af dødsboer, hvor der blev gennemført en gennemgribende revision af reglerne om skifte af dødsboer med det formål at forenkle og modernisere dødsbobehandlingen. Skiftereformen forudsatte, at der skete en tilpasning af dødsboskattereglerne. Revisionen af dødsboskattereglerne gik imidlertid videre end de lovændringer, der var en følge af skiftereformen. Der var således tale om en væsentlig forenkling i de materielle skatteregler, navnlig for boer, der skiftes.

De nye dødsboskatteregler, der som hovedregel fik virkning fra 1. januar 1997, har siden været genstand for vurderinger og overvejelser.

På baggrund heraf har regeringen fundet, at der er behov for at foretage nogle justeringer og præciseringer i forbindelse med den nye dødsboskattelov og i enkelte bestemmelser i nogle af de love, der knytter sig til dødsboskatteloven. Det drejer sig om konkursskatteloven og skattekontrolloven. Herudover foreslås en konsekvensændring i kildeskatteloven.

Lovforslaget indeholder mindre ændringer i forhold til L 119. Som det væsentligste indeholder nærværende lovforslag også ændrede regler for forfaldstidspunkt, forrentning og opkrævning af skat i dødsboer, hvor der foretages mellemperiode- eller dødsbobeskatning, samt ændrede regler af tidspunktet for statens afregning af mellemperiodeskat og dødsboskat til kommuner og amtskommuner.

Lovforslaget betyder ikke, at der sker ændringer i de grundlæggende principper for udformningen af dødsboskattereglerne.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser.

Baggrunden for den del af lovforslaget, der vedrører afgrænsningen af told- og afgiftsområdet er, at Regeringen har fremsat et forslag til Lov om afgrænsningen af søterritoriet (L 12), der vil udvide det danske søterritorium til 12 sømil (22.224 m) med ikrafttrædelsesdato 1. januar 1999.

Det foreslås at lade det danske told- og afgiftsområde følge afgrænsningen af søterritoriet. Dette indebærer en udvidelse fra 4 til 12 sømil.

Det danske afgiftsområde, jf. merværdiafgiftslovens § 2, stk. 1, 1. pkt., svarer til det danske toldområde. Derfor skal det danske afgiftsområde ændres svarende til det danske toldområde.

Herudover foreslås enkelte mindre administrative ændringer for at imødegå svig på momsområdet.

Det samlede lovforslag skønnes ikke at medføre nævneværdige provenumæssige konsekvenser.

De foreslåede objektiveringer m.v. af en række bestemmelser om dispensation og tilladelse, er i vidt omfang en tilpasning af lovgivningen til hidtidig praksis, og de skønnes ikke at have nævneværdige provenumæssige konsekvenser.

Forslagene til ændringer af boafgiftsloven, vil bl.a. sikre beregning af passivposter for efterlevende ægtefællers aktiver og præciserer personkredsen, der skal svare afgift af en ophørende brugs- eller indtægtsnydelse, og de skønnes at have meget begrænsende provenumæssige konsekvenser.

De foreslåede præciseringer m.v. i dødsboskatteloven m.fl. skønnes ikke at have nævneværdige provenumæssige konsekvenser.

For så vidt angår forslaget om tilpasning af statens afregning af mellemperiodeskat og dødsboskat til kommuner og amtskommuner, medfører ændringerne beskedne modsatrettede virkninger, der samlet set skønnes at have meget begrænsede virkninger på kommunernes og amtskommunernes likviditetsmæssige stilling i forhold til gældende regler.

De foreslåede ændringer af toldloven og momsloven skønnes ikke at have nævneværdige provenumæssige konsekvenser.

Ændringerne angående objektivering og udlægning af kompetencen skønnes at medføre engangsudgifter i Told*Skat i 1998 på 0,7 mio. kr. til information m.v.

Ændringer angående boafgiftsloven, dødsboskatteloven m.m. og afgrænsningen af told- og afgiftsområdet skønnes ikke at have nævneværdige administrative konsekvenser.

For kommunerne skønnes forslaget om ændring af dødsboskatteloven dog at medføre en begrænset lettelse.

Forslaget vedrørende objektivering m.m. har været til høring hos Erhvervsministeriet, Finansministeriet, Indenrigsministeriet, Justitsminsiteriet, Kulturministeriet, Statsministeriet, Økonomiministeriet, Nationalbanken, Finansrådet, Finanstilsynet, Told- og Skattestyrelsen, Kommunernes Landsforening, Frederiksberg Kommune, Københavns Kommune, Vestre Landsret, Østre Landsret, Landsskatteretten, Københavns byret, Retten i Århus, Dommerfuldmægtigforening, Ligningsrådet, Advokatrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Børsmæglerforeningen, Dansk Forfatterforening, De Danske Landboforeninger, Erhvervenes Skattesekretariat, Foreningen af Danske Skattenævn, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Håndværksrådet, Investeringsforeningsrådet, Københavns Fondsbørs, Landbrugsrådet, Rådet for Dansk Forsikring og Pension, Skattechefforeningen i Danmark, Skatteretsrådet og Skatterevisorforeningen.

I det følgende kommenteres en række af de mere principielle høringssvar:

Oprindeligt var det hensigten, at skattefri aktieombytning, fusion, spaltning og tilførsel af aktiver skulle kunne gennemføres uden forudgående tilladelse. Sådanne dispositioner kunne imidlertid efter det oprindelige forslag efterfølgende tilsidesættes, hvis formålet havde været »skatteunddragelse eller skatteundgåelse«. Dette er i overensstemmelse med fusionsdirektivets bestemmelser,

Denne fremgangsmåde blev kritiseret af Advokatrådet, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Erhvervenes Skattesekretariat og Dansk Forsikring og Pension, som bl.a. anført, at der begreberne »skatteunddragelse eller skatteundgåelse« bør defineres i loven.

Skatteministeriet fandt imidlertid, at der ikke på forhånd kunne opstilles en definition af begreberne »skatteunddragelse eller skatteundgåelse« uden på forhånd - og i strid med Leur-Bloem-dommen (EF-domstolenes dom af 17. juni 1997, se nedenfor under Forholdet til EU-retten) - at udelukke visse former for transaktioner. Omvendt fandt Skatteministeriet, at en lovfæstet definition af begreberne »skatteunddragelse eller skatteundgåelse« kunne umuliggøre en tilsidesættelse af visse transaktioner, som efter en konkret vurdering udgjorde »skatteunddragelse eller skatteundgåelse«, men som ikke var omfattet af definitionen i loven.

På denne baggrund foreslås det, at der som hidtil skal søges om tilladelse f.s.v.a. skattefri aktieombytning, fusion, spaltning og tilførsel af aktiver. Dog skal det ikke være Ligningsrådet, men som hovedregel de lokale told- og skatteregioner, der giver tilladelsen. I tilfælde, hvor regionerne giver afslag eller finder det nødvendigt at opstille vilkår for tilladelsen, vil sagen bliver forelagt Told- og Skattestyrelsen. Se nærmere herom bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 9-11 og § 8,

Forslaget indeholder bestemmelser om, at det ikke længere skal være nødvendigt med en tilladelse for at særligt store engangsindtægter, som er oppebåret af kunstnere, opfindere og videnskabsmænd kan undergives en lempelig beskatning, der udligner progressionsvirkningen af, at en særlig stor indkomst samles sammen i et år (§ 14, nr. 8). Advokatrådet finder, at det allerede efter gældende praksis er uklart, hvorfor man afgrænser den personkreds, der kan få lempet skatten af engangsindtægter på den måde, som man gør det. Advokatrådet stiller ikke forslag om en anden afgrænsning. Det er imidlertid ikke hensigten med det foreliggende lovforslag at ændre gældende praksis på anden måde end ved at objektivere og præcisere den gældende lempelsespraksis, således at ansøgninger overflødiggøres. Personkredsen afgrænses derfor efter forslaget principielt på samme måde som efter gældende ret, idet lovforslaget dog i bemærkningerne indeholder en præcisering af den nøjagtige afgrænsning, for i videst muligt omfang at undgå retssager.

Forslaget indeholder bestemmelser om, at det ikke er nødvendigt med en særlig tilladelse for, at beskatning af udlodning og nedskrivning af aktiekapital i et aktieselskab kan ske efter reglerne for aktieavancer i forbindelse med at selskabet afstår en del af sin virksomhed (§ 14, nr 15). I stedet fastsættes i selve loven de betingelser, der skal gælde. Advokatrådet finder, at disse bestemmelser bør suppleres med en dispensationsadgang i særlige tilfælde. Københavns kommune er inde på det samme problem. Det er imidlertid ikke muligt at foretage en klar afgrænsning af de særlige tilfælde, hvor dispensation evt. skal opretholdes, og da formålet er at opnå en større grad af afklaring af retstilstanden, er betænkelighederne ikke imødekommet.

Forslaget indeholder bestemmelser om, at det ikke er nødvendigt med en særlig tilladelse for, at afståelsesummen ved afhændelse af aktier til det selskab, der har udstedt aktierne, kan beskattes efter reglerne om opgørelse af fortjeneste og tab på aktier og ikke efter reglerne om udbytte. I stedet fastslås i selve loven de betingelser, der skal gælde (§ 14 , nr. 20). Advokatrådet finder, at reglerne om at afståelsessummer beskattes som udbytte helt kan ophæves. Foreningen af Statsautoriserede Revisorer finder, at de kan ophæves for fuldt skattepligtige. Det er imidlertid ikke meningen med nærværende lovforslag at revurdere behovet for de pågældende regler, men alene at foretage de ændringer, der er nødvendige, for at kravet om en tilladelse kan bortfalde. Om behovet for reglerne henvises i øvrigt til afslutningen af bemærkningerne til § 14, nr. 20, hvor det overvejes om skattereformen fra 1993 overflødiggør ligningslovens § 16 B.

Lovforslaget har været til høring hos Justitsministeriet, Finansministeriet, Økonomiministeriet, Erhvervsministeriet, Københavns Byret, Advokatrådet, Københavns Kommune, Landbrugets Rådgivningscenter, Dommerfuldmægtigforeningen og Told- og Skattestyrelsen. De modtagende svar er, for så vidt de har relevans, indarbejdet i lovforslaget og kommenteret i de specielle bemærkninger.

Som følge af høringssvar er forslaget ændret i forhold til det oprindelige udkast. Forslaget gik oprindeligt ud på, at der skulle gives adgang til at beregne passivposter for længstlevendes egne aktiver, såfremt der var tale om aktiver, der kunne være succederet i efter dødsboskattelovens § 36, hvis aktivet i stedet havde været afstået til andre arvinger eller legatarer i boperioden.

Dette er nu ændret, således at passivposten skal beregnes for alle aktiver der før, under og efter skiftet tilhører den efterlevende ægtefælle. Hensigten med ændringen er, at afdødes og den længstlevendes aktiver værdiansættes ens. Denne hensigt bliver ikke opfyldt, hvis reglen begrænses til visse aktiver, og det latente skattetilsvar påhviler under alle omstændigheder ægtefællen.

Forslaget angående afgrænsningen af told- og afgiftsområdet m.v. har været sendt til høring hos: Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen af Registrerede Revisorer, Landbrugsrådet, Håndværksrådet, Dansk Industri, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Det Danske Handelskammer, Advokatsamfundet, Danske Vognmænd, Danske Eksportvognmænd, Dansk Speditørforening, Erhvervenes Transportudvalg, Danmarks Rederiforening, Justitsministeriet, Finansministeriet, Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet, Trafikministeriet, Fødevareministeriet, Erhvervsministeriet og Told- og Skattestyrelsen.

Sekretariatet for Erhvervsministeriets Testpanel i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har vurderet, at denne del af lovforslaget ikke var egnet til vurdering i Testpanelet.

Lovforslaget har ingen direkte erhvervsøkonomiske konsekvenser.

Generelt vil forslaget angående objektivering betyde en vis administrativ og økonomisk lettelse for virksomheder, der drives i selskabsform, da der i et vist omfang ikke længere skal søges om dispensation eller tilladelse. Det vil f.eks. være tilfældet med skattefri medarbejderaktieordninger m.v. (se forslagets § 14, nr. 5) og dispensation angående ligningslovens § 16 A og § 16 B (forslagets § 14, nr. 15 og 20).

Generelt har man også tilstræbt at øge retssikkerheden ved at indføje i selve lovteksten, hvornår en bestemmelse kan finde anvendelse - og uden at søge om tilladelse eller dispensation. F.eks. fritagelse for aktieavancebeskatning for personer ved fraflytning, jf. forslagets § 1, nr. 12-13; fritagelse for boafgift, jf. forslagets § 2, nr. 3; mageskifte, jf. § 5, stk. 4; lempet beskatning af »kunsterindtægter«, dusører m.v., jf. § 14, nr. 8.

Omvendt medfører manglende forhåndsgodkendelse m.v., at sådanne dispositioner som nævnt ovenfor vil blive efterkontrolleret som led i den almindelige ligning; og at dette vil kunne medføre ændrede skatteansættelser, som dog vil kunne påklages og i givet fald underkastes domstolsprøvelse.

Objektiveringsforslaget har været forelagt Erhvervsministeriets Testpanel. Af de 198 adspurgte virksomheder har de 89 svaret, og heraf er der kun 19, der er berørt af forslaget. Det har derfor været vanskeligt at konkludere entydigt på baggrund af virksomhedernes besvarelser. Besvarelserne tyder dog på, at lovforslaget ikke forventes umiddelbart at medføre væsentlige administrative konsekvenser, idet flertallet af de berørte virksomheder vurderer at lovændringerne ikke får administrative konsekvenser på engangsbasis. Der er desuden en tendens til, at lovforslaget ventes at medføre løbende administrative lettelser for virksomhederne, idet ca. halvdelen af de berørte virksomheder vurderer, at de vil få løbende administrative lettelser som følge af lovændringerne. Dette skyldes, at diverse ansøgninger fremover vil kunne undgås.

Forslaget ang. beregning af passivposter m.m. i boafgiftsloven, justeringer i dødsboskatteloven m.m. og afgrænsningen af told- og afgiftsområdet m.v. skønnes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Forslaget skønnes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

Objektivering m.m skønnes ikke at have EU-retlige aspekter, idet der dog på et enkelt punkt - forslagets bestemmelser om tilladelse til visse fusioner, spaltninger, tilførsel af aktiver og ombytning af aktier - sker en tilpasning til artikel 11, stk. 1, litra a, i fusionsdirektivet (90/34/EØF), jf. EF-domstolens dom af 17. juni 1997 i sag C-28/95 (Leur-Bloem)

Lovforslagets bestemmelser ang. beregning af passivposter m.m. i boafgiftsloven og de foreslåede justeringer i dødsboskatteloven m.m. skønnes ikke at have EU-retlige aspekter.

Lovforslagets bestemmelse om søterritoriet er i overensstemmelse med Rådets forordning 2913/92 (toldkodeksen), artikel 3, stk. 3, der fastsætter, at Fællesskabets toldområde også omfatter medlemslandenes søterritorium. Når søterritoriet udvides, jf. Udenrigsministeriets lovforslag om en afgrænsning af søterritoriet, skal der derfor ske en tilsvarende udvidelse af toldområdet.

Rådsdirektiv 77/388/EØF (6. momsdirektiv) artikel 3 fastlægger rammerne for den territoriale afgrænsning af afgiftsområdet, der for Danmarks vedkommende er sammenfaldende med toldområdet. Udvidelsen af afgiftsområdet er således en konsekvens af udvidelsen af toldområdet.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af ændringer i aktieavancebeskatningslovens § 13 a.

Den foreslåede ophævelse af aktieavancebeskatningslovens § 1, stk. 3, er en konsekvensrettelse.

I den gældende aktieavancebeskatningslovs § 1, stk. 3, anføres, at fortjeneste ved udlodning af likvidationsprovenu er skattepligtig efter aktieavancebeskatningsloven. I nærværende lovforslag følger dette af forslaget til § 16 A, stk. 7, i ligningsloven (lovforslagets § 14, nr. 18).

I den gældende aktieavancebeskatningslovs § 1, stk. 3, anføres endvidere, at skattepligten ikke gælder visse udlodninger af likvidationsprovenu efter selskabsskattelovens § 5 B, stk. 4, og fusionsskattelovens § 12, stk. 3. I nærværende lovforslag følger dette af forslaget til ændring af de to bestemmelser sammenholdt med forslaget til ændring af ligningslovens § 16 A (lovforslagets § 8, nr. 8, og § 17, nr. 4, sammenholdt med lovforslagets § 14, nr. 15).

Forslaget er redaktionelt. Det følger allerede i forvejen af den foreslåede ligningslovs § 16 A, stk. 7, (lovforslagets § 14, nr. 18), at udlodning af likvidationsprovenu i likvidationsåret og året før skal beskattes efter reglerne i den gældende aktieavancebeskatningslovs § 2 b, stk. 2. Af denne fremgår, at fortjeneste og tab altid beskattes, og at likvidationsudlodningerne altså indgår i en sådan opgørelse af fortjeneste eller tab efter aktieavancebeskatningsloven

Det foreslås, at der ikke længere skal søges om dispensation i henhold til § 2 b, stk. 5, i aktieavancebeskatningsloven, men at det overlades til de skatteansættende myndigheder som et led i den almindelige ligning at afgøre, hvorvidt der rettelig bør ske likvidationsbeskatning efter stk. 1.

Ifølge aktieavancebeskatningslovens § 2 b medregnes fortjeneste eller tab på andelsbeviser m.v. i andelsbeskattede andelsforeninger ved indkomstopgørelsen, uanset ejertidens længde. Reglerne i § 2, § 2 a, § 2 c, §§ 3-9 og § 13 finder ikke anvendelse. Skatteministeren kan dog i det enkelte tilfælde tillade, at fortjeneste ved afståelse af andelsbeviser m.v. ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, men beskattes efter aktieavancebeskatningslovens almindelige regler, hvis foreningen er stiftet før den 22. maj 1987, og det må anses for godtgjort, at afståelsen ikke er sket for at undgå beskatning efter reglerne om likvidationsudlodning.

De gældende betingelser for at få dispensation fremgår af pkt. 8.4 i cirkulære nr. 137 af 19. juli 1994, som ændret ved cirkulære af 20. december 1995, om aktieavancebeskatningsloven:

Det følger af cirkulæret, at efter § 2 b, stk. 5, kan der dispenseres for beskatningen efter § 2 b ved afståelse af andelsbeviser, hvis andelsforeningen er stiftet før den 22. maj 1987. Der kan ikke opnås dispensation for beskatning efter § 2 b ved udlodning af likvidationsprovenu. Det er derfor en betingelse for dispensation, at det må anses for godtgjort, at afståelsen ikke er sket for at undgå likvidationsbeskatningen efter § 2 b, stk. 1. Virkningen af en dispensation er, at de almindelige regler i aktieavancebeskatningsloven finder anvendelse.

Dispensation kan kun gives for den enkelte afståelse. F.eks. kan dispensation ikke gives for fremtidige afståelser i en bestemt forening.

Ved afgørelsen af, om der skal gives dispensation, ses der på de samlede omstændigheder omkring afståelsen. Forhold, der i den forbindelse tillægges betydelig vægt, er, hvorvidt overdragelsen af andelen sker sammen med overdragelse af virksomheden (som videreføres) eller i forbindelse med driftsomlægning eller virksomhedsophør, hvor erhververen reelt er i stand til at udnytte andelen som et naturligt led i sin virksomhed, idet erhververen f.eks. driver samme slags virksomhed som overdrageren. Indtræder erhververen ved at overtage andelen i en forpligtelse til at levere eller aftage et produkt, taler dette for, at overtagelsen sker som led i en erhvervsvirksomhed.

Såfremt der er tale om salg af andelen til den udstedende andelsforening, kan der som udgangspunkt ikke meddeles dispensation, idet et sådant tilbagesalg må sidestilles med en delvis likvidation. Hvis det efter andelsforeningens vedtægter er et krav, at overdragelsen af andelen skal ske gennem foreningen, således at overdragelsen dels vil fremtræde som en overdragelse fra andelshaveren til andelsforeningen dels som en overdragelse fra andelsforeningen til en erhverver, der reelt er i stand til at udnytte andelen som et naturligt led i sin virksomhed, dvs. situationen reelt er den, at andelsforeningen alene optræder som formidler, vil der dog alt efter omstændighederne kunne gives dispensation.

For at undgå forsøg på omgåelse af beskatning gennem vedtægtsændringer efter lovens ikrafttrædelse, kan der ikke meddeles dispensation, såfremt overdragelse af andele, herunder overdragelse gennem andelsforeningen, kan finde sted som følge af en vedtægtsændring efter den 22. maj 1987.

En række samtidige overdragelser foretaget af flere andelshavere i samme andelsforening vil kunne indicere, at overdragelsen sker med henblik på at undgå beskatning af likvidationsprovenu. I sådanne tilfælde bør der derfor kun under ganske særlige omstændigheder gives dispensation.

Hvis andelsforeningens medlemskreds overvejende består af medlemmer, der er indbyrdes økonomisk forbundne, kan der ikke meddeles dispensation. Dette vil f.eks. være tilfældet, såfremt den overvejende del af medlemskredsen består af koncernforbundne selskaber, søsterselskaber eller selskaber ejet af samme aktionærkreds.

Er der tale om afståelsessummer, som er omfattet af ligningslovens § 16 B, stk. 1, forudsætter beskatning af fortjeneste eller tab vedrørende afståelsessummer efter de almindelige regler i aktieavancebeskatningsloven, at der efter de gældende regler gives dispensation efter såvel ligningslovens § 16 B, stk. 2, som efter aktieavancebeskatningslovens § 2 b, stk. 5. I sådanne situationer vil dispensation efter § 2 b, stk. 5, dog som udgangspunkt være udelukket, idet udbetaling af sådanne afståelsessummer normalt må sidestilles med en delvis likvidation.

Det foreslås, at andelsforeninger, der er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3, og som er stiftet før den 22. maj 1987, ikke længere skal søge om dispensation fra beskatning efter stk. 1. Det vil sige, at fortjeneste ved afståelse af andelsbeviser m.v. i det kalenderår, hvori andelsforeningen endeligt opløses, eller det forudgående kalenderår som udgangspunkt bliver behandlet efter aktieavancebeskatningslovens almindelige regler, jf. stk. 4.

Dette vil imidlertid ikke gælde, såfremt skattemyndigheden efter en konkret vurdering i henhold til de gældende retningslinier finder, at der er tale om en afståelse for at undgå beskatning efter stk. 1.

Det foreslås, at den skattepligtiges indsigelse imod beskatning efter aktieavancebeskatningslovens § 2 c ikke længere skal forelægges Ligningsrådet, men at afgørelse om beskatning efter § 2 c træffes af den kommunale skattemyndighed, hvis afgørelse kan påklages i sædvanlig instansrækkefølge (skatteankenævn, Landsskatteretten, domstolene).

Efter de gældende regler i aktieavancebeskatningslovens § 2 c, stk. 1, medregnes fortjeneste ved afståelse af aktier ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst, i det omfang de pågældende aktier er erhvervet for lånte midler, og det pågældende selskab i det væsentlige må antages at indtjene overskud eller anden værditilvækst ved finansiering eller investering under sådanne omstændigheder, at selskabets overskud eller værditilvækst over en periode med stor sikkerhed kan opgøres på forhånd.

I henhold til stk. 4 kan beskatning imod den skattepligtiges påstand kun gennemføres efter Ligningsrådets nærmere bestemmelse. Bestemmelsen er midlertidig og omfatter kun aktier erhvervet før den 1. januar 1994, jf. § 11, stk. 16, i lov nr. 491 af 24. juni 1992.

Reglen i aktieavancebeskatningslovens § 2 c, stk. 4, - og de tilsvarende regler i ligningslovens § 5 E, stk. 4, og § 5 F, stk. 4, samt § 7 A, stk. 4, i den tidligere kursgevinstlov, nu § 15, jf. lov nr. 439 af 10. juni 1997 - blev indført ved lov nr. 491 af 24. juni 1992 med det formål at sikre en ensartet praktisering af bestemmelsen.

I og med at bestemmelsen har været gældende siden 1992 og dermed har haft en vis tid at fungere i, må det antages, at begrundelsen for Ligningsrådets inddragelse for så vidt ikke længere er til stede. Det foreslås derfor, at kravet om Ligningsrådets tilladelse ophæves.

Det foreslås, at næringsaktionærer, der vælger at bruge lagerprincippet, ikke længere vil kunne gå tilbage til realisationsprincippet.

Efter de gældende regler i aktieavancebeskatningslovens § 3, stk. 2, 1.-2. pkt., opgøres fortjeneste og tab på næringsaktier efter realisationsprincippet. D.v.s. forskellen mellem afståelsessummen og den del af den samlede anskaffelsessum for aktierne i hvert enkelt selskab, der efter en forholdsmæssig fordeling falder på de afståede aktier. Den skattepligtige kan dog i stedet vælge at medregne urealiseret fortjeneste eller tab på beholdningen af aktier til den skattepligtige indkomst (lagerprincippet). Efter stk. 2, sidste pkt. kan det én gang valgte princip for opgørelse af fortjeneste eller tab på aktier kun ændres efter tilladelse fra Ligningsrådet, som ved TS- cirkulære nr. 15 af 21. marts 1990 har bemyndiget de kommunale skattemyndigheder til at give sådan tilladelse. Efter samme cirkulære forudsætter et skift i opgørelsesprincip, at ansøgningen ikke hovedsageligt må anses for begrundet i ønsket om at udskyde eller fremskynde beskatningstidspunktet.

Bestemmelsens indhold, herunder en definition af næringsbegrebet, og praksis er beskrevet i pkt. 6.1.-2. i Skatteministeriets cirkulære nr. 137 af 19. juli 1994 om aktieavancebeskatningsloven.

Det foreslås, at den skattepligtige som hidtil kan vælge at skifte fra lovens hovedregel (realisationsprincippet), og gå over til lagerprincippet, men at der til gengæld ikke længere vil være mulighed for at skifte tilbage til realisationsprincippet. Det bemærkes, at ansøgninger om tilladelse til at vende tilbage til realisationsprincippet sjældent efterkommes, idet sådanne ansøgninger typisk fremkommer i perioder med massive kurssvingninger. Efter Regeringens opfattelse bør der ikke være adgang til at spekulere heri.

Der er tale om en kodificering af, at næringsaktionærer, der vælger realisationsprincippet, skal anvende gennemsnitsmetoden ved opgørelsen af fortjeneste og tab.

For næringsaktionærer, der vælger lagerprincippet, er der tale om en kodificering af de gældende regler. For urealiserede aktier anvendes aktiernes kursværdi ved henholdsvis indkomstårets begyndelse og slutning. For aktier, der er erhvervede eller realiserede i løbet af indkomståret anvendes den faktiske afståelses- og anskaffelsessum.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af den i lovforslagets § 14, nr. 15, foretagne ændring af ligningslovens § 16 A.

Efter den gældende regel i aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 1, kan Ligningsrådet give tilladelse til skattefri aktieombytning under forudsætning af, at det erhvervende selskab erhverver flertallet af stemmerne. »Ombytning af aktier« er defineret i stk. 2 i overensstemmelse med fusionsdirektivets artikel 2, litra d.

De gældende regler om tilladelse til ombytning af aktier er beskrevet i pkt. 5.8. i cirkluære nr. 82 af 29. maj 1997 om international beskatning.

Kompetencen til at tillade aktieombytning er som hovedregel udlagt til ligningskommunen og den lokale told- og skatteregion i forening. Hvis regionen og den berørte kommune er uenige om sagens afgørelse, forelægges den for Ligningsrådet, jf. cirkulære nr. 1996-23 af 7. oktober 1996.

Det foreslås at overføre Ligningsrådets kompetence til at tillade aktieombytning efter § 13, stk. 1, til skatteministeren.

Ifølge aktieavancebeskatningslovens § 13 d kan skatteministeren bemyndige de statslige eller kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelse efter loven. Det er tanken ved udlægningsbekendtgørelse at udlægge kompetencen til told- og skatteregionerne. Finder vedkommende told- og skatteregion, at anmodningen ikke kan imødekommes, eller at der skal stilles vilkår, skal sagen - med begrundet indstilling - indsendes til Told- og Skattestyrelsen til afgørelse.

Betingelsen om, at aktieombytninger kræver tilladelse, skal, som det fremgår af ovennævnte cirkulære, ses på baggrund af artikel 11, stk. 1, litra a, i fusionsdirektivet. Told- og skatteregionerne kan således afslå at give tilladelse til ombytning af aktier, hvis transaktionen som hovedformål eller som et af hovedformålene har skatteunddragelse eller skatteundgåelse. Told- og skatteregionerne kan - som det mindre i det mere - fastsætte særlige vilkår for aktieombytningen. Det må bero på en konkret vurdering ud fra den til enhver tid gældende skattelovgivning, om en aktieombytning må antages at have skatteunddragelse eller skatteundgåelse som hovedformål eller et af hovedformålene. Det må i givet fald bero på en konkret vurdering, om en ansøgning må afvises, om det er tilstrækkeligt at stille vilkår, og hvilke vilkår, der er nødvendige og tilstrækkelige.

Efter forslaget skal told- og skatteregionens afgørelse kunne indbringes for Landsskatteretten efter reglerne i skattestyrelseslovens kapitel 3, og reglerne i kapitel 3 A om omkostningsdækning skal kunne anvendes, jf. nedenfor. Landsskatterettens afgørelse kan indbringes for domstolene. Hermed bringes reglerne i overensstemmelse med EF-domstolens dom af 17. juli 1997 i den såkaldte Leur-Bloem-sag. I dommen, der er offentliggjort i Skat Udland 1997, 257, fastslås det, at fusionsdirektivets artikel 11, stk. 1, litra a, skal fortolkes således, at ved afgørelsen af, om den påtænkte transaktion som hovedformål har skattesvig eller skatteunddragelse i direktivets forstand, skal de kompetente myndigheder foretage en samlet undersøgelse af den konkrete situation. Undersøgelsen skal kunne undergives en retslig prøvelse.

Det bemærkes, at det kun er afgørelser efter § 13, stk. 1, og ikke afgørelser efter § 13, stk. 3, jf. ændringen under nr. 10, der kan indbringes for Landsskatteretten. Baggrunden herfor er, at en prøvelse af tilladelse henholdsvis vilkår, herunder ændring af vilkår, ligger uden for Landsskatterettens normale kompetence, idet der ikke er tale om en legalitetsprøvelse. Behandlingen af sådanne sager falder derfor som udgangspunkt uden for Landsskatterettens arbejdsområde. Imidlertid fremgår de hensyn, der kan begrunde nægtelse af dispensation eller fastsættelse af vilkår i forbindelse hermed efter § 13, stk. 1, af fusionsdirektivets artikel 11, stk. 1, litra a. Der kan derfor i relation til direktivet være tale om en legalitetsprøvelse af, hvoridt en disposition omfattes af begreberne skattesvig eller skatteunddragelse i direktivets forstand, og derfor må tilsidesættes efter reglerne i direktivets artikel 11, stk. 1, litra a. Landsskatterettens prøvelse vil i givet fald bestå i at vurdere, om et vilkår er acceptabelt efter proportionalitetsprincippet, men retten vil ikke kunne opstille et andet og lempeligere vilkår. Sagen må i så fald gå tilbage til told- og skatteregionen, der herefter må opstille et nyt og lempeligere vilkår. Endvidere vil Landsskatteretten kunne tage stilling til, om nægtelse af aktieombytning efter § 13, stk. 1, er i overensstemmelse med direktivets artikel 11, stk. 1, litra a.

Efter den gældende regel i § 13, stk. 3, kan Ligningsrådet tillade skattefri aktieombytning i tilfælde, hvor et selskab erhverver hele aktiekapitalen i et andet selskab, eller hvor et selskab, der i forvejen ejer aktier i et andet selskab, erhverver resten af aktiekapitalen i det andet selskab.

Kompetencen til at tillade aktieombytning er som hovedregel udlagt til ligningskommunen og den lokale told- og skatteregion i forening. Hvis regionen og den berørte kommune er uenige om sagens afgørelse, forelægges den for Ligningsrådet, jf. cirkulære nr. 1996-23 af 7. oktober 1996.

