Til arbejdsministeren (22/3 99) af:

Ulla Tørnæs (V):

»Finder ministeren det rimeligt, at en arbejdsgiver vil kunne idømmes straf i tilfælde, hvor en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen er begået af de ansatte, og selv om arbejdsgiveren kan dokumentere, at denne i enhver henseende har opfyldt sine forpligtelser efter loven, f.eks. for så vidt angår organisering af arbejde, instruktion m.v., og finder ministeren, at en sådan retstilstand er egnet til at motivere arbejdsgiveren til at styrke arbejdsmilj&o slash;satsen på den enkelte virksomhed?«

Arbejdsministeren (Ove Hygum):

Det er et grundlæggende træk i arbejdsmiljølovgivningen, at det er arbejdsgiveren, der har hovedansvaret for, at arbejdsmiljølovgivningen overholdes på virksomheden.

Når det er arbejdsgiveren, der har hovedansvaret, skal det ses i sammenhæng med, at det er arbejdsgiveren, som har mulighed for at tilrettelægge virksomhedens arbejdsform og opbygning, herunder etableringen af kontrol- og afværgeforanstaltninger. Hertil kommer, at det er arbejdsgiveren, som har fordelene af virksomhedens driftsresultater.

Arbejdsgiverens hovedansvar afspejles i de to ansvarsformer, som anvendes ved strafferetlig forfølgning af overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen - d.v.s. det subjektive selskabsansvar og det objektive arbejdsgiveransvar. Begge ansvarsformer er kendetegnet ved, at arbejdsgiveren kan straffes uanset, om arbejdsgiveren selv har handlet uagtsomt eller forsætligt. Ved begge ansvarsformer straffes arbejdsgiveren for de ansattes uforsvarlige adfærd.

Det objektive arbejdsgiveransvar anvendes i forbindelse med mindre personligt ejede virksomheder, og virksomhedsejeren straffes i sin egenskab af arbejdsgiver, ikke i sin egenskab af enkeltindivid.

Anvendelsen af selskabsansvaret i forhold til selskaber/større enkeltmandsvirksomheder og det objektive arbejdsgiveransvar i forhold til mindre personligt ejede virksomheder sikrer således en ensartet strafferetlig behandling af overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen uanset, hvordan virksomheden er organiseret.

Jeg vil i øvrigt gerne understrege, at arbejdsgiveren har ansvaret for, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at arbejdsgiveren har sikret instruktion og planlægning. Arbejdsgiveren skal ligeledes sikre, at arbejdet rent faktisk udføres forsvarligt.

Selvom det er hovedreglen, at arbejdsgiveren straffes for de uforsvarlige handlinger, der sker i virksomheden, er det ikke udelukket at medtage ansatte i en straffesag. Dette sker normalt kun, hvis der er tale om en grov overtrædelse, og den ansatte har haft mulighed for at handle forsvarligt, f.eks. ved at der er givet tilstrækkelig instruktion, og at der er stillet tilstrækkelige midler til rådighed, således at arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssi gt fuldt forsvarligt.

Efter min opfattelse er arbejdsmiljølovens grundtanke om arbejdsgiverens hovedansvar rimelig. Det er endvidere min opfattelse, at netop det forhold, at arbejdsgiveren har de mest vidtgående pligter og ansvar er med til at underbygge arbejdsgiverens agtpågivenhed og dermed styrke det forebyggende arbejdsmiljøarbejde på virksomhederne.