Spm. nr. S 1505
Til forsvarsministeren (17/3 99) af:
Jens Vibjerg (V):
»Vil ministeren oplyse, hvad de samlede investeringer i Vandel flyvestations anlæg og installationer er (danske og NATO), og hvis flyvestationen lukkes, hvad vil en nedbrydning og total oprydning cirka koste?«
Svar (25/3 99)
Forsvarsministeren (Hans Hækkerup):
Flyvestation Vandel er anlagt under 2. verdenskrig. De samlede NATO finansierede investeringer til anlæg og installationer på flyvestationen har siden anlæggelsen beløbet sig til ca. 280 mio. kr. De samlede nationale investeringer til bygge- og anlægsarbejder på Flyvestation Vandel har i samme periode udgjort ca. 40 mio. kr. (løbende priser). Herudover skønnes det, at der indtil 1996 er anvendt i størrelsesordenen ca. 500.000 kr. årligt p&ar ing; materielinstallationer.
Den 9. juni 1994 nedsatte Forsvarsministeren en arbejdsgruppe vedrørende den fremtidige anvendelse af de danske deployeringsflyvestationer. Arbejdsgruppen har i den endelige rapport vurderet, at en beslutning om nedbrydning af betonbunkers, shelters og øvrige anlæg m.v. på en flyvestation anslået vil medføre udgifter på et trecifret millionbeløb. Der er ikke gennemført konkrete undersøgelser og beregninger for en eventuel total oprydning, idet en afhændelse af Flyvestation Vandel påregnes at ske uden, at en nedbrydning bliver aktuel.