Det foreslås at overføre Ligningsrådets kompetence til at tillade aktieombytning efter § 13, stk. 3, til skatteministeren.

Ifølge aktieavancebeskatningslovens § 13 d kan skatteministeren bemyndige de statslige eller kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelse efter loven. Det er tanken ved udlægningsbekendtgørelse at udlægge kompetencen til told- og skatteregionerne. Finder vedkommende told- og skatteregion, at anmodningen ikke kan imødekommes, eller at der skal stilles vilkår, skal sagen - med begrundet indstilling - indsendes til Told- og Skattestyrelsen til afgørelse.

Det foreslås, at transaktioner omfattet af stk. 1 og 3 skal gennemføres inden for en periode på højst 6 måneder fra den første ombytningsdag. For aktieombytninger efter stk. 1 svarer dette til den nuværende regel i § 13, stk. 1, 2. pkt. Endvidere foreslås det lovfæstet, at aktieombytninger i overensstemmelse med Ligningsrådets praksis ikke kan ske med tilbagevirkende kraft.

Det foreslås, at der ikke længere skal søges om henstand fra aktieavancebeskatning ved skattepligtens ophør ved fraflytning, men at henstand ydes mod betryggende sikkerhedsstillelse.

Det foreslås i stk. 6 at kodificere de betingelser, som skal være opfyldt for, at der kan ydes henstand.

Ophører en persons skattepligt efter kildeskattelovens § 1 som følge af fraflytning, eller bliver en person efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, skal fortjeneste på aktier m.v., som den pågældende ejer på tidspunktet for skattepligtsophøret eller flytningen af skattemæssigt hjemsted, beskattes i samme omfang, som hvis aktierne var afstået på dette tidspunkt. For aktier omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 2 gælder dette dog kun, hvis aktionæren er omfattet af den i § 11, stk. 2- 4, nævnte personkreds, eller hvis aktierne blev erhvervet i forbindelse med omdannelsen af en personligt ejet virksomhed efter lov om skattefri virksomhedsomdannelse.

Efter de gældende regler i aktieavancebeskatningslovens § 13 a, stk. 5, kan skatteministeren imod sikkerhed give henstand med betaling af skatter ved fraflytningen. Henstandsbeløbet forfalder til betaling, når aktierne afstås, eller aktionæren dør. Henstandsbeløbet fragår i den slutskat, der indgår i årsopgørelsen efter kildeskattelovens §§ 60-62, jf. § 62 A. Der beregnes et tillæg til henstandsbeløbet fra forfaldstid for skatten pålignet efter stk. 1, indtil henstandsbeløbet forfalder. Tillægget forfalder til betaling samtidig med henstandsbeløbet. Betales skatten eller henstandsbeløb med tillæg ikke rettidigt, forrentes det forfaldne beløb med 0,6 pct. pr. påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne. Skatteministeren fastsætter de nærmere regler om sikkerhedsstillelse for og indbetaling af henstandsbeløbet.

Kompetencen til at træffe afgørelse er ved sagsudlægningsbekendtgørelsen (senest bekendtgørelse nr. 336 af 10. juni 1998) udlagt til de lokale told- og skatteregioner samt Københavns Skatteforvaltning og Frederiksberg Skattedirektorat. Afgørelsen kan påklages til Told- og Skattestyrelsen.

Bestemmelsens indhold og praksis er beskrevet i bekendtgørelse nr. 770 af 19/11 1990 om henstand og sikkerhedsstillelse med betaling af skatter efter aktieavancebeskatningsloven og cirkulære nr. 137 af 19. juli 1994 om beskatning ved afståelse af aktier m.v., afsnit 17.1.9.1.

Det foreslåede stk. 6 er en kodificering af disse betingelser.

Det foreslås, at der ikke længere skal gives tilladelse til henstand. Henstand opnås uden videre mod passende sikkerhed og under forudsætning af, at betingelserne i det foreslåede stk. 6 er opfyldt.

Sikkerheden skal stå i passende forhold til henstandsbeløbet. Sikkerhed kan som hidtil bestå i aktier, børsnoterede obligationer, garanti fra et pengeinstitut eller anden sikkerhed efter de nævnte myndigheders bestemmelse og vurdering af, om sikkerheden er passende.

Kompetencen til at træffe afgørelse vil blive fastlagt ved udlægningsbekendtgørelse. Det er tanken at udlægge kompetencen til de statslige told- og skattemyndigheder med klageadgang til Told- og Skattestyrelsen.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af de under nr. 12 og 13 foreslåede ændringer i aktieavancebeskatningslovens § 13 a.

Til § 2

Efter boafgiftslovens § 3, stk. 2, er Skatteministeren bemyndiget til at bevilge boafgiftsfritagelse for arv, legat og forsikring m.v. til offentlige institutioner, den danske folkekirke, valgmenigheder, religiøse samfund, foreninger, selskaber eller stiftelser med almenvelgørende eller andet almennyttigt formål. Efter de gældende regler skal modtageren heraf ansøge om tilladelse til at modtage afgiftsfri arv i hvert enkelt tilfælde.

Der skabes med lovforslaget hjemmel til, at arv, legat og forsikring, som er godkendt efter § 3, stk. 2, eller er godkendt efter ligningslovens § 8 A eller § 12, er afgiftsfri. Dette betyder i praksis, at almenvelgørende eller på anden måde almennyttige fonde, foreninger, stiftelser, institutioner m.v. samt religiøse samfund, som er godkendt efter § 3, stk. 2, eller ligningslovens § 8 A eller § 12, optages på en liste, der udsendes af Told*Skat årligt, hvorefter der ikke skal ansøges om tilladelse til at modtage arv, legat eller forsikring afgiftsfrit hver gang, der tilfalder en arv.

Efter boafgiftslovens § 13 a skal der i boopgørelsen beregnes en passivpost i det omfang, en efterlevende ægtefælle, arving eller legatar indtræder i et dødsbos skattemæssige stilling efter dødsboskattelovens § 36 med hensyn til et skatterelevant aktiv. Passivposten fratrækkes ved opgørelsen af den afgiftspligtige beholdning.

Efter de gældende regler er der ikke hjemmel til at beregne passivpost ved den efterlevende ægtefælles overtagelse af egne aktiver.

Af dødsboskatteloven § 96, stk. 1, følger, at der ikke sker nogen udlodning vedrørende det, der både før, under og efter skiftet tilhører den efterlevende ægtefælle.

Da den efterlevende ægtefælles overtagelse af egne aktiver ikke er omfattet af begrebet udlodning, falder situationen uden for dødsboskattelovens § 36 og dermed uden for boafgiftslovens § 13 a.

Da værdiansættelsen af de aktiver, som tilhører den efterlevende ægtefælle før, under og efter skiftet kan påvirke størrelsen af arvebeholdningen efter den afdøde, synes det rimeligt, at denne værdiansættelse sker efter de samme principper som værdiansættelsen af de aktiver, der tilhørte afdøde. Som følge af de gældende regler ansættes aktiverne ikke ens, idet den efterlevendes aktiver værdiansættes højere, når der ikke kan beregnes en passivpost.

Det foreslås derfor, at der indføres regler om beregning af passivposter for de aktiver, der tilhører den efterlevende ægtefælle før, under og efter skiftet. Reglerne skal omfatte de aktiver, der var en del af fællesejet, samt aktiver, der indgik i et skilsmissesæreje, idet disse aktiver bliver en del af fællesejet ved død. Passivposten fratrækkes ved opgørelsen af fællesboet og ved opgørelsen af værdien af de aktiver, som ægtefællen modtager til fyldestgørelse af sit krav mod boet.

Konsekvensen af at indføre en passivpostberegning for de aktiver, der vedbliver med at tilhøre den efterlevende ægtefælle, vil være, at en større del af boet vil overgå til den efterlevende ægtefælle. Dermed bliver den samlede boafgift alt andet lige mindre, idet ægtefællen, som er afgiftsfri, arver en større del.

Efter de gældende regler betales der en afgift på 36,25 pct. af alle kapitaler og formuegoder, hvorpå der hviler en brugs- og indtægtsnydelse. Ifølge bemærkningerne til § 24 gælder dette uanset, hvilken tilknytning giver og modtager har til hinanden. Som følge af denne formulering kan § 24 fortolkes således, at reglen finder anvendelse på alle personer uanset, om modtager normalt ville være indkomstskattepligtig af gaven. Imidlertid fremgår det ligeledes af bemærkningerne, at § 24 er en værnsregel, som vil gøre det afgiftsmæssigt ufordelagtigt at give gaver med brugs- eller indtægtsnydelser.

På denne baggrund foreslås det nu præciseret i lovteksten, at afgiften på 36,25 pct., skal betales, såfremt modtager ikke er indkomstskattepligtig heraf. Derved sikres, at gaven altid afgiftsberigtiges eller indkomstbeskattes.

Såfremt en person uden for den gaveafgiftspligtige kreds, jf. § 22, har modtaget en gave med forbehold af en brugs- eller indtægtsnydelse for giver, og brugs- eller indtægtsnydelsen opgives, mens giver er i live, kan der ikke ske afgiftsberigtigelse efter kap. 5, idet modtager ikke er omfattet af de almindelige regler om gaveafgift, jf. § 22.

Ved ændringen fastsættes det, at værdien af brugs- eller indtægtsnydelsen afgiftsberigtiges med 36,25 pct., såfremt modtageren ikke er omfattet af den gaveafgiftspligtige kreds og ikke er indkomstskattepligtig af værdien af brugs- eller indtægtsnydelsen. Dette vil f.eks. gælde for almenvelgørende foreninger og anerkendte trossamfund, som ikke er indkomstskattepligtige.

Efter den gældende regel skal suspensivt betingede gaver ydet før boafgiftslovens ikrafttræden, afgiftsberigtiges, når betingelserne indtræder, efter de regler, der var gældende, da gaven blev ydet.

En suspensiv gave anses først for at være ydet, når betingelserne indtræder. Derfor kan man ikke komme frem til, at en gave er ydet inden lovens ikrafttræden, når man antager, at betingelserne er opfyldt efterfølgende. § 48, stk. 3, er således uden egentligt indhold og foreslås ophævet.

Til § 3

Der foreslås en ændret formulering af godtgørelses- og fritagelsesbestemmelserne i chokoladeafgiftslovens § 9 og en delvis objektivering af § 9, stk. 3.

Efter den gældende bestemmelse i § 9, stk. 1, kan skatteministeren give afgiftsgodtgørelse eller -fritagelse for varer, der anvendes til fremstilling af afgiftsfri varer, der leveres til udlandet. Desuden kan skatteministeren efter den gældende bestemmelse i § 9, stk. 4, fastsætte regler om godtgørelse af eller fritagelse for afgift af varer, der leveres til udlandet. Til forskel fra stk. 1 er der her tale om afgiftspligtige varer, der udføres i uforandret stand til udlandet.

I praksis administreres begge bestemmelser således, at de statslige told- og skattemyndigheder giver bevilling til afgiftsgodtgørelsen eller -fritagelsen. Bestemmelserne foreslås formuleret i overensstemmelse hermed og samlet i ét stykke.

Når der ikke foreslås en egentlig objektivering af de to nævnte bestemmelser, idet der fortsat skal søges om bevilling, skyldes det administrative og kontrolmæssige hensyn. En virksomhed vil f.eks. normalt ikke på forhånd vide præcist, hvor meget af de fremstillede afgiftsfri varer og dermed den medgåede afgiftspligtige vare (f.eks. kakao), der bliver eksporteret. Godtgørelsen/fritagelsen vil derfor skulle ske på grundlag af en a contoprocent ud fra f.eks. det foregående års omsætningsfordeling på salg til udlandet og indenlandsk salg, og der skal årligt foretages en efterregulering.

For så vidt angår § 9, stk. 2, foreslås den gældende afgiftsfritagelse for diplomatiske repræsentationer m.v. præciseret i selve lovteksten.

Efter § 9, stk. 3, kan skatteministeren, når forholdene taler derfor, tillade, at afgiftspligtige varer fritages for afgift, når de anvendes til fremstilling af varer, der ikke er afgiftspligtige, og som ikke ved indførsel vil være omfattet af dækningsafgiften efter lovens kap. 3. Bestemmelsen er anvendt til afgiftsfritagelse for bl.a. lakrids og kakaopulver, der anvendes til fremstilling af tobaksvarer, likør og likøressenser, frugtvin og øl. Bestemmelsen foreslås ligesom stk. 1 udformet som en bevillingsbestemmelse, og i forbindelse hermed foreslås skatteministerens adgang til at foretage et skøn afskaffet.Virksomheder vil herefter kunne få bevilling til afgiftsfritagelse, når de i bestemmelsen nævnte betingelser er opfyldt, dvs. at de fremstillede varer ikke er omfattet af afgiftspligt efter kap. 1 eller dækningsafgift.

§ 20 omhandler afgiftsfritagelse og -godtgørelse for varer omfattet af chokoladeafgiftslovens råstofafgift. Bestemmelserne i § 20, stk. 2-4, foreslås omformuleret til bevillingsbestemmelser ligesom de tilsvarende bestemmelser i lovens § 9, og i forbindelse hermed foreslås § 20, stk. 2, delvist objektiveret ligesom § 9, stk. 3.

Forslaget er en konsekvens af den ændrede formulering af chokoladeafgiftslovens § 9, stk. 3, og § 20, stk. 2.

Efter lovforslaget foreslås en lovfæstelse af hidtidig administrativ praksis i forbindelse med den skattemæssige behandling af dødsboer efter to ægtefæller, der afgår ved døden samtidig, uden at det kan konstateres, om den ene ægtefælle har overlevet den anden. I disse situationer vil ægtefællerne efter arvelovgivningen ikke anses at have indbyrdes arveret. Det foreslås, at der i disse tilfælde anses at være to dødsboer i relation til anvendelsen af reglerne i dødsboskatteloven. Hvert dødsbo omfatter den pågældende ægtefælles andel af ægtefællernes hidtidige fælleseje og skilsmissesæreje og eventuelle fuldstændige særeje.

Forslaget er nyt i forhold til L 119.

Der er tale om konsekvensændringer samt en præcisering som følge af forslaget under nr. 3.

Efter dødsboskattelovens § 5, stk. 1, omfatter dødsboets skattepligt som hovedregel boperioden. I § 96, stk. 4, defineres boperioden som perioden fra og med dagen efter dødsfaldet til og med skæringsdagen i boopgørelsen. For de boer, hvor dødsdagen vælges som skiftemæssig skæringsdag, opstår der derfor ingen egentlig boperiode. Det har dog ikke været hensigten, at et ikke-skattefritaget bo som følge heraf ikke skulle beskattes af gevinst eller tab, der konstateres ved salg og andre afståelser eller ved udlodninger uden succession med virkning fra dødsdagen. Det foreslås derfor præciseret, at et sådant dødsbo vil være skattepligtigt af de omhandlede beløb, selv om dødsdagen vælges som skæringsdag.

Efter de gældende regler i dødsboskattelovens § 6, stk. 3, kan skattefritagelsen for et dødsbo, der tidligere er fritaget for beskatning, bortfalde, når boopgørelsen følges af en tillægsopgørelse, og nærmere angivne beløbsgrænser for det indkomstår, hvori skæringsdagen i boopgørelsen ligger, overskrides. Det foreslås præciseret, at der er tale om anvendelse af de beløbsgrænser, der gælder for det kalenderår, hvori skæringsdagen for boopgørelsen ligger.

I dødsboskattelovens § 6, stk. 1, er fastsat regler om, at et dødsbo er fritaget for beskatning, hvis boets aktiver og nettoformue ikke overstiger nærmere angivne beløbsgrænser.

§ 6, stk. 4, indeholder regler for, hvorledes beløbsgrænserne skal anvendes i tilfælde, hvor afdøde var gift og havde en blandet formueordning, hvori der indgår et fuldstændigt særeje, og hvor afdødes andel af fællesboet og afdødes særbo skiftes hver for sig.

Det foreslås, at bestemmelsen i § 6, stk. 4, omformuleres for at præcisere, hvilke beløbsgrænser der skal anvendes i disse tilfælde. Efter forslaget anvendes beløbsgrænserne for det kalenderår, hvori skæringsdagen for det først skiftede bo ligger.

Efter dødsboskattelovens § 6, stk. 1, er et dødsbo fritaget for indkomstbeskatning, når boets aktiver og nettoformue på skæringsdagen i boopgørelsen ikke overstiger nærmere angivne beløbsgrænser.

Beregnet dødsboskat efter § 30, jf. § 72, fragår efter de gældende regler ved opgørelsen af boets nettoformue. Det kan betyde, at nettoformuen efter skatteberegningen kommer under den beløbsgrænse, der er afgørende for, om boet skal beskattes. Det foreslås derfor, at der i § 6 indsættes en bestemmelse som stk. 5 om, at beregnet dødsboskat efter § 30, stk. 1-4, ikke indgår ved opgørelsen af boets nettoformue ved anvendelsen af reglerne i § 6, stk. 1, om, hvorvidt boet skal beskattes. Når der er tale om fuldstændigt skifte af uskiftet bo i den efterlevende ægtefælles levende live, er det dog den beregnede dødsboskat efter § 30, stk. 1, sammenholdt med § 72, stk. 4, der ikke skal indgå ved opgørelsen af boets nettoformue.

Der foreslås endvidere tilsvarende ændringer i forbindelse med opgørelsen af nettoformuen ved anvendelsen af reglerne i § 6, stk. 3 og 4.

Passivposter, der beregnes efter boafgiftslovens § 13 a, fragår heller ikke ved opgørelsen af nettoformuen ved anvendelsen af reglerne i § 6.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af den i lovforslagets § 14, nr. 9, foreslåede ophævelse af ligningslovens § 7 O, stk. 2.

Der er tale om redaktionelle ændringer.

Hvis der i et dødsbo, der er fritaget for beskatning efter dødsboskattelovens § 6, ikke foretages afsluttende skatteansættelse af indkomsten i mellemperioden, anses afdødes indkomstskatter for mellemperioden for endeligt afgjort med betalingen af foreløbige indkomstskatter for mellemperioden, jf. lovens § 12, stk. 1. Det samme gælder for eventuelle restskatter, der er overført til opkrævning sammen med dødsårets foreløbige skatter efter kildeskattelovens § 61, stk. 3.

Efter lovforslaget vil endelighedsbestemmelsen også omfatte forfaldne skatterestancer fra tidligere indkomstår, der er overført til opkrævning efter reglerne i kildeskattelovens § 61, stk. 3, jf. lovens § 61 A.

Forslaget er nyt i forhold til L 119.

Efter de gældende bestemmelser i dødsboskattelovens § 14, stk. 2, og § 30, stk. 3, indrømmes der fradrag i mellemperiodeskatten henholdsvis dødsboskatten. Fradraget gives for hver påbegyndt måned fra begyndelsen af dødsåret til og med den måned, hvori dødsfaldet er sket. Fradraget erstatter det personfradrag, afdøde i levende live ville have oppebåret i henhold til de almindelige regler i personskatteloven.

Fradraget gives efter samme regler til afdøde personer, der anvendte et forskudt indkomstår, der udløber inden udgangen af det kalenderår, det træder i stedet for (bagudforskudt indkomstår). For afdøde personer, der har anvendt bagudforskudt indkomstår, foretages der imidlertid en omregning af indkomsten i mellemperioden henholdsvis bobeskatningsperioden efter dødsboskattelovens § 9, stk. 4, og § 22, stk. 6. Indkomsten i de nævnte perioder omregnes, således at den kommer til at svare til en indkomst i perioden fra 1. januar i det kalenderår, hvori dødsfaldet har fundet sted indtil dødsfaldet henholdsvis skæringsdagen i boopgørelsen.

Det foreslås derfor, at der sker en tilpasning af reglerne om fradrag i mellemperiodeskat og boskat ved bagudforskudt indkomstår, således at fradragene først beregnes med virkning fra den 1. januar i det kalenderår, hvori dødsfaldet har fundet sted og ikke som efter de gældende regler med virkning fra begyndelsen af det bagudforskudte indkomstår.

I dødsboskattelovens § 15 er fastsat regler for betaling af manglende skat og udbetaling af for meget indbetalt skat for mellemperioden. § 15 forudsætter, at der foretages en sammenligning mellem beregnet mellemperiodeskat og de beløb, der er indbetalt som foreløbige indkomstskatter for mellemperioden.

De foreslåede ændringer indeholder en præcisering og justering af de gældende regler i § 15.

Det foreslås, at de regler, som den gældende § 15, stk. 1, indeholder, opdeles på 3 forskellige bestemmelser.

Herefter opgøres der efter den foreslåede § 15, stk. 1, et beløb som summen af mellemperiodeskatten og eventuel overført restskat m.v. efter kildeskattelovens § 61, stk. 3, og med fradrag af eventuelt overført beløb efter kildeskattelovens § 62 C, stk. 2, 2. pkt. (indregnet overskydende skat).

Hvis der er overført forfaldne skatterestancer fra tidligere indkomstår til opkrævning efter reglerne i kildeskattelovens § 61, stk. 3, jf. lovens § 61 A, medregnes disse restancer også ved opgørelsen af beløbet efter § 15, stk. 1, i dødsboskatteloven.

Af den foreslåede § 15, stk. 2, fremgår, at negativ skat af aktieindkomst, der ikke har kunnet modregnes i afdødes slutskat m.v. (dvs. med tillæg af eventuel overført restskat m.v.) i årene forud for dødsåret, kan modregnes i mellemperiodeskatten m.v. (dvs. med tillæg af eventuel overført restskat m.v.), opgjort efter den foreslåede § 15, stk. 1, i det omfang den kan rummes heri. Det fastslås som noget nyt, at et eventuelt overskydende beløb ikke kan udbetales, hvilket svarer til de regler, der gælder for personer i levende live.

Hvis der i mellemperioden skal ske beskatning af opsparet overskud i virksomhedsordningen eller beskatning af indestående på konjunkturudligningskonto ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret efter henholdsvis § 10 og § 11 i dødsboskatteloven, indgår den til det beskattede opsparede overskud henholdsvis den til den beskattede henlæggelse svarende virksomhedsskat og konjunkturudligningsskat efter den foreslåede § 15, stk. 3, i de foreløbige indkomstskattebeløb som nævnt i § 15, stk. 2 og 3, der bliver stk. 4 og 5. Der er tale om en præcisering af de gældende regler.

Forslaget indeholder præciseringer og justeringer i forhold til L 119.

Der foreslås konsekvensændringer som følge af forslaget under nr. 12.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af forslagene under nr. 18 og 19.

Dødsboskattelovens § 16 indeholder de gældende regler for beskatning af afdødes aktieindkomst i mellemperioden.

Efter § 16, stk. 1, beskattes afdødes aktieindkomst i mellemperioden, der ikke overstiger den i personskattelovens § 8 a, stk. 1 og 2, nævnte grænse, endeligt efter reglerne i lovens § 8 a, stk. 1. Det betyder, at den indeholdte udbytteskat er endelig og ikke modregnes i mellemperiodeskatten.

Efter dødsboskattelovens § 16, stk. 2 og 3, skal indeholdt udbytteskat i nærmere angivne tilfælde modregnes i mellemperiodeskatten, før skatten sammenholdes med den afdødes øvrige forudbetalte skatter i mellemperioden efter lovens § 15.

Efter lovforslagets nr. 12 foreslås § 15 omformuleret, jf. bemærkningerne til nr. 12.

I tilslutning hertil foreslås det, at modregningen i mellemperiodeskatten af udbytteskat i de i § 16, stk. 2 og 3, nævnte tilfælde foretages ved, at indeholdt udbytteskat medregnes ved opgørelsen af de foreløbige indkomstskattebeløb efter § 15, stk. 2 og 3, der bliver stk. 4 og 5, i dødsboskatteloven.

Det foreslås, at reglerne i dødsboskattelovens § 92, stk. 4, om afregning af provenuet af dødsboskat og mellemperiodeskat mellem staten og kommuner og amtskommuner finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med skat af CFC-indkomst i mellemperioden.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af ophævelsen af § 9, stk. 4, i ejendomsavancebeskatningsloven ved § 2 i lov nr. 434 af 26. juni 1998.

I dødsboskattelovens § 30 er fastsat regler for, hvorledes dødsboskatten skal beregnes. Endvidere er bestemt, hvilke foreløbige indkomstskattebeløb m.v., der kan fradrages i dødsboskatten, eller som kan godskrives dødsboet.

De foreslåede ændringer til § 30 indeholder visse justeringer samt en præcisering af de gældende regler.

Der foreslås indsat en bestemmelse i dødsboskattelovens § 30 som stk. 5, hvoraf fremgår, hvorledes dødsboskatten m.v. opgøres. Til den opgjorte dødsboskat tillægges eventuel overført restskat m.v. efter kildeskattelovens § 61, stk. 3, og eventuelt overført beløb efter kildeskattelovens § 62 C, stk. 2, 2. pkt. (indregnet overskydende skat), fradrages.

Hvis der er overført forfaldne skatterestancer fra tidligere indkomstår til opkrævning efter reglerne i kildeskattelovens § 61, stk. 3, jf. lovens § 61 A, medregnes disse restancer også ved opgørelsen af beløbet efter § 30, stk. 5.

Endvidere foreslås, at den hidtidige affattelse af dødsboskattelovens § 30, stk. 6, om modregning af negativ skat af aktieindkomst, der ikke har kunnet modregnes i afdødes slutskat i årene forud for dødsåret, omformuleres svarende til den foreslåede § 15, stk. 2, i dødsboskatteloven, jf. bemærkningerne til nr. 12. Det fastslås endvidere som noget nyt, at et eventuelt overskydende beløb ikke kan udbetales, hvilket svarer til de regler, der gælder for personer i levende live.

Efter den foreslåede § 30, stk. 7, fastslås, at hvis der i bobeskatningsperioden skal ske beskatning af opsparet overskud i virksomhedsordningen eller beskatning af indestående på konjunkturudligningskonto ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret efter henholdsvis § 24 og § 25 i dødsboskatteloven, indgår den til det beskattede opsparede overskud henholdsvis den til den beskattede henlæggelse svarende virksomhedsskat og konjunkturudligningsskat i de foreløbige indkomstskattebeløb som nævnt i stk. 7, 1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt. Der er tale om en præcisering af de gældende regler.

Forslaget indeholder en justering i forhold til L 119.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslagene under nr. 29 og 30.

Det foreslås, at foreløbige indkomstskattebeløb, der ikke kan rummes i den nærmere opgjorte dødsboskat m.v., udbetales til dødsboet.

Dødsboskattelovens § 32 indeholder regler for beskatning af aktieindkomst i bobeskatningsperioden.

Efter § 32, stk. 1, beskattes aktieindkomst i bobeskatningsperioden, der ikke overstiger den i personskattelovens § 8 a, stk. 1 og 2, nævnte grænse, endeligt efter reglerne i lovens § 8 a, stk. 1. Det betyder, at den indeholdte udbytteskat er endelig og ikke modregnes i dødsboskatten.

Efter dødsboskattelovens § 32, stk. 2 og 3, skal indeholdt udbytteskat i nærmere angivne tilfælde modregnes i dødsboskatten efter reglerne i kildeskattelovens § 67.

Efter lovforslagets nr. 26 foreslås dødsboskattelovens § 30 omformuleret, jf. bemærkningerne til nr. 26.

I tilslutning hertil foreslås det, at modregningsreglerne for indeholdt udbytteskat fremgår direkte af dødsboskatteloven efter tilsvarende principper, som foreslås i forbindelse med reglerne for modregning af udbytteskat i mellemperiodeskat, jf. bemærkningerne til nr. 18 og 19.

Forslaget betyder herefter, at indeholdt udbytteskat i de i § 32, stk. 2 og 3, nævnte tilfælde medregnes ved opgørelsen af de foreløbige indkomstskattebeløb i dødsboskattelovens § 30, stk. 7, der bliver stk. 8.

Forslagene er nye i forhold til L 119.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af den i lovforslagets § 1, nr. 12, foreslåede ændring af aktieavancebeskatningslovens § 13 a, stk. 5, 1. pkt.

Der er tale om dels en redaktionel ændring dels en konsekvensændring som følge af forslaget under nr. 12.

Efter dødsboskattelovens § 57, stk. 3, skal begrænset skattepligtige boer, der ikke er fritaget for beskatning efter dødsboskattelovens § 6 foretage en selvangivelse samtidig med boopgørelsen.

Dog skal begrænset skattepligtige dødsboer, der nok er omfattet af skattefritagelsen i § 6, men som ikke har indsendt den særlige boopgørelse efter § 57, stk. 1, senest 2 år og 3 måneder efter dødsfaldet, alligevel beskattes, jf. § 54, stk. 5. Det foreslås, at selvangivelsen i disse tilfælde også skal indsendes samtidig med boopgørelsen.

Efter uskiftet bo-reglerne i dødsboskattelovens § 59, stk. 5, kan underskud i førstafdøde ægtefælles indkomst for årene forud for dødsåret overføres til fradrag i den efterlevende ægtefælles indkomst.

Bestemmelsen foreslås omformuleret, således at også afdødes underskud i indkomsten i dødsåret, kan overføres til modregning i den efterlevende ægtefælles indkomst.

Det foreslås i modsætning til i L 119, at underskudsreglen placeres i forbindelse med reglerne om den efterlevende ægtefælles succession i afdødes skattemæssige stilling.

Forslaget er i overensstemmelse med de regler for underskudsoverførsel ved uskiftet bo, der gjaldt før vedtagelsen af dødsboskatteloven.

Der er tale om en konsekvensrettelse i dødsboskatteloven som følge af lovrevisionen af kursgevinstloven, jf. lov nr. 440 af 10. juni 1997.

Dødsboskattelovens § 64, stk. 2, indeholder en regel om modregning af afdødes negative skat af aktieindkomst i den efterlevende ægtefælles skat i tilfælde, hvor der sker beskatning efter uskiftet bo-reglerne.

Efter bestemmelsen kan afdødes negative skat af aktieindkomst efter personskattelovens § 8 a, stk. 5, i det omfang den ikke har kunnet modregnes i afdødes slutskat i årene forud for dødsåret, fremføres til modregning i den efterlevende ægtefælles skat.

Bestemmelsen i dødsboskatteloven foreslås omformuleret, således at også afdødes negative skat af aktieindkomst, der ikke har kunnet modregnes i slutskatten vedrørende afdødes mellemperiode, kan overføres til modregning i den efterlevende ægtefælles skat.

Forslaget er i overensstemmelse med de regler for modregning af negativ skat af aktieindkomst ved uskiftet bo, der gjaldt før vedtagelsen af dødsboskatteloven.

Forslaget er nyt i forhold til L 119.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget under nr. 26.

Efter dødsboskattelovens § 87, stk. 2, skal skattekrav mod afdøde for indkomstår forud for dødsåret normalt fremsættes senest 3 måneder efter modtagelsen af en opgørelse over afdødes eller et uskiftet bos aktiver og passiver på dødsdagen. Det har vist sig hensigtsmæssigt, at der i denne sammenhæng også fastsættes en særlig frist for indgivelse af selvangivelse for året før dødsåret, hvis opgørelsen indgives inden udløbet af den almindelige selvangivelsesfrist i skattekontrollovens § 4. Hvis afdøde var sambeskattet med en efterlevende ægtefælle i året før dødsåret, skal der indgives selvangivelse for begge ægtefæller, for at der kan udskrives årsopgørelse. Det foreslås derfor, at selvangivelsesfristen i de nævnte tilfælde fremrykkes til tidspunktet for indsendelsen af opgørelsen både for afdøde og for en eventuelt sambeskattet ægtefælle.

I tilfælde, hvor et dødsbo udleveres til den efterlevende ægtefælle efter dødsboskiftelovens § 22, foreligger der ikke en opgørelse over boets aktiver og passiver på dødsdagen. Efter dødsboskattelovens § 87, stk. 2, skal skattekrav mod afdøde for indkomstår forud for dødsåret derfor normalt fremsættes senest 3 måneder efter modtagelsen af en meddelelse fra skifteretten om, at boet er udleveret til ægtefællen. Det har vist sig hensigtsmæssigt, at denne frist ændres, således at den løber fra det tidspunkt, hvor der er modtaget såvel selvangivelse for afdøde og en eventuelt sambeskattet ægtefælle for indkomståret forud for dødsåret som den nævnte meddelelse fra skifteretten.

