Spm. nr. S 1279
Til indenrigsministeren (24/2 99) af:
Søren Søndergaard (EL):
»Vil ministeren undersøge om flygtninge fra Østslavonien, der søger beskyttelse i Storbritannien, opnår opholdstilladelse der, samt undersøge, hvordan de britiske asylmyndigheder vurderer situationen for serbere fra det pågældende område?«
Svar (5/3 99)
Indenrigsministeren (Thorkild Simonsen):
Til brug for besvarelsen af spørgsmålet har Udenrigsministeriet indhentet en udtalelse fra de britiske myndigheder.
Nationality Directorate under det britiske indenrigsministerium har oplyst, at den britiske regering ikke finder, at etniske serbere fra Østslavonien automatisk opfylder betingelserne for at få asyl efter flygtningekonventionen. Hver ansøgning behandles individuelt. De britiske myndigheders vurdering af situationen i Østslavonien er baseret på UNHCRs positionspapir fra februar 1998. I 1998 blev der truffet afgørelse i 150 sager vedrørende kroatiske statsborg ere, herunder en stor del fra Østslavonien. Af de 150 sager blev 100 ansøgninger afvist, 25 fik asyl, medens 25 fik humanitær opholdstilladelse.