Spm. nr. S 1036

Til udenrigsministeren (28/1 99) af:

Keld Albrechtsen (EL):

»Vil udenrigsministeren orientere om, hvilke skridt Danmark vil tage over for Kina i forbindelse med den tiltagende undertrykkelse af faglige og politiske menneskerettigheder i Kina, og som optrappes helt uafhængig af den såkaldte »kritiske dialog«, som EU og Danmark fører med Kina?«

Begrundelse

Udenrigsministeren har i sit svar på spørgsmål nr. S 856 gjort opmærksom på den kritiske dialog, som Danmark og EU har med Kina. Ministeren gør opmærksom på en række af møder og samtaler, som der har været med Kina i det forløbne år. Men det reelle problem, den konkrete og vedvarende undertrykkelse af faglige og politiske rettigheder, er der ikke sket noget ved. Tværtimod har vi set en optrapning fra kinesisk side .

Som det bliver udtrykt af generalsekretæren for den danske afdeling af Amnesty International, er der tværtimod sket det, at »undertrykkelsen er taget til fuldstændig uafhængig af dialogen, og i dag må det være meget svært at argumentere for den såkaldte kritiske dialog med Kina« (Berlingske Tidende den 22. januar 1999).

Som en illustration af dette henviser spørgeren til en faktaboks i Berlingske Tidende den 22. januar 1999, hvor der henvises til, at Kina i oktober sidste år underskrev FN-aftalen om borgerlige og politiske rettigheder, og hvor Kina så få uger efter udsendte regler, der reelt ophæver foreningsfriheden i Kina.

Man må derfor sætte spørgsmålstegn ved den måde, som den »kritiske dialog« forvaltes på af Danmark og EU, når der er så stor forskel på de officielle udtalelser/møder og virkeligheden. Kinaeksperten Søren Clausen siger til Berlingske Tidende den 20. januar 1999 om den kritiske dialog, at »Den er mest af alt blår i øjnene. Jeg har indtryk af, at kineserne slipper gevaldig nemt om ved dialogerne. Meget tyder på, at Kina helt professionelt har udviklet et show til disse dialoger. Det er mere eller mindre de samme kinesiske eksperter, der iler rundt i verden for at engagere sig i uhyre åbenhjertige og venskabelige dialoger. Men repræsenterer disse akademikere styret i Kina? Det mener jeg ikke, og derfor er den kritiske dialog med Kina blot lunser til offentligheden«.

Svar (9/2 99)

Udenrigsministeren (Niels Helveg Petersen):

Der henvises til besvarelse af spørgsmål nr. S 971 af 22. januar 1999.

Regeringen gør, hvad den kan for at sikre, at den kinesiske regering ikke er i tvivl om, hvorledes vi og vore EU partnere ser på overtrædelser af fundamentale rettigheder, såvel i vore bilaterale kontakter som sammen med vore EU partnere og i relevante internationale fora.

Regeringen finder fortsat, at vi igennem en kritisk dialog med Kina - både bilateralt og sammen med vore partnere i EU - har størst chance for at bidrage til konkrete forbedringer på menneskerettighedsområdet i Kina. Vi følger udviklingen på menneskerettighedsområdet i Kina meget nøje og vil, sammen med vore partnere i EU i lyset heraf tage stilling til, hvorledes vi bedst kan opretholde presset på Kina med henblik på at sikre, at der sker ko nkrete forbedringer på menneskerettighedsområdet.