Herudover indeholder forslaget en redaktionel ændring.

Forslaget er nyt i forhold til L 119.

Efter § 89 i dødsboskatteloven finder skattelovgivningens almindelige regler om forfaldstidspunkt, forrentning, opkrævning og inddrivelse af personskatter generelt anvendelse på skatter efter dødsboskatteloven. Fra dette udgangspunkt foreslås følgende undtagelser:

Det foreslås, at der fastsættes særlige regler for, hvornår mellemperiode- og dødsboskat forfalder til betaling. Hermed bestemmes tillige, fra hvilket tidspunkt krav vedrørende disse skatter eventuelt skal forrentes.

Endvidere præciseres, at reglerne om procenttillæg til restskat og procentgodtgørelse til overskydende skat i kildeskattelovens §§ 61 og 62 ikke skal finde anvendelse i forbindelse med mellemperiode- eller dødsbobeskatning i dødsboer, jf. i øvrigt bemærkningerne til den foreslåede § 26, stk. 10. Det præciseres tillige, at reglen om frivillig indbetaling af restskat efter kildeskattelovens § 59 ikke skal finde anvendelse på dødsboer i forbindelse med mellemperiode- eller dødsbobeskatning.

Forslaget skal ses i lyset af, at mellemperiode- og dødsboskat ikke på samme måde som personskatter har karakter af en samtidighedsskat.

Forslaget omfatter ikke alene særlige regler for mellemperiodeskat ved afsluttende skatteansættelse efter reglerne i dødsboskattelovens §§ 3-18, og dødsboskat, der er opgjort efter reglerne i §§ 19-33, men også for beregnet skat i dødsboer efter dødsboskatteloven i andre situationer. Det drejer sig om skat f.eks. i begrænset skattepligtige dødsboer (kapitel 9 i dødsboskatteloven), ved skifte af en ægtefælles særbo (kapitel 11 i dødsboskatteloven), ved skifte af uskiftet bo i den efterlevende ægtefælles levende live (kapitel 12 i dødsboskatteloven) og i genoptagelsesboer (kapitel 14 i dødsboskatteloven).

Ud over mellemperiodeskat og dødsboskat omfatter forslaget også skat af CFC-indkomst, der vedrører mellemperioden eller bobeskatningsperioden.

Det foreslås, at mellemperiodeskatten og dødsboskatten forfalder til betaling den 1. i den anden kalendermåned efter udskrivningsdatoen, med sidste rettidige betalingsdag den 20. i samme måned. Dette gælder også en efterfølgende korrektion af skatteansættelsen, der resulterer i en skatteforhøjelse.

Skifteretten kan i medfør af lov om skifte af dødsboer tillade, at opgørelse vedrørende afgrænsede dele af boet først foretages efter boets slutning. I sådanne tilfælde indsender boet en tillægsopgørelse og, hvis det skal betale dødsboskat, skal der selvangives herom, jf. dødsboskattelovens § 85. Selvangivelsen danner således basis for opgørelse og opkrævning af eventuel skyldig dødsboskat. I disse situationer forfalder skatten efter forslaget til betaling den 1. i den anden kalendermåned efter udskrivningsdatoen, med sidste rettidige betalingsdag den 20. i samme måned.

Hvis der er opkrævet for meget i skat, forrentes den overskydende skat fra den 1. i den anden kalendermåned efter udskrivningsdatoen for den for meget opkrævede skat, hvis tilbagebetaling ikke er sket inden dette tidspunkt. Forrentningen sker med den sats, der er fastsat i kildeskattelovens § 63. Herved følger rentesatsen automatisk kildeskattelovens rentesats ved eventuelle ændringer heraf.

Forslaget er nyt i forhold til L119.

Dødsboskattelovens § 92, stk. 4, indeholder regler for den tidsmæssige afregning mellem stat og kommuner samt amtskommuner af mellemperiodeskat ved afsluttende skatteansættelse og af dødsboskat.

Efter de gældende regler foretager staten en manuel afregning af kommunernes og amtskommunernes andel af mellemperiodeskatten og dødsboskatten den 1. december i året efter det kalenderår, hvori dødsboet afsluttes. Ved afregningen skal skatten fordeles med 2/5 til kommunen og 1/5 til amtskommunen.

Afregningen til kommunerne forudsætter, at der sker en manuel opgørelse af, hvor store beløb, den enkelte kommune skal have afregnet.

Inden afregningen finder sted, skal de foreløbige skatter, som afdøde har betalt eller skulle have betalt i det indkomstår, hvori dødsfaldet har fundet sted, annulleres i det maskinelle slutskattesystem, hvor den årlige fordeling af personskatter til kommunerne normalt foretages, for at undgå, at der sker dobbeltafregning af afdødes skatter til kommunerne. Denne annullering sker manuelt.

Statens fordeling af slutskattebeløb til kommunerne vedrørende et bestemt kalenderår sker på baggrund af oplysninger, som foreligger opgjort 1. maj i året 2 år efter kalenderåret. Afregningen, der sker via slutskattesystemet, finder sted den efterfølgende 1. oktober, 1. november og 1. december.

Det foreslås, at der sker en tilpasning af reglerne for den tidsmæssige afregning af mellemperiodeskat ved afsluttende skatteansættelse og dødsboskat til de regler, der gælder for afregning af de almindelige slutskattebeløb. Dvs., at afregningen af de nævnte skatter foreslås at ske 1. oktober, 1. november og 1. december i år 2 efter det år, hvori dødsfaldet har fundet sted. Herved opnås, at afregningen af mellemperiodeskat og dødsboskat kan ske maskinelt og følge den normale årlige afregning af slutskattebeløbene i slutskattesystemet.

Det foreslås endvidere, at der tilsvarende sker ændring i det tidspunkt, hvor der sker afregning af beløb, der som følge af ændringer i skatteansættelser er ført i tilgang eller afgang siden forrige afregning.

Efter forslaget sker der den 1. maj hvert år en opgørelse af kommunernes og amtskommunernes andele af de pågældende skatter, der som følge af ændringer i skatteansættelser er ført i tilgang eller til afgang siden forrige afregning. De opgjorte beløb afregnes med en tredjedel hver den 1. i månederne oktober, november og december i det pågældende kalenderår. Opgørelsen pr. 1. maj vil også omfatte skat vedrørende skatteansættelser, der er foretaget så sent, at der ikke kan ske afregning af skatten efter de almindelige afregningstidspunkter.

Der foreslås ikke ændringer i fordelingen af skatterne mellem stat og kommuner.

De foreslåede ændringer i afregningstidspunkterne vil også komme til at gælde for afregningen af skat af CFC-indkomst i bobeskatningsperioden og mellemperioden gennem henvisningen til § 92, stk. 4, dels i dødsboskattelovens § 33 dels i den foreslåede affattelse af dødsboskattelovens § 17, jf. bemærkningerne til nr. 20.

Det bemærkes, at afregningen af skat i tilfælde, hvor afdødes foreløbige skatter er endelige efter dødsboskattelovens § 12, efter de gældende regler sker maskinelt og følger den årlige afregning gennem slutskattesystemet. Dette foreslås præciseret i den foreslåede affattelse af § 92, stk. 4.

Forslaget er nyt i forhold til L 119.

I dødsboskattelovens § 96, stk. 2, defineres begrebet dødsåret. Begrebet defineres også, når afdøde havde bagudforskudt indkomstår. Det foreslås, at det præciseres, at begrebet dødsår i tilfælde, hvor dødsfaldet er sket efter udløbet af det bagudforskudte indkomstår og inden udgangen af det pågældende kalenderår, omfatter dødsåret perioden fra begyndelsen af det sidst afsluttede indkomstår til og med dødsdagen.

Der er tale om en tydeliggørelse af den eksisterende bestemmelse.

Ved L 103 (97/98) foreslog Regeringen bl.a. en ændring af ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 2. Herunder at grundbeløbet i 1. pkt. (147.000 kr.) skulle reguleres efter personskattelovens § 20.

Under udvalgsbehandlingen blev der stillet et ændringsforslag til § 6, stk. 2, og under sammenskrivningen blev henvisningen til personskattelovens § 20 slettet ved en fejl, således at den mangler i den vedtagne lov (lov nr. 434 af 26. juni 1998). Det er denne fejl, der nu foreslås rettet. Af bemærkningerne til L 103 fremgår det, at grundbeløbet i 1999 forventes at udgøre 200.000 kr..

Det foreslås, at der ikke længere skal søges om skatteministerens tilladelse til udskydelse af beskatning af fortjeneste indvundet ved mageskifte i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 7.

Efter de gældende regler i ejendomsavancebeskatningslovens § 7, stk. 2, kan skatteministeren efter ansøgning fra den skattepligtige tillade, at fortjeneste, der indvindes ved mageskifte af ubebyggede arealer, fritages for beskatning. Fritagelse kan meddeles, selv om der fra en af siderne ud over arealet ydes et vederlag af højst 10.000 kr.

Kompetencen til at træffe afgørelse er ved sagsudlægningsbekendtgørelsen (senest bekendtgørelse nr. 336 af 10. juni 1998) udlagt til den kommunale skattemyndighed. Afgørelsen kan påklages til den lokale told- og skatteregion.

Betingelserne for at få dispensation og en beskrivelse af praksis fremgår af afsnit E.J.2.4 i Ligningsvejledning 1997.

Det foreslås, at den skattepligtige uden anmodning kan vælge ikke at medregne fortjeneste, der indvindes ved mageskifte, til den skattepligtige indkomst. Det er dog en betingelse,

Det vil herefter være skattemyndighederne, der som led i den almindelige ligning kontrollerer, at betingelserne for skatteudsættelse efter § 7 er opfyldt.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af den i lovforslagets § 14, nr. 18, foreslåede affattelse af ligningslovens § 16 A, stk. 7.

Det foreslås at objektivere dispensationsbestemmelsen i fondsbeskatningslovens § 3 A, stk. 2.

Ifølge fondsbeskatningslovens § 3 A, stk. 1, skal der svares en afgift på 20 pct. af indskuddet, såfremt en fuldt skattepligtige person, selskab eller fond m.v. eller et dødsbo, der helt eller delvis behandles her i landet, indskyder midler i en udenlandsk fond eller trust, som er stiftet eller oprettet i et land, hvor fonde eller truster beskattes væsentlig lavere end efter danske regler. Det gælder dog kun den del af de årlige indskud, der overstiger 10.000 kr. Ifølge § 3 A, stk. 4, finder reglen tilsvarende anvendelse, hvis en person, et selskab m.v., som tidligere har været fuldt skattepligtig i Danmark, bliver fuldt skattepligtig påny, og inden for de sidste fem år forud for den fulde skattepligts genindtræden har indskudt midler i en udenlandsk lavbeskattet fond eller trust. Tilsvarende gælder, jf. § 3 A, stk. 3, hvis et selskab eller en forening m.v., som personen på indskudstidspunktet kontrollerede, i denne periode har foretaget sådanne indskud.

Ifølge de gældende regler i lovens § 3 A, stk. 2, kan skatteministeren meddele indskydere, der er afgiftspligtige efter stk. 1, dispensation fra afgiften, såfremt indskyderen godtgør, at midlerne i den udenlandske fond eller trust anvendes i almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt øjemed til fordel for en større kreds af personer.

Kompetencen til at træffe afgørelse er ved sagsudlægningsbekendtgørelsen (senest bekendtgørelse nr. 336 af 10. juni 1998) udlagt til de lokale told- og skatteregioner - for Københavns og Frederiksberg kommunes vedkommende, skattedirektoraterne. Afgørelsen kan påklages til Told- og Skattestyrelsen.

Betingelserne for dispensation er nærmere omtalt i pkt. 9.2.5 i cirkulære nr. 82 af 29. maj 1997 om international beskatning (lov nr. 312 af 17. maj 1995 og lov nr. 487 af 12. juni 1996). Det fremgår heraf bl.a., at afgrænsningen af, om en fond eller en trust må anses for almenvelgørende eller almennyttig, foretages efter de samme kriterier, som lægges til grund for bedømmelsen om fradragsadgang efter ligningslovens § 8 A samt fondsbeskatningslovens § 4, stk. 1. Efter disse bestemmelser er det dog en betingelse for fradrag, at fonden, foreningen m.v. er hjemmehørende i Danmark. Denne betingelse gælder (naturligvis) ikke i forbindelse med bestemmelsen i fondsbeskatningslovens § 3 A, stk. 2.

For at et formål kan anses for almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt, kræves, at den kreds af personer eller institutioner, der kan komme i betragtning ved uddelinger, er afgrænset efter retningslinier af et objektivt præg. Formålet må således komme en videre kreds til gode. For at et formål kan anses for almenvelgørende, er det en forudsætning, at støtten ydes personer inden for en videre kreds, der er i økonomisk trang.

Almennyttige formål foreligger, når formålet ud fra en almindelig fremherskende opfattelse kan karakteriseres som nyttigt. Blandt sådanne almennyttige formål kan eksempelvis nævnes sociale, kunstneriske og andre kulturelle formål, miljømæssige, videnskabelige, humanitære, religiøse og undervisningsmæssige formål.

Efter forslaget afskaffes skatteministerens dispensationsbeføjelse. I stedet skal spørgsmålet om, hvorvidt betingelsen for, at der ikke skal betales 20 pct. afgift - det vil sige, at indskyderen dokumenterer, at midlerne i den udenlandske fond eller trust anvendes i almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt øjemed til fordel for en større kreds af personer - afgøres efterfølgende af den skatteansættende myndighed med sædvanlig klageadgang (skatteankenævn og/eller Landsskatteretten og domstolene). Cirkulærets retningslinier for administrationen af bestemmelsen forudsættes ikke ændret i øvrigt.

Der er tale om redaktionelle ændringer for at opnå samme sprogbrug i hele fondsbeskatningsloven. Ifølge lovens § 15 A kan skatteministeren bemyndige de statslige eller kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter loven. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til klage over afgørelserne, herunder om at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Det foreslås at (del)objektivere bestemmelsen i fondsbeskatningslovens § 4, stk. 8, om Ligningsrådets tilladelse til efterfølgende hensættelser.

Ifølge de gældende regler i fondsbeskatningslovens § 4, stk. 8, kan fonde og foreninger, der har foretaget hensættelser efter stk. 3 og 7, efter udløbet af fristen for indgivelse af selvangivelsen kun ændre disse hensættelser med Ligningsrådets tilladelse.

Ligningsrådet har ved TSS-cirkulære 1995-17 af 22. december 1995 om efterfølgende hensættelser efter fondsbeskatningsloven bemyndiget de lignende myndigheder til at tillade ændring af hensættelser efter fondsbeskatningslovens § 4, stk. 3 og 7.

Cirkulæret indeholder regler om adgang til ændring af hensættelser, når ligningsmyndigheden påtænker at forhøje eller nedsætte den selvangivne eller ansatte indkomst, når en ansættelse er påklaget til skatteankenævnet eller til Landsskatteretten eller når en ansættelse er indbragt for domstolene. Den pågældende fond eller forening har efter ansøgning adgang til inden for lovens rammer at få ændret hensættelser for samme indkomstår i et sådant omfang, at den påtænkte ændring udlignes helt eller delvist. Der kan ikke gives tilladelse til efterfølgende ændring af hensættelser, såfremt der foreligger bødegivende forhold. Får fonden eller foreningen helt eller delvist medhold ved klage eller sagens indbringelse for domstolene, tilbageføres i samme omfang eventuelle efterfølgende hensættelser, der er foretaget til udligning af den påklagede ansættelsesændring.

Hvor ligningsmyndigheden ikke fuldt ud imødekommer ansøgningen, kan afgørelsen påklages til Ligningsrådet.

Efterfølgende ændring af hensættelser kan i andre tilfælde kun tillades af Ligningsrådet.

Efter forslaget afskaffes Ligningsrådets/de kommunale skattemyndigheders tilladelse til efterfølgende hensættelser i tilfælde af ændret skatteansættelse. Herefter har fonde og foreninger, der for et indkomstår har foretaget hensættelser efter lovens § 4, stk. 3 eller 7, adgang til (ret til) inden for lovens rammer at ændre disse hensættelser for helt eller delvist at udligne den skattemæssige virkning af en forhøjelse eller en nedsættelse af den selvangivne eller den ansatte indkomst. Dette gælder dog ikke, såfremt den ændrede skatteansættelse er bødegivende.

Ændringen af hensættelserne forudsætter en meddelelse herom til den skatteansættende myndighed. Meddelelsen skal gives inden udløbet af fristen for påklage af skatteansættelsen.

Hvis fonden eller foreningen ved påklage eller ved indbringelse af sagen for domstolene får helt eller delvist medhold, tilbageføres i samme omfang eventuelle efterfølgende hensættelser, der er foretaget til udligning af den påklagede ændring.

Efter forslaget kan efterfølgende ændring af hensættelser i andre tilfælde end de ovenfor nævnte kun ske med tilladelse af skatteministeren. Skatteministeren kan, jf. fondsbeskatningslovens § 15 A, der er omtalt ovenfor i bemærkningerne til nr. 2 og 6, bemyndige de statslige eller kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelse efter loven.

Det vil blive fastlagt ved sagsudlægningsbekendtgørelse, hvem der kan give tilladelsen. Det er tanken, at udlægge kompetencen til den skatteansættende myndighed. Er den skatteansættende myndighed en told- og skatteregion eller en kommune, skal afgørelsen kunne påklages til Told- og Skattestyrelsen, men ikke til anden administrativ myndighed.

Det foreslås at objektivere dispensationsbestemmelsen i fondsbeskatningslovens § 5, stk. 2.

Efter fondsbeskatningslovens § 5, stk. 1, kan fonde foretage fradrag for hensættelser til konsolidering af fondskapitalen med 25 pct. af de i indkomståret foretagne uddelinger til fyldestgørelse af almennyttige eller almenvelgørende formål.

Efter de gældende regler i lovens § 5, stk. 2, kan skatteministeren eller den, han bemyndiger dertil, tillade, at fonde foretager fradrag for andre hensættelser, der sker i henhold til krav herom i kongelig konfirmeret fundats, såfremt formålet med hensættelsen fremgår af fundatsen.

Kompetencen til at træffe afgørelse er ved sagsudlægningsbekendtgørelsen (senest bekendtgørelse nr. 336 af 10. juni 1998) udlagt til den kommunale skattemyndighed. Afgørelsen kan påklages til den lokale told- og skatteregion.

Betingelserne for dispensation efter § 5, stk. 2, er nærmere omtalt i pkt. 23.3. i cirkulære nr. 49 af 19. marts 1996 om fondsbeskatningsloven. Fradrag efter § 5, stk. 2, er ligesom fradrag efter § 5, stk. 1, et konsolideringsfradrag, men i modsætning til konsolideringsfradrag efter § 5, stk. 1, foretages fradraget ikke på baggrund af foretagne uddelinger. Det er derimod en betingelse, at der i en kongeligt konfirmeret fundats findes en særlig forpligtelse til at foretage konsolidering. - Det er ikke tilstrækkeligt, at der i fundatsen er mulighed for at foretage opsparing i ekstraordinært omfang. - Det er desuden en betingelse, at det af fundatsen fremgår, hvad der er begrundelsen for den særlige konsolideringsforpligtelse.

De materielle fondslove regulerer i et vist omfang fondens mulighed for og pligt til at foretage konsolidering, jf. fondslovens § 29 og erhvervsfondslovens §§ 40-42. Afgørelse om dispensation efter den gældende § 5, stk. 2, kan på denne baggrund træffes efter forudgående høring af fondsmyndigheden.

Da der både i § 5, stk. 1 og 2, er tale om fradrag for konsolidering, kan der efter de gældende regler ikke foretages hensættelse efter § 5, stk. 1, sideløbende med fradrag for hensættelser efter § 5, stk. 2. Hvis der forekommer tilfælde, hvor fonden foretager meget store uddelinger, således at fradraget i medfør af stk. 1 overstiger det tilladte fradrag efter stk. 2, kan fonden vælge at foretage fradrag efter stk. 1 i stedet for stk. 2.

Efter forslaget afskaffes skatteministerens dispensationsbeføjelse. Herefter afgøres spørgsmålet, om betingelserne for fradrag efter § 5, stk. 2, er opfyldt, af den skatteansættende myndighed med klageadgang til Landsskatteretten og mulighed for indbringelse for domstolene.

Efter forslaget kan fonde i stedet for fradrag efter stk. 1 foretage fradrag for andre hensættelser, der sker i henhold til krav herom i kongelig konfirmeret fundats. Det er en betingelse, at formålet med hensættelsen fremgår af fundatsen. Det vil sige, at betingelserne for fradrag er de samme som efter de gældende regler, og at der, som efter de gældende regler, er tale om et valg mellem fradrag efter stk. 1 og fradrag efter stk. 2.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af den i lovforslagets § 17, nr. 7, foreslåede ophævelse af selskabsskattelovens § 10, stk. 2.

Bestemmelsen indeholder forslag om, at den skattepligtige selv fastsætter værditab på bygninger m.v. opstået inden fastsættelsen af basisbeløbet. Den skattepligtiges værdiansættelse vil herefter kunne efterprøves af vurderingsmyndighederne efter anmodning fra de skatteansættende myndigheder.

Efter de gældende regler i frigørelsesafgiftslovens § 3, stk. 2, kan der ved opgørelse af frigørelsesværdien på begæring af den afgiftspligtige indrømmes et fradrag for værditab på bygninger m.v., der er opstået inden det tidspunkt, der er bestemmende for fastsættelsen af basisbeløbet.

Værditabet fastsættes af vurderingsrådet efter anmodning af den kommunale skattemyndighed, jf. § 3, stk. 2, 2. pkt. Vurderingsrådets afgørelse kan påklages til skyldrådet.

Reglen er nærmere beskrevet i pkt. 3.6 i cirkulære nr. 64 af 18. maj 1992 om frigørelsesafgiftsloven.

Vejledende for fradraget er den nedgang i eller bortfald af værdi af bygninger, andre anlæg og beplantninger m.v., der kan indtræde inden basisvurderingen som følge af, at muligheden for ejendommens overgang til anden anvendelse medfører, at de økonomiske forudsætninger for den hidtidige anvendelse af bygninger m.v. bortfalder. Der skal derimod ses bort fra værdinedgang på grund af ændringer i prisforholdene i øvrigt samt slid, ejendommens aldersforringelse og lignende forhold.

Såfremt der i perioden mellem basis- og sluttidspunktet er sket udstykning af ejendommen, skal det ansatte værditab fordeles på de udstykkede parceller og moderejendommen.

Det foreslås, at det overlades til den skattepligtige at fastsætte værdien af det værditab, der er opstået inden det tidspunkt, der er bestemmende for fastsættelsen af basisbeløbet. Ved værditab forstås den nedgang i eller bortfald af værdi af bygninger, andre anlæg og beplantning m.v., der er indtrådt inden basisvurdering som følge af, at muligheden for ejendommens overgang til anden anvendelse medfører, at den økonomiske forudsætning for den hidtidige anvendelse af bygninger m.v. bortfalder.

Efterprøvningen af den skattepligtiges værdiansættelse skal foretages i forbindelse med den almindelige ligning som ovenfor beskrevet.

Fusionsskattelovens § 3 fastsætter, at fusionerer et moderselskab med sit datterselskab, og har det ikke i et tidsrum af 3 år forud for fusionsdatoen besiddet den for gennemførelsen af fusionen fornødne majoritet (d.v.s. mindst 2/3, jf. aktieselskabslovens § 134 e og anpartsselskabslovens § 65), er det en betingelse for beskatning efter fusionsskatteloven, at der er opnået tilladelse hertil fra Ligningsrådet. Ligningsrådet kan fastsætte særlige vilkår for tilladelsen.

Det fremgår af cirkulære nr. 31 af 22. februar 1996 om fusionsskatteloven, pkt. 1.3.1., at bestemmelsen giver ligningsmyndighederne mulighed for at kontrollere, om bl.a. beskatningsgrundlaget for de sælgende selskabsdeltagere er korrekt, og om fusionen medfører beskatningsmæssige fordele, der ikke har været tilsigtet.

Ligningsrådet kan gøre tilladelsen betinget af særlige vilkår, der neutraliserer de ved fusionen opnåede skattemæssge fordele, som ikke er tilsigtet ved fusionsskatteloven. Det er i denne forbindelse især af betydning, om aktierne eller anparterne i datterselskabet er købt af moderselskabet for handelsværdien.

Ligningsrådet kan undtagelsesvis nægte tilladelse til fusion. Efter praksis gives der normalt ikke tilladelse, hvis det må antages, at fusionen er begrundet i et ønske om at omgå sambeskatningsvilkår 2.4.2. om begrænsning af fradrag for underskud.

Ligningsrådet har bemyndiget told- og skatteregionerne, Københavns Skatte- og Registerforvaltning og Frederiksberg kommunes skattedirektorat til i henhold til § 3 at tillade skattefri fusion uden særlige vilkår. Såfremt særlige vilkår anses for påkrævet, skal sagen forelægges for Told- og Skattestyrelsen. Fastsættelse af særlige vilkår foretages af Ligningsrådet.

Told- og Skattestyrelsen har i 1996 fået forelagt mindre end 5 sager. Der foreligger ikke oplysninger om, hvor mange sager der i øvrigt har været.

Efter forslaget opretholdes bestemmelsen, men kompetencen til at træfffe afgørelse overføres fra Ligningsrådet til skatteministeren.

Ifølge fusionsskattelovens § 15 e kan skatteministeren bemyndige de statslige eller de kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelse efter loven. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til klage over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Det er tanken ved sagsudlægningsbekendtgørelse at udlægge kompetencen til at træffe afgørelse efter § 3 til told- og skatteregionerne. Finder vedkommende told- og skatteregion, at anmodningen ikke kan imødekommes, eller at der skal stilles vilkår, skal sagen - med begrundet indstilling - indsendes til Told- og Skattestyrelsen til afgørelse.

Ifølge fusionsskattelovens § 4, stk. 1, kræves der tilladelse fra Ligningsrådet, når der inden for et tidsrum af 3 år forud for fusionsdatoen uden for normal samhandel er sket overdragelse af aktiver (fast ejendom, driftsmidler, varelager, goodwill, værdipapirer, rettigheder m.v.) fra selskabsdeltagere eller fra et selskab, der beherskes af en eller flere af selskabsdeltagerne, i de fusionerende selskaber, til et af de i fusionen deltagende selskaber.

Det fremgår af cirkulære nr. 31 af 22. februar 1996 om fusionsskatteloven, pkt. 1.4.1., at det er uden betydning i hvilken form overdragelsen er sket, og på hvilken måde, der er ydet vederlag fra selskabet side. Bestemmelsen finder kun anvendelse, hvis der er tale om særskilte formuetransaktioner, f.eks. overdragelse af et varelager som helhed i modsætning til vareleverancer som led i normal samhandel mellem selskaberne.

Formålet med bestemmelsen er at forhindre utilsigtede skattemæssige fordele og misbrug af fusionsskattelovens regler. Ligningsrådet kan derfor gøre sin tilladelse betinget af særlige vilkår, der neutraliserer sådanne følger. Ligningsrådet har i afgørelsen TfS 1998,76, givet tilladelse til fusion mellem to søsterselskaber efter § 4, stk. 1 og 2, med vilkår om, at der i skattemæssig henseende skulle bortses fra en overdragelse selskaberne imellem mindre end et år før fusionen af aktiver, som ikke kunne henregnes til almindelig samhandel.

Ligningsrådet har bemyndiget told- og skatteregionerne, Københavns Skatte- og Registerforvaltning og Frederiksberg kommunes skattedirektorat til i henhold til § 4, stk. 1, at tillade skattefri fusion uden særlige vilkår. Såfremt særlige vilkår anses for påkrævet, skal sagen forelægges for Told- og Skattestyrelsen. Fastsættelse af særlige vilkår foretages af Ligningsrådet.

Told- og Skattestyrelsen har i 1996 fået mindre end 5 sager forelagt. Der foreligger ikke oplysninger om, hvor mange sager der i øvrigt har været.

Efter forslaget opretholdes bestemmelsen, men kompetencen til at træffe afgørelse overføres fra Ligningsrådet til Skatteministeren. Skatteministeren kan, jf. fusionsskattelovens § 15 e, bemyndige de statslige eller de kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter loven. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til klage over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Det er tanken ved udlægningsbekendtgørelse at udlægge kompetencen til at træffe afgørelse efter § 4, stk. 1, til told- og skatteregionerne. Finder vedkommende told- og skatteregion, at anmodningen ikke kan imødekommes, eller at der skal stilles vilkår, skal sagen - med begrundet indstilling - indsendes til Told- og Skattestyrelsen til afgørelse.

Ifølge fusionsskattelovens § 4, stk. 2, kræves der tilladelse fra Ligningsrådet, når et af de i fusionen deltagende selskaber er stiftet inden for et tidsrum af 1 år forud for vedtagelsen af fusionen eller såfremt mere end 50 pct. af den samlede stemmeværdi i et af de fusionerende selskaber har skiftet ejer inden for et tidsrum af 1 år forud for vedtagelsen af fusionen. Ligningsrådet kan fastsætte særlige vilkår for tilladelsen.

Bestemmelsen i § 4, stk. 2, er indsat ved lov nr. 425 af 25. juni 1993 (Anparter, overskuds- og underskudsselskaber). Ifølge cirkulære nr. 31 af 22. februar 1996 om fusionsskatteloven, pkt. 1.4.2., er formålet med bestemmelsen at imødegå, at fusion mellem danske selskaber anvendes som led i »selskabstømninger«. Som eksempel nævnes det forhold, at reglerne i afskrivningslovens om udskudt afskrivning på udlejningsaktiver omgås ved placering af genvundne afskrivninger m.v. i det modtagende selskabs andet regnskabsår, hvor der første gang kan afskrives på udlejningsaktiver erhvervet året inden. Ligningsrådet kan gøre sin tilladelse betinget af særlige vilkår.

Efter forslaget opretholdes bestemmelsen, men kompetencen til at meddele tilladelse overføres til skatteministeren. Skatteministeren kan, jf. fusionsskattelovens § 15 e, bemyndige de statslige eller de kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter loven. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til klage over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Det er tanken ved sagsudlægningsbekendtgørelse at udlægge kompetencen til at træffe afgørelse til told- og skatteregionerne. Finder vedkommende told- og skatteregion, at anmodningen ikke kan imødekommes, eller at der skal stilles vilkår, skal sagen - med begrundet indstilling - indsendes til Told- og Skattestyrelsen til afgørelse.

Fusionsskattelovens § 6 indeholder nogle formforskrifter, som det modtagende selskab skal følge. Reglerne skal sikre, at ligningsmyndighederne får fuldt tilstrækkelige informationer om de væsentlige omstændigheder i forbindelse med fusionen.

§ 6, stk. 1, pålægger det modtagende selskab at sende en genpart af de dokumenter, der i selskabslovgivningen eller ved den konkrete tilladelse er foreskrevet udarbejdet i forbindelse med fusionen, til Told- og Skattestyrelsen. Told- og Skattestyrelsen har udlagt behandlingen af sager om skattefri fusion til told- og skatteregionerne, Direktoratet for Københavns Skatte- og Registerforvaltning og Frederiksberg kommunes skattedirektorat. De nævnte dokumenter og oplysninger skal herefter indsendes til den told- og skatteregion (skattedirektorat), under hvis område det modtagende selskab henhører.

Ifølge §§ 134 a, 134 b og 134 c i lov om aktieselskaber og § 65 i lov om anpartsselskaber skal der udarbejdes følgende dokumenter:

Den fælles regnskabsopstilling skal have en opgørelsesdag, der ligger inden for 6 måneder forud for fusionsplanens underskrivelse. Det vil sige, at fusionsplanen skal underskrives inden udløbet af første halvår af regnskabsåret.

Fusionsplanen skal inden 4 uger efter underskrivelsen indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Endvidere skal vurderingsmændenes erklæring indsendes. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen bekendtgør straks modtagelsen i Statstidende.

