Til erhvervsministeren (21/4 99) af:

Mariann Fischer Boel (V):

»Vil ministeren oplyse omfanget af permanente kræmmermarkeder og antikforretninger på landsplan, er det ministerens holdning, at den sondring, der gælder ifølge den eksisterende lukkelov fungerer efter hensigten, og er det ministerens opfattelse, at de butikker der i dag har dispensation, har en konkurrencemæssig fordel i forhold til øvrige inden for de omtalte brancher?«

I dagspressen har der den seneste tid (bl.a. Morgenavisen Jyllands-Posten den 19. marts i. år) været en omtale af de negative konsekvenser, lukkeloven påfører permanente kræmmermarkeder og antikforretninger.

Erhvervsministeren (Pia Gjellerup):

Erhvervsministeriet har ikke nogle opgørelser over antallet af permanente kræmmermarkeder og antikforretninger i Danmark. Jeg har dog fået oplyst fra Danmarks Statistik, at der inden for branchen "Antikvitetsforretninger" er registreret 604 firmaer i Danmark - nogle af disse kan tillige være permanente kræmmermarkeder.

Den gældende lukkelov indeholder ikke nogen sondring mellem salg af nye og brugte genstande. Antikforretninger og permanente kræmmermarkeder skal derfor overholde de almindelige lukketidsbestemmelser, medmindre de har en konkret kommunal dispensation fra før 1. juli 1995. Er butikken beliggende i et område, for hvilket kommunalbestyrelsen har givet en generel dispensation før den 1. juli 1995, kan den også holde åbent uden for de almindelige lukketider. Dette g ælder tillige nye butikker, der etableres i området.

Det er derfor korrekt, at der i dag er en række forretninger - herunder også antikforretninger og permanente kræmmermarkeder - som har dispensationer, således at de lovligt kan holde søndagsåbent, og dermed har de en fordel i forhold til de øvrige butikker, der ikke måtte have en sådan dispensation.

Alternativet til at videreføre dispensationer fra den gamle lov ville have været, at man havde afskåret en lang række butikker inden for mange forskellige brancher fra at kunne udnytte de dispensationer, som butikkerne havde fået.

Dette ville uvægerligt have haft meget omfattende konsekvenser for de butiksindehavere, som havde indrettet sig i tillid hertil, og hvor eksempelvis husleje eller andet var aftalt på baggrund af en allerede modtaget dispensation.

Det er derfor min opfattelse, at man ved vedtagelsen af den gældende lov måtte trække en linie, således at de gældende dispensationer blev videreført. Dette mener jeg ikke i sig selv er problematisk, idet enhver afgrænsning altid vil give nogle butikker en mulighed, andre ikke har. På dette område viser erfaringerne jo i øvrigt, at der ikke findes nogen absolut retfærdighed.