Lene Espersen (KF):
Selve tankegangen i Enhedslistens beslutningsforslag, altså
på lang sigt at sørge for, at man ikke længere tilsætter
antibiotika til foderstof og også forhindrer, at man indfører
foderstoffer, der indeholder salmonella, har vi megen sympati
for. Derfor synes vi også, at det er i orden, vi får en debat
om det i Folketingssalen i dag. Problemet er bare, at de
midler, som Enhedslisten ønsker at tage i brug, nemlig at
lave en ensidig dansk indsats, er helt klart i strid med
EU-reglerne, og helt principielt har Det Konservative
Folkeparti den holdning, at de regler, som vi er med til at
vedtage på EU-plan, skal vi også overholde. Det er i det hele
taget også i forbrugerens interesse - det er jo forbrugeren,
vi først og fremmest tænker på her - at man sørger for, at
der er ensartede regler, og at vi altså overholder dem.
Jeg synes også, det måske er på sin plads på nuværende
tidspunkt i debatten at understrege, at selv om Enhedslistens
beslutningsforslag bliver vedtaget, vil det jo ikke være en
sikkerhed for den danske forbruger, for vi har jo et indre
marked, og vi har en fri bevægelighed af varer, og da det
ikke indgår som en del af det her beslutningsforslag, så vil
det jo faktisk ikke sætte den danske forbruger i en meget
bedre situation.
Så skulle forbrugerne i hvert fald til at rode rundt i
kølediskene og rundt på hylderne for at finde ud af: Hvor
kommer det her fra, og hvilket foderstof er blevet brugt til
at producere den her dåsebøf? Så derfor synes jeg, at det her
måske nok nærmere er et spørgsmål om at ville give en falsk
tryghed, som ikke batter så meget på længere sigt, hvis man
ser på det med forbrugerøjne.
Jeg synes, det er flot, at landbruget er gået foran og
har sagt, at for Danmarks vedkommende vil man udfase brugen
af antibiotika ved udgangen af 1999. Men som princip mener
jeg, hvis vi skal se på det her med forbrugerøjne, at det
drejer sig om, at vi skal få løst problemet på EU-plan, og
jeg synes derfor også, det er på sin plads at rose både
fødevareministeren og sundhedsministeren for de tiltag, de
allerede har sat i gang på det her område.
Jeg tror også, det er vigtigt for den debat, der foregår
lige nu, at vi allerede har vundet et par sejre. Vi har i
hvert fald vundet sejren med hensyn til Avoparcin, der er
blevet forbudt. Med hensyn til Virginiamycin er det jo sådan
lidt tvivlsomt, hvordan den ender, men der er meget, der
tyder på, at tingene udvikler sig i den rigtige retning.
Derfor skal mit spørgsmål til fødevareministeren være:
Hvorledes står det til med EU's foderstofdirektiv, som vi jo
har diskuteret ad flere omgange? Hvilke initiativer har man i
gang for at få denne her proces yderligere frem? Men som
udgangspunkt er vi enige i det, som er målet for
Enhedslisten. Vi mener blot, at vi tilgodeser forbrugerne
mest ved at gøre det på EU-plan.