Beslutning om fusion træffes i det indskydende selskab af generalforsamlingen, i det modtagende selskab af bestyrelsen (evt. af generalforsamlingen). Generalforsamlingen kan tidligst afholdes 4 uger efter bekendtgørelsen af fusionsplanen og vurderingsmændenes erklæring. Vedtages fusionen ikke i overensstemmelse med den bekendtgjorte fusionsplan, anses forslaget som bortfaldet. Den vedtagne fusion skal anmeldes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen inden 2 uger efter, at fusionens retsvirkninger er indtrådt.

Ifølge de gældende regler i fusionsskattelovens § 6, stk. 4, skal de nævnte dokumenter indsendes senest 6 måneder efter fusionsdatoen. Fusionsdatoen er, jf. lovens § 5, datoen for den åbningsstatus, der i medfør af § 134 b i lov om aktieselskaber og § 65 i lov om anpartsselskaber skal udarbejdes for det modtagende selskab. Indsendelsen af dokumenterne er en betingelse for, at lovens regler kan finde anvendelse. Efter praksis kan dokumenterne indsendes i udkast, men det er en forudsætning, at de endelige dokumenter ikke på væsentlige punkter afviger fra de indsendte udkast.

Ved fusion af pengeinstitutter skal de nævnte dokumenter indsendes senest en måned efter datoen for Finanstilsynets godkendelse af fusionen, jf. § 6, stk. 5.

Ligningsrådet kan under ganske særlige omstændigheder se bort fra fristerne efter stk. 4 og 5, jf. § 6, stk. 6.

Det fremgår af bemærkningerne til § 6, stk. 4, (L 58, 1975-76) at det er forudsat, at fusionen er vedtaget før dokumenterne indsendes, det vil sige, at fusionen er vedtaget inden for 6 måneders fristen. Dispensationsbestemmelsen i stk. 6 blev indsat ved lov nr. 612 af 17. december 1976 samtidig med bestemmelsen i stk. 5. Det fremgår af bemærkningerne (betænkningen til L 99, 1976-77), at dispensationsbestemmelsen er indsat, fordi der i visse tilfælde kan være behov for, at andre af fusionsskatteloven omfattede virksomheder end banker og sparekasser kan fusionere skattefrit i andet halvår af regnskabsåret. Dispensationsbestemmelsen tilsigter således, at give selskaber omfattet af stk. 4 mulighed for skattefri fusion, selv om fusionen først vedtages og dokumenterne først indsendes efter udløbet af 6 måneders fristen.

Efter forslaget skal de nævnte dokumenter og oplysninger indsendes til de statslige told- og skattemyndigheder. Det vil som udgangspunkt sige den told- og skatteregion, under hvis område det modtagende selskab henhører.

Efter forslaget ændres fristen i § 6, stk. 4, således at de nævnte dokumenter skal være indsendt senest en måned efter den dag, hvor fusionen er vedtaget i alle de fusionerende selskaber.

Forslaget indebærer på den ene side, at fusion kan foretages skattefrit, uanset om fusionen vedtages i første eller andet halvår af regnskabsåret. Forslaget ændrer ikke ved de selskabsretlige regler, jf. ovenfor, hvorefter den fusion, der vedtages, skal være i overensstemmelse med den offentliggjorte fusionsplan, der skal være underskrevet inden udløbet af første halvår af regnskabsåret.

Forslaget indebærer på den anden side, at fristen for indsendelse af de nævnte dokumenter sættes i relation til vedtagelsen af fusionen, og at fristen derfor efter omstændighederne kan blive længere, men også kortere end efter de gældende regler.

Der er tale om en redaktionel rettelse, idet lovgivning og sager vedrørende regulering og tilsyn med de finansielle virksomheder ved kongelig resolution af 30. december 1996 er overført til Økonomiministeriet.

Efter de gældende regler i fusionsskattelovens § 6, stk. 6, kan Ligningsrådet under ganske særlige omstændigheder se bort fra fristerne efter stk. 4 og 5.

Med den ændrede frist i § 6, stk. 4, jf. forslaget under nr. 4, må det antages, at der vil være et meget ringe behov for dispensation efter bestemmelsen i § 6, stk. 6. Det kan imidlertid ikke afvises, at der fortsat vil kunne forekomme ganske særlige omstændigheder, hvor det må anses for rimeligt at dispensere fra fristerne i stk. 4 eller 5. Det foreslås derfor at opretholde bestemmelsen, men at overføre kompetencen til at træffe afgørelse til skatteministeren.

Ifølge fusionsskattelovens § 15 e kan skatteministeren bemyndige de statslige eller kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelse efter loven. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til klage over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Det er tanken ved udlægningsbekendtgørelse at udlægge kompetencen til at træffe afgørelse efter § 6, stk. 6, til de statslige told- og skattemyndigheder - den told- og skatteregion, hvortil dokumenterne m.v. skal indgives - med klageadgang til Told- og Skattestyrelsen.

Fusionsskattelovens § 8, stk. 6, 4. pkt., indeholder en bemyndigelse til Ligningsrådet til at tillade, at underskud fra et felt, jf. kulbrinteskattelovens § 18, stk. 1, fra tidligere år i et af de fusionerende selskaber kan bringes til fradrag ved det modtagende selskabs indkomstopgørelse for feltet.

Det foreslås, at kompetencen til at træffe afgørelse i henhold til den nævnte bestemmelse overføres fra Ligningsrådet til skatteministeren. Skatteministeren kan, jf. fusionsskattelovens § 15 e, bemyndige de statslige eller de kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter loven. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til at klage over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Ligningsrådets kompetence i henhold til kulbrinteopkrævningslovens § 2, stk. 1, (det vil sige som ligningsmyndighed for koncessionshavere) er som udgangspunkt udlagt til Told- og Skattestyrelsen, jf. § 7, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 336 af 10. juni 1998 om sagsudlægning.

Ved lovforslagets § 12, nr. 1, foreslås Ligningsrådets kompetence i henhold til kulbrinteopkrævningslovens § 2, stk. 1, overført til told- og skatteforvaltningen. Det er tanken at udlægge kompetencen i henhold til fusionsskattelovens § 8, stk. 6, 4. pkt., til Told- og Skattestyrelsen, hvis afgørelse ikke skal kunne påklages til anden administrativ myndighed.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af den i lovforslagets § 14, nr. 18, foreslåede ændring af ligningslovens § 16 A, stk. 7.

Fusionsskattelovens § 13 omhandler de formforskrifter, der skal overholdes ved fusion af andelsforeninger eller brugsforeninger i henhold til § 12. Bestemmelserne i § 13, stk. 1-4 er parallelle med bestemmelserne i § 6, stk. 1, 3, 4 og 6.

Den foreslåede ændring af § 13, stk. 3, 1. pkt., svarer til den under nr. 4 foreslåede ændring af § 6, stk. 4, 1. pkt. Der henvises til bemærkningerne til nr. 4.

Den foreslåede ændring af § 13, stk. 4, svarer til den under nr. 6 foreslåede ændring af § 6, stk. 6. Der henvises til bemærkningerne til nr. 6.

Ifølge fusionsskattelovens § 14, stk. 1, finder reglerne i kapitel 1 om fusion af aktieselskaber, anpartsselskaber og selskaber omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, tilsvarende anvendelse ved fusion af visse pengeinstitutter og ved fusion af gensidige forsikringsforeninger.

Der foreslås en redaktionel opdeling af den gældende bestemmelse i fusionsskattelovens § 14, stk. 1, nr. 4, i et nr. 4 omhandlende fusion mellem gensidige forsikringsforeninger, der beskattes efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5, og et nr. 5 omhandlende fusion mellem gensidige forsikringsforeninger, der beskattes efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6. Delingen tydeliggør, at der ikke kan foretages skattefri fusion mellem gensidige forsikringsforeninger omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5, og gensidige forsikringsforeninger omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.

Ifølge § 14, stk. 2, kan Ligningsrådet tillade, at lovens regler bringes i anvendelse ved fusion af investeringsforeninger. Ligningsrådet kan fastsætte særlige vilkår for tilladelsen.

Efter forslaget ophæves § 14, stk. 2, og bestemmelserne om fusion af investeringsforeninger flyttes til § 14, stk. 1, som nr. 6 og 7.

Det vil sige, at reglerne i kapitel 1 finder tilsvarende anvendelse ved fusion mellem investeringsforeninger, der beskattes efter reglerne i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 a, (akkumulerende investeringsforeninger), og ved fusion mellem investeringsforeninger, der beskattes efter reglerne i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, (udloddende investeringsforeninger).

Der kan ikke foretages skattefri fusion mellem akkumulerende investeringsforeninger og udloddende investeringsforeninger.

Ved fusion mellem visse selskaber, der er hjemmehørende her i landet, og visse selskaber, der er hjemmehørende i udlandet, og ved fusion mellem visse selskaber, der er hjemmehørende i udlandet, har selskaberne adgang til beskatning efter reglerne i fusionsskattelovens § 15, stk. 2-4. Ved spaltning af visse selskaber har selskaberne adgang til beskatning efter reglerne i § 15 b, stk. 1 og 2. Ved tilførsel af aktiver fra visse selskaber til visse selskaber har selskaberne adgang til beskatning efter reglerne i § 15 d.

Efter de gældende regler i § 15, stk. 1, 2. og 3. pkt., § 15 a, stk. 1, 2. og 3. pkt., og § 15 c, stk. 1, 2. og 3. pkt., er det en betingelse, at der er opnået tilladelse fra Ligningsrådet. Ligningsrådet kan fastsætte særlige vilkår for tilladelsen.

Bestemmelserne om, at det er en betingelse, at der er opnået tilladelse fra Ligningsrådet, og om, at der kan fastsættes særlige vilkår, blev indført ved lov nr. 319 af 3. april 1992 i forbindelse med gennemførelsen af fusionsdirektivet (direktiv 90/434/EØF). De gældende regler om tilladelse til fusion, spaltning og tilførsel af aktiver er omtalt i kapitel 3 i cirkulære nr. 31 af 22. februar 1996 om fusionsskatteloven, der er ændret ved cirkulære nr. 105 af 4. juli 1997 om spaltning, fusion og aktieombytning, samt cirkulære nr. 145 af 12. august 1998 (lettelse af strukturtilpasning).

Det bemærkes, at grænseoverskridende fusion og spaltning efter de danske selskabsretlige regler ikke er muligt.

Efter forslaget overføres Ligningsrådets kompetence til at træffe afgørelse efter § 15, stk. 1, § 15 a, stk. 1, og § 15 c, stk. 1, til skatteministeren. Skatteministeren kan, jf. fusionsskattelovens § 15 e, bemyndige de statslige eller de kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter loven. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til klage over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Det er tanken ved udlægningsbekendtgørelse enten at udlægge kompetencen til at træffe afgørelse efter den nævnte bestemmelse til told- og skatteregionerne eller Told- og Skattestyrelsen. Hvis kompetencen til at træffe afgørelse udlægges til told- og skatteregionerne, skal disse, hvis anmodningen ikke kan imødekommes, eller der skal stilles vilkår - med begrundet indstilling – indsende sagen til Told- og Skattestyrelsen til afgørelse.

Den myndighed, der får udlagt kompetencen til at give tilladelse, skal - som nu Ligningsrådet - først tage stilling til, om den transaktion, ansøgeren ønsker at foretage, er en fusion som defineret i lovens § 1, stk. 3, en spaltning som defineret i lovens § 15 a, stk. 2, eller en tilførsel af aktiver som defineret i lovens § 15 c, stk. 2. Hvis transaktionen ikke falder ind under definitionen på fusion henholdsvis spaltning eller tilførsel af aktiver, kan myndigheden ikke give tilladelse til anvendelse af lovens regler.

Bestemmelserne i fusionsskattelovens § 15, stk. 1, § 15 a, stk. 1, og § 15 c, stk. 1, om tilladelse til fusion, spaltning og tilførsel af aktiver skal, som fastsat i ovennævnte cirkulæres pkt. 3.1.1.(4), forstås i overensstemmelse med fusionsdirektivets artikel 11, stk. 1, litra a. Den myndighed, der får udlagt kompetencen til at give tilladelse, kan således - som nu Ligningsrådet - afvise at give tilladelse til anvendelse af lovens regler, hvis en fusion, en spaltning eller en tilførsel af aktiver må antages at have skatteunddragelse eller skatteundgåelse som sit hovedformål eller som et af hovedformålene. Myndigheden kan - som det mindre i det mere - fastsætte særlige vilkår for fusionen, spaltningen eller tilførslen af aktiver med henblik på at imødegå skatteunddragelse eller skatteundgåelse. Det må bero på en konkret vurdering under hensyn til den til enhver tid gældende skattelovgivning, om en fusion, en spaltning eller en tilførsel af aktiver må antages at have skatteunddragelse eller skatteundgåelse som hovedformål eller som et af hovedformålene. Det må i givet fald bero på en konkret vurdering, om ansøgningen må afvises, om det er tilstrækkeligt at fastsætte særlige vilkår, og hvilke vilkår, der må anses for nødvendige og tilstrækkelige. Vilkårene kan tilsigte at imødegå omgåelse af anden lovgivning end fusionsskatteloven. Vilkårene kan også tilsigte at imødegå omgåelse af reglerne i fusionsskatteloven.

Efter forslaget skal afgørelsen kunne indbringes for Landsskatteretten efter reglerne i skattestyrelseslovens kapitel 3, og reglerne i kapitel 3 A om omkostningsdækning skal kunne anvendes. Landsskatterettens afgørelse kan indbringes for domstolene. Hermed bringes reglerne i overensstemmelse med EF-domstolens dom af 17. juli 1997 i den såkaldte Leur-Bloem-sag. I dommen, der er offentliggjort i Skat Udland 1997, 257, fastslås det, at fusionsdirektivets artikel 11, stk. 1, litra a, skal fortolkes således, at ved afgørelsen af, om den påtænkte transaktion som hovedformål har skattesvig eller skatteunddragelse i direktivets forstand, skal de kompetente myndigheder foretage en samlet undersøgelse af den konkrete situation. Undersøgelsen skal kunne undergives en retslig prøvelse. En nærmere afgrænsning af begreberne »skattesvig« og »skatteunddragelse« fremgår hverken af fusionsdirektivet eller Leur-Bloem-dommen. Om afgrænsningen af begreberne fremgår det af skatteministerens svar til Folketingets Skatteudvalg den 20. januar 1992 på spørgsmål 30 og 31:

»Skattesvig« og »skatteunddragelse« anvendes i den danske oversættelse af fusionsdirektivet på en lidt anden måde end normalt i dansk skattelovgivning.

I den franske originaltekst står der »la fraude ou l’évasion fiscales«. Selv om oversættelsen heraf til »skattesvig eller skatteunddragelse« næppe kan kritiseres ud fra en sproglig synsvinkel, havde det været i bedre overensstemmelse med sprogbrugen i dansk skattelovgivning at oversætte til »skatteunddragelse eller skatteundgåelse«, idet »évasion fiscale« er en ikke-strafbar undgåelse af at betale skat. I den engelske og den tyske oversættelse står der da også henholdsvis »tax evasion or tax avoidance« og »Steuerhinterziehung oder – umgehung«.

Det bemærkes, at det kun er afgørelser efter § 15, stk. 1, § 15 a, stk. 1, og § 15 c, stk. 1, der kan indbringes for Landsskatteretten. Baggrunden herfor er, at en prøvelse af tilladelse henholdsvis vilkår, herunder ændring af vilkår, ligger uden for Landsskatterettens normale kompetence, idet der ikke er tale om en legalitetsprøvelse. Behandlingen af sådanne sager falder derfor som udgangspunkt uden for Landsskatterettens arbejdsområde. Imidlertid fremgår de hensyn, der kan begrunde nægtelse af dispensation eller fastsættelse af vilkår i forbindelse hermed efter § 15, stk. 1, § 15 a, stk. 1, og § 15 c, stk. 1, af fusionsdirektivets artikel 11, stk. 1, litra a. Der kan derfor i relation til direktivet være tale om en legalitetsprøvelse af, hvorvidt en disposition omfattes af begreberne skattesvig eller skatteunddragelse i direktivets forstand, og derfor må tilsidesættes efter reglerne i direktivets artikel 11, stk. 1, litra a. Landsskatterettens prøvelse vil i givet fald bestå i at vurdere, om et vilkår er acceptabelt efter proportionalitetsprincippet, men retten vil ikke kunne opstille et andet og lempeligere vilkår. Sagen må i så fald gå tilbage til told- og skatteregionen til fornyet behandling, hvor der herefter må opstilles et nyt og lempeligere vilkår. Endvidere vil Landsskatteretten kunne tage stilling til, om nægtelse af tilladelse til fusion, spaltning henholdsvis tilførsel af aktiver efter fusionsskattelovens § 15, stk. 1, § 15 a, stk. 1, henholdsvis § 15 c, stk. 1, er i overensstemmelse med direktivets artikel 11, stk. 1, litra a.

Fusionsskattelovens § 15, stk. 6, finder anvendelse ved fusion af selskaber eller foreninger, der alle er hjemmehørende i udlandet, hvis de fusionerende selskaber ikke beskattes efter reglerne i § 15, stk. 3. Det vil sige i de tilfælde, hvor det indskydende selskab ikke har aktiver m.v., der er knyttet til et fast driftssted her i landet, eller fast ejendom her i landet.

Ifølge den gældende affattelse af § 15, stk. 6, kan Ligningsrådet tillade, at reglerne i §§ 9 og 11 om skattemæssig succession på aktionærsiden finder tilsvarende anvendelse. Ligningsrådet kan fastsætte vilkår for tilladelsen.

Kompetencen til at træffe afgørelse efter § 15, stk. 6, var tidligere tillagt skatteministeren og udlagt til de kommunale skattemyndigheder med rekurs til den stedlige told- og skatteregion. Ved lov nr. 487 af 12. juni 1996 (International sambeskatning) blev kompetencen tillagt Ligningsrådet, idet Ligningsrådet havde kompetencen til at tillade fusion med udenlandske selskaber, jf. fusionsskattelovens § 15, stk. 1.

I konsekvens af forslaget om at overføre Ligningsrådets kompetence til at tillade fusion med udenlandske selskaber til skatteministeren, jf. ændringen under nr. 13, foreslås at kompetencen til at træffe afgørelse efter § 15, stk. 6, atter tillægges skatteministeren. Skatteministeren kan, jf. fusionsskattelovens § 15 e, bemyndige de statslige eller de kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter loven. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til klage over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Det er tanken ved udlægningsbekendtgørelse enten at udlægge kompetencen til at træffe afgørelse efter den nævnte bestemmelse til told- og skatteregionerne eller Told- og Skattestyrelsen. Hvis kompetencen til at træffe afgørelse udlægges til told- og skattestyrelserne, skal disse, hvis anmodningen ikke kan imødekommes, eller der skal stilles vilkår – med begrundet indstilling – indsende sagen til Told og Skattestyrelsen til afgørelse.

Efter de gældende regler i § 15 a, stk. 4, kan Ligningsrådet tillade, at lovens regler bringes i anvendelse ved spaltning af investeringsforeninger. Ligningsrådet kan fastsætte særlige vilkår for tilladelsen.

Efter forslaget skal bestemmelserne i §§ 15 a og 15 b om spaltning af visse selskaber finde tilsvarende anvendelse ved spaltning af investeringsforeninger, der beskattes efter fusionsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 a, (akkumulerende investeringsforeninger), forudsat, at det eller de modtagende investeringsforeninger beskattes efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 a, og ved spaltning af investeringsforeninger, der beskattes efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, (udloddende investeringsforeninger), forudsat at den eller de modtagende investeringsforeninger beskattes efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.

Der kan ikke foretages skattefri spaltning fra en akkumulerende investeringsforening til en udloddende investeringsforening eller fra en udloddende investeringsforening til en akkumulerende investeringsforening.

Ved spaltning skal sikkerhedsfondshenlæggelser som omhandlet i selskabsskattelovens § 13 C, stk. 1, som udgangspunkt fordeles efter forholdet mellem de overførte forsikringer og den samlede forsikringsbestand på spaltningstidspunktet. Fusionsskattelovens § 15 b, stk. 1, 7. pkt., og stk. 2, 7. pkt., indeholder bemyndigelser til Ligningsrådet til at fastsætte en anden fordeling. Bestemmelserne er parallelle med bestemmelserne i § 15 d, stk. 2, 5. pkt., og stk. 3, 5. pkt, jf. ændringerne under nr. 25 og 26.

Det foreslås, at kompetencen i henhold til de nævnte bestemmelser overføres fra Ligningsrådet til skatteministeren. Skatteministeren kan, jf. fusionsskattelovens § 15 e, bemyndige de statslige eller de kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter loven. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til klage over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Det er tanken ved udlægningsbekendtgørelse enten at udlægge kompetencen til at træffe afgørelse efter de nævnte bestemmelser til den skatteansættende myndighed eller til Told- og Skattestyrelsen. Hvis kompetencen udlægges til skatteansættende myndighed, og er denne myndighed en told- og skatteregion eller en kommune, skal afgørelsen kunne påklages til Told- og Skattestyrelsen, men ikke til anden administrativ myndighed.

Det må anses som en fordel for såvel selskabsdeltagerne i det indskydende selskab som skattemyndighederne, at få anskaffelsessummen for de aktier i det eller de modtagende selskaber, som selskabsdeltagerne modtager i forbindelse med spaltningen, fastlagt så hurtigt som muligt efter spaltningen, fremfor at udskyde fastlæggelsen til salgssituationen, hvor det, alt efter den forløbne periodes længde, kan være forbundet med vanskeligheder at opgøre salgssummen. Det foreslås derfor, at selskabsdeltagerne i det indskydende selskab sammen med selvangivelsen for det indkomstår, hvor en spaltning er gennemført, skal indsende en opgørelse af anskaffelsessummen for de aktier i det eller de modtagende selskaber, som selskabsdeltagerne har modtaget i forbindelse med spaltningen, og at anskaffelsessummen skal lignes af skattemyndigheden.

Fusionsskattelovens § 15 b, stk. 5, der bliver stk. 6, finder anvendelse ved spaltning af et selskab, der er hjemmehørende i udlandet, og selskaberne ikke beskattes efter reglerne i § 15 b, stk. 1. Efter den gældende affattelse af § 15 b, stk. 5, kan Ligningsrådet tillade, at bestemmelserne i stk. 4, 2.-14. pkt., om skattemæssig succession på aktionærsiden finder tilsvarende anvendelse. Ligningsrådet kan fastsætte vilkår for tilladelsen.

Kompetencen til at træffe afgørelse efter § 15 b, stk. 5, var tidligere tillagt skatteministeren og udlagt til den kommunale skattemyndighed med rekurs til den stedlige told- og skatteregion. Ved lov nr. 487 af 12. juni 1996 (International sambeskatning) blev kompetencen tillagt Ligningsrådet, idet Ligningsrådet havde kompetencen til at tillade spaltning af udenlandske selskaber, jf. fusionsskattelovens § 15 a, stk. 1.

I konsekvens af, at kompetencen til at give tilladelse til spaltning foreslås overført fra Ligningsrådet til skatteministeren, jf. ændringen under nr. 16, foreslås at kompetencen til at træffe afgørelse efter § 15 b, stk. 5, atter tillægges skatteministeren. Skatteministeren kan, jf. fusionsskattelovens § 15 e, bemyndige de statslige eller de kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter loven. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til klage over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Det er tanken ved udlægningsbekendtgørelse enten at udlægge kompetencen til at træffe afgørelse efter den nævnte bestemmelse til told- og skatteregionerne eller Told- og Skattestyrelsen. Hvis kompetencen udlægges til told- og skatteregionerne, og anmodningen ikke kan imødekommes, eller der skal stilles vilkår, skal sagen – med begrundet indstilling – indsendes til Told og Skattestyrelsen til afgørelse.

Ved tilførsel af aktiver skal sikkerhedsfondshenlæggelser som omhandlet i selskabsskattelovens § 13 C, stk. 1, som udgangspunkt fordeles efter forholdet mellem de overførte forsikringer og den samlede forsikringsbestand på tilførselstidspunktet. Fusionsskattelovens § 15 d, stk. 2, 5. pkt., og stk. 3, 5. pkt., indeholder bemyndigelser til Ligningsrådet til at fastsætte en anden fordeling. Bestemmelserne er parallelle med bestemmelserne i § 15 b, stk. 1, 7. pkt., og stk. 2, 7. pkt., jf. ændringerne under nr. 19 og 20.

Det foreslås, at kompetencen i henhold til de nævnte bestemmelser overføres fra Ligningsrådet til skatteministeren. Skatteministeren kan, jf. fusionsskattelovens § 15 e, bemyndige de statslige eller de kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter loven. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til klage over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Det er tanken ved udlægningsbekendtgørelse enten at udlægge kompetencen til den skatteansættende myndighed eller Told- og Skattestyrelsen. Hvis kompetencen udlægges til den skatteansættende myndighed, og hvis denne myndighed er en told- og skatteregion eller en kommune, skal afgørelsen kunne påklages til Told- og Skattestyrelsen, men ikke til anden administrativ myndighed.

Det må anses som en fordel for såvel det indskydende selskab som skattemyndighederne, at få anskaffelsessummen for de aktier, som det indskydende selskab modtager i forbindelse med tilførslen, fastlagt så hurtigt som muligt efter tilførslen, fremfor at udskyde fastlæggelsen til salgssituationen, hvor det, alt efter den forløbne periodes længde, kan være forbundet med vanskeligheder at opgøre salgssummen. Det foreslås derfor, at det indskydende selskab sammen med selvangivelsen for det indkomstår, hvor en tilførsel af aktiver er gennemført, skal indsende en opgørelse af anskaffelsessummen for de aktier i det modtagende selskab, som det indskydende selskab har modtaget i forbindelse med tilførslen, og at anskaffelsessummen skal lignes af skattemyndigheden.

Efter reglen i § 4 i lov om beskatning af medlemmer af investeringsforeninger kan skatteministeren efter indhentet erklæring fra Ligningsrådet fastsætte særlige regler for opgørelsen af den del af medlemmernes skattepligtige indkomst, der hidrører fra foreningens værdipapirer.

Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 166 af 16. maj 1962. I lovbemærkningerne er nævnt, at hensigten med reglen er at sikre, at man så vidt muligt når frem til en praktisk fremgangsmåde ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste og det fradragsberettigede tab. Der henvises til, at den foreslåede ordning i store træk svarer til reglerne i § 17, stk. 3, i (den ophævede) lov om særlig indkomstskat. I § 17, stk. 3, der blev ophævet ved gennemførelsen af investeringsforeningsloven, var det dog alene overladt til finansministeren at fastsætte regler.

I § 4 var det derimod bestemt, at finansministeren - nu skatteministeren - skulle indhente en erklæring fra Ligningsrådet ved fastsættelsen.

Da bemyndigelsesbestemmelsen aldrig har været brugt, og da en særlig opgørelsesmetode for værdipapirer alene i denne sammenhæng forekommer overflødig, foreslås reglen ophævet.

I lovforslagets § 10, § 14, nr. 14, § 17, nr. 4 og 5, og § 20, nr. 2, foreslås en række redaktionelle ændringer som følge af de foreslåede ændringer af ligningslovens §§ 16 A og 16 B, jf. lovforslagets § 14, nr. 15 og 20.

De sikrer, at terminologien »udbytte«, »afståelsessum« og »fortjeneste eller tab efter aktieavancebeskatningsloven« bruges konsekvent ved beløb, der omfattes af de to bestemmelser.

De ændringer, der er foreslået i ligningslovens §16 A, betyder, at udlodninger, der omfattes af § 16 A, enten beskattes efter reglerne om udbytte efter ligningslovens § 16 A eller efter reglerne om beskatning af fortjeneste eller tab ved afståelse af aktier jf. forslaget til § 16 A, stk. 7. De ændringer, der er foreslået i ligningslovens § 16 B, betyder, at de beløb, der omfattes af § 16 B enten beskattes som afståelsessummer efter § 16 B eller efter reglerne om beskatning af fortjeneste eller tab ved afståelse af aktier, jf. forslaget til § 16 B, stk. 5.

Der kan altså foretages følgende tredeling af det, der omfattes af § 16 A og § 16 B:

De redaktionelle ændringer er foretaget med dette udgangspunkt.

Der er ikke foretaget redaktionelle ændringer i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, og kildeskattelovens § 2 stk. 1, litra f. De udbytter og afståelsessummer, der er omtalt i de to bestemmelser, er de samme, som er omtalt ovf. under 1 og 2.

Der er ikke foretaget redaktionelle ændringer i personskattelovens § 4. De ovenfor under 1 omtalte udbytter er medtaget i den pågældende lovs § 4, stk. 1, nr. 4. Afståelsessummerne under 2 er medtaget i § 4, stk. 1, nr. 5 (». . . skattepligtige afståelsessummer efter ....ligningslovens § 16 B«). Fortjeneste eller tab under 3 er ligeledes medtaget i § 4, stk. 1, nr. 5 (»skattepligtig fortjeneste, fradragsberettigede tab......efter aktieavancebeskatningslovens §§....«).

Der er heller ikke foretaget redaktionelle ændringer i personskattelovens § 4 a. De ovenfor under 1 omtalte aktieudbytter er medtaget i den pågældende lovs § 4 a, stk. 1, nr. 1. Afståelsessummerne, der er omtalt ovf. under 2, er medtaget i § 4 a, stk. 1, nr. 2, m.fl. Fortjeneste og tab omtalt ovf. under 3 er medtaget i § 4 a, stk. 1, nr. 4, såfremt der f. eks. er tale om avance fra almindelige aktier.

Der er på tilsvarende måde heller ikke sket ændringer af skattekontrollovens § 2, stk. 2 , idet udbytte og afståelsessummer omtalt under 1 og 2 er dækket af den pågældende bestemmelses udbyttebegreb og anvendelse af udtrykket afståelsessummer.

Efter forslaget til ligningslovens § 16 A, stk. 3, skal en udlodning enten behandles som udbytte eller indgå i en avanceopgørelse. Kun hvis udlodningen behandles som udbytte, skal der indeholdes udbytteskat.

Tilbagesalg til det udstedende selskab behandles som udbytte, jf. forslaget til ligningslovens § 16 B, stk. 7, og der skal indeholdes udbytteskat. Det gælder også i visse tilfælde af tilbagesalg, hvor tilbagesalget medfører en avanceopgørelse, fordi den sælgende afstår alle sine aktier. Her skal der ligeledes indeholdes udbytteskat. I almindelighed vil selskabet nemlig ikke have en sådan oversigt over aktionærernes forhold, at det kan afgøre, om aktionæren har afstået alle sine aktier. I øvrigt skal der ikke indeholdes udbytteskat, når tilbagesalget medfører, at der skal ske en avanceopgørelse.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslagene under § 4, nr. 29 og 30.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget under nr. 4.

Efter konkursskattelovens § 13 E om skatteberegning for insolvente dødsboer foretages der et fradrag i konkursindkomsten, før skatten beregnes. Fradraget udgør 45.000 kr.

Ved skatteberegningen for andre konkursboer udgør fradraget derimod 100.000 kr.

Efter forslaget rettes der op på denne forskel, således at der i alle konkursboer indrømmes et fradrag i konkursindkomsten på 100.000 kr., inden skatten af konkursindkomsten beregnes.

Det foreslås at overføre Ligningsrådets kompetence i henhold til kulbrinteopkrævningslovens § 2 til at foretage skatteansættelser på kulbrinteskatteområdet til den statslige told- og skatteforvaltning.

Efter de gældende regler i § 2, stk. 1, i kulbrinteopkrævningsloven skatteansættes skattepligtige (fysiske såvel som juridiske personer), der er omfattet af kulbrinteskattelovens kapitel 2 og 3 (det vil sige koncessionshavere), af Ligningsrådet. Ansættelsen omfatter særskilt indkomst efter kulbrinteskattelovens kapitel 2, kulbrinteindkomst efter kulbrinteskattelovens kapitel 3 og anden indkomst, der er skattepligtig her i landet.

