Spm. nr. S 1230

Til miljø- og energiministeren (17/2 99) af:

Kim Andersen (V):

»Vil ministeren oplyse, om vandkraft er godkendt som prioriteret elektricitet, og vil ministeren i benægtende fald oplyse, hvorfor og om man overvejer at ændre herved?«

Svar (1/3 99)

Miljø- og energiministeren (Svend Auken):

I regeringens seneste udspil til en energireform på elområdet betragtes produktionen fra mindre vandkraftværker (<10 MWel) som en del af den miljøvenlige produktion, der i dag prioriteres og som på sigt skal indgå i et marked for vedvarende energi. Opdelingen i små og store vandkraftanlæg er den samme som anvendes både i Kommissionens hvidbog "Energi for fremtiden; Vedvarende energikilder" (Kom (97) 599 endelig udg.) og i det endnu ikke fremlagte direktivforslag til fremme af vedvarende energi. Opdelingen medfører, at produktionen fra alle danske vandkraftanlæg også fremover vil blive prioriteret, mens størsteparten af den nordiske vandkraft ikke vil kunne opnå samme rettighed.

Særbehandlingen af miljøvenlig elektricitet er indført med henblik på at sikre den fortsatte udbygning indenfor området. Dette er nødvendigt, da produktionen af miljøvenlig elektricitet typisk er dyrere end konventionel elproduktion og derfor ikke kan overleve uden en vis beskyttelse eller økonomisk støtte.

Da de store nordiske vandkraftværker producerer strøm til konkurrencedygtige priser, er det ikke nødvendigt at beskytte denne produktion. Samtidig kan det få en uheldig indvirkning på konkurrencemulighederne for den øvrige miljøvenlige produktion, såfremt den skal konkurrere på lige vilkår med de store vandkraftværker.