Spm. nr. S 1566
Til miljø- og energiministeren (22/3 99) af:
Preben Rudiengaard (V):
»Hvilke miljømæssige, landskabsmæssige, sundhedsmæssige og økonomiske forhold vil danne baggrund for ministerens endelige valg af linjeføring (henholdsvis jordkabel og luftledning) af elføringen mellem Vejen og Esbjerg?«
Svar (6/4 99)
Miljø- og energiministeren (Svend Auken):
Ribe Amtsråds forslag til Tillæg nr. 6 til Regionplan 2004 for det fremtidige højspændingsnet har været offentligt fremlagt sammen med en vurdering af virkningerne på miljøet for så vidt angår 400 kV luftledningen mellem Vejen og Esbjerg. Forslaget har endvidere været forelagt de berørte myndigheder. Der foreligger således meget grundige vurderinger af de miljømæssige og landskabelige forhold m.v. som følge af luftledningen.
Ribe Amt har i anledning af min overtagelse af sagen indsendt de indkomne udtalelser og bemærkninger til forslaget i forbindelse med den offentlige fremlæggelse. Jeg vil således træffe min afgørelse i sagen ud fra en samlet afvejning mellem de mange hensyn, som gør sig gældende i sagen, og som er grundigt belyst i det materiale, som amtet har indsendt.