Spm. nr. S 1396

Til justitsministeren (5/3 99) af:

Peter Skaarup (DF):

»Er ministeren bekendt med problemer med de såkaldt tjekkiske ulvehunde, og vil ministeren iværksætte en undersøgelse af disse ulvehundes naturlige adfærd, herunder eventuelt udstede et midlertidigt forbud indtil resultatet af en undersøgelse foreligger?«

Begrundelse

De såkaldt tjekkiske ulvehunde, som er en hybrid mellem en hund og en ulv, er i stigende omfang ved at blive importeret til Danmark, hvor racen ikke er ulovlig. Imidlertid anbefaler flere eksperter, at racen forbydes i Danmark, i al fald indtil der er foretaget grundige undersøgelser af ulvehundens naturlige adfærd. Ulvehunden har et veludviklet jagtinstinkt og opfatter f.eks. børn op til 12 år som et muligt bytte. Ulvehunden kan have en voldsom fremfærd over for personer, som hunden ikke kender, og derfor kan den være meget farlig.

Spørgeren er af den opfattelse, at indtil der foreligger grundige undersøgelser af ulvehundens adfærd og anbefalinger til muligt sikkerhedsudstyr, bør ministeren overveje at udstede et midlertidigt forbud mod ulvehunden i Danmark.

Svar (16/3 99)

Justitsministeren (Frank Jensen):

Efter dyreværnslovens § 10, stk. 1, kan justitsministeren fastsætte regler om forbud mod hold af dyr, der kan frembyde fare eller skabe frygt, eller som vanskeligt kan holdes i fangenskab på dyreværnsmæssigt forsvarlig måde. Justitsministeriet har indtil videre kun udnyttet denne bestemmelse til at forbyde besiddelse og avl af pit bull terriere og tosaer og krydsninger, hvori disse hunde indgår, jf. bekendtgørelse nr. 748 af 14. november 1991 om forbud mod hold af særligt farlige hunde.

Bl.a. på baggrund af en udtalelse fra Det Dyreetiske Råd om hold af farlige dyr mv. overvejer Justitsministeriet for tiden yderligere forbud mod hold af visse af de dyr, der er omfattet af bestemmelsen i dyreværnslovens § 10, stk. 1.

Med hjemmel i dyreværnslovens § 26 a, som blev indsat ved lov nr. 80 af 9. februar 1999 om ændring af dyreværnsloven, er Justitsministeriet ved at nedsætte et råd vedrørende hold af særlige dyr. Dette råd vil få til opgave at rådgive Justitsministeriet ved fastlæggelsen af, hvilke dyrearter det bør forbydes at holde efter § 10, stk. 1.

Justitsministeriet er bekendt med, at der kan være anledning til at overveje et forbud mod ulvehunde og ulvehybrider. Ministeriet vil derfor bede rådet om også at vurdere disse dyr.

Der vil i den forbindelse skulle foretages en vurdering af ulvehundenes adfærd. Der vil ligeledes være behov for en nøje vurdering af afgrænsningen af et eventuelt forbud, herunder i hvilket omfang krydsninger skal være omfattet heraf. Endelig vil det være af afgørende betydning at fastlægge kriterier, der bl.a. i forbindelse med kontrol gør det muligt entydigt at bestemme, om der er tale om et dyr, der er omfattet af et eventuelt forbud.

På den baggrund vil det efter Justitsministeriets opfattelse være særdeles betænkeligt på det foreliggende grundlag at fastsætte et midlertidigt forbud mod hold af ulvehunde.

Justitsministeriet kan samtidig oplyse, at der efter bestemmelserne i hundeloven er mulighed for at gribe ind over for bidske eller glubske hunde, hvis der i konkrete situationer er behov herfor. Efter hundelovens § 6, stk. 2, 2. pkt., kan politiet således meddele besidderen af en hund, der viser sig bidsk eller glubsk eller har den vane at forulempe folk ved på gader, veje, stier eller pladser m.v., der er åbne for almindelig færdsel, at fare imod dem eller forfølge dem, p ålæg om at lade hunden dræbe, hvis den ikke bestandig holdes indelukket eller forsynet med forsvarlig mundkurv.

Denne bestemmelse vil kunne anvendes over for ulvehunde, hvis betingelserne for at meddele påbud i det enkelte tilfælde er opfyldt.