Ved udlægningsbekendtgørelsen, senest bekendtgørelse nr. 336 af 10. juni 1998, § 7, stk. 3, er Told- og Skattestyrelsen bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans efter kulbrinteopkrævninglovens § 2, stk. 1. Bemyndigelsen gælder ikke sager, der vedrører principielle spørgsmål, og sager, hvor der ikke er skabt fast praksis.

Ifølge de gældende regler i kulbrinteopkrævningslovens § 2, stk. 3, foretages ansættelsen af skattepligtige efter kulbrinteskatteloven, der ikke tillige er omfattet af reglerne i kildeskattelovens §§ 1 eller 2, selskabsskattelovens §§ 1 eller 2, dødsboskattelovens § 1, stk. 2 eller 3, eller § 1 i lov om beskatning af fonde, visse foreninger og institutter m.v. (det vil sige for personer, dødsboer, selskaber, fonde, foreninger m.v., der hverken er fuldt eller begrænset skattepligtige her i landet, og som driver såkaldt »tilknyttet virksomhed«) af Ligningsrådet.

Ved udlægningsbekendtgørelsens § 2 B er told- og skatteregion Esbjerg bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans om indkomstansættelser efter kulbrinteopkrævningslovens § 2, stk. 3. Bemyndigelsen gælder dog ikke sager, der vedrører principielle spørgsmål, og sager, hvor der ikke er skabt fast praksis.

Ved lov nr. 1106 af 29. december 1997 (Statens overtagelse af selskabsligningen) blev ansvaret for ligningen af juridiske personer bortset fra dødsboer, det vil sige selskaber, fonde, foreninger, selvejende institutioner og lignende retssubjekter, overført fra den kommunale skattemyndighed til den statslige told- og skatteforvaltning.

Det fremgår af bemærkningerne til den nye bestemmelse i skattestyrelseslovens § 12 A (bemærkningerne til § 1, nr. 2, i L 134, 1997-98), at ligningen som udgangspunkt vil blive forestået af den statslige told- og skatteregion, hvori selskabet er hjemmehørende. Der vil dog forekomme ligningssager, der er særligt ressourcekrævende eller som kræver en særlig sagkundskab eller et samarbejde med andre stater. I bl.a. sådanne tilfælde vil ligningsopgaven kunne lægges til andre dele af den statslige told- og skatteforvaltning, enten generelt eller fra sag til sag. I tilfælde, hvor ligningen mere generelt forestås af en anden myndighed end hjemstedsregionen, vil dette blive offentliggjort med hjemmel i skattestyrelseslovens § 38 ved en ændring af sagsudlægningsbekendtgørelsen.

I fortsættelse heraf foreslås ved nærværende lovforslag, at Ligningsrådets kompetence i henhold til kulbrinteopkrævningslovens § 2, stk. 1, og stk. 3, til at foretage skatteansættelse overflyttes til den statslige told- og skatteforvaltning (jf. ændringerne under nr. 1 og 3). Hermed sidestilles de skattepligtige efter kulbrinteskatteloven med skattepligtige efter selskabsskatteloven og fondsbeskatningsloven.

Skatteansættelse af skattepligtige efter kulbrinteskatteloven er et område, der kræver særlig sagkundskab. Det er derfor tanken, at skatteansættelsen af skattepligtige, der omfattes af kulbrinteskattelovens kapitel 2 og 3, det vil sige koncessionshavere, som nu skal foretages af Told- og Skattestyrelsen. Det er ligeledes meningen, at skatteansættelsen af skattepligtige, der driver »tilknyttet virksomhed«, som nu skal foretages af told- og skatteregion Esbjerg.

Ifølge de gældende regler i § 2, stk. 2, i kulbrinteopkrævningsloven som affattet ved lov nr. 1106 af 29. december 1997 (Statens overtagelse af selskabsligningen) kan Ligningsrådet bestemme, at den i stk. 1, nr. 3, nævnte ansættelse af anden indkomst, der er skattepligtig her i landet, for så vidt angår fysiske personer og dødsboer, foretages af den kommunale skattemyndighed, jf. ligningslovens § 32 D, og for så vidt angår juridiske personer bortset fra dødsboer foretages af told- og skatteforvaltningen, jf. skattestyrelseslovens § 12 A.

Det foreslås, at ophæve bestemmelsen. Det forudsættes herved, at skatteministeren udnytter sin beføjelse i henhold til skattestyrelseslovens § 38, stk. 1, til at træffe afgørelse på ministerens forretningsområde, til at bestemme, at den i stk. 1, nr. 3, nævnte ansættelse, for så vidt angår fysiske personer og dødsboer, foretages af den kommunale skattemyndighed.

Der er tale om konsekvensrettelser.

Efter de gældende regler i kulbrinteopkrævningslovens §§ 4 og 5 fastsætter Ligningsrådet den foreløbige kulbrinteskat. I konsekvens af overflytningen af ligningskompetencen fra Ligningsrådet til told- og skatteforvaltningen (jf. ændringen under nr. 1) foreslås kompetencen til at fastsætte foreløbig kulbrinteskat også overført fra Ligningsrådet til told- og skatteforvaltningen.

Der er tale om en ajourføring af bestemmelsen, idet bestemmelserne i statsskattelovens § 22, stk. 4, der er ophævet ved lov nr. 360 af 1. juli 1988, ved lov nr. 671 af 3. november 1988 er indsat i skattekontrollovens § 3, stk. 2.

Bestemmelsen i kulbrinteopkrævningslovens § 12, stk. 1, 2. pkt., foreslås ophævet, idet bestemmelsen må anses for overfødig.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af den under § 14, nr. 5 , foreslåede bestemmelse i ligningslovens § 7 A, stk. 5, og den under § 14, nr. 6, foreslåede ophævelse af ligningslovens § 7 N.

Bestemmelsen indeholder forslaget om, at det ikke er nødvendigt med en myndighedstilladelse for at periodisere renter.

Efter de gældende regler i ligningslovens § 5, stk. 5, kan Ligningsrådet tillade, at fradraget for renteudgifter fordeles over den periode, som udgiften vedrører, når renteindtægterne tilsvarende fordeles over den periode, som renteindtægterne vedrører.

Med hjemmel i denne bestemmelse har Ligningsrådet bestemt, at bogførings- og regnskabspligtige med virkning for opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan medregne årets beregnede renter. Det gælder i stedet for at anvende princippet om, at rente medtages på forfaldstidspunktet. Det en gang valgte princip kan kun ændres med tilladelse fra de stedlige ligningsmyndigheder.

I øvrigt har Ligningsrådet udlagt sin kompetence til at give tilladelse i enkelte sager til Told og Skattestyrelsen.

Praksis beskrives i Ligningsvejledningen (A.D. 1.2.).

Periodisering kan tillades for både visse nærmere angivne grupper af skattepligtige og for enkelte skattepligtige. Sådanne tilladelser gives normalt ikke til lønmodtagere. I praksis bliver der som udgangspunkt foretaget en hovedsondring mellem om en ansøgning er:

Ad a. Principskiftet bliver med tilbagevirkende kraft, og der gives kun tilladelse til at foretage periodisering af renteindtægter fra erstatninger for personskade ved færdselsuheld, fejloperationer o.l.

Ad b. Forretningsmæssigt begrundede anmodninger om principskifte kan som hovedregel tillades, dog kun med fremtidig virkning.

Om skadestilfældene bemærkes, at det meget ofte er således, at en kapitalerstatning for en personskade først kan fastsættes, når skaden er blevet stationær. Det kan tage mange år, og der kan derfor gå lang tid fra en personskade indtræffer, og indtil erstatningen kan endeligt udmåles.

En kapitalerstatning for personskade er i sig selv skattefri, mens renterne beskattes. I disse tilfælde har en skadelidts interesse i en tilbageførsel undertiden været, at en tilbageførsel af renter ville medføre, at personfradraget kunne udnyttes bedre.

Forslaget går ud på at lovfæste den ovenfor beskrevne praksis.

Efter forslaget kan personer, der driver erhvervsmæssig virksomhed, d.v.s. regnskabs- og bogføringspligtige, vælge at gå over til at medregne renteindtægter og renteudgifter efter princippet om, at man medtager årets beregnede renter.

Eksempel 1: En fordring har f.eks. forfaldsdag en gang årligt den 1. oktober. I 1998 forfalder 44.000 kr. i renter. I 1999 forfalder 40.000 i renter. I 1998 skal en person der anvender princippet om beregnede renter medtage 9/12 af 44000 = 33.000 kr. med tillæg af 3/12 af 40.000 kr. = 10.000 kr. I alt medtages 43.000 kr. Hvis det sædvanlige princip om at man medtager forfaldne renter skulle anvendes, skulle man i stedet medregne 44.000 kr. For så vidt angår det år, hvor skatteyderen skifter princip, henvises til eksempel 2.

Skiftet fra forfaldne til periodiserede renter skal omfatte alle personens renteindtægter og udgifter under et.

En skattepligtig, der overgår fra at medtage renteindtægter og udgifter i det år, hvori de forfalder, til at medtage dem i det år, som de vedrører, skal i overgangsåret medtage årets forfaldne renteindtægter og renteudgifter samt beregnede renteindtægter og -udgifter i de enkelte forhold fra sidste forfaldsdag og indtil årets udgang.

Eksempel 2: Hvis skatteyderen i eksempel 1 skifter princip i 1998, således at 1998 er det første år, hvor skatteyderen medtager beregnede renter, medtages følgende renteindtægter i 1998: Forfaldne renter pr. 1. oktober 1998, 44.000 kr. med tillæg af beregnede renter fra 1. oktober og året ud, 10.000 kr., eller i alt 54.0000 kr. Herved sikres, at skatteyderen ikke ved at skifte princip unddrager sig betaling af skat af de renter, der vedrører sidste kvartal i 1997

Det bemærkes, at det er hensigten at fastlægge supplerende regler i bekendtgørelsen om skattemæssige krav til regnskabsgrundlaget og årsregnskabet, som udstedes med hjemmel i skattekontrollovens § 3. De skal gå ud på, at skattepligtige, der medtager renteudgifter og renteindtægter i det år, som de vedrører, skal specificere, hvorledes de renter, der er forfaldne i indkomståret, er regulerede med skyldige og forfaldne renter ved årets begyndelse og slutning. Det svarer til hidtidig praksis.

Forslaget vedrører kun de bogførings- og regnskabspligtige. Efter hidtidig praksis har Told- og Skattestyrelsen i videre omfang kunnet indrømme tilladelse til periodeskift, når begrundelsen har været erhvervsmæssig. Det er imidlertid meget vanskeligt at foretage en præcis afgrænsning af området, som må antages at være begrænset. Forslaget er derfor begrænset til de bogføringspligtige og regnskabspligtige.

Skattepligtige, der en gang er begyndt at anvende princippet om beregnede renter, skal fortsætte med det. Det gælder også i de tilfælde, hvor en skatteyder efter de hidtil gældende regler har fået tilladelse til at periodisere renterne efter princippet om beregnede renter.

Når man har fået tilladelse til at anvende princippet om beregnede renter, har man efter hidtidig praksis kun kunnet skifte tilbage til princippet om forfaldne renter, når dette sker med ligningsmyndighedernes tilladelse. Sådanne skift må ikke ske mere end én gang, fordi man herved vil kunne spekulere i de opsamlinger af renteudgifter og renteindtægter, der naturligvis må følge med ethvert principskifte. Det er samtidig ikke det store behov for at kunne skifte tilbage, og det ville i givet fald ikke kunne kontrolleres, hvor tit en adgang til at skifte tilbage, ville medføre at skattyderen skiftede opgørelsesprincipper både den ene vej og den anden vej. Forslaget indeholder derfor ingen adgang til at skifte tilbage.

En skattepligtig, der ophører med at drive erhvervsmæssig virksomhed, kan dog i ophørsåret eller senere vælge at overgå til at anvende forfaldsprincippet.

Efter forslaget kan en skatteyder, der modtager et kapitalbeløb som erstatning for en lidt skade på sin person med tillæg af renter fra skadesbegivenheden og indtil udbetalingen, fordele renterne over de år, de vedrører. Det svarer til gældende praksis. De skatteydere, der kan komme på tale er kun fysiske personer. Selskaber vil ifølge sagens natur aldrig kunne omfattes.

Forslaget vedrører kun renter fra en sen udbetaling af kapitalbeløb til dækning af invaliditet. (Disse beløb er ikke selv indkomstskattepligtige). Det er kun i disse tilfælde, at man i praksis har mødt problemerne.

Det er uden betydning, om der er tale om erstatningsbeløb, der udbetales fra en forsikring eller fra andre kilder.

Efter de almindelige regler i Skattestyrelsesloven kan sager ikke genoptages mere end tre år tilbage i tiden. Skal man kunne gå længere tilbage, kræves der en dispensation. Det ligger i det foreliggende forslag, at der også altid, når der fordeles mere end tre år tilbage i tiden, skal gives tilladelse til at genoptage ansættelserne for de pågældende år.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af ændringen under nr. 1.

Bestemmelsen indeholder forslaget om, at en skatteyders indsigelse imod beskatning efter ligningslovens § 5 E, stk. 4, og § 5 F, stk. 4, ikke længere skal forelægges Ligningsrådet, men at afgørelsen om beskatning træffes af den kommunale skattemyndighed, hvis afgørelse kan påklages i sædvanlig instansrækkefølge (skatteankenævn, Landsskatteretten, domstolene)

Selskaber og fonde kan i henhold til de gældende regler i ligningslovens § 5 E ikke få fradrag for renteudgifter vedrørende lån, der er blevet brugt til at erhverve aktier i et udenlandsk selskab, når dette selskab er et finansielt selskab (d.v.s. at dets indtægter er kapitalafkast), selskabets afkast beskattes væsentligt lavere i det pågældende udland end efter danske regler og udbytter beskattes lavere end 34 % (34 procent er den danske selskabsskattesats).

Efter ligningslovens § 5 F kan såvel fysiske personer som selskaber og fonde m.v. ikke fradrage renter, kurstab, provisioner, præmier eller andre udgifter vedrørende lån, der er anvendt til køb af udenlandske fordringer, såfremt Danmark efter en indgået dobbeltbeskatningsoverenskomst med en fremmed stat, Færøerne eller Grønland er afskåret fra at medregne det modsvarende afkast af fordringen i den skattepligtige indkomst.

Imod den skattepligtiges påstand kan ligningsmyndighedernes afgørelse om, at der ikke er fradragsret efter de gældende regler kun gennemføres efter Ligningsrådets nærmere bestemmelse, jf. § 5, E, stk. 4, og § 5 F, stk. 4.

Det foreslås, at kravet om Ligningsrådets tilladelse ophæves, således at spørgsmålet indgår i det almindelige ligningssystem.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 5.

Det foreslås for det første, at bestemmelserne i ligningslovens § 7 A (medarbejderaktieordninger) og § 7 N (medarbejderobligationer) sammenskrives. Dernæst foreslås det, at virksomheder ikke længere skal søge om godkendelse, men at reglerne kan finde direkte anvendelse, såfremt betingelserne er opfyldt. Meddelelse herom skal indsendes til de statslige told- og skattemyndigheder.

Ligningslovens § 7 A indeholder to særskilte medarbejderaktierordninger: Retten til at tegne aktier til favørkurs ( stk. 1) og udlodning af gratisaktier (stk. 2). Begge ordninger kræver godkendelse af skatteministeren.

Det er told- og skatteregionerne (for Københavns og Frederiksberg kommuners vedkommende dog skattedirektoraterne), som godkender ordningen, jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 336 af 10. juni 1998 om sagsudlægning. Anmodning om godkendelse skal indsendes til den told- og skatteregion (skattedirektorat), hvori selskabet har hjemsted. Afgørelsen kan påklages til Told- og Skattestyrelsen.

Betingelserne for godkendelse af en medarbejderaktieordning efter § 7 A fremgår dels af bekendtgørelse nr. 873 af 17. oktober 1994 om visse ligningslovsregler m.v. (kapitel 1) og cirkulære nr. 72 af 17/4 1996 om ligningsloven. Nuværende praksis for godkendelse fremgår af cirkulærets pkt. 3.4.1.

For at et selskab kan opnå godkendelse af en medarbejderaktieordning kræves, at adgangen til at erhverve aktier som udgangspunkt skal stå åben for alle ansatte i virksomheden, således at ingen gruppe af ansatte bliver favoriseret. Begrænsninger, der er fastsat efter almene kriterier, kan dog anerkendes. Adgangen til at erhverve aktier kan således være betinget af, at medarbejderen har været ansat i virksomheden eller til denne knyttede virksomheder i en vis kortere tid - op til 3 år er godkendt - og tegningsrettens omfang kan variere for forskellige grupper af ansatte. Grupperne kan være opdelt efter tilknytningen til virksomheden (moderselskab/datterselskab), efter arbejdets varighed (heltid-deltid), efter anciennitet, efter aflønning eller efter en kombination af disse kriterier. Selskabets bestyrelsesmedlemmer kan kun omfattes af en medarbejderaktieordning, hvis de er medarbejdere i selskabet.

Som ansatte i et selskab medregnes også ansatte i dette selskabs datter- og datterdatterselskaber, herunder disses udenlandske filialer. En ordning efter ligningslovens § 7 A, stk. 1 eller stk. 2, kan endvidere godkendes for ansatte i danske datter- eller datterdatterselskaber og filialer af udenlandske moderselskaber, således at disse kan tegne aktier eller modtage udbytteandele i form af aktier i det udenlandske selskab på samme vilkår som medarbejderne i det udenlandske selskab, såfremt ordningen i øvrigt opfylder de almindelige regler herom.

Medarbejderen skal på erhvervelsestidspunktet være ansat i uopsagt stilling i selskabet. Undtagelse kan dog gøres for medarbejdere, der er ansat på erhvervelsestidspunktet, men som på grund af alder er opsagt til pensionering. Endvidere kan ordningen omfatte medarbejdere, som er opsagt på erhvervelsestidspunktet på grund af sæsonprægede ændringer i virksomhedens aktivitet, men som forventes genansat, dvs. sæsonmedarbejdere.

Ved godkendelsen påses det, at retten til at tegne aktier m.v. efter ligningslovens § 7 A, stk. 1, eller til at få udloddet aktier efter lovens § 7 A, stk. 2, står i et rimeligt forhold til de enkelte medarbejderes aflønning i selskabet. Der må være fastsat et maksimumbeløb for den enkeltes tegningsadgang. I tilfælde af overtegning skal der ske reduktion efter regler, der skal være fastsat på forhånd.

Det er en ufravigelig betingelse for godkendelse, at medarbejderaktierne skal have samme rettigheder som selskabets øvrige aktier af samme klasse, f.eks. med hensyn til udbytte og stemmeret. Et vilkår om tilbagesalgspligt til selskabet, der alene gælder for medarbejderne, kan ikke anerkendes.

For medarbejderaktieordninger omfattet af ligningslovens § 7 A, stk. 1, stilles der ikke særlige krav om en mindste stemmeværdi af udstedte aktier. Stemmeretten er således som udgangspunkt alene bundet af selskabslovgivningens regler om graduering af stemmeretten. Det godkendes dog ikke, at medarbejderaktier udstedes med reduceret stemmeværdi, hvis aktieklassen alene omfatter medarbejderaktier.

En samlet ordning efter § 7 A, stk. 1, og § 7 A, stk. 2, kan godkendes.

Konvertible obligationer kan ikke indgå i en skattebegunstiget medarbejderaktieordning efter ligningslovens § 7 A.

For medarbejderaktier omfattet af stk. 1 gælder endvidere et i praksis fastsat loft, der indebærer, at den enkelte medarbejder alene kan tillægges ret til tegning af aktier med en værdi højst svarende til10 pct. af lønnen.

Skatteministeriet har ved en afgørelse af 5. november 1997, TfS 1997,871, ændret praksis vedrørende godkendelse af medarbejderaktieordninger, således at ansatte i udlandet, der ikke er skattepligtige her i landet, kan omfattes af en godkendt medarbejderaktieordning.

Efter ligningslovens § 7 N kan skatteministeren tillade, at udbytteandele eller lignende, som en arbejdsgiver udreder til personer, der er ansat i den pågældendes virksomhed, ikke skal medregnes ved opgørelsen af modtagerens skattepligtige indkomst. En sådan tilladelse skal være betinget af, at beløbene udredes i form af obligationer udstedt af arbejdsgiveren. For så vidt de således udredede beløb for en eller flere af arbejdstagerne overstiger 1.800 kr., skal tilladelsen være betinget af, at arbejdsgiveren for den pågældende arbejdstager inden udløbet af en af skatteministeren fastsat frist til statskassen indbetaler en afgift på 45 pct. af det beløb, hvormed ydelsens værdi overstiger 1.800 kr. Afgiftsbeløbet er arbejdstagerens indkomstopgørelse uvedkommende.

Den told- og skatteregion, hvor virksomheden har hjemsted, er bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans, i Københavns og Frederiksbergs kommuner det pågældende skattedirektorat, jf. bekendtgørelse nr. 336 af 10. juni 1998 om sagsudlægning. Afgørelserne kan påklages til Told- og Skattestyrelsen.

Cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 om ligningsloven pkt. 3 og cirkulære nr. 181 af 1. december 1995 om ophævelse af lov om særlig indkomstskat m.v. og ændring af forskellige skattelove og konkursloven. Nuværende praksis for godkendelse fremgår af sidstnævnte cirkulæres pkt. 2.2.2.

For at opnå godkendelse af en medarbejderobligationsordning skal adgangen til at erhverve obligationer som udgangspunkt stå åben for alle ansatte i virksomheden, således at ingen gruppe af ansatte bliver favoriseret.

Begrænsninger fastsat efter almene kriterier kan dog anerkendes, jf. punkt 3.4.1 i cirkulære nr. 72 af 17. april 1998 om ligningsloven.

Til ansatte i selskaber kan også medregnes ansatte i datterselskaber og datterdatterselskaber, jf. punkt 3.4.1 i cirkulære nr. 72 af 17. april 1998 om ligningsloven.

Med ansøgningen må følge udkast til de pågældende obligationer samt oplysning om, til hvem obligationerne agtes udstedt, CPR-nr., adresse og stilling i virksomheden samt størrelsen af det obligationsbeløb, som agtes tillagt hver af de personer, der er anført på fortegnelsen. Endvidere må der indsendes oplysning om aflønningen i det sidst forløbne regnskabsår for de på fortegnelsen opførte personer, og så vidt muligt om tidspunktet for de pågældendes ansættelse i virksomheden.

Det er en forudsætning for godkendelse af en medarbejderobligationsordning, at rådigheden over obligationerne indskrænkes i mindst 5 år. Bestemmelserne herom er nærmere beskrevet i punkt 2.2.2 i cirkulære nr. 181 af 1. december 1995 om ophævelse af lov om særlig indkomstskat m.v. og ændring af forskellige skattelove og konkursloven.

Udgangspunktet for værdifastsættelsen af unoterede obligationer er handelsværdien.

I mangel af andet grundlag til at udfinde handelsværdien foretages kursfastsættelsen på grundlag af en teknisk beregning af nutidsværdien af alle forventede fremtidige afkast.

Beregningen foretages med udgangspunkt i den gennemsnitlige, effektive obligationsrente for enhedsprioritetsobligationer, som på tidspunktet for obligationsudstedelsen opfylder kravet til mindsterenten i kursgevinstloven.

Kursen bestemmes som 100 gange forholdet mellem den beregnede nutidsværdi og fordringens pålydende. Kursen afrundes nedad til den nærmeste kurs, der er delelig med 5.

For obligationer, hvor forrentningsvilkårene ikke på forhånd er kendt, f.eks. fordi renteafkastet fastsættes på grundlag af virksomhedens udbytteprocent, foretages kursansættelsen på basis af de forventninger, der kan udledes af foreliggende budgetter.

Ligeledes er der for medarbejderobligationsordningen et efter praksis fastsat loft, idet værdien af obligationen (+ evt. 45 pct. afgift) ikke må overstige 10 pct. af den ansattes løn.

Oprindeligt var reglerne om medarbejderaktier og medarbejderobligationer samlet i § 16 i lov om særlig indkomstskat.

Ved lov nr. 286 af 9. juni 1971 blev § 7 A indføjet i ligningsloven, hvorved man åbnede adgangen for, at medarbejdere uden skattemæssige konsekvenser kunne tegne aktier i selskabet til favørkurs.

Ved lov nr. 360 af 10. juni 1987 blev reglen om udlodning af medarbejderaktier flyttet fra lov om særlig indkomstskat til ligningslovens § 7 A.

Bestemmelsen angående medarbejderobligationer i § 16 i lov om særlig indkomstskat m.v. blev ved lov nr. 313 af 17. maj 1995 om ophævelse af lov om særlig indkomstskat m.v. og ændring af forskellige skattelove og konkursloven indføjet som § 7 N i ligningsloven.

Med 40 års erfaring i ryggen og en fast praksis på området foreslås det, at de faste betingelser for godkendelse indføjes i loven, således at der, når disse betingelser er opfyldt, uden forudgående godkendelse kan oprettes en overskudsdelingsordning gående ud på:

Forslagets § 7 A, stk. 1, svarer til de nugældende bestemmelserne i § 7 A, stk. 1 og 2, samt § 7 N, stk. 1 og 2, og den godkendelsespraksis, som er fastsat i henhold hertil.

I stk. 2 angives de betingelser, som i henhold til den ovenfor skitserede praksis skal være opfyldt for at opnå godkendelse efter gældende ret.

De foreslåede bestemmelser i stk. 3-4 svarer til de nugældende § 7 A, stk. 3 og 4. Den foreslåede bestemmelse i stk. 5 svarer til den nugældende regel i § 7 N, stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 6 angiver, hvornår og hvordan virksomheden skal angive oplysninger til de ansættende skattemyndigheder om medarbejderordninger efter det foreslåede stk. 1, nr. 1-3. Fristen er den samme som i skattekontrollovens § 9 A. Den foreslåede bestemmelse om, at meddelelsen skal attesteres af virksomhedens revisor, svarer til den nuværende regel i ligningslovens § 7 A, stk. 8.

Skattemyndighederne vil således efterfølgende kontrollere, om betingelserne for anvendelsen af en medarbejderaktieordning efter forslagets § 7 A, stk. 1, nr. 1-3, er opfyldt.

Da der efter forslaget ikke skal søges om tilladelse til en gratis uddeling af medarbejderaktier, foreslås det, at reglen i det nuværende stk. 9 om, at skatteministeren skal afgive en årlig redegørelse for ordninger godkendt efter det nuværende stk. 2, ophæves.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af den under nr. 9 foreslåede ophævelse af § 7 O, stk. 2.

Bestemmelsen indeholder forslaget om, at det ikke er nødvendigt med en tilladelse, for at særlig store engangsindtægter, som er oppebåret af kunstnere, opfindere og videnskabsmænd kan undergives en lempelig beskatning, der udligner progressionsvirkningen af, at en særlig stor indkomst samles sammen i et år.

Bestemmelsen indeholder endvidere forslaget om, at indsats for at redde mennesker eller medvirken til at opklare en forbrydelse beskattes lempeligt uden en særlig tilladelse fra myndighederne.

Efter de gældende regler er det principielt uden betydning, om en indtægt i et år er en særlig stor indtægt eller ej. Efter ligningslovens § 7 O kan der dog gives tilladelse til, at en del af visse særlig store indtægter undergives en lempelig beskatning, der i et eller andet omfang udligner den særlig stærke progressionsvirkning, der ellers ville være resultatet af, at særlig store indtægter samles i et år. Det er indtægter fra opfinderarbejde, litterære indtægter, indtægter fra kunstnerisk virksomhed og indtægter fra videnskab. Den lempelige beskatning består i, at der indrømmes et bundfradrag på 10.500 kr.(1998), og at kun 85 pct. af resten medregnes i den skattepligtige indkomst. (Selvom den skattepligtige har flere forskellige slags indkomster, der berettiger til den lempelige beskatning efter § 7 O, gives der altid højst et bundfradrag.)

Den lempelige beskatning kræver imidlertid en tilladelse fra skatteministeren. Kompetencen til at give tilladelse er ved udlægningsbekendtgørelsen, senest bekendtgørelse nr. 336 af 10. juni 1998, udlagt til told- og skatteregionerne samt Københavns og Frederiksbergs kommuner med rekurs til Told- og Skattestyrelsen.

For at tilladelse til lempelig beskatning kan gives, må arbejdet være udført af den samme, som oppebærer indtægten. Den må ikke være udført af den pågældendes selskab eller af en anden, hvis rettigheder, man har købt.

Arbejdet vil formentlig typisk være udført af personer, der ikke har lønmodtagerstatus, men det er ikke noget krav.

Der skal være en direkte sammenhæng mellem indtægterne og det arbejde, der kvalificerer til lempelse. Legater fra f.eks. Statens Kunstfond berettiger således ikke til lempelse.

Indtægter fra kunstnerisk virksomhed omfatter efter praksis kun indtægter fra skabende kunstneres arbejde, mens f. eks. en skuespiller principielt er udelukket fra at få lempelse.

De indtægter, der er omfattet af lempelsesreglerne, må ikke have en varig og fast karakter. Man kan dog ikke efter gældende praksis opstille en regel om, at der kun kan ske beskatning efter bestemmelsen en gang, ligesom det er for firkantet at sige at en person, der udelukkende lever af sine indtægter af den pågældende art, uden videre er afskåret fra lempelsen. På den anden side er det klart, at der ikke kan eller må ske regelmæssig beskatning efter lempelsesbestemmelsen. På et eller andet tidspunkt kan de berørtes virke indenfor det lempelsesberettigede område antage en så varig og fast karakter, at lempelsesbestemmelsen bliver uanvendelig, idet der ud fra en konkret bedømmelse ikke længere vil være tale om en ekstraordinær stor indtægt.

Der gives kun lempelse for ekstraordinært store indtægter. Herved forstås efter praksis navnlig, at indtægten skal være mere end 25 pct. over normalindtægten, og indtægten må ikke være mindre end 15.000 kr. Hvis den skattepligtige indkomst i det år, hvor den ekstraordinære indtægt erhverves, er mindre end normalindtægten, forhøjes de 25 pct. med yderligere denne forskel. Der har dannet sig en praksis, hvorefter normalindtægten udgør forrige års skattepligtige indkomst, evt. under unormalt svingende indtægter et gennemsnit af f.eks. de tre tidligere indkomstårs indtægter.

Det er ikke hele den ekstraordinært store indtægt der lempes. Det er kun den del, der overstiger den ovenfor anførte grænse på 25 pct. af normalindtægten ( evt. forhøjet med forskellen mellem årets indtægt og normalindtægten), der lempes.

Forslaget fastholder, at kun indtægter fra opfinderarbejde, litterære indtægter, indtægter fra kunstnerisk virksomhed og indtægter fra videnskab giver ret til en lempelig beskatning.

Forslaget ændrer ikke på, hvori den lempelige beskatning består. I det beløb, der omfattes af lempelsen, indrømmes der et bundfradrag på 10.500 kr. (1998), og kun 85 pct. af resten medregnes i den skattepligtige indkomst..

Forslaget fastholder, at de indtægter fra kunstnerisk virksomhed, der giver ret til lempelse, kun er indtægter ved skabende kunstnerisk virksomhed. Der eksisterer ikke i gældende skattelovgivning nogen entydig definition på, hvad dette begreb betyder. I nærværende sammenhæng skal det omfatte indtægt fra salg af billedkunst, indtægt fra salg af kunsthåndværk, indtægt (royalties, bibliotekspenge m.v.) fra forfatteres bøger, komponisters indtægt fra deres musik (royalties m.v.) og koreografers indtægt fra de indstuderede værker. (Billedkunst omfatter både indtægter fra skulptur, maleri og grafik. Om fotografer se nedenfor.). Efter forslaget kan musikere, dirigenter, sangere, artister, skuespillere og dansere ikke opnå den lempelige beskatning. Det gælder uanset graden af improvisation i deres værker. Det samme er tilfældet for instruktører, scenografer eller kostumedesignere. Arkitekter, ingeniører, forlæggere, teaterdirektører og fotografer kan heller ikke få lempelse. Indtægt fra film og TV arbejde kan ikke få lempelse. Indtægter for forfattere, der læser op af egne værker, giver ikke ret til lempelig beskatning. Det er kun royalties o.l., der er omfattet af forslaget.

Den lempelige beskatning forudsætter, at arbejdet er udført af den samme, som oppebærer indtægten. Den må ikke være udført af den pågældendes selskab eller af en anden, hvis rettigheder, man har købt.

Der skal være en direkte sammenhæng mellem indtægterne og det arbejde, der kvalificerer til lempelse. Efter forslaget berettiger legater og stipendier således ikke til lempelse. De kan derimod efter omstændighederne berettige til lempelse efter bestemmelsen om hædersgaver i § 7 O, stk. 1, nr. 1. Det er i overensstemmelse med gældende ret vedrørende Statens Kunstfond, men der foreslås en tydeligere formulering på dette punkt.

For at skabe en sikrere afgrænsning til almindelige arbejdsforhold, som efter gældende praksis er udelukket fra lempelse, foreslås endvidere, at de pågældende ikke må have udført arbejdet som lønmodtagere. (Efter gældende praksis kan man ikke få lempelse for sine »normalindtægter«)

Forslaget fastholder endvidere, at der kun gives lempelse for ekstraordinært store indtægter, og ligesom efter gældende ret gives lempelsen kun i den del af indtægten, der overstiger grænsen for ekstraordinært stor indtægt. Denne grænse er fastlagt, således at den kommer tæt på gældende praksis. Selve udtrykket ekstraordinært stor indtægt er ikke anvendt i lovteksten. I stedet er bestemmelsen formuleret således, at der gives lempelse i den del af indkomsten (fra de aktiviteter bestemmelsen omfatter), der overstiger et sammenligningsbeløb.

Indkomsten fra de aktiviteter, som bestemmelsen omfatter, opgøres efter forslaget som det pågældende års indtægter efter fradrag af samme års fradragsberettigede udgifter vedrørende aktiviteterne. Tidligere års fradragsberettigede udgifter fradrages ikke, selvom de vedrører aktiviteterne.

Sammenligningsbeløbet består af 25 pct. af gennemsnittet af tre års indkomst. De tre år, der indgår i gennemsnitsberegningen, er de tre forudgående år.

Indkomsten i hvert af de tre år, der indgår i gennemsnitsberegningen, opgøres som det pågældendes indkomstårs skattepligtige indkomst (der f.eks. kan bestå af den personlige indkomst med fradrag af renteudgifter) med tillæg af den del af virksomhedsindkomsten, der er optjent i det pågældende år, uden at være overført til anden indkomst i nogen af de tre år. Henlæggelser til konjunkturudligning tillægges ligeledes. Ekstraordinære indtægter, der er oppebåret i et af de tre år, medregnes i de pågældende års indkomster med den værdi, der følger af de skattemæssige regler. Har man altså også i et af de forudgående tre år oppebåret en ekstraordinær indtægt, der omfattes af lempelsesreglen, indgår den i det pågældende års indkomst med det beløb, den er blevet nedsat til.

Hvis den øvrige indkomst i det år, hvori den ekstraordinære indtægt oppebæres, er mindre end det anførte gennemsnit, forhøjes sammenligningsbeløbet yderligere med dette beløb. Der gives ikke fradrag for forskellen, selvom indkomsten i dette år er højere end gennemsnittet.

Den øvrige indkomst i det år, hvori de ekstraordinære indtægter oppebæres, opgøres som den skattepligtige indkomst i det pågældende år med tillæg af den del af virksomhedsindkomsten, der ikke overføres til skattepligtig indkomst i det pågældende år. Endvidere tillægges henlæggelser til konjunkturudligning. Opgørelsen foretages uden hensyn til nogen del af den skattepligtiges indtægter, der fremtræder som resultatet af et af indtægtserhververen udført opfinderarbejde, arbejde af litterær karakter, skabende kunstnerisk eller videnskabelig karakter.

Både den indtægt, der skal lempes, og den øvrige indkomst, der indgår i opgørelsen, henføres til de år, som følger af de skatteretlige periodiseringsregler.

Følgende eksempel illustrerer anvendelsen af reglerne. Der forudsættes en arbejdsmarkedsbidragsprocent på 8.

Bidrag til sammenligningsbeløbet for år 4 beregnes som forskellen mellem gennemsnittet af de tre forudgående års indkomst og så »den øvrige indkomst« i år 4, d.v.s. indkomsten i år 4 bortset fra nettoindtægten fra kunstnerisk virksomhed i selve år 4.

Såfremt virksomhedsordningen anvendes på kunstnerindtægterne i år 4, vil indkomsten efter virksomhedsskattelovens § 6 udgøre 250.000 - 35.175 = 214.825.

Hvis den indtægt, der skal lempes, samtidig opfylder betingelserne for fordeling over 10 år efter ligningslovens § 27 E, beregnes først nedsættelse efter nærværende forslag. Det nedsatte beløb fordeles derefter over 10 år.

Gennemsnitsberegningen hindrer i et vist omfang, at den pågældende regelmæssigt oppebærer indtægter af en varig og fast karakter, der omfattes af den lempelige beskatning. Forslaget opstiller ikke herudover betingelser om, at de indtægter, der er omfattet af lempelsesreglerne, ikke må have en varig og fast karakter. Selve kriteriet varig og fast lader sig ikke omsætte til en retsregel uden at skabe en betydelig retsuvished.

Ligningslovens § 7 O bestemmer ligeledes, at dusører og belønninger for foretagelsen af en fortjenstfuld handling, det ikke hører til den pågældendes erhverv, beskattes lempeligt. Bestemmelsen nævner, at de fortjenstfulde handlinger kan være indsats for at redde menneskeliv eller medvirken ved opklaring af forbrydelse.

I praksis er de tilfælde, som bestemmelsen vedrører, formentlig kun de anførte eksempler.

Den lempelige beskatning består i, at der indrømmes et bundfradrag på 10.500 kr. (1998) og kun 85 pct. af resten medregnes i den skattepligtige indkomst.

(Selvom den skattepligtige har flere forskellige slags indkomster, der berettiger til beskatning efter § 7 O, gives der altid kun et bundfradrag.)

Den lempelige beskatning kræver imidlertid en tilladelse fra skatteministeren. Kompetencen til at give den pågældende tilladelse er ved sagsudlægningsbekendtgørelsen (senest bekendtgørelse nr. 336 af 10. juni 1998) lagt ud til den lokale told- og skatteregion samt Københavns og Frederiksbergs kommuner. Afgørelsen kan pålages til Told- og Skattestyrelsen.

Det foreslås, at anvendelse af bestemmelsen ikke længere skal bygge på en tilladelse. Forslaget tydeliggør samtidig bestemmelsen, således at den begrænses til de tilfælde, der i dag nævnes som eksempler, nemlig indsats for at redde mennesker og medvirken til at opklare forbrydelser.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af de under nr. 8 foreslåede ændringer af § 7 O, stk. 1.

Efter de gældende regler i ligningslovens § 8 B, stk. 1, kan der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fratrækkes udgifter, som er afholdt til forsøgs- og forskningsvirksomhed i tilknytning til den skattepligtiges erhverv. Bestemmelsen gælder ikke udgifter til efterforskning efter råstoffer, der fratrækkes efter ligningslovens § 8 B, stk. 2. Den skattepligtige har frit valg mellem at fratrække udgifterne til forsøgs- og forskningsvirksomhed straks eller afskrive dem over 5 år.

Hvis forsøgs- og forskningsudgifterne er afholdt, inden erhvervet er påbegyndt, kan udgifterne først fratrækkes i det indkomstår, hvori erhvervet er påbegyndt, eller afskrives over 5 år fra og med dette år. Ligningsrådet kan dog tillade, at udgifterne fratrækkes eller afskrives, før erhvervet påbegyndes.

Bestemmelsen om, at Ligningsrådet skal give tilladelse, kan i sin nuværende form gøre det mere besværligt eller ligefrem lægge hindringer i vejen for at udnytte fradragsretten for forsøgs- og forskningsudgifter, der afholdes af selskaber, som er etableret netop med det formål at udvikle nye højteknologiske produkter med henblik på produktion/salg eller salg af rettigheder på licensbasis.

Det viser en landsskatteretskendelse fra december 1996, hvori flere produktudviklingsselskaber blev nægtet fradrag efter ligningslovens § 8 B for udviklingsudgifter, der var afholdt i de første år efter etableringen af selskaberne, da Landsskatteretten fandt, at selskaberne endnu ikke kunne anses at have påbegyndt erhvervsmæssig virksomhed. Det var selskabernes opfattelse, at de allerede i de pågældende indkomstår havde udøvet en erhvervsmæssig forskningsaktivitet, der berettigede til fradrag med det samme. Derfor var der ikke ansøgt om tilladelse hertil. Som følge af Landsskatterettens kendelse kunne moderselskabet ikke ved sambeskatning anvende de underskud, man havde regnet med at kunne benytte.

Som det fremgår ovenfor kan ikke-indgivelse af en ansøgning få store konsekvenser for virksomhederne. Det er uheldigt, at seriøse produktudviklingsselskaber skal ansøge Ligningsrådet om tilladelse til at få fradraget efter ligningslovens § 8 B, stk. 1, før påbegyndelsen af erhvervet i skattemæssig forstand. Hertil kommer, at det forsinker den nødvendige forskning og udvikling, at det er administrativt belastende for virksomhederne, og at det påfører virksomhederne en dispositionsusikkerhed, som kan have betydelige skadevirkninger for forskningsaktiviteten.

Det foreslås derfor, at aktie- og anpartsselskaber skal kunne fradrage disse omkostninger, før erhvervet påbegyndes, uden at skulle søge om tilladelse hertil, medens personer fortsat skal søge om tilladelse.

At forslaget om en objektivering af dispensationsbestemmelsen alene omfatter aktie- og anpartsselskaber skyldes, at der fortsat er behov for at udskyde fradragsretten til tidspunktet for »påbegyndelsen af erhvervet« i tilfælde, hvor forskningsudgifterne afholdes i et regi, der ikke i sig selv giver tilstrækkeligt grundlag for at bedømme, om der f.eks. er tale om en ikke-driftsrelevant sideaktivitet (hobby, personlig udvikling og uddannelse m.v.). Det er ikke meningen, at personer i deres lønindkomst eller anden indkomst skal kunne fratrække udgifter vedrørende forskning, hvis erhvervsmæssige karakter (endnu) ikke lader sig dokumentere eller sandsynliggøre. Det foreslås derfor, at den nuværende mulighed for fysiske personer for at fradrage forsøgs- og forskningsudgifter fortsat betinges af tilladelse.

Selv om det kun er selskaber, der fritages for at søge om at anvende forskningsfradraget efter ligningslovens 8 B, stk. 1, før erhvervet er påbegyndt, vil de seriøse personer trods alt fortsat kunne ansøge om det og formentlig kunne regne med at få dispensationen.

Når loven er trådt i kraft, vil det være op til ligningsmyndighederne at påse, at sådanne eksotiske fradrag ikke godkendes ved ligningen. Det er fortsat en betingelse, at udgifterne afholdes i tilknytning til den skattepligtiges erhverv.

Efter gældende regler er det Ligningsrådet, der kan give tilladelse. Efter forslaget er det fremover skatteministeren, der kan give tilladelsen. Ifølge ligningslovens § 32 E kan skatteministeren bemyndige de statslige eller kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelse efter loven. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til klage over afgørelserne, herunder om at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Det er tanken, at det fortsat skal være Ligningsrådet, der kan give tilladelsen.

Det foreslås, at ministerens adgang til at udstede en bekendtgørelse om de nærmere regler om kontantomregning for anskaffelsessummer og afståelsessummer for træer m.v. omfattet af ligningslovens § 8 K, stk. 1 - 3, ophæves. Bemyndigelsen, der fejlagtigt blev gennemført ved lov nr. 434 af 26. juni 1998, er ikke udnyttet. Det er hensigten, at Ligningsrådet i en anvisning skal fastsætte vejledende retningslinjer for udøvelse af skønnet over handelsværdien.

Med den foreslåede ændring bringes regelsættet for kontantomregning af træer m.v. herved i overensstemmelse med de regler for kontantomregning, der blev gennemført ved lov nr. 433 af 26. juni 1998, for aktiver omfattet af afskrivningsloven, og ved lov nr. 434 af 26. juni 1998, for fast ejendom omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af den under nr. 20 foretagne ændring af § 16 B. Der henvises til bemærkningerne til § 10, nr. 1-3.

Ligningslovens § 16 A går ud på, at alt, hvad der udloddes fra et selskab, udbyttebeskattes. Der gøres dog undtagelser herfra i tilfælde, hvor udlodningen sker under omstændigheder, der kan sidestilles med afståelse af aktierne. I disse tilfælde gælder aktieavancebeskatningslovens regler

Ændringerne, der foreslås, vedrører disse undtagelser:

Det foreslås, at det ikke er nødvendigt med en særlig tilladelse, for at beskatning af nedskrivning af aktiekapital i et aktieselskab skal ske efter reglerne for aktieavancer i forbindelse med, at selskabet afstår en del af sin virksomhed.

Det foreslås endvidere, at det ikke er nødvendigt med en særlig tilladelse, for at beskatning af likvidationsudlodning i året før likvidationsåret skal ske efter reglerne for aktieavancer

Der foreslås endelig nogle redaktionelle rettelser i ligningslovens § 16 A.

Efter de gældende regler kan skatteministeren efter ansøgning fra den skattepligtige dispensere fra den beskatning af udbytte, der ellers gælder for aktionærer i forbindelse med, at et selskabs aktiekapital nedskrives. Hovedreglerne går ud på, at der efter gældende regler gives dispensation, når der samtidig med nedskrivningen foretages en udlodning af et kontant beløb, og en tilsvarende del af virksomheden afhændes. Dispensationen medfører, at det udloddede beløb ikke beskattes efter reglerne for udbytte, men i stedet beskattes efter reglerne for aktieavancer.

Kompetencen til at give tilladelse er ved sagsudlægningsbekendtgørelsen (senest bekendtgørelse nr. 336 af 10. juni 1998) udlagt til den kommunale skattemyndighed. Afgørelsen kan påklages til den lokale told- og skatteregion.

De gældende regler for, hvornår der skal gives dispensation ved nedsættelse af aktiekapital, fremgår af en vejledning fra Told- og Skattestyrelsen fra 1995. (Vejledning om udlagte dispensations og bevillingssager på skatteområdet).

Normalt vil dispensation forudsætte, at kapitalnedskrivningen alene er begrundet i selskabets erhvervsmæssige forhold. Dette vil ofte være tilfældet, hvor et selskab i tilknytning til kapitalnedskrivningen har afhændet en del af sine aktiviteter og realiseret de dertil hørende driftsmidler, således at den hidtidige aktiekapital skønnes at være for stor til de resterende aktiviteter. Det forudsættes således, at der er sket en vis aktivitetsindskrænkning og ikke blot et mindre eller midlertidigt frasalg af driftsmidler el.lign.

Det er en forudsætning for dispensation, at nedskrivningen berører aktionærerne lige meget, således at deres aktionærmæssige indflydelse på selskabet ikke forrykkes.

Efter Styrelsens praksis gælder endvidere, at i selskaber med aktionærklasser med forskellige rettigheder kan dispensation dog gives, når aktionærerne indenfor den enkelte aktieklasse berøres lige meget.

En andelsboligforenings udlodning er i praksis ikke anset for omfattet af dispensationsmuligheden, da udlodningen ikke kan anses som begrundet i erhvervsmæssige forhold.

Ved vurderingen af om aktiviteten er indskrænket, kan der henses til koncernens samt aktionærens samlede forhold, herunder om aktiviteten er afhændet til købere, som i forhold til koncernen og aktionærerne er fremmede.

Dispensationen baseres på en samlet vurdering af sagens omstændigheder, hvorved der endvidere henses til om kapitalnedsættelse sker kort tid efter aktivitetssalget (indenfor ca. 1œ år), om udlodningen nogenlunde svarer til de midler, der er indkommet ved salget, samt om der fortsat er en ikke uvæsentlig aktivitet i selskabet (koncernen).

Når der ikke sker udlodning i forbindelse med en kapitalnedskrivning, men nedskrivningen evt. i forbindelse med nytegning alene finder sted for at bortskaffe en underskudssaldo gives ikke dispensation til aktionærer, der efter nedskrivningen fortsat ejer aktier. Dispensation bør nemlig ikke anvendes i stedet for likvidation. Dispensation vil alene tjene til at give tabsfradrag, selvom de pågældende aktionærer ikke har afstået deres aktier.

Ikke alene selskabets forhold skal undersøges nøje, men det bør også meget nøje overvejes, om der skal gives dispensation i tilfælde, hvor dette medfører, at en (ellers indtrædende avance)skat undgås hos aktionærer, der er hjemmehørende i udlandet. I denne forbindelse vil både aktionærens individuelle forhold - f.eks. besiddelsestiden af aktierne og indflydelsen i selskabet - og også mere generelle forhold have betydning. Udenlandske aktionærer vil dog ikke generelt blive afskåret fra dispensation. Dette kunne virke urimeligt i visse situationer, f.eks. i tilfælde, hvor selskabet har ført en rimelig udbyttepolitik, og hvor aktionæren er uden bestemmende indflydelse på selskabets forhold.

Efter forslaget til §16 A, stk. 3, fritages udlodning af pengebeløb o.l. til aktionærerne i forbindelse med nedskrivning af aktiekapital for at blive beskattet som udbytte. Fritagelsen medfører, at det udloddede beløb i stedet beskattes efter reglerne for aktieavancer, jf. forslaget til § 16 A, stk. 7. Der er dog forskellige betingelser for fritagelsen, der skal være opfyldt. Det er således en betingelse, at dele af virksomheden afstås i forbindelse med nedsættelsen, og at udlodningen ikke overstiger vederlaget for de afståede dele. Selvom den gæld, der kan henføres til den afståede aktivitet, ikke overtages af køber, skal den nedsætte det vederlag, som udlodningen ikke må overstige, for at udlodningen fuldt ud skal kunne indgå i en avanceopgørelse.

Efter gældende praksis er det en betingelse, at udlodningen nogenlunde svarer til de midler, der er indkommet ved salget. Det er derfor forekommet, at der er givet dispensation, selvom udlodningen overstiger vederlaget. Ved fastlæggelsen af hvad der fremtidig skal være gældende ret, er man imidlertid nødt til at foretage faste afgrænsninger, hvis objektiveringen skal være til nogen hjælp for skatteydere og myndigheder.

Efter forslaget til § 16 A, stk. 3, er nedskrivning og udlodning endvidere kun fritaget for udbytteskat, hvis nedskrivningen sker ligeligt overfor alle, der er aktionærer på udlodningstidspunktet. Kravet om, at nedskrivningen skal fordeles ligeligt imellem aktionærerne, betyder, at den skal fordeles i overensstemmelse med de enkelte aktionærers andel af aktierne på udlodningstidspunktet. Endvidere må der ikke i forbindelse med nedskrivningen ske en ændret fordeling af stemmeret imellem aktionærerne. I selskaber med aktionærklasser med forskellige rettigheder, anses nedskrivningen dog for at være sket ligeligt, når aktionærerne inden for den enkelte aktieklasse berøres lige meget.

Efter forslaget til § 16 A, stk. 3, må nedskrivningen af aktiekapital ikke overstige udlodningen. Hvis den måtte, ville det være lettere at komme i situationer, hvor aktionæren kunne skabe sig et stort og i de reelle forhold ubegrundet tabsfradrag. Det er nemlig alene aktier svarende til nedskrivningen af kapital, der anses for afstået, hvis der fritages for udbyttebeskatning.

Kravet i forslaget til § 16 A, stk. 3, om at der skal foreligge afståelse af en del af virksomheden, er opfyldt, når en gren af en virksomhed frasælges, således at nogle aktiviteter i virksomheden enten bliver overtaget af en køber eller nedlægges. Det er også opfyldt, selvom kun en del af grenen frasælges, når blot det delvise frasalg stadigvæk medfører en hel eller delvis nedlæggelse af aktiviteter i den virksomhed, hvor frasalget sker. Kravet er derimod ikke opfyldt, hvis der kun sker et mindre eller midlertidigt frasalg af driftsmidler.

Det er efter forslaget et krav, at der i forbindelse med nedsættelsen afstås dele af virksomheden. Hvis afståelsen sker efterfølgende, er kravet om, at der skal være en forbindelse, kun opfyldt, hvis det følger af de planer, der blev lagt i forbindelse med nedsættelsen, at der skulle ske en afståelse umiddelbart efter. Det kan dokumenteres f.eks. igennem generalforsamlingsreferat, igennem mislykkede salgsforhandlinger, der har måttet gå om. Afståelse af dele af virksomheden må efter forslaget til § 16 A, stk. 3, gerne være sket inden nedsættelsen, blot der er forbindelse mellem afståelsen og nedsættelsen. Kravet om forbindelse er opfyldt, hvis der - i tilfælde hvor der afholdes årlige ordinære generalforsamlinger - ikke har været afholdt en ordinær generalforsamling imellem afståelsen og den generalforsamling, hvor kapitalnedskrivningen vedtages.

Efter forslaget til § 16 A, stk. 4, må køberen ikke være et koncernforbundet selskab. Dette begreb er defineret i kursgevinstlovens § 4, stk. 2. Hvis køberen nemlig ikke på denne måde er fremmed, er der en risiko for, at dispositionen ikke alene er båret af driftsmæssige overvejelser. Om salg til aktionærer m.v. se nedenfor.

Hvis selskabet er under likvidation, nedskrives aktiekapitalen ikke. Selskabet likvideres, og evt. likvidationsudlodninger fritages for udbyttebeskatning efter forslaget til § 16 A, stk. 6.

Efter forslaget til § 16 A, stk. 4, er nedskrivning og udlodning ikke fritaget for udbyttebeskatning, hvis selskabets indbetalte aktiekapital ikke fuldt ud er tilstede. Heri ligger, at dets egenkapital forud for udlodningen ikke må være mindre end aktiekapitalen før nedskrivningen. I disse tilfælde ville det være mere rimeligt at benytte likvidation fremfor nedskrivning og aktieavanceskat. Det sidste ville alene tjene til at give tabsfradrag, selvom de pågældende aktionærer ikke har afstået deres aktier.

Forholdet mellem egenkapital og aktiekapital skal vurderes på grundlag af det regnskab, der vedtages eller forelægges på den generalforsamling, hvor nedskrivningen vedtages. Hvis et sådant regnskab ikke findes, skal forholdet vurderes på grundlag af det senest inden da vedtagne regnskab.

Efter forslaget til § 16 A, stk. 4, må nedskrivning af aktiekapital ikke overstige 80 pct. af den samlede aktiekapital før nedskrivning. Også i disse tilfælde vil det være mere rimeligt at henvise til, at selskabet bør likvideres.

Andelsboligforeninger og foreninger m.v. , der er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, driver typisk ikke erhvervsmæssig virksomhed. Udlodninger vil derfor typisk heller ikke have et erhvervsmæssigt indhold, og der er derfor ingen grund til at lade fritagelsen for udbyttebeskatning omfatte disse foreninger. Efter forslaget til § 16 A, stk. 4, skal udlodninger derfor også i disse tilfælde altid medregnes til udbytte.

I de ovenfor beskrevne tilfælde gælder, at hvis betingelserne for fritagelse for udbyttebeskatning ikke er opfyldte, kan ingen aktionær fritages for udbyttebeskatning.

I de følgende tilfælde kan nogle aktionærer godt være fritaget for udbyttebeskatning, mens andre ikke er det.

Efter forslaget til § 16 A, stk. 5, gælder fritagelse for udbyttebeskatning ikke for den aktionær, der selv har erhvervet de dele af virksomheden, som aktieselskabet solgte. Det skyldes, at der ret beset ikke sker andet for den pågældende aktionær, end at dennes andel af selskabet flyttes fra selskabet over til den pågældende selv.

Dette er endnu mere iøjnefaldende, hvis aktionæren ligefrem er hovedaktionær. Efter forslaget kan den pågældende derfor heller ikke i disse tilfælde slippe for udbyttebeskatningen. Det samme er tilfældet, hvis der sælges til den pågældendes nærtstående. Afgrænsningen af hvem, der er hovedaktionær og dennes nærtstående, foregår i overensstemmelse med aktieavancebeskatningslovens definition af hvem, der er hovedaktionær i generationsskiftesammenhæng. Det er den eneste hovedaktionærdefinition, der i forvejen eksisterer i aktieavancebeskatningsloven.

Hvis aktionæren er hovedaktionær eller dennes nærtstående og er hjemmehørende i udlandet, således at Danmark ikke har beskatningsretten til aktieavancen, kan den pågældende heller ikke slippe for udbyttebeskatningen, medmindre det er således, at avanceopgørelse for en her i landet hjemmehørende aktionær med samme aktiebesiddelse enten ville udvise et 0 eller være negativ, eller at de objektive skattepligtsregler vil medføre, at der slet ingen indkomst kommer til beskatning.

Baggrunden for, at den pågældende ikke kan slippe for udbyttebeskatningen, er, at den pågældende har kunnet influere på udbyttepolitikken og efter omstændighederne har kunnet flytte skatten fra begrænset skattepligtigt udbytte til skattefri aktieavance. Definitionen af hovedaktionær og dennes nærtstående dækker også her samme personkreds, som den, der er omfattet af hovedaktionærdefinitionen i generationsskiftesammenhæng.

Som anført i indledningen medfører fritagelse for udbytteskat, at udlodningen i stedet beskattes efter reglerne for aktieavancebeskatning. Avanceopgørelsen tager sit udgangspunkt i, at de aktier, der svarer til den nedskrevne aktiekapital, anses for afstået for et beløb, der svarer til udlodningen.

Ved likvidation beskattes en likvidationsudlodning, der sker i ophørsåret, aldrig som udbytte, men beskattes i stedet efter reglerne for aktieavancer. Hvis udlodningen sker i tidligere år, kræves der en ansøgning til skattemyndighederne som derefter kan fritage for udbyttebeskatningen med den virkning, at aktieavancereglerne gælder.

Kompetencen til at give den pågældende tilladelse er ved sagsudlægningsbekendtgørelsen (senest bekendtgørelse nr. 336 af 10. juni 1998) udlagt til den kommunale skattemyndighed. Afgørelsen kan påklages til den lokale told- og skatteregion.

De gældende regler for, hvornår der skal gives dispensation ved nedsættelse af aktiekapital, fremgår af en vejledning fra Told- og Skattestyrelsen fra 1996. (Vejledning om udlagte dispensations og bevillingssager på skatteområdet).

Det fremgår af denne, at der i praksis dispenseres, hvis der er tale om en likvidationsudlodning.

Det foreslås at ophæve kravet om en ansøgning til ligningsmyndighederne, da ansøgningen som anført altid bliver imødekommet, blot der er tale om en likvidationsudlodning. En likvidationsudlodning, der skal beskattes efter reglerne for aktieavance foreligger kun, såfremt selskabet opløses, d.v.s. hvis likvidationen afsluttes med, at selskabet afmeldes selskabsregisteret.

Endelig er der foretaget en redaktionel omformning af bestemmelsen i § 16 A, stk.1, om at alt udbytte fra et selskab beskattes. Den består i, at det hidtidige stk. 1 er splittet op i stk. 1 og 2, og at en lille bid af stk. 1 er flyttet til stk. 6. Den ændrede formulering ændrer ikke ved de gældende regler og praksis for, hvornår der foreligger skattepligtigt udbytte. Den tidligere § 16 A brugte terminologien friaktier og friandele. Denne terminologi er forældet og erstattes derfor af begrebet fondsaktier o.l. Der er ikke med den ændrede terminologi tilsigtet nogen realitetsændring.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af de under nr. 15 foreslåede ændringer.

Det foreslås, at det ikke er nødvendigt med en særlig tilladelse, for at afståelsessummer ved afhændelse af aktier til det selskab, der har udstedt aktierne, kan beskattes efter reglerne om opgørelse af fortjeneste og tab på aktier.

Efter de gældende regler beskattes salgssummen som udbytte, når en aktionær sælger aktier i et selskab til det selskab, som har udstedt aktierne. Det gælder dog ikke ved medarbejderaktier, der skal tilbagesælges til selskabet efter selskabsskattelovens § 31.

Der kan dispenseres fra beskatningen efter ligningslovens § 16 B. Dispensationen medfører, at udbyttet ikke beskattes efter reglerne for udbytte, men i stedet beskattes efter reglerne for aktieavancer.

Gældende regler forudsætter en ansøgning om tilladelse. Kompetencen til at give tilladelse er ved sagsudlægningsbekendtgørelsen (senest bekendtgørelse nr. 336 af 10. juni 1998) lagt ud til den kommunale skattemyndighed. Afgørelsen kan påklages til den lokale told- og skatteregion.

De gældende regler for, hvornår der skal gives dispensation fremgår af en vejledning fra Told- og Skattestyrelsen fra 1996. (Vejledning om udlagte dispensations og bevillingssager på skatteområdet).

Dispensation gives, når afståelsen af aktierne til det udstedende selskab må antages at være båret af andre hensyn end ønsket om at omgå udbyttebeskatning ved tilbagesalg til det udstedende selskab, hvor aktionæren får midler ud af selskabet samtidig med, at aktionærindflydelsen bevares. Dispensation indebærer, at fortjeneste eller tab ved afståelsen behandles efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven. (Boligandele vil dog være skattefri efter ejendomsavancebeskatningsloven)

Normalt vil en dispensation kun blive givet, hvis aktionæren afhænder alle sine aktier. De behøver dog ikke alle sammen at blive afhændet til selskabet, idet delafståelse til andre, herunder andre aktionærer i selskabet, kan accepteres som fuldstændig afhændelse af aktierne. I ganske særlige tilfælde indrømmes der dispensation, selv om ikke samtlige aktier afhændes, når en beskatning af hele afståelsessummen ville medføre helt urimelige resultater. Det skal bl.a. vurderes, om aktionæren reelt har opgivet sin indflydelse på den udbyttegivende aktivitet.

I selskaber, hvor aktionæren eller anpartshaveren ikke kan afhænde sine aktier mv. til andre end selskabet, f.eks. andelsboligselskaber eller selskaber, hvor aktiebesiddelse er betinget af erhverv i en bestemt branche, vil dispensation næsten altid blive givet.

Det samme gælder for selvstændigt skattepligtige dødsboer, som inden arveudlæg ønsker at afhænde boets aktier til det udstedende selskab, idet boets besiddelsestid for aktierne normalt vil være så kort, at boet ikke har haft væsentlig indflydelse på selskabets udbyttepolitik.

Forslaget går ligesom gældende ret ud fra, at salgssummen udbyttebeskattes, når aktier sælges til det udstedende selskab.

Når udbyttebeskatningen ikke gælder, beskattes avancen på aktierne som hovedregel i overensstemmelse med aktieavancebeskatningslovens regler, jf. forslaget til ligningslovens § 16 B, stk. 4.

I stedet for dispensationsadgangen foreslås der endvidere i forslaget til § 16 B, stk. 2, regler om, at udbyttebeskatningen som hovedregel ikke gælder, når en fysisk person, der er mindretalsaktionær, sælger en del af sine aktier til det udstedende selskab. Udbyttebeskatningen skal heller ikke gælde, når en fysisk person eller et selskab afhænder alle sine aktier. Der skal altså altid beregnes en avance i disse tilfælde. Afståelse til investeringsforeninger medfører også, at der skal beregnes en avance. Almindelig handel med investeringsbeviser sker nemlig ofte via investeringsforeningerne.

Udbyttebeskatningen foreslås dog altid opretholdt, hvis aktieavancebeskatningsreglerne medfører, at der efter danske regler beregnes en fortjeneste, og det yderligere er sådan, at skatten af denne avance bortfalder eller nedsættes, fordi personen enten i henhold til overenskomst eller efter danske skattepligtsregler er hjemmehørende i udlandet, således at Danmark ikke har beskatningsretten til aktieavancen.

