Spm. nr. S 1346

Til miljø- og energiministeren (2/3 99) af:

Aase D. Madsen (DF):

»Hvilke oplysninger kan ministeren give om elsektorens skattemæssige status i forlængelse af kammeradvokatens redegørelse herom i 1996, og hvilke konsekvenser har dette for opgørelsen af elværkernes værdier forud for liberaliseringen i 1999?«

Svar (19/3 99)

Miljø- og energiministeren (Svend Auken):

Af Kammeradvokatens redegørelse om elselskabernes sideordnede aktiviteter fra 1996 fremgik det, at hvis ikke-kommunale elselskaber går ind i aktiviteter, der i forhold til elforsyningen defineres som sideordnede, vil dette medføre, at skattefritagelse i medfør af selskabsskattelovgivningen mistes. Told- og Skattestyrelsen har på denne baggrund taget initiativ til at vurdere, hvorvidt betingelserne for skattefritagelse efter selskabsskatteloven opfyldes.

I den vurdering af kraftværkernes økonomiske status ved indtrædelse i nye konkurrencevilkår som følge af elreformen, der i øjeblikket er under udarbejdelse, vil kunne indgå eventuel betaling af skat som følge af sideordnede aktiviteter.