Spm. nr. S 1567
Til arbejdsministeren (22/3 99) af:
Ulla Tørnæs (V):
»Kan ministeren bekræfte, at Danmark er det eneste land i EU, hvor arbejdsmiljølovgivningen giver mulighed for at idømme arbejdsgiveren straf på objektivt grundlag i forbindelse med overtrædelse af lovgivningen, og vil ministeren i bekræftende fald redegøre for baggrunden for, at regeringen finder, at Danmark som det eneste land bør fastholde denne retstilstand?«
Svar (31/3 99)
Arbejdsministeren (Ove Hygum):
Arbejdstilsynet har oplyst, at man ikke er bekendt med, at der opereres med et objektivt ansvar på arbejdsmiljøområdet i andre EU-lande.
Arbejdstilsynet har desuden oplyst, at spørgsmålet om objektivt ansvar har været forelagt EF-Domstolen af Vestre Landsret i en sag om overtrædelse af en forordning om køre- og hviletid, hvor Domstolen blev spurgt, om forordningen var til hinder for nationale bestemmelser om objektivt ansvar. Dommen er optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen fra 1995 på side 9.
Af EF-Domstolens svar fremgår det bl.a., at medlemsstaterne ved valg af sanktion skal drage omsorg for, at sanktionen er effektiv, at den står i rimeligt forhold til overtrædelsen, og at den har en afskrækkende virkning. Domstolen lagde endvidere vægt på, at en sådan ansvarsform allerede anvendes på arbejdsmiljøområdet i Danmark, og at objektivt ansvar kan tilskynde arbejdsgiveren til at tilrettelægge arbejdet, så reglerne overholde s.
Det fremgår yderligere af Vestre Landsrets præmisser, at det i en dom fra Menneskerettighedsdomstolen synes forudsat, at et sådant ansvar under visse betingelser er foreneligt med konventionen. Højesteret har stadfæstet landsrettens dom.
Da retstraditionerne i de forskellige EU-lande er forskellige, er det ikke givet, at sanktionerne for overtrædelser skal være de samme.
Jeg mener - som det vil fremgå af min besvarelse af spørgmål S 1569 og S 1570 - at der i Danmark er et behov for objektivt ansvar, men det er ikke ensbetydende med, at der er samme behov i andre EU-lande.
Samlet set finder jeg, at objektivt ansvar i den danske arbejdsmiljølovgivning er velbegrundet, og jeg har derfor ingen betænkeligheder ved fortsat at lade denne ansvarsform være gældende på arbejdsmiljøområdet i Danmark.