For fritagelsen for udbyttebeskatningen ved salg af alle aktier er det uden betydning, om alle aktierne afhændes til selskabet eller om nogen af de aktier, der afstås, afstås til tredjemand. Afhændelsen skal ske som led i en samlet overdragelse.

Salgssummen udbyttebeskattes heller ikke, såfremt aktier m.v. afstås til et selskab i likvidation, der efter likvidationens afslutning afmeldes selskabsregisteret, jf. forslaget til § 16 B, stk. 2, nr. 4. Det svarer til gældende ret.

Efter gældende praksis fritages dødsboer fra udbyttebeskatningen ved salg af aktier til det udstedende selskab. Betydningen af fritagelse for udbyttebeskatning er som anført ovenfor størst ved udlændinge. I praksis er det vanskeligt at finde ud af, om der overhovedet er et udenlandsk dødsbo, og hvor længe det varer. I nogle lande sker arveovergangen således uden et mellemkommende dødsbo. Hertil kommer, at begrundelsen for at fritage dødsboer - nemlig at dødsboet ikke har påvirket selskabets udbyttepolitik - er dårlig. Afdøde har naturligvis i sin levetid kunnet påvirke udbyttepolitikken. Det foreslås derfor ikke at medtage særregelen om dødsboer.

Om samspillet mellem nærværende forslag til § 16 B og forslaget under § 1, nr. 4, vedrørende aktieavancebeskatningslovens § 2 b bemærkes, at hvis en andelshaver afstår et andelsbevis til et andelsselskab under sådanne omstændigheder, at selve afståelsessummen beskattes efter ligningslovens § 16 B, sker der ingen beskatning efter aktieavancebeskatningslovens § 2 b.

Hvis en andelshaver afstår et andelsbevis til et andelsselskab, der er stiftet før den 22. maj 1987, under sådanne omstændigheder, at afståelsessummen ikke beskattes efter ligningslovens § 16 B, er det afgørende, om overdragelsen efter gældende retningslinier anses for sket for at undgå beskatning ved likvidation. Det følger af beskrivelsen under § 1, nr. 4, om gældende retningslinier for dispensation ved overdragelse til det udstedende selskab, at en overdragelse til det udstedende selskab som udgangspunkt må anses for sket for at undgå beskatning ved likvidation

Når dette udgangspunkt følges, foretages en opgørelse af avancen efter aktieavancebeskatningslovens § 2 b. Avancen beskattes som kapitalindkomst. Ellers foretages en opgørelse af avancen efter aktieavancebeskatningslovens øvrige regler.

Man kunne overveje, om skattereformen fra 1993 med sin udvidede aktieavancebeskatning overflødiggør ligningslovens § 16 B. Som det fremgår af det følgende, må baggrunden for reglerne imidlertid fortsat anses for at være tilstede.

Baggrunden for udbyttebeskatningen af afståelsessummer er et ønske om at hindre, at udbytteskat konverteres til aktieavanceskat. En konvertering finder f.eks. sted, hvis aktionærernes normale udbytter ikke udbetales, men i stedet opsamles i selskaberne og kommer til beskatning som forhøjet avance, når aktierne i selskabet sælges.

Denne baggrund var naturligvis meget tydelig før skattereformen i 1993, hvor der ikke var en ligeså omfattende aktieavancebeskatning som i dag. Men den er stadig tilstede. Aktieavancebeskatning kan således være fordelagtigere end udbytteskat i og med, at man ved avanceopgørelsen kan få brugt sin anskaffelsessum (ved tab udnyttet tabet). Hvis besiddelsen af børsnoterede aktier ikke indenfor de sidste tre år har oversteget 110.200 kr. (1998) er avancen skattefri, mens udbyttet beskattes som aktieindkomst. Ved personer hjemmehørende i udlandet kan Danmark ikke kræve avanceskat, mens det derimod efter de fleste dobbeltbeskatningsoverenskomster vil være muligt at kræve skat af udbytterne. Hvis aktionæren er et selskab, der sælger almindelige aktier efter mere end tre års besiddelse, er avancen skattefri, mens udbytter medregnes med 66 pct.

Den foreslåede ændring indebærer, at bestemmelsen om det danske afgiftsområde, der udover landområderne også omfatter de indre territoriale vande, de ydre territoriale farvande i en afstand af 4 sømil (7.408) fra kystlinien eller sådanne rette basislinier, som er eller bliver fastlagt, og luftrummet, ændres således, at det danske afgiftsområde omfatter landområdet og søterritoriet samt luftrummet over disse områder. Bestemmelsen svarer til lovforslagets bestemmelse om toldområdet, jf lovforslagets § 22.

Med bestemmelsen pålægges virksomhederne en pligt til at underrette de statslige told- og skattemyndigheder om virksomhedens ophør. Hermed kan myndighedernes kontrol mere effektivt koncentrere sig om de virksomheder, der rent faktisk driver momspligtig virksomhed. Manglende afmeldning er omfattet af lovens § 81, stk. 1, nr. 2., der indebærer en bødestraf ved forsæt eller grov uagtsomhed.

Med bestemmelsen indføres en hjemmel for skatteministeren til at fastsætte begrænsninger for anvendelsen af afregningsbilag. Baggrunden herfor er, at den gældende ordning, hvor et afregningsbilag automatisk kan træde i stedet for en faktura, har givet anledning til svig. Det indebærer således en forøget svigsmulighed, at køber selv kan udstede det bilag, der danner grundlag for købers fradragsret. Det er hensigten at fastsætte regler, hvorefter brugen af afregningsbilag begrænses til handeler, hvor der er tungtvejende grunde til at benytte afregningsbilag i stedet for en faktura - f.eks. tilfælde, hvor kun køberen kender den eksakte pris, samt ved kommissionshandel og auktionshandel. Der vil blive udfærdiget en bekendtgørelse herom, der vil blive sendt til vurdering for administrative konsekvenser for virksomhederne bl.a. i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens testpanel.

Reglen i lovens § 2, stk. 1, nr. 7, litra a, 4. pkt., foreslås ændret således, at biler med en tilladt totalvægt over 4 tons må benyttes til privat personbefordring, hvis der er udstedt en tilladelse til kørsel i optog eller med elever, der har afsluttet en uddannelse. Det hidtidige gældende forbud mod privat personbefordring foreslås, bortset fra de nævnte modifikationer, videreført uændret. Som konsekvens af ændringen må de af § 2, stk. 1, nr. 9, omfattede motorkøretøjer (traktorer m.v.) ligeledes benyttes til privat personbefordring i samme omfang.

Som følge af forslaget kan de af bestemmelsen omfattede afgiftsfritagne biler også anvendes til privat personbefordring, hvis der er udstedt en tilladelse til kørsel i optog eller med elever, der har afsluttet en uddannelse.

Desuden foreslås reglen i lovens § 2, stk. 1, nr. 11, ændret, således at påhængs- og sættevogne må benyttes til personbefordring, hvis der er udstedt en tilladelse til kørsel i optog eller med elever, der har afsluttet en uddannelse. Det hidtidige gældende forbud mod personbefordring foreslås, bortset fra de nævnte modifikationer, videreført uændret.

Som følge af forslaget vedbliver de af bestemmelsen omfattede påhængs- og sættevogne med at være fritaget for betaling af afgift, når de anvendes til personbefordring, hvis der er udstedt en tilladelse til kørsel i optog eller med elever, der har afsluttet en uddannelse.

Endeligt foreslås der i registreringsafgiftslovens § 5, stk. 2, tilføjet et nyt 3. pkt., således, at det også bliver muligt at befordre personer uden for førerrummet, hvis der er udstedt en tilladelse til kørsel i optog eller med elever, der har afsluttet en uddannelse. De hidtidige regler for privat personbefordring foreslås, bortset fra de nævnte modifikationer, videreført uændret.

Som følge af forslaget skal der i de pågældende tilfælde ikke ske omregistrering af de af bestemmelsen omfattede biler, hvis der befordres personer uden for førerrummet. Den foreslåede ændring indebærer samtidig, at de biler som er omfattet af § 5, stk. 3, ligeledes ikke skal omregistreres, hvis der er udstedt tilladelse til kørsel i optog eller med elever, der har afsluttet en uddannelse.

Forslagene har baggrund i en længerevarende praksis, hvorefter vare- og lastbiler, traktorer og påhængsvogne, der efter reglerne i lovens § 2 har været fritaget for registreringsafgift eller efter reglerne i lovens § 5 har svaret nedsat registreringsafgift, med hjemmel i registreringsafgiftslovens § 3, stk. 6, har været fritaget for betaling af fuld afgift, selv om køretøjerne midlertidigt blev anvendt til kørsel i optog o.l. eller med elever, der har afsluttet deres uddannelse (»studenterkørsel«). Der blev herved taget hensyn til, at der i forbindelse med byfester, karnevaller, 1. maj demonstrationer m.v. er tradition for at anvende lastbiler o.l. eksempelvis til transport af spillende musikere. Desuden blev der taget hensyn til, at der er tradition for at fejre afslutningen på uddannelser med køreture i lastbiler o.l.

Forslagene til ændring af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 7, litra a, 4. pkt., (lovforslagets nr. 1), § 2, stk. 1, nr. 11, (lovforslagets nr. 2) og § 5, stk. 2, (lovforslagets nr. 7) sigter mod at videreføre den praksis, der har udviklet sig under dispensationsordningen (registreringsafgiftslovens § 3, stk. 6).

For optogenes vedkommende har det hidtil været Færdselsstyrelsen, som har udstedt tilladelser, mens det for så vidt angår »studenterkørsel« har været politiet, der har udstedt tilladelserne, jf. Færdeselsstyrelsens cirkulære af 12. januar 1995 om »studenterkørsel«.

Vedrørende tilladelser til kørsel i optog har Færdselsstyrelsen skelnet mellem, om arrangementerne var af offentlig eller privat, herunder erhvervsmæssig, interesse, idet der ikke er udstedt tilladelse til arrangementer, der primært var af privat karakter.

Det foreslås som en betingelse for at blive omfattet af bestemmelserne, at der indhentes tilladelser til de pågældende personbefordringer.

Ændringen er af redaktionel karakter.

Der foreslås afgiftsfritagelse for køretøjer, som en virksomhed anskaffer og benytter til nødvendig afprøvning af komponenter, som virksomheden har fremstillet til køretøjer. Tilsvarende gælder for specialindrettede køretøjer, som anerkendte almennyttige organisationer anskaffer og benytter som testbiler for handicappede.

Med hjemmel i registreringsafgiftslovens § 3, stk. 6, der har været administreret restriktivt, har der tidligere bl.a. været meddelt afgiftsfritagelser til enkelte virksomheder i forbindelse med tekniske målinger og afprøvninger, eksempelvis vejtekniske opmålinger med specialindrettede køretøjer, eller afprøvning af en virksomheds produkter som fx. bremsebelægninger og karrosserier. Der har desuden været meddelt afgiftsfritagelse til handicaporganisationer, som anskaffede specialindrettede køretøjer, der benyttedes til afprøvning og test af, om fysisk handicappede kunne anvende sådanne køretøjer.

Efter forslaget vil producenter af komponenter til brug i motorkøretøjer kunne fritages for registreringsafgift, når anskaffelsen af motorkøretøjet sker med henblik på nødvendig afprøvning af komponenterne. Grundliggende skelnes der mellem komponenter, som indgår som en bestanddel af motorkøretøjer og løsdele og udstyr, som ikke er egentlige bestanddele af køretøjerne. Som komponenter anses motorer, karosserier m.v. eller dele hertil. Bestemmelsen får bl.a. virkning i forhold til køretøjer, der anskaffes med henblik på afprøvning af slanger til overførsel af olie, benzin o.l., bremsebelægninger, karosserier m.v. Specialindretning af køretøjet med henblik på vejteknisk opmåling o.l. omfattes ligeledes af bestemmelsen. Andet udstyr er ikke komponenter i bestemmelsens forstand. Dette indebærer bl.a., at afprøvning af air-conditionanlæg, air-bags, sikkerhedsseler, nakkestøtter m.v. ikke kan medføre fritagelse for det køretøj, som benyttes i forbindelse med afprøvningen. Løsdele som skruer, møtrikker o.l. er heller ikke komponenter i bestemmelsens forstand.

Der vil desuden kunne meddeles fritagelse for anerkendte almennyttige organisationers anskaffelse af specialindrettede køretøjer, når køretøjerne benyttes til testbiler for handicappede personer. Bestemmelsen omfatter således egentlige handicaporganisationer, som fx. Landsforeningen af Polio-, trafik- og Ulykkesskadede, men også organisationer, der udfører lignende støtte- og hjælpearbejder over for handicappede personer. Det er en betingelse for afgiftsfritagelse, at køretøjet specialindrettes med henblik på, at køretøjet kan anvendes af personer med handicap. Med testbiler menes køretøjer, der anvendes til optræning af handicappede personer i brugen af sådanne køretøjer og til afprøvning af køretøjernes egnethed som handicapkøretøjer.

Forslaget om afgiftsfritagelse for køretøjer, der er midlertidigt indregistreret til brug i forbindelse med arrangementer afholdt af eller sammen med den danske regering, sigter på store internationale arrangementer, hvor der indlånes limousiner o.l. i forbindelse med arrangementerne. Bestemmelsen kan anvendes ved arrangementer afholdt af den danske regering alene og arrangementer, som den danske regering afholder i samarbejde med fx. EU og FN. Bestemmelsen omfatter ikke arrangementer afholdt af private danske eller internationale organisationer.

Desuden foreslås afgiftsfritagelse for køretøjer, som udelukkende benyttes i lukkede dyreparker, med fritgående levende dyr, hvortil publikum har adgang. Der har tidligere i medfør af registreringsafgiftslovens § 3, stk. 6, været meddelt fritagelser for registreringsafgift for køretøjer, der anvendes til dette formål. Der blev herved henset til, at køretøjerne udelukkende benyttes inden for et geografisk stort lukket område. Hertil kommer, at der i disse parker gælder visse særlige hensyn til sikkerheden for publikum og ansatte, idet det bl.a. er nødvendigt at færdslen i områder med næsehorn, rovdyr o.l. sker i lukkede køretøjer. Parkerne benytter således bl.a. deres køretøjer til at holde vagt i disse områder og til at kunne hjælpe nødstedte biler væk fra dem. Forslaget tager sigte på dyre- og safariparker, hvor publikum mod betaling kan få adgang til at køre gennem parkerne enten i egen bil eller i dyreparkernes køretøjer, for at se (relativt) fritgående levende dyr. Forslaget omfatter ikke zoologiske haver, akvarier m.v., hvor dyrene typisk opholder sig i bure, grotter, bassiner o.l. Landbrug, dyrskuer o.l. falder ligeledes uden for forslaget. Afgiftsfritagelsen omfatter registreringspligtige busser, traktorer, påhængsvogne o.l., som parkerne anvender i forbindelse med rundvisning af publikum samt registreringspligtige køretøjer, som parkerne anvender i forbindelse med overvågning, pasning og pleje af dyrene. Det er en betingelse for afgiftsfritagelse, at køretøjerne udelukkende benyttes inden for parkområdet.

Det foreslås, at skatteministeren fastsætter nærmere regler om afgørelser vedrørende afgiftsfritagelse for køretøjer, som en virksomhed anskaffer og benytter til nødvendig afprøvning af komponenter, og for specialindrettede køretøjer, som anerkendte almennyttige organisationer anskaffer og benytter til testbiler for handicappede. Ministeren kan bl.a. udstede regler om, at afgiftsfrihed for de pågældende køretøjer er betinget af indhentelse af tilladelse fra de statslige told- og skattemyndigheder, og at virksomheder, der fremstiller én eller flere komponenter til køretøjer, kun kan få afgiftsfritagelse, såfremt det af dokumentations- eller udviklingsmæssige årsager er nødvendigt for virksomheden at foretage afprøvning af komponenterne i et køretøj.

Bestemmelsen i § 3, stk. 6, foreslås ophævet.

Skattepligtig efter opsamlingsbestemmelsen i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, er andre foreninger, korporationer, stiftelser, legater og selvejende institutioner (end de foreninger m.v., der er skattepligtige efter de forudgående bestemmelser), for så vidt foreningen m.v. ikke er skattepligtige efter fondsbeskatningsloven. Skattepligten omfatter alene indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed samt fortjeneste eller tab ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af formuegoder, der har eller har haft tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed.

Ifølge de gældende regler i selskabsskattelovens § 3, stk. 4, kan skatteministeren, når omstændighederne taler derfor, helt eller delvis eftergive skat, der er pålignet de i § 1, stk. 1, nr. 6 omhandlede foreninger m.v.

Kompetencen til at træffe afgørelse er ved sagsudlægningsbekendtgørelsen ( senest bekendtgørelse nr. 336 af 10. juni 1998) udlagt til den lokale told- og skatteregion. Afgørelsen kan påklages til Told- og Skattestyrelsen.

Det foreslås at ophæve dispensationsbestemmelsen i § 3, stk. 4, idet bestemmelsen efter alt foreliggende ikke længere har noget anvendelsesområde.

Ifølge cirkulære nr. 136 af 7. november 1988 til selskabsskatteloven, pkt. 56, er dispensationsbestemmelsen kun tænkt anvendt i meget begrænset omfang, og bestemmelsen har i praksis været fortolket restriktivt.

Bestemmelsen har i praksis tidligere været anvendt på kredit- og hypotekforeninger, som var skattepligtige af overskud af fast ejendom. Kredit- og hypotekforeninger har imidlertid ikke været omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, siden indkomståret 1986.

Bestemmelsen har endvidere været anvendt på sådanne foreninger, der i forlængelse af tidligere statslige ordninger søger at fremme eksporten af landbrugsprodukter og i forbindelse hermed foretager markedspleje. Henvendelser til told- og skatteregioner og til landbrugsorganisationer giver grundlag for at antage, at bestemmelsen ikke har været bragt i anvendelse i en længere årrække, og at der ikke mere eksisterer noget anvendelsesområde. Det bemærkes i den forbindelse, at andelsforeninger efter gennemførelsen af lov nr. 374 af 18. maj 1994 (Andelsselskaber) ikke længere kan være omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.

Ændringen er en konsekvens af ophævelsen af selskabsskattelovens § 3, stk. 4, jf. ændringen under nr. 1.

Undtaget fra skattepligten er - ifølge selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4, - havne, herunder lufthavne der er åbne for offentlig trafik, samt elektricitets-, gas- , vand- og fjernvarmeværker, når adgangen til leverancer fra værket står åben for alle inden for det område, hvori værket arbejder, alt for så vidt havnens eller værkets indtægter - bortset fra normal forrentning af en eventuel indskudskapital - ifølge vedtægtsmæssig bestemmelse udelukkende kan anvendes til havnens eller værkets formål. Foretagender, der fordeler elektricitet til forbrugerne, sidestilles med elektricitetsværker, selv om de ikke fremstiller elektricitet.

Efter den gældende bestemmelse i lovens § 3, stk. 7, kan skatteministeren, når særlige omstændigheder taler derfor, tillade, at et foretagende af den i stk. 1, nr. 4, omhandlede art undtages fra skattepligten, uanset at den i bestemmelsen fastsatte begrænsning for anvendelsen af foretagendets indtægter ikke er optaget i dets vedtægter.

Kompetencen til at træffe afgørelse er ved sagsudlægningsbekendtgørelsen (senest bekendtgørelse nr. 336 af 10. juni 1998) udlagt til den lokale told- og skatteregion. Afgørelsen kan påklages til Told- og Skattestyrelsen.

Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 144 af 13. april 1983. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen (L 79, 1982-83), at der i praksis havde vist sig et behov for at kunne dispensere fra kravet om vedtægtsmæssig bestemmelse. »På baggrund af formålet med bestemmelsen i stk. 1, nr. 4,vil tilladelse kun kunne gives, når det må anses for udelukket at ændre foretagendets vedtægter, ligesom skattefritagelsen vil være betinget af, at der i likvidationstilfælde ikke udloddes mere end den indskudte kapital. Endvidere vil foretagendet kunne afkræves dokumentation for, at begrænsningen for anvendelse af indtægterne er overholdt.«

Efter forslaget afskaffes skatteministerens tilladelse. Det er herefter vedkommende kommunale skattemyndighed med sædvanlig klageadgang, der skal afgøre, om betingelserne for undtagelse fra skattepligten i medfør af § 3, stk. 1, nr. 4, jf. stk. 7, er opfyldt. Det er fortsat en betingelse, at det må anses for udelukket at ændre foretagendets vedtægter, at der ved likvidation af foretagendet ikke udloddes mere end den indskudte kapital, og at foretagendet overholder den i stk. 1, nr. 4, fastsatte begrænsning for anvendelse af foretagendets indtægter.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af de i § 14, nr. 15, foreslåede ændringer i ligningslovens § 16 A. Der henvises til bemærkningerne til § 10.

Det foreslås at ophæve selskabsskattelovens § 10, stk. 2 og 3.

Efter de gældende regler i selskabsskattelovens § 10, stk. 2, skal indkomståret for et selskab eller en forening m.v. udløbe ved udgangen af et kvartal (kvartalsret indkomstår). Det gælder efter selskabsskattelovens § 10, stk. 2, nr. 1, for selskaber og foreninger m.v., der anmeldes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen den 1. juli 1994 eller senere. Efter § 10, stk. 2, nr. 2, gælder kravet om et kvartalsret indkomstår endvidere for selskaber m.v., der den 1. juli 1994 eller senere omlægger indkomståret. Efter § 10, stk. 2, nr. 3, gælder kravet endelig for selskaber m.v., der den 1. juli 1994 eller senere overgår til udelukkende eller i væsentlig grad ikke at have erhvervsmæssig aktivitet (»tomme« selskaber).

Efter de gældende regler i selskabsskattelovens § 10, stk. 3, kan Ligningsrådet tillade, at indkomståret ikke skal udløbe ved udgangen af et kvartal, når det efter rådets skøn må anses som godtgjort, at særlige forhold for selskabet eller foreningen m.v. tilsiger dette.

Reglerne blev gennemført ved lov nr. 442 af 1. juni 1994 i forbindelse med initiativer mod selskabstømninger.

Formålet med reglerne i selskabsskattelovens 10, stk. 2, om et kvartalsret indkomstår har været at opnå overensstemmelse med f. eks. moms- og lønsumsafgiftslovene, hvor afgiftsperioden er kvartalet.

Ved gennemførelsen blev det forudset, at et sådant krav i visse tilfælde kunne være uhensigtsmæssigt for selskaberne m.v. Derfor blev der indført adgang for Ligningsrådet til at dispensere fra kravet om, at indkomståret skal udløbe ved udgangen af et kvartal, når det efter dets skøn må anses som godtgjort, at særlige forhold for selskabet m.v. tilsiger dette.

I årsregnskabsloven blev der i forbindelse med lovgivningen mod selskabstømninger tilsvarende indført krav om, at regnskabsåret skal udløbe ved udgangen af et kvartal, idet Erhvervs- og Selskabsstyrelsen dog kan dispensere fra kravet, når særlige forhold tilsiger dette.

Det blev forudsat, at der skal ske en koordinering mellem Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og Ligningsrådet.

Ved udformningen af reglerne blev der lagt vægt på kontrolmæssige forhold.

Den ønskede overensstemmelse med f.eks. moms- og lønsumsafgiftslovene, hvor afgiftsperioden i 1994 var kvartalet, kan med ændringerne af kredittider m.v. ved lov nr. 435 af 26. juni 1998, ikke længere opretholdes, da f.eks. afgiftsperioden i momsloven for virksomheder, hvis samlede afgiftspligtige leverancer overstiger 10 mio. kr. årligt, pr. 1. januar 1999 er ændret til kalendermåneden. Endvidere har told- og skattemyndighedernes erfaringer siden gennemførelsen vist, at der ikke er afgørende kontrolmæssige fordele knyttet til kravet om et kvartalsret indkomstår. Hertil kommer, at det må anses for uhensigtsmæssigt, at to myndigheder, der administrerer tilnærmelsesvist samme regelgrundlag, skal komme til samme resultat, ikke mindst i lyset af, at det var forudsat, at dispensationsadgangen skal administreres stramt. Endelig indebærer koordineringen mellem Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og Ligningsrådet i praksis, at Ligningsrådet har fået en rolle, hvor det via de konkrete sager kommer til at påse, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen følger den forudsatte praksis.

Ophævelsen indebærer, at alle selskaber m.v. frit kan vælge, hvornår indkomståret skal udløbe, dog med respekt af reglerne i selskabsskattelovens § 10, stk. 1, for, hvordan et givet indkomstår kan forskydes i forhold til kalenderåret. Et selskab vil således kunne vælge, at indkomståret udløber ved udgangen af et kvartal, og herunder også vælge kalenderårsregnskab.

Efter gældende regler i selskabsskattelovens § 10, stk. 4, der er indført før selskabstømmerlovgivningen i 1994, kan et tidligere benyttet indkomstår ikke ved senere skatteansættelser fraviges uden tilladelse fra Ligningsrådet. Ligningsrådet har bemyndiget de kommunale skattemyndigheder til at afgøre ansøgninger om omlægning af indkomstår med klageadgang til Ligningsrådet.

Tilladelse til omlægning af regnskabsår må være begrundet i selskabets forhold, f. eks. hensyn til sæson, brancheændring, personaleferie, nye forretningsforbindelser, koncerntilhørsforhold m.v. De nærmere betingelser for omlægning af indkomstår er indeholdt i TS-cirkulære nr. 11 af 7. april 1993.

Det foreslås at objektivere den pågældende bestemmelse således, at selskabet eller foreningen m.v. kan vælge at omlægge sit indkomstår til et andet indkomstår efter reglerne i stk. 1, 2. og 3. pkt., om et givet indkomstårs placering i forhold til kalenderåret, når omlægningen er begrundet i selskabets forhold såsom hensyn til sæson, brancheændring, personaleferie, nye forretningsforbindelser eller koncerntilhørsforhold. De forhold, der efter lovforslaget kan begrunde en omlægning, er de samme, som efter TS-cirkulæret i dag kan begrunde en omlægning.

Et selskab kan dog kun omlægge et tidligere benyttet indkomstår til et andet indkomstår, såfremt alle indkomstperioder kommer til beskatning, og såfremt intet indkomstår hverken overspringes eller dubleres (dvs. 2 indkomstår med samme »nummer«). En forlængelse af et indkomstår hen over den 1. april ville føre til, at et indkomstår overspringes. Og ved en forkortelse af et indkomstår tilbage over den 1. april, ville der opstå to indkomstår med samme nummer.

Selskabet skal inden udløbet af det indkomstår, der ønskes omlagt, give meddelelse herom til de statslige told- og skattemyndigheder. Dette skyldes ønsket om at forhindre efterfølgende indkomstudjævning og hensynet til at kunne påse, om selskabet m.v. overholder selvangivelsesfristen, der er maksimalt 6 måneder efter indkomstårets udløb. Selskabet skal i den forbindelse give oplysning om, hvilken periode indkomståret ønskes omlagt til.

Er der andre forhold i selskabet, der kan begrunde en omlægning af indkomståret, skal selskabet ansøge skatteministeren herom. Det kan eksempelvis dreje sig om hensynet til revisors arbejdstilrettelæggelse.

Det er hensigten at udlægge ministerbeføjelsen via sagsudlægningsbekendtgørelsen til den skatteansættende myndighed. Er den skatteansættende myndighed en told- og skatteregion eller en kommune, vil afgørelsen kunne påklages til Told- og Skattestyrelsen, men ikke til anden administrativ myndighed.

Efter de gældende regler i selskabsskattelovens § 10, stk. 5, 2. pkt., kan Ligningsrådet bestemme, at indkomståret for selskaber som nævnt i selskabsskattelovens § 10, stk. 2, nr. 3, dvs. »tomme« selskaber udløber ved udgangen af et kvartal. Formålet med reglen er at kunne ændre indkomståret for selskaber m.v., der ikke selv ændrer indkomståret. Med den foreslåede nye affattelse af stk. 3 (tidligere stk. 5) jf. forslaget under nr. 9, skal reglen som konsekvens af den foreslåede ophævelse af selskabsskattelovens § 10, stk. 2, ophæves.

Selskabsskattelovens § 10, stk. 5, 1. pkt., er en regel, hvorefter Ligningsrådet i visse tilfælde kan tvangsomlægge indkomståret for et selskab m.v. Tvangsmæssig omlægning af et selskabs indkomstår kan kræves i tilfælde, hvor et selskabs hovedaktionær driver en virksomhed som personligt ejet virksomhed, og der mellem selskabet og den personligt ejede virksomhed er sådanne indbyrdes økonomiske sammenhænge, at fælles indkomstår af kontrolmæssige hensyn er ønskelig. Indkomståret kan ikke kræves omlagt til at følge hovedaktionærens indkomstår, hvis hovedaktionæren alene er lønmodtager i selskabet.

Ligningsrådet har ved TS-cirkulære nr. 11/1993 udlagt kompetencen til at foretage tvangsomlægninger af indkomstår til de kommunale skattemyndigheder med klageadgang til Ligningsrådet.

Det foreslås at bevare bestemmelsen for så vidt anvendelsesområdet, men at tillægge de statslige told- og skattemyndigheder kompetence til at kræve en tvangsmæssig omlægning af indkomståret. De statslige told- og skattemyndigheders afgørelse vil kunne påklages til Told- og Skattestyrelsen, men ikke til anden administrativ myndighed.

Bestemmelserne i selskabsskattelovens § 36 knytter sig udelukkende til bestemmelserne i selskabsskattelovens § 10, stk. 2, nr. 2 og 3. Bestemmelsen i § 36 indeholder regler for, hvordan et indkomstår skal omlægges, når indkomståret for et selskab skal udløbe ved udgangen af et kvartal. Det principielle formål med regler om, hvilke kvartalsudløb et indkomstår kan forlænges eller forkortes til, når der indtræder pligt for selskabet til at have et indkomstår til udløb ved et kvartalsskifte, er at sikre, at alle indkomstperioder beskattes, og at intet indkomstår springes over. Som konsekvens af ophævelsen af selskabsskattelovens § 10, stk. 2, nr. 2 og 3, ophæves § 36.

I tilfælde, hvor den skattepligtige er afgået ved døden, er oplysningerne om afdødes økonomiske forhold overgået fra afdøde til skifteretten, dødsboet, arvingerne eller en efterlevende ægtefælle.

Efter skattekontrollovens § 6 C, stk. 1, skal skifteretten, bobestyreren, privatskiftende arvinger eller en efterlevende ægtefælle efter anmodning give skattemyndighederne oplysninger, der har betydning for afgørelsen af, om afdøde har været skatteansat korrekt, dvs. for indkomstår, hvor der allerede er foretaget en skatteansættelse.

Der er imidlertid behov for, at skattemyndighederne også kan indhente oplysninger om afdødes økonomiske forhold for indkomstår, hvor der endnu ikke er foretaget en skatteansættelse. Det kan være indkomståret før dødsfaldet i tilfælde, hvor dødsfaldet ligger først på året, eller tiden fra indkomstårets begyndelse frem til dødstidspunktet.

§ 6 C, stk. 1, foreslås omformuleret, således at der tilvejebringes hjemmel til at indhente de nødvendige oplysninger om afdøde frem til dødsfaldet.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af ændringerne i § 12, nr. 1 og 3.

Ifølge § 3, stk. 2, i lov om skattefri virksomhedsomdannelse skal selskabets første regnskabsperiode - første driftsperiode, hvis der er tale om et skuffeselskab - løbe fra omdannelsesdatoen (d.v.s. den dag, der følger efter statusdagen for sidste årsregnskab i den personligt ejede virksomhed), og den skal udgøre 12 måneder. Denne regel gælder også, hvor overdragelse sker til et allerede stiftet selskab. Hvis dette selskabs regnskabsår er forskelligt fra den oprindelige ejers, er det derfor nødvendigt at omlægge selskabets regnskabsår.

Efter de gældende regler i § 3, stk. 3, kan Ligningsrådet dog i særlige tilfælde fravige kravet om, at selskabets første regnskabsår skal udgøre en periode på 12 måneder.

