Ad spm. nr. S 132

Fra justitsministeren er modtaget supplerende besvarelse af et af Peter Skaarup stillet spørgsmål. Spørgsmålet, der sammen med det foreløbige svar er optaget i Folketingstidende 1998-99, forhandlingerne side 441, lød således:

Til justitsministeren (12/10 98) af:
Peter Skaarup (DF):
»Finder ministeren det betryggende, at Københavns Politi har besluttet at nedlægge civilpolitiet, der blandt andet patruljerer på Istedgade på Vesterbro i København, og hvilke initiativer vil ministeren i den anledning tage?«

Supplerende svar (6/11 98)

Justitsministeren (Frank Jensen):
Til brug for besvarelsen af spørgsmålet har Justitsministeriet indhentet følgende udtalelse fra Politidirektøren i København, hvortil der henvises:
     "I forbindelse med politiets bestræbelser på at styrke omgangstjenesten, har det på grund af personalesituationen på Københavns Politi, station 1, været nødvendigt at foretage en omlægning af ressourcerne.
     Dette har bl.a. betydet, at en del personale fra nærpolitiet, herunder den civile gruppe, indtil videre er overflyttet til stationens vagthold, hvor tjenesten udføres i uniform.
     Der er dog på ingen måde tale om en reduktion af politiindsatsen i kredsen, men derimod en omlægning af indsatsen, således at en større del af politiarbejdet udføres
i uniform, hvilket normalt har en god præventiv virkning og er med til at skabe større synliggørelse af politiet med deraf følgende større tryghedsfølelse hos borgerne. Der vil stadig være civil patruljering i området, idet både stationens fællesgruppe og uropatruljen fortsat patruljerer på Vesterbro."