Det foreslås, at kompetencen til at træffe afgørelse efter § 3, stk. 3, overføres til skatteministeren. Ifølge den under nr. 3 foreslåede nye § 8 a kan skatteministeren bemyndige de statslige eller kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter loven. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til at klage over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Det er tanken ved udlægningsbekendtgørelse at udlægge kompetencen til at træffe afgørelse efter § 3, stk. 3, til den skatteansættende myndighed. Er den skatteansættende myndighed en told- og skatteregion eller en kommune, skal afgørelsen kunne indbringes for Told- og Skattestyrelsen, men ikke til anden administrativ myndighed.

Der er tale om en konsekvensændring. Der henvises til bemærkningerne til § 10. Ændringerne tydeliggør, at salg af aktier til det udstedende selskab, der medfører, at der skal foretages en avanceopgørelse, jf. forslaget til ligningslovens § 16 B, stk. 4, er omfattet af 1. pkt. i virksomhedsomdannelseslovens § 4, stk. 5, hvorefter en negativ anskaffelsessum indgår ved opgørelsen af den skattepligtige avance. På samme måde er udlodninger, der omfattes af den foreslåede bestemmelse i ligningslovens § 16 A, stk. 3, således at de indgår i en avanceopgørelse, omfattet af 1. pkt. i virksomhedsomdannelseslovens § 4, stk. 5. Det betyder, at en negativ anskaffelsessum skal indgå i avanceopgørelsen. Det foreslåede 2. pkt. i virksomhedsomdannelseslovens § 4, stk. 5, omfatter afståelsessummer, der ikke indgår i en avanceopgørelse. 3. pkt. i § 4, stk. 5, omfatter udlodninger i forbindelse med kapitalnedskrivninger, der behandles som udbytte, og som derfor ikke indgår i en avanceopgørelse. I begge tilfælde lægges en evt. negativ anskaffelsessum til. Der er ingen realitetsændringer heri i forhold til gældende ret.

I forbindelse med, at kompetencen til at træffe afgørelse efter lovens § 3, stk. 3, foreslås flyttet fra Ligningsrådet til skatteministeren, jf. ændringen under nr. 1, foreslås indsat en ny § 8 a, hvorefter skatteministeren kan bemyndige de statslige eller kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelse efter den pågældende lov, og hvorefter ministeren kan fastsætte regler om adgang til klage over afgørelserne, herunder om at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Bestemmelsen svarer til den bestemmelse, der ved lov nr. 59 af 7. februar 1990 (Klageafkortning) blev der i en række skatte- og afgiftslove.

Til § 21

Bestemmelsen i spiritusafgiftslovens § 16 foreslås ophævet, da den ikke ses benyttet. Ifølge bestemmelsen, der blev indsat i loven ved lov nr. 509 af 18. december 1970, kan skatteministeren godtgøre afgiften af varer, der anvendes til fremstilling af afgiftsfri varer, som leveres til udlandet. Der er samtidig ifølge lovens § 15, stk. 1, afgiftsfritagelse efter EF’s bestemmelser (Rådets direktiv nr. 92/83/EØF af 19. oktober 1992) for varer, der anvendes til fremstilling af varer, som ikke er afgiftspligtige efter loven.

Den foreslåede ændring indebærer, at bestemmelsen om det danske toldområde, der, efter den nugældende formulering, udover landområder også omfatter de indre territoriale vande, de ydre territoriale farvande i en afstand af 4 sømil (7.408 m) fra kystlinien eller sådanne rette basisliner, som er eller bliver fastsat, og luftrummet over de nævnte områder, ændres således, at det danske toldområde omfatter landområderne og søterritoriet, samt luftrummet over disse områder.

Det nugældende danske toldområde omfatter bl.a. de ydre territoriale farvande i afstand af 4 sømil (7.408 m) fra kystlinien, mens det danske søterritorium er på 3 sømil. Denne forskel i udstrækningen af toldområdet og søterritoriet er historisk betinget. I henhold til artikel 3, stk.3, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913 /92 af 12. Oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks omfatter Fællesskabets toldområde ligeledes søterritoriet hørende til medlemslandene, samt luftrummet derover. Bestemmelsen i rådsforordningen indebærer imidlertid, at der ved en ændring af søterritoriet skal ske en tilsvarende ændring af toldområdet.

Efter § 8, stk. 1, i vurderingsloven skal arealer, der i forening udgør en samlet fast ejendom, jf. § 2 i lov om udstykning og anden registrering i matriklen, vurderes sammen. Arealer, der tilhører samme ejer og udgør en driftsenhed, skal vurderes som én ejendom. Landbrugsejendomme, der drives sammen, jf. § 9 i lov om landbrugsejendomme, skal dog vurderes hver for sig.

I tvivlstilfælde er det ifølge stk. 5 Ligningsrådet, der træffer den endelige administrative afgørelse af, om et areal skal vurderes som en selvstændig ejendom, og i benægtende fald, under hvilken ejendom arealet skal vurderes.

Det foreslås, at kompetencen til at træffe den endelige administrative afgørelse af, om et areal skal vurderes som en selvstændig ejendom, overføres fra Ligningsrådet til skatteministeren. Ifølge lovens § 48 kan skatteministeren bemyndige de statslige eller kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelse efter loven. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til at klage over afgørelserne, herunder om at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Det er tanken ved udlægningsbekendtgørelse at udlægge kompetencen til at træffe afgørelse efter § 8, stk. 5, til Told- og Skattestyrelsen.

Ændringerne ophæver kravet om, at en fonds eller en forenings regnskabsår skal afsluttes ved udgangen af et kvartal. Ophævelsen af dette krav skal ses i lyset af den tilsvarende ændring for så vidt angår fondsbeskatningslovens § 15, stk. 1, 2. pkt., og selskabsskattelovens § 10, stk. 2 og 3, jf. lovforslagets § 6, nr. 5, og § 17, nr. 7, samt for så vidt angår årsregnskabslovens § 3, jf. lovforslagets § 25.

Ændringen ophæver kravet om, at et selskabs regnskabsår skal afsluttes ved udgangen af et kvartal. Ophævelsen af dette krav skal ses i lyset af den tilsvarende ændring f.s.v. angår selskabsskattelovens § 10, stk. 2 og 3, jf. lovforslagets § 17, nr. 7.

Med ændringen får nystiftede selskaber og selskaber, der efter årsregnskabslovens øvrige regler har adgang til at omlægge regnskabsåret, mulighed for at vælge det regnskabsår, som passer til virksomhedens aktivitet og forhold i øvrigt. Ophævelsen af kravet om afslutning af regnskabsåret ved udgangen af et kvartal må derfor forventes at føre til en mærkbar administrativ lettelse for mange af de virksomheder, som ændrer regnskabsår.

Regnskabsåret skal fortsat udgøre tolv måneder, og forslaget medfører ikke i sig selv ret til vilkårligt at om1ægge regnskabsår. Regnskabsår må således fortsat kun ændres, når særlige forhold tilsiger det. Særlige forhold kan f. eks. foreligge i forbindelse med ændrede ejerforhold, herunder koncernetablering. Ændring af en virksomheds hovedaktiviteter kan ligeledes nødvendigggøre en omlægning.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 17, nr. 7, hvor det fremgår, at skattemyndighederne ikke mister afgørende muligheder for skatte- og afgiftsmæsssig kontrol af virksomhederne. På denne baggrund vurderes det, at ændringen i årsregnskabsloven ikke har nogen indvirkning på mulighederne for at bekæmpe økonomisk kriminalitet.

Ifølge stk. 1 træder loven i kraft den 1. januar 2000.

Med hensyn til objektivering har stk. 1 selvstændig betydning i en række tilfælde, hvor skatteyderen efter de nye regler skal træffe en række valg, uden at myndighedsgodkendelse eller lignende er nødvendig. I de pågældende tilfælde vil de nye regler finde anvendelse, når blot skatteyderen træffer et valg den 1. januar 2000 eller senere. Det er derimod uden betydning, om valget vedrører et ældre år eller får betydning for skatten fra et ældre år, når det blot er rettidigt efter de regler, der gælder derom.

En række tilfælde, hvor en skatteberegning eller lignende foretages den 1 juli 1999 eller senere, og hvor der efter de nye regler i modsætning til tidligere ikke kræves særskilt tilladelse, er også omfattet af stk. 1. Tilladelser, der er givet inden ikrafttrædelsen, mister ikke deres gyldighed.

En række tilfælde, hvor myndigheders kompetence omlægges, omfattes ligeledes af stk. 1. Ansøgninger m.v., der inden ikrafttrædelsesdagen den 1. januar 2000 for de ny kompetenceregler er indgivet til den tidligere kompetente myndighed, færdigbehandles af denne, men de klageregler, der gælder, er de der finder anvendelse på den nu kompetente myndigheds afgørelser, jf. stk. 2.

Følgende ændringer omfattes af ikrafttrædelsesbestemmelsen i stk. 1:

§ 1, nr. 1, § 1, nr. 6-7, § 1, nr. 9-17, § 2, nr. 1-4 og nr. 8, § 3, § 4, nr. 31 og 38, § 6, nr. 2-4 og 6, § 7, § 8, nr. 1-3, 5-7, 10, 13-20 og 22- 26, § 9, § 12, § 14, nr. 1-2 og 11-12, § 17, nr. 1-3, § 19, § 20, nr. 1 og 3, § 21 og § 23.

Efter § 1, nr. 6-7, kan en skatteyder, der beskattes af aktieavancer efter næringsreglerne, vælge at anvende lagerprincippet. De ny regler finder anvendelse, når valget træffes den 1. januar 2000 eller senere, uanset om det evt. - i overensstemmelse med reglerne herom - vedrører et ældre år.

Efter § 1, nr. 9-11, er det ikke længere Ligningsrådet (eller region og kommune på Ligningsrådets vegne), der skal give tilladelse til skattefri aktieombytninger. Denne kompetence overgår til skatteministeren. Omlægningen gælder tilladelser og afslag den 1. januar 2000 eller senere. Alle ansøgninger om tilladelser, der ikke er færdigbehandlet af regionen eller kommunen inden 1. januar 2000, skal færdigbehandles, og evt. afslag den 1. januar 2000 eller senere kan påklages til Landsskatteretten. Sager, der verserer for Ligningsrådet og afgøres den 1. januar 2000 eller senere, kan ligeledes påklages til Landsskatteretten. Formuleringen i forslaget til aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 4, gælder for alle tilladelser og afslag, der gives fra og med den 1. januar 2000.

Efter § 1, nr. 12-17, og § 1, nr. 1, kodificeres betingelserne for at give henstand med aktieavanceskat ved fraflytning til udlandet. Ansøgninger om henstand, der ikke er afgjort inden den 1. januar 2000, færdigbehandles som sager om sikkerhedsstillelse efter § 13 A, stk. 6.

Efter § 2, nr. 1-4, bortfalder afgift uden særskilt godkendelse ved visse tilfælde af almennyttig arv. De ny regler anvendes ved afgiftsberegninger, klagebehandlinger og revision fra og med 1. januar 2000. En særskilt godkendelse efter de gamle regler fra før 1. januar 2000 bevarer sin gyldighed.

Efter § 3 foreslås ændrede formuleringer af godtgørelses- og fritagelsesbestemmelser i chokoladeafgiftsloven. De ændrede formuleringer gælder for bevillinger, der gives den 1. januar 2000 eller senere.

Efter § 4, nr. 31 og 38, kan en efterlevende ægtefælle uden særlig tilladelse indtræde i sin afdøde ægtefælles henstand med betaling af skatter efter aktieavancebeskatningsloven. De nye regler gælder, når indtræden sker den 1. januar 2000 eller senere. Indtræden efter de nye regler sker ved dødsfaldet, og de ny regler gælder derfor ved dødsfald den 1. januar 2000 eller senere.

Ændringen under § 6, nr. 2 og 6, fremtræder, som om der sker en kompetenceomlægning. Der er dog alene tale om en ændret sproglig formulering, der træder i kraft den 1. januar 2000.

Ændringen under § 6, nr. 3, drejer sig om, at der som hovedregel ikke mere kræves tilladelse til at ændre hensættelser for helt eller delvist at udligne de skattemæssige virkninger af en ændring af den selvangivne indkomst. I de tilfælde, hvor der fortsat kræves tilladelse flyttes kompetencen til at give tilladelse fra Ligningsrådet til skatteministeren. De nye regler gælder fra og med 1. januar 2000.

Ændringen under § 6, nr. 4, drejer sig om, at der ikke mere kræves tilladelse til at foretage fradrag for hensættelser efter fondsbeskatningslovens § 5, stk. 2, i stedet for efter lovens § 5, stk. 1. De nye regler skal have virkning fra og med 1. januar 2000.

Ændringen under § 7 drejer sig om fradrag for værditab ved opgørelse af frigørelsesværdi. De nye regler anvendes ved beregninger m.v. fra og med 1. januar 2000. En værditabsberegning fra før 1. januar 2000 bevarer sin gyldighed.

Efter § 8, nr. 13, 14, 16, 17, 23 og 24, er det ikke længere Ligningsrådet (eller regionen på Ligningsrådets vegne), der skal give tilladelse til visse fusioner, spaltninger og tilførsler af aktiver. Denne kompetence overgår til skatteministeren. De nye regler gælder tilladelser og afslag den 1. januar 2000 eller senere. Alle ansøgninger om tilladelser, der ikke er færdigbehandlet af regionen eller Ligningsrådet inden den 1. januar 2000, skal færdigbehandles, og evt. afslag kan indbringes for Landsskatteretten.

Efter § 8, nr. 6, 7, 10, 15, 19, 20, 22, 25 og 26, flyttes Ligningsrådets kompetence til at give visse tilladelser i forbindelse med fusion, spaltning og tilførsel af aktiver til skatteministeren. De nye regler gælder tilladelser og afslag den 1. januar 2000 eller senere.

Efter §§ 12 og 19 flyttes ansættelseskompetencen i kulbrinteskattesager fra Ligningsrådet til told- og skatteforvaltningen. Det gælder ansættelser, der ikke er foretaget inden 1. januar 2000.

Efter § 14, nr. 1 og 2, kan en skattepligtig vælge periodisering af renteindtægter. De nye regler finder anvendelse, når valget træffes den 1. januar 2000 eller senere, uanset om det evt. - i overensstemmelse med reglerne herom - vedrører et ældre år.

Efter § 14, nr. 11, skal aktie- og anpartsselskaber kunne fradrage forsøgs- og forskningsudgifter, før erhvervet påbegyndes, uden at søge om tilladelse hertil. De nye regler skal have virkning fra og med 1. januar 2000.

Efter § 14, nr. 12, flyttes Ligningsrådets kompetence til at give tilladelse til fradrag for forsøgs- og forskningsudgifter, før erhvervet påbegyndes, til skatteministeren. De nye regler gælder fra og med 1. januar 2000.

Ændringen under § 17, nr. 1-3, drejer sig om skattefrihed for havne og værker m.v., der leverer til offentligheden, og hvor skattefrihed i visse tilfælde hidtil har været betinget af tilladelse. Fra og med 1. januar 2000 er tilladelse ikke længere nødvendig.

Efter § 20 flyttes Ligningsrådets kompetence til at tillade et første indkomstår ved virksomhedsomdannelse, der afviger fra 12 måneder, til skatteministeren. De nye regler gælder for tilladelser og afslag, der ikke er givet inden 1. januar 2000.

Efter § 23 flyttes Ligningsrådets kompetence til at træffe afgørelse efter vurderingsloven om, hvornår der foreligger en samlet fast ejendom til skatteministeren. Ændringen har virkning for afgørelser, der træffes den 1. januar 2000 eller senere.

Efter stk. 1 træder loven som nævnt i kraft den 1. januar 2000. For så vidt angår de foreslåede justeringer m.v. i dødsbeskatteloven har dette ikrafttrædelsestidspunkt også selvstændig betydning for de præciseringer og redaktionelle ændringer, der er foreslået under § 4, nr. 2, 3, 4, 8, 10, 41, 44, 47, 48 og 49.

Stk. 3 bestemmer, at en række af de foreslåede objektiveringer m.v. først får virkning, når den begivenhed, der udløser skatten, indtræffer den 1. januar 2000 eller senere.

Følgende ændringer er omfattet af ikrafttrædelsesbestemmelsen i stk. 3:

§ 1, nr. 4, § 1, nr. 5, § 5 , nr. 4, § 14, nr. 5 og 6, § 14, nr. 15, og § 14, nr. 20, samt konsekvensrettelser til de to sidstnævnte ændringer i § 1, nr. 2 og 8, § 5, nr. 6, § 8, nr. 8, § 10, nr. 1 og 2, § 14, nr. 14, § 14, nr. 16 -19, § 17, nr. 4 - 6, og § 20, nr. 2.

§ 1, nr. 4, vedrører afståelse af andelsbeviser, hvor der ikke længere kræves dispensation for at undgå beskatning efter aktieavancebeskatningslovens § 2 b. Den får virkning for afståelser den 1. januar 2000 eller senere.

Efter § 1, nr. 5, skal den skattepligtiges indsigelse i visse tilfælde imod en beskatning ved afståelse af aktier ikke længere forelægges Ligningsrådet. Den får efter forslaget virkning for afståelse af aktier den 1. januar 2000 eller senere.

Efter § 5, nr. 4, kræves der ikke længere tilladelse for at succedere i ejendomsavancebeskatning ved mageskifte. Mageskifte er en afståelsesform, og bestemmelsen får virkning ved mageskifte den 1. januar 2000 eller senere.

Efter § 6, nr. 1, kræves der ikke længere dispensation for at blive fritaget for afgift efter fondsbeskatningsloven ved indskud i en udenlandsk velgørende fond. Bestemmelsen får virkning for indskud den 1. januar 2000 eller senere.

Efter § 14, nr. 5 og 6, og § 13 kræves ikke længere myndighedernes godkendelse af en medarbejderaktieordning eller obligationsordning. Bestemmelsen har virkning for tildeling af tegningsret (køberet) og udlodning af medarbejderobligationer den 1. januar 2000 eller senere. Godkendelse af medarbejderordninger, der er foretaget inden 1. januar 2000 med fremadrettet virkning, opretholdes med den tidsbegrænsning, der følger af godkendelsen, fortolket efter hidtidig praksis.

Efter § 14, nr. 15, kræves ikke længere myndighedernes godkendelse for at visse udlodninger beskattes som aktieavance. Efter § 14, nr. 20, kræves ikke længere myndighedernes godkendelse for at visse afståelser af aktier til det udstedende selskab, der ellers sidestilles med udbytte, beskattes som aktieavance. I § 1, nr. 2 og 8, § 5, nr. 6, § 8, nr. 8, § 10, nr. 1 og 2, § 14, nr. 14, § 14, nr. 16 -19, § 17, nr. 4 - 6, og § 20, nr. 2, er der foretaget en række konsekvensrettelser som følge af de anførte ændringer. De nye regler har virkning for udlodninger og afståelser den 1. januar 2000 eller senere. En udlodning er foretaget, når den er vedtaget på generalforsamling i selskabet.

Det foreslås, at bestemmelserne vedrørende boafgiftsloven i forslagets § 2, nr. 5-8, skal have virkning fra og med 1. januar 2000.

Nærmere bestemt betyder det, at lovforslagets § 2, nr. 5 (boafgiftslovens § 13 a, stk. 1, 3. pkt.), gælder for boer, hvor førstafdøde afgår ved døden den 1. januar 2000 eller senere

§ 2, nr. 6 (boafgiftslovens § 24, stk. 1), finder anvendelse i sin nye udformning for gaver, der er givet den 1. januar 2000 eller senere.

§ 2, nr. 7 (boafgiftslovens§ 24, stk. 2, 5. pkt.), har virkning for brugs- eller indtægtsnydelser, der opgives den 1. januar 2000 eller senere.

Det foreslås, at følgende bestemmelser i lovforslaget vedrørende dødsboskatteloven og konkursskatteloven skal finde anvendelse fra og med den 1. januar 1997:

§ 4, nr.1 (dødsboskattelovens § 4, stk. 6), om ægtefæller, der er afgået ved døden samtidig.

§ 4, nr. 35 (ændring af dødsboskattelovens § 59, stk. 5), om overførsel af underskud ved uskiftet bo m.v.

§ 4, nr. 37 (ændring af dødsboskattelovens § 64, stk. 2), om modregning af afdødes negative skat af aktieindkomst ved uskiftet bo m.v.

§ 11, nr. 1 (ændring af konkursskattelovens § 13 E, stk. 5), om fradrag i konkursindkomst.

Efter stk. 6. foreslås, at en række af de foreslåede justeringer af dødsboskatteloven, den foreslåede konsekvensændring af kildeskatteloven og den foreslåede ændring af skattekontrolloven skal finde anvendelse på boer og mellemperioder vedrørende personer, der afgår ved døden den 1. januar 2000 eller senere, på beskatningen af efterlevende ægtefæller og modtagere af udlodning og boudlæg efter personer, der afgår ved døden den 1. januar 2000 eller senere, samt på skifte af uskiftede boer i den efterlevende ægtefælles levende live, når anmodning om skifte indgives den 1. januar 2000 eller senere:

§ 4, nr. 5 (ændring af dødsboskattelovens § 6, stk. 4), om anvendelse af beløbsgrænser, når der er to boer, der skiftes hver for sig.

§ 4, nr. 6 (dødsboskattelovens § 6, stk. 5), hvorefter dødsboskat ikke indgår ved opgørelsen af nettoformuen ved afgørelsen af, om et dødsbo skal beskattes.

§ 4, nr. 9 (ændring af dødsboskattelovens § 12, stk. 1), om, at overførte restancer fra tidligere år også anses for endelige, når der ikke foretages afsluttende ansættelse i boer, der ikke beskattes.

§ 4, nr. 11 og 25 (ændringer af dødsboskattelovens § 14, stk. 2, og § 30, stk. 3), om mellemperiodefradrag ved bagudforskudt indkomstår.

§ 4, nr. 12, 13, 16, 17, 21, 22, 32, 34 og 39 (ændringer af dødsboskattelovens § 15 samt konsekvensændringer), der indeholder visse præciseringer og justeringer i forbindelse med opgørelsen af mellemperiodeskatten og modregning af foreløbige indkomstskattebeløb m.v.

§ 4, nr. 14, 15, 18 og 19 (ændringer af dødsboskattelovens § 16 m.v.), om modregning af udbytteskat i mellemperiodeskat.

§ 4, nr. 20 (ændring af dødsboskattelovens § 17), hvorefter reglerne om afregning af provenuet af dødsboskat og mellemperiodeskat mellem stat og kommuner m.v. finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med skat af CFC-indkomst i mellemperioden.

§ 4, nr. 26, 28 og 40 (ændringer af dødsboskattelovens § 30 samt konsekvensændringer), der indeholder visse præciseringer og justeringer i forbindelse med opgørelsen af dødsboskatten og modregning af foreløbige indkomstskattebeløb m.v.

§ 4, nr. 27, 29 og 30 (ændringer af dødsboskattelovens § 32 m.v.), om modregning af udbytteskat i dødsboskat.

§ 10, nr. 4 og 5 (konsekvensændringer i kildeskattelovens § 67), om ændrede regler for modregning af udbytteskat i dødsboskat.

§ 4, nr. 33 (dødsboskattelovens § 57, stk. 3, 2. pkt.), om selvangivelsesfrist for visse begrænset skattepligtige dødsboer.

§ 4, nr. 42 og 43 (ændringer af dødsboskattelovens § 87, stk. 2), om selvangivelsesfrist for indkomståret forud for dødsåret og frist for fremsættelse af skattekrav ved udlæg af et dødsbo efter dødsboskiftelovens § 22 .

§ 4, nr. 45 (ændringer af dødsboskattelovens § 89), om forfaldstidspunkt, forrentning, opkrævning og inddrivelse af skatter, der er omfattet af dødsboskatteloven.

§ 18, nr. 1 (ændring af skattekontrollovens § 6 C), om oplysningspligten.

Det foreslås, at § 4, nr. 24, der indeholder en konsekvensændring i dødsboskattelovens § 27, stk. 3, som følge af ændringer i ejendomsavancebeskatningsloven, har virkning fra og med indkomståret 1999.

Det foreslås, at § 4, nr. 36, der indeholder en konsekvensændring i dødsboskattelovens § 61 som følge af den nye kursgevinstlov, har virkning fra og med indkomståret 2000.

Stk. 8 bestemmer desuden, at en række objektiveringer først får virkning fra indkomståret 2000. Det er bl.a. ændringer, der implicerer, at der skal tages hensyn til et helt års indkomst ved anvendelse af reglerne.

§ 14, nr. 3-4 og nr. 7-10, og dertil hørende konsekvensændringer i § 4, nr. 7 og 23, er omfattet af stk. 8:

Efter § 14, nr. 3 og 4, kan skatteyderen ikke længere for Ligningsrådet indbringe de tilfælde, hvor skattemyndighederne tilsidesætter fradragsret for renter af lån, der er blevet brugt til visse aktiekøb og visse køb af fordringer.

Efter § 14, nr. 7-10, og dertil hørende konsekvensrettelser i § 4, stk. 7 og 23, kan visse engangsindtægter undergives en lempelig beskatning uden at en særlig tilladelse er nødvendig. Bestemmelsen medfører bl.a., at der ved afgørelsen af lempelsens omfang skal tages hensyn til et helt års indkomst efter regler, der i modsætning til tidligere er nøje fastlagt.

Endvidere foreslås, at § 4, nr. 46, der indeholder en ændring af reglerne i dødsboskattelovens § 92, stk. 4, af det tidspunkt, som staten skal afregne mellemperiodeskat og dødsboskat til kommunerne og amtskommunerne på, skal have virkning for afregning af mellemperiodeskat og dødsboskat for boer og mellemperioder vedrørende personer, der er afgået ved døden i kalenderåret 1998 eller senere, samt ved afregning af dødsboskat ved skifte af uskiftede boer i den efterlevende ægtefælles levende live, når anmodning om skifte er indgivet i kalenderåret 1998 eller senere.

Efter dødsboskattelovens § 89 finder skattelovgivningens almindelige regler om bl.a. forrentning tilsvarende anvendelse på de skatter, der opkræves efter dødsboskatteloven.

Denne bestemmelse er blevet fortolket således, at reglerne i kildeskattelovens § 61 om procenttillæg til restskat og reglerne i kildeskattelovens § 62 om procentgodtgørelse af overskydende skat også finder anvendelse i forbindelse med mellemperiode- og dødsbobeskatning, jf. Skatteministeriets cirkulære nr. 106 af 4. juli 1997 om dødsboskatteloven.

Efter fornyede overvejelser er det fundet tvivlsomt, om der i dødsboskattelovens § 89 er fornøden hjemmel til at anvende disse procentregler i kildeskatteloven på mellemperiode- og dødsboskat. Skatteministeriet har offentliggjort en afgørelse herom i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1998, 510.

Der er på baggrund af de fornyede overvejelser stillet forslag under § 4, nr. 45, om at ændre dødsboskattelovens § 89, således at det kommer til at fremgå klart af loven, at reglerne i kildeskattelovens § 61 og § 62 om henholdsvis procenttillæg og procentgodtgørelse ikke finder anvendelse på mellemperiode- og dødsboskat.

Det foreslås, at denne fortolkning af § 89 tillægges virkning tilbage fra det tidspunkt, hvor dødsboskatteloven trådte i kraft, dvs. at den har virkning, når dødsfaldet er indtrådt i perioden fra og med den 1. januar 1997 til og med den 31. december 1999, samt på skifte af uskiftede boer i den efterlevende ægtefælles levende live, når anmodning om skifte indgives i perioden fra og med den 1. januar 1997 til og med den 31. december 1999.

Efter § 8, nr. 4 og 9, ændres fristerne for indsendelse af dokumenter i forbindelse med fusion. Efter § 8, nr. 11 og 12, kræver fusion af investeringsforeninger ikke længere Ligningsrådets tilladelse. Efter § 8, nr. 21 og 27, skal selskabsdeltagere i det indskydende selskab, henholdsvis det indskydende selskab, sammen med selvangivelsen for det indkomstår, hvori en spaltning henholdsvis en tilførsel af aktiver sker, indsende en opgørelse over anskaffelsessummen for de aktier i det modtagende selskab, der er modtaget i forbindelse med spaltningen henholdsvis tilførslen af aktiver. De nævnte ændringer har virkning for fusioner, spaltninger henholdsvis tilførsler af aktiver, der foretages med fusionsdato, spaltningsdato henholdsvis tilførselsdato den 1. januar 2000 eller senere. Fusionsdatoen m.v. er, jf. fusionsskattelovens § 5, datoen for den i forbindelse med fusionen m.v. udarbejdede åbningsstatus for det modtagende selskab. Fusionsdatoen skal være sammenfaldende med skæringsdatoen for det modtagende selskabs regnskabsår.

Det er foreslået, at ændringen af toldområdet og afgiftsområdet jf. § 15, nr. 1, og § 22, nr. 1, træder i kraft dagen efter lovens bekendtgørelse i Lovtidende. Ændringen af toldområdet og afgiftsområdet hænger sammen med Udenrigsministeriets lovforslag om søterritoriet (L 12), der træder i kraft 1. januar 1999.

Det er endvidere foreslået, at afmeldelsespligten efter merværdiafgiftsloven, jf. § 15, nr. 2, og ministerbemyndigelsen vedrørende brugen af afregningsbilag, jf. § 15, nr. 3, træder i kraft 1. januar 2000.

Det foreslås, at ændringerne af registreringsafgiftsloven får virkning fra og med den 1. januar 2000.

Fritagelser meddelt inden den 1. januar 2000 i henhold til registreringsafgiftslovens § 3, stk. 6, som ikke er bortfaldet senest den 31. december 1999, forbliver i kraft for køretøjer, som indehaveren af fritagelsen har registreret inden den 31. december 1999. Som følge af forslaget kan fritagelser, der ikke er bortfaldet inden den 1. januar 2000, opretholdes indtil udløbet af det i fritagelserne fastsatte ophørs tidspunkt, eller indtil vilkårene for fritagelserne ikke længere opfyldes. Indehavere af fritagelser kan fra og med den 1. januar 2000 ikke anvende fritagelser udstedt i medfør af registreringsafgiftslovens § 3, stk. 6, som grundlag for afgiftsfritagelse eller -nedsættelse i forbindelse med registrering af nye køretøjer.

Det foreslås, at reglerne i selskabsskattelovens § 10, stk. 2 og 3, om et kvartalsret indkomstår (og henvisningen hertil i fondsbeskatningslovens § 15, stk. 1, 2. pkt.,) ophæves med virkning for selskaber, der anmeldes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen den (fremsættelsesdatoen) eller senere, selskaber, der den (fremsættelsesdatoen) eller senere omlægger indkomståret, og selskaber, der den (fremsættelsesdatoen) eller senere bliver »tomme«.

Det foreslås, at den foreslåede objektivering af bestemmelsen i selskabsskattelovens § 10, stk. 2, (gældende stk. 4) om adgangen til i nærmere angivne tilfælde at ændre et tidligere benyttet indkomstår har virkning fra den (fremsættelsesdatoen). Den foreslåede ændring af kompetencen efter selskabsskattelovens §10, stk. 3, (gældende stk. 5) til at kræve tvangsmæssig omlægning af et indkomstår foreslås ligeledes at have virkning fra og med den (fremsættelsesdatoen).

Det foreslås, at de foreslåede ændringer af § 22, stk. 1, og § 50, stk. 1, i lov om fonde og visse foreninger skal finde anvendelse på fonde og foreninger, der oprettes den (fremsættelsesdatoen) eller senere, og fonde og foreninger, der den (fremsættelsesdatoen) eller senere omlægger regnskabsperioden.

Det foreslås, at den foreslåede ændring af årsregnskabslovens § 3 finder anvendelse på selskaber, der anmeldes den (fremsættelsesdatoen) eller senere, og selskaber, der anmelder omlægning af regnskabsår den (fremsættelsesdatoen) eller senere.

Bestemmelsen vedrører lovens ikrafttræden på Færøerne og Grønland.

Hvad angår ændringen af årsregnskabsloven tillæges det betydning, at den selskabsretlige retsenhed kan bevares og udbygges. Det er derfor hensigten snarest at søge de færøske og grønlandske myndigheders tilslutning til, at ændringen sættes i kraft for disse